Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Fortælling, sjæl, udødelighed, genopstandelse, forvandling, tilværelse efter døden.
Eksempel 1:
»Livet er en Kjærligheds Naadegave, næsten ufattelig stor!« sagde Hustruen, »og denne Lyksaligheds Fylde skal i det andet Liv kunne voxe og det frem i en Evighed! – jeg rummer ikke denne Tanke!«
»Og den er visselig ogsaa et Overmod af Menneskene!« sagde Manden. »Det er i Grunden en forfærdelig Stolthed at troe man skal leve evig – blive som Gud! det var jo ogsaa Slangens Ord, og den var Løgnens Herre.«
»Du tvivler dog ikke om et Liv efter dette?« spurgte den unge Hustru, og det var som foer første Gang en Skygge gjennem deres solbelyste Tankerige.
»Troen lover det, Præsterne sige det!« sagde den unge Mand, »men just i al min Lykke føler og erkjender jeg, at det er en Stolthed, en Overmods-Tanke at forlange et andet Liv efter dette, en fortsat Lyksalighed, – er ikke her i denne Tilværelse givet os saa Meget, at vi kunne og bør være tilfredse!«
»Ja os blev der givet det!« sagde den unge Kone, »men hvormange Tusinder blev ikke dette Liv en tung Prøvelse; hvor Mange ere ikke ligesom kastede ind i Verden til Armod, Skjændsel, Sygdom og Ulykke; nei, var der ikke et Liv efter dette, da var Alt paa denne Jord for ulige fordeelt; da var Gud ikke den Retfærdige!«
»Tiggeren dernede har Glæder, for ham ligesaa store, som Kongen har dem i sit rige Slot!« sagde den unge Mand, »og troer Du ikke, at Arbeids-Dyret, som prygles, sulter og slæber sig ihjel, har Fornemmelse af sine tunge Levedage? Det kunde da ogsaa forlange et andet Liv, kalde det en Uret, at det ikke blev stillet i en høiere Række af Skabningen!«
»I Himmeriges Rige ere mange Værelser, har Christus sagt!« svarede den unge Kone, »Himmeriges Rige er det Uendelige, som Guds Kjærlighed er det! – ogsaa Dyret er en Skabning, og intet Liv troer jeg vil fortabes, men vinde al den Lyksalighed, det kan modtage og som er det nok!«
Eksempel 2:
Det var sidst i September, det var Søndag og Solskins Veir, Kirkeklokkernes Lyd naaede hinanden langs Nissumfjord, Kirkerne der staae som hugne Kampesteen, hver af dem er et Stykke Fjeld; Vesterhavet kunde rulle over dem og de skulde staae; paa de fleste mangle Taarnet, Klokkerne hænge da frit ude mellem to Bjælker. Kirketjenesten var endt, Menigheden kom fra Gudshuus ud paa Kirkegaarden, hvor dengang som endnu ikke fandtes eller findes Træ eller Busk, ikke en plantet Blomst eller en Krands lagt paa Graven; knoldede Høider vise, hvor de Døde ere jordede, et skarpt Græs, pidsket af Vinden, voxer over den hele Kirkegaard; en enkelt Grav har maaskee et Monument, det vil sige en hensmuldret Træbul, tilhugget i Liigkisteform; Træstykket er hentet fra Vestegnens Skov: det vilde Hav, der voxer for Kystboen de tilhugne Bjælker, Planker og Træer, som Brændingen kjører i Land. Vinden og Havgusen forvittrer snart det henlagte Træstykke; en saadan Stump laae her paa en Barnegrav, og hen til den gik en af Konerne som kom fra Kirken; hun stod stille, saae paa det halvopløste Træstykke, lidt efter traadte hendes Mand til; de talte ikke et Ord, han tog hende ved Haanden og de gik fra Graven ud paa den brune Hede, over Moseland og hen imod Klitterne; længe gik de tause.
»Det var en god Prædiken, idag!« sagde Manden, »havde man ikke vor Herre, saa havde man Ingenting!«
»Ja,« svarede Konen, »han glæder og han bedrøver! det har han Ret til! – Som imorgen havde vor lille Dreng været fem Aar, havde vi maattet beholde ham.«
»Der kommer ikke Noget ud af, at Du sørger!« sagde Manden. »Han er sluppen godt fra det! han er jo, hvor vi maae bede om at komme!«
Eksempel 3:
Bitterligt koldt var det hvor han sad, naar vilde det faae Ende? Uforskyldt var han kastet ind i Fortræd og Elendighed, det var hans Lod! hvorledes den havde været ham beskaaret heri Verden, fik han nu Tid til at tænke over; hvorfor var han bleven stillet saaledes? Ja, det vilde klare sig »i det andet Liv«, det, der visseligt venter os! den Tro var voxet fast hos ham i det fattige Huus; hvad i Spaniens Fylde og Solskin ikke lyste ind i hans Faders Tanke, blev ham i Kulde og Mørke Fortrøstningslys, Guds Naadegave, og den er aldrig Skuffelse.
Eksempel 4:
»Lad os bede Vor Herre at han maa slippe! han bliver aldrig Menneske!«
(...)
Det var ham, som under sin Moders Hjerte blev baaren til et Jordliv, rigt og lykkeligt, saa at det var »et Overmod, en forfærdelig Stolthed« at ønske, end sige troe paa et Liv efter dette! Alle de store Evner i Sjælen altsaa spildte? Kun haarde Dage, Smerte og Skuffelse var tildeelt ham; en Pragt-Svibel var han, reven ud af sin rige Jordbund og kastet hen i Sandet for at henraadne! det i Gud skabte Billed havde intet bedre Værd? Kun et Spil for Tilfældigheder var og er det Hele, nei! Alkjærlighedens Gud maatte og vilde give ham Erstatning i et andet Liv for hvad han her led og savnede. »Herren er god mod Alle og hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger.« De Ord af Davids Psalme udtalte i Tro og Fortrøstning den fromme, gamle Kjøbmands Hustru, og hendes Hjertes Bøn var at Vor Herre snart vilde løse op for Jørgen, at han kunde indgaae til »Guds Naadegave«, det evige Liv.
Paa Kirkegaarden hvor Sandet fygede hen over Muren var Clara begravet; det syntes som om Jørgen ikke havde Tanke derom, det hørte ikke til hans Tankesum, den løftedes kun i Vragstykker fra en Fortid. Hver Søndag fulgte han Familien til Kirke og sad stille med tankeløst Blik; en Dag, under Psalmesangen, udstødte han et Suk, hans Øine lyste, de vare vendte mod Alteret, mod det Sted, hvor han for meer end Aar og Dag siden havde knælet med sin døde Veninde, han nævnede hendes Navn, og blev hvid som et Klæde, Taarer trillede ned over hans Kinder.
Man hjalp ham ud af Kirken, og han sagde dem, at han følte sig vel, syntes ikke, at der havde feilet ham Noget, han havde ingen Erindring derom, den af Gud Prøvede, Henkastede. – Og Gud, vor Skaber, er viis og alkjærlig, hvo kan tvivle? vort Hjerte og vor Forstand erkjender det, Bibelen bekræfter det: »Hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger!«
Eksempel 5:
Han gik henimod Kirken; Sandet laae op om Muren og halvt op paa Vinduerne, men i Gangen foran var Sandet kastet, Kirkedøren var ikke laaset, og let at aabne; Jørgen gik derind.
Vinden foer hylende hen over Skagens By; det var en Orkan, som ikke i Mands Minde, et forfærdeligt Guds Veir, men Jørgen var i Guds Huus, og mens det blev sort Nat udenfor, lyste det inde i ham, det var Sjælens Lys der aldrig vil udslukkes; den tunge Steen der laae i hans Hoved, fornam han, sprang med et Knald. Han syntes at Orgelet spillede, men det var Stormen og det rullende Hav; han satte sig i Kirkestolen, og Lysene bleve tændte, Lys ved Lys, en saadan Rigdom, som han kun havde seet det i Spaniens Land, og alle Billederne af de gamle Raadmænd og Borgemestre bleve levendegjorte, de traadte ud af Væggen hvor de havde staaet i Aaringer, de satte sig i Choret; Kirkens Porte og Døre aabnede sig, og ind traadte alle de Døde festligt klædte, som i deres Tid, de kom under en skjøn Musik, og satte sig i Stolene; da lød Psalmesangen som et rullende Hav, og hans gamle Pleieforældre fra Huusby-Klitter vare her, og den gamle Kjøbmand Brønne og hans Hustru, og ved Siden af dem, tæt op til Jørgen, sad deres milde, elskelige Datter, hun rakte Jørgen Haanden, og de gik op til Alteret hvor de før havde knælet, og Præsten lagde deres Hænder sammen, indviede dem til Livet i Kjærlighed. – Da bruste Basunernes Lyd, forunderlig som en Barnerøst fuld af Længsel og Lyst, den svulmede til Orgelklang, til en Orkan af fulde, opløftende Toner, livsalige at høre og dog mægtige til at sprænge Gravens Steen.
Og Skibet der hang i Choret dalede ned foran de To, det blev saa stort, saa pragtfuldt, med Silke-Seil og forgyldent Raa, Ankerne vare af det røde Guld og hvert Toug med Silketvinde, som der stod i den gamle Sang. Og Brudeparret steg ombord, og hele Kirkens Menighed fulgte med, og der var Plads og Herlighed for dem Alle. Og Kirkens Vægge og Buer blomstrede som Hylden og de duftende Lindetræer, blideligt viftede Grene og Blad; de bøiede sig, skilte sig ad, og Skibet løftedes og seilede med dem gjennem Havet, gjennem Luften, hvert Kirkelys var en lille Stjerne, og Vindene istemte Psalmesang og Alle sang med:
»I Kjærlighed, til Herlighed!« – »Intet Liv skal fortabes!« – »Livsalig glad! Hallelujah!«
Og disse Ord vare ogsaa hans sidste i denne Verden. Baandet brast, som holdt den udødelige Sjæl, – der laae kun et dødt Legeme i den mørke Kirke, som Stormen susede over og omhvirvlede med Flyvesand.
Næste Morgen var det Søndag, Menigheden og Præsten kom til Gudstjeneste. Veien herhen havde været besværlig, næsten ufremkommelig over Sandet, og nu da de vare her, laae en stor Sandmile fyget høit op for Kirkedøren. Og Præsten læste en kort Bøn, sagde, at Gud havde lukket Døren for dette sit Huus, de maatte nu gaae og andetsteds reise ham et nyt.
Saa sang de en Psalme og vandrede til deres Hjem.
Jørgen var ikke at finde i Skagens By eller mellem Klitterne hvor de søgte; de rullende Søer op i Sandet havde trukket ham med sig, hedte det.
Hans Legeme laae jordet i den største Sarkophag, i Kirken selv; Gud havde i Stormen kastet Jord paa Kisten, det tunge Sandlag laae der og ligger der endnu.
Sandflugten har dækket de mægtige Hvælvinger. Klittjørne og vilde Roser voxe hen over Kirken, hvor Vandreren nu skrider hen til dens Taarn, der peger op af Sandet, en mægtig Ligsteen paa Graven, seet milevidt; ingen Konge fik den mere prægtig! Ingen forstyrrer den Dødes Hvile, Ingen vidste eller veed det, før nu, – Stormen sang det for mig mellem Klitterne!
Jørgens befriende forvandling inde i den tilsandede kirke finder sted inde i hans hoved. Dets status ligger uklart mellem virkelighed og illusion. Det er en slags drøm, hvori Jørgens sjæl ser et guddommeligt lys og oplever sin lykke i illusioner og drømmebilleder, mens han – faktisk – dør. Scenen er nært beslægtet med døden i Den lille Pige med Svovlstikkerne og Det gamle Egetræes sidste Drøm.
Egetræets drøm er iflg. Johan de Mylius central i forfatterskabet, som Mylius opfatter som centreret om forvandling i død og genfødsel og driften imod denne forvandling. Jvf. Mylius: Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr, 2004.
Top