Hvilke forventninger kan der stilles til H. C. Andersens dagbøger i en tysk udgave? Problemer og metoder

At udgive H. C. Andersens dagbøger på tysk er en spændende opgave. Efter at den første begejstring over, at et forlag har planlagt en dagbogsudgave og man selv må være med, har lagt sig, bliver man klar over det ansvar, man har påtaget sig. Fristende er projektet alligevel, fordi det er en enestående mulighed for at præsentere digteren og mennesket H. C. Andersen for et bredt publikum på grundlag af ens eget syn på H. C. Andersen og hans værk.

Og det skitserer faktisk hele problemet: forholdet mellem H. C. Andersens refleksioner over sit liv i dagbøgerne og udgiverens subjektive udvalg mere end hundrede år efter hans død.

Grundlaget er naturligvis tolvbindsudgaven af H. C. Andersens dagbøger. H. Topsøe-Jensen har bearbejdet den sammen med andre, og den blev udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab i årene fra 1971 til 1976.

Til en folkeudgave kan der rimeligvis ikke forventes en oversættelse af hele værket. Opgaven må derfor være at afgøre, hvordan udvalget skal se ud. Forlaget og udgiverne - vi er to, min kollega Ernst Walter og mig selv - har planlagt en tobindsudgave.

Her fremlægges nogle overvejelser, som kan og skal debatteres. Når jeg taler om en folkeudgave, mener jeg, at den skal tilrettelægges for et bredt publikum. Det vil sige, at det drejer sig om en læseudgave, hvor dagbogsnotaterne er gengivet med videnskabelig omhyggelighed, men ikke til videnskabeligt brug. Det kræver derfor nøje overvejelser af, hvordan den videnskabelige baggrund, som er nødvendig for en forståelse af teksten, kan inddrages, så den bliver let læselig.

Hvem henvender udgaven sig så til? Læsernes forventninger til H. C. Andersens dagbøger er efter al sandsynlighed vidt forskellige. Der er nogle, som har et godt kendskab til H. C. Andersens liv og værk på grundlag af det omfattende litteraturudbud af og om H. C. Andersen på det tyske bogmarked. Andre har måske kun set hans navn i eventyrbøgerne. Men man kan gå ud fra, at de fleste er nysgerrige efter at få noget at vide om digterens privatliv, og at de derfor har lyst til at se nøjere på dagbøgerne. Udvalget skal tage mest muligt hensyn til dem alle.

Der er mindst to måder at bearbejde H. C. Andersens dagbøger i en folkeudgave:

1) Man kan præsentere et udvalg af dagbøgerne uafhængigt af hans øvrige værker, som Heinz Barüske har gjort det i sin udgave i Fischer Taschenbuchverlag 1980. Han følger H. C. Andersen lige fra begyndelsen, da denne som elev i latinskolen besluttede at blive en verdensberømt digter, og frem til hans triumfrejse gennem Tyskland i 1844-45. Der findes hos Barüske kun få notater fra de sidste to årtier H. C. Andersen levede. Han holder sig først og fremmest til H. C. Andersens rejser gennem Europa. Det skaber så godt som et helhedsbillede af mennesket og digteren på vej til at blive verdenskendt. Her findes de mest interessante passager og refleksioner, som H. C. Andersen noterede, og Barüske kunne være sikker på at få succes med det hos læseren.

2) Men der er også et alternativ. Man kan præsentere dagbøgerne som led i en udgave af værker i udvalg. Det vil sige, at de står i selvfølgelig relation til H. C. Andersens rejsebøger, men også til hans eventyr, selvbiografier osv. Her gælder andre principper for udvalget. Her er det centrale ikke umiddelbart det biografiske med dets ydre livsramme, men det oplevelsesmæssige og det indre psykologiske plan: H. C. Andersens opgør med hans egen tids åndelige strømninger, det litterære forhold mellem hans værker og hans kontakter til andre forfattere og hans læsere. Det er dette alternativ vi vil benytte os af.

Der er derfor en væsentlig forskel på vores og Barüskes udgave: udvalget skal dække H. C. Andersens liv i hele dets udstrækning - og det betyder faktisk, at der kun undtagelsesvis kan gengives sammenhængende passager i større omfang.

Et biografisk og kulturhistorisk korrektiv til det billede, som H. C. Andersen tegnede af sig selv i selvbiografierne, er nødvendigt: Han var ikke et gudbenådet lykkemenneske, men han var heller ikke så pessimistisk indstillet over for sit liv, som han gerne giver udtryk for f.eks. i dagbøgerne og brevene. I grunden ligger sandheden i midten - med lejlighedsvis voldsomme udslag til begge sider.

Desuden levede H. C. Andersen ikke kun i de højere poetiske sfærer, men var et menneske, som i sine senere leveår tog stilling til de politiske begivenheder, som f.eks. til krigene mellem Danmark og Tyskland eller til jødeproblematikken. Iagttagelserne blev mere udførlige, og dermed ændrede dagbøgerne karakter.

Dagbøger er jo altid en slags selvbiografi. Men H. C. Andersens dagbøger er oven i købet den allervigtigste kilde vi har til forståelse af hans liv. De dækker 50 år - lige fra han var 20 til hans død.

Når man læser teksterne, opdager man hurtigt, at H. C. Andersens optegnelser hører til den grundtype af dagbøger, som er tænkt til personlig brug. Det vil sige, at de ikke blev skrevet med henblik på offentliggørelse, om end han ikke udelukkede det, som nogle enkelte notater viser. Han brugte dem som faktajournaler og hukommelsesstøtte, på grundlag af hvilke han skrev sine rejsebøger og selvbiografier. Samtidig har dagbøgerne karakter af udførlige selvbetragtninger, som tegner et fascinerende psykogram af digteren.

Spørgsmålet om, hvordan man i et udvalg både kan tage hensyn til tankernes rigdom, iagttagelser af mennesker, natur, kunst, teknik og til de forandringer, som selve stilen i dagbøgerne gennemgår, bliver aktuelt. Og det er ufravigeligt, at en reduktion fra ti til to tekstbind nødvendigvis må lave om på dagbøgernes karakter. For det er næsten umuligt at holde balancen mellem de forskellige sider af H. C. Andersen: H. C. Andersen som stilist, H. C. Andersens møde med kendte og ukendte personer, H. C. Andersen som rejsende, der oplever landskab, teatre og museer, H. C. Andersens tanker om sig selv og sine bøger, H. C. Andersen som kritiker af sine kritikere osv. - og alt dette gengivet i hans egne refleksioner. Man spørger sig selv, om den hensigt at ville vise lidt af alt ikke fører til en hakkemad, som er sammensat af mangfoldige detaljer, og som derfor på ingen måde kan danne et sammenhængende billede? Tager man nogle enkelte problemer ud af sammenhængen, opstår det indtryk, at det kun drejer sig om undtagelser. Der melder sig også spørgsmålet om, i hvilket omfang vi i dag overhovedet er berettiget til at offentliggøre og åbenbare hans inderste følelser om sig selv og hans seksualitet. Det synes ikke at være passende at gå ind i debatterne om H. C. Andersens seksualliv. Hans tanker og følelser er en immanent del af konteksten, af hele teksten, og enhver læser kan selv danne sig et billede.

Endvidere skal man gå ud fra ønsket om at gengive dagbøgernes stil og tone og deres forandringer i løbet af tiden. Men ved koncentrationen skal man være klar over de kendetegn, som præger H. C. Andersens dagbøger. Det er først og fremmest hans umiddelbare vurderinger, som han tit skrev ned sent om aftenen, når han var dødtræt. Ud fra denne spontaneitet opstår der et psykologisk-æstetisk billede, som i sig selv er meget tiltalende. Ud over dette får det endnu mere farve på grund af H. C. Andersens skarpsindige iagttagelsesevne og hans træfsikre bemærkninger om personer, om det nu drejede sig om konger og fyrster, kunstnere og rejsefæller, eller om ludere og straffefanger. I sammenhæng med hans notater om politiske, tekniske og især kulturelt-kunstneriske forhold i hans vide omgangskreds får vi et meget interessant tidsbillede af Europa i det 19. århundrede. Man skulle tro, at hans nu og da yderst subjektive måde at se på tingene indskrænkede billedets betydning, men tværtimod reflekterer det samtidig verdenssyn, livsfølelse og kulturoplevelse hos en dannet og vidtberejst mand med europæisk dimension.

Barüskes udvælgelsesprincip om at følge H. C. Andersens rejser er meget tiltalende. Det giver alle dem, som kender digterens rejsebøger, lejlighed til at sammenligne de umiddelbare dagbogsnotater under rejserne med de senere meget omhyggeligt udarbejdede rejsebøger. Hvis man fordyber sig i, hvordan H. C. Andersen bearbejdede dagbøgerne poetisk, kan man få indblik i digterens arbejdsmetoder.

Man kan også bruge et andet udvælgelsesprincip, når man ikke har så mange sider til rådighed, nemlig det at koncentrere sig om tematiske linjer i dagbøgerne - ikke isolerede, men i tekstsammenhæng.

Et væsentligt kriterium for dette udvalg er at optage ikke alle, men dog mange af H. C. Andersens oplevelser af og refleksioner over hans egen poetiske produktion og reception i en bred ramme og strengt kronologisk.

Som bekendt ytrer han sig meget sjældent om den egentlige skriveproces. Kun hist og her finder man en bemærkning om, at han lige er begyndt på et arbejde eller har afsluttet et, eller om, hvordan han har fundet på en ny idé. Man får mere at vide om hans reaktion på kritik.

Alle disse bemærkninger synes at være vigtige, fordi de indirekte fortæller ret meget om H. C. Andersen som digter: først og fremmest om, hvor og hvornår han fik sine ideer, og under hvilke omstændigheder han skrev. Det er imponerende at læse om, hvor flittigt han arbejdede under rejserne, når han oplevede sin samtid og dens mennesker om dagen, var i teatret og til selskaber om aftenen og så skrev om natten.

En anden side af samme sag er, hvordan hans værker blev reciperet. Allerede i hans levetid foregik der en forskydning af receptionen - fra den anerkendte roman- og eventyrdigter til eventyrdigteren alene. Også i Tyskland er H. C. Andersen i dag næsten udelukkende kendt for sine eventyr. Der er ikke ret mange læsere, som interesserer sig for hans andre bøger. Under læsningen bliver man klar over, at han gjorde sig umage med selvbiografierne og delvis også med romanerne, mens eventyrene ligesom kom af sig selv. Når han læste sine værker op om aftenen i selskaber, gjorde han allerede dengang større lykke med eventyrene end med de andre værker, selv om han prøvede igen og igen.

Ud over det byder dagbøgerne, via H. C. Andersens refleksioner, på dybe indsigter i tidens litterære debatter. Hans strid med J. L. Heiberg og hans forhold til B. S. Ingemann og venskabet med Charles Dickens, som opløstes efter mange års forløb, er det værd at optage i udvalget.

Man får desuden indblik i forskellen på læsernes og kritikernes reaktion i Danmark, Tyskland og andre lande og i, hvordan H. C. Andersen reagerede på det: Positiv kritik opsugede han næsten manisk, mens negativ kritik næsten drev ham til fortvivlelse. Helt afgjort er rejserne af stor betydning for H. C. Andersens litterære produktion: I mødet med andre lande og deres kulturer og litteraturer, i debatter med mennesker opflammedes hans fantasi altid på ny. Dagbøgerne tilkendegiver, hvor intenst han tænkte tingene igennem, når han var alene. Og derfor skal disse passager med i udvalget.

Desuden får man en fornemmelse af tidens skik og brug på kongeslotte, herregårde, i det såkaldte fine selskab, på værtshuse og på gader (også de berygtede), fordi H. C. Andersen reflekterede sin omverden enten i personlig eller i poetisk relation, tit også begge dele.

Læseren erfarer om de vanskeligheder, H. C. Andersen måtte igennem for at blive en kendt digter. Lige fra det øjeblik, da han som latinskoleelev den 19.9.1825 ønskede sig at "blive stoer, agtet af mine Medmensker" (sic!), til han blev fejret i Europa og hyldet i 1867 som æresborger i barndomsbyen Odense.

Et sidste udvælgelseskriterium skal nævnes: Der lægges især vægt på H. C. Andersens forhold til Tyskland. Det er ikke bare på grund af den tyske læser, men også fordi hans vej til verdensberømmelse gik over Tyskland.

Lidt anderledes, men mindst lige så vigtigt som selve udvalget for en dagbogsudgave, er et mere sprogligt problem, nemlig den litterære oversættelse. Her skal kun nævnes nogle enkelte spørgsmål.

Det er karakteristisk, at stilen i dagbøgerne tit skifter fra en dag til den næste mellem henkastede notater i telegramstil og litterært færdigudformede optegnelser. Det vil sige, at der på den ene side foreligger et litterært råmateriale i form af en skitse. På den anden side er der tekstpassager, som er forbavsende godt gennemtænkt. Dette brede spektrum i stilen er et særkende for H. C. Andersens dagbøger, og derfor er der en afgørende forskel mellem en oversættelse af hans dagbøger og en oversættelse af litterært gennemarbejdede tekster. I en oversættelse af hans dagbøger må de forskellige stilarter ikke udjævnes - så vidt vi kan skønne.

Men dette princip kan jo ikke anvendes, når det drejer sig om tegnsætning og retskrivning. Som bekendt ser det ud, som om H. C. Andersen på dette område overlod alt til tilfældigheden. Han foretrak et komma og et semikolon frem for et punktum. I det hele taget markerer adskillende tegn ikke altid sprogligt-syntaktiske sammenhænge, men ofte semantiske accenter. Det er et tydeligt tegn på, at H. C. Andersen skrev dagbøgerne til eget brug, ikke for andre.

Det er også kendt, at H. C. Andersen skrev efter gehør og var usikker i ortografien. Men det kan desværre ikke overtages direkte. Selvfølgelig kunne det være fristende at vise de kuriøse og morsomme fejl, men det ville kun forvirre læseren og ødelægge helhedsindtrykket.

Hvad gør man så med citater på andre sprog? H. C. Andersen elskede at gengive enkelte tanker eller ord på det sprog, der taltes i det land, hvor han lige opholdt sig. Selv om det er besværligt for læseren, anføres disse citater på originalsproget, ganske vist korrigeret og med oversættelser i noterne.

Der vil altså ske nødvendige indgreb i H. C. Andersens stil; det kan ikke undgås, og det betyder, at stilen uden at vi har villet det er forandret.

Man skal også tage i betragtning, at H. C. Andersen talte og skrev på sin tids sprog, det danske fra første halvdel af det 19. århundrede. I dag kan man meget dårligt gengive stilen fra dengang på tysk. Det ville læseren heller ikke være begejstret for.

For overhovedet sprogligt at få lidt atmosfære fra dengang med i oversættelsen, har vi taget nogle gamle betegnelser for ting eller forhold med, som ikke findes mere. Men her er der også grænser - for at kommentarerne ikke skal blive uendelige.

Et andet problem, når man skal finde den rigtige udtryksmåde, er at andre oversættere, der hidtil har oversat H. C. Andersens bøger, og hvis oversættelser indgår i den samlede udgave af enkeltværker, har benyttet deres bestemte gloseforråd. Skal man anvende det eller bruge sit eget? H. C. Andersens stavefejl har konsekvenser, som man slet ikke kan overskue i begyndelsen. Det gælder personer og kunstværker. Fordi personnavne er stavet så forkert, at man på én gang kunne le og græde, er det ikke altid let at finde frem til den pågældende person, selv om personregisteret i 11. bind er en stor hjælp. Desuden har det været nødvendigt at udvide personkommentarerne, når det drejer sig om tyskere.

Omfangsrige undersøgelser er uomgængelige, når det gælder om at finde frem til de litterære værker og de kunstværker, som H. C. Andersen udtaler sig om. Tit noterede han kun dele af en titel - forfatteren og kunstneren undlod han næsten altid at nævne. En betydelig hjælp, som slet ikke kan vurderes højt nok, er sidste bind af tolvbindsudgaven, som indeholder et register over de fleste nævnte kunstværker og deres skabere.

Hovedproblemet er dog oversættelsen i sig selv. Oversætternes og læsernes livserfaringer i dag er meget anderledes, end de var hos H. C. Andersen i det 19. århundrede. For overhovedet at kunne oversætte teksterne er det nødvendigt at læse sig til samtidens erfaringer og stil. Derudover er der H. C. Andersens tanke- og oplevelsesverden bag originalteksten, og den kan oversætterne ikke altid identificere sig med. I disse tilfælde er det ikke nemt at vælge det pågældende modstykke på tysk.

Barüske har klaret det ved at overføre teksten frit fra dansk til tysk. Det indebærer en fristelse til at forskønne eller udjævne teksten. I vores udvalg prøver vi at holde os til teksten - så godt det lader sig gøre. Men når det drejer sig om de samme afsnit fra dagbøgerne i Barüskes og i den nye udgave - og sammenfald bliver der naturligvis tale om - så kan det ikke undgås, at oversættelserne bliver næsten ens. Dansk og tysk ligger alt for tæt på hinanden, men sikkert også oversætternes sprogforståelse og stilfornemmelse.

Den interesserede læser kan have gavn af begge udgaver af H. C. Andersens dagbøger. Så forskellige de end bliver, er hovedformålet ens: at give et levende billede af mennesket og digteren H. C. Andersen; for at sige det med Goethe på tysk: "Es bildet ein Talent sich in der Stille, sich ein Charakter in dem Strom der Welt ...".


Bibliografisk information om teksten:

Mayfarth, Antje: "Hvilke forventninger kan der stilles til H. C. Andersens dagbøger i en tysk udgave? Problemer og metoder", pp. 329-36 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.