Odense d: 23 Januar [1839]
I Søndags ventede jeg Brev, det var saa længe siden jeg havde hørt noget fra Dem syentes jeg, der kom intet, De er dog ikke syg kjære Andersen? Jeg har idag en lidt urolig Følelse over mig, derfor skriver jeg, maaskee jeg dog faaer Brev i Aften. Fr. Drevsen er dog rask igjen? Jeg kan tænke mig at Sygdom og Sorg i denne Familie, maa virke paa Dem, som hvad der rører sig i min Familiekreds virker paa mig, det er jo Deres Hjem som vistnok selv det eget i Hotellet maae staae tilbage for, i Hjemmets Hjem har De jo kjærlige Hjerter som forstaae og skatte Dem. For Tiden seer det lysere ud hos os, Fader er i betydelig Bedring, Gud lad det vedblive, til ret at stole paa er det jo ikke; men vi ville haabe det bedste, hvad der jo er en stor Trøst for ham, og for Størstedelen har beroliget hans Sind er, at Timerne paa Skolen nu blive besørget af Timelærere paa Skolekassens Bekostning saalænge hans svage Helbredstilstand vedvarer, saa at han desuagtet hæver sin Gage, da jeg tilskrev Dem mine sidste Linier, var der netop indtruffen en Benægtelse paa en Forespørgsel om han ved at tage sin Afsked kunde vente sin fulde Løn i Pension, det havde nedtrygt os Alle, og vistnok bidraget til at give mine flygtige Linier, som jeg om Morgenen før jeg gik til Børnene maatte jage sammen, en endnu mørkere Tone, end selv min Sygelighed vilde have lagt i dem. De har ikke besvaret disse, hvorover jeg har gjort mig flere Gisninger; den værste blandt dem er, at De skulde være syg, dog det vil jeg ikke haabe, den Bedste, at Mulatten beskjæftiger Dem saa aldeles, at enhver Ting som drager Tankerne fra denne maae tilsidesættes, og dertil hører maaskee Correspondance! – Nej, jeg fik heller intet Brev i Aften, maaskee det ogsaa er bedre saaledes! Vi have i den senere Tid paa begge Sider skrevet saa ofte, at det maaskee er gaaet uden for den Regel man ved venskabelig Correspondance bør sætte sig, her hjemme fortælle Søstrene mig ideligt, at jeg skriver alt for ofte, jeg troer det selv, o, min kjære kjære Broder misforstaae mig ikke, Deres Breve ere Lyspunkter i mit Liv, til Ingen skriver jeg selv saa gjerne som til Dem; men jeg føler alligevel at det var bedre om jeg, (som De nu har begyndt), sieldnere saae de kjære Skrifttræk, og sieldnere besvarede dem. De vil ikke misbruge, ikke mistyde min Tillid, derfor er jeg saa aaben, som min Følelse siger mig at jeg ikke burde være; ringeagt mig ikke derfor, De vilde miskjende mig, uagtet denne Svaghed har jeg dog en Følelse af mit eget Værd som ikke kan bedrage mig; mine Ønsker for Fremtiden indskrænke sig aldeles til, som min Tante Anna, at leve et roligt fredeligt Liv den Stilling hun indtog er den eneste der passer for mine Evner og Kræfter , den eneste der fra Barn af er bleven mig forestilt at jeg kunde opnaae, dengang hørte jeg med en ret smertelig ja endog noget bitter Følelse paa hvorledes Moder og Bedstemor, altid sluttede de Planer og Forhaabninger, der af dem, som vistnok af alle Mødre og Bedstemødre bleve lagt og fattede for Barn og Barnebarn med det Ønske: Og hvem der saa havde en Plads til Jette i Eilskovs Boliger241 , disse Boliger forekom mig som et Fængsel hvori jeg skulde indesluttet; nu er det anderledes, jeg vilde nu ansee for en Lykke at opnaae hvad der Engang forekom mig saa sørgeligt, jeg har besøgt en gammel Jomfrue i en af disse Boliger, Solen skinnede langt ind i Stuen, der saae saa hyggeligt og stille ud, saa stille som jeg ønskede at det altid maatte være i mit Sind; Deres deilige Linier af "October Maaned" faldt mig ind og jeg ønskede, at jeg maatte være den gamle Pige, De deri har besjungen. – Det forekommer mig som om jeg ikke ret havde takket Dem for Deres sidste livlige Brev, der glædede mig saa inderligt, ja det gamle Aar har endt godt, og skulde ogsaa det nye bringe enkelte mørke Dage, saa gaae jo dog ogsaa disse, o, naar Sorgen i denne Vinter ret har forknyttet mig, saa har jeg ofte tænkt, Gudskeelov at Du har en Broder der tidt med lidt Godhed og Interesse mindes Dig, og denne maaskee lidt forfængelige Indbildning, har givet mig saa lykkelige Øjeblikke som jeg nogensinde har ejet. –
Lørdag d: 26de. Idag er det Faders Fødselsdag, og sal. Bedstemors, han er ikke ret rask, stakkels Fader, hvortil den slemme Kulde vistnok bidrager, jeg har listet mig herned i den grønne Stue, hvor jeg sidder ved Bordet, ligeover for de gamle Udsigter fra mit kjære Tolderlund, som De slet ikke holder af, for at underholde mig lidt med Dem, faaer jeg Brev i Morgen kommer dette Brev nok bort Mandag Morgen, faaer jeg intet, ja saa veed jeg ikke hvad jeg gjør ! Fr. Lessøe skriver heller ikke, De har ikke sagt mig om De kunde benytte min Oversættelse, før jeg veed det vil jeg ikke begynde paa Tinsoldaten. Først for et Par Dage siden er det lykkedes mig at faae fat paa det Aftonblad, hvori, Spillemanden er recenseret, hvor den har glædet mig at læse, jeg synes at den er skreven som ud af min Siel. Flere som have læst den, have spurgt mig, om jeg ikke troede at den var af Fr. Bræmer; men det har jeg beviist at den formædelst Artiklen om Sundtolden, ikke kunde være, hvad vilde vel et Fruentimmer bryde sig om sligt deri har man givet mig Ret, og det har fornøiet mig, thi Alt har dog doppelt Anseelse naar det er skrevet af en Mand, og det er denne Recension jo bestemt ! Har De nu læst Lewalds? Ja, den er jo ikke nær saa enthousiastisk som den svenske; men mig synes dog at den er godt skrevet. – Hvor jeg længes efter at see de smukke Vignetter til Eventyrene, og at læse dem paa tydsk. – Herzes nye Stykke har nok ingen overordentlig Lykke gjort, jeg har kun flygtigt læst den flvgtige Bedømmelse i Kjøbenhavnsposten, det er Alt hvad jeg kjender til det. – Det har fornøjet mig at tænke mig det lille Theselskab som De har havt i deres ny Hjem, efter Grundtegningen i et af Deres foregaaende Breve, har jeg levende forestillet mig hvordan Alt den Aften maae have seet ud i Deres Stue, jeg kan tænke mig at Værten har været ret underholdene og ret barnlig glad. Nu har De da havt flere gode Dage for den nye Dragt, veed De hvad Virkning Deres Formaning mod Forfængelighed gjorde paa mig, den, at jeg næste Dag kjøbte mig Tøj til en nye Kjole, jeg synes den er smuk, det vil De maaskee ikke synes, De gjorde mig jo forrige Sommer den ægte broderlige Compliment, at jeg slet ikke forstaaer at klæde mig, og Søstrene sige jo rigtignok det Samme! – Den nye Kjole skal være til Kjøbenhavnsreisen tænkte jeg, jeg tænker tidt paa denne Reise, som der dog vist nok intet bliver af, lille Anghelica minder mig ogsaa ofte om den, forrige Aar skulde hun have gjestet Hovedstaden og besøgt en Tante242 ; men havde den underlige Idee, at det umuligt kunde gaae an, at reise allene med Faderen naar Bertha eller Moderen ikke vare med, nu har hun lagt den Plan at følge med mig og saa hedder det da ret ofte: . "Wenn ich nun recht fleissig bin, dürfen wir denn von unserer Reise sprechen !" og saa bygge vi da Luftkasteller, som Foraaret formodentligt igjen vil nedrive ! –
Mandag Eftermiddag. [28. Jan.]. Jeg skulde i Gaar Aftes tilligemed Line i Selskab hos Schønheyders og da jeg havde hørt Posten komme trak jeg Tiden ud og nølede med at gaae endskjøndt Caroline skjendte over min Langsomhed, jeg tænkte hver Gang jeg hørte Gadedøren gaae underneden: "det er Brevbæreren"; endelig kom han det var et langt langt norsk Brev til Thea, jeg fik endnu intet. Kunde jeg tænke mig at en eller anden Yttring i mit sidste lille Brev havde stødt deres Forfængelighed, og at De nu, som De engang fortalte mig at De brugte som Kur mod Deres Ven Collin vilde straffe mig med Ligegyldighed og derfor ikke skrev, – saa vilde jeg ikke bryde mig det mindste derom ; men det, at jeg i den senere Tid har været saa omgivet af Sygdom, selv har været saa svag, gjør at jeg frygter for Deres Helbred og det giver mig en Ængstelse som jeg ikke formaaer at betvinge, een Samvittighedsskruppel har jeg endnu: Da jeg om Morgenen tilskrev Dem mine sidste Linier stod Caroline ved Thebordet foran mig: "Fortæl nu ogsaa Andersen Rygtet om hans Forlovelse" sagde hun og den ivrige Vigtighed hvormed Jane K. bragte det, som om hun selv kunde have en faible for ham det vil bestemt more ham. Jeg vilde i Begyndelsen ikke, der var Noget i som stødte mig; den veemodige Erindring der gik igjennem Deres næstsidste Brev til mig stemte saa aldeles ikke med dette Rygte, et Brev jeg fik forrige Vinter rigtignok meere ! men jeg tænkte dog efter en kort Betænkning ligesom Line at det som Rygte vilde more Dem. De er dog ikke vred derover? Skulde jeg have saaret Dem dermed vilde det inderlig bedrøve mig. Der har maaskee været flere Ting i Livet som har givet Dem en bitter Følelse, jeg vilde ikke for Alt i Verden give denne den ringeste Tilvæxt; men jeg føler nok at jeg maaskee ofte er for ubesindig i mine Yttringer! – Det er i ikke klogt at bede om Tilgivelse har man gjort det nogle Gange er man siden (selv blandt de bedste Mennesker), altid den der har Uret, det har min Forstand ofte sagt mig; men det er mig vigtigere at tilfredsstille mit Hjerte, og jeg kan ikke taale at det skal have Ret til at bebreide mig, at jeg har givet mine Kjære nogle mørke Timer, uden ved bedre Erkjendelse, at gjøre hvad der stod i min Magt for igjen at forjage dem ! – For et Øjeblik siden kom Bladene, hvori jeg læste deres Sang ved Jagtfesten i Fredriksborg243 , siig mig var De med der? Man skal nyde den flygtige Glæde siger De, gribe den før den er forsvunden, ak hvad hjelper det at jage efter den, den maae komme af sig selv. Er min kjære Fr. Lessøe rask? Jeg har drømt saa meget om hende i Nat. – Oldenborgs fordums Informator, der har opholdt sig et Fjerdingaarstid i Kjøbh.244 og idag reiste her igjennem til Jylland fortalte mig endeel fra Hovedstaden, efter hans Mening har da Herzes nye Stykke ingen synderlig Lykke gjort. Jeg spurgte om han havde seet og talt med Dem, kun i Forbigaaende mødt Dem paa Gaden sagde han, og det var alt længere Tid siden. – I Bispegaarden og hos Klaumanns245 har jeg nylig været sammen med Schleppegrell, jeg bragte hende deres Hilsen, hun underholdt mig begge Steder længe, og næsten udelukkende om Dem. – Jeg har pyntet Søstrene til Raadstueballet i Aften246, og vil nu igjen underholde mig lidt med Dem, jeg skulde ogsaa have været der; men opgav det igjen, Lysten var ikke stoer. I Aften seer De vist det nye Geburtsdags-Stykke. I Morgen opvarter det herværende Skuespillerselskab, med: "Peters Bryllup" Prolog og Sang af Carl Bagger der som Folk siger skal være meget enthousiastisk for Jfr. Sichlau247 ; men Folk sige jo saa meget, at jeg intet troer deraf – man tør jo neppe troe hvad man seer med sine egne Øjne, naar jeg f Ex seer Blædel af hvem jeg før har seet skrevne Ting, hørt Taler og andet mere, der vidnede om en dyb religiøs Følelse, om Fornuft og Sands for noget Bedre, naar jeg nu seer dette samme Menneske paa Baller og i Selskaber spille den meest lapsede Drengerolle, saa er det sandelig ikke fordi vor Familie ikke har Aarsag til at være ham god, at jeg faaer en Følelse af Ringeagt for ham. Skulde man ikke kunde tilgive Folk Svaghed i Charakteeren, den er jo som oftest medfødt; men et saadant Overmaal af Letsindighed, en saa aldeles Trodsen mod al Sømmelighed og det i et Væsens Nærværelse hvis Agtelse og Godhed han dog før har sat Priis paa, det har noget oprørende ved sig, og jeg takker Gud at Line ikke skal følge ham til Hederne, hvor han nu snart skal prædike Moral for Andre. Hvor det dog er tungt at mange Mennesker tabe saa meget ved nøjere Bekjendtskab, jeg har forestillet mig dem og Livet saa ganske anderledes, derfor gjør jeg vistnok for store Fordringer, jeg har selv mange og store Feil det føler jeg godt, og det er vistnok en høj Grad af Egoisme, at den almindelige Middelmaadelighed næsten opfylder mig med ligesaa stoer Sorg som mine egne Feil og Svagheder. – See der er nu Thomsen han skylder Gud og hver Mand, traktorer (og trakteres vel ogsaa) alligevel hver Aften paa Postgaarden; medens hans stakkels Kone ikke kan komme udenfor en Dør, fordi hun ikke mere kan lade sig see med en Kaabe der, som der siges i: "Maria" er en Gang vendt og to Gange vasket, og har gjort Tjeneste i 10 Aar248 .– Dog jeg veed ikke hvor jeg kommer til denne triste Philosophie over Livet, det er virkelig tidt utaaleligt af mig at fylde mit Brev dermed ; men det paatrænger sig en uvilkaarligt. See der er nu i denne sidste Hverdagshistorie en ung Mand af en retskaffen Charakteer med en dyb og fiin Følelse249 , o, han er bestemt ikke bedre end min Fader altid har været og som jeg anseer Dem for at være, ham kalder alle vore unge Herrer et Dydsuhyre, ja selv Mænd som jeg virkelig har Agtelse for benævner ham saaledes, jeg tør aldrig sige noget naar jeg hører Sligt, ellers vilde jeg blive kaldt forskruet. – Denne Bog er vistnok ellers den mindst heldige af Hverdagsfortællningerne jeg synes at man mærker saa tydeligt at den er skreven af en Dame; hvilket imidlertid ingen Dadel skal være. – Jeg har i dette Øieblik læst Orla Lehmanns Udfald mod den gamle Collin250 , det gjør en ondt at see en ældre og saa fortjent Mand, som Confr. Collin saaledes tiltalt eller rettere omtalt af en Yngere, det er ogsaa ubehageligt for hans Familie; men Lehmann har vel ligesom Fabers Uvenner her mange Modstandere. – Min stakkels kjære Fader har igjen faaet et slemt Tilbagefald, han er saa mageløs taalmodig; men derfor er det jo dobbelt tungt at see ham lide. Ruge er i Schlesvig for at besøge sin Familie der, inden han mod Sommeren forlader vor Verdensdeel, det er tungt at Fader har saa liden Tillid til de øvrige Læger her. – Det fornøjer mig at De har saa megen Glæde af deres lille Guddatter, hils hende som sidst, lad hende hver Dag gjentage sit Arres for Dem, ja lad hende ret holde af Dem, den Tanke vil glæde Deres Søster Jette.
Hils min søde Fr. Lessøe, faaer jeg Brev idag med Deligencen, kommer dette Brev bort imorgen tidlig, dog det skeer neppe, De pleier sielden at skrive før med Onsdagsposten, kommer der intet i Morgen saa – –
Tirsdag d. 29. Januar.–Onsdag Aften. Posten kommer neppe i Aften, da Veiret har været saa haardt, saa maae jeg da sende mit Brev bort inden jeg seer om den, (hvad der ahner mig), bringer mig Noget fra Dem, skeer det ikke faaer jeg paa Søndag nogle venlige broderlige Linier fra Dem min kjære Broder Andersen, ikke sandt - Om det ogsaa, (hvad jeg forud siger Dem) skulde vare Noget, (ikke alt for længe ), inden jeg igjen besvarer dem, De har jo lovet at skrive strax og jeg troer paa deres Ord ! – Med min stakkels Fader er det slet ikke godt – vi have idag faaet en ny Læge Doctor Møller251 . – Gamle Justisraad Jørgensen døde i Nat252 . Levvel, Levvel ! – Jeg er for Øieblikket ret rask.
De har jo dog faaet den lille Pakke med Leutnant Faaborg253 ?
