H. C. Andersen og den optimistiske dualisme

Der var engang i Odense en danskstuderende som hed Vivian Bondo Lauritsen. Hun meldte sig til forprøve og kom op hos Erik Dal og mig. Efter prøven blev vi enige om at hun var umulig, og at en af os skulle sige det til hende uden omsvøb. - Nogen tid senere blev Vivian Bondo magister i faget, og det var en rigtig magister, hun inviterede os med til sit magistergilde. Den, som havde rådgivet hende bort, fik den særlige, virkelige ære at føre Vivian til bords. Jeg forelæser her in memoriam.

I mandags, da vores konference skulle begynde, var jeg kommet lidt tidligt herud på universitetet, og åbenbart var jeg kommet forkert ind i arkitekturen, for jeg løb rundt i denne førerbunker uden at finde konferencen. Da jeg endelig øjnede en stor gul plakat med overskriften "H. C. ANDERSEN" viste den sig at gøre reklame for et foredrag i Skt. Gertruds Stræde for mange måneder siden. Titlen stod på plakaten, "Fadervor og den store tabel", og nedenunder:

Om sit foredrag fortæller Johannes Esbech, der er sognepræst ved Vor Frue Kirke i Svendborg:

Man skal ikke læse meget i H. C. Andersens eventyr, før man mærker de dybe religiøse undertoner i dem. Nogle af dem - især af de mindre kendte - tager ligefrem religiøse emner op direkte, men også mere kendte som "Sneedronningen" og "Klokken" viser digterens dybe forankring i den kristne tro.

Hvordan var hans tro da og hvad er det for en kristendomsopfattelse, vi møder hos ham? Om end der er skrevet et par bøger og nogle artikler om emnet, er det nok ikke den side af vor store landsmands liv og forfatterskab, der har været mest dyrket. Ikke desto mindre frembyder emnet mange spændende og interessante ting.

Jeg har følt det meget givende at læse eventyrene ud fra den synsvinkel og har samlet nogle af mine tanker i den anledning i et foredrag, hvis titel kommer fra "Sneedronningen": "Fadervor - og den store tabel". Jeg har afgrænset det til eventyrene, men videre studier kan gøres i romanerne, brevene og dagbøgerne. Men dertil er jeg ikke endnu for alvor nået. Dog, når man snuser til disse områder, giver de det samme billede af H. C. Andersens ægte og for ham selv fundamentale fromhed.

På disse områder kunne han måske også have et og andet at sige mennesker af i dag.

En historisk betragtning, som pastor Esbech hævder at have på sin side, vil vise, hvor sårbar H. C. Andersen er over for de rejste anklager. Her skal vi se på den optimistiske dualisme.

Den optimistiske dualisme er et idéhistorisk periodebegreb som gælder tiden mellem ca. 1800 og ca. 1870, først og fremmest i Danmark. Periodebegrebet beskriver tidens idéhistoriske grundmotiv, den styrende forhåndsantagelse om virkelighedens væsen, som findes i periodens toneangivende kredse og er overleveret i dens forfatterskaber, først som hypotese eller velkendt overbevisning, efterhånden som knap bevidst, som en stiltiende selvfølgelighed, og sluttelig som problematisk eller meget bevidst.

Dualismen i "den optimistiske dualisme" er selve den dobbelte virkelighed, som f.eks. kan betegnes med ord som timelighed og evighed, immanens og transcendens. Dualismen i den optimistiske dualisme er med andre ord en ontologisk dualisme, som er fundamental. Den kan ytre sig ganske udogmatisk eller helt dogmatisk, og den fremherskende form er den luthersk-evangeliske kirkes dogmatisk forkyndte tro. Men kirkens kristne tro er ikke den eneste form for ontologisk dualisme i den periode vi taler om. Dualismen i perioden er imidlertid optimistisk, dvs. at adskillelsen mellem de to slags virkelighed (tid og evighed) ikke er definitiv, den lader sig overvinde. Den optimistiske dualisme antager således, at der eksisterer to slags radikalt forskellig virkelighed (tid og evighed), der lader sig forbinde med hinanden som ved en bro med udgangspunkt i tiden, i livet, i immanensen her og nu, i selve øjeblikket. Inden for perioden kan de største ånder - f.eks. H. C. Ørsted og N. F. S. Grundtvig, eller Grundtvig og Kierkegaard, eller Kierkegaard og Peter Faber - være tilsyneladende uenige om alt mellem himmel og jord, uenige om alt, uden at det anfægter deres ofte unævnte, men for en eftertid tydeligt fremtrædende enighed om det idéhistoriske grundmotiv, den optimistiske dualisme. Uenigheden, når den går virkelig dybt og griber voldsomt ind i deres liv, viser sig i mange tilfælde at kunne beskrives som en uenighed om de midler, som skal til for at slå bro over dualismens afstand mellem de to slags virkelighed. Er menneskelig kærlighed nok? Kan videnskabelig indsigt gøre det? Kræves guddommelig nåde? Er kunsten, digtningen et middel? Sker det uden menneskelig møje? Sker det kun i kraft af tro på paradokset eller ved den yderste, fortvivlede anstrengelse? Geni eller normalitet?

Underordnet under den ontologiske dualisme findes tit en række andre polære modsætninger i datidens anskuelser. De kan findes formuleret som forhold mellem f.eks. sjæl og legeme; ånd og materie; Gud og menneske; tanke og sansning; uendelig og endelig; Det Gode, Sande, Skønne og det daglige; det høje og det lave. Disse og andre "dualismer", spændingsforhold eller polære modsætninger er imidlertid sekundære og ikke konstituerende for den idéhistorisk afgrænsede periode, den optimistiske dualisme.

Optimismen, hvad angår den principielle mulighed for at forbinde den relevante dualismes to slags virkelighed, er ikke eo ipso en optimisme m.h.t. alt hvad man ellers kunne ønske sig i liv og død; men også den slags gemytlig optimisme kan naturligvis forekomme i perioden.

Periodebegrebet i litteraturvidenskaben er omstridt i teori og praksis. Det må man vide. Den optimistiske dualisme er et idéhistorisk periodebegreb, indrettet med henblik på fortolkning af dansk litteratur. Det er idéhistorisk afgrænset imod sine omgivelser inden og uden for tidsrummet. Således er den foregående idéhistoriske periode, tiden før ca. 1800 i Danmark, enten (undtagelsesvis) pessimistisk dualistisk eller (som regel) indifferent, d.v.s. ikke båret af et optimistisk dualistisk grundmotiv; og den følgende idéhistoriske periode, tiden efter ca. 1870 i Danmark, er enten helt bevidst monistisk eller alvorligt bragt i tvivl og således ikke længere overvejende præget af den optimistiske dualisme. Inden for perioden er den optimistiske dualisme det idéhistoriske grundmotiv i de toneangivende kredse; men der findes vidnesbyrd om at grundmotivet i 1840erne bevidstgøres mere og mere og efterhånden kommer til at stå som en trossag der ikke længere kan gælde uanfægtet.

Den optimistiske dualisme blev første gang sat på begreb i 1966. Der var tale om en problembevidst konstruktion med inddragelse af ikke så lidt litteraturhistorisk teori og praksis for endelig at få et idéhistorisk periodebegreb på plads, som kunne være anvendeligt som bestemmende kontekst ved litteraturvidenskabelig meningsanalyse. Når vi nu et kvart århundrede efter er i Odense og taler om H. C. Andersen, bør det nævnes hvad en dengang nyudnævnt professor i nordisk litteratur ved Odense Universitet, Mogens Brøndsted, fik sagt i en aviskronik:

[Erik M.] Christensens formel ["den optimistiske dualisme"] ligger i forlængelse af Erik Lundings forslag om at indføre benævnelsen "Biedermeier" om den danske medierende og afdæmpende romantik til forskel fra den tyske; jeg har også selv engang i en skitseoversigt set perioden ud fra synsvinklen: forsoning mellem ideal og virkelighed. Men der er en latent spænding mellem de to poler, der når som helst kan slå ud i dødbringende gnister.

En af dem, der følte spændingen som en stadig brod i sjælen, var H. C. Andersen. I sine romaner og eventyr besværger han de negative kræfter så ihærdigt som nogen åndemaner - han er en optimistisk dualist, der med kristendommens hjælp må overvinde sin indre pessimisme. Et tydeligt bevis herpå er William Michelsens fængslende gennemgang af "Dyndkongens Datter", eventyret om pigen med den dobbelte og blandede natur, der gradvis lutres og frelses ved den unge præst.

Det er måske forhastet når Mogens Brøndsted her erklærer at der findes bevis for, at H. C. Andersen "er en optimistisk dualist, der med kristendommens hjælp må overvinde sin indre pessimisme", men det er vel ikke usandsynligt at det kan være rigtigt.

Frem for at tale om mennesket Andersen og hans eventyr og romaner, vil jeg nøjes med at tale om eventyrene set i lyset af det litteraturhistoriske periodebegreb som bestemmende kontekst. Også den modsatte problemstilling, d.v.s. eventyrenes betydning for vores begreb om perioden, må her træde tilbage. Imidlertid, en anden kollega her i Odense som lader sig nævne, Finn Hauberg Mortensen, modtog i 1970 Københavns Universitets guldmedalje for en materialerig afhandling som siden blev udgivet med titlen Litteraturfunktion og symbolnorm 1800-1870 (1973), og her drejer det sig i stor stil om periodebegrebet. Hauberg Mortensen skriver i sin afsluttende sammenfatning:

Udviklingen af opfattelsen af symbol- og billedsproget i kritikken i hele det her betragtede tidsrum [1800-1870] kan naturligvis anskues ud fra mange synsvinkler. Man kan understrege, at Rahbek-tiden og Heiberg-skolen har lighedspunkter i forhold til Oehlenschläger-skolen og de sidst behandlede kritikere. Den i litteraturhistorien så almindelige aktion-reaktion bevægelse kan også iagttages her. En anden hovedlinie i udviklingen kunne kaldes: den optimistiske dualismes storhed og fald. Dette kunne som tidligere nævnt ske, fordi det op gennem perioden kan iagttages, at det bliver stadig vanskeligere at fastholde den optimistiske dualisme, og at det på trods af de spekulative systemer ikke lykkedes at bevare det fasttømrede verdensbillede. Da dette var gået i opløsning, reddede Georg Brandes og senere "det moderne gennembruds mænd" digtningen og dens symbol- og billedsprog ved at føre den over i et nyt [verdensbillede]. [p. 642]

Mens jeg giver Finn Hauberg Mortensen ret i at det historiske forløb kan anskues ud fra mange synsvinkler, kan jeg fastholde den af mig valgte idéhistoriske synsvinkel som særlig relevant for mit forehavende, som jo er den litteraturvidenskabelige meningsanalyse. Vi har brug for et litteraturhistorisk relevant periodebegreb, som er kommensurabelt med de undersøgte teksters mening, deraf den idéhistoriske interesse. I 1989 har Roger Seamon fra University of British Columbia, Vancouver, forbilledligt formuleret den hermeneutiske indsigt som i 1966 lå bag konstruktionen af den optimistiske dualisme:

There is, of course, cultural hermeneutics, but from a literary perspective the ultimate aim is the interpretation of individual works, however contextualized interpretation becomes. [p. 295]

Fortolkning "kontekstualiseres" med henblik på verifikation. Den optimistiske dualisme er faktisk tænkt som bestemmende kontekst ved fortolkning af periodens tekster, en "suppleringsbasis" som jeg kalder det:

En suppleringsbasis er en intersubjektivt identisk, mere eller mindre struktureret og revidérbar sammenhæng, som med erfaringsgyldighed indeholder fremtrædelsesformer for mening som har eller skal have bestemmelsesgyldighed for tekst og tolkning som fremtrædelsesformer for tekstens mening. [1979, p. 98]

- lidt venligere på engelsk:

What we claim in verifying a given interpretation is that a basis of supplementation exists, which according to experience contains aspects of meaning decisively relevant for text and interpretation as aspects of the meaning of the text. [1988, p. 123]

Det er den samme indsigt Roger Seamon pointerer i 1990:

[...] I believe that both New Criticism and deconstruction - despite their very different aims - are founded not on scientific theory but on the fact that a sequence of words divorced from a determinate context - actual or fictive or both - has an infinite number of possible meanings, including selfcancelling ones. [1990, p. 532-33]

Til kort anskueliggørelse: en engelsk/dansk ordbog er et eksempel på en suppleringsbasis med hensyn til oversættelsen (tolkningen) af en tekst fra engelsk til dansk. Ordbogen indeholder fremtrædelsesformer for den mening som har delvis andre fremtrædelsesformer i engelsk tekst og dansk oversættelse. Således kan ordbogen verificere eller falsificere en given dansk oversættelse (tolkning) af den engelske tekst. Har vi ingen ordbog og ingen anden "determinate context" eller "kontekst med bestemmelsesgyldighed" (suppleringsbasis), kan den foreliggende tekst betyde hvad som helst, og så er alle forslag til oversættelse eller tolkning lige gode og lige dårlige.

Vender vi os nu til nærmere undersøgelse af Andersens eventyr og spørger efter en suppleringsbasis eller "determinate context", så har vi Paul V. Rubows afgørende ord for at det er H. C. Ørsteds "Grundtanke", det drejer sig om. Fysikeren Ørsted (1777-1851), elektromagnetismens opdager, er garanten bag Rubows tolkninger i H. C. Andersens Eventyr (1943):

I en Forfatters Filosofi stikker hans kunstneriske Praxis og hans Stil. Diskussionen af Idé og Form i en Digters Værk er Kritikkens Finis finalis. [p. 7]

Det er ikke tænkeligt, at Andersen skulde være naaet til at fornye Eventyrets Idéverden, om han ikke tidligt var kommet i Bekendtskabs- og Lærlingeforhold til sin Samtids største danske Videnskabsmand. [p. 85]

Ørsteds Filosofi har i Andersens Eventyr samme Plads som den hemmelighedsfulde Lære om Naturens Magter i Folkeeventyrene. Ørsteds Grundtanke er den store og simple, at den Modsætning de fleste Mennesker hænger i, mellem Virkeligheden og Miraklet, mellem Aanden og Naturen, er en Illusion. Efter Ørsted er Naturlovene Naturtanker, Guds Tanker; Naturen er Aand, og Virkeligheden selv er et Under.

Tilværelsen er mirakuløs, denne Idé genfindes ofte hos Andersen, ogsaa uden for Eventyrene. [p. 89]

H. C. Ørsted sammenfatter selv sin virkelighedsopfattelse således i 1814:

Aldrig bør man ved slige Undersøgelser tabe af Sigte, at enhver dyberegaaende Philosophie gjør en aldeles væsentlig Forskjæl mellem den sandselige Virkelighed ogFornuftvirkeligheden. Sandselig Virkelighed, Ordet taget i sin udstrakteste Betydning, har alt det hvis Tilværelse er ligesaa unægtelig, som vort til Tid og Rum indskrænkede endelige Væsens. Fornufttilværelse har kun det, der af Fornuften kan erkjændes, uden nogen sandselig Betingelse, altsaa ogsaa uden Tidens og Rummets. Den sandselige Virkelighed, hvilken vi, som bunden til Tiden ogsaa kunde kalde den timelige, er det som vi i Ordets strængere Betydning kalde Tilværelsen, Fornuftvirkeligheden er, som tidløs, evig, i Ordets strængere Forstand, og ikke blot en Tilværen men en Væren. Timelighed og Foranderlighed, Evighed og Uforanderlighed ere uadskillelige. Det er den evige, uforanderlige Væren, som alene hos Philosophen faaer Navn af Virkelighed, det er den endelige, foranderlige Tilværelse som Hverdagstalebrugen kalder saa. [1814, p. 59-60]

I et par udaterede, senere notater skriver han:

Den menneskelige Aandsvirksomhed deler sig i to store Retninger; den vil nemlig enten gjennemtrænge alting med Fornuften, opløse Alt i Begreb, Tanke, Idee: eller den vil fremstille Begreb, Tanker, Ideer i Billeder for Indbildningskraften. Vi stræbe altsaa, enten at vise Sandseverdenen som en Aabenbaring af Fornuftverdenen eller at afbilde Fornuftverdenen ved Hjælp af den sandselige. Eller, for atter at udtrykke det samme med andre Ord, vi ville enten i de endelige Ting opsøge det Uendelige og Evige, eller vi ville fremstille det Evige i endelige Former.

Den ene af disse Retninger giver Videnskab, den anden Kunst. [...]

Videnskab og Kunst paa deres høieste Spidse møde hinanden, altsaa venskabeligen som Sødskende. [Skrifter, bd. 9, p. 41]

Jeg kan sige det som min egen indvortes Erfaring, at det er den samme aandelige Handling at opfinde i Videnskaben som at digte. [Skrifter, bd. 4, "Forord"]

Den velkendte udlægning af det velkendte eventyr "Klokken" (1850), der betragtes som digterens loyale og taknemmelige anskueliggørelse af Ørsteds netop citerede dicta, bør nævnes for en ordens skyld. Spørgsmålet er imidlertid nu, om H. C. Ørsteds - og hele periodens - optimistiske dualisme kan afvises som suppleringsbasis med bestemmelsesgyldighed for tolkningen af Andersens hele eventyrverden. Vi kender Rubows kategoriske: "En mere eller mindre kristelig formummet Platonisme ligger skjult bag næsten al vor Guldalderlitteratur" (Rubow 1953, p. 142); vi kan se den optimistiske dualisme i "Klokken" (1850), i "Den lille Pige med Svovlstikkerne" (1848), i "Nattergalen" (1844), i "Dynd-Kongens Datter" (1858) og så videre; men skal vi virkelig til at gøre os den ulejlighed at indlæse optimistisk dualisme i eventyrene fra først til sidst, fra "Fyrtøiet" (1835) til "Tante Tandpine" (1872)? Det ville få alvorlige konsekvenser i dag for en del af teksterne. Men det kan selvfølgelig lade sig gøre, en bestemmende kontekst er en bestemmende kontekst.

Det ville få alvorlige konsekvenser for en del af teksterne; men ville det få nogen større betydning for nutidens syn på H. C. Andersens eventyr som helhed? Har disse geniale tekster ikke allerede så godt som fuldstændig mistet den berømte, primære funktion som bevidsthedsskole før skolealderen? Der er næppe mange vågne forældre i det afkristnede Skandinavien som i dag bryder sig om at læse Andersens eventyr højt for de umyndige små. Beslægtet ubehag kan konstateres udtrykkeligt uden for vores sprogområde:

Was den Kindern Abenteuer vorführt, soll den Älteren etwas zu denken geben: in "Schneekönigin" (1845) eine Allegorie der Verstandeskälte, die den Blick auf die Welt verzerrt und das Individuum aus der Wärme der Mitmenschlichkeit isoliert. Solche durchsichtig verkappten Gedankendichtungen manifestieren auf dem Grund einer vagen Religiosität Andersens Hoffnung, die Menschen durch Märchen zu belehren und zu bessern. Das traurige Ende vieler Andersenmärchen, das konventioneller Glücks- oder Versöhnungserwartung widerspricht, befördert nachdrücklich die moralisierende Botschaft an den Leser, selber Schlüsse zu ziehen, und formuliert zugleich eine grundsätzliche Skepsis gegenüber der "naiven Moral" (Jolles) oder "naiven Ästhetik" (Klotz) des Volksmärchens. Andersen will mit seinen Märchen auch erzählen, wie es in der Welt zugeht: daß man sein Glück verfehlen kann. Skepsis gegenüber dem Märchen und seinen Mächten äußert sich indirekt in Andersens Verfallenheit an die Gegenständlichkeit der Welt. [...] Dies poetische Manöver hängt mit jener verschwommenen religiösen Annahme zusammen, daß in den Dingen wie in den Personen dieser Welt die Gedanken Gottes sich offenbarten. Von dieser Einstellung ist kein großer Schritt zur enthusiastischen Verherrlichung des naturwissenschaftlich-technischen Fortschritts. [Tismar, p. 58-59]

Afstandtagen fra H. C. Andersens vidunderlige verden skal man ikke forvente af dem der er vokset op med Mormors stemme, og hendes hjertelige væsen, i rollen som H. C. Andersen eller eventyrfortælleren selv. Andersens mageløse opdagelse, hans ejendommelige kunstform som selve den mundtlige eventyrfortællers udtryk, folkeeventyrets meget vidende og højt kultiverede autoritet i Andersens egen tilforladeligt vittige og grimme person, er gengivet i fotografier, i kunst og i kitsch, talløst, fordi han sidder i de hjerter han tidligt fik lov at røre. Det sker mindre nu. Tiden har taget hans medium, den godtroende voksne, der glæder sig i rollen som oplæsende fortæller af Andersens eventyr for børn.

Men hvor den optimistiske dualisme er gået ud, går tit nok ubehag eller tydelig misforståelse ind. Hvor Andersen taler om poesiens væsen fra de ældste tider og ind i fremtiden, kan han i "Det nye Aarhundredes Musa" (1861) lade sin Musa blive klog allerede i vuggen, "saa at 'Udødelighed' lynede frem for hende som Menneskehedens genialeste Tanke" (bd. IV, 1966, p. 115) og han kan definere "Digtningens vidunderlige Lampe" som "dette rige, fulde Menneskehjerte med Guds-Flammen" (ib., p. 117); men lige lidt hjælper det. Ser man ikke, at hans eventyr er optimistisk dualistiske, så kan man tro at eventyrene tildeler sig selv evighed som tekster:

Entgegen dem erzählten Untergang der Poesie in Gestalt der Dryade zeigt der Text als Text ihre Bedeutung: Die Dryade gewinnt gegen den Tod in der erzählten Welt Unsterblichkeit durch den Text, getreu der in "Det nye Aarhundredes Musa" proklamierten Funktion von Poesie. [Detering, p. 386]

Sammenbruddet for H. C. Andersen som tidens stemme kan registreres hos Johannes V. Jensen (1873-1950). Han markerer det før andre. Oluf Friis (bd. I, p. 107) beretter, at den helt unge Johannes V. Jensen tog dybe indtryk af Harald Høffdings formulering af den epokale opgavestilling: om der kunne vindes en ny sikkerhed i stedet for den tabte? Det blev Johannes V. Jensens varige problem, og det er rimeligt at vi hos ham finder den udtrykkeligste beundring for H. C. Andersen i forbindelse med et forsøg på forklaring af den litteratur, som han selv mener kan blive for nutiden, hvad eventyrene har været. Det er hans egen genre, myten. Mange mindes myten "Fusijama". Med den slutter den første samling myter i en udtrykkelig omfortolkning af den oplevede dualisme:

Da jeg saa Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse en den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve.

Derfor er Fusijama et helligt Bjærg, Genstand for et Folks Kultus.

Columbus! Der er kun en Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord. [1907, p. 183-84]

Ni år og fire mytesamlinger efter "Fusijama" forsøgte digteren at bringe sit mytebegreb på en formel. Det har man siden moret sig meget over, at han i gentagne tilløb kun dårligt evnede. Det blev i 1916 til en hyldest til H. C. Andersens eventyr som de danske mesterværker med verdensry og på højeste højde med deres tid som dens udtryk, efterlignelsesværdigt! "Men", siger Johannes V. Jensen: "man maatte mærke sig, at Tiden var en anden, Stoffet ikke det samme; paa en vis Maade blev det endogsaa nødvendigt at reagere mod Mesteren" (1916, p. 9). Tydeligere kunne han ikke få det sagt:

Hvor H. C. Andersen sprænger en given Form for at faa den til at rumme hans Tid, saadan som den opfattedes af ham, er det man skal følge ham. Myten er bleven min Form for Æventyret.

[...] Naturvidenskaberne anvendt med tilbagevirkende Kraft. Enhver Skildring der bringer et Stykke af Naturen i Sammenhæng med Tiderne er en Myte. [...] Virkeligheden eksisterer paradoksalt nok ikke før den er hævet op i et Afbillede. [ib., p. 10]

[...] H. C. Andersen opdagede Markblomsten. Han skattede ikke Rosen og Violen alene men var en Ven af alt Ukrudt. Jeg har elsket ham for det og søgt at følge ham i det. At Verden var blevet en anden, Stoffet bredere og vanskeligere at gribe, siden ham, optog jeg som min Opgave og mit Læs. [ib., p. 12]

- (I parentes bemærket, læg mærke til det sidste ord: "Læs"! Det står markant i stedet for det ord, man med dansk sprogkompetence ville vente: "Kors". Med den udskiftning er for ham i grunden det afgørende sagt: han bar sit læs.)

H. C. Andersens optimistiske dualisme er ikke længere aktuel, eller skal man forsigtigvis sige: "den er ikke aktuel for tiden"? Det kan i den henseende være hans eventyrs chance, at det faktisk er rigtigt, at en tekst skifter betydning, når den bestemmende kontekst udskiftes. Glemmer vi den optimistiske dualisme, så kan en lang række af H. C. Andersens eventyr læses uden metafysisk ubehag, fordi vi simpelthen ikke supplerer den tekst, der for vores sækulariserede øjne umiddelbart fremtræder meningsfuld, med den optimistisk dualistiske synsmåde, som H. C. Andersen sikkert fik grundfæstet hos H. C. Ørsted, og som hans øvrige samtid sikkert antog som utvivlsomt gyldig virkelighedsopfattelse og uden videre supplerede som kontekst med bestemmelsesgyldighed i forbindelse med hans eventyr. Det kan på den anden side heller ikke udelukkes at H. C. Andersen med sin fine sans for endog de sarteste vibrationer i de miljøer som han færdedes i, og som han fik ind på livet, har kunnet finde anledning til punktuel distancering fra den optimistiske dualisme. Men blev det bemærket? En gennemlæsning af Erling Nielsens veldokumenterede præsentation af eventyrenes samlede danske modtagelseskritik viser, at den optimistiske dualisme er gennemgående i materialet. Erling Nielsen, som ikke drøfter den idéhistoriske kontekst, må udtrykke sin undren til slut i forbindelse med den sidste eventyrsamling i 1872:

Hele 11 anmeldelser fik denne samling, en kritikersucces [...], men forbavsende nok har kritikken fortsat samme opfattelse af Andersen som for henved en menneskealder siden. [...]

H. C. Andersens unge ven Robert Watt lægger for i Dagens Nyheder 24.11.1872 med en snakkesalig usigneret anmeldelse. Hans generelle karakteristik af Andersen er symptomatisk for den samlede omtale: "Faa kan som han fortælle os om det Gode, det Smukke og det Sande her paa Jorden, kan i jevne, simple, barnlige Ord skildre Livets lyse og straalende Sider, saa at man har den naturligste, den mest umiddelbare Nydelse af at følge ham." [H. C. Andersens Eventyr, bd. VI, 1990, p. 225]

Det er således både i teori og praksis litteraturhistorisk vanskeligt at undtage noget enkelt eventyr fra datidens optimistisk dualistiske synsmåde, hvad enten vi kan se den i teksten eller må formode den suppleret af læserne.

Af hvad art var H. C. Andersens optimistiske dualisme? Hvordan kan vi deskriptivt katalogisere den? Skrev han på en tvivl, som svinger med i værket? Det har Peer E. Sørensen ment (1973). Min antagelse vil indtil nærmere drøftelse være, at vi i H. C. Andersens eventyr kan finde alle kendte former for optimistisk dualisme, stiltiende og udtrykkeligt, fra helt udogmatisk naturfilosofi til rent kirkefast kristendom, fra forkyndelse til ængstelig spørgen, fra beskeden antydning til storslået demonstration for tvivlerne, hvis de skulle findes, med proklamation af troens, kærlighedens, naivitetens og kunstens saliggørende kraft til at slå bro over afgrunden, gangbar fra tid til evighed.

Elias Bredsdorff har gjort mig opmærksom på ordene om eventyrets væsen i At være eller ikke være (1857). De siger, på Andersens egen måde, i den jødiske Esthers verden, hvad jeg har forsøgt at sige generelt:

"Jeg er forvisset om," sagde Esther, "at i vor Tid under Susen af Maskinernes dreiende Hjul, Dampens Brusen og den hele Tumlen, en ny Digtningens Heros vil træde op, og just ved Videnskabens Aand. Men Videnskaben giver den ikke Livet. Noureddin med al sin Viden mægtede ikke at stige ned i Hulen og hæve Skatten. Liden David er stærkere end Kjæmpen Goliath. Det er det Uskyldige, der naaer Maalet: Himmeriges Rige hører Børnene til, Barnesindet naaer det; og dog vilde det være fortabt, har det ikke, som Aladdin, Noureddins Ring, det vil sige, Videnskabens Kraft og Styrke. Jeg finder, at Eventyr-Digtningen er Poesiens meest vidt udstrakte Rige, det naaer fra Oldtids blodrygende Grave til den fromme barnlige Legendes Billedbog, optager i sig Folke-Digtningen og Kunst-Digtningen, det er mig Repræsentanten for al Poesie, og den, som mægter det, maa heri kunne lægge ind det Tragiske, det Komiske, det Naive, Ironien og Humoret, og har her baade den lyriske Streng, det Barnligtfortællende og Naturbeskriverens Sprog til sin Tjeneste, og ere vi enige heri, viser da ikke just denne Poesiens Repræsentant, Eventyrdigtningen, en saadan Aladdins-Natur? I Folke-Eventyret er det altid Klods-Hans eller, som Nordmanden kalder ham, Askeladen, der tilsidst dog bliver den Seirende; han rider op af Glasbjerget og vinder Prindsessen. Saaledes kommer ogsaa Poesiens Uskyld, overseet og haanet af de andre Brødre, dog længst frem, hæver sig op til Poesien, den kongelige Datter, og vinder hende og det halve Rige."

"Det Umiddelbare, Guds Aabenbarelse i os er Poesiens Sjæl og Styrke, men Lemmerne, Stofferne, ja de fremspringe ved Noureddins Ring, ved Kløgtens og Videnskabens Magt, de ville alle Aarhundreder vexle, som Klædernes Snit, medens Poesien, Sjælen, har Udødelighed." [1944, p. 223]

Forbi, forbi, og det bliver alle historier, alt historisk! Men vil vi nu - til anskuelse i et enkelt billede, sådan som Johan de Mylius siger at H. C. Andersen virker - stille os den optimistiske dualisme for øje, så vælger jeg den historie, som jo ender med de ord om det timeliges forgængelighed, "Grantræet" (1845). Se nu træet på dets største aften:

"Hvad er det, de gjør?" tænkte Træet. "Hvad skal der skee?" Og Lysene brændte lige ned til Grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa var det styrtet om. [Bd. II, p. 44]

Billedet er indlysende, og for nogle var det en indlysende kristen variant af den optimistiske dualisme. Udogmatisk kunne eventyrdigteren afslutte sin historie med de ord, som påkalder billedet og skelner udtrykkeligt mellem evighedens og tidens væsen, symboliseret af stjernen og træet, trøstende og gysende smukt, - færdigt arbejde:

Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier! [Bd. II, p. 48]

Er der noget eventyr af Andersen, som ikke skal læses optimistisk dualistisk? I "Keiserens nye Klæder" (1837) findes det minimale håndtag: "Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst" (bd. I, p. 111); men hvad er der at holde fast i fra allerførst? Kan nogen påvise optimistisk dualisme i "Fyrtøiet" (1835)? Hvilken variant af optimistisk dualisme kan det have været dengang? Er det bare Andersens elskværdigt kvartfrække tavshed om den velkendte, fuldkommen uanfægtede grundantagelse i tiden? Eller er der virkelig tale om at han stiller sig (eller står) udenfor? Teksten selv kan ikke afgøre spørgsmålet, men i lyset af eventyrenes overvældende flertal betragtet som suppleringsbasis med bestemmelsesgyldighed er der næppe tvivl: det er en leg med fortællerstemmen som ikke anfægter den optimistiske dualisme i mindste måde, og som på grund af tavsheden i dag kan læses som om historien ikke netop derfor var så fornøjelig til en begyndelse.

En nærmere undersøgelse af hele tekstmassen vil formentlig vise, at H. C. Andersens optimistiske dualisme fortrinsvis fremtræder med en sådan forbindelse mellem de to slags virkelighed, som forkyndelsen og/eller kunsten kan etablere eller genetablere i rørte gemytter, som ikke sætter selve dualismens realitet til diskussion. Fortællerstemmen har her sin opgave og sin begrænsning. Efterhånden som opgaven er blevet vanskeligere og vanskeligere er stemmen således blevet hovedsagen og utroligt sårbar.

Litteratur

H. C. Andersen, Romaner og Rejseskildringer. Red. H. Topsøe-Jensen, bd. V, København 1944.

H. C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann, bd. I-VII, København 1963-1990.

Mogens Brøndsted, "Guldalderen til revision", kronik, Aarhuus Stiftstidende, Århus 8. juni 1966.

Erik M. Christensen, "Guldalderen som idéhistorisk periode: H. C. Ørsteds optimistiske dualisme", in Guldalderstudier. Festskrift til Gustav Albeck den 5. juni 1966. Red. Henning Høirup, Aage Jørgensen og Peter Skautrup, Århus 1966, p. 11-45.

id., "Den blicherske tolkning?", in Kritik. Tidsskrift for litteratur, forskning, undervisning, 1. årg., nr. 4, København 1967, p. 20-44.

id., En fortolkning af "Høit fra Træets grønne Top". Verifikationsproblemet ved litteraturvidenskabelig meningsanalyse belyst i praksis, København 1969.

id., Verifikationsproblemet ved litteraturvidenskabelig meningsanalyse, Odense 1971.

id, "Hermeneutiske elementer", in Hermeneutikk og litteratur. Red. Atle Kittang og Asbjørn Aarseth, Bergen/Oslo/Tromsø 1979, p. 96-109.

id., "Henrik Ibsen's Political Poetics", in Scandinavica. An International Journal of Scandinavian Studies, vol. 27, Norwich 1988, p. 121-32.

id., "Det Uudsigelige", in Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, bd. XC, Oslo 1990, p. 291-97.

Heinrich Detering/Heike Depenbrock, "Der Tod der Dryade und die Geburt der Neuen Muse", in Deutsch-Nordische Begegnungen. 9. Arbeitstagung der Skandinavisten des deutschen Sprachgebiets 1989 in Svendborg. Hrsg. Kurt Braunmüller und Mogens Brøndsted, Odense 1991, p. 366-90.

Oluf Friis, Den unge Johannes V. Jensen 1873-1902, bd. 1-2, København 1974.

Harald Høffding, Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring, København 1882.

Johannes V. Jensen, Myter og Jagter, København og Kristiania 1907.

id., "Forord. Myten som Kunstform", in id., Aarbog 1916, København og Kristiania 1916 , p. 7-14.

Finn Hauberg Mortensen, Litteraturfunktion og symbolnorm 1800-1870, bd. 1-2, København 1973.

Paul V. Rubow, H. C. Andersens Eventyr, København 1943.

id., Heiberg og hans Skole i Kritikken, København 1953.

Roger Seamon, "Poetics against Itself: On the Self-Destruction of Modern Scientific Criticism", in PMLA. Publications of the Modern Language Association, vol. 104, New York 1989, p. 294-305.

id., "Poetics against Itself", ("Forum"), in PMLA, vol. 105, New York 1990, p. 532-33.

Peer E. Sørensen, H. C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed, Grenå 1973.

The Telling of Stories. Approaches to a Traditional Craft. A Symposium. Ed. Morten Nøjgaard et al., Odense 1990.

Jens Tismar, Kunstmärchen. Sammlung Metzler, Realien zur Literatur, Abt. E: Poetik, Stuttgart 1977.

H. C. Ørsted, Imod den store Anklager, København 1814.

Samlede og efterladte Skrifter af H. C. Ørsted, bd. 1-9, København 1851-1852.


Bibliografisk information om teksten:

Christensen, Erik M.: "H. C. Andersen og den optimistiske dualisme", pp. 177-91 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.