Kjære Andersen!
Det er denne Gang kun Konvolut, Omslag; men da det om den kjære Collin, haaber jeg, at De undskylder.
Jeg vil i den Grad benytte Dem dertil, at jeg vil skrive blot følgende Smaating: Hils Fru Serre og siig, jeg skal engang besøge hende, naar jeg bliver en berømt Forfatter. - og bliver jeg det ikke, er det muligt, jeg gjør det alligevel, da hun har et godt Hjerte.
Og lad mig saa faa høre, hvad Deres næste Fortælling handler om; jeg er ganske utrolig nysgjerrig.
De skal ikke skrive mig til, uden De ret har Lyst hertil; men føler De Lysten, veed De, at det glæder mig.
Jeg har læst Mynsters Breve, og de har gjort megen Virkning paa mig. - ikke som Breve, thi de ere jo lidet betydelige, men ved den sælsomme Mængde Betragtninger, de vække, deels ved Tiden, hvori de ligge, og det høist forbausende kolde Forhold, hvori man stillede sig til den (Napoleons Tid, Englændernes Bombardement) dels ved de Peronser, man støder sammen med, og deres Skyggebilleder paa Væggen. Ogsaa er det mærkeligt at læse disse Stumper af Aars Monologer og at se Uhrmageren stille Værket i sit Uhr, hvis Skive vender ud mod det store Torv. Hvor forfængelige Mynster var! Og det voxede! Og hvor træt han var af Verden, hvor lidet troende paa dens Fremang han dog gik bort! Gaar det an at tro paa Gud og at mistvivle om Verden? - Hans Breve er ogsaa meget mærkelige ved Det, som de udelader. Thi man maa altid have in mente, at han selv har ordnet dem.
Jeg læser Historie og Kunsthistorie, og jeg arbejder paa Sigurd, hvad Gud give sin Lykke til!
Lev vel!
Deres inderlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson
