Den rejsende - et kapitel om H. C. Andersen og vor tid

Som bekendt var det Kierkegaard der først - i sin første bog - beskyldte H. C. Andersen (HCA) for at savne livsanskuelse. Da man i Odense markerede 100-året for digterens død med en foredragsrække om HCA og hans kunst i nyt lys,1 indgik Kierkegaards dom og dens konsekvenser i flere af bidragydernes diskussion. Mogens Brøndsteds indlæg om "HCAs personlighedsproblem" indledte således med at fastslå: "At gå sin faste enegang, i uanfægtet og harmonisk vækst, var ikke hans sag. Til gengæld kunne han i den kunstform, han omsider fandt frem til, leve sig ind i og leve sig ud i de forskelligste karakterer, både dem hvis sider han selv kunne vise, og dem der viste hvad han savnede eller fortrængte" (cit. afh. s. 9). Og som afslutning på foredraget tales der om "idealet om personlighedens harmoniske enhed, som først ret kan nås i det andet liv" (30). Man kunne også sige at mens HCA i sit liv ikke rigtigt lod sig 'danne', så kom denne 'mangel' ham til gavn i hans kunst, specielt i eventyrene. Ganske vist holder han sig hverken i liv eller kunst helt fri af dannelsens krav om enhed og sammenhæng; men de harmoniske løsninger indtræffer gerne efter at det egentlige spil er ude - det være sig i eventyret eller livseventyret.

I sit bidrag om netop eventyrene og deres befriende mangel på livsanskuelse fremhæver Bo Hakon Jørgensen HCAs evne til "at anskue verden fra tingenes standpunkt" (cit. afh. s. 58). Den forudsætter det modsatte af en anskuelse, nemlig bestandige synsvinkelskift eller en fundamental relativisme i fortællingen. "En sådan tankegang er principiel horisontal og humanistisk" (66) og ensbetydende med "at verden ikke er én" (68).

"Uden H. C. Andersens store Rejse 1833-34 var hverken hans Romaner eller hans Eventyr blevne til", hævdede allerede Paul V. Rubow i 1937;2 og i en lille bog om "H. C. Andersen på rejse" fra 19843 antyder Johannes Møllehave tilmed, at det er fra rejserne HCAs eventyr har deres relativistiske rummelighed. Når der er så højt til loftet i disse tekster, er det fordi deres digter havde en så stor verden at færdes i. I sin Odense-forelæsning om "H. C. Andersen og Italien"4 går Jørgen Breitenstein så vidt som til at mene, at det ikke er forbeholdt eventyrene at omsætte ophavsmandens rige omverdenserfaring i rummelige former; også romanen Improvisatoren går ud over det tiltænkte dannelsesprojekt. Trods traditionens krav, både til komposition og menneskefremstilling, bliver hverken romanen eller dens titelfigur ført igennem et egentligt udviklingsforløb. Som HCAs rejse selv var et kompromis mellem personlig frigørelse og pligtens bud, blev dens kunstneriske udbytte det også. Deri ligger at når Italien i sidste instans fremstår som fantasiens land, så bliver subjektivisme og livsglæde det digteriske facit af romanen om Italien - blot med visse forbehold.

Om den sammenhæng mellem digteren og hans værk, specielt hans eventyr, som rejserne, specielt den første til Italien, etablerer, har endelig Jørgen Bonde Jensen formuleret sig i et stykke "Om den lille Havfrue" under rubrikken "Med H. C. Andersen som rejsekammerat".5 På vej hjem over Alperne skrev HCA om Italien: "Dér blev mit Hjerte Barn, min Tanke Mand".6 Det udlægger Bonde Jensen med en egen version af sumpplantens stræben mod poesiens lys, mod hærdning og forvandling:7 "Det barnlige var evnen til at gøre det fugtige, tunge let og luftigt uden at det helt forsvandt i den blå luft, evnen til at komme igennem med det store i det små - i det lille land. Den barnlige skrift var den reflekterende hærdning af hans blødhed som mand, eventyret selv stjernen, der spejlede sig i det bløde vand" (38 f). Citatet antyder hvordan den italienske rejse styrkede digterens blødhed uden at svække den. Labiliteten i hans karakter har den formet til mobilitet - eller indlevelsesevne; og eventyret hvori dette sker har almengjort den dybtliggende impuls og givet den universelt forklaret form, dvs. ophævet det fortrængte ved den uden at ophæve impulsen selv. Lettet den, om man så må sige.

Jo vist gjorde HCAs rejser at der blev højt til loftet i hans bedste digtning. Men det er stadig et spørgsmål hvordan 'forklarings'-processen tager sig ud, hvad der indgår i den af psyko-socialt konfliktstof, og hvor vidt de omfattende rejseoplevelser udspænder digterens forestillingsevne. Her skal forsøges givet et svar, som går ud på at den rejsende HCA har foregrebet bevidsthedsdannelsen i vor egen - kulturpluralistiske - tid.

Jeg har ved en tidligere lejlighed "Om H. C. Andersens Et Besøg i Portugal 1866" sammenfattet digterens rejseerfaringer i titlen - og formlen - "Ude er hjemme".8 Rammen om nærværende indlæg vil bestå af en nærmere diskussion af denne formel, som dels betyder at først derude føler digteren sig hjemme, dels indebærer at hans følelse foruden en stor fortrolighed med det fremmede, som han er rejst ud til, kan rumme en begrænset sympati med det kendte, som han har lagt bag sig. Inden for denne ramme er det muligt at anbringe en række tekststeder så de aftegner den rejsendes nøjagtige profil.

I en brevveksling fra september 1833 beskylder Edv. Collin HCA for at dvæle i sin hjemve og for at smugle den ind i sin dramatik. HCA på sin side fremhæver at det ikke er hjemmet, men vennerne derhjemme han savner. Senere tydeliggør han at det ikke er hjemve han føler, men ve, eller ligefrem bitterhed over det hjemland der venter ham. Collin er således gået fejl af hans personlighed: "jeg føler mig hjemme overalt hvor jeg kommer, Verden synes mig mit Fædreneland; [...] min Natur er slet ikke nordisk! Hvilken Luft, hvilket Liv gjennemstrømmer mig ikke alt her [i Italien]!"9

Udlandet åbner HCAs sind og fylder det med livskraft. Han er mere hjemme derude end han er derhjemme, for nok er Danmark "et deiligt Land, men koldt, taaget, og meget Smaat i selv det Store",10 og hvad der ikke falder ind under disse klamme bestemmelser - at han "hænger med Sjæl og Tanke ved enkelte Mennesker hjemme"11 - drømmer han med i den større sammenhæng derude: som en berigelse af sit nye liv, som et særligt præg ved sin universelle identitet. Trods megen modgang i det fremmede lover det udfoldelse af hans talent, overskridelse af vedtagne udtryksformer, oftest under overfladen, som H. E. Nørregård-Nielsen f.eks. har påvist det i digterens ekspressive og spændingsfyldte tegninger.12

Følger vi et øjeblik dette lille sidespor, vil vi med kunsthistorikeren kunne indse hvordan Italien overvælder digteren. Han begynder at se noget særligt i det andre før har set13 - m.a.o. at udnytte det subjektivt improviserende og grænseoverskridende talent som Edv. Collin ikke havde begreb skabt om. HCA besidder øjemenneskets indtryksfølsomhed - for den lokale kolorit og befolkning - og nærer, som antydet af Møllehave, et ønske om at se nyt gennem kunstens vindue som er fjernt fra turistens behov for at genkende sig selv, som i et spejl.14 Måske der ligefrem er tale om en fremmedfølelse, der også fremmedgør det hjemlige: splitter det og stiller det i mild og kritisk belysning.15

Jørgen Breitenstein har ret i at HCA viste påfaldende ringe interesse for den samtidige virkelighed i Italien,16 men med Nørregård-Nielsen ved hånden tør man tilføje at landets natur, folkeliv og kunst rigeligt opvejede dette savn og åbnede den modtagelige digters øjne for menneskelivets muligheder. HCA fulgte i meget konventionen, men gik helst sine egne veje.17 Møllehave fremholder hans blanding af angst og nysgerrighed, af panik og beherskelse, denne henrykkelse på afgrundens rand, som kan være ganske fantastisk uden at være fantasteri.18 Og digteren og hans tegninger giver selv belæg for det frigjorte syn som løfter sig over det snævre og hjemlige i en svæven mod kosmiske vidder.19 Skønt der typisk er tale om en åndeliggørelse, kan løftelsen være så jordnær som et udbrud af vulkansk seksualitet. Men også dét bliver i sproget, og det er nok her - i det sydlandsk inspirerede kunstsprog og sprogværk - at HCA mest føler sig hjemme.20 Når Jørn Lund (og Torben Brostrøm) siger at "sproget blev HCAs hjem",21 kalder det på denne stedbestemmelse af hjemmet derude.

Den poetiske virkelighed både fortætter de konkrete iagttagelser og sprænger deres forudgivne rammer idet den udmøntes i forklarede evighedsøjeblikke. "Naturens Phantasier overgaae Menneskenes", hedder det i Improvisatoren, og det er da også en omskabelse af naturen HCA foretager, en forædling af det iagttagne og en søgen mod dets sande væsen som går ud over det interessante, ned under dets politur, med en subjektiv følelse for dets dybde.22

Går man til Mit eget Eventyr uden Digtning (1847; 1942) findes denne vældige fantasi- og følelsesudvidelse ganske vist repræsenteret, men yderst nødtørftigt - godt 3 sider; den anden rejses godt 2 måneders ophold i Rom afhandles på 1/2 side, mens der om det tredje Italiens-ophold er 4 sider, skønt dets betydning var mindre og det kun varede 1 måned. Proportionerne har at gøre med selvbiografiens affattelse i 1846, netop under denne tredje rejse: de nærmeste oplevelser fik naturligt forrang, og dertil havde HCA ikke de indledende kapitler ved hånden da han rundede værket af.23

Men konsulterer man digterens dagbøger, f.eks. udtogene fra Romopholdene,24 tegner der sig et mere nuanceret - og skyggefuldt - billede. Ved afrejsen fra Rom, efter det andet besøg, er der også i Mit eget Eventyr skuffelse over byen; den har mistet sin friskhed siden han første gang så den, og han føler sig ilde til mode og kan ikke hurtigt nok komme derfra. Først da han er ude af Italien er det som han fødes på ny (104-05). Med sit europæiske hjem lagt bag sig kommer hans livsappetit til gengæld tilbage. Igen måtte han bare ud for at føle sig tilpas, fri - og hjemme! Ideer melder sig i større mål end han kan tage kunstnerisk vare på - og gennemstrømmer ham med en fylde som den han første gang oplevede i Italien. Det guddommeliges triumf over al modstand, ned gennem seklerne, "havde jeg lyst at udtale, og fandt i sagnet om den evige jøde motiv derfor" (105).

Men netop dette billede på den rejsende antyder den skygge som dagbogen fra det andet Rom-ophold så tydeligt kaster, en skygge af dyb spleen. Hvor de bitreste dagbogsnotater fra den første rejse skyldes Edvards, Molbechs og andres påståede ufølsomhed og snæversyn, er det på den anden rejse mere indbildte og almene undergangsvisioner der hjemsøger digteren. Og ved udgangen af det tredje Rom-ophold er diskrepansen mellem dagbog og selvbiografi aldeles frappant. Vist er byen forandret og moderniseret, og vist hilser HCA fremskridtet velkommen med noget blandede følelser. Alligevel står der i et brev i selvbiografien udtrykkeligt at "man må og vil altid elske Rom; Rom er som en eventyr-bog: man opdager dér altid nye undere og lever i fantasien og virkeligheden!" (181). I H. C. Andersens Rom er vurderingen betydelig mere forbeholden: "Rom er mig dog nok ikke ret god! - Lad mig flyve bort, neppe kommer jeg mere til denne herlige Stad! [...] Alle tre Gang[e] har Rom været mig Uheld bringende" (198-99).

Man må næsten slutte at rejsen hele tiden relativerer sig selv - sågar attråede mål bliver gennemgangsled eller gennemfartssteder. Dermed ikke sagt at fylden altid udebliver på stedet; men den afbrydes jævnlig af tomhed, som så driver den rejsende videre. På selve turen, under bevægelsen, kan der være både angst og mod, men specielt i Mit eget Eventyr er indrømmelsen af svagheden en styrke og et incitament til at rejsen fortsættes (cf. 108). Når HCAs bestemmelse først er fattet, tror han fatalistisk på Gud og hengiver sig til sin skæbne (ibid.). Tidligt følte han sig overvåget af den højere styrelses kærlige forsyn, og jo fastere denne overbevisning, desto sikrere hans livsførelse (95). Senere tilføjer han om den "ro og forvisning" der er kommet i hans sjæl at "en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; jeg føler mig straks hjemme, slutter mig så let til menneskene, og de giver mig igen tillid og hjertelighed" (134 ff).

Ordene minder stærkt om dem han i sit tolv år gamle brev henvendte til Edv. Collin, og de understreger med al tydelighed at HCA har investeret sin sikre guddommelige kapital i det flygtige menneskeliv. Det er da også betegnende at han ikke tilskyndes til sin disposition af en søgen efter nyt stof, men af behov for inspiration til at opnå en dristig udfoldelse af sit eget indre (cf. 156). Svarende til troen på forsynet nærer han ganske vist i menneskelig sammenhæng stor tillid til det collinske hus som sit faste punkt i tilværelsen (152 f), men ligesom hans eget sjæleliv tjener disse instanser ham som afsæt og hverken som hovedpude eller hvilepunkt. Hans virkelighedsoplevelse er trækfuglens - "bestandig i bevægelse, altid higende efter at benytte hver time, se alt", siger han et sted om sig selv (183) og underbygger dermed det splittede og relativistiske forestillingsbillede. Evnen til at "se sine tanker gå vidt omkring og ind i menneskene" er både opløftende og skrækkelig, glædelig og foruroligende. "Det er næsten ængsteligt at tilhøre så mange. Det ædle og gode bliver en velsignelse; men vore vildfarelser, det onde har også deres spirer i sig" (156).

Ikke blot undermineres den ordentlige dannelsesproces da af regressive sjælsoplevelser; den kommer også til kort over for en grundlæggende digressiv og flertydig omverdenserkendelse. Forsynstroens trygge harmoni strider mod livserfaringens konfliktoplevelser og diskontinuitet. Svingende stemninger på livsplanet bringer eventyrenes humor ganske vist i kunstnerisk balance, men det er netop en balance der bevarer, ikke ophæver oplevelsesfylden.

Hvor går nu grænsen for dette forestillingskompleks, den rejsendes horisont? Ja, ved udgangen af Mit eget Eventyr skriver HCA selv at her "ved grænsen af et land, hvis skønhed og savn jeg ikke nu skal kende [dvs. Spanien], er det, jeg slutter disse blade, der i mit liv også vil danne en grænse for kommende år med deres skønhed og savn" (193). Udsagnet må tolkes sådan at den mentale geografi har sit ydre korrelat i den fysiske, og at livsrejsen - i form af en rejse i det ydre - er nået til den grænse som bevidsthedsdannelsen i fremtiden vil udgå fra. Det ligner et dannelsesprojekt - for så vidt som grænseoverskridelse fremstår som et uomgængeligt vilkår. Men vilkåret er samtidig ganske abstrakt. Dels er fremtiden med digteren som sit eget livs rorgænger lagt ud mellem de yderste modsætninger: skønhed og savn, lys og mørke, liv og død; dels kan forsynet ville det hele anderledes end digteren, og deri samtykker denne med glæde. "Jeg véd det ikke", siger han om fremtiden, "men taknemmelig, trøstig ser jeg fremad" (194). Hvis dét er dannelsestanker, er de ikke af denne verden! Forudanelse og forventet efterbevilling spiller en større rolle end konkrete erfaringer. Fortrøstningen er knyttet til det ukendte, som endda omtales med triumf i stemmen.

Men hvordan gik det reelt? Vi kunne jo med digteren overskride den grænse til det ukendte, fremtiden, Spanien, som hans selvbiografi standsede ved i 1846, og se hvad der faktisk hændte da han omsider passerede den 16 år senere, på en af sine sidste store rejser. I ingen af sine rejsebøger varierer han temaet "ude er hjemme" så flittigt som i I Spanien (1863).25 Eller så blidt og afstemt. Tanker om hjemmet i Danmark melder sig sorgfrit i dette store udland (cf. 39), og den kosmiske løftelse af livsbilledet virker som aldrig før som en afstandskur derhjemmefra. Umiddelbart som en tiltrængt afsvaling af besværlig lidenskab, i lidt videre perspektiv som nok et løfte om udfrielse fra dybets fangenskab til "Livet deroppe i Solglands" (cf. 52 f). Det betones at selve "Rejselivets Væld har Noget af den samme Kraft" som denne himmelflugt. Derude er man guddommeligt fri for de tusinde smålige hensyn derhjemme (62), også fri til at drømme om "Sangens Musa fra Eventyrenes Land" (93).

Musen kommer dog ikke, det er brudte klange der høres - sammen med anden spleen (cf. 84). Lydefri er udvekslingen mellem ude og hjemme ingenlunde (cf. 108, 120, 126). I Syden smelter nok det nordiske "Snerperi" (138), men kulde og fravær - og himlens fjerne stjerner - minder ligegodt om "mit danske Hjem" (129). Det må være bitter ironi når fortsættelsen fastslår at "Sevilla, o hvor Du forstaaer dog,/at trylle det Kjæreste frem!" (ibid.). Ikke desto mindre er den negative forbindelse et faktum, og på samme linie befinder sig en senere bekendelse til pluralisme, religiøs tolerance og human kærlighed. Langt fra at være iøjnefaldende egenskaber ved sydens historie er her tale om nordiske holdninger som først fremkaldes ved mødet med Sydens kulturmindesmærker. Den negative inspiration bag HCAs sensitivitet, relativisme og historiske sans lyder f.eks.: "Hvilke Rædsler, hvilke Taarer og Angstens Skrig har denne Jordbund været Vidne til" (163), mens det positive modstykke f.eks. ligger i Murillos billeder af ynde, uskyld og sublim glæde (cf. 130, 156).

Mod slutningen af I Spanien går ude og hjemme dog angiveligt kunstnerisk i ét: "Dansk og Spansk forener sig i Rimets Klang til Digtning", lyder påstanden (175). Og i gensidighedens navn jubler jeget "af Fryd paa fremmed Strand,/Men Glæden har Taarer i Hjemmets Land" (176). Forholdet mellem glæden og tårerne er dog ikke aldeles klart, og andre steder tyder på at det er i erindringens - glemselens? - perspektiv at de bedst forenes. Det er "medens jeg selv i mig bar en Skat af Minder" at forfatteren uforbeholdent kan lovprise "Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!/[...]/Hvor Verden er deilig, og Mennesket med!" (ibid.). At der har været ulidelig hede, modbydelige tyrefægtninger og en veritabel kulilteforgiftning på vej forinden - ikke at forglemme en god portion uforløst passion og halvforløst bitterhed - indgår ikke synligt i bogens holdningsmæssige slutfacit.

Det vil da sige at HCA eksistentielt og kunstnerisk flirter dristigt med den harmonisering af sit livs konflikter, "som først ret kan nås i det andet liv" (som Mogens Brøndsted udtrykte det).26 Men det er netop en flirt, en sproglig manøvre for hvilken der ikke er fuld dækning i HCAs erfaringsverden. Grænsen til Spanien overskred han nok her og der som en grænse til stor skønhed og store savn; men musen svigtede ham når det gjaldt at forbinde de eksistentielle modsætninger. Her måtte han forlade sig på Vorherre.

HCA er kommet til et punkt i sit liv hvor han, som sagt af Jørn Lund,27 har måttet indse at den hele og fulde forløsning kun kan ske overjordisk, og at han som menneske må renoncere på forløsningen. Når alle de erotiske, familiemæssige og andre afkald var gjort, var der - siger og skriver - sproget tilbage som digterens hjem. Ja, og så rejsen - den inkarnerede hjem-løshed. Når HCA flygtede ind i sproget - "og gav det flugt" - var det fordi han i en vis forstand altid selv var på rejse.

Det samme var - før HCA - Jens Baggesen, og sidenhen Salman Rushdie. Om den første har Aage Henriksen - i bl.a. Den rejsende. Otte kapitler om Baggesen og hans tid28 - ladet forstå at han havde adgang til hele verden på nær sit eget hjerte. Hans omfattende erfaringer lod sig ikke samle i et meningsgivende punkt - i en fuld og hel personlighed - og hans rejser forblev labyrintiske og splittede mellem poetiske og politiske sfærer.

Denne europæiske splittelse ramte ikke Salman Rushdie - ikke før den som et alment accepteret vilkår for kunstnerisk virksomhed i vores del af verden stødte sammen med islamisk fundamentalisme, hvilket på den anden side rev fatalt op i splittelsen. Måske kan man sige at mens en formel for at leve med kulturel rodløshed og som en trækfugl endnu ikke stod til rådighed for en erklæret europæer på Baggesens tid, så er formlen i vores (post)modernistiske tid blevet så selvfølgelig at man kan fristes til at tro at den gælder universelt og problemfrit.

For HCA var rejsen en vigtig adgangsbillet til både indre og ydre erfaringer, og han benyttede den utrætteligt til at åbne sit sind og udvide sin erfaringshorisont. Modsat Baggesen søgte HCA ikke - forgæves - sig selv ved at rejse. Han havde øje for det anderledes og fik på sine rejser indblik deri; sådan fandt han sig selv eller gyldige udtryk herfor. At så hans erkendelse snøredes af fra hans eget liv - som nu og da formfuldendte, komplekse sprogværker fra en tvivlsom eksistens - understreger kun at han foregriber vor egen tids rejsende i liv og kunst, for hvem skellet mellem ude og hjemme - og mellem godt og ondt - er så udvisket at det anderledes er her og der og alle vegne. Med Rushdies ord: "What is being expressed is a discomfort with a plural identity. And what I am saying to you - and saying in the novel - is that we have got to come to terms with this. We are increasingly becoming a world of migrants, made up of bits and fragments from here, there. We are here. And we have never really left anywhere we have been."29

Erkendelsen af kulturelle grænser er på én gang blevet ganske selvfølgelig og umulig at overskue. Dens forbindelse med kunstnerens personlige liv kan ikke blot være problematisk - i europæisk forstand. Den kan koste ham livet.

Noter

1. Udgivet på Odense Universitetsforlag, Odense 1976. tilbage

2. "Danske Guldalderdigtere i Rom" i Rom og Danmark gennem Tiderne, bind II, red. af Louis Bobé (Munksgaard, København 1937), 76. tilbage

3. Det er liv at rejse. Om H. C. Andersen på rejse (Gjellerup & Gad, København 1984). tilbage

4. I H. C. Andersen og hans kunst i nyt lys, op. cit. tilbage

5. I forfatterens Mit navn er hare og andre essays (Tiderne Skifter, København 1984). tilbage

6. Citeret efter ibid., 38. tilbage

7. Cf. Brøndsted, op. cit., 9 f. tilbage

8. Danske Studier (1988), 115-32. tilbage

9. Citeret efter Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Jeg saae det Land. H. C. Andersens rejseskitser fra Italien (Gyldendal, København 1990), 42-43. tilbage

10. Ibid., 43. tilbage

11. Ibid. tilbage

12. Ibid., 15, 17, 21 f, 27-28. tilbage

13. Ibid., 64-65. tilbage

14. Cf. Møllehave, op. cit., 55-56. tilbage

15. Cf. ibid., 68. tilbage

16. Breitenstein, op. cit., 43. tilbage

17. Nørregård-Nielsen, op. cit., 84 f. tilbage

18. Cf. Møllehave, op. cit., 24, 26, 35. tilbage

19. Cf. HCA-citatet i Nørregård-Nielsen, op. cit., 115. tilbage

20. Cf. Nørregård-Nielsen, op. cit., 131. tilbage

21. Kronik af Jørn Lund i Berlingske Tidende 24.3.1991. tilbage

22. Cf. Nørregård-Nielsen, op. cit., 21 f, 230-40. tilbage

23. Cf. H. Topsøe-Jensens efterskrift (fra 1942) til den gennemsete udgave af Mit eget Eventyr i Lademanns Klassikere, København 1986, 200. tilbage

24. I H. C. Andersens Rom. Dagbogsnotater og tegninger (Gyldendal, København 1980). tilbage

25. Her citeret efter udgaven på Hans Reitzels Forlag, København 1988. tilbage

26. Brøndsted, op. cit., 30. tilbage

27. Lund, op. cit. tilbage

28. Gyldendal, København 1961. Se også stykket om europæeren Baggesen i Aage Henriksens essaysamling Den intellektuelle (Fremad, København 1974). tilbage

29. Citeret fra Gerald Marzorati, "Salman Rushdie. Fiction's Embattled Infidel", New York Times Magazine, January 29, 1989, 100. tilbage

Mens artiklen har været under trykning, har Niels Birger Wamberg offentliggjort et kapitel om "Andersen og hans rejser" i Keld Grinder-Hansen (red.), Rejsen (Nationalmuseet, København 1992), 261-77. I denne bog omtales Andersen desuden i Lars Handestens bidrag om "Digterens rejsebøger", 201-11, mens et helt kapitel om Andersen indgår i Handestens egen bog: Litterære rejser. Poetik og erkendelse i danske digteres rejsebøger (C. A. Reitzel, København 1992). Også sidstnævnte udkom efter at mit arbejde var afsluttet.


Bibliografisk information om teksten:

Houe, Poul: "Den rejsende - et kapitel om H. C. Andersen og vor tid", pp. 434-43 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.