H.C. Andersen centret

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Tysk] ; [Polsk]

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Smudstitelblad: Phantasier og Skizzer. (Paa Bagsiden: Trykt hos E. H. Robert.) - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelse til Etatsraad H. C. Ørsted. Paa Bagsiden som Motto: 1) Til Læserne, Digt af Göthe, 2) Til Recensenterne af Gjenganger-Breve. - Tekst: 134 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [135-136]. - Rettelser S. [137]. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 10. 1. 1831).
Anm. Kjøbenhavns-Posten 4. 6. 1831, Nr. 130 - 6. 6. 1831, Nr. 131 - 7. 6. 1831, Nr. 132 af L. - Maanedsskrift for Litteratur, 1831, 6. Bind, 126 ff. af C. Molbech.

Indhold.

110. Hvad jeg elsker. (Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!) p. 1
(Saml. Skr. XII, 299).
Havblik p. 3
(se Nr. 101).
Avis aux lectrices p. 5
(se Nr. 80)
111. Den fremmede Fugl. (Seer du Huset med de røde Bjelker)p. 7
(Saml. Skr. XII, 45).
112. Bruden i Rørvig Kirke (Et Sagn). (Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst) p. 14
(Saml. Skr. XII, 126).
Taaren p. 20
(se Nr. 97).
Havfruen ved Samsøe p. 21
(se Nr. 92).
113. Luftaanden. (Mellem det Dybe og Høie, blev en Luftaand født) p. 26
114. Den skjønne Grammatica, eller: Badens latinske Grammatik (Capriccio) p. 28
115. Jylland. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove) p. 40
(Saml. Skr. XII, 158 - Nr. I af Billeder fra Jylland).
116. Hjertetyven. (Bekjendt er Amor jo, det slemme Skarn!) p. 44
(Saml. Skr. XII, 19).
117. Spillemanden. (I Landsbyen gaaer det saa lystigt til) p. 48
(Saml. Skr. XII, 96).
Aftendæmring p. 50
(se Nr. 95).
Bøgetræet p. 51
(se Nr. 96).
Børnene og den graae Moerlille p. 53
(se Nr. 83).
118. Phantasiebillede. (Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde) p. 56
119. Den nye Sprøite. (En Sprøite har vi faaet nu) p. 58
(Saml. Skr. XII, 221).
120. Hytten. (Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer) p. 60
(Saml. Skr. XII, 251).
Skildvagten p. 61
(se Nr. 88).
121. Hjemvee. (Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer) p. 66
(Saml. Skr. XII, 218).
Den jydske Hede i Regnveir p. 68
(se Nr. 94).
122. Hvile paa Heden. (Sørgende, stor ligger foran os) p. 70
(Saml. Skr. XII, 161 - Nr. III af Billeder fra Jylland).
123. Drengen og Moderen paa Heden. (O siig mig dog, kjær' Moder) p. 73
(Saml. Skr. XII, 164 - Nr. V af Billeder fra Jylland).
124. Længsel med Potterne. (Hist hvor man kun seer Lyngen groe) p. 75
(Saml. Skr. XII, 163 - Nr. IV af Billeder fra Jylland).
125. Phantasie ved Vesterhavet. (Er disse høie, sorte Masser Fjelde?) p. 77
(Saml. Skr. XII, 166 - Nr. VII af Billeder fra Jylland).
Malerie af Jyllands Vestkyst p. 79
(se Nr. 90).
Digterskibet p. 82
(se Nr. 89).
Manden fra Paradiis. (En komisk Fortælling)p. 86
(se Nr. 81).
126. Stormen. (Som i en Søvn ligger Luften og Havet)p. 93
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 197: I Hytten hos min Moder).
Kometen 1834 p. 98
(se Nr. 78).
Lille Lise ved Brønden p. 103
(se Nr. 86).
127. Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden. (Alverden mig belærer, man mener det saa godt) p. 105
128. Reise-Capriccio. (Farvel du stolte Hav) p. 107
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 168 - Nr. VIII af Billeder fra Jylland).
129. Fyen. (Ved Tanken om min Føde-Ø)p. 108
(Saml. Skr. XII, 141 - Fyen Nr. II).
130. Kjærlighed. (See Solen blusser saa elskovsrød) p. 109
(Sml. Skr. XII, 44).
Digteren og Amor p. 111
(se Nr. 104).
Hjertets Melodier 1-8 p. 113
131. 1. (To brune Øine jeg nylig saae) p. 113
(Saml. Skr. XII, 66)
132. 2. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld)p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
133. 3. (Du gav mig Blomster) p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
134. 4. (En Digter Verden er saa navnløs stor!) p. 115
135. 5. (Henvisned er de Blomster Du mig gav)p. 115
(Saml. Skr. XII. 67).
136. 6. Ørkenens Søn. (Den vilde Hengst jeg tumler) p. 116
(Saml. Skr. XII, 65).
137. 7. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) p. 117
(Saml. Skr. XII, 67).
8. (Man har et Sagn) p. 117
(se Nr. 105).
138. Det Første og det Sidste. (Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm) p. 118
139. Pauli 1 Cor. 15, 42-44. (Naar Jordelarven brister) p. 121
(Saml. Skr. XII, 245).
Studier efter Naturen I-III p. 124
I. (Solen skinner i Naboens Gaard) p. 124
(se Nr. 82).
II. (Vort Landskab her er næsten fladt) p. 125
(se Nr. 98).
140. III. (Den gothisk gamle Kirke er sjunken for vort Blik) p. 127
(Genoptrykt: Saml. Digte 1833: Graabrødrelille. Brudstykke Saml. Skr. XII, 140 - Fyen Nr. 1).
141. Livet en Drøm. (Du kjender Grunden til min dybe Smerte) p. 129
(Saml. Skr. XII, 68)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/101)

Digtkredsen "Hjertets Melodier" I-VIII er en del af digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1831, s. 113-117, BFN 109 ):

I. (To brune Øine jeg nylig saae) s. 113, BFN 131 .
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) s. 114, BFN 132 .
III. (Du gav mig Blomster) s. 114, BFN 133 .
IV. (En Digter Verden er saa navnløs stor!) s. 115, BFN 134 .
V. (Henvisned er de Blomster Du mig gav) s. 115, BFN 135 .
VI. Ørkenens Søn. (Den vilde Hengst jeg tumler) s. 116, BFN 136 .
VII. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) s. 117, BFN 137 .
VIII. (Man har et Sagn) s. 117, BFN 105 .

Literair Notice. Gjengangerne i vor Literatur synes nu paa veie til at blive afløste af Kjeldermænd ... Men man har modtaget et Brev til Hr. Licentiaten [Hans Michelsen, pseud.f. Tetens Hald], der er altfor venskabeligt til, at man kunde nægte det Befordring med Kjøbenhavnsposten, og man vil ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at anbefale selve Poemet til Publikums Opmærksomhed. Brevet lyder som følger: Venskabelig Skrivelse til Forfatteren af 'Gjenganger-Poem'. Dersom der skulde udkomme et nyt Oplag af Dit Værk, maa jeg, som Ven, bede Dig, for Himlens Skyld, læse i Badens Grammatik §149, den 9de Regel, thi Du har reent glemt denne, og derved begaaet en slem grammatikalsk Feil, hvorfor Andersen vilde have faaet: "dada", og være bleven sat: "i Skammekrogen"; og da Du og den anden Gjenganger nu krabaske ham især for hans Grammatik (noget som det unge Menneske kan have godt af), seer det dog saa grumme slemt ud, at Du selv begaaer en Feil), til hvilken Du neppe kan finde en værre Mage hos ham. Han er istand til, at kunne spørge Dig med Dine egne Ord til ham: "I kan dog vel Latin?". Nu, bliv ikke vred for min venskabelige Skrivelse, jeg mener Dig det ligesaa godt, som Du mener Andersen det. En Ven. Kjøbenhavnsposten 5.3.1831.
Omtalt i: 3519

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Titelblad. - Tilegnelse: Til Kongen. - Upagineret Blad med Digtet (Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte). - Tekst: 126 Sider. - 12 mo. - Pris 80 Sk. (Udkom 18. 12. 1832).
Anm.: Kjøbenhavns-Posten 20. 12. 1832, Nr. 196, 1015. Maanedsskrift for Litteratur 1833. 10. Bind, 870 ff. af C. Molbech.

Indhold.

200. Januar. (Et Hjem for Samojed og Pescheræ) p. 1
201. Februar. (Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old) p. 11
(Saml. Skr. XII, 143: Herregaarden og Børnene).
202. Marts. (Mægtigt Vaarens Pulse banke) p. 23
(Saml. Skr. XII, 62 - Brudstykke: En Guddomstanke er du Poesi).
203. April. (O, April! en deilig Maaned) p. 35
(Saml. Skr. IX, 39: Fire Aarstider).
204. Mai. (Hver Maaned har sin Characteer) p. 47
(Saml. Skr. XII, 21).
205. Juni. (De høie Popler hæve sig saa slanke) p. 55
(Saml. Skr. IX, 44: Fire Aarstider: I Skjærsommer).
206. Juli. (Gjærdet staaer med vilde Roser) p. 67
(Saml. Skr. XII, 24: Sommerflugt og Hvile).
207. August. (Ja, Øieblikket ene er det just) p. 77
(Saml. Skr. XII, 30).
208. September. (Septembers herlige Natur) p. 85
(Saml. Skr. XII, 149).
209. October. (Storken er reist til fremmed Land) p. 91
210. November. (Her November har sin Throne) p. 99
(Saml. Skr. IX, 51: Fire Aarstider: November-Phantasier).
211. December. (Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer) p. 115
(Saml. Skr. IX, 61: Fire Aarstider: Juleaften).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/259, 2000/257 anm.: A-727t)

1. Bagateller.
272. 1. Til Henriette T-. Med et Exemplar af Paludan Müllers Amor og Psyche. (De gjætter vel, hvorfor det skeer), p. 99.
273. 2. Til min Ven H. P., da han blev forlovet.
I et Exemplar af mine Eventyr. (Ja Du, min Ven! er en Lykkens Fyr), p. 100.
274. 3. Til Henriette T.- paa hendes Fødselsdag.
Med en Vexel paa en ny Roman, jeg har under Arbeide. (Regn til denne Dags Presenter), p. 100.
275. 4. Paa Slottet Chillon. (Vilde Fjelde, speilklar Sø), 101. (Saml. Skr. XII, 403 - Nr. 2 af Smaavers).
2. En lille Udflugt til Rom. Den 8de Marts, p. 102-105 (se Nr. 263).
Trykt i Nytaarsgave fra danske Digtere, udg. af H. P. Holst. 2. Aargang 1836, 99-105. (Udkom December 1835).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/54)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Smudstitelblad: Eventyr for Børn. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 58 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [59]. 8vo. - Pris 24 Sk. - (Udkom 2. 10. 1838).
Anm.: Berlingske Tidende 1. 11. 1838, Nr. 261.

Indhold.

326. Gaaseurten (Saml. Skr. XIIIs 124). p. 5
327. Den standhaftige Tinsoldat (Saml. Skr. XIII, 128). p. 14
328. De vilde Svaner (Saml. Skr. XIII, 132). p. 23

(Om Eventyr fortalte for Børn se under Nr. 266 ).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/58)

Samlet og udgivet af J. C. Richter. 2det Bind. Kjøbenhavn. Trykt hos Fabritius de Tengnagel. 1839.
S. 9: Svinene (en Ode) [bfn19]
s. 24 Skildvagten [bfn 88]
s. 70 Manden fra Paradiis [bfn 81]
s. 95 Hjerte-Tyven bfn 116]
s. 196 Parapluien [ej bfn]
s. 220 Flyttedagen i April [bfn60]

Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

"Publicum vilde altsaa havt god Grund til at forlade denne Aftenunderholdning ligesaa misfornøiet som mange af de tidligere, hvis ikke Vaudeville-Monologen: "Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris" af H.C. Andersen omsider havde bragt lidt Munterhed i Sindet. Hr. Phisters Livlighed og Lune og den lykkelige Anvendelse af adskillige Musiknummere (...) forsonede Publicum, der af Naturen er godmodigt og nøisomt, og lod det, om ikke tilfredsstillet, saa dog ret vel tilfreds tage Afsked med Hr. Phister."

(Bibliografisk kilde: HCAH A-697e)

377. 1. Til en ung Ægtemand fra hans Kone med hans Moders Portrait. (Du elsked' Een før mig, jeg det nok veed). (Saml. Skr. XII,287 - Nr. 26 af 65 Smaavers).
378. 2. Til en ung Dame med et Exemplar af Billedbog uden Billeder.
(Sad her et lille Speil i Krogen). (Saml. Skr. XII, 292 - Nr. 44 af 65 Smaavers).
379. 3. Til en ung Dame, som ypperligt spillede Holbergs Pernille.
(Et lille Vers jeg gjerne sige vilde). (Saml. Skr. XII, 284 - Nr. 13 af 65 Smaavers: Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille).

Trykt i Portefeuillen for 1840. 2. Bind, 18. Hæfte, 3. 5., 97.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445)

(Et lille Vers jeg gjerne sige vilde). (Saml. Skr. XII, 284 - Nr. 13 af 65 Smaavers: Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille).

igaar Aftes ... vilde man aldeles ikke kunne forstaae, hvor saa høitdannede Mænd som Collin og Adler, end sige da Heiberg, hvis han, som vi dog ikke antage, har været spurgt, et eneste Øieblik kunne have været i Tvivl, om dette Stykke burde opføres eller kunde gjøre Lykke. Man maa der ikke tale om Manglen af Handling eller Intrigue, det er dets mindste Feil. Replikkerene ere saa utaalelig platte og flaue, at Publicum da helelr ikke kunde døie det til Ende, men baade efte 1ste Acts Slutning og hele 2den Act igjennem tilkjendegav sin Misfornøielse i stedse høiere og høiere Toner, som efter Teppets Fald endte med en Furioso af Piber, hvortil der blot manglede den Text: Directionen leve! Fædrelandet, 20. Marts 1846.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698h)

I det Londonske Blad The Athenæum , der er bekjendt for Upartiskheden af sine Kritiker over engelske Skrifter, anmeldes Oversættelsen af Andersens Eventyr [ 13845 ] paa følgende Maaade. "Skjøndt det vel vilde synes en Grille, kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den mest passende Form for en Anmeldelse af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans Oberon, eller som Litzt improviserende kan hvidske i en mild begejstret Stemning. En almindelig Cheapside-Anmeldelse er for firkantet, for skarp, for ugraciøs til at indbyde fintfølende Læsere til Blade, der ere saa fulde af Fortryllelse som disse. Kan Verden blive gammel, kan Digteren (som Nogle klage over) være udartet til et Maaneskinsvæsen, der spilder sin Tid med at rode i Forfædrenes Grave efter deres kjulte Rigdomme, naar Skatte, der ere saa udsøgte som disse, endnu fra Tid til anden komme frem for Dagens Lys? - Nogle af Fortællngerne have allerede tidligere været oversatte af Mrs. Howitt i Form af en Børnebog, og, skjønt, vi uden en nøiere Sammenligning, end vi føle Kald til at anstille, ikke kunne afgjøre, hvilken Oversættelse der er den mest flydende, er i det mindste den nærværende Udgaves ydre Udstyrelse den pragtfuldeste og mest tiltalende. Bogen er virkelig trykt med en beundringsværdig Zirlighed og Rigdom, og vil sikkert prises høit af dem, der overhoved have Sands for den Ynde og Fortryllelser. Fædrelandet 20.9.1846.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p. 440)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Digteren H. C. Andersens samlede Værker ville om kort Tid udkomme hos Boghandler C. B. Lorck i Leipzig i en af Forfatteren selv besørget fuldstændig tydsk Oversættelse. Prof. Wolff har paataget sig at gjennemsee samme og afhjælpe de Feil, der muligviis kunne indsnige sig. Værket vil udkomme i 25 smaae Bind, hvoraf de tvende første ville indeholde et kun for denne Udgave bestemt Originalværk, og alle de Arbeider, der senere forlade Digterens Haand, ville efter kort Tids Forløb finde Plads i denne tydske Oversættelse. De to første Bind, som skulde udkomme i Slutningen af Novbr. og vilde indeholde: "Das Märchen meines Lebens; autobiographische Skizze", agtedes ledsagde af Andersens Portrait efter en Originaltegning af Prof. Grahl i Dresden.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2003/171)

Eduard Boas: [Biographie] Die Grenzboten. 6. Jahrgang. Bd. IV. Leipzig, 1847. S. 92-96.
(Titel: "Ein neues Märchen von Andersen")
(Est. 7.81)

Topsøe-kommentar i Lorck-brevvekslingen: Hvori han med sand furor teutonicus templede A. som Løgner, hvis han ikke kunde bevise, at Boas i sine nedsættende Ytringer om hans grænseløse Forfængelighed havde sin Viden fra københavnske Kliker; afviste Digterens godmodige og forsonende Tilbud om at modtage Boas venligt, hvis han igen kom til København og holdt efter nogle pæne Ord om Eventyrene sin Paastand om, at hvis A. ikke tøjlede sin Forfængelighed og sin Jagen efter Fyrstegunst, vilde ogsaa hans Talent gaa tilgrunde; hele Selviobrafien var jo intet andet end "Lobhudelei auf sich". I MLE, I 287-88 ændrede A. Omtalen af Boas en Smule, men fastholdt sin Paastand om, at Boas havde været paavirket af danske Kredse, der var A. ugunstigt stemt, og her har han formentlig haft Ret.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Eventyr af H. C. Andersen. - Billede af en Engel, der blæser Sæbebobler, efter Tegning af V. Pedersen. - Titelblad efter Tegning af V. Pedersen forestillende et Marked samt forskellige Eventyrfigurer. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse - Tekst: 522 Sider. - Tegning af V. Pedersen: En Eventyroplæser S. [523]. - 8vo. - Pris 2 Rbd. 80 Sk. - Udkom i 5 Hæfter til en Pris af 60 Sk. Hæftet. Hæfterne udkom følgende Data: 1. Hæfte 9. 8. 1849, 2. Hæfte 10. 9. 1849 3. Hæfte 9. 11. 1849, 4. Hæfte 11. 12. 1849 og 5. Hæfte 18. 12. 1849.
Anm.: Berlingske Tidende 22. 8. og 13. 12. 1849. - Flyveposten 9. 8. 1849, Nr. 184.

Indhold.

Grantræet (se Nr. 455). p. 1
Svinedrengen (se Nr. 410). p. 13
Kjærestefolkene (se Nr. 431). p. 20
Keiserens nye Klæder (se Nr. 305). p. 24
Hyldemoer (se Nr. 458). p. 31
Elverhøi (se Nr. 468). p. 42
Sneedronningen (se Nr. 456). p. 52
Holger Danske (se Nr. 472). p. 95
Ole Lukøie (se Nr. 409). p. 102
Tommelise (se Nr. 277). p. 122
Lille Claus og store Claus (se Nr. 268). p. 138
Den standhaftige Tinsoldat (se Nr. 327). p. 155
Boghveden (se Nr. 411). p. 162
Den lille Havfrue (se Nr. 304). p. 166
Den uartige Dreng (se Nr. 278). p. 196
Paradisets Have (se Nr. 353). p. 200
Gaaseurten (se Nr. 326). p. 219
Den grimme Ælling (se Nr. 432). p. 225
Storkene (se Nr. 355). p. 238
Engelen (se Nr. 429). p. 245
Lykkens Kalosker (se Nr. 321). p. 249
Hyrdinden og Skorsteensfeieren (se Nr. 471). p. 291
Prindsessen paa Ærten (se Nr. 269). p. 299
Fyrtøiet (se Nr. 267). p. 302
De røde Skoe (se Nr. 469). p. 313
Reisekammeraten (se Nr. 279). p. 322
Springfyrene (se Nr. 470). p. 349
Nattergalen (se Nr. 430). p. 353
Rosen-Alfen (se Nr. 345). p. 367
Den flyvende Kuffert (se Nr. 354). p. 375
Den gamle Gadeløgte (se Nr. 517). p. 384
Den lille Pige med Svovlstikkerne (se Nr. 486). p. 394
De vilde Svaner (se Nr. 328). p. 398
Den lille Idas Blomster (se Nr. 270). p. 420
Nabofamilierne (se Nr. 518). p. 431
Klokken (se Nr. 474). p. 445
Stoppenaalen (se Nr. 482). p. 453
Lille Tuk (se Nr. 519). p. 459
Skyggen (se Nr. 520). p. 465
Det gamle Huus (se Nr. 530). p. 482
Hørren (se Nr. 549). p. 494
Vanddraaben (se Nr. 531). p. 501
Den lykkelige Familie (se Nr. 532). p. 504
Historien om en Moder (se Nr. 533). p. 510
Flipperne (se Nr. 534). p. 518

Samlede og udgivne af C.C. S. Westermann. Svendborg 1852. Trykt paa Udgiverens Forlag hos Maximilian Assam.

Heri digte af Adolph, H.C. Andersen, Carl Bagger, F. Barfoed, H.H. Blache, St. St. Blicher, J. Boye, M.C. Brun, E. Bøpe, Carolius, Comiphilos, C.N. David, Grundtvig, C. Hauch, H.P. Holst, B.S. Ingemann, P.L. Møller, Overskou, H.L. Rahbek, Cl. Rosenhoff, Rosenkilde, Poul Rytter. Thiele, Thorup, C. Wilster, Christian Winther, O. Wolf, Oehlenschlæger.
Heri er følgende digte anført som værende af HCA:
s 39: Krigeren ved Napoleons Grav. Stille! Stille!, her min Keiser sover.
s 41: Tiggeren og hans Hund. En Specie i Skat for Hunden her, (bfn164)
s 44: Skildvagten. Aft'nen er taaget - døsigt Lygtene brænde. (bfn88)
S 59: Rabbi Meier: Israels Folk forsamlet var i Skolen. (bfn342)
S 62: Det har Zombien gjort. Har Du hørt om Tryllelandet bag de vilde Pyrenæer, (bfn323)
s 128: Jeg er en Skandinav. Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver (bfn364)
s 147: For Danmark og Kongen. Vi gamle Danmark prise, (bfn179)
s 153: Ægypteren ved Nilen gaaer. (bfn380) (bfn

Digtet s. 39 KAN IKKE VÆRE af HCA

Stille! Stille! Her min Keiser sover -
Kolde Britter! Hindrer ei min Gang!
Hører I hvor Havets stille Vover
Luller sagtelig Hans Vuggesang!
Over Have, gjennem tusind Farer,
Drog jeg hid til denne Klippe-Øe,
Som den store Keisers Liig bevarer,
Kolde Britter! Und mig her at døe!
Stille! Stille! Styrrer ei hans Slummer!
Lad min arme Herre nu i Roe!
Livets største Fryd, dets største Kummer
Endtes først i Gravens stille Bo.
Ak! I føle ei min dybe Smerte,
Aldrig, aldrig vil I fatte den;
Thi I kjendte ei hans ædle Hjerte,
Som forvandled Fjende selv til Ven.
Saae I ham til Kampen frem at fare,
Mens paa lynsnar Ganger stolt han sad -
Efter ham den tappre Ridderskare,
Ved hans Side høie kongers Rad?
Saae I da vort Øies Flamme funkle,
Slag i Slag den stærke Barm at slaae,
Hver Bedrift en Fortids Daad fordunkle,
Og hans Roes hver Hæder overgaae!?
Saae I ham i Slagets vilde Hede
Mellem Sværd og Kugler rolig staae,
Og til Seiren sine Kæmper lede,
Talløs Fjendehær paa Flugt at slaae?
Hørte I hans Heltes Jubel lyde
Høit mod Himlens Blaae, fra trofast Bryst?
Saae I hvor hans Nærhed os mon fryde,
Og hans Bifald skjænke salig Lyst? -
Kolde Britter! Aldrig I ham kjendte,
Skjøndt hans Hæder trindt i Verden lød,
Hver hans høie Daad til Last I vendte,
Bragte ham en langsom qvalfuld Død.
Men hvad Eder ligger nu forborgen
Sal med Flammeskrift hos Clio staae:
"Han var stor, i Lykken som i Sorgen,
Han var elsket - elsket som kun Faa! -
Seer i dette Sværd, hvis gyldne Hjalte
Viser straalende den Stores Navn! -
Snart er mine Øieblikke talte,
Sidste Gang jeg trykker det i Favn -
A! jeg er saa træt, o! lad mig hvile
Ved min Herres Fødder nu i Fred,
Og naar Hjertets sidste Suk bortile,
Læg da der den trætte Kriger ned!

Klippeø: St. Helena, hvor Napoleon i sit fangenskab døde af mavekræft i 1821. (blev først gravlagt i 1840 i Hotel des Invalides i Paris)
Clio: Historiens muse.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-188)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Første Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Improvisatoren. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 164 Sider.

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Andet Bind. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Andet Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Improvisatoren. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 191 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. pr. Bind. (1. og 2. Bind udkom 7. 11. 1853). 1. Udgave af Improvisatoren 1835, se Nr. 264. - 2. Udgave, 1837, se Nr. 307.

Allerede 1847 var der hos Carl B. Lorck i Leipzig udkommet en tysk Udgave af H. C. Andersens Skrifter.
Den danske Udgave af Samlede Skrifter paabegyndtes med Udgivelsen af de ovenfor beskrevne Bind 1-2. Den samme Dag, som dette Dobbeltbind udkom, indrykkede Reitzels Forlag en Subskriptionsindbydelse i de københavnske Aviser, af hvilken det fremgik, at Værket, omfattende 22 Bind, vilde udkomme med 2 Bind hver anden Maaned. Prisen var 48 Sk. pr. Bind. Salg af enkelte Bind fandt ikke Sted, og Køberne maatte forpligte sig til at aftage hele Værket. I Juli 1855 afsluttedes Udgivelsen med Bind 21-22: Mit Livs Eventyr. Efter denne Tid udkom der fra Tid til anden nye Bind, som indeholdt Digterens senere Arbejder. Flere af disse Bind er Originaludgaver, idet Forlaget, for at spare Udgivelsen af en ny Bog og et nyt Bind til Samlede Skrifter, i Stedet udgav Bogen forsynet med dobbelte Titelblade, saaledes at det første af disse var Bogens egentlige Titelblad, det andet Titelblad til: Samlede Skrifter. Paa denne Maade udkom f. Eks. At være eller ikke være og I Spanien. Ved Andersens Død i 1875 var der ialt udkommet 28 Bind. Efter denne Tid udkom 6 Bind saaledes at Værket ialt bestaar af 33 Bind + Supplementsbind.

De enkelte Bind har følgende Indhold:

Bd. 1-2. Improvisatoren. (Udkom 1853).
3. O. T. (Udkom 1853).
4. De to Baronesser. (Udkom 1853).
5-6. Kun en Spillemand. (Udkom 1854).
7. Fodrejsen, Billedbog uden Billeder, Silkeborg (Udkom 1854).
8. Skyggebilleder, I Sverrig. (Udkom 1854).
9-10. En Digters Bazar. (Udkom 1854).
11, 12, 13 og 14. Dramatiske Arbejder. (Udkom 1854).
15-16. Digte. (Udkom 1854).
17. Agnete og Havmanden. Ahasverus. (Udkom 1855).
18. Historier, Biografiske Skizzer og Anmeldelser. (Udkom 1855).
19-20. Eventyr. (Udkom 1855).
21-22. Mit Livs Eventyr. (Udkom 1855).
23. At være eller ikke være. (Udkom 1857).
24. I Spanien. (Udkom 1863).
25-26-27. Nye Eventyr og Historier. (Udkom 1868).
28. Reiseskizzer og Pennetegninger. (Udkom 1868).
29. Nye Eventyr og Historier. (Udkom 1876).
30. Lykke Peer, Reiseskizzer, Bertel Thorvaldsen, Kong Saul. (Udkom 1876).
31-32. Dramatiske Arbeider. (Udkom 1876).
Supplementsbind. Mit Livs Eventyrs Fortsættelse.(Udkom 1877).
33. Digte. (Udkom 1879).

I det efterfølgende vil de enkelte Bind blive beskrevet.

Anm. af Samlede Skrifter: Dansk Maanedsskrift, 1. Bind, 229-248 af Grimur Thomsen .

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84, Anm.: A-676a,)

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tyvende Bind. - Titelblad: (Ovenfor beskrevet).

Eventyr / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1855.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 204 Sider. - 8vo. Pris 48 Sk. (Udkom 8. 5. 1855).

Indhold.

Lykkens Kalosker (se Nr. 321). p. 1
Hyrdinden og Skorsteensfeieren (se Nr. 471). p. 32
Prindsessen paa Ærten (se Nr. 269). p. 38
Fyrtøiet (se Nr. 267). p. 39
De røde Skoe (se Nr. 469). p. 47
Reisekammeraten (se Nr. 279). p. 54
Springfyrene (se Nr. 470). p. 76
Nattergalen (se Nr. 430). p. 78
Rosen-Alfen (se Nr. 345). p. 89
Den flyvende Koffert (se Nr. 354). p. 95
Den gamle Gadelygte (se Nr. 517). p. 101
Den lille Pige med Svovlstikkerne (se Nr. 486). p. 108
De vilde Svaner (se Nr. 328). p. 111
Den lille Idas Blomster (se Nr. 270). p. 129
Nabofamilierne (se Nr. 518). p. 138
Klokken (se Nr. 474). p. 148
Stoppenaalen (se Nr. 482). p. 154
Lille Tuk (se Nr. 519). p. 158
Skyggen (se Nr. 520). p. 162
Det gamle Huus (se Nr. 530). p. 176
Hørren (se Nr. 549). p. 185
Vanddraaben (se Nr. 531). p. 189
Den lykkelige familie (se Nr. 532). p. 191
Historien om en Moder (se Nr. 533). p. 195
Flipperne (se Nr. 534). p. 201

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Første Bind. - Billede af en Engel, der blæser Sæbebobler, efter Tegning af V. Pedersen. - Titelblad efter Tegning af V. Pedersen forestillende et Marked samt forskellige Eventyrfigurer. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Indholdsfortegnelse. Tekst 440 Sider. - 8vo.

Indhold.

Fyrtøiet (se Nr. 267). p. 1
Lille Claus og store Claus (se Nr. 268). p. 12
Prindsessen paa Ærten (se Nr. 269). p. 31
Den lille Idas Blomster (se Nr. 270). p. 34
Tommelise (se Nr. 277). p. 46
Den uartige Dreng (se Nr. 278). p. 64
Reisekammeraten (se Nr. 279). p. 68
Den lille Havfrue (se Nr. 304). p. 100
Keiserens nye Klæder (se Nr. 305). p. 135
Lykkens Kalosker (se Nr. 321). p. 142
Gaaseurten (se Nr. 326). p. 185
Den standhaftige Tinsoldat (se Nr. 327). p. 191
De vilde Svaner (se Nr. 328). p. 198
Paradisets Have (se Nr. 353). p. 225
Den flyvende Koffert (se Nr. 354). p. 247
Storkene (se Nr. 355). p. 256
844. Metalsvinet (Tidl. trykt i En Digters Bazar 1842, se Nr. 417). (Saml. Skr. XIII, 175). p. 264
845. Venskabs-Pagten (Tidl. trykt i En Digters Bazar 1842, se Nr. 417). (Saml. Skr. XIII, 187). p. 281
846. En Rose fra Homers Grav (Tidl. trykt i En Digters Bazar 1842, se Nr. 417). (Saml. Skr. XIII, 196). p. 295
Ole Lukøie (se Nr. 409). p. 298
Rosen-Alfen (se Nr. 345). p. 318
Svinedrengen (se Nr. 410). 326
Boghveden (se Nr. 411). p. 336
Engelen (se Nr. 429). p. 340
Nattergalen (se Nr. 430). p. 345
Kjærestefolkene (se Nr. 431). p. 361
Den grimme Ælling (se Nr. 432). p. 365
Grantræet (se Nr. 455). p. 381
Sneedronningen (se Nr. 456). p. 393

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/71)

I. Digterens Barndom, af "Mit Livs Eventyr". II. I Slesvig. Af "Mit Livs Eventyr. III: Eventyr: Den grimme Ælling. Svinedrengen. De vilde Svaner. Hvad Fatter gjør er altid det igtige. Flipperne. IV: Historier: Historien om en Moder. Ib og den lille Christiane. Ved det yderste Hav. V: Digte: Poesien. Aftenlandskab. Danmark, mit Fædreland. De danske og deres Konge. Stemning i 1864.
Flensborg. Paa Gustav Johansens Forlag. Trykt hos H. R Hiort-Lorenzen i Haderslev. 1869. 96 s.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-437)

"Du vilde end i din Høst, o Skjald, gjæste vor norske Sommer, ..." Digt underskrevet Rungolf. Morgenbladet Christiania 18. August 1871.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dr. Zeuthen (Fortsættelse af "mine første 25 Aar" og "et Par Aar af mit Liv") Med et Tillæg, af Dr. Zeuthen, Sognepræst. Udgivet af hans Sønner. Kjøbenhavn, I Kommission hos G.E.C. Gad, Trykt hos J. Jørgensen & Co. 1875. Heri s.75-76:

Ved vor Juleaften 1833 ... Nu skulde Sange synges og Skaaler udbringes, men herved var der nogle Ubehageligheder, som fremkaldte en Misstemning. baade Andersen og Herz havde skrevet Sange, men Svenskerne kunde vanskeligt læse de danske Bogstaver, og Andersens var desuden paa en Melodie (Ung Adelsteen paa Thinge stod), som nok kun Én (L. Bødtcher kunde synge. Da Skaalerne skulde drikkes, kom Christensen først med den danske Konges, hvad der ikke ganske var Svenskerne tilpas. "Det er de mange Konger, der er iveien", sagde Thorvaldsen. Det vilde saaledes ikke rigtig gaae med Munterheden,, og en vis Forstemthed indfandt sig, som man dog tilsidst søgte at jage paa Flugten, idet de bedste Sangere samlede sig for at synge Hertz's muntre Vise, hvoraf jeg endnu kan huske de ord: Man maa forholde sig med Bakkus.

(Bibliografisk kilde: HCAH fotokopi)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Tillæg. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879.

Titelblad, paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo. - Pris Kr. 1.00.

Indhold.

1080. Vandrerens Sang. (Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme)(Saml. Skr. XII, 365). p. 1
Mene, mene tekel upharsin (se Nr. 1072). p. 1
Asylsang (se Nr. 1073). p. 4
1081. Brev til Fru Saabye. (Min naadige Frue! De maa vide) (Saml. Skr. XII, 368). p. 4
Vers-Vignet (se Nr. 898). p. 5
1082. Til Hende. (Du spurgte: Hvad er Deres bedste Sang?) (Saml. Skr. XII, 370). p. 6
1083. Den Gang vi endnu havde Vaar. (Den Gang vi endnu havde Vaar) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1084. Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed. (Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1085. Brudstykke af en Rundsang. (Kurvene gjør just vor Lykke) (Saml. Skr. XII. 372). p. 8
1086. Herrens Bøn. (Læs Aften og Morgen dit Fadervor!) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1087. Den stille Uge. (Den stille Uges Sørgetid) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1088. Vise. (Min Ven, lad Alt Dig more) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1089. Romanze. (Hvor Bøgen helder sin friske Green) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1090. Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde. (Paa Bane nu, paa Bane!)(Saml. Skr. XII. 375). p. 11
1091. Til Sophie Gade, født Hartmann, at synge for sine Smaa. (Min egen stærke Dreng, min fine Pige) (Saml. Skr. XII, 376). p. 12
Jeg gik igjennem den duftende Skov (se Nr. 1076). p. 12
Romanze (se Nr. 1077). p. 13
Studenten fra Lund (se Nr. 376). p. 14
Liden Kirsten og Prinds Buris (se Nr. 990). p. 15
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 16
Ung Elskov.
I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (se Nr. 953). p. 17
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 17
Jylland (se Nr. 805). p. 18
Ved Aarsskifter.
I. (Et nyfødt Aar paaVerdensstrømmen glider) (se Nr. 801). p. 19
II. (Igjen et Aar udfolder sine Vinger) (se Nr. 836). p. 19
1092. III. (1864.) (Efter Krigen.) (Det nye Aar kommer susende). (Saml. Skr. XII, 383). p. 19
Forvisning (se Nr. 878). p. 20
1093. Ved Soldatens Hjemkomst i 1864. (Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
1094. En Stemning. (Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
Danske Poeter i Bouguet (se Nr. 915). p. 22
Norge (se Nr. 1020). p. 24
Korsør (se Nr. 984). p. 25
Til Maleren Carl Bloch (se Nr. 1063). p. 26
Stormfloden (se Nr. 1030). p. 27
En Stemning (se Nr. 1032). p. 27
Oldingen (se Nr. 1038). p. 28
Billedstormerne (se Nr. 1042). p. 29
Et Barns Skriftemaal (se Nr. 1046). p. 31
Odense (se Nr. 1044). p. 32
Kjøbenhavn (se Nr. 1043). p. 33
Miraklet (se Nr. 1047). p. 34
Lille Svends Udtalelse om Veirliget (se Nr. 1045). p. 35
Den korteste Nat (se Nr. 1049). p. 36
Tunge Timer (se Nr. 1053). p. 36
Mit Barndoms Hjem (se Nr. 1050). p. 37
Fyen og Schweitz (se Nr. 1064). p. 38
Smaavers.
1095. 1. Paa Genfersøen. (Hvor Alperne høit deres Snekrone bær') (Saml. Skr. XII, 402). p. 38
2. Paa Slottet Chillon (se Nr. 275). p. 39
3. Paa Veien fra Genua langs Middelhavet (se Nr. 283). p. 39
1096. 4. I Rom. (Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte) (Saml. Skr. XII, 403). p. 39
1097. 5. Fra Qvirinalhaven. (I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1098. 6. Min Musa. (Min Musa nys) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1099. 7. Indskrift paa Rammen. (Dit danske Sommer hjem ved Skov og Strand) (Saml. Skr. XII,404). p. 40
1100. 8. Indskrift paa en Kirkeklokke. (Igjennem Flammer blev jeg til) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
9. Efter H. Heine. (I mit Bryst er Klokkeklang) (se Nr. 932). p. 41
1101. 10. (Verden er falsk, Verden er fæl) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
11. Impromtu over Thorvaldsens Atelier i Nysø Have 1840 (se Nr. 382). p. 42
12.(Jeg er ei længer i Ungdomstid) (se Nr. 1078). p. 42
1102. 13. (Dødsenglen flyver i slimet Ham) (Saml. Skr. XII, 406). p. 42
1103. 14. (Et evigt Liv tør jeg ikke kræve) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1104. 15. Paris. (Susende, vexlende, trættende, broget) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1105. 16. (Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1106. 17. (I dette Jordlivs Forgjængelighed) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1107. 18. (I Rummets store Uendelige) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
19. Efter Gjenoptagelsen af Holbergs De Usynlige (se Nr. 759). p. 44
20. TiI H. S.
1108. 1. (Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
1109. 2. (Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1110. 21. (Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1111. 22. (Jeg troer at der før en Verden var) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1112. 23. Granattræet. (I Vaaren er hver Blomst en Flamme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1113. 24. (Hvis Du forstod mit Hjertes Suk) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1114. 25. (Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1115. 26. (Hvor det er selsomt at see Ungdom døe) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1116. 27. (Hvor skulde jeg kunne glemme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1117. 28. (Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1118. 29. (Der er saa øde paa Heden) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1119. 30. I Rom 1841. (Fra Hjem og Venner komme ingen Breve) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1120. 31. (Erindringen gjemmer saa mangt et Syn) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1121. 32. (Hvis høit i Juletræets Top) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1122. 33. (I Orienten Nattergalen) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1123. 34. Ved Juletid i Nizza. (Nu er det den deilige Juletid) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
35. I Dødsstunden (se Nr. 934). p. 49
36. Med en Afbildning (se Nr. 834). p. 49
37. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 49
38. (Paa Livs-Seiladsen er Gud det Fyr) (se Nr. 933). p. 49
1124. 39. Improvisation. (Naar Maanen lyser over Krat og Buske) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1125. 40. Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior. (En Børneflok paa Fødselsdagen bad) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1126. 41. Norsk Stil. (Tag mig Tusinde!) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
42. Til Den, det rammer! (se Nr. 1019). p. 51
43. (Gaaer Du paa Glatiis og falder, min Ven!) (se Nr. 1015). p. 51
44. Drengen og Hundehvalpen (se Nr. 1028). p. 51
45. Med det Onde og med det Gode (se Nr. 1029). p. 51
1127. 46. (En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1128. 47. Paris. (Paris, hvor er Du dog lystig og glad) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
48. (I Vel og Vee) (se Nr. 960). p. 52
1129. 49. Ved Borgen Ravenswood i Skotland. (Hvor Klippen springer i Søen ud) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1130. 50. Basnæs. (Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1131. 51. Til den lille Marie. (Du er vel ikke et Aar endnu) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1132. 52. Fra min Reise i Foraaret 1872. (Vi kom fra Keiserstaden) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1133. 53. (Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
54. I Foraaret i Kjøge (se Nr. 1060). p. 54 Deviser med Presenter.
1134. Med et Halsbaand. (Lille og nysselig!) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
1135. Med en Kurv. (En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1136. Med en Brystnaal i Form af en Flue. (Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1137. Med en Fløite fra en Dame. (Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1138. Med en Dukke. (Hos Dig forvandles Alt til Engel) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1139. Med en Penge-Griis. (Her er en yndig Junker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1140. Med en Trompet. (Paa Jorden og alle Planeter) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1141. Med mit photographerede Portrait i Ramme. med Visitkaart ei at staae tilskamme) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1142. Med J. L. Heibergs Urania. Her har Dubergs Urania, hun er saa pyntet, hun) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1143. Med en Jagtkniv. (Det dundrer under Hestens Hov) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1144. Med et Hefte af mine Eventyr. (Den lille Dreng paa det gule Bind) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
Med en Vedbende-Ranke i Potte (se Nr. 662). p. 57
1145. Med et blomstrende Rosentræ. (Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1146. Med Gellerts Fabler. (Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1147. Med et Kobberstykke. (Som Englene det Jordiske bortbære) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1148. Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr. (Du har en Kunstnersjæl) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1149. Med et Bundt Cigarer. (Da en Syndflods Vande) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1150. Med Byrons Værker. (Til Melodi gik Livs-Disharmonien). (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1151. Med Freiligraths Digte. (Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1152. Med en Dukke. (Dukken her er ingen Dukke) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1153. Med en Pibe. (I Ægtestandens søde Fryd) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1154. Med en Blomsterpige af Chocolade. (Med Blomster staaer hun fra Fod til Top) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1155. Med nogle smukke Fidibus. (Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1156. Med Thorvaldsens Statue. (Slaa Du med Aand og Tale) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1157. Med en Flaske duftende Vand. (Da en Gang Blomsterne Dig saae) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1158. Med en Spaaqvinde. (Alverden jeg gavner) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1159. Med en Gliedermann. (Jeg var en Gang paa den grønne Green) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1160. Med en Lysestage. (Naar efter Aar og Dage) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1161. Med en Papirtrykker med Blomster. (Ved denne Du i Verden huske maa) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1162. Med et Cigarfoderal. (Paa Jagten smager en Cigar) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1163. Med en Reisehue. (Den glade Juul Dig lover ret) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1164. Med et Kobberstykke. (Da Roser mangle ved Julens Leg) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1165. Med to Vaser. (Uden Devise og uden Fraser) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1166. Med en Krave. (Den tør Du eje) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1167. Med et Landskab fra Italien. (Italien, blomstrende Mandelstav!) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1168. Med et Kravebaand. (Fordi man gaaer med Kravebaand). (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1169. Med en Blomstervase. (Gaven her er nydelig) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1170. Med en Hund i Sæbe. (Den hverken bjæffer eller brummer) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1171. Med en Tobakspung (Uden Snakken, uden Takken) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1172. Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru. (Det røde Guld betyder Elskovs Tro) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1173. Med et Huuskors. (Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1174. Med en Lysestage. (Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1175. Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde. (Tag Koppen med Roeskilde-Byen) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1176. Med Visitkaart. (Et Mindeblad - det Sted, Du har beæret) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1177. Med et Guttapercha-Ansigt. (En Cavaleer kom nys hertil) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1178. Med en Kurv med Æg. (I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1179. Med et Billede. (Et Kobberstykke skal Du faae) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1180. Med en Krave. (Du faaer til Julegave?) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1181. Med Papir. (Her er Papir til mange Breve) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1182. Med et Par Handsker. (Hille den sorte Jøde!) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1183. Med Eau de Cologne. (Naar Du med dette Dig befugter) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1184. Med en broderet Skjærm. (I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1185. Med mine Samlede Skrifter. (Du voxte op i mit Hjertes Hjem) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1186. Med et Billede af Rosenborg Have. (Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1187. Med en Hund. (Her er en Hund, og den er stor) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1188. Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser. (I Kampens Stund han blæste kjækt) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
1189. Med Sammes Sicilianske Skizzer og Noveller. (Sicilien er Skjønheds Hjem) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
Med et Stykke Sæbe (Se Nr. 661). p. 67
Med en Terracotta-Figur af Bissen (se Nr. 663). p. 67
Med en Krukke Pomade (se Nr. 664). p. 68
Med Oehlenschlægers Portrait (se Nr. 665). p. 68
Med en Deel Sparebøsser (se Nr. 1075). p. 68
1190. Med mine Eventyr. (Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige) (Saml. Skr. XII, 432). p. 68
1191. Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand. (Hvor Skjønhed lægges) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1192. Med mine Digte gamle og nye. (Mit hele Blomster-Mosaik) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1193. Med forskellige Presenter. (Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1194. Med mine Eventyr. (Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde.
1195. 1. (Gamle Gunhild fra Barselstuen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1196. 2. (Tro paa Ingen, ei Dig selv) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1197. 3. (Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1198. 4. (Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1199. 5. (Gaa til Theatret! - ved Himlens Stjerner) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1200. 6. (Natten lang Dands og Sang) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1201. 7. (Nu er Du paa Maskerade) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1202. 8. (Du er Poet) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1203. 9. (Der voxer for Dig, - ja vær Du glad!) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1204. 10. Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1205. 11. (Mig Gamle spørger Du Unge) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1206. 12. (Mandag være Dig Mærke-Dag) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1207. 13. (Naar Vaaren rider Sommer i By) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1208. 14. (Jeg føler dit lille Hjerte dikke -!) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1209. 15. (Naar Skoven bliver grøn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1210. 16. (Du finder din Lykke i Kjøbenhavn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1211. 17. (Du skal ikke troe al Snik og Snak) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1212. 18. (Dig Laurbær og Myrthe er skaaret) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1213. 19. (En seer man født for Prosa og En for Poesi) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1214. 20. (Hvad ei et Solkys folder ud) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
Stambogsblade.
1215. I. (Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
1216. II. (Fra Vesterhavets Lande) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
III. Fire Blade skrevne i St. Goar ved Rhinen p. 74
1217. 1. (Naar Hyacinthens fine Klokker klinge) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1218. 2. (Du som en Huusalf stille sysler inde) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1219. 3. (Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1220. 4. (Bogen kom først, og jeg kom sidst) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1221. IV. A. Henselt. (Fra Strængene flyver en Fuglehær) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1222. V. Dandserinden Augusta Nielsen. (Den slanke Lilie, den hvide) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1223. VI. Musikdirecteur W. Rübner. (Din Vugge gænge blev sat i Gang) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1224. VII. Sangeren P. Schram. (Lunets lystige Skalmeie) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1225 VIII. Componisten Hägg. (Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1226. IX. Fru O'Neill. (Lad Dig i Smerten selve Smerten sige) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1227. X. C. Castenskjold. (Der synges i By, paa Mark og i Skov). (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1228. XI. Til Jonas Collin. (Vi er som to Strømme af modsat Løb) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1229. XII. Fru Grove, født Fenger. (Bag Sorø Sø ved Skoven) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1230. XIII. I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Rom. (Flyv ungdomssund til den evige Stad) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1231. XIV. Agnes Dunlop og Michael Rosing. (En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1232. XV. G. C. Delbanco. (Erindrer Du, ja, det er noget siden). (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1233. XVI. C. Neergaard. (Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
Til Forskjellige. 1234. 1. Til Christian den Ottende. (Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1235. 2. Til H. C. Ørsted. (Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1236. 3. Til A. Oehlenschlæger. (En Sommerluftning, frisk som den fra Havet) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
1237. 4. Til Capitainlieutenant Chr. Wulff. (Du fører Danmarks Løve) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
5. Til A Bournonville. 1238. I. Efter første Opførelsen af Balletten Fjernt fra Danmark. (Du giver os en Digtning uden Ord) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
II. Efter Balletten Et Folkesagn (se Nr. 1074). p. 81
1239. 6. Til Fru Julie Sødring. (Du kommer som Digtningens gode Aand) (Saml. Skr. XII, 445). p. 81
7. Johanne Louise Heibergs Statue af H. V. Bissen (se Nr. 832). p. 81
8. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 82
9. Christian Winther (se Nr. 747). p. 82
1240. 10. Til Bjørnstjerne-Bjørnson. (Norlandets Digter! Dig Saga indvied) (Saml. Skr. XII, 446). p. 82
Prologer. 1241. I. Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag. (Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest) (Saml. Skr. XII, 447). p. 83
1242. II. Ved en Forestilling i veldædigt Øiemed. (I Riddertiden, som De Alle vide) (Saml. Skr. XII, 448). p. 84
Epiloger. I. (Jeg veed om Farverne, de ere skjønne) (se Nr. 312). p. 85
1243. II. Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price. (Naar man saa godt som hver en Aften maa) (Saml. Skr. XII, 450). p. 86
III. (En Epilog - dens Kreds gaaer vidt) (se Nr. 923). p. 88
1244. IV. (Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog) (Saml. Skr. XII, 453). p. 89
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino 1852 (se Nr. 605). p. 90
Et Par Ord ved Scenens Gjenaabning den 1. Decbr. 1857 (se Nr. 765). p. 91
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino den 20. Marts 1860 (se Nr. 806 og 807). p. 93
Kongehuset.
I. Til Frederik den Sjette. (Vor Tid er Aandens Dage) (Se Nr. 311). p. 95
II. Sange ved det søsterlige Velgjørenheds Selskabs Forsamling i Anledning af Marie Sophie Frederikkes Fødselsdag (se Nr. 332 og 333). p. 96
III. Til Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 422). p. 98
IV. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det Kongelige Theater den 8de October 1856 (se Nr. 758). p. 99
V. Sang i Anledning af Kong Frederik den Syvendes Nærværelse i det Kongelige Theater den 24de Marts 1858. (se Nr. 773). p. 100
VI. Sang ved Kong Frederik den Syvendes Ankomst i det Kongelige Theater Onsdagen den 19de October 1859 (se Nr. 791). p. 101
VII. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det kongelige Akademi for de skjønne Kunster (se Nr. 808). p. 102
VIII. Med Kong Christian den Niendes Portrait (se Nr. 873). p. 102
IX. Med Dronning Louises Portrait (se Nr. 874). p. 103
X. Med Prindsesse Dagmars Portrait (se Nr. 883). p. 103
1245. XI. I Prindsesse Dagmars Stambog. (Her Pen og Blæk en Tegning gav) (Saml. Skr. XII, 467). p. 103
XII. Farvel! (se Nr. 908). p. 104
XIII. Deres Kongelige Høiheder Kronprinds Frederik og Prindsesse Lovisa, Formælingsdagen den 28de Juli 1869 (se Nr. 986) p. 104
1246. XIV. Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa. Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling. (Ved hvert et Sting blev en Rune lagt) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
Leilighedsdigte. 1247. I. Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør [Denne Oplysning er forkert. Sangen blev sunget ved Indsættelsen i Slagelse, 1823. BFNs fodnote]. (Frøet Liv Alherren giver) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
II. Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 106
III. En splinterny Dandse-Vise (se Nr. 1055). p. 109
IV. Sang for de Danske i Paris (se Nr. 247). p. 111
V. Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 112
VI. En lille Flugt til Rom den 8de Marts 1835 (se Nr. 263). p. 113
VII. Sang ved Romergildet den 8de Marts 1836 (se Nr. 286). p. 115
VIII. Psalmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke efter dens Istandsættelse (se Nr. 288 og 289). p. 117
IX. Cantate, afsungen Nytaarsdag i Garnisonskirken (se Nr. 1054). p. 118
X. Videnskabernes Skaal (se Nr. 314). p. 119
XI. Jagtherrens Skaal (se Nr. 1056). p. 121
XII. Levvel til Jenny Lind (se Nr. 427). p. 122
XIII. Cantate ved Sognepræst C. F. Brorsons 50aarige Embedsjubilæum (se Nr. 433). p. 123
1248. XIV. Julesang i det Collinske Huus. (Saa sidde vi igjen om Julebordet) (Saml. Skr. XII, 488). p. 124
1249. XV. Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852. (Og nu en Sang for Oldemoer) (Saml. Skr. XII, 489). p. 125
1250. XVI. Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann. (De faae ingen Vise, De faae ingen Sang) (Saml. Skr. XII, 490). p. 126
XVII. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Studenter fra et og samme Aar (se Nr. 615). p. 127
XVIII. Ved Efterslægtselskabets Stiftelsesfest (se Nr. 624). p. 128
XIX. Balletpersonalets Hilsen til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 626). p. 130
XX. Til Fru Johanne Louise Heiberg (se Nr. 625). p. 131
XXI. Sange ved det kongelige Opfostringshuus's hundredeaarige Fest (se Nr. 629). p. 132
XXII. Sang ved Fru Malle Drewsens Fødselsfest paa Silkeborg (se Nr. 630). p. 134
XXIII. Ved Krandsens Heisning paa Grandjeans nye Gaard (se Nr. 640). p. 136
XXIV. Ved Indvielsen af den Bingske Porcellainsfabrik (se Nr. 647). p. 137
XXV. Til Jonas Collin. Familiesange paa hans Fødselsdage p. 138 1. (Naar Sneen har bredt Julebord)
(se Nr. 1057). p. 138 2. Lad Januari Atterkomst)
(se Nr. 643). p. 139 3. (I Stuen hænger et Familiebilled) (se Nr. 732). p. 141 XXVI. De danske Qvinder (se Nr. 781). p. 142 XXVII. Sang ved Fest-Ballet i Casino (se Nr. 803). p. 143 XXVIII. Sang ved Politidirecteur C. J. C. Bræstrups Jubilæum (se Nr. 813). p. 144 XXIX. En Foraarsfest i Rom (se Nr. 825). p. 146 XXX. Paa Balletskolen (se Nr. 837). p. 147 XXXI. Det Skjønne (se Nr. 809). p. 148
XXXII. Haandværkerens Vise (se Nr. 644). p. 149
1251. XXXIII. En Moders Skaal. (Om ogsaa ude Stormens Slag).(Saml. Skr. XII, 514). p. 150
1252. XXXIV. Den 2den Februar 1864. Ved Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup. (Tillad, at jeg tager Ordet) (Saml. Skr. XII, 515). p. 151
XXXV. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Borgerrepræsentant N. F. Bonnesen og Raadmand B. Petersen. (se Nr. 925). p. 152
XXXVI. Sang ved Afsløringen af Mindestøtten paa Holsteinborg (se Nr. 1003). p. 153
XXXVII. Børnenes Skaal (se Nr. 1009). p. 154
XXXVIII. Til J. P. E. Hartmannden 22de Mai 1874 (se Nr. 1035). p. 155
Bryllupssange.
I. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 392). p. 156
1253. II. Den 22de April 1847. (Det er en hellig Dag blandt Livets Dage) (Saml. Skr. XII, 521). p. 157
III. Pauline Beutner og Valdemar Drewsen
(se Nr. 651). p. 158
1254. IV. Johanne Drewsen og C. von Krieger. (Mai 1855). (Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde) (Saml. Skr. XII, 523). p. 159
V. Mathilde Stæger og Niels W. Gade. (I Kirken) (se Nr. 764). p. 160
VI. Augusta Jøhnke og Carl Reitzel (se Nr. 789). p. 161
1255. VII. Louise Ipsen og C. St. A. Bille. Den 8de Juni 1859. (I Kirken). (Vort Liv har mangen Høitidsdag)(Saml. Skr. XII, 526). p. 162
VIII. A. de Neergaard og O. C. Kahrs
(se Nr. 840). p. 163
IX. Clara Hartmann og August Winding
(se Nr. 880). p. 164
X. Bolette Puggaard og Emil Hartmann
(se Nr. 884). p. 165
XI. Johanne Melchior og I. B. Melchior
(se Nr. 926). p. 166
XII. Lucia Scavenius og Carl Castenskjold
(se Nr. 931). p. 167
Sølvbryllupssange.
I. B. M. Bindesbøll og J. E. Wegener
(se Nr. 294). p. 169
II. Postmester, Grev Holck og Hustru, født Møller
(se Nr. 404). p. 170
III. Josepha Siboni og Ferdinand Tutein
(se Nr. 554). p. 171
IV. Ingeborg Collin og Adolph Drewsen
(se Nr. 593). p. 172
V. Augusta Petzholdt og Gottlieb Collin
(se Nr. 778). p. 175
VI. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 896). p. 176
VII. Dorothea Henriques og Moritz Melchior
(se Nr. 1010). p. 177
VIII. Hofjuveleer Michelsen og Hustru, født Hansen
(se Nr. 1016). p. 178
Guldbryllupssang. C.W. Wiehe og A.L. Wiehe, født Rosing
(se Nr. 854). p. 180
Mindedigte over Afdøde. I. Ved Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke
(se Nr. 877). p. 181
II. Farvel til Kong Frederik den Syvende
(se Nr. 872). p. 182
1256. III. Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen.† den 23. April 1852. (Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd) (Saml. Skr. XII, 546). p. 182
IV. Sophie Gade, født Hartmann
(se Nr. 744). p. 183
V. Christian Wulff
(se Nr. 757). p. 184
VI. Adam Holst
(se Nr. 788). p. 184
VII. Jonas Collin
(se Nr. 827). p. 185
VIII. Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død
(se Nr. 885). p. 186
IX. Henrik Hertz
(se Nr. 996). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH XVII-36)

Henrik Steffens Helms. Kjøbenhavn og Kristiania. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. MDCCCCXII. Heri s. 64-69: Musiceren i det Wanscherske hus, hvor Hartmann og Andersen kom. S. 66 hos Jonas Collin, "hvem han holdt meget af; han skar nogle forfærdelige Grimacer, naar han kom derind; han kunne nemlig ikke udstaa Tobaksrøg. Da han derfor engang indbød Jonas til en Udenlandsrejse, vilde han virkelig forsøge paa at lære at ryge for Jonas Skyld. Jeg var Vidne til nogle af disse Forsøg, men de faldt altid ynkelig ud, og han maatte opgive det. Noget morsommere end at see Andersen patte paa en Cigar og sende Røgen ud, kan man ikke tænke sig, og Jonas og jeg var undertiden ved at kvæles for at dæmpe vore Latteranfald, som Andersen vilde have taget meget fortrydeligt op."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Christine Reimer: H.C. Andersen omtalte humlen i Fædrelandsdigtet "Du danske, friske Strand, hvor Oldtids Kæmpegrave staar mellem Æblegaard og Humlehave" og i hans sidste digt: "Fyn, hvorjeg fødtes til Tankens Lyn mellem vilde Roser og Humleduft, velsignet Dit Solskin, velsignet Din Luft". Danske Studier, 1915. s. 174-184.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Muusmann: ... end ikke H.C. Andersen fik Adgang naar han vilde aflægge en lille Visit. Marstrands Pennetegning af Oehlenschläger der læser op i den Stampeske Kreds. Brogede blade, [udat.] øvrige artikler: Københavnske Søndage: Thorvaldsens Museum. Thorvaldsen og Kvinderne. Friserne paa Thorvaldsens Museum. Maleren Axel Johansen fortæller.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Sigurd Swane: skriver om de "mindehals"-Planer, der truer H.C. Andersens Hus i Odense og de omliggende Bygninger. Han kræver offentlig Konkurrence paa frit Grundlag. Berlingske Tidende, 30.5.1928.
Advarslerne mod Opførelsen af den misforstaaede Mindehal, som Byens styrende Mænd ikke vilde høre paa. Politiken, 22.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

N.Juul-Jensen: ... "I 'En Historie fra Klitterne' fortælles der fra Skagen: 'Makrelstimerne lyste i de mørke Nætter og viste, hvor de gik. Knurhanen knurrede,og Kolkrabben gav ynkelige Hyl, naar den blev jaget, Fiskene er ikke saa stumem, som man siger'. Det mærkelige Dyr Kolkrabben var os ganske fremmed, det fandtes ikke i Ordbøger, ikke i Kommentarer til Eventyrene,og Zoologerne vilde ikke vedkende sig det. Vi blev imidlertid efterhaanden klar over, at H.C. Andersen til sine Skildringer fra Skagen havde benyttet Olavius' Bog fra Skagen fra 1787, og her fandt vi ogsaa den samme Udtalelse om Kolkrabben. Berlingske Tidende, 4.12.1928.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ugens Røst, giver gratis en Farvelade i metalæske indh. 12 Stkr. smukke Farver og pensel til enhver af vore unge Læssere, naar de fraklipper Farveladekuponen [...] til Bladets Ekspedition. Side med: De vilde Svaner, 3 ill, heraf en fra 26.11.1929, Hjertesorg, Svinedrengen, Elverhøj, Biografisk artikel ( 29. april 1930).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

KIRCHHOFF-LARSEN, CHR., H. C. Andersen i København. Nationaltidende (søndag) 30. mar., pp. 10-11, 14.
Smst. p. 13: Illustrationer (Prøver fra Alverdens Lande) til Historien om en Moder. - Foromtale af artiklerne: - og forside: "Til H.C. Andersen-Jubilæet - 'Den grimme Ælling' og 'De vilde Svaner' Originaltegning til udgaven for Søndag af Louis Moe. Dagens Nyheder - Nationaltidende, 29.3.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Behrens: ... Smagløs var den Maade, paa hvilken selvbestaltede Kritikere fra København indfandt sig i Odense under Festdagene og begyndte deres Indianerdans omkring Mindehallen og Fødehuset. Værdigere vilde det have været, om d'Herrrer havde ventet med deres Kritik, til Festdagene var overstaaede. Deres Optræden satte ondt Blod og vil ikke saasnart blive glemt i Odense. Sorø Amtstidende 19.7.1930. Breidahl, Politiken 29.6.1930.
Finn, "Mærkelig H.C. Andersen-Mindehal ...indvendig som et Krematorium." Politiken, juni, 1930.
Fyns Venstreblad: "Breidahl forsvarer sig" (har i Politikens Teaterrubrik angrebet Andersen-festerne.) 6.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

The London Mercury vol. XXIII, 138, April 1931, pp. 588-89. (Træsnit med motiver fra "Nattergalen" og "De vilde Svaner").

(Bibliografisk kilde: HCAH A-22)

Det er Menuen fra H.C. Andersens Fødselsdagsmiddag den 2. April 1875, da han blev 70 Aar. Man vil se, at Retterne, af hvilke der er mange - flere end nu til Dags - benævnes med Titler fra H.C. Andersens Eventyr. Politiken, 31.7.1933.

"Nabofamilierne" (Østers)
"Suppe paa en Pølsepind"
"Fra Andegaarden" (Kalkun)
"Under Piletræet" (Champignons)
"Hvad man kan hitte paa" og "Fem fra en Ærtebælg": (indbagte brisler m/grønne ærter)
"Noget" (laks m/asparges)
"Kjærestefolkene" (Vingele)
"De vilde Svaner" (Fuglevildt)
"Alt paa sin rette Plads" og "Sørg Amagermor"
(smørrebrød med ost, selleri og ræddiker)

"Isjomfruen, "Snemanden" og "Deilig" (Dessert)

Vinkortet bar titlen: "Flaskehalsen":
"Det gamle Huus" (Chateau Guiraud)
"Fra Spanien" (Sherry)
"Springfyrene" (Champagne)
"Det er ganske vist" (Bordeaux)
"Verdens dejligste Rose (Chateau la Rose)
"Hun duede ikke" (madeira)
"Moster" (champagne) "Gjemt er ikke glemt" (gammel madeira)
"Den sidste Perle" (Malvachier).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Originalmanuskriptet, som Casino vilde skænke Teatermuseet, findes i Folketatrets Arkiv. B.T. 3. juni 1935. Om "Ole Lukøje" der i sin Tid blev opført paa Casino.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,

Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

Kaj Munk: "Liv og glade Dage. Femten smaa Hilsener med løst Krudt til de muntreste af mine Kammerater, naturens egne Drenge, de danske Jægere." Nyt Nordisk Forlag. København MCMLXX. Heri Afsnittet s. 70-79: Den Sommer og den Sø, om et møde hinsides med H.C. Andersen:

Noget af det bedste ved at komme i Himlen engang skal blive ind imellem at faa Lov at besøge Jorden. Det første, jeg vil foretage mig, efter at jeg har indrettet mig og er faldet lidt til deroppe, skal være at opsøge H.C. Andersen. Naar jeg har faaet sagt ham, hvem jeg er, og hvor inderligt jeg holder af ham, vil jeg bede ham gøre mig den Glæde at tage en Tur med mig ned til Aabjerg Sø. »Hvor ligger den henne?« vil Andersen spørge; og naar han hører, at der ikke er langt fra den til Nørre Vosborg, hvor noget af hans prægtige »En Historie fra Klitterne« blev til, vil han ikke være længe om at faa Hanke i Paraplyen. Og enten vi nu har Vinger paa til den Tid eller ikke, saa vil jeg have fat i en Baad, naar vi først er kommet derned. Vi prøver at laane Vedersø-præstens; det giver Anledning til at gaa en Tur i den hundredaarige Have, der med sine Ahorn, Elme, Bøge og Ege er en Sjældenhed saa nær ved Havet og derfor befolket med en Vrimmel af Sangfuglearter, saa alle Forsommerens Dage er kimende Kor.
Jeg standser ærbødigt ved Linden og spørger: »Hvor kan det være, Andersen, at der er saadan en Forstaaelse, en-en-en Samhu mellem Træ og Menneske? Det første, Kolonihaveejeren gør, er jo at plante et Træ. Og i et lykkeligt Vers siger Bull det saa rigtigt: »Se bare den birken dær, hvor v o r den er !« Andersen snyder Næsen og smiler: »Det kunde jo være en ældgammel Historie, stamme helt fra den Tid, inden vi endnu fik Ben og lærte at jage og jages, dengang vi selv var Træer og slet ikke tog os andet til end at staa Aaret rundt med udbredte Arme og tage mod de vekslende Vejr af Himlens Naade. Men spørg Jensen om d e t! Hvor er Baaden?« Den finder vi, og jeg faar ham anbragt i Bagstavnen, hvor han ikke skal bestille andet end samle Indtryk, mens jeg hiver i Aarerne.
I Begyndelsen virker han lidt forstemt; jeg har ham mistænkt for, at han allerede har fortrudt, at han er taget med; at han nok hellere vilde være blevet hjemme og siddet i Skyggen af et Palmetræ og læst »Den grimme Ælling« højt for Englene. Men da de første gule Aaknapper strækker Hals for at se Eventyrdigteren, og da der gaar en hvisken igennem Sivene: »Ss, det er Andersen! Ss, det er min salighed Andersen!« tøer han op. Da vi er naaet tværs over til Kølsholmen, hvor Engene kaster sig ud i den blaa Sø, grønne og med brogede Ungkreaturer paa Odden, mens Kirke og Mølle stiger til Siden midt mellem frugtbare Vange og bag os Præstegaardsbøgen spejler sin Top i Bølgen blaa, slaar han ud med Haanden og kalder en Vandlobelia en Alfetelefonmast og ler ad en »cyklende« Blishøne« [...]
Og jeg hører den gamle Digter derhenne hviske - og der er ligesom et forklarende Lys over hans grimme, smukke Ansigt: »Jeg skal digte et Eventyr om alt dette, saa der skal komme Taarer i den kære Guds Øjne, naar jeg læser det op.«
Da giver det et sæt i mig: Derhenne langs med Aakandebladet lurer et frygteligt Alligatorfjæs. Bundgræsset gror saa frodigt her, at det rækker helt op til Baaden; en Aal bliver synlig og bugter sig nok saa nydeligt [...] og vips er Aalen forvandlet til en Bestanddel af en Kæmpegedde. Nu havde vi det lige saa rart. Men til min Forundring ler Andersen bare: »Det var saamænd kun en lille Digter; han duede ikke til andet end til at fede Kritikken med. Nej, men Mennesker, de laver Giftgas og organiserer sig; saa er det først, det bliver slemt! Men se nu den vævre Sivsanger derovre; tænk at kunne flyve fra Siv til Siv og sidde og gynge paa Bladene.« [...]
Saa naar et lidet Bølgeskvulp Baaden som et Amen. Jeg griber om Aarerne: »Vi skal vel til at hjemad, Andersen.« Og Andersen, der er langt inde i sit nye Eventyr, svarer paa sit Fynske: »Ka' vi ikke lige saa gerne bliver her?«

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Som karakteristik for et Træk i fynsk Folkekarakter minder JOHANNES V. JENSEN om H. C. Andersens eventyr "Hvad Fatter gør, det er altid det rigtige". Derefter fortæller han den samme Historie, som den vilde have formet sig, hvis den var passeret i Jylland. Politikens Kronik 31. jan. Optrykt i hans: Mariehønen. Myter, VIII. Gyldendal, København 1940, pp. 66-73.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Blandt alle Eventyrdigtere straaler navnet H.C. Andersen ... Vi har sikret os Eneret for Langeland-Strynø til en Række af hans mesterlige Eventyr fortalt i Billeder. Offentliggørelsen af denne smukke og interessante Tegneserie begynder i disse Dage. Vi haaber, at denne Langelands Avis s nye Underholdningsrubrik for Hjemmene i disse vil blive modtaget modtaget med Tilfredshed. Saa vidt muligt vil Billederne findes i hvert Nummer af Bladet.
Sneedronningen, februar 1939 (Marie Hjuler)
Tommelise, juli 1939 (Marie Hjuler)
Svinedrengen, sept. 1939
Klods Hans, oktober 1939
De vilde Svaner, nov. 1939 (Marie Hjuler)
De røde Sko, feb. 1940 (Marie Hjuler)
Nattergalen, feb.-marts 1940
Den lille Havfrue, apr. 1940 (Marie Hjuler)
Den grimme Ælling, maj 1940 (Poul Jørgensen)
Den standhaftige Tinsoldat, aug. 1940 (Marie Hjuler)
Den lille Pige med Svovlstikkerne, okt. 1940 (Marie Hjuler)
Fyrtøiet, nov. 1940-jan. 1941
Langelands Avis, 1939-41.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Motivet "De vilde Svaner" - udarbejdet af Hugo Liisberg. Fyns Tidende 5.3.1939. Berlingske ill. Tidende, 5.3.1939.
Dansk Akkumulator- & Elektromotorfabrik i Odense fylder 50 år i 1955, og i den anledning har fabrikens bestyrelse besluttet at skænke Odense et bronzereief med motiv fra De vildeSvaner. Social-Demokraten, 14.6.1954.
De vilde svaner i Andersens eventyrhave. Kristeligt Dagblad, 4.4.1955.
Omtumlede vilde svaner. I: "Spørg om Odense". Fyens Stiftstidende, 15.5.2017.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Klasselod nr. 41214 var den danske Eventyrdigters store haab - det, der en Dag vilde give ham en Gevinst, der gjorde ham i Stand til at faa nogle af sine mange brændende ønsker opfyldt. Fædrelandet [usikker datering, men ud fra sammenhængen: april 1939].

(Bibliografisk kilde: HCAH)

ANDERSEN, H.C.: De vilde Svaner. Nordlundes Bogtrykkeri. København. 1943. Tegninger af Axel Nygaard. 32 s. + kalender. - Anm.: Børsen, 17.1.1944, B.T. 18.1.1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1944/7)

De vilde Svaner. Med tegninger af Axel Nygaard. Kalender for 1944. ORIGBD. 1943. OPLAG:500. Nordlundes Bogtrykkeri 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1944/7)

Langs Kanalen. Fra Kongens Nytorv til Langebro. Erik Myrdahls Bogtrykkeri, København 1945. 172 sider. Illustreret af forfatteren. - Anm.: Eric Boesgaard, Berlingske Tidende "Da Jomfru Jacobsens lange Næse skjulte Skuespillerne for Kongen. H.C. Andersen vilde have et Kikhul i Kisten for at kunne følge Stadsen ved Begravelsen. Da Fridolin Johansen satte 'Napoelons Hat' paa Assistenshuset. Nationalmuseets Konservator, Peter Linde har lavet en enestaaende Fører gennem København." - Anm.: B.T. 14. Apr. 1945; Nationaltidende, 31. Dec. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fru Brøndum, Skagens kendte Kroværts Kone, vilde gøre alting saa godt som muligt for sin berømte Gæast, H.C. Andersen. Samme Dag kom den lille Anna Ancher til Verden 18. August 1858 [det er nu 1859]. Svendborg Avis, 28. Apr. 1945 og Bornholms Tidende, 18. Jun. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Chr. Holtet: Et Hundredaarigt Mindesmærke. Skanderborg Amtsbogtrykkeri. 1945.
- Anm.: "Da H.C. Andersen følte sig som en Slave, ingen vilde købe. / Ingen i Aarhus vilde huse H.C. Andersen. Morsomt Minde fremdraget i Anledning af Hundredaarsdag". Aarhus Amtstidende og Bornholms Tidende, 4. Aug. og 1. Sep. 1945.
Lokalhistorikeren Chr. Holtet har i Anledning af Hundredaarsdagen for Afsløringen paa Skanderborg Slotsbanke af Frederik den Sjettes Mindesmærke udarbejdet et interessant Festskrift om Mindesmærkets Historie. [s. 43-44: bfn 478 s. 47: uddrag af MLE] Fyns Social-Demokrat, 7.8.1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.G. Olrik: I Sorø Amtstidende, for 20. Nov. har Dr.phil. Poul Helms i Sorø ordentlig læst H.C. Andersen Teksten i Anledning af, at Holger Gabrielsen har været saa god bl.a. at læse den gamle Digter Eventyr ... HCA faar at vide, at hans lille Digtning er 'lidet betydende og kunstnerisk lavt staaende'. H.G. Olrik slutter artiklen: Hvor vilde han forleden Dag i sit Elyseum have smilet ved at læse Sorø Amtstidende; hvor har det godtet ham, at han aldrig nogensinde har undervurderet den menneskelige Uforstand. Gav han sig endnu af med at skrive shortstories, vilde han ikke mangle Stof - har han mærket! Sorø Amtstidende, 27. Nov. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)