Øjeblikket - en anskuelsesform hos H. C. Andersen

I

Andersen har ingen livsanskuelse, sagde Søren Kierkegaard i sit opgør med romanforfatteren H. C. Andersen. Det var i den første bog om Andersen, som samtidig var Kierkegaards første bogudgivelse, Af en endnu Levendes Papirer (1838).

Med disse ofte citerede ord mente Kierkegaard, at der til den fremstilling af en verden, som romangenren lægger op til - i modsætning til det lyriske digt, der kunne udtrykke den indre bevægethed, stemninger og følelser - måtte forudsættes en bevidsthed om sammenhæng, om mening i betydningen en på én gang metafysisk og immanent formålsbestemthed. Som etikeren hos Kierkegaard helt i overensstemmelse med dette tidlige æstetiske skrift udtrykker det: det gælder om at få historie, - og det vil sige at komme i flugt med den givne virkelighed og bringe sig i bevægelse frem mod en samlende indsigt.

Kierkegaards kritik af Andersen og hele den forestillingsverden, den udsprang af, var ikke nogen original opfindelse fra Kierkegaards side. Han udtrykte slet og ret den herskende opfattelse i tiden, dannelsestanken, ganske vist anrettet på hegelsk, men ellers helt i overensstemmelse med tidens grundlæggende forståelse af menneskets muligheder for at komme til rette med sin verden og sig selv.

Det ville derfor være mærkeligt, om ikke også denne forestillingskreds havde sat sig spor hos H. C. Andersen, trods Kierkegaards benægtelse af, at Andersen skulle have livsanskuelse.

Andersen har jo skrevet dannelsesromaner (Improvisatoren, De to Baronesser, At være eller ikke være og til dels Lykke-Peer), og dannelsesmodellen, som vi kender den fra tidens tradition, spiller en afgørende rolle for velkendte eventyr som "Sneedronningen" og mindre velkendte historier som "Dyndkongens Datter" og "De Vises Steen". Og dannelsen som tema dukker allerede op i hans debutbog, Fodreise. Dannelsen naturligvis ikke slet og ret forstået som tidens sociale normsæt, men som et spørgsmål om et menneskes udvikling og identitet, om erhvervelse af den lykke, der udstråler fra det meningsgivende.

Men det, der er karakteristisk for H. C. Andersens tekster, er, at de - når de skriver sig ind i denne sammenhæng - ikke så meget lader personen søge en fundamental mening med tilværelsen, kæmpe med den tilsyneladende meningsløshed for endelig at bekræfte den metafysiske mening i den foreliggende verden, men lader sammenhængen i verden netop være i verden og komme til personen fra verden. Meningen bliver derfor ikke noget intellektuelt tilkæmpet, men bliver noget oplevet, noget sanset.

Det hænger igen sammen med, at Andersens univers nok på mange måder er et socialt univers ligesom fru Gyllembourgs, Carl Bernhards og M. A. Goldschmidts, men til forskel fra dem ser han det sociale univers i kontrast til et meget større univers, som vi har adgang til umiddelbart i følelsen, i vores eget indre, i oplevelsen, et univers, der både er indre og ydre: naturen. At kontakten til denne natur så ofte umuliggøres af det sociale univers, som individets ydre historie udspiller sig i, er noget andet og er årsagen til, at dannelsesprocessen så ofte går i stykker eller tvinges over i baner, der, som denne forelæsning skal vise, i virkeligheden kommer til at sprænge enhver forestilling om dannelse og viser helt nye veje.

I øvrigt veje, som Andersens skarpe og selvsikre kritiker, Kierkegaard, selv blev tvunget ind på meget mod sin vilje. Derfor valget til denne forelæsnings titel af en kategori, som er velkendt i Kierkegaardsk sammenhæng, men, som det forhåbentlig skal vise sig, også kan være en nøgle til forståelsen af Andersens særlige form for strukturering af forholdet mellem individ og verden. Ikke en livsanskuelse som sådan, men en anskuelsesform. Et mønster.

II

Hvis vi fastholder de to fundamentale størrelser, at meningsfuldheden set i Andersens sammenhæng udspringer af et univers, der er forskelligt fra socialiteten, nemlig naturen, og at mening hos ham derfor i høj grad er til stede som noget, der umiddelbart gives og umiddelbart kan sanses, så har vi også mulighed for at forstå, at udvikling i dette forfatterskab så ofte får karakter ikke af stræben og intellektuel kamp, men fremtræder som en fundamental drift.

Det er en drift, der som planteagtig higen har sin rod i det ubevidste - eller over-bevidste, det kommer undertiden ud på ét - hvorfor ikke få af Andersens tekster har som emne muligheden for at oversætte dette ubevidste i socialitetens verden, at føre det med sig op i voksentilværelsen. Eller lige så ofte: umuligheden af at overskride tærsklen fra natur til samfund, fra det ubevidstes planteagtige eksistens til den voksenverden, hvor udskiltheden og adskiltheden er dominerende.

Det er i øvrigt netop temaet for den roman, som Kierkegaard med så bidende spot frakendte værdi af roman, dvs. dannelsesroman, sådan som tiden forstod denne genre, idet han henviste Andersen til en eksistensform, hvor "Han og Hun sidde paa een Stengel". Mere præcist kunne det ikke siges, for det er denne planteagtige før-bevidsthed, der er roden til grundtræk i Andersens forfatterskab - og også til de problemer, det aldrig kunne overkomme.

Andersen havde ikke livsanskuelse? Ja og nej, han havde en måde at anskue tilværelsen på, der tog noget med, som Kierkegaard tragisk var udelukket fra: naturen.

Derfor er meningsfuldhed hos Andersen forbundet med drift. Rundt omkring i eventyr og romaner giver denne drift sig til kende som en drift mod opfyldelse, mod oplevelse og sansning af opfyldthed, mod det nu, hvor der intet mere er at føje til, og hvor bevidstheden spejler sig i ubevidstheden.

Driften mod opfyldelse er det strukturdannende element i Andersens gentagne gennemskrivninger af sin egen biografi, og den er motiv for mange af hans fantasis frembringelser.

Blandt mange mulige tekster kunne man vælge "Grantræet" (udkom dec. 1844 med årstallet 1845) som eksempel på en historie, der er formet over denne indre tilskyndelse, driften mod opfyldelse. Som lille træ ude i skoven er grantræet lutter forventning og længsel. Der er en uro i det, en stadig higen efter det, der skal komme: at blive et stort træ, at komme ud i verden, om ikke andet så som mast på et skib. Og intet kan ærgre træet mere, end når harerne hopper lige hen over det. For lutter længsel ud i verden har grantræet "slet ingen Fornøielse af Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det". Allermest sukker træet af urolig længsel, da det ser andre grantræer blive hugget om og kørt ind til byen, til menneskenes huse, og da det hører om, at de dér bliver pyntet: "Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?" tænker træet og bliver ikke stående ved det, men tænker sig, at denne pyntning må være indgangen til noget endnu større og skønnere. - Da så dagen kommer, hvor grantræet bliver hugget om og ført ind til byen, og da det pyntes og bliver centrum for alt julehalløjet, lever og ånder det stadig i forventning om det, der skal komme, opfyldelsen, der venter lige rundt om hjørnet eller måske næste dag. Men i stedet kommer mørket og ensomheden oppe på loftet, hvor grantræet dog af og til har besøg af rotter og mus, som det kan fortælle om sine oplevelser. Da det endelig bliver taget ned fra loftet, tror det, at nu skal opfyldelsen komme, men nej, træet er vissent og bliver trampet på af de selvsamme børn, der juleaften dansede henrykt om det. Det bliver hugget i stykker og brugt som pindebrænde under bryggerkedlen. Træets bragen i ilden lyder som dybe suk, mens det mindes alt det, som har været - og så er det brændt ud. Alt er forbi, og forbi bliver alle historier.

Kernen i historien er driften, den uro, som aldrig lader træet blive, hvor det er og fyldes af det, som er omkring det her og nu. Det er en drift mod en forjættende fremtid, mod opfyldelsen, hvor ubestemt den end måtte være. Som sådan er den en naturtilskyndelse, ganske som træet selv er et naturvæsen. Driften mod opfyldelse udspringer af denne natur, er i sig selv et stykke ubetvingelig natur, men rummer også sin egen undergang i sig. Den er en higen ud over den natur, der har skabt og nærer den, en drift mod menneskenes verden, mod socialiteten, hvor den må gå til grunde.

Det er jo samtidig en moralitet eller et eksistentielt lærestykke skåret over en model, som vi kender helt tilbage fra Johannes Ewalds Levnet og Meeninger og frem til Kierkegaards Enten-Eller, der udkom året før "Grantræet". Det er en eksistentiel kritik af et liv, der aldrig kan fastholde nuet og lade sig fylde af det. Den urolige higen ud over nuet fører til fortabelsen af nuet og af livet i det hele taget. Den alt for stærke drift fører forbi opfyldelsen og lukt ud i intetheden. Grantræet kan kun leve i håbet eller i erindringen, men aldrig i øjeblikket. Til gengæld kan det så i erindringen fortælle historier for et mere eller mindre kræsent publikum, rotterne og musene. Historierne er det eneste sted - ud over selve erindringen - hvor de øjeblikke lever, som grantræet aldrig fandt betydningsfulde, mættede, opfyldte nok, før de var forbi. Historierne opstår på grænsen til tilintetgørelsen og næres af savnet af det aldrig levede liv.

Man genkender så uendelig meget af Andersen i denne lille historie, skrevet længe før hans mismods vinter. Den reflekterer som i et prisme "Den lille Havfrue", "Dryaden", "Iisjomfruen" og samtlige romaner fra Improvisatoren frem til Lykke-Peer. Og den kommenterer så åbenlyst også hans egne selvbiografier, både den tidligere og de senere.

III

Gennem historien om grantræet, der ikke fandt opfyldelsen netop på grund af den alt for stærke drift og længsel mod den, bliver det også synligt, hvad selve opfyldelsen har at gøre med. Opfyldelsen, som den kunne have budt sig til på forskellige trin af historien, er ikke en mening eller meningsfuldhed. Den knytter sig til noget afgrænset, der kan sanses og opleves umiddelbart, tilegnes i følelsen. I lyset af tabet, alt det, som grantræet sætter til, men kunne have glædet sig over, mens det var der, viser opfyldelsen sig som noget, der har at gøre med en fastholdelse af en situation, af noget afgrænset. Det er et nu, et øjeblik, et moment, der rummer muligheden for oplevelse af opfyldelse. Men øjeblikkene er ikke til for grantræets blik, før det er for sent, før de har passeret forbi og ikke kan gentages.

Opfyldelsen ligger da ikke i - som dannelsestraditionen og Kierkegaard ville det - at få historie, at vinde sig selv som et socialt-metafysisk væsen, der er undervejs mod at tilegne sig sammenhængen, men ligger udelukkende i øjeblikkets sansning, i opfyldtheden.

Derfor er opfyldelsen bundet til billeder, der er øjeblikkets eller momentets fremtræden i afgrænsningen. Det er disse billeder, der dukker op i grantræets erindring og bliver til historier - og til sidst i dødsøjeblikket til ildglimt af lidelse og momentant lys. Grantræets kvalfulde vej kulminerer i det brændende nu, hvor erindringen om de tabte muligheder bliver allermest intens for derefter at slukkes totalt.

Det afgrænsede øjeblik som opfyldelsens indebyrd, billedet som bærer af meningsfuldhed, det er strukturdannende elementer i f.eks. Improvisatoren (1835) og "Sneedronningen" (fra samme eventyrhæfte som "Grantræet") og betinger her den gentagelsesform, som i øvrigt også er karakteristisk for væsentlige dele af den danske dannelsesromantradition.

I Improvisatoren rører Antonio ved det mytiske kraftfelt, da han er skyllet op i Den blå Grotte og her ude i ukendt natur uden at vide, hvor han er, hvad han ser eller om han selv er levende eller død, sanser et sjæleligt rum af forjættende indhold. Dette øjeblik kommer til ham som håndgribelig og genkendelig virkelighed senere, og sammen med Lara/Maria, som han har mødt i grotten og nu forenes med, vender han tilbage til den afgrænsede situation, oplevelsen af grotten, som var skæringspunktet i begges skæbne, forjættelse og opfyldelse i ét, kulminationen. Og i opfyldthed af denne sansning glider de sammen ind i billedet igen. Den bekymrede dannelsespædagog vil her gøre mange spørgsmål om holdbarheden af det opnåede, om præmisserne og fremtidsperspektiverne. Er det nu gået rigtigt til? Og vil de virkelig leve lykkeligt til deres dages ende? Men det er slet ikke det, romanen tager sig af at skildre. Den hævder øjeblikkets oversanselige sansning, den meta-fysiske opfyldthed i det afgrænsede moment som det meningsfulde sted, som lader sig opsøge igen. Romanens postulat er, at gentagelsen af det unikke øjeblik er mulig. Det er der andre kommentarer til i senere dele af forfatterskabet.

Også Kay og Gerda i "Sneedronningen" vender tilbage. Kay har været fanget i voksenbevidsthedens isolerede forstandighed, som aldrig kunne nå til at stave til ordet evighed. Afdød fra sin egen oprindelighed var han uproduktivt isoleret og fremmedgjort. Gerda har som datteren i "De Vises Steen" Ariadne-tråden tilbage til oprindelsen. Hun bærer den i sig som den kærlighed, der forbinder hende til at søge Kay og frelse ham. Men også hun må gennem en opløst verden, en fremmedgjort og fremmedgørende virkelighed, hvor hver har sin egen historie og ikke kommunikerer med andres virkelighed. Men den indre kraft bærer hende frem og forvandler verden og Kay, sådan som alle heltene i de tidlige Andersen-eventyr ved deres iboende ubevidste kraft er i stand til at forvandle verden. Og forløsningen munder da ud i, at Kay og Gerda vender tilbage til udgangspunktet, kryber ind i billedet af deres lykkelige barndom, voksne og børn på én gang, hedder det. Også her har bekymrede dannelsespædagoger stillet sig op i kø for at forklare, at det ikke går rigtigt til, at Andersen snyder med regnestykket. Det er regression og ikke udvikling, siger de. Hvis Kay og Gerda er blevet voksne, kan de da ikke presses ned i de barnestole igen, siger de. Og at de har Biblen i hånden og Brorson i tanken, gør det naturligvis ikke mere acceptabelt. Men igen her skal man vide, hvad det er, man ser: det er opfyldelsen i form af tilstedeværelsen i øjeblikkets billede, det ubesværede nærvær, enhedens og sammensmeltningens øjeblik. Kay og Gerda gentager det moment, hvor de var som han- og hun-blomster på én stængel. Umuligt? Jamen det er det billede, driften mod opfyldelse retter sig mod. Og historien standser og hører op med at være historie dér, hvor billedet af dette øjeblik kan genoprettes og fastfryses. Dér bliver historien til lyrik.

IV

Fra den tidlige del af forfatterskabet er eksemplerne på opdyrkningen af øjeblikket som det meningsgivende eller meningsbærende frem for noget ikke mange, men de er der, sådan som vi har kunnet se det af grottescenens helt unikke betydning i Improvisatoren og gentagelsen af barndommens unitet i "Sneedronningen". Det er eksempler fra 30rne og 40rne. Netop i denne fase er Andersen optaget af at udforske naturens vegetative planteeksistens som model for menneskelivet og samfundet. Man kunne også sige, at det er en tidlig og helt ubegrebslig fordybelse i det ubevidste, der finder sted i disse tiår. Med negativt-tragisk resultat i romanen Kun en Spillemand, men med en villet optimisme og tro på syntesen af samfund og ubevidst stræbende natur i romanen De to Baronesser. Det er forsøget på integration, der kendetegner denne fase af forfatterskabet. Derfor er det meningsbærende øjeblik, når det optræder her, kædet sammen med en vækst- og udviklingsmetaforik. En gentagelse af øjeblikket som en bekræftelse af, at udviklingens opadstigende linie ikke slipper fodfæstet, men bøjer sig besværgende om sit eget indhold, ængsteligt for at lade det slippe.

Dette forsøg på at lade vækstmetaforikken omklamre erfaringen af det enkeltstående øjeblik som unikt meningsgivende er egentlig selvmodsigende og dybt problematisk. Vel egentlig - som det f.eks. ses i O.T. og Kun en Spillemand - affødt af en lige så stærk erfaring af, at omverdenen, samfundet, mestendels sætter sig mod en integreret meningsoplevelse, ja er fremmedgørende for ethvert forsøg i den retning. Én gang erkendt vil dette skisma sætte øjeblikket fri som isoleret meningsbærer, og da er enhver fortsat stræben efter at realisere tidens dannelseskoncept blevet umuliggjort.

Allerede i den lille historie om grantræet, der er samtidig med "Sneedronningen", blev det synligt. Besværgende fastholder teksten nuet som den organiske livsfylde, det rodfæstede øjeblik, hvor grantræet kunne have glædet sig over det, der var, have hvilet i det umiddelbart værende. Men historiens pointe er jo ikke denne morale, som er spildt på grantræet, men derimod dette, at driften mod opfyldelse er en drift mod den totale beruselse, og at denne drift mod det unikke øjeblik sprænger det forhåndenværende og sprænger individet med. Kun i grantræets erindring, i dets historier og i de ildfunker, der spruder ud af dets dødsbrand, er det nær ved det, det har længtes efter.

I "Grantræet" fastholdes forestillingen om den organiske vækstsammenhæng som det nødvendige livsgrundlag, men historien som sådan beretter om en drift mod opfyldelse, der sprænger natursammenhængen, umuliggør den rolige vækst. Med denne drift i blodet er det ikke muligt for grantræet at tilegne sig nuet som det blot værende, men øjeblikket er der alligevel, løst ud af natursammenhængen - som erindringens og historiefortællingens øjeblik, smertepunktet, hvor træet brænder op af sin indre lidelse, der for publikum ser ud som ildfunker, en dødsproces, der lyder lystigt for tilhørerne.

I en lille, tilsyneladende helt uprætentiøs historie om en hverdagsskæbne har Andersen nærmet sig det samme syn på forholdet mellem liv og kunst, som Kierkegaard formulerede i sit første Diapsalma fra Enten-Eller bd. I: skrigene fra metaloksens indre, der når tyrannens øre som sød musik, lidelsen, der bliver til kunst, der henrykker publikum, så det beder om mere: mere musik, flere historier, dvs. mere lidelse.

Med "Grantræet" markeres hos Andersen grænsen mellem to anskuelsesformer, to måder at se og strukturere verden på. Nuet som bundet til den organiske vækst - og øjeblikket som det lysende punkt af smertelig opfyldelse, løsrevet fra livssammenhængen.

Forestillinger om muligheden af det organiske som det meningsbærende lever videre i forfatterskabet, men taber i stigende grad vægtfylde over for den eksklusive fokusering på øjeblikket. Et stigende mismod over virkelighedens manglende evne til at give svar på den indre drift presser behovet for meningsfylde ud i en yderposition, hvor det punktuelle nedslag af intens oplevelse af fylde isoleres i et moment af nærvær uden historie og uden muligheder.

V

Det centrale bevissted for, at det virkelig forholder sig sådan i H. C. Andersens forfatterskab, og at det, der her indtil nu er sagt, ikke kun er et resultat af mere eller mindre overfortolkende læsninger, er en tekst fra den senere del af forfatterskabet, "Det gamle Egetræes sidste Drøm" fra 1858. Altså fra den del af eventyrproduktionen, hvor problemerne for alvor får lov at virke medformende ind på fortællingerne.

Det er en af de historier, som så at sige aldrig tages med i danske udvalg af Andersens eventyr og historier, måske fordi den lægger ud med en række refleksioner, og det mener man traditionelt herhjemme, at Andersen ikke har talent for; måske også, fordi den munder ud i en religiøs bekræftelse, og det er vi heller ikke tilbøjelige til at acceptere hos ham. Disse idiosynkrasier mod bestemte sider af Andersens forfatterskab har fået til følge, at denne tekst har fået lov at henligge så godt som ubemærket og derfor heller ikke har fået den vægt, der tilkommer den, i beskrivelser af Andersens eventyrdigtning eller af forfatterskabet som hele.

Historien er som en komposition i tre satser: en ouverture, et hovedstykke og et efterspil.

Ouverturen er en dialog mellem døgnfluen og egetræet. Her slås de temaer an, som resten af fortællingen illustrerer og uddyber. Det er to yderpunkter i livsopfattelsen, der mødes her. Døgnfluen lever - som dens navn siger - sit korte liv i den varme mættede sommerdag og dør med den:

Og Døgnfluen dandsede og svang sig i Luften, glædede sig ved sine fine, kunstige Vinger, deres Flor og Fløiel, glædede sig i den varme Luft, der var saa krydret med Duft fra Kløvermarken og fra Gjerdets vilde Roser, Hyld og Kaprifolier, ikke at tale om Skovmærker, Kodriver og vilde Krusemynter; der var en Duft saa stærk, at Døgnfluen troede at have en lille Ruus af den. Dagen var lang og deilig, fuld af Glæde og sød Fornemmelse, og naar saa Solen sank, følte altid den lille Flue sig saa behagelig træt af al den Lystighed. Vingen vilde ikke længer bære den og ganske sagte gled den ned paa det bløde, gyngende Græsstraa, nikkede med Hovedet, som den kan nikke, og sov ind saa gladelig, det var Døden. (III, 52)

Døgnfluens liv er et liv i det mættede nu. Den har ingen historie, ingen varighed, den ser hverken frem eller tilbage, den er her og nu, og så er der heller ikke mere. Dens liv er ultrakort, men er et liv i fylde, i opfyldelse.

Den anden part i dialogen, egetræet, taler for det rodfæstede liv, varigheden, traditionen, tiden i al dens udstrækning som et rum for oplevelse og erindring. Egetræet er et velkendt symbol i tidens litteratur, et billede på den sammenhæng, vækst og individuelle nobilitet, som var dannelsestankens efterstræbelsesværdige ideal. Som sådant optræder det også i Andersens moderne eventyr, "Dryaden" (1868), hvor landsbypræstens kateder er under det gamle egetræ, der splintres af lynet som led i opbruddet fra landet, naturen og den gamle tid ind mod storbyens gaslys og flygtige eksistensform.

Ligesom døgnfluen har sin korte livscyklus, har egetræet sin lange livscyklus, som det netop har gennemløbet. Det er 365 år gammelt. Det ynker døgnfluens korte liv og er selv udtryk for varighed, jordisk uendelighed. Det goetheske udtryk herfor var "Dauer im Wechsel".

Dialogen mellem egetræet og døgnfluen er som sagt en ouverture. Den bringes ikke til nogen afslutning eller konklusion. Det er to stemmer, der lyder sideordnet. Og hermed lægges der op til hoveddelen, som er selve den drøm, egetræet har julenat. Midt i vinternatten drømmer egetræet om sommerdagens livsglæde, og billeder af sommerdage og sommernætter ned gennem århundreder glider forbi dets indre blik. Hele egetræets livs fylde og indhold er til stede i denne drøm, erindringen sammenfatter tidens udstrækning i et nu. Og da sker omslaget: hvad der har været rolig vækst og løftelse gennem lange tidsforløb, bliver presset sammen til én voldsom driftseksplosion, der rejser sig fra jorden mod himlen, mod solen og lyset:

Da var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voxede høiere og høiere; Stammen skjød op, der var ingen Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, - og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere, lige op til den lysende, varme Sol.

Hvad der i skildringen af denne længsel og drift ligger udtrykt af Andersens natursyn, skal jeg ikke gå ind på her, kun lige i forbifarten minde om, at "Det gamle Egetræes sidste Drøm" på dette punkt kaster lys tilbage over "Den lille Havfrue" og har tråde ud til det samtidige storeventyr "Dyndkongens Datter".

Det karakteristiske ved egetræets drøm er driftens koncentration og opstemning som en springflod, den uhyre intensitet i oplevelsen, der smitter af på sproget, som i midterdelen forlader det fortællende for at blive rent lyrisk. Og så endelig det visionære, hvor alt er muligt og også sker.

Egetræets opstigning er en totaloplevelse af før og nu og fremtids fylde. Og også af alt levende, som sammen med egetræet stiger mod lyset. Alt er med, intet ladt tilbage. Drømmen er et øjeblik af altgennemstrømmende lykke og fuldstændig opfyldelse. Den er en drøm, en vision, for det er noget helt naturstridigt, der sker - og alligevel i pagt med naturens inderste sjæl. Alt er blot speedet op i intens ekspressivitet.

Det, der sker i egetræets drøm, er jo ironisk nok en tilnærmelse til, for ikke at sige en overhaling indenom af det, som egetræet som rodfæstet garant for dette "at få historie" viste fra sig: døgnfluens mættede, lykkefyldte øjeblikseksistens, dog med den forskel, at øjeblikket her er fyldt med en grænseoverskridende bevidsthed om før og nu og efter. Døgnfluens liv er uden bevidsthed, egetræets øjeblik i drømmen er det mystiske øjeblik af total identitetsoplevelse og tidsophævelse.

Og så er det hele jo netop - en drøm. I det indre, på drømmens scene er der sol og vækst. I det ydre råder vinternattens kulde, mørke og storm. Rent faktisk løfter egetræet sig, men det er stormen, der river det op med rode, og i stedet for en opstigning mod himlen sker der et fald mod jorden. Egetræets lykkeligste øjeblik er dets dødsøjeblik.

Det, som da beskrives i denne historie, er en opstigning i det indre, som modsvares af et fald i det ydre. Men det er ikke en tragedie, for pointen er netop, at det ene er det andets forudsætning. Dødsøjeblikket er betingelsen for frigørelsen.

Egetræets drøm er da en vision af det ultimative øjeblik, hvor fødsel og død går i ét, hvor døden bliver til intens livsfylde, til genfødsel, opstandelse.

Derfor kan historien klinge ud i et efterspil, som er en lovprisning af fødselsnatten, julenat. Som her også er dødsnatten. Jul og påske anskueliggjort i ét billede.

VI

Historien om egetræet er en centraltekst, der kaster lys over meget andet i H. C. Andersens forfatterskab. Bl.a. giver den mulighed for at se nye sider af en uhyre velkendt og fortærsket historie, der for den almindelige læserbevidsthed placerer sig i helt andre sammenhænge.

Jeg tænker her på "Den lille Pige med Svovlstikkerne", der er væsentligt tidligere end "Det gamle Egetræes sidste Drøm", idet den er skrevet og trykt første gang sidst på året 1845.

Som man vil vide, blev historien skrevet på bestilling til en allerede foreliggende illustration, en tegning af J. Th. Lundbye forestillende en lille tiggerpige, som rækker et bundt tændstikker frem. I den almanak, hvor tegningen først blev trykt, var den ledsaget af teksten: "Gjør vel, naar du giver". Tændstikkerne har således i første omgang udelukkende været et signal for tiggeri, og billedet har tjent en opfordring til betænksom almisse.

For Andersen bliver tændstikkerne den dramatiske illumination af de sidste minutter i den fattige piges liv, det lys, der sætter det omgivende mørke i kontrast, og en indgang til alt det, som pigen er udelukket fra. Historiens kunstneriske kerne bliver det hurtigt opblussende og lige så hurtigt slukkede lysglimt af en opfyldelsens verden. Fra det sociale og det barnligt rørende på et horisontalt niveau bevæger disse lysglimt sig ind i en vertikal opstigning mod større lys: billedet af juletræet, hvis lys løfter sig op, idet de er ved at slukkes, og bliver til stjernerne på himlen og det dødsvarslende stjerneskud. Derefter billedet af mormoderen, sammen med hvem hun flyver op til himlen, samtidig med, at hendes krop - ligesom egetræets fysiske form - ligger død tilbage på jorden.

Nuvel, disse lysglimt er ønskebilleder. Men det interessante er det punkt i historien, hvor pigen kalder billedet af mormoderen frem: "'Mormoer! raabte den Lille, 'O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud'". Her bliver det ikke længere en blot og bar sentimental historie om en stakkels fattig piges sidste forsøg på at varme sig ved tændstikkernes flamme og ved ønskedrømme. Her sker der det mærkelige, at pigen godt ved, at det hele er en illusion - eller rettere, at det er noget indre. Men hun besværger alligevel illusionen og beder det hastigt forsvindende billede af mormoderen om at tage hende med. Øjeblikket, momentets lysende overjordiskhed får en helt anden virkelighedskarakter end den håndfaste omverden, adskilt fra den, lyksaliggørende, men samtidig i det ydre ensbetydende med en dødsproces.

"Den lille Pige med Svovlstikkerne" og "Det gamle Egetræes sidste Drøm" er to historier skrevet over det samme erfaringspotentiale, øjeblikkets hen-rykkelse som opfyldelse og ophør, død og potenseret, intenst liv i ét.

VII

Den samme forsvinden ind i det illuminerede øjeblik har vi som slutpunktet på Helgas liv i "Dyndkongens Datter" fra 1858. Dette store og komplekse eventyr udspiller sig omkring overgangen i Norden fra hedenskab til kristendom. Det er et eventyr, som prøver at tvinge en række fundamentale modsætninger ind i en cirkulær forløbsmodel, som handler om opstigning, forvandling, forløsning inden for en proces, der går gennem en dødstilstand (den døende ægyptiske konge, mumien, Dyndkongen) over fødsel og genfødsel. En vågnen til åndelig bevidsthed forbundet med den natur, som ånden strides med, i en cirkulær regenerationsproces. Dette voldsomt ambitiøse forsøg på at forbinde det modsatrettede bliver tematiseret i præstens tale til Helga, i hvem dobbeltnaturen river og slider: "'Du Dyndets Datter!' sagde den christne Præst: 'Af Dynd, af Jord est Du kommen, - af Jord skal Du igjen opstaae! Solstraalen i Dig gaaer legemsbevidst tilbage til sit Ophav, Straalen ikke fra Sol-Legemet, men Straalen fra Gud! Ingen Sjæl skal fortabes, men langt er det Timelige, der er Livsens Flugt i det Evige'".

Det er en yderst kompleks symbolsammenhæng i eventyret, der her får sin ikke mindre komplekse tematisering, som det er vanskeligt helt at komme til bunds i, flertydig og gådefuld som den er. Det er for så vidt heller ikke opløsningen af disse formuleringer, der skal beskæftige os her, men alene den omstændighed, at hvad der på overfladen ser ud som en kristen dualistisk tankegang om skabelsen ud af materien og opstandelsen fra den, her uden videre drejes ind i en ganske esoterisk klingende anskuelsesform. "Solstraalen i Dig gaaer legemsbevidst tilbage til sit Ophav". Det er ikke den f.eks. fra Staffeldts lyrik kendte forestilling om dugdråben, der ved aften falder ned i blomsterbægeret og holdes fangen der - som sjælen i legemet - for atter om morgenen, når blomsten åbner sig for solen, at stige op til himlen i luftig skikkelse, befriet fra sit mørke fængsel. I Andersens formulering er der ikke tale om fald, fangenskab og genopstigning, men om en egentlig cirkulær bevægelse, en sluttethed, hvor legemet er generator for sjælens udvikling. "Legemsbevidst" er nøgleordet i formuleringen. Altså et forsøg på at skrive kristendommens forestilling om åndens opspring ind i en natursammenhæng, at lukke bevægelsen. Ligesom teksten ved hjælp af de gennemgående storkefigurer søger at slutte cirklen fra syd til nord og tilbage igen.

Men det er ikke en anskuelsesform, der holder i teksten. Bag bevægelsen ligger ikke rolig vækst, men begær, drift, længsel. Præsten taler i vendinger lånt fra Paulus, men farvet af romantikken om "Alnaturens Forlængsel", og det er denne grunddrift, der rækker fra det ubevidste (mumiens mørke og søens dyb) mod lyset, og som ikke ville kunne stilles, som den seksuelle drift kan det. På sin bryllupsnat løftes Helga det sidste trin op ad driftens stige, idet hun på mystikerens vis forsvinder ind i den henrykte skuen af evigheden, nogle øjeblikkes intens henrykkelse, men i tiden ensbetydende med hundreder af år, som resulterer i hendes død. Denne slutning er helt parallel med den klassiske legende - som f.eks. Goldschmidt har genfortalt - om munken, der lytter nogle øjeblikke til fuglens sang og i disse øjeblikke har været i evigheden.

Her har vi igen det eksklusive øjeblik, endda også denne gang i form af et lysglimt, stjernen, som Helga ser lyse over sig, og som forvandler sig til den døde præst, mod hvem Helgas længsel retter sig. Øjeblikkets intensitet som kulmination og udslettelse.

Tilbage står storkene, der i deres småborgerlige knebren ingenting forstår og skal være glade til for at være kommet med i historien.

VIII

Nu er "Dyndkongens Datter" jo en historie, der er gennemsyret af symbolik, og selve forsvindingspunktet til sidst er formet over allerede kendt legendestof. Men også i den realistiske afdeling af den ældre Andersens historier finder man den samme anskuelsesform udtrykt, endda i en fortælling, der normalt omtales som noget af det nærmeste, Andersen kom til at skrive en realistisk samtidsnovelle. Jeg tænker her på "En Historie fra Klitterne", der blev skrevet umiddelbart efter Andersens anden og store Jyllandsrejse i 1859, hvor han kom ud til Vesterhavet og op til Skagen. Rejseindtrykkene fra denne eksotiske del af landet, allerede litterært bekendt gennem Blichers noveller, danner den faktiske basis for en tragisk livshistorie om drengen, der som spæd skylles i land fra et spansk skib, som forliser ud for Jyllands vestkyst. Han vokser op i omgivelser, der ikke rigtigt rimer med hans sydlandske natur, og konflikten mellem de to naturer, den arvede og den tilegnede, er en del af baggrunden for hans nederlag. For så vidt altså en historie, der er ret avanceret for sin tid, nær ved forestillinger i Det moderne Gennembrud, hvis det ikke var, at Andersen med den havde villet diskutere nødvendigheden af en tro på livet efter døden, helt parallelt med projektet i den to år tidligere roman At være eller ikke være.

Der er ikke her mulighed for at gå ind på historien som sådan. Det eneste, der skal interessere os her, er dens slutning.

Den realistiske historie toner hen mod slutningen over i symbolik. Allerede i skildringen af skibsforliset, hvor Clara dør, er der mere symbolik end realitetsbeskrivelse, bl.a. scenen, hvor Jørgen i forsøget på at redde den druknende Clara slås bevidstløs mod noget fra et sunket skib, hvis hvide gallionsfigur har hypnotiseret hans blik.

Og med Jørgens dødsscene til allersidst i historien sprænges rammerne for den realistiske novelle totalt, og den forhåndenværende virkelighed løftes op i en suggestivt skildret vision.

Andersen lader Jørgen finde sin grav i Skagens gamle kirke netop i det øjeblik, hvor sandstormen begraver den, så kun tårnet står tilbage. Hvormed Andersen jo foregøgler os, at kirkeskibet ligger skjult nede under sandet, hvad enhver ved, at det ikke gør, idet det jo blot er brudt ned, så kun tårnet står tilbage, halvt skjult af sandet. Men det er karakteristisk for den realisme, Andersen udfolder i en sådan historie: den rækker akkurat kun så vidt som til at afgive forudsætningerne for det egentlige, som gennembryder virkeligheden og bliver til billede, vision. Og i visionen er alt muligt, sådan som vi så det i "Det gamle Egetræes sidste Drøm".

Slutvisionen i "En Historie fra Klitterne" er netop af samme karakter som egetræets drøm og rummer i sig den samme anskuelsesform.

Jørgen, der har mistet sin forstand over Claras død og har gået rundt som en levende død, oplever inde i kirken, mens stormen raser udenfor, en sprængning af sin udslukthed, et nyt og intenst liv i et kort øjeblik, en berusende sammenfatning i én lykkefyldt oplevelse af alt det bedste i sit liv og af alt det, som han ikke nåede at få. Det er der altsammen, også Clara er der, og de forenes, mens alt det døde omkring dem bliver levende, kirkeskibet bliver til et rigtigt skib - skibssymbolikken spiller overhovedet en afgørende rolle i hele historien - hvor sejlene folder sig ud, skibet sejler, løfter sig op i lufthavet:

Vinden foer hylende hen over Skagens By; det var en Orkan, som ikke i Mands Minde, et forfærdeligt Guds Veir, men Jørgen var i Guds Huus, og mens det blev sort Nat udenfor, lyste det inde i ham, det var Sjælens Lys der aldrig vil udslukkes; den tunge Steen der laae i hans Hoved, fornam han, sprang med et Knald. Han syntes at Orgelet spillede, men det var Stormen og det rullende Hav; han satte sig i Kirkestolen, og Lysene bleve tændte, Lys ved Lys, en saadan Rigdom, som han kun havde seet det i Spaniens Land, og alle Billederne [...] bleve levendegjorte, de traadte ud af Væggen hvor de havde staaet i Aaringer [og så kommer Clara ind og de forenes i vielse]. Da bruste Basunernes Lyd, forunderlig som en Barnerøst fuld af Længsel og Lyst, den svulmede til Orgelklang, til en Orkan af fulde, opløftende Toner, livsalige at høre og dog mægtige til at sprænge Gravens Steen [jvf. stenen der sprængtes inden i Jørgens hoved].

Og Skibet, der hang i Choret dalede ned foran de To, det blev saa stort, saa pragtfuldt, med Silke-Seil og forgyldent Raa, Ankerne vare af det røde Guld og hvert Toug med Silketvinde, som der stod i den gamle Sang [en folkevise, der har spillet en væsentlig rolle som ledemotiv tidligere i historien]. Og Brudeparret steg ombord, og hele Kirkens Menighed fulgte med, og der var Plads og Herlighed for dem Alle [jvf. egetræets krav om, at alle skulle være med i opstigningen]. Og Kirkens Vægge og Buer blomstrede som Hylden og de duftende Lindetræer [endnu et par ledemotiver i historien], blideligt viftede Grene og Blad; de bøiede sig, skilte sig ad, og Skibet løftedes og seilede med dem gjennem Havet, gjennem Luften, hvert Kirkelys var en lille Stjerne, og Vindene istemte Psalmesang og Alle sang med. (III, 197)

Uanset hvad historien så ellers prøver at argumentere for, så er det her, dens kunstneriske og anskuelsesmæssige kraftfelt befinder sig, i virkelighedens ophævelse i visionen. Den totale opfyldelse og den euforiske løftelse indfinder sig på grænsen mellem liv og død, i selve dødsøjeblikket, som samtidig er indgangen til livets inderste og altså en fødselsproces, en genfødsel, som i kristen terminologi kan kaldes opstandelse, men som Andersen lægger en hel del mere i end det dogmatiske. Ikke mindst i og med, at det er en erfaring, en oplevelse.

Og igen er denne kulmination det, som samler al meningsfuldhed i sig. Det er i dette unikke, grænseoverskridende øjebliks intensitet, at livets fylde og mening er til stede, i et moments voldsomme bevidsthedsudvidelse, der opleves som en sprængning af den døde materie.

IX

Med beskrivelsen af denne anskuelsesform i en række af Andersens eventyr og historier kan der også kastes et sidelys ind over en tilsyneladende mere tilforladelig tekst, eventyrromanen eller virkelighedseventyret Lykke-Peer fra 1870. Denne sidste gennemspilning af det Aladdin-motiv, som havde spillet en så stor rolle for Andersens selvforståelse i biografierne og for en række af eventyrene, munder jo ud i, at Peer den aften, hvor han har sin succesombruste debut på teatret med en opera over emnet Aladdin og med inspiration fra hans egen udviklingsgang, en opera, hvor han ikke blot er komponist, men også selv synger hovedpartiet, at han den aften ved tæppefald, ramt af blikket fra den pige, han elsker, synker død om på scenen og af fortælleren prises som lykkelig frem for millioner - fordi han døde i sin kulmination.

Alt i denne scene og i de umiddelbart foregående scener fra selve operaopførelsen viser en beslægtethed med de tekster, hvor øjeblikket blev gjort til meningsbærer og forsvindingspunkt. Også her er der tale om en totaloplevelse ud over det, som den konkrete virkelighed kan tilbyde, denne gang på kunstens grund. I kunstværket (operaen) er alt det samlet, som er og har været og vil kunne blive - også det, som ikke kunne være, men som begæret ikke kunne slippe. Peers død er nok ikke, hvad man ville kalde en unik erfaring, men en beslægtet anskuelsesform er her transponeret over i et nyt og mere holdbart medium: kunsten.

X

Baggrunden for, at denne anskuelsesform opstår og griber om sig i Andersens forfatterskab, er som tidligere antydet vanskelighederne med at placere driften, begæret og den natur, de er forbundet med, i den forhåndenværende virkelighed.

Samtidig vel også et stigende mismod ved virkeligheden og en oplevelse af den som tyngende og desorganiserende. Drevet af sin indre trangs uhyre kraft og af erkendelsen af mangelen på åbenlys sammenhæng i virkeligheden tvinges Andersen over i en alternativ anskuelsesform til den herskende dannelsestanke og finder et afsæt ud af virkeligheden, ind i sammenhænge, som det er svært at vide, om han havde egentlig erfaringsbaggrund for, eller om de for ham kun fik eksistens som litterære eksperimenter.

XI

Hvad man således kan iagttage hos Andersen, er et modernitetens tegn, hvor "meningen", idet den forsvinder ud af den sociale orden, byder sig til som et øjebliks eufori, et forsvindingspunkt og en totaloplevelse i ét. En erfaringsmulighed måske, men også et udgangspunkt for at skabe kunst, en kunst, der tager visionen til sig som æstetisk opgave for i og med denne gøren kunstværket til det illuminerede moment at "forklare" virkeligheden. Disse perspektiver er til stede hos Andersen, der altid har ladet kunsten fremstå i en dobbelthed af helligt lys og forblændende illusion. Og med dem peger han ud over sig selv og sin tid, op mod erfaringer og kunst fra langt senere perioder.


Bibliografisk information om teksten:

Mylius, Johan de: "Øjeblikket - en anskuelsesform hos H. C. Andersen", pp. 57-74 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.