Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Kærlighed, udødelighed, hjerte, sjæl

Beskrivelse af dette motiv:

Kærlighed kan forløse sjælen til liv og skænke den udødelighed - for eksempel den lille havfrue eller "Alferne paa Heden", der kan vinde evigt liv af et menneskes kærlighed eller, i alfernes tilfælde, af "en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte", englens kærlighed til Inger i "Pigen, som traadte paa Brødet", Gerdas tårer, der tør Kays frosne hjerte op i "Sneedronningen" eller Sorgens tåre i "Den sidste Perle", der løfter sjælen op mod evigheden.

Ifølge Flemming Hovmanns kommentar s. 95 i bd. 7 af H.C. Andersens eventyr, Dansk Sprog- og Litteraturselskab / Borgen 1990, er det et kendt motiv fra folketroen, at tårer har forløsende kraft.

Eksempel :

Sagnet siger, at kun ved et Menneskes trofaste Kjærlighed og ved den christne Daab kan Havfruen faae en udødelig Sjæl; de smaae Blomster-Alfer forlange ikke saa meget; en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte, er den Daab, der kan give dem Udødelighed, og derfor søge Alferne saa gjerne til Mennesket, og naar det fromme, gudhengivne Suk stiger fra vort Bryst, hæve de sig paa dette til Gud, thi ogsaa saaledes komme de ind i den store, deilige Himmel og voxe til Engle under Evighedens mægtige Sollys.

Kommentar til dette tekststed:

Tekstens fortæller gengiver et sagn om alfer. Sammenligningen med havfruen er et klart forvarsel om eventyret om Den lille Havfrue i 1837, 6 år senere. Et menneskes kærlighed kan give havfruen udødelighed, en angerens eller medlidenhedens tåre er nok for en alf. Det er blot en mindre målestok. Det afgørende fællestræk mellem den trofaste kærlighed (ægteskab i Den lille Havfrue) og tåren fra det gode hjerte er kærlighed, der skænkes en anden sjæl. Alfer opsøger mennesker og kan ligefrem stige til himlen på gudshengivne suk og "voxe til Engle" - blive til engle, og vokse til det; der antydes en åndelig udvikling. Det, der siges, er at menneskets hengivenhed/kærlighed til Gud (eller andet udenfor dem selv, andre mennesker, naturen og Gud synes at være de tre muligheder - rent bortset fra forskellige overnaturlige væsner som alfer og havfruer) aldrig blot strømmer ud i et øde, men altid ses af nogen, af noget - i dette tilfælde alfer/naturen - og besvares eller betyder noget.

Sagnets kerne handler om sammenhængen mellem tro og eventyr. Troen er skabende og givende. Eventyrskikkelser stiger ud af det allerkedsommeligste (Lüneburger Heide) og mest ubetydelige (enkelte naturobjekter, blomster) og stiger op på menneskets tro og kærlighed - gør tro til en fortælling, et eventyr. - i fortælling; ifølge sagnet, dvs. med digterens ord. Ligesom det (også) i dette eventyr kun er digteren, der ser alferne, oplever eventyret - mens han er ved at falde i søvn. Drømmer han? Det er værd at hæfte sig ved, at alferne ikke bare stiger ind i vognen til alle - Andersen påpeger i sin digtning om det folke- og naturreligiøse dettes uvirkelighed.

Før synerne velsignes digterens sanser til eventyrlige syner af alferne, der kysser hans øjne og ører.