Den farlige kløft mellem kønnene

At anvende psykoanalyse over for kunst er problematisk. Den hyppigste kritik af dette er, at analysen reducerer kunsten. Man må give kritikken ret. Psykoanalysen reducerer bl.a. ved at være begrænset i sin interesse. Kunst giver som bekendt ikke andet til sit publikum, end det som publikum bringer til kunsten. At læse en tekst som psykoanalytiker giver ikke andet og mere end psykoanalyse (Kaplan, 1988). Den mest frugtbare fortolkningsmetode er at henvise til det udviklingsmæssige perspektiv (R. Kuhns, 1983). Mennesker og kunstværker deler et kulturens univers. Og dette univers har strukturer og dimensioner, som vi kan udforske ved vore fortolkninger. Her kommer psykoanalysen med et gennemtænkt synspunkt på visse sider af menneskelivet, sådan som det nu en gang leves, fuldt af paradokser, af trivialiteter og af tilfældigheder. Analysen kan gengive alt dette en betydning, som er gået tabt ved fortrængning, benægten og andre former for psykisk forsvar.

Hvad kan psykoanalytikeren bidrage med, når han betragter kunstværket som et kulturfænomen? Kuhns skriver herom, at kunstværker er "enactments", dvs. vedtagelser. Han siger, at de er karakteriserede ved deres relation til offentligheden. De "bruges, præsenteres og æres". Kunstværker i denne forstand har ubevidst indhold, som holdes borte ved dissociering. Dissocieringen vil vise sig i værket både gennem dets eget indhold, idet det har en manifest og en latent del, og gennem den virkning det har på tilskueren. Det er et krav til fortolkningen, at den fremkalder den skjulte realitet, som har været dissocieret bort. Kunstneriske virkemidler såsom symboler og metaforer kan rumme dissocieret mening, men i grunden kan alle kunstens virkemidler skjule vigtige realiteter. Med andre ord: også kunsten reducerer. Bl.a. ved gerne at ville udradere sådanne almene plager som spørgsmålene om "for meget" og "for lidt", "for hurtigt" og "for sent". Kunstværket inkarnerer det perfekte og det tidløse. Psykoanalysen kan da genindsætte værket i dets relation til den psykiske realitet, hvor tiden, udviklingen og kompromis'et findes.

Lad os se lidt nøjere på den gåde, at Andersen på trods af sine mest brændende ønsker ikke var i stand til at skrive væsentlige kunstværker inden for de voksenlitterære genrer.

H. C. Andersens efterladte samling af skrifter, betragtet som en helhed, er en enactment. I den psykoanalytiske udforskning af dette spørgsmål må vi da interessere os for de elementer i denne helhed, som kunne karakteriseres ved at være tilstede, men hvis betydning samtidig på en eller anden måde var skjult for iagttageren.

For at illustrere dette, vil jeg gå til Andersens selvbiografier, som kan siges at være kunstværker på lige fod med hans øvrige værker. Præcis som det han ellers skrev blev de præsenteret, dvs. publiceret, og brugt, idet de blev både læst og beundret af et stort internationalt publikum.

Da jeg spurgte mig selv om årsagen til H. C. Andersens relative impotens som voksenlitterær forfatter, dukkede en detalje op fra min egen fortrængnings glemsel. Den hører til i digterens barndom, hvor det i Mit Livs Eventyr hedder om faderens oplæsninger (s. 28): "Min Fader, Hans Andersen, lod mig i Alt have min Villie; tidt om Aftenen læste han høit for os af Lafontaines 'den Særsindede', af Holberg og af Tusind og een Nat". Og det tilføjes: "kun da, naar han læste, husker jeg at have seet ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig".

Lad os prøve at kigge lidt nærmere på de tre litterære henvisninger. I Tusind og een Nat (1757) findes magien og fortællertraditionen. "Fyrtøiet" og "Den flyvende Koffert" har temaer fra Tusind og een Nat. Holbergs indflydelse kan have givet en farve af munterhed og lethed i de enkelt eventyrscener. Figurer som Jean de France og Erasmus Montanus er blevet opblæste og kunstige. Derfor falder de igennem, når de står over for deres mere naturlige omgivelser. Jeppes drøm om at befinde sig i de fine omgivelser og angsten for ikke at slå til havde H. C. Andersens far kendt til. For sønnen blev opstigningen gennem samfundslagene til en realitet. På denne vej kunne han glæde sig over, at han allerede som barn var forberedt på vanskelighederne gennem Holbergs muntre stykker. Mens Holberg var solidarisk med opkomlingen og blot ville advare ham mod at blive hoffærdig, så var Andersen trofast mod sine rødder. Hos Andersen blev den naturlige ælling og den naturlige nattergal sat i focus. Hans budskab er, at vi skal værne om de uanseelige. I "Den grimme Ælling" fortælles, at ællingen føler sig lykkelig, da det viser sig, at den hører til i den smukke park. "Da følte den sig ganske undseelig og stak Hovedet om bag Vingerne, den vidste ikke selv hvad?" Denne lille bevægelse "hovedet under vingen" er affødt af samme undseelighed, som får Jeppe til at knibe sig i armen og spørge "drømmer jeg eller er jeg vågen?"

Tusind og een Nat og Holberg er således ved nærmere eftersyn selvfølgelige forudsætninger for Andersen. Navnet Lafontaine rammer derimod måske i vor tid plet ikke blot i min, men i alles fortrængningsmekanismer. Der er nemlig ikke tale om den berømte franske digter af dyrefabler, Jean de Lafontaine, som kunne tænkes som forbillede for H. C. Andersen. Der er derimod tale om en tysk romanforfatter, August H. J. Lafontaine. Han skrev triviallitteratur, i alt mere end 150 bind. Romanen Den Særsindede (1797) er ikke en af hans mere kendte.

I sine første to korte selvbiografier (1832 og 1847) udelod Andersen denne reference. Men syv år senere, da han skrev sin danske selvbiografi, den mere officielle Mit Livs Eventyr, medtog han referencen. Hvorfor mon Andersen udtrykkelig anførte denne bog, hvorfor valgte han at "omfortolke sit liv" med den sat ind på en så vigtig plads i barndommen? Jeg skal i det følgende forsøge at demonstrere det værdifulde ved at belyse et sådant punkt ved hjælp af den psykoanalytiske metode: at gå efter det fortrængte.

Det kan sandsynliggøres, at romanen havde en reel betydning for den måde H. C. Andersen blev opdraget på. Men mere interessant er det, at den åbner vores øjne for det kulturhistoriske drama omkring personen Jean-Jacques Rousseau. Dette drama tog sin begyndelse, før H. C. Andersen blev født, og det rullede videre gennem årene langt ind i det nittende århundrede. H. C. Andersens liv blev - omend indirekte - præget af det, og det satte dybe spor i hans kunst.

Lafontaines roman har to hovedpersoner, faderen Burchardt og hans søn Ludvig. Om faderen fortælles, at han blev ikke svøbt som spæd, og at han blev oplært ved naturmetoden. Burchardts far døde, og Burchardt forlod sit hjem som fjortenårig. Da Burchardt fik sin søn, Ludvig, blev denne også opdraget efter naturmetoden. Det hed, at "man skulle lade drengen gøre, hvad han ville", en replik vi genkender fra Mit Livs Eventyr: "han lod mig i Alt have min Villie". Romanen igennem gøres der meget ud af Ludvigs karaktertræk: naturlighed. Romanen fortæller om, hvordan de to nabobørn, Ludvig og Rosa, vokser op sammen, kommer fra hinanden og efter mange forviklinger finder sammen igen. Både den indledende scene, hvor børnene gør bekendtskab gennem haverne, og slutscenen, hvor de to barnekærester atter mødes i bedstemoderens stue, og hvor barnlighed lovprises, minder stærkt om fortællingen om Kay og Gerda i "Sneedronningen".

Det er lidt overraskende, at Lafontaine ikke er nogen ubegavet forfatter. Mange af hans ræsonnementer er godt gennemførte og kan udmærket have gjort indtryk på en tænksom mand uden større uddannelse. Når romanen gør indtryk i dag, er det imidlertid især, fordi den har lånt alle sine grundideer fra en anden langt vigtigere bog, nemlig Jean-Jacques Rousseaus Emile ou De L'Education, som var udkommer i 1762. Hovedbudskabet var her: Barndommen er et vigtigt livsafsnit, som har stor værdi i sig selv; vend tilbage til det naturlige og til naturen, og lad barnet tage ved lære af dets erfaringer fremfor ved indoktrinering. Flere temaer hos Rousseau kan genfindes hos Lafontaine, bl.a. et afsnit om en gammel præst som er taget fra Rousseaus berømte afsnit om "den savojiske præst". Her anfægtes kristendommens vigtigste dogmer: troen på mirakler og på Jesus som en guddom, og en enkel udogmatisk tro på et universelt forsyn fremhæves.

Rousseau'ske slagord udløste som en lavine den franske revolution og den romantiske bølge i kunst og litteratur. Men hans ideer lå i grunden tættere på H. C. Andersens livssyn end på den mere stormfulde romantiske bevægelse. Rousseaus tre hovedtanker - om det barnlige, om det naturlige og om den enkle religiøse tro - kunne stå som motto over hele H. C. Andersens forfatterskab.

I Mit Livs Eventyr oplyser Andersen, at hans første kortfattede selvbiografi Mit eget Eventyr uden Digtning af flere var blevet sammenlignet med Rousseaus Bekendelser (s. 148). Man kan overveje, om det netop var derfor, at han følte at han burde fremdrage Lafontaine. Strengt taget kan ingen vide, om sammentræffet i temaer i sig selv er grundlaget for noget i H. C. Andersens forfatterskab. Det vigtige er, at vi ved at gå ind ad den uanseelige dør hvorpå der stod Den Særsindede, fandt Lafontaines slægtskab med Rousseau. Og dette fund giver os lejlighed til at tænke over H. C. Andersens forfatterskab i et nyt lys. Rousseaus ideer var altafgørende for den generation af kunstnere, som virkede i begyndelsen af det nittende århundrede, og Andersen blev via Lafontaine og via faderen opdraget i den nye Rousseau'ske ånd. Antagelig var H. C. Andersens forfatterskab og hele livsholdning indskrevet direkte eller indirekte i denne - den Rousseau'ske - tradition.

Men hvorfor blev Andersen da ikke selv nogen romantiker eller oprører? Svaret er utvivlsomt, at han var angst. Hverken Rousseaus eller faderens skæbne var eftertragtelsesværdig. Rousseaus bog Emile blev umiddelbart efter udgivelsen brændt af bødlen, og Rousseau måtte flygte ud af landet efter en arrestordre. Lignende skæbner kunne på den tid findes i Danmark, hvor P. A. Heiberg blev landsforvist for sine revolutionære ideer, og hvor Baggesen af samme grund blev lagt på is af borgerskabet. De digtere i samtiden, som frygtløst kastede sig ud i det revolutionære liv, led alle personligt skibbrud: Rousseau, Heine, Byron, E. T. A. Hoffmann. Mere tyngende for H. C. Andersen var dog nok tanken om, at hans far var en særling. Hans fritænkeri blev af moderen og andre slået sammen med hans særhed og med hans fars, farfaderens, vanvid. I Den Særsindede hedder det, at Ludvigs mor kalder ham "sær, ligesom hans far". Nogenlunde samme vending - "Han er ikke rigtig i Hovedet, han bliver ligesom sin Fader" - blev engang brugt af Anne Marie Andersen om H. C. Andersens far. Og da Hans Christian som seksårig forelskede sig i den lille jødepige Sarah, gik venskabet i stykker en dag, da pigen blev forskrækket over hans fantasi og da skal have sagt: "Han er gal, ligesom hans Farfar". Andersen var livet igennem bange for at bukke under for denne arv.

Med en så svag identifikationsfigur som faderen, kunne man tænke sig, at drengen ville slå over i modsætningen og snarere blive en mand efter sin mors ønske. Imidlertid var der også vanskeligheder til den side. Moderen var et uoplyst overtroisk menneske. Når faderen hentede sin visdom hos Lafontaine, hentede moderen sin i Sybilles Spaadomsbog (Nyerup, 1816. Bogen er den eneste anden nye reference fra barndommen i Mit Livs Eventyr ved siden af Lafontaine; moderen var imidlertid analfabet, og henvisningen skal snarest forstås sådan, at hun lyttede efter tidens overtro). Endvidere udgjorde moderens senere moralske forfald (snapsedrikkeriet) en lige så stor trussel for ham som faderens fritænkeri. Og endelig kan man sige, at hvor han kendte til vanvid i faderens slægt, gemte der sig i moderens slægt eksempler på forbudt seksualitet. Studiet af mere ubevidste bevæggrunde (Lotz, 1988) har dertil påpeget, at H. C. Andersen voksede op i et spændingsfelt mellem forældrene. Hans ødipale tilknytning til og længsler efter moderen var farlig, fordi moderen var en stærk og sensuel person, som gerne ville binde ham til sig. Og hans konflikt med faderen var blevet farlig, fordi faderen havde været narcissistisk forførende, men havde forladt familien, var blevet syg og døde tidligt. Ubevidst pålagde drengen sig selv skylden for moderens vanskeligheder og for faderens død. Hvis drengen ville udvikle sig i retning af en maskulin aktiv holdning til tilværelsen, så ville han ikke kunne undgå den tanke, at han havde klaret sig på bekostning af forældrene, som begge bukkede under for deres svagheder. Andersens egen seksualitet og maskuline identitet blev hæmmet i sin videre udvikling og modning ved hele dette kompleks af følelsesmæssige bindinger. Foruden seksuelle hæmninger blev han svært hæmmet i al intellektuel udvikling. Han flygtede gang på gang fra skolen, lærte aldrig at stave rigtigt, gennemførte ingen uddannelse, lærte aldrig fuldt ud at beherske et fremmed sprog og skyede stort set politiske, videnskabelige og filosofiske emner. Alt dette står i kontrast til hans rige evner. Og det var det selvsamme følelsesmæssige kompleks, der forhindrede ham i at udvikle sine evner i de voksenlitterære genrer. Allerede hans samtidige, filosoffen Kierkegaard, kritiserede ham vittigt for det. Andersen var som en af "de Blomster, hvor Han og Hun sidde paa én Stengel, hvilket som Gjennemgangsstadium er yderst nødvendigt, men ikke egner sig til Productioner i Roman- og Novelle-Faget, der kræver en dybere Eenhed og følgelig ogsaa forudsætte en stærkere Kløftelse" (1840). I dag er der vel ingen, der vil nægte, at digterens manglende seksuelle erfaringer må have været et betydeligt problem for ham i hans arbejde som forfatter.

Går vi fra hans emotionelle og kognitive udvikling til hans ideologiske udvikling, finder vi det samme spændingsfelt mellem forældrene afspejlet. På den ene side finder vi moderens enfoldige overtroiske religiøsitet. Og på den anden side faderens Rousseau'ske verdensbillede og hans hang til sværmeri. For Andersen blev også disse to retninger ubevidst til to afgrunde.

Digteren var angst for at leve som voksen og blive bundet til seksualiteten, og han var angst for at træffe et valg mellem forældrene. Han måtte sublimere sine driftsønsker, og han forskød sine mål fra den tillokkende, men farlige virkelighed og sublimerede dem til den kunstneriske sfære (Freud, 1930).

Som kunstner blev han bundet til den kreds, han ganske vist elskede, men ikke selv kunne blive et fuldgyldigt medlem af, familiekredsen. Fra den trygge position, hvor valget mellem de to farlige retninger var uafgjort, betragtede han både med skarpsindighed og visdom sit eget liv og sin samtid og fandt inspiration til sine eventyr. Her kunne han skrive sine klassiske værker halvt for børn og halvt for voksne. Og temaerne var altid en hyldest til det naturlige, til barnets verden, til muligheden for vækst og forandring og til en enkel tro på et forsyn.

Hannah Segal (1952) gør opmærksom på, at kunst adskiller sig fra underholdningslitteratur ved at have nogle aspekter, som umiddelbart er uforståelige, og som giver indtryk af at være disharmoniske eller ufærdige. Mens underholdningslitteraturen giver os alle svarene, sætter kunsten os på et arbejde. Det drejer sig om et indre arbejde, som har relation til erindringen om en harmonisk verden og ødelæggelsen af denne. Impulsen til at gøre dette arbejde er en impuls til at restaurere harmonien. I H. C. Andersens kunst kender vi meget vel de gådefulde elementer, tag f.eks. "Den standhaftige Tinsoldat", "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" eller "Skyggen" med deres surrealistiske interiører. Men hvad med Andersens mere harmoniske arbejder? Som eksempel kunne man nævne "Den grimme Ælling", som både i sin indledning og afslutning har nogle af de smukkeste naturskildringer, vi kender i dansk litteratur. Hvor er her det disharmoniske element, den underliggende spænding, som ikke vil lade os i fred, men sætter os på arbejde? Svaret er, at den smertelige grundtone i eventyret stammer fra de mange småsituationer, hvor ællingen bliver forfulgt og forhånet, bidt, puffet, hugget, sparket, beskudt og kaldt gal. Ællingen flygter over hals og hoved fra hjemmet, mens den endnu kun er halvt voksen (som romanens Burchardt, som Rousseau eller som Andersen selv). Ællingen mister efterhånden sin sunde dømmekraft, og den begynder at tro, at alle er ude efter den. Den tror, at drengene vil den ondt, når de vil lege, og til sidst tror den, at de andre svaner vil dræbe den. Den har da den selvmorderiske tanke, at døden ville være bedre end det liv den må leve. Man har ondt af ællingen, og den vækker vores medfølelse ved sin dybe, vanvittige oplevelse af at være forfulgt.


H. C. Andersen var egocentrisk og en outsider. Men dybest set var han ikke mistroisk og ikke nogen særling. Han blev let stødt af kritik, og han kunne let føle sig miskendt, men han troede sig ikke forfulgt. Takket være sin glimrende evne til at komme i kontakt med folk, sin godmodige karakter og sin følelse af taknemmelighed over for livet var han alle sine dage en velset gæst i mange hjem, og han havde altid venner omkring sig. Men en af de toner, der giver dybde i hans kunst, var en angst for arven fra faderen og fra farfaderen, en paranoid angst for verdens ondskab. Han kendte denne følelse hos sig selv (og gav adskillige gange udtryk for den i sine breve, når han var allermest nedslået og bange for at blive forstødt af sin omgangskreds), men som regel bekæmpede han den og fortrængte den. I stedet kunne han digte på den og på sin medfølelse. Hans kunst skulle reparere ikke så meget hans eget indre som hans fars ødelagte verden. De spredte fragmenter af grimhed og ondskab indlejres i større harmoniske mønstre, hvor det skønne og det gode forstærkes af skyggepartierne.

Som voksenlitterær forfatter skabte Andersen sine største værker, selvbiografierne, ud fra en varm tro på, at menneskene måtte og ville holde af dem, der var svage og særsindede, og at livet ville tillade enhver at udvikle sig efter evne. Måske ville han ubevidst - som Rousseau i sine Bekendelser - lægge alle kortene på bordet for at forsikre verden om, at der intet ondt var i ham. Men i Andersens Mit Livs Eventyr lykkedes fortrængningen bedre end for Rousseau. Andersens livsværk gav ikke anledning til nogen tilbagevenden af fortrængt ondskab, og den blev ikke grundlaget for nogen blodig revolution sådan som Rousseaus. H. C. Andersens selvbiografi og hans eventyrfigurer hjalp snarere generationer af børn og opdragere til at længes efter og tro på den naturlige og individuelle udvikling hos den enkelte og i samfundslivet. Og den hjalp dem til at afvise særhed, hvor den bliver det herskende element i form af stivhed og dogmatisme. Det var netop et sådant megalomant særsind, der skjulte sig i de forenklede Rousseau'ske slagord om den rette vej til menneskehedens lykke.

Når Andersen sublimerede sine fortrængte, hæmmede driftsønsker og skrev sine eventyr, var han i stand til at tage sine vidunderlige evner fuldt ud i brug. Han udtrykte da sandt og følsomt, hvad han oplevede, og han behøvede ikke at forvrænge sandheden. Med eventyrene fandt han en form, der tog de nødvendige hensyn til hans indre og ydre situation. De var aseksuelle og hverken romantiske eller rationalistiske.

I deres fuldkomne og tidløse form skjulte de imidlertid digterens angst. Og til denne angst knyttede sig navnet Lafontaine. Bagved døren med dette navn på, som syntes uanseeligt og let at overse, gemte sig erindringen om hans egen angst for seksualiteten og for forældrenes og forfædrenes særhed og vanvid: hele det truende svælg med dets sjælelige kaos og forfald.

Litteratur

Andersen, H. C. (1832; upubliceret): Levnedsbogen. Udg.: Schønberg, Kbh. 1971.

Andersen, H. C. (1847): Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung. Dansk udg.: Mit eget Eventyr uden Digtning. Busck, Kbh. 1942.

Andersen, H. C. (1855): Mit Livs Eventyr. Udg.: Gyldendal, Kbh. 1951.

Andersen, H. C. (1877): Samlede Skrifter. Reitzel, Kbh.

Freud, Sigmund (1930): Studienausgabe. IX, s. 211.

Holberg, Ludvig (1823-54): Komedierne. Kbh.

Kierkegaard, Søren (1840): Af en endnu Levendes Papirer. Udg.: Samlede Værker. I. Gyldendal, Kbh. 1962. [Citatet s. 390 ovf. er fra s. 41, note 2.]

Kuhns, Richardt S. (1983): Psychoanalytic Theory of Art. Columbia University Press, N.Y.

Lafontaine, August H. J. (1797): Den Særsindede eller den retskafne Fader og Søn. Kbh.

Lotz, Martin, (1988): Eventyrbroen. Psykoanalytiske essays om H. C. Andersen. Gyldendal, Kbh.

Nyerup, Rasmus (1816): Sybilles Spaadomsbog, i: Almindelig Morskabslæsning i Danmark. Brd. Thiele. Kbh.

Rousseau, Jean-Jacques (1762): Emile ou De L'Education. Dansk udg.: Kbh. 1796-99.

Rousseau, Jean-Jacques (1798): Les Confessions. Dansk udg.: Bekendelser. Westermann, Kbh. 1948.

Segal, Hannah (1952): "A Psychoanalytical Approach to Aesthetics". International Journal of Psychoanalysis, 33, 1952, s. 196-207.

Tusind og een Nat (1857). Kbh.


Bibliografisk information om teksten:

Lotz, Martin: "Den farlige kløft mellem kønnene", pp. 385-93 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.