550. Til E. Collin.
Lisboa 13 August 1866.
Kjære Ven!
I Fredags morges forlod jeg Pinhiero, efter først at have sendt Brev til Dem om min Afrese. Georg O Neill sagde at det var mueligt at Dampskibet fra Rio allerede kom Løverdag-Formiddag og da, nogle Timer efter gik til Bordeaux, jeg maatte altsaa være parat. Jeg ønskede at boe i Hotel Cirkel, der ligger nede ved Tajo, O Neill protegerer en Mand oppe i Byen og overtalte mig til heller at boe der og tilføiede at det blev umaadeligt dyrt i »Cirkel«, jeg troer nu det bliver lige dyrt; men nok, nu er jeg her og er det eneste Menneske i hele Hotellet, den første Reisende det har; jeg har ogsaa foræret Manden mit Photograph[ie] Kort at hænge op, dersom mit Besøg er god Handsel. Skibet kom imidlertid ikke i Løverdags, heller ikke igaar og endnu i Dag, mod Aften, viser sig ikke »Navarro« som jeg skal med; det er hele fire Dage jeg har været i Lissabon, altid ventende paa Skibet, saa at jeg ikke tør kjøre ud omkring. Jeg sidder som Fange fire Dage i min Stue, med lukkede Vindueskudder. Det er i Solen 41 til 44 Grader Reaumur og i Skygge 25 til 28. Jeg er kogt! Ingen besøge mig og jeg har kun, vil jeg see Nogen, at tage min Paraply og langs med Husenes Skygge snige mig, i en Baggerovns Hede, hen til O Neills Contoir. Min skikkelige Vert trøster mig med at det er dog bedre end at være paa Søen, hvor der altid er Ulykke, og at nyeligt eet af de største Dampskibe forgik med alle Pasagerer. Det er fornøieligt at høre naar man selv venter paa at komme derud. Dette mit Brev slutter jeg i Bordeaux, om Gud vil at jeg kommer der. Skal jeg blive flere Dage i Lissabon, da bliver jeg tilvisse syg af Varme og Kjedsomhed; jeg gidder ikke læse, ikke skrive, dette Stykke Brev kommer paa Papiret under Aftenens første Luftning fra Balkonen. Kassen med min Buste og Bøgerne, indtraf netop igaar. Hjertelig Tak for Deres Omhu.
Bordeaux614 den 18 August 1866.
Gud være lovet at jeg er her! det er som om jeg nu var aldeles hjemme; den Vei er saa kort og beqvem synes mig. Dampskibet kom først Tirsdag morgen fra Rio; allerede Klokken 5 om Morgen[en] blev jeg underrettet derom at Fartøiet igjen vilde afsted samme Formiddag Klokken 10. Georg O Neill, sagde at han vilde give sit Æresord paa at jeg ikke blev søesyg[,] det var den bedste Aarstid og det bedste Veir, den stærke Blæst var kun Kystvind, og paa en Time var jeg udenfor den. Capitainen kom iland hos Georg O Neill og sagde at det havde været en mindre heldig Reise at de i de sidste 8 Dage havde haardt Veir og at Søen derude gik høit; men jeg maatte jo nu ombord! Det var det største Fartøi jeg har været paa, henved 100 Pasagerer gik i Land i Lissabon, men der var endnu over 200 tilbage. Det var som et stort svømmende Hotel, og var tilvisse saalangt som Hotel D'Angleterre i Kjøbenhavn; en uhyre Spisesal, der til begge Sider havde Vinduer ud til to lange Gallerier med Tag over, der om Aftenen naar Løgterne tændtes saae ud som lange Stræder. Det var et særdeles blandet Selskab, fine Folk og grove Folk; der var to i hver Kahyt, jeg fik een for mig alene men saa langt forude at Bevægelsen var for voldsom til at blive der, desuden Køjen for kort'ndash;, jeg laae derfor uafklædt, for Træk gjennem de aabne Vinduer, i tre Nætter paa Sophaen i Spisestuen, og fik ikke skiftet Klæder, ikke engang Støvler. Saasnart vi kom ud af Tajofloden, fornam jeg alt de store Bølger, men satte mig dog tilbords, hvor Alt var bundet fast og Snore dragne mellem Flasker og Glas at disse ikke skulde styrte; De vil begribe at jeg ved den første Skeefuld Suppe var saa søsyg at jeg maatte ud paa Galleriet og nød Intet den Dag og Aften; nu kom Natten, den første Nat. Store Bølger løftede sig, men saa phosphorskjønne; det var som foer vi over Ild og Flamme, Vinden susede; hver ny Lyd forskrækkede mig, jeg foer om Natten ud paa Galleriet; Alt knagede og bragede; vi holdt os langt fra Kysten; næste Dag var Søen noget roligere, men altid Nordvest-Vind, jeg var om Morgenstunden syg efter at have taget en Mundfuld Kaffe, men det var dog sidste Gang. »Det bliver værre i den spanske Sø!« sagde man[;] ogsaa Capitainen meente at bedre blev det ikke; paa den næste Morgen saae vi Cap Finisterre, vi kom i den berygtede biskaiske Bugt, der har slugt saa mange og med eet blev Søen stille, ja ud paa Formiddagen som et Speil. Det var en Fornøielsestour fra 6 om Morgenen til 6 om Aftenen; da kom Skyer, lidt Regn og nogen Vind, men, Søen var ikke slem; det Allerværste Stykke var blevet det Bedste og der blev sjunget spillet Claveer hele Aftenen; Natten som kom tilbragte jeg dog endnu oppe i Spisesalen, og et Par Gange slingrede Fartøiet temmeligt og det tudede i Tougværket, jeg gik ud paa Galleriet og saae det deilige rullende Hav, det var venligt og godt; jeg følte mig Gud saa taknemlig!615–Igaar aftes Klokken 6, efter 80 Timers Fart naaede vi saaledes Bordeaux hvor jeg tog ind i Hotel Richelieux og blev hjerteligt modtaget lige fra Vert til Portner. Hvor det var deiligt at komme iseng iaftes. Jeg kunde ikke sove, saa deiligt nød jeg det at ligge godt. I Dag har jeg søgt Kirstein men han er med Frue i Schweitz ogsaa Hyllested er reist, min Landsmand Kjøbmand Rasmussen og ligesaa Jørgensen ere de eneste Landsmænd her ere i Byen og af de mange franske Venner finder jeg nok kun General Doumas. Hvor jeg har Meget at fortælle Dem om denne Reise, Meget jeg ikke har Lyst at nedskrive; om Spanien antydede jeg kun det mindre behagelige jeg denne Gang fornam her; jeg616 syntes jeg gik paa en Vulkan, den brød da ogsaa løs, nogle Uger efter at jeg havde været i Madrid; De har i eet af Deres Breve berørt »Urolighederne« men yttrede at det var nok ubetydeligt! Det var blodigt, skrækkeligt hedte det i Breve og Aviser der kom til Portugal. Det vilde have været uhyggeligt at komme der paa den Tid og uhyg[g]eligt igjen at gjøre samme Reise; det er i Aarstiden ogsaa aldeles umueligt, Varmen er for voldsom. Jernbanen vil ikke aabnes før næste Aar og Dampskib til Bordeaux fandt jeg617 ikke før 14 September og da begynde alt Stormene, altsaa maatte jeg tilsøes, og det er overstaaet, gaaet godt; jeg har ført igjennem, ved Guds Hjælp, at naae Lissabon over Land og hjemad over Ocean og baskisk Havbugt, der begge stode saa truende for mig; jeg er glad ved at have ført det igjennem, hvad der vist vil være en ringe Ting for de fleste andre. Ombord var der en stakkels Dame, som Dagen efter at vi forlod Lissabon, opdagede at hendes Køjekammerat, en Dame fra Rio, der var gaaet i Land i Lissabon, havde stjaalet hendes Braceletter, alt Guldtøi og Creditivet. Der blev nu igaar strax herfra Bordeaux tellegrapheret til Politiet i Lissabon og i Madrid, hvorhen Damen agtede sig, hun havde et Pas der lød paa at hun var en Consulfrue, men man antog det var et falsk Pas. Dette Brev jager jeg ned, (der maa ikke618 trykkes noget deraf). Hils Deres Kone, Børn, Familie og glæd mig snarest med et Brev i Paris sendt til den danske Legation.
Deres trofaste
H. C. Andersen.
