Satania infernalis - eller forførelsens arabesk - om 'Sneedronningen', 'Iisjomfruen' og 'Tante Tandpine'

1. De fælles forskelle

H. C. Andersens tre store historier "Sneedronningen", "Iisjomfruen" og "Tante Tandpine" har mange fælles træk og er dog i sidste ende forskellige:

Det er historier om store forføreriske kvindeskikkelser. Store blændende hvide figurer, der lokker hovedpersonerne ind i et dobbelt greb af is og ild, søde sager og martrende smerte. Forjættende og tvingende. Svimlende eufori og dødelig isnen. Livets død og dødens liv.

Det er historier om rejsen gennem livet. Det topografiske spejler det psykiske. Landskaberne og lokaliteterne er også hele tiden tegn på indre landskaber. Der er gode og der er farlige steder, ligesom der er gode og farlige områder i det psykiske. Kløfter og huller man kan fortabe sig i, hvis ikke man sikrer sig eller kan sikre sig, at døren er lukket og låst.

Der er altså tale om historier, der ikke taler direkte, men netop indirekte eller forskudt. Eller rettere: billedligt og litterært.

Men de taler ikke helt på samme måde og ikke helt om det samme. De to første historier ligner på en måde hinanden mere, end de ligner historien om "Tante Tandpine", forfatterskabets "sidste barokke fantasiarabesk".1 De to sidste historier ligner på en anden måde hinanden mere, end de ligner "Sneedronningen".

Der er i de to sidste historier tale om en stadig stærkere forskydning mod teksten, der ligesom ikke bare kan falde til ro igen.

2. Det retrospektive besøg

Der er i alle tre historier tale om tidsmæssig forskydning, om retrospektivitet:

Den eksplicitte fortæller beretter en historie, der har fundet sted og derfor på en måde er slut. Det er nu muligt at se og overskue og altså fortælle det hele. Det er først nu det giver mening og er fuldt af mening. Fortælleren er alvidende. Pointen er, at der er en garanteret mening med det hele. Meningen med at genfortælle historien er at underbygge garantien.

Det retrospektive besøg som bekræftelse.

Men sådan er det ikke uden videre med de to sidste historier og da slet ikke med "Tante Tandpine":

Den historie er et fragment. Selve historien om Tante Tandpine når ikke den vanlige meningsfylde. Der mangler noget. Garantien mangler. Den Store Mening mangler. Og selv om fortælleren træder hjælpende til, så er der noget, der halter.

3. Det totale barn

"Sneedronningen" (fra 1845) handler om de to små børn Kay og Gerda og om de store, nærmest mytiske kræfter, der sætter dem på spil. Hovedpersonen Kay invaderes og lokkes, presses og tæmmes - og hjælpes af kræfter, der kommer til ham udefra. Det vil sige: De ydre kræfter er billeder på indre kræfter. Psykiske muligheder, der er ubevidste og foreløbig uden for kontrol.

Kræfternes frie spil truer med at lamme Kay i en ufrugtbar monomani, der uundgåeligt vil gøre ham til en bundfrossen marionet. Til en der kun kan tænke livet og verden på Sneedronningens præmis: Beregning og tal - med tekstens ord "Forstand".

"Sneedronningen" er historien om det totale barn:

Kay møder verden med total åbenhed. Det han ser og møder på sin vej suges ind i ham med en styrke og fart, der hører umiddelbarheden og forsvarsløsheden til.

Kay møder det fremmede og ukendte med ubevidst og umiddelbar åbenhed. Han kan ikke umiddelbart se forskel på "sandt" og "falskt", "fantasi" og "virkelighed".

Da først djævelens mikroskopiske "Speilgran" (II.50:12)2 har sat sig i hans hjerte, ser og kan han kun se verden omvendt og i negativ.

Da er vejen banet for det totale fald:

Han blændes og bindes af Sneedronningens skinnende hvidhed. Alt er hvidt i hvidt, på en måde forskelsløst og unuanceret:

Som de bedst legede, kom der en stor Slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den Een, indsvøbt i en laaden hvid Pels og med hvid laaden Hue. (II.53:36f)

Kay binder sin lille slæde til den store slæde og dermed har han givet sig andre kræfter i vold. Han kan ikke længere alt det, han før kunne. Faldet er hurtigt og kontant:

Han var ganske forskrækket, han vilde læse sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel. (II.54:13f)

Det er det totale fald.

Fra da af er Kay reduceret til fange og undersåt. Han kan ikke slippe ud af Sneedronningens og det gigantiske slots uendelige kulde. Ikke uden at skifte spor i hvert fald. Ikke uden på ny at mobilisere de tabte kræfter, de ikke-forstandsmæssige sider i ham selv.

Disse forviste eller fortrængte kræfter har søgende flakket om i verden, symbolsk konkretiseret i skikkelse af Gerda. Hun har længe søgt at finde Kay for at bringe ham hjem igen. Hun har undervejs været udsat for prøvelser og farer. Hun har måttet afgive nogle af sine attributter. Men hun er - trods alt - forblevet sig selv. Hun er nærmest den skinbarlige umiddelbarhed. Hendes styrke og magt:

den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt Barn. (II.72:28f)

Men hun ved ikke selv, at det er sådan. Og hun må heller ikke vide det, for det er en kvalitet eller værdi, der ikke tåler overvejelser, refleksion og gustne overlæg.

Gerdas lange rejse mod Kay ender i den totale frelse. Hun gennembryder alle Sneedronningens ydre forsvarsværker. Hun får den indre kulde til at smelte væk. Troldsplinten løsner sig. Kodeordet viser sig nærmest af sig selv. Kay er kommet tilbage til sig selv:

og han var sund og rask (II.75:19)

Og de kan i skøn forening vende tilbage til det genvundne paradis:

Der sad de begge to Voxne og dog Børn, Børn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer. (II.76:36f)

"Sneedronningen" er et forsvar for det hele menneske, homo totus.

4. Den komplicerede mand

"Iisjomfruen" (fra 1862) er H. C. Andersens længste eventyr-novelle.3 Den handler om den unge Rudy, der har bevaret en høj grad af åbenhed og umiddelbarhed. Han formår langt hen ad vejen at afvise det forførerisk-lokkende fremmede. Men en dag bukker han under for verdens tvetydigheder og falder for forførelsen.

Men også Rudy frelses. Fortælleren sikrer eller rettere forsikrer, at han har det godt i "Himlen", og at Babette med sindsro kan leve i overbevisningen om, at han ikke definitivt er blevet taget af Iisjomfruen:

hun seer i Aftenstunden Alpegløden, Solens Børn leire sig deroppe og gjentage Sangen om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden afrev Kappen og førte bort: Hylsteret og ikke Manden tog den. (IV. 162:32f)

Det vil sige, at Babette (og fortælleren) tolker Rudys endeligt sådan, at mens Iisjomfruen bemægtigede sig det ydre, så slap det indre, Rudy selv.

Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan, at tekstens katastrofiske indmad sprænger den forsonende ramme?

Den dobbelte komposition

Tekstens episke forløb er struktureret som en rammehistorie, der omslutter selve den katastrofiske historie:

Rammen omfatter første kapitel og cirka den sidste halve side af kapitel 15.

Udgangspunktet er det topografiske sted, det bjergrige schweiziske landskab. Det er en klar dobbelt-natur:

På den ene side de evigt sneklædte bjergtoppe, gletscherne, lavinerne og det iskolde vand. Hele den kolde, forunderlige isverden. Iisjomfruens, "Gletscher-Dronningens" domæne (IV.125:17f). "Svimlen"s domæne. Men samtidig også det sted, hvor "Solstraalernes Døttre" hersker (IV.126:20f).

På den anden side de grønne dale, menneskenes og dyrenes verden. Den både kulturlige og naturlige verden.

Eller altså:

Den gådefulde og fremmedartede stor-natur. Dræbende og livgivende. Principielt dobbelt.

Og:

Den kendte og hjemlige lille-natur. Beboet, bebygget og civiliseret. Men ulægeligt tvetydig.

Det vil sige: dobbelthed skriver sig ind i dobbelthed skriver sig...

I første kapitel zoomes der ind på en præsentation af den "Lille Rudy" og hans eksemplariske historie. Han er på mere end én måde enestående. Han bliver centrum for de mangeartede dobbeltheders svimlen.

Første kapitel slutter - som hele teksten og på samme måde som hele teksten - et positivt sted:

da han i sin døde Moders Skjød laae i den dybe Iiskløft, og der frelstes, som ved et Under. (IV.126:38f)

Denne underlige frelse foregriber både Rudys endeligt og tekstens slutning. Når enden er god er alting godt. Eller...?

Den indfattede historie skildrer Rudys liv fra han er otte til han er tyve år gammel, fra afrejsen fra hjemstedet til døden og genopstandelsen.

Det indlejrede er det katastrofiske, der diamanthårdt skærer Rudys liv og psykiske hele i stumper og stykker. Den borende malstrøm slår til sidst fødderne væk under ham. Han omkommer og omkommer dog ikke, for fortælleren lader her en anden og højere verden træde til:

"Min er Du!" klang det i det Dybe; "min er Du!" klang det i det Høie, fra det Uendelige.

Deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.

Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie. (IV.161:3f)

Men hovedanliggendet er og bliver dog de mange ting og tildragelser, der i tekstens lange midterfase slår huller i Rudys livssammenhæng og verdensforståelse.

Den skjulte styring

Historien om "Iisjomfruen" er endnu en historie om det centrale fald. Faldet ud af umiddelbarheden. Den afgørende psykiske jordrystelse, der reelt ender som et knock-out. Den langvarige, bølgende faldsproces ytrer sig som en stigende grad af fremmedstyring. Den faldende mister så at sige kontrollen over sig selv. Det psykiske tab kan aflæses i det fysiske. Rudy mister til sidst kontrollen over "Baaden" (IV.160: 13), der har revet sig løs og driver bort. Rudy har definitivt mistet overblikket. Han ser, hører og forstår ikke længere verden. Ukendte kræfter i ham har overtaget styret. Heteromonien, den fuldstændige kropslige fremmedstyring, har sat sig igennem.4

Umiddelbarheden går til bunds og forsvinder for denne verden.

Men inden da er der sket mangt og meget:

Faldet, konflikten og krisen handler om de særlige psykiske kvaliteter, der hedder umiddelbarhed. Det psykiske forfald hænger bl.a. sammen med, at verden ikke længere hænger sammen. Det ydre garanterer ikke længere et bestemt indre. Verden er blevet dækningsløs.

Rudys livshistorie starter i den problemløse væren. Han lever ikke bare i, men også af umiddelbarheden. Han drikker skovens og bjergenes luft. Han er på talefod med dyrene, tingene og naturen. Det hele hænger sammen i en fælles enhed. Som svalerne synger til ham og gederne:

"Vi og I! og I og Vi". (IV.124:4 + 128:10 + 137:17)

Herover for står så verdens anden hovedkraft, der insisterer på magt og individualisme. Som Iisjomfruen siger til Svimlen:

"Vi kunne det!" (...) "Du eller jeg! jeg! jeg!" (IV.126:9f)

Problemet er, at det ikke altid umiddelbart er til at se, hvad eller hvem der holder, hvad der loves. Det er den moderne svimlen.

Faren er skjult og kan derfor skjule sig hvor som helst og i hvad som helst:

I historien om Rudy har de farefulde inkonsistenser mange forskellige fremtrædelsesformer. Fysiske. Psykiske. Kulturlige. Verbal-sproglige:

Revnen i isen er dækket af sne og kan derfor ikke ses. Det koster moren livet og mærker Rudy. (IV.124:36f)

Øen i søen er i grunden ren klippe, der er blevet kunstigt belagt med græs og beplantet med akasietræer (IV.150:21f).

For Babette er øen paradoksalt nok det yndigste sted, selv om den jo som natur er noget nær det kunstigste, der kan tænkes. Det siger noget om, i hvor høj grad Babette er præget af kulturlighed.

Det samme gælder besøget på det gamle slot med dets torturkældre og hendes opfattelse af den unge englænder:

Hun havde moret sig mageløst, sagde hun; Fætteren fandt hun var complet. (IV.151:24f)

Det er den komplette uoverensstemmelse.

Historien om kappen dukker op ialt fire gange. To gange er der tale om soldøtrenes sang om vandringsmanden, der overlever hvirvelvinden (IV.126:25f + 162:33f). To gange forbinder historien sig med jægerlivet.

Første gang som en positiv historie:

narre dem [dvs. gemserne] kunde han, sin Kjortel og Hat hang han op paa Alpestokken, og Gemsen tog Kjolen for Manden. (IV.131:40f)

Anden gang dukker historien op i Babettes drøm:

og paa Fjeldranden øinede hun Rudy - hun strakte sine Arme imod ham, men vovede ikke at kalde eller bede, og det vilde heller ikke have hjulpet, thi snart saae hun, at det ikke var ham, men kun hans Jægertrøie og Hat, der hang paa Alpestokken. (IV.158:13f)

Det syn smerter og skræmmer hende fra vid og sans, og hun kaster sig sanseløst i kløften, i drømmen altså.

Rudys fald sættes for alvor i fart af den desorientering, der springer ud af ordenes uoverskuelige dobbeltliv.

Rudy tror fuldt og helt, at:

"Et Ord er et Ord, en Mand en Mand!" (IV.144:25)5

Men sådan er det netop ikke - mere. Et ord er nogle gange et ord, altså dækkende, men for det meste er det ikke tilfældet.

Det kommer som et smadrende chok for ham, at hverken møllerens eller Babettes ord umiddelbart og hele tiden står til troende. De siger et og mener så alligevel noget andet.

Han kan ikke få hold på denne nye erfaring. Det viser sig bl.a. på den måde, at han bliver mere og mere lydhør over for de forføreriske troldfantomer og deres søde ord og deres søde vin.

Rudys fundament skrider sammen som et gennemhullet bygningsværk. Det fremmede, det gådefulde har fyldt hullerne med så megen usikkerhed, at den gamle sikkerhed er som blæst væk.

Faldet er en realitet.

Rudy er det komplicerede, splittede menneske, der ender med ikke at kunne leve på de vilkår, fordi den "ideale" umiddelbarhed ikke er et helt glemt kapitel. Han har aldrig kunnet lide "at sælge".6

Teksten er en problematisk tekst, for "meningen" har her sværere ved at slippe frelst gennem hele den (moderne) redelighed.

5. Den gådefulde tekst

"Tante Tandpine" (fra 1872) handler om en jeg-fortæller, der er yderst interesseret i den gode skønlitteraturs levevilkår. En slags litteraturfrelser, der opmærksomt og bekymret vil redde, hvad reddes kan, også selv om der blot er tale om stumper og stykker af noget, der engang var en stor helhed.

Ad omveje er han kommet i besiddelse af et manuskriptfragment, som han nu omhyggeligt og beskedent transporterer videre.

Jeg-fortælleren fortæller først fundets forhistorie og redegør for den aktuelle formidlingssituation. En syndflod af "trykte og skrevne Sager" flyder nærmest frit omkring og mangen en tekst forvandles til indpakningspapir i butikshandelen. Det gælder også mange gode og værdifulde tekster:

Mangen god og sjelden Bog er gaaet i Spekhøkeren og Urtekræmmeren, ikke som Læsning, men som Nødvendigheds Artikel. (V.213:5f)

Der er altså forskellige nødvendigheder på spil her. Både indre og ydre. Både psykiske og fysiske. Både ideale og kommercielle.

Det genfundne fragment, altså selve historien om "Tante Tandpine", er netop en sådan historie om forskellige til dels modsatrettede interesser og nødvendigheder, om grænsekonflikter og omkostninger, om "det falske" og "det følte".

Fortællerens indpakning, altså rammen, forlener den tilsyneladende hovedhistorie med et skær af gådefuldhed. "Tante Tandpine" er som en flue i en flaske, og da proppen til sidst ryger af flasken, viser fortælleren sig som en rigtig filur:

"Tante Tandpine" er en kompliceret halvkrimi: Hvem er studenten? Hvem er fortælleren? Hvad er det egentlig, der er på spil her?

Den indre historie

Historien om "Tante Tandpine" er fire små kapitler af en udviklingshistorie, der brat ender i ren interpunktion.7

Historien fortælles af en jeg-fortæller, altså den poetiske student, der fortæller om sig selv og tanten, bryggeren og poesien.

Eller rettere:

Det er en historie, der foregår i poetens hoved og handler om poetens hoved. Det der sker har altså altsammen noget at gøre med bevægelser og muligheder, ambitioner og erkendelser. Veje, der skal findes og afprøves og vurderes.

Den centrale hovedvej er den poetiske vej. Hvordan kan man slå ind på den, få god fart på og nå rigtig langt? Den poetiske ambition har i hvert fald de to sider, der her bærer navnene Tante Mille og Tante Tandpine eller med andre ord:

Forførelse og lidelse.

Når tanten optræder som Tante Mille, optræder hun som forførerske. Hun øser søde sager og søde ord ud over hovedet på jeget. I en lind, konstant og nærmest uophørlig strøm:

Hun gav os Syltetøi og Sukker, uagtet det var en stor Fortræd for vore Tænder, men hun var svag ligeoverfor de søde Børn, sagde hun. Det var jo grusomt at negte dem den Smule Sødt, som de holder saa meget af. (V.215:17f)

Det er tantens "natur". Hun vil godt være god af sig, for at stå sig godt med verden. Hun er mest til det søde, det gode og det optimistiske.

Men alle de her søde sager er ikke bare søde, de er også lokkemad. De har også til formål at fundere og vedligeholde anerkendelsestrangen. Det er i grunden den, det hele drejer sig om.

For tanten som Tante Mille er der ingen tvivl. Jeget er digter, ja endda en helt enestående digter:

"Du er Digter!" sagde hun, "måske den største vi har! skulde jeg opleve det, saa gaaer jeg gjerne i min Grav. Du har altid lige fra Brygger Rasmussens Begravelse, forbauset mig ved din mægtige Phantasie! (V.215:8f)

Tanten hævder hele tiden jegets poetiske storhed. Det sker for at styrke hans digteriske selvbevidsthed. Men det har samtidig noget at gøre med tantens helt private ambition: at kunne høste som hun har sået. For hvis jeget kan nå tinderne, så er hun blevet belønnet, så er hun fuldt tilfreds, så har hendes investering kunnet betale sig. Tanten er en særdeles ivrig investor, der aldrig forsømmer en lejlighed, og som har en ganske klar opfattelse af, hvor der skal satses:

"Du er Digter!" raabte Tante. "Skriv bare din Tale op, saa er Du ligesaa god som Dickens! Ja mig interesserer Du nu meget meer! Du maler, naar Du taler! Du beskriver dit Huus, saa man seer det! Det gyser i Een! - Digt videre! Læg noget Levende ind i det, Mennesker, yndige Mennesker, helst ulykkelige!" (V.218:12f)

Det lyder jo lidt som en "Hverdagshistorie", men det er vist ikke helt det, studenten har tænkt sig.8

Selv om jeg-fortælleren ikke helt selv tror, at han besidder den besungne storhed, så har han selvsagt en rem af huden og vil gerne, men samtidig viser frygten sig:

Når tanten viser sig i det natlige mareridt som Tante Tandpine, så er det bagsiden af medaljen: Lidelsen - satania infernalis.

Det både kræver og koster noget at ville være poet. Det kræver en lydhør og åben sensibilitet. Det kræver, at vanlige grænser og forsvarsværker - for en tid - suspenderes. Men det betyder så også øget sårbarhed. Det er her Tante Tandpine sætter sine djævelske midler ind:

"Her er godt at være", summede hun, "her er godt Qvarter! sumpet Grund, Mosegrund. Her have Myggene summet med Gift i Braaden, nu har jeg Braaden. Den maa hvæsses paa Mennesketænder. De skinne saa hvide paa ham her i Sengen. De have trodset Sødt og Suurt, Hedt og Koldt, Nøddeskal og Blommesteen! men jeg skal rokke dem, blokke dem, gjøde Roden med Trækvind, give dem fodkoldt!" (V.220:18f)

Den poetiske skaben åbner for hidtil usete onder. Hidtil ukendte smerter lader sig mærke. Mareridtet er, at jo mere digteren digter, jo mere går tandpinen til roden. Det er forførelsens uundgåelige kerne. Jo mere euforisk-ambitiøs den poetiske flyvetur er, jo mere smertende bliver den hverdagslige nedtur.

Det garanterer satania infernalis. Hun har været igang siden Syndefaldets dage. Hun siger:

"Jeg blev født tæt ved Paradisets Have, udenfor, hvor Vinden blæste og de vaade Paddehatte groede. Jeg fik Eva til at klæde sig paa i det kolde Veir, og Adam med. Du kan troe, der var Kraft i den første Tandpine!" (V.221:7f)

Tøjet er det symbolske udtryk for tab. Umiddelbarheden er tabt eller i det mindste skjult under en facade, der taler om det billede, man gerne vil give omverdenen. Under alle omstændigheder: Et kunstigt billede. Et reflekteret billede. Og muligvis: Et forlorent billede. Et falskt billede.

Tantens symbolske tænder er skinnende, blændende hvide. Men det er forlorne tænder. Det er gebis. Selv er hun tandløs. Bag de forføreriske tænder skjuler der sig det sorte hul, der hedder: satania infernalis. Og hun er mest til det sure, det onde og det pessimistiske.

Det er tilsyneladende hende, der får det sidste ord. Eller...?

Den drilske fortæller

Måske ser det endelige regnskab helt anderledes ud. I rammen ridser rammefortælleren regnskabet således op:

Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, ham fra hvem Tankegnisterne gik i Bøtten! (V.222:25f)

Det vil - sagt på en anden måde - sige, at de muligheder, de repræsenterer, er "døde". Eller måske rettere: opgivet.

"Bryggeren er død". Det vil sige, at kommercialismens og sandhedens mulighed er umuliggjort. De sorte tænder har mistet deres kraft.

"Tante er død". Det vil sige, at den søde, lokkende anerkendelsestrang er forstummet. De forlorne tænder har spillet fallit.

"Studenten er død". Det vil sige, at drømmen - og - mareridtet om poetisk berømmelse og udødelighed er forladt og opgivet. Studentens tænder er forblevet ufordærvede. (V.214:15).

Det betyder, at der er nogle ressourcer og potentialer, der endnu ikke er kommet til udfoldelse.

Og dermed er vi nået til noget, som ingen vistnok tidligere har bidt mærke i eller taget notits af.9

I facit står der "Bryggeren", "Tante" og "Studenten". Det betyder, at rammefortælleren er i familie med "Tante", ellers ville der jo have stået "Tanten". Det betyder, at de to jeg-fortællere, rammens og den indre histories, er en og samme person.

Der er altså tale om en gedigen, men betydningsfuld løgnehistorie:

Det viser sig, at fortælleren selv er en forfører, der forleder læseren til at tro, at historien handler om tanten, at studenten intet har med rammefortælleren at gøre og i sidste ende til at tro på hele det værdisæt, rammefortælleren opererer med. Bl.a. forestillingen om, at:

Alt gaaer i Bøtten. (V.222:27).

Historien selv dementerer den forestilling.

Men det vigtigste dementi er nok dette: Poesien er ikke afhængig af anerkendelsestrangen og berømmelsen og udødeligheden. Den lever tværtimod nærmest af sig selv, altså af egen kraft og i forhold til sig selv.

Hele jeg-fortællerens historie er et stykke metapoesi. Teksten reflekterer over sig selv som tekst. Den vender om på det hele. Den flytter interessen fra tandpine-historien til historien om, hvad litteratur er:

Det er Enden paa Historien - Historien om Tante Tandpine.
(V.222:28f)

- står der til allersidst. Men samtidig er det begyndelsen på den indirekte historie, som den drilske fortæller fortæller. Historien om litteraturen som forførelseskunst.

"Tante Tandpine" er på den måde ikke en historie om resignation,10 men om befrielse. Poesien kan selv. Poesien lever af de uendelige glidninger, der hele tiden kan rykke rundt på det hele og skabe nye betydninger, selv der hvor det ellers ser sort ud.

Poesien er en filur.

Det er hemmeligheden.

Noter

1. Jfr. Niels Kofoed, Studier i H. C. Andersens fortællekunst. Munksgaard. 1967. Side 74. tilbage

2. Henvisningerne til de konkrete steder i H. C. Andersens eventyrtekster gælder Erik Dal/Erling Nielsens DSL-udgave. Der anføres bind, sidetal og linjetal, (f.eks. II.50:12, dvs. bind 2, side 50, linje 12). tilbage

3. Jfr. Niels Kofoed. Ibid. Side 235-47. tilbage

4. Jfr. Kultur & Klasse 64. Medusa. 1989. Side 76. tilbage

5. Jfr. Finn Barlby, "'Idealisten er død! Sælgeren leve!' - om H. C. Andersens 'Skyggen' fra 1847". I: Den fantastiske fortælling. Arnis. 1989. Side 15-24. tilbage

6. Jfr. IV.122:15 f. tilbage

7. Jfr. også det afsluttende kapitel 14 i Fodreise, 1829. tilbage

8. "Hverdagshistorier" à la Thomasine Gyllembourg. tilbage

9. Jfr. dog Finn Barlby, "Den dobbelte historie". Efterskrift i Lena Bay/H. C. Andersen, Tante Tandpine. Dråben. 1989. Side 31-32. Jfr. også Finn Barlby, "Den befriende forførelse - om 'Tante Tandpine'". I hans: Det dobbelte liv. Om nogle af H. C. Andersens tekster. Dråben. 1993 tilbage

10. Jfr. Johan de Mylius' efterskrift til H. C. Andersen, Fodreise. DSL/Borgen. 1986. Side 122. Jfr. også Peer E. Sørensen, H. C. Andersen og Herskabet. GMT. 1973. Side 267. tilbage


Bibliografisk information om teksten:

Barlby, Finn: "Satania infernalis - eller forførelsens arabesk - om 'Sneedronningen', 'Iisjomfruen' og 'Tante Tandpine'", pp. 276-88 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.