Dato: 5. januar 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenh 5 Jan 1838.

Et glædeligt Nytaar! Deres kjære Brev fik jeg i Middags, og nu sidder jeg henimod Midnat for at faae min Brevdue istand, at den imorgen kan flyve ud til de nøgne Skove ved den frosne Søe; hvor der maa være stille der, nu ingen Fugl synger, nu Alt søger under Tag, ja, man maa have et Hjem, som Deres for at være lykkelig i en saadan Skov-Eensomhed ved Vintertid. Til Julefesten i Studenterkomedien skrev jeg en original Farze "Langebro", hvori Maanedsskrift Selskabet, Molbech og flere fik nogle uskyldige Raketskud. Indholdet var at to Herrer beilede til en ung Pige, Moderen, som yndede Studenterforeningen, hvor man var i Forlegenhed iaar for at faae et originalt Skuespil, lovede den af dem sin Datters haand, som til lille Juledag kunde bringe hende en nye Idee til at præsentere. Nu saae man da Langebroe, lille Juleaften, den ene Elsker iførte sig Brødrene Müllers Dykkeraparat og da han vidste at China laae lige under Broen steeg han ned for at finde Indgangen og da hente sin Idee; den anden stod fortvivlet paa Broen, nu slog Klokken 12 og han saae en hvidklædt Dame, som han antog for een fra Druknehuset men hun svarede ham at hun kom fra Svend Dyrings Huus, det var Fru Helvig og nu med den samme melodramatiske Musik, som paa Kongens Theater begyndte hun:

"Hu, her er koldt, her er sølet og vaadt,

"Tøiskoe paa Benene gjør’ ikke godt;

"Snue jeg har kan knap tale Vers,

"Vee det forbandede Natte-Comers

Studenten.

"Jeg seer Deres Naade har ikke Deres lille Suitte med i Aften. Maa jeg have den Fornøielse at følge Dem!"

Fru Helvig.

"Du er ei bange, jeg lider Dig godt,

Gamle Fru Helvig gaaer kun saa smaat,

Jeg kan kun komme saa langtsomt afsted,

Men jeg i Aften har Løgte med.

(viser en Haandløgte) /

Nu blive de mere bekjendte; Fru Helvig siger hun holder meget af at slaae en lille Sladder af, fortæller, at fra Juul til Nytaar, gaaer der forunderlige Ting over Langebroe, Alt hvad der er skeet i hele Aaret; hun sætter ham ud paa den ene Pæl i Vandet og sig selv paa den anden og nu kom det ene syngende og talende Tableaux efter det andet, af Aarets Begivenheder, de to som vakte det meest stormende Bifald var, først, Theatrets Repertoire, klædt i røde Placater og med et elendigt Udseende, den unge Dame klage[de] over Directionen og sagde at hun havde Ret til at raabe Vee over dem, men da hun var et godt Gemyt vilde hun ikke. "Ja vil hun ikke raabe Vee, saa vil jeg!" siger Fru Helvig, og raaber nu sit svenddyringske Vee! Det andet Sted var, at Broen var tom, man hørte den skrækkeligste Støi! "Vee os, den vilde Hær!" raabte Studenten. "Nei, det er frygteligere, skrækkeligere, der er det! der! der!" og nu steeg Larmen. "Nu er det forbi!" sagde Fru Helvig. "Hvad var det?" "Trochæer og Jamber!" svarede hun. "O det var jo ingenting!" denne Replik gjorte en forbausende Virkning. Imidlertid blev det Hele spillet yderst slet, hele Scener bleve sprungne over, andre gjentagne, saa jeg ærgrede mig meget og gik høist utilfreds bort. Resten af Aftenen skulde jeg have tilbragt hos Collins, men samme Aften døde Mimi Thyberg (en Søster til den unge Collins Kone, denne fik først efter Begravelsen at vide Søsterens Død, da hun selv var saa syg) der var altsaa en sørgelig Juul hos Collins og jeg gik hjem til mit eget, hvor Vertinden, som ikke ventede mig, var tilsengs og Værelserne kolde, Suul og Viin havde jeg Huset men intet Brød og paa Bordet laae et Brev, som sagde mig at den gamle Madam Iversen i Odense var død. Det var en trist Juleaften. Det nye Aar har ikke begyndt bedre, tænk Dem, den gamle Fru Bügel, som har viist mig megen Venlighed, faldt i forgaaers paa Torvet og brækkede sit Laarbeen, heelt oppe ved Hoften, hun kommer idet mindste til at ligge ½ Aar; hun viser en mageløs Fatning. Hvad min Ansøgning angaaer, da er den endnu ikke indleveret; netop i Dag har jeg faaet Løfte af Rantzau-Breitenburg at han / ved den første passende Leilighed vil overrække Kongen den og tale min Sag; Udsigterne staae altsaa noget fjerne. I Revue dix neuvieme Siecle, som Marmier slet ikke har med at gjøre læste jeg igaar en Anmeldelse af min Spillemand, som den har staaet i Dagen og en Slags Opfordring til at oversætte den og mine to andre Romaner paa fransk, det fornøiede mig. Har De seet i "Morgenblatt" staaer, at jeg er født i Odense i Finland. Mine Børne-Eventyr komme nu ogsaa ud paa Tydsk! O De kan tro, at jeg ret skjønner derpaa! der er Øieblikke hvori jeg føler at jeg er lykkelig, ja mere end jeg fortjener, Gud er den bedste, den kjærligste Fader imod mig, men jeg har saa mange tunge Timer hvori jeg er nærved at fortvivle; jeg føler mig saa ene, jeg har en Længsel efter at flyve fra Sted til Sted, jeg veed ikke selv! jeg føler en aandelig Skat i mit Bryst, som jeg slet ikke har Kraft til at hæve! det Bedste jeg selv har givet, er dog ikke det, som jeg har indvendig, som jeg selv kan føle og fatte! maatte jeg dog kunde udtale det! - De vil ikke kalde det med noget ondt Navn, hvad jeg her siger Dem, som ingen anden veed; jeg synes at ingen Digter, slet ingen, har udtalt hvad jeg i enkelte Livs-Øieblikke føler vilde være sand Poesie. Sammenligner jeg nu mit eget Skrevne med hvad jeg har følt, O da har jeg en Angest, en Forudfølelse, "Du har slet intet gjort!" Det er at pine sig selv, men det ligger saa fastgroet i min hele Characteer. Dog har jeg en tungere Sorg, tungest er jo den man ikke kan udtale, o jeg er blevet gammel, Ungdommen har forladt mig! Dog vi ville tale om andre Ting; Heiberg skriver paa et Skuespil med Chor og Melodramer: "Fata morgana", som skal opføres den 28 Januar. Jeg har lagt min Tragedie hen og begyndt paa en ny Roman, jeg kunde ikke andet. Scenen er ved Trolhätta, i Stockholm og Upsala; Helten skal denne Gang blive munter, livsglad, kraftig - men Ulykke maa han have, det er nu min Fornøielse! Lad os dog faae Deres Tragedie paa Theatret, De har et stort Publicum, Molbech tør ikke forkaste Deres Arbeide, send det ind! lad mig indvirke paa Dem i dette ene. Vi maa have Stykket at see! - Fra Marmier skal jeg hilse / Dem, han er i disse Dage reist til Stockholm. Vi vente den berømte Violinspiller Bull; da han er af Ørsteds Familie venter jeg at gjøre hans Bekjendtskab. Jeg nævner Ørsted, hans Datter, den smukkeste den elskværdigste, som har siddet paa mit Skjød og kysset mig for at fortælle Eventyr, mens hun var et Barn, er blevet forlovet; - ja, man bliver gammel! - Tak for alle de Lyspunkter i mit Liv De, i Deres kjære Brev, udpeger for mig! jeg bliver jo næsten en "Lykkens Yndling". - Hils Deres Kone og Søster fra mig, siig til Hauchs at de ere saa tidt i mine Tanker.

En Glæde, har jeg dog havt i Julen; Meisling kom til mig paa Gaden, sagde at han maatte sige mig det, at han ikke havde været god mod mig i Skolen, men at han havde taget feil af mig, at det gjorte ham ondt, og at jeg stod høit over ham, som han udtrykkede sig. Bad mig glemme hans Haardhed og sagde om sig selv: Æren er Deres, Skammen er min! O det rørte mig meget! Nu lev vel! meget mere næste Gang. Skriv nu da ret snart! - Deres trofast hengivne H

H.C. Andersen.

[Udskrift:] Hr Professor B. S. Ingemann i Sorø

frit

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 140-43)