H. C. Andersen i Grønland

Nogle unge grønlandske studerende udtalte for nylig, at man i grønlandske børnehaver bør "fortælle myter og sagn fra den grønlandske forestillingsverden i stedet for H. C. Andersens eventyr" (Sørensen, Bisgaard og Mathiassen 1991). På den baggrund vil jeg prøve at belyse sammenhængen mellem H. C. Andersens værker og grønlandsk identitet, og jeg vil begynde med at give en oversigt over udgivelser af H. C. Andersens værker på grønlandsk.

H. C. Andersen blev meget tidligt oversat til grønlandsk. Der var dog kun tale om et enkelt af hans digte, nemlig "Det døende Barn" fra 1826. Den danske missionær i Sisimiut/Holsteinsborg, Knud Kjer, havde set det i Kjøbenhavnsposten sammen med en tysk oversættelse (25. september 1827), og det inspirerede ham til at lave en grønlandsk oversættelse, som så blev trykt i Kjøbenhavnsposten den 9. oktober 1829. For læserne har det været en kuriositet, men H. C. Andersen har nydt det. I et brev af 15. juni 1830 til Edvard Collin, som havde omtalt en dame, der sværmede for H. C. Andersens digte, skriver H. C. Andersen: "det er noget jeg er saa vant til baade i Sjælland, Jylland og Fyen, ja muelig har jeg vundet manget et grønlandsk Hjerte for mit døende Barn" (Behrend og Topsøe-Jensen (ed.) 1933:21).

Men Kjers oversættelse til grønlandsk var ikke bare en bedrift, der skulle imponere Kjøbenhavnspostens læsere, for Kjer sørgede også for, at digtet, som han meget bevidst havde oversat, så det kunne synges, kom på tryk i den første verdslige grønlandske sangbog (Kjer 1832:33-35). H. C. Andersens navn optræder ikke her, ligesom forfatternavnene til de andre oversatte digte heller ikke er med. I Kjøbenhavnsposten, hvor Kjer først havde set digtet, var det i øvrigt trykt under mærket "h--".

H. C. Andersens navn var heller ikke med, da et af hans eventyr for første gang blev trykt på grønlandsk. Det var i 1879, da en oversættelse af "Lille Claus og Store Claus" blev bragt over flere numre af det grønlandske tidsskrift Atuagagdliutit. Det var fire år efter H. C. Andersens død, og længe efter at mange af hans eventyr var blevet oversat til mange andre sprog. At det varede så længe, før udvalgte eventyr af H. C. Andersen blev trykt på grønlandsk, må ses på baggrund af, at det var meget begrænset, hvad der i det hele taget blev udgivet på grønlandsk. Men før enkelte af H. C. Andersens eventyr blev oversat til grønlandsk, udkom der i Nuuk/Godthåb fire små bøger med grønlandske sagn på grønlandsk og dansk, illustreret af grønlændere (Kaladlit okalluktualliait/Grønlandske Folkesagn 1859-63). Fordi der var så lidt læsestof, er det sandsynligt, at så godt som hele den grønlandske befolkning,1 både børn og voksne, læste eller fik læst højt eller genfortalt de eventyr af H. C. Andersen, der blev trykt i Atuagagdliutit omkring århundredeskiftet. Undertiden blev eventyrene tilpasset det grønlandske miljø (Birket-Smith 1924:296). To varianter af "Lille Claus og Store Claus" optegnet efter mundtlig fortælling blandt polareskimoerne er i den grad blevet grønlandiseret, at udgiverne har publiceret dem i grønlandske sagnsamlinger på henholdsvis dansk og engelsk uden henvisning til H. C. Andersen eller for den sags skyld til det tilsvarende danske folkeeventyr (Rasmussen 1905:212-13 og Holtved 1951 I:227-28, II:90).

De første to små samlinger af H. C. Andersens eventyr på grønlandsk udkom i 1904 med henholdsvis tre og fire eventyr i hvert hæfte. Her optræder H. C. Andersen som forfatter, og forsidetegningen viser Saabyes statue af ham. I 1909 blev der trykt en ny samling med 12 eventyr som en reaktion mod den dårlige oversættelse i de første hæfter, men det var først i 1960 og 1965, at der udkom en større samling af eventyrene med 11 eventyr i det første bind og 20 i det andet bind. Eventyrene var illustreret med gamle tegninger af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich. Derudover har der gennem årene været trykt enkelte eventyr i forskellige grønlandske blade og skolebøger. I de nyere udgaver af skolebøgerne er enkelte eventyr illustreret af de grønlandske kunstnere Jens Rosing (Bugge & Lynge 1970:89-104) og Jensine Geisler (Bugge & Lynge 1991:140-43). Der foreligger også tre udgaver i stort format trykt som samtryk, altså bøger trykt på forskellige sprog, men i samme udstyr, med mange farvestrålende illustrationer af henholdsvis Gustav Hjortlund, Bjørn Wiinblad og Svend Otto S. (1958, 1975a og 1975b). Det hører med til billedet, at der i slutningen af 1930'erne udkom en illustreret samling af grønlandske sagn i tre bind (Lynge 1938-39), genoptrykt i 1957 og 1978.

Der er oversat ialt 40 af H. C. Andersens eventyr til grønlandsk. Hertil kommer "Den niende Aften" fra "Billedbog uden Billeder", der som bekendt foregår i Østgrønland. Nogle af eventyrene er oversat flere gange, men også i Grønland er det kun visse eventyr, der er almindeligt kendte. Det gælder først og fremmest de eventyr, der indgår i de grønlandske og danske skolebøger, der bruges i Grønland. Handlingen i mange af H. C. Andersens eventyr kendes også fra de spil, som gennem adskillige år har været trykt i det dobbeltsprogede Atuagagdliutit/Grønlandspostens julenummer. Nogle eventyr er blevet opført i dramatiseret form som skolekomedier, fortrinsvis på dansk, og også fra grønlandsk- og dansksprogede udsendelser i Grønlands radio og fra danske og udenlandske film og TV-udsendelser er grønlænderne bekendt med handlingen i en del af H. C. Andersens eventyr. H. C. Andersens liv er beskrevet i korte artikler på grønlandsk, men ingen af hans selvbiografier, rejsebøger, romaner og andre værker er oversat til grønlandsk.

De to samlinger af eventyr, der udkom i 1960'erne, er oversat af den fremtrædende grønlandske forfatter Frederik Nielsen (1905-91), som også har oversat et par af H. C. Andersens digte: "Konen med Æggene" og et mere utraditionelt valg: "Løft mig kun bort, du stærke Død". Frederik Nielsen udgav de to digte i en samling oversættelser af danske digtere fra Kingo til Kaj Munk, hvor hvert afsnit indledes med et portræt af den pågældende digter og en kort omtale af forfatterskabet (Nielsen 1980).2

En anden grønlandsk digter, Kristen Poulsen (1910-51), oversatte i 1933, godt 100 år efter Kjer, "Det døende Barn" endnu en gang til grønlandsk, og også denne gang, så det kunne synges. Kristen Poulsen har også oversat "Jeg ved en Lærkerede" (1943) (Poulsen & Lynge 1989:48-49) og "Barn Jesus i en Krybbe laae" (1950) (Poulsen & Lynge 1989:76-77). Man kan dog kun tale om frie eller delvise oversættelser, for Kristen Poulsen går sine egne veje. I et tilfælde er han gået så langt, at han har skiftet "Konen med Æggene" ud med Hans, der er på rypejagt (1932). Hans fantaserer om alle de herligheder, han vil komme i besiddelse af, når han først har solgt de ryper, han har skudt, men ligesom konen taber sine æg, mister Hans sine ryper, før han får dem solgt (Poulsen 1989:39-40, dansk oversættelse i Berthelsen 1983:62-63).3 H. C. Andersens navn er ikke nævnt i forbindelse med nogle af disse digte.

Frederik Nielsen blev uddannet på seminariet i Nuuk/Godthåb i 1920'erne og Kristen Poulsen i begyndelsen af 1930'erne. På seminariet lærte de dansk, og en helt ny verden åbnede sig for dem gennem den litteratur, som de derved fik adgang til. H. C. Andersen var blandt de danske digtere, som kom til at virke som inspirationskilde for adskillige grønlandske digtere.

Brugen af H. C. Andersen i undervisningen har ikke altid været lige pædagogisk. Frederik Nielsen fortæller i sine erindringer om den gang, seminarieeleverne blev sat til at oversætte et af H. C. Andersens eventyr, og her føjer han til i parentes: "H. C. Andersen er en af de sværeste at oversætte". Og han fortsætter: "da vi ikke kunne komme videre i en sætning, som var meget svær at forstå - selv for folk der kunne rimeligt dansk - gik vores lærer og sagde, at hvis vi ikke havde oversat sætningen inden han kom tilbage, så ville han give os laveste karakter" (Nielsen 1975:31, dansk oversættelse i Lyberth 1985:268). Frederik Nielsen glemte aldrig denne urimelige behandling, og den har sikkert været medvirkende til, at han senere tog netop den udfordring at oversætte H. C. Andersen op for alvor.

Frederik Nielsen havde god grund til at sige, at H. C. Andersen er en af de forfattere, som det er sværest at oversætte. Det har ikke været nogen let opgave at gøre H. C. Andersens eventyr forståelige for læsere med en så forskellig sproglig og kulturel baggrund som de grønlandske, og noget af H. C. Andersens sprogkunst er da også gået tabt for de forskellige oversættere. Men oversætterne har næsten altid samvittighedsfuldt søgt at følge H. C. Andersen, så vidt det har kunnet lade sig gøre. I nogle tilfælde har de dog ment, at det var rimeligt at grønlandisere. F.eks. angives hundenes størrelse ikke ved at sammenligne deres øjne med tekopper, møllehjul og Rundetårn, men ved stigningen tekopper, store grønlandssæler og store hvaler. En anden oversætter får de store runde øjne frem ved at sammenligne med tekopper, store slibesten og store teltringe, dvs. den kreds af sten, der har været brugt til at tynge teltdugen ned med.

Før jeg går nærmere ind på spørgsmålet om, hvad H. C. Andersen har med grønlandsk identitet at gøre, skal det nævnes, at H. C. Andersen fortsat bruges som inspirationskilde af grønlandske digtere. En af de seneste eksempler er en sang om "Den lille Pige med Svovlstikkerne" på pladen Aqqusineq udgivet i 1986 af musikgruppen "Naneruaq". Den grønlandske tekst er gengivet på pladeomslaget med et resumé på engelsk, der afsluttes med ordene: "Inspiration from Hans Christian Andersens "The little match girl".4 Når der ikke er en tilsvarende oplysning i forbindelse med den grønlandske tekst, må det være, fordi man har anset det for unødvendigt, for så godt som alle grønlændere er fortrolige med eventyret fra deres skoletid.5

I årene 1911-12 fandt der i de to grønlandske blade Atuagagdliutit og Avangnâmioq en større debat sted om, hvad det ville sige at være grønlænder (refereret i Berthelsen 1976). I et af disse indlæg nævnes H. C. Andersen som et eksempel på en digter, der gjorde folk bevidste om deres nationalitet (Hansen 1918:166). Også ved senere lejligheder er H. C. Andersen blevet fremdraget som et eksempel på, hvad det betyder for et land at have en sådan digter. I et indlæg i Avangnâmioq fra 1930 om emnet "grønlændernes udvikling" hedder det bl.a.: "Når man ser på danske forfattere og digteres værker, hvor er de dog dejlige, og hvor bliver man misundelig. Gid der blandt grønlænderne ville fremstå en mand, der arbejdede som H. C. Andersen. H. C. Andersen var en af de store mænd, der styrede danskerne i den rigtige retning ved at bruge sine eventyr og fortællinger som redskab over for sine landsmænd." (Petersen 1930:6)

H. C. Andersens fædrelandssang "I Danmark er jeg født" eller "Danmark, mit Fædreland", som titlen lyder, er i Grønland blevet brugt til at illustrere danskernes fædrelandskærlighed (Gam & Petersen 1926:133), og samtidig har den virket som inspirationskilde for grønlandske digtere, der lovpriste deres eget fædreland. I Danmark er den samme sang blevet brugt til at forklare danskere, at grønlændere har ganske tilsvarende følelser for deres land og deres sprog. Da professor i eskimologi ved Københavns Universitet, William Thalbitzer, i 1939 holdt foredrag for Rigsdagens grønlandsudvalg, omskrev han ved denne lejlighed H. C. Andersens sang til:

I Grønland er jeg født, dær har jeg hjemme,
dær har jeg rod, dærfra min Verden går,
kalâtdlits sprog,6 du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjærte når! (Thalbitzer 1939:66)

Thalbitzer citerede også sidste vers af "I Danmark er jeg født", men det er holdt i almengyldige vendinger, så det behøvede ingen omskrivning. Med H. C. Andersens fædrelandssang understregede Thalbitzer over for de danske rigsdagsmænd, som skulle være særligt kyndige på grønlandske forhold, at det var grønlændernes nationale ret, at det grønlandske sprog fortsat skulle indtage den helt dominerende plads i skolerne. Thalbitzer sørgede for at få sit foredrag trykt på grønlandsk i Atuagagdliutit for på den måde at bidrage til at styrke det grønlandske sprogs stilling. Ikke alle grønlændere var dog enige med ham i hans kompromisløse syn på sprogpolitikken. Der var også dem, der så de politiske og socio-kulturelle muligheder, der lå i, at grønlænderne foruden deres modersmål også kunne dansk. Det var først et par årtier senere, at grønlandsk sprog og kultur for alvor blev udsat for pres, men lad os springe frem til situationen i dag, hvor grønlænderne, efter at Hjemmestyret blev indført i 1979, selv har ansvaret for, hvad der foregår i skoler og børneinstitutioner, på forlag og bladredaktioner og på de allerfleste andre områder i samfundet.

Den udtalelse, som jeg citerede i begyndelsen af mit foredrag, faldt i februar 1991, da unge grønlændere under uddannelse i Danmark holdt et seminar om mentalitet og værdinormer. I forbindelse med en diskussion om opdragelse blev det fremført, at vuggestuer og børnehaver ikke kun skal være parkeringspladser: "de skal også være med til at grundlægge sproget og den kulturelle udvikling hos børnene. F.eks. fortælle myter og sagn fra den grønlandske forestillingsverden i stedet for H. C. Andersens eventyr" (Sørensen, Bisgaard og Mathiassen 1991). Referatet fra de studerendes møde blev trykt som kronik i Atuagagdliutit/Grønlandsposten, men der er ikke kommet trykte reaktioner på den del af det, som er citeret her. Mundtlige referater fra mødet tyder imidlertid på, at formuleringen, at man ønsker grønlandske myter og sagn "i stedet for" H. C. Andersens eventyr, ikke skal tages helt bogstaveligt. Grønlændere, der understreger deres etniske identitet, plejer da heller ikke at give udtryk for en holdning, der indebærer ønske om kulturel isolation. De samme uddannelsessøgende protesterer således ikke mod, at de har både grønlandsk, dansk og engelsk i folkeskolen, de går tværtimod ind for, at man begynder tidligt med fremmedsprogene. Udtalelsen dækker snarere over, at de unge vil sikre, at grønlandske børn vokser op med kendskab til deres eskimoiske kulturarv, og det behøver ikke at udelukke, at de også får kendskab til H. C. Andersens eventyr.

Spørgsmålet er så, om de unge har ret i, at H. C. Andersens eventyr er blevet prioriteret i grønlandske børnehaver på bekostning af traditionelle grønlandske fortællinger. Svaret må være bekræftende, når blot man gør sig klart, at H. C. Andersens eventyr i udtalelsen ikke bare bliver gjort synonymt med dansk kultur, men også med europæisk kultur, for der er jo mange andre bøger i grønlandske børneinstitutioner, både på dansk og i grønlandsk oversættelse. Bl.a. blev der i 1970'erne udgivet otte bøger i samtryk med Grimms eventyr i grønlandsk oversættelse, ét eventyr i hver bog, som var i stort format med mange farvestrålende billeder. Som tidligere nævnt er der udkommet tre lignende bøger med H. C. Andersens eventyr. Problemet bunder bl.a. i, at der ikke findes grønlandske sagn publiceret i tilsvarende indbydende udgaver,7 og de, der findes i bogform, er ikke engang trykt med den nye retskrivning, som blev indført i skolerne i 1973, bortset fra som indslag i skolebøger. De seneste udgaver med grønlandske sagn, fire bind fra begyndelsen af 1980'erne, er trykt med den gamle retskrivning, og de er uden illustrationer (Rasmussen 1981-82). I øvrigt er det også kun enkelte af H. C. Andersens eventyr, der er trykt med den nye retskrivning. Ud over tekster i skolebøger, gælder det kun de to eventyr, der udkom i 1975.

Også uden for børnehavens verden kan dansk kultur let komme til at indtage en dominerende plads. Danskeres iver efter at udbrede kendskabet til H. C. Andersen har således i flere tilfælde ført til, at artikler om episoder i H. C. Andersens liv og oversættelse af eventyr, som ikke er særligt velegnede til oversættelse til grønlandsk, har taget uforholdsmæssigt meget plads op i grønlandske blade, hvis læsere ikke har haft meget alternativt læsestof at vælge imellem (Kleivan 1975:195-96). Generelt set må man imidlertid vurdere det som en positiv ting, at udvalgte eventyr og digte af H. C. Andersen er blevet oversat til grønlandsk. Først og fremmest fordi mange grønlændere har haft glæde af at læse dem, høre dem eller synge dem, og noget af stoffet er i hvert fald for en tid indgået i den mundtlige fortælletradition. Noget andet er så, at denne mundtlige fortælletradition har ændret sig i forbindelse med de store samfundsændringer, der er foregået siden midten af århundredet. Men dertil kommer, at kendskabet til H. C. Andersens værker har været medvirkende til skabelsen af nye grønlandske litterære udtryksformer. Uanset at mange grønlændere i høj grad er bevidste om og stolte af den del af deres baggrund, der skyldes deres eskimoiske forfædre, så er der næppe tvivl om, at fortroligheden med udvalgte eventyr af H. C. Andersen også i fremtiden vil være en del af grønlændernes kulturelle baggrund.

Noter

1. Her tales kun om Vestgrønlands befolkning. Den danske mission, og dermed undervisningen i at læse og skrive, begyndte først i Østgrønland i 1894 og i Nordgrønland (Thule) i 1909. tilbage

2. "Konen med Æggene" er oversat langt tidligere. Digtet indgik i et duplikeret hæfte med Frederik Nielsens oversættelse af danske digte, som Det grønlandske Lektorat i København fremstillede i 1954 med følgende klausul: "Efter forfatterens udtrykkelige ønske frabedes enhver form for offentliggørelse eller videre cirkulation". tilbage

3. To af de her nævnte digte, "Det døende Barn" og digtet om Hans, der er på rypejagt, blev først trykt i en lille sangbog udgivet af Kristen Poulsen i 1947 (s. 33-34 og 14-15) (genoptrykt i 1980). tilbage

4. Valget af engelsk i stedet for dansk til de trykte oversættelser skulle give mulighed for at nå ikke bare inuit i Canada og Alaska, men - teoretisk set i hvert fald - også det store engelsksprogede marked. Der er også tale om en symbolsk handling, der skal markere uafhængighed ikke bare af dansk sprog, men også af Danmark. Det gør brugen af "Den lille Pige med Svovlstikkerne" særligt interessant. At H. C. Andersen var dansker er åbenbart underordnet. Eventyret indgår i to samlinger: Ostermann & Olsen 1909:61-63 og Nielsen 1965:26-29, men fortroligheden med eventyret skyldes først og fremmest, at det er trykt i den grønlandske læsebog, som bogstavelig talt alle grønlandske skolebørn har brugt gennem mere end et halvt århundrede: Atuainiutitat I (Bugge & Lynge 1934: 122-25, genoptrykt 1945, 1962 og 1991). tilbage

5. Titlen på pladeomslaget er kun angivet som "Ikitsisaarniaq" dvs. 'Ham/hende, der sælger tændstikker', mens titlerne på de tre trykte udgaver af eventyret alle har med, at det er en lille pige det drejer sig om: Ostermann & Olsen 1909: "niviarsiaránguaq ikitsisinik nuisitsissoq" og Bugge & Lynge 1934 og Nielsen 1965: "niviarsiaránguaq ikitsisiaerniaq". tilbage

6. Versene er trykt på dansk med Thalbitzers specielle retskrivning, men med en grønlandsk oversættelse i en fodnote i den ellers grønlandsksprogede artikel. "Kalâtdlit" er den betegnelse, grønlændere bruger om sig selv. tilbage

7. Der er et generelt behov for grønlandske børnebøger, der i kvalitet, både hvad indhold og udstyr angår, kan måle sig med oversatte bøger og danske bøger (Kleivan 1988). tilbage

Litteratur

Andersen, H. C.: Oqalugtualiai 1-2. nugtertissoq C. Brummerstedt. København 1904.

-Oqalualârutit. H. Ostermann / G. Olsen. Nûk 1909.

-Oqalugtualiait pingasut. Qavdlunâtûmît kalâtdlisúngortitsissoq Frederik Nielsen. ássiliartalersugai Gustav Hjortlund. Godthåb 1958.

-Oqalugtualiat oqalugpalâtdlo 1-2. Kalâtdlisungortitsissoq Frederik Nielsen. Godthåb 1960 & 1965.

-Puulukinik paarsisoq. Assiliartalersuisoq Bjørn Wiinblad; nutserisoq Arqaluk Heilmann. Godthåb 1975a.

-Qeerlutuuararnaq. Assiliartalersuisua Svend Otto S.; kalaallisut Lars Møller Lund. Godthåb 1975b.

Behrend, C. & H. Topsøe-Jensen (udg.): H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bind I: 1828-43. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab. København 1933.

Berthelsen, Chr.: Det at være grønlænder. Fra en debat i begyndelsen af det 20. århundrede. Tidsskriftet Grønland 1976:117-21.

-Grønlandsk litteratur. En kommenteret antologi. Redaktion og oversættelse: Chr. Berthelsen og Per Langgård. Århus 1983.

Birket-Smith, Kaj: Ethnography of the Egedesminde District with Aspects of the General Culture of West Greenland. Meddelelser om Grønland vol. 66, 1924.

Bugge, Aage & Augustinus Lynge: Atuainiutitât I. Nûk 1934 (genoptrykt 1945, 1962 og 1991).

-Atuainiutitât 2b. København 1970 (tidligere trykt 1938 og 1951).

Gam, (Mikael) & Jonathan Petersen: Nationalfølelse c: ingmíkut inuiáussusermik misigineq. Atuagagdliutit 66(9):129-39. 1926.

Hansen, Andreas (nugterissoq): Áqalugtualiaq Klausêrqamik, Klauserssuarmigdlo. Atuagagdliutit 19(10-11):159-60, 170-76, 186-89. 1879.

Hansen, Hans: Amalo. Atuagagdliutit 57(11):165-68. 1918.

Holtved, Erik: The Polar Eskimos. Language and Folklore. I: Texts. II: Myths and Tales Translated. Meddelelser om Grønland vol. 152(1-2). 1951.

Kaladlit okalluktualliait/Grønlandske Folkesagn 1-4. (Nûk/Godthaab) 1859-63.

Kjer, Knud: Af et Brev til Udgiveren, fra Grønland. Kjøbenhavnsposten 9. Oktober 1829. s. 661.

-Illerkorsutit. Aarhuus 1832.

Kleivan, Inge: H. C. Andersen og Grønland. Tidsskriftet Grønland 1975:185-96.

-Børnebøger i Grønland. Sprog og indhold. Copenhagen Studies in Bilingualism vol. 4, Multilingual Matters 42:325-37. 1988.

Lyberth, Juaaka: "Når livet er så dejligt, vil jeg aldrig bytte det bort". Tidsskriftet Grønland 1985:265-88.

Lynge, Kr.: Kalâtdlit oqalugtuait oqalualâvilo I-III. Nûk 1938-39 (genoptrykt 1957 og 1978).

Naneruaq: Aqqusineq. Recorded and mixed at immiussarfia "Aqisseq", Aasiaat/ Studio "Ptarmigan", Aasiaat, Greenland. Ulo 28. 1985.

Nielsen, Frederik. Oversættelse af danske digte. Udgivet af Det grønlandske Lektorat. (Københavns Universitet) 1954.

-Uvdluvne ingerdlavigissavne erqaimassalerssârutit. (Nûk/Godthåb) 1975.

-Danmarkimi taalliortut taalliaat qinikkat. Nutserisoq Frederik Nielsen. (Nuuk) 1980.

Petersen, Kr.: Uvangátaoq isumaga imáipoq. Avangnâmioq 18(1): 6-7. 1930.

Poulsen, Holger Lennert & Hans A. Lynge (eds.): Kajistat, Kristen Poulsen. Ajoqe, taalliortoq, atuakkiortoq. Eqqaassutissatut aatuakkiaq. (Nuuk 1989).

Poulsen, Kristen: Erinarssugagssat. Narssaq 1947 (genoptrykt 1980).

Rasmussen, Knud: Nye Mennesker. København og Kristiania 1905.

-Knud Rasmussenip katerssugai oqalugtuat oqalualâtdlo I-IV. Ilángutagssanik ârqigssuissoq: Regitze Margrethe Søby; agdlarqîssoq: Otto Sandgreen. (Nûk/Godthåb) 1981-82.

Sørensen, Laila Sørine, Inge Bisgaard & Avva Mathiassen: Mentalitet og Værdinormer. Atuagagdliutit/Grønlandsposten 131(33):7. 1991 (Kronik).

Thalbitzer, William: Kalâtdlit oqausê. danskine inatsissartut kalâtdlinut túngasut pivdlugit ingmíkut atautsimítortáine oqalugiautigssaq Sivt. 2-áne 1939. Atuagagdliutit 79(9):65-68. 1939.


Bibliografisk information om teksten:

Kleivan, Inge: "H. C. Andersen i Grønland", pp. 337-45 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

(Bibliografisk kilde: HCAH)