Dato: 8. maj 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Vernex-Montreux , den 8 Mai 1873.

Kjære Fru Melchior! I Dag er det Torsdag, Venne-Dagen i det Melchiorske Huus, paa Høibroplads og ude paa Rolighed, det er netop 8 Dage siden jeg skrev Dem til sidst i Vevay og idag, Torsdag, har jeg Brev, Hjerte-Svar, igjen, nu ud paa Eftermiddagen, efter vor tidlige Middag, Brev fra Dem og fra Deres Mand, hvor De dog ere mageløst god mod mig; jeg fik ogsaa et Brev fra Fru Scavenius, der fortæller mig at hun har faaet saa venlig Skrivelse om mig fra Dem, da hun var urolig om mit Befindende. Hendes Søn er nu med Mogens Frijs i Tiflis, og gaaer paa Jagt i de kaukasiske Bjerge, men kommer hjem i næste Maaned til Væddeløbene i Slagelse. Slig Tale vilde for 50 Aar siden have klinget som et Eventyr. Jeg fik ogsaa et prægtigt Brev fra Deres Broder Hr Martin Henriques, saa hjerteligt og godt hvori var indskrevet Venne-Ord af Adler og Bille. Vil De sige disse, naar De seer dem hvor megen Glæde de forundte mig ved deres Skrivelse. Bøgh og jeg have en Havestue ud mod Søen og kunne gaae under de hængende Pile, han har skrevet et smukt Riimbrev hjem, og givet et Billed af Naturen rundt om os, jeg tænker at De snart kan læse det i Illustrede Tidende. Iforgaars da vi gik paa Landeveien udenfor vort Hotel blev jeg venligt tiltalt af en sortklædt Dame, som jeg ikke strax kjendte, det var Fru Christensen, Søster til Fru Gade; hun og hendes Mand ere her nede en otte Dages Tid, de have deres unge Datter med som nyligt hjemme havde den Sorg at miste sin Forlovede. De fulgte hjem med [overstreget: til] os og vi sade ret gemytlige om Kaminilden og talte om Hjemmet og Vennerne der. Siden bragte Hr Christensen os nogle Nummere af "Dagbladet", som det ret glædede os at gjennemlæse. Deres Broder Simon Henriques var saa venlig, da vi mødtes i Hamborg, af sig selv at tilbyde, at han vilde sende os "Dagbladet", vi spurgte strax her i Montreux om dette paa Posthuset men her fandtes ingen og vi bleve begge kjede over denne Skuffelse, jeg antog at Deres Broder havde glemt det eller var paa Reise, da høre vi i forgaars at oppe i Hotel Righi Vaudois laae Breve og Aviser til os, og det var Tilfældet; hvorledes de vare sendte derhen begriber jeg ikke da der ikke stod noget hjemmefra om den Adresse, en fremmet Haand havde tilføiet Forandringen og vi saae nu at Deres Hr Broder slet ikke havde glemt os; imidlertid er der gaaet henved 14 Dage siden denne Sendelse kom; Christensens reise herfra paa Søndag, han bringer os altsaa ikke Dagbladet, men da nu De, kjære Fru Melchior lover os at sende i Krydsbaand nogle af de danske Blade, maa vi da fra Dem, jævnlig saaledes, erholde Dagbladet"Glion ved Montreux i Schweiz !"

Veiret er, desværre, kommet i sit kolde Hjørne, Skyerne hænge som lange vaade graa Gardiner ned om Bjergene og igaar blæste det isnende koldt fra Jura; min Slimhoste som næsten havde forladt mig er begyndt igjen og vi maa daglig have i Kaminen, især da Værelset er saa stort og lige ved Jorden. Forleden havde vi besøg af en Dansk, en Doktor Leerbeck fra Kjøbenhavn, som har nedsat sig her tæt ved i Clarance, han er gift med fru Jürgensen fra Silkeborg. Han sagde at her var en Deel Svenske oppe paa Glion, da disse allerede der kunde bruge Kuuren, tænker jeg at ogsaa jeg kan det, og vil Gud, da kjører, som sagt, Bøgh og jeg derop førstkommende Søndag for at blive der idet mindste i 14 Dage, der oppe haaber jeg at faae Besøg af Carl Melchior, hvis Been synes snart at være aldeles i god gammel Orden. [ tilføjet i marginen: i dette Øieblik fik Bøgh Brev fra ham at Benet var nu saa at sige lægt.] Jeg har endnu en uendelig Træthed, jeg magter slet ikke at stige op af nogen Høide, min længste Vandring var i gaar, i det kolde Veir, fra Hotellet hen til Landingsbroen, omtrent som fra Deres Hjem på Høibroplads og til Charlottenborg. Vinden blæste saa koldt og derfra har jeg min Hoste, som hele denne Morgenstund har plaget mig. De har vel modtaget Brev fra Bøgh, hvori jeg skrev et par Ord, han sender venlige Hilsener. Vil De bringe lignende til hele Huset "Rolighed", Jomfruen, Pigerne, Tjeneren, hver især hilser De. Fru Tante Mille siger De et hjerteligt Goddag fra mig og at hun snart i Sommer-Solskin maa flyve ud paa Strandveien i sit lille Paulun. Vil De hilse Frøken Sophie Melchior, som jeg antager, er nu kommet hjem til sin kjøbenhavnske Slægt og endnu bevarer mig i venlig Tanke. Vil De takke William Bloch for Brevet han glædede mig med, han skal snart høre fra mig, men Tiden flyver, jeg faaer daglig kun et Par Breve fra Haanden, tænk nu har jeg siden Afreisen hjemme fra skrevet nogle og tyve Breve, men jeg faaer jo ogsaa Brev igen, Æble for Pære, og saaledes maa det være! Naar venter De Anna og Louise fra England? Tænker De selv paa at reise dem imøde og hvad bliver der af Besøget ved Wiener-Udstillingen? Seer De Fru Collin da hils hende hjerteligt, ja meddeel hende dette Brev; jeg skrev til hende samme Dag jeg skrev herfra til Dem, men har ikke senere hørt fra Dronningens Tværgade. Jeg veed ikke hvorledes det staaer til med Fru Drevsen i Rosenvænget og med de unge Nygifte: Louise og Viggo. Hils nu kjærligt Deres kjære Mand, ligsaa ogsaa begge Brødrene og den trofaste hjælpsomme Frøken Tante Jette; hun skal fra Glion faae et lille Brev fra mig; De vil hilse Fru Johanne og hele hendes Børneflok, særligt Poul og Otto. Den yngste Frøken tænker vel ikke mere paa mig, og er maaske vred endnu fordi jeg kaldte hende "Amagermoer" og ikke "Amagerpige". Hils alle Torsdagsgjæster, særligt Carl Blochs, Hr og Fru Lund, Frøken Franckel [:Fraenckel], Frøken Carroc [:Caroc] og hvem som bryde sig lidt om mig. Til Veber og Oksen har jeg skrevet og fra disse igjen faaet venlige Breve. Igaar morges da jeg gik i Haven fandt jeg en Fiirkløver, den betyder jo Lykke, jeg vilde gjerne skrive paa det ene Blad Sundhed, paa det andet Venners Troskab, paa det tredje en stor Lod i Lotteriet, og endeligt "godt Humeur." - Det Blad, som holder sig længst veed jeg bliver: Venners Troskab.[i marginen, s. 6 :] Og nu Lev hjertelig vel! Hilsener fra Bøgh og Deres taknemlige

H. C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad