390. Fra Hennette Collin.
Lørdag Aften [28/12 1861] Kjere Andersen
Jeg burde for længe siden have takket Dem for Deres Brev og fordi De saa venlig erindrede Deres Løvte at skrive til Louise, men det er neppe min eneste forsømte Pligt'ndash;og De vil nok tilgive mig. I Formiddag modtog Jonas Brev fra Dem og gav mig, med Deres Tilladelse, et Brev fra Bjørnson, til Gjennemlæsning, jeg har nu i en halv Time pint mine Øine med dets blege Bogstaver og m[a]attet opgive det til Dagslyset kan hjelpe mig'ndash;Saameget tror jeg at have læst at han kalder Jonas »den Haandfaste« og dette Udtryk kunde ikke andet end glæde mig, da jeg lægger en meer end legemlig Betydning i Ordet.
Det er jo mærkeligt nok at det eneste jeg kunde læse af Brevet var'ndash;om Jonas!–jeg tænker mig det Tilfælde at De ikke har kunnet tyde andet af de næsten usynlige Linier, end hvad der stod om Andersen!–men saa kan vi jo hjelpe hinanden! Om Familien har jeg intet Nyt at fortælle Dem, Julen er hos os Alle gaaet i den fuldstændigste Stilhed og Hjemlighed . . .
At den gamle Gaard er solgt til Justitsraad Schiøt fra Søholm, veed De maaskee, han vil strax begynde at bygge en facade til Gaden, det vil blive forunderlig vemodigt at see det hele tage en nye Skikkelse der hvor i saa mange Aar et stort Familieliv havde sin Rede.
Louise har det Godt og føler sig særdeles vel, aandelig og legemlig ved sit stille Liv paa Heden[.] Præsten og hans Kone ere oprigtig glade ved at have hende og det fortænker jeg dem ikke i. Savnet er stort herhjemme, men det Offer bringe vi med Glæde naar hun kan vinde derved. Nu da Jonas ogsaa er borte sidde vi to Gamle og forsøde hinanden Livet efter bedste Evne, og Vor Herre lægger sin Velsignelse i vore Bestræbelser'ndash;Lev vel kjere Andersen og kom glad tilbage til Deres Hjem og Venner!– Deres hengivne
Jette Collin.
