Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Blomst, natur, lys, vand, ånd
Niels Kofoed skriver om lotus-blomsten i sin H.C. Andersen og Goethe eller Verdensåndens alfabet, C.A. Reitzels forlag 2005, s. 195f (i en analyse af "Dynd-Kongens Datter"):
Den symbolske konvergens mellem Helga og den lotus, som er hendes vugge, er overordentlig betydningsmættet. I Oldtidens Ægypten nævntes lotusblomsten i myten om verdens skabelse. Den opstod af urdyndet, og den guddommelige verdensskaber udsprang som en smuk dreng af dens bæger. Lotusblomsten forholder sig også til eventyrets overordnede lysmetaforik, fordi blomsterne åbner sig ved solopgang og lukker sig om aftenen, når mørket falder på. På gamle vægmalerier i de ægyptiske kongegrave ses lotusdamme på hvilke de døde sejler omkring i sivbåde. Lotus er den blomst, som var i begyndelsen i de store vande, hvori livet kommer til syne og forsvinder, idet solen oprindelig stod op fra en lotus i tidernes morgen. Som lysets blomst, dvs. som resultat af solens ild og månens vande, symboliserer den ånd og materie i form af ild og vand. Den har tillige form af det kvindelige skød og er dermed også et tegn på naturen og den store moders frugtbarhed.
Lotus er også et symbol på overmenneskelig eller guddommelig fødsel ubesmittet af de mudrede vande, hvorfra blomsten stiger op. Den gud, der kommer fra en lotus, betegner den verden, der forbinder solens ild med livets vande. Sol, måne, mandligt og kvindeligt, finder sammen i en androgyn helhed.
Eksempel 1:
»Men hvor voxer Sundhedsblomsten for ham?« derom havde de spurgt Allesammen, spurgt i lærde Skrifter, i blinkende Stjerner, i Veir og Vind, spurgt ad alle de Omveie, der vare at finde, og tilsidst havde de Lærde og Vise, som sagt, faaet det ud: »Kjærlighed føder Liv, Livet til Faderen,« og der sagde de mere end de selv forstode; de gjentoge og skrev da op som Recept: »Kjærlighed føder Liv«, men hvorledes hele den Ting efter Recepten skulde laves sammen, ja derved stod man. Tilsidst bleve de enige derom, Hjelpen maatte komme ved Prindsessen, hun, der med hele sin Sjæl og sit Hjerte holdt af denne Fader. Man faldt endeligt ogsaa paa, hvorledes det kunde bringes istand, ja det var nu mere end Aar og Dag siden, hun skulde om Natten, naar Nyet der tændtes, igjen var nede, begive sig ud til Marmor-Sphinxen ved Ørkenen, kaste Sandet bort fra Døren i Fodstykket, og der, gaae gjennem den lange Gang, som førte ind midt i en af de store Pyramider, hvor en af Oldtids mægtige Konger, omgivet af Pragt og Herlighed, laae i Mumie-Hylster; her skulde hun helde sit Hoved til den Døde, og da vilde aabenbares hende, hvor Liv og Frelse for hendes Fader var at vinde.
Alt det havde hun udført, og i Drømme erfaret, at fra den dybe Mose oppe i det danske Land, Stedet var blevet ganske nøiagtigt betegnet, maatte hun hjembringe den Lotus-Blomst, der i Vandets Dyb havde berørt hendes Bryst, da vilde han frelses.
Og derfor fløi hun i Svaneham fra Ægyptens Land op til Vildmosen.
Eksempel 2:
Solen straalede frem, og som i Fordumstid ved dens Straaler Frøhammen faldt og den deilige Skikkelse kom tilsyne, saa løftede sig nu ved Lysets Daab en Skjønheds-Skikkelse klarere, renere end Luften, en Lysstraale – til Faderen.
Legemet sank i Støv: der laae en henvisnet Lotus-Blomst, hvor hun havde staaet.
Dette tekststed er, ligesom hele eventyret om Dynd-Kongens Datter, et pragteksempel på Andersens fortællinger om en sammenhæng mellem Gud, ånd, det himmelske, natur, helligånd, dåb, fødsel og død i en forvandlingsproces.
At fortolke lysets dåb som helligåndens virke er en fortolkning, der strækker teksten vidt.
Eksempel 3:
»Er det mig selv, jeg seer i det blanke Skjold!« udbrød Datteren, og de nærmede sig hinanden, Bryst mod Bryst, Favn i Favn, stærkest slog Moderens Hjerte og hun forstod det.
»Mit Barn! mit eget Hjertes Blomst! min Lotus fra de dybe Vande!«
Og hun omarmede sit Barn og græd; Taarerne vare en ny Livsens, Kjærlighedens Daab for liden Helga.
Top