Religious motifs : Overview. Search. About religious motifs

Description of this motif:

Humility is in Andersen's writings almost always connected with persons' being world-oriented, thus often also against its creator, God, or being self-centered. Self-satisfied and self-sufficient characters are often exposed in Andersen' oeuvre. Their charateristics are pettiness, intolerance, a narrow mind, insensibility, being ungratified, because the world seems cruel and unjust and doesn't give them enough, and arrogant pride. The proud and self-sufficient persons thinks that all that is good comes from him-/herself. The humble sees the world around her and her own conditions as sent from God. The humble is satisfied with the facts of life and even thanks (God) for everything.

The rose in "The Snail and the Rosebush" is, in contradiction to the snail, a pious grateful and extrovert type, giving its best to the world. "The Snail and the Rosebush" is a textbook example of the motif and is in addition extraordinary, because God isn't mentioned explicitly as the source of the gifts of life.

Example :

The tale has not been translated (by Hersholt) and is therefore quoted in Danish. Further information and links.

Ikke langt fra Bjergene levede en stille, from Menighed; enhver i denne nærede sig af den Grøde deres Flid fik Jorden til at frembringe, af den Mælk, de fik af Dyrene, som de passede paa Engen. Naar Een spiiste og drak, skete det altid i Tilfredshed og med Tak til Gud. Hver Morgenstund, isærdeleshed, gik enhver ud i det Frie og med Ansigtet vendt mod Østen, tilbade de den usynlige Gud, som sendte Solen frem fra de smukke blaae Bjerge og lod Vandstrømmene styrte ned, at vande deres Ager og Eng, mens Uveiret tordnede og lynede fuldt af majestætisk Pragt.

Nu var der i Menigheden en Mand, som havde Lyst til at see sig lidt nøiere om i Bjergene og udforske Vandstrømme, Vind og Veir. En Dag vandrede han afsted og gjorte, som Lysten bød ham.

Efter nogen Tid kom han igjen tilbage og sagde til den forsamlede Menighed: »Kjære Venner, hvad I hidtil have troet om de blaae Bjerge og om Gud deroppe, er ikke saa! Vi have været i en stor Vildfarelse. Jeg har seet Alt i Nærheden, og fundet det ganske anderledes, end vi meente det var. Bjergene, som her synes saa smukke blaae, ere ujævne, ufrugtbare Stene, og Vandene, som strømme ud af Hulerne, ere vilde, ødelæggende Fjeldstrømme; Vind og Veir ere naturlige Luftsyn, som ved sig selv opstaae og forgaae; Solen kommer frem, langt borte paa hiin Side disse Bjerge, og af en Gud, som man har indbildt os skulde være der, er intetsteds Noget, at see i de blaae Bjerge.

Menigheden studsede ved denne Tale af en Mand, de havde stor Tiltro til, og nogle sagde, fuld af Uvillie: »Saa have da vore Fædre bedraget os! vi have troet et Eventyr, som noget Sandfærdigt!« og de gik fra den Tid ikke mere ud at bede til Gud, der skabte Underværker i de blaae Bjerge og fra nu af, arbeidede de med Ulyst og levede indbyrdes i Utilfredshed.

Mange af dem gik nu selv ud i Bjergene for at see, hvad der stod til at troe, og de udmattede sig forgjæves ved at stige op og ned, og mange faldt i Afgrunden eller forvildede sig i den mægtige Bjergstrækning, saa at de omkom af Hunger.

Dog for een af de Vandrende opgik et klarere Aandens Lys; han saae paa de uhyre Klippeblokke og tænkte: »hvilken Kraft har dog reist disse? de vække i min Sjæl en mægtig Tanke om Storhed!« Han tørstede og søgte ned til Fjeldstrømmen, hvor han saae Vilddyret slukke sin Tørst, og han priiste ham, som lod Vederqvægelse sprudle frem af den haarde Klippe. Høit oppe fra Bjerget saae han nu hvorledes den, her ødelæggende Bjergstrøm slyngede sig fredeligt nede i Dalen, førte Skibe fra By til By, og bragte Menneskene uendelig Nytte. Han iagttog Skyernes Flugt og Vindenes Forandring, og saae, at de alle vare underkastede deres bestemte Love. Solen steeg hver Morgen op østen for den Bjergspids hvor han stod og han bøiede sine Knæ for den Usynlige, som viiste sin Kraft i Alt rundtom, og han indsaae Sandheden i den gamle Troe, at Gud boede i de blaae Bjerge; men man maatte ikke binde sig til de døde Ord i denne Tro, men til Aanden i dem!

Da vandrede han tilbage til sit Hjem, og han forkyndte Menigheden sit Evangelium, og de som hørte og vilde forstaae, arbeidede igjen med godt Mod, gik daglig, som forhen, ud i det Frie og med Ansigtet vendt mod Østen bade de til den Usynlige, der lod Solen stige, Vandstrømmene styrte og Uveiret lyne og tordne i de blaae Bjerge, og naar de med Tro og Andagt havde bedet, gik de styrkede til deres Dagværk, og deres Hænders Arbeide blev velsignet, og hvert fornuftigt Ønske i Hjertet blev opfyldt.