Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Højtid, juletræ

Beskrivelse af dette motiv: Jul var oprindeligt en hedensk nordisk midvinterfest, der skulle sikre frugtbarhed, knyttet til guden Frej. Elementer af den gamle fest er smeltet sammen med den kristne jul, som kirken har fejret siden 300-tallet, samtidig med og som erstatning for den romerske solhvervsfest. Denne julens forhistorie, der altså kan spores i flere retninger, spiller ingen rolle i sammenhæng med H.C. Andersen, hvor det er moderne juleskikke, der skildres, for eksempel i "Grantræet" og "Den lille Pige med Svovlstikkerne", og hvor den kristne, evangeliske fortælling om Jesus' fødsel (Lukas 2) er julens referenceramme og festens religiøse kerne.

Eksempel :

Det var just den hellige Juletid, da drømte Træet sin deiligste Drøm; den skal vi høre.

(...)

Da var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voxede høiere og høiere; Stammen skjød op, der var ingen Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, - og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere, lige op til den lysende, varme Sol.

(...)

Det var et livsaligt Øieblik, saa frydefuldt! og dog, i al den Pryd, fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de andre Skovens Træer dernede, alle Buske, Urter og Blomster maatte kunne løfte sig med, føle og fornemme denne Glands og Glæde. Det mægtige Egetræ i al sin Herligheds Drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med Alle, Smaa og Store, og denne Følelse bævede igjennem Grene og Blade, saa inderligt, saa stærkt som i et Menneskes Bryst.

(...)

Ja, gjennem Skyerne pippede frem Skovens grønne Toppe, det saae under sig de andre Træer voxede og løftede sig som det; (...) Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.

(...)

»Vi er med! vi er med!« sang og klang det.

(...)

»Nei, det er altfor utroligt deiligt!« jublede den gamle Eeg. »Jeg har dem Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er glemt! hvor er dog al den Lyksalighed mulig og tænkelig!«

»I Guds Himmel er den mulig og tænkelig!« klang det.

Og Træet, der altid voxede, fornam at dets Rødder løsnede sig fra Jorden.

»Det er nu det Allerbedste!« sagde Træet, »nu holder mig ingen Baand! jeg kan flyve op til det Allerhøieste i Lys og Glands! og alle Kjære har jeg med! Smaa og Store! Alle med!«

»Alle!«

Det var Egetræets Drøm, og medens det drømte gik en voldsom Storm hen over Hav og Land i den hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet knagede, bragede og rykkedes op med Bod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar var nu som en Dag for Døgnfluen.

Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen lagt sig; alle Kirkeklokker ringede festlig (...)

»Træet er borte! Det gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!« sagde Søfolkene. »Det er faldet i denne Storm-Nat! Hvo skal kunne erstatte det; det kan Ingen!«

Saadan Ligtale, kort, men velmeent, fik Træet, der laae udstrakt paa Sneetæppet ved Stranden; og hen over det klang Psalmesang fra Skibet, Sangen om Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse i Christo og det evige Liv:

»Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!«

saa lød den gamle Psalme, og hver derude paa Skibet løftedes paa sin Viis ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede sig i sin sidste, sin deiligste Drøm Julenat.

Kommentar til dette tekststed:

Egetræets fantastiske drøm er i Johan de Mylius' øjne aldeles central i forfatterskabet, som Mylius opfatter centreret om forvandling i død og genfødsel og driften imod denne forvandling. Se bl.a. bogen Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr, 2004.

Sammenfaldet mellem himmel, sol, Gud, lys og ånd er en parallel til bl.a. Den lille Havfrue, hvis stræben og liv peger både mod Guds himmel og solen. Natur og det guddommelige smelter sammen, fordi disse formuleringer bruges side om side.