Tekststed fra "Klokken" (1845)
Registrerede motiver i dette tekststed
Nu gik Solen ned, Luften skinnede rød, som Ild, der blev saa stille, saa stille i Skoven, og han sank paa sine Knæe, sang sin Aftenpsalme og sagde: »Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu gaaer Solen ned, nu kommer Natten, den mørke Nat; dog eengang kan jeg maaskee endnu see den runde, røde Sol, før den ganske synker bag Jorden; jeg vil stige op paa Klipperne der, de reise sig i Høide med de største Træer«!
Og han greb i Banker og Rødder, klattrede op af de vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede af ham; - men op kom han før Solen endnu ganske var nede, seet fra denne Høide; o, hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav, der væltede sine lange Bølger mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløiels Klæde og Himlen selv den store Kuppel: deroppe slukkedes de røde Farver, idet Solen forsvandt, men Millioner Stjerner tændtes, Millioner Diamant-Lamper skinnede da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen, mod Havet og Skoven, - og i det samme, fra den høire Sidegang, kom med de korte Ærmer og med Træskoe den fattige Confirmand; han var kommen der ligesaa tidlig, kommen der ad sin Vei, og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige Blokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja!
Registrerede motiver i dette tekststed:
Nøgleord: Natur, hellighed, aften, solnedgang, nat, stjerner, drenge, unge mænd
"Kirken" er i eventyret om "Klokken" med eventyrets egne ord "Naturens og Poesiens store Kirke". Der er ingen kirke i normal forstand i eventyret, men kirkemetaforikken og følelsen af kirke (!) er så stærk i eventyret, at det må regnes blandt de kirker, man finder i eventyrene. Andagt i naturen er hvad to unge mænd med åbne hjerter og stærke sind når frem i deres søgen efter kilden til lyden af klokken. Eventyret er i forskellige sammenhænge hevet frem som et ærketypisk eksempel på "romantisk panteisme" hos HCA. Faktisk er eventyret enestående hos Andersen, selvom man mange steder kan finde tegn på en naturens og menneskesjælens samdrægtighed. Man kan dog påvise en modsvarende pessimisme i eventyr som Grantræet og Skyggen. Man bør bide mærke i, at kirken er naturens og poesiens – Klokkens og altets nærvær er en oplevelse, en stemning, to drenge har en sommeraften ved havet. Det betyder ikke, at den ikke er sand, men den er ikke noget blivende, og den er ikke den eneste eller højeste sandhed om verden og livet i H.C. Andersens eventyr og historier.
Top