Basnæs 15 Mai 1871.
Kjære lille Marie!
Nu er jeg ude paa Landet, langt længere ude end paa Petershøi, men dog ogsaa ved Vandet, hvor Skibene seile, og hvor der er Badehuus og fleer end een Hund der ligner Tscheck og kan vise Tænder. Saa langt borte kan jeg dog tydeligt see Dig, Du sidder paa Din høie Stol ved Frokostbordet, spiser Dit Æg og drikker Mælk til. Jeg seer Dig kjæle for Moer! jeg hører Dig snakke høit og springe med Edmund; Faer kysser Dig med sit store Skjæg saa det baade killer og gnaver Dig om Munden; jeg seer Dig i al Din Pynt, med den hvide Kabus paa Hovedet gaae Tour med Amalie og bryder Dig ikke om at kj øre i Spoervogn. Ja jeg seer Dig heel og holden paa Gaden og i Stuen, ja i Din lille Seng hvor Du sover fra Solen er nede til Solen staaer op! Det var et yndigt Brev Du med Din Moder og Blyanten skrev mig til, Robert skrev ogsaa og derfor skal ogsaa Du og han hver have et Brev igjen. Dette kan Du lade Moder eller Amalie læse for Dig, og saa kan Du hilse Amalie og Sidse og Karen sOm laver den deilige Mad, der gjør saa godt i det Indvendige, saa at man ønsker to Portioner og faaer dem ogsaa; hils nu ogsaa Fader og Moder, Søstre og Brødre, Jomfruen og hendes Forlovede, det hele Huus lige til de sidst udsprungne Bøgegrene som jeg ikke har seet, men til dem har jeg en Hilsen fra de udsprungne Bøgetræer i Skoven ved Basnæs, disse befinde sig alle vel i deres nye grønne Kjole, kysset af Solskinnet og fornøiet af Sangfuglene, Kukkeren siger "kuk, kuk! smuk, smuk!" Turtelduerne kurre og synge min Vise om. Gurre. De hilse Marie! Din rigtig kjæreste Ven:
Andersen!
