H.C. Andersen centret

Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis. Tirsdagen 16. Juni 1835, p. 383: om HCas ophold i Odense og om hans forfatterskab.
Gengivet i Berlingske Tidende, 18.6.1835: Digteren Hr. H.C. Andersen, der efter sin Hjemkomst fra Italien har beriget vor skjønne Litteratur med et herligt Værk: "Improvisatoren", som visseligen mest af alle hans Arbejder bekræfter hans sande Digterkald, gjæster i denne Tid sin gamle Fødeby. En nyligen fuldendt dramatisk Digtning fra hans Haand, den nationale Idyl "Liden Kirsten", er antaget tilOpførelse paa det Kongl. Theater, hvor ogsaa hans nyeste Opera "Kenilworth", med musik af vor berømte Professor Weyse, skal kunne ventes opført til Festligholdelse af Hds. Majestæt Dronningens høje Fødselsdag.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Fortællinger af Fædrelandets Historie ved Frederik Barfod. Anden, gjennemarbejdede og forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1858.
Heri pp. 757-58 Biografisk artikel om H. C. Andersen: "Det er som Æventyrdigter, at Andersen staar uden Medbejler i vor egen Boglighed og skal vel heller ikke let finde nogen i de mange fremmede ... Som Æventyrdigter er han Børnenes Digter og udøver en mægtig Indflydelse paa dem; men han er de gamles med, hvis de ellers reddede en Gnist af Barnehjærtets Poesi fra Skibbruddet i Livets Prosa."
Tredie, gjennemarbejdede og meget forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1869. (Som 1858, men med tilføjelsen:) "1867 valgte hans taknemlige Fødeby ham til sin Æresborger."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

udgiven af Foreningen "Fremtiden" , redigeret af P.V. Grove. Kjøbenhavn 1870. Heri pp. 16-17 om H.C. Andersens fødeby Odense, med gengivelse af Barndomshjemmet, angivelse af HCA-relevante lokaliteter; pp. 82-83: om Silkeborg og Himmelbjerget med omtale af "H.C. Andersens Bænk". - Gengivet i By-Jybilæet, 26. Juli 1946.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det forløbne Aar. (under afsnittet om Danmark): Men det Dødsfald her i Landet, der vakte størst Deltagelse baade fjern og nær, var dog Eventyrdigteren H.C. Andersens. Efter at han havde feiret sin 70-aarige Fødselsdag den 2den April og modtaget etn stor Hyldest fra alle Dele af Landet, særlig dog fra sin Fødeby Odense, døde han den 4de August.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/53)

BRIX, HANS & H. RASMUSSEN, H. C. Andersen fra hans Fødeby. [1.-3. opl.] Milo'ske Boghandel, Odense. 80 pp.
Indhold: HR, H. C. Andersens Barndom, pp. 1-24; HB, H. C. Andersens Digtning, pp. 25-80. - Anm.: Marius Kristensen, Højskolebladet , sp. 545-48; N. M.-V. [Madsen-Vorgod], Skole og Samfund IX 1905-06, pp.3-4.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/217)

Odense Bys Bog om H. C. Andersen. Udgivet af SOPHIE BREUM. Hempelske Boghandel, Odense. 92 pp.
Indhold: [a:] Sophus Bauditz, H. C. Andersen. Et Foredrag holdt ved Odense Bys Fest paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel, pp. 15-37; [b:] Vilh. Andersen, Barndomshjemmet, pp. 39-53; [c:] P. A. Rosenberg, H. C. Andersens Ungdoms-Kjærlighed [ : Riborg Voigt], pp. 55-59; [d:] Sophie Breum, Hans Livs skønneste Fest, pp. 61-77; [e:] S. Br. [Sophie Breum], Byen og Æresborgeren, pp. 79-87; endvidere Ernst v. d. Reckes kantate ved Odense bys fest på hundredårsdagen, Sophus Michaëlis' digt H. C. Andersen og HCA's digt Du kære, gamle Fødeby. - a) Også separattrykt, med paginering [1]-25 (Gyldendal, København); tysk oversættelse, se nr. 207 ndf. [HCAs brev til Odense Kommunalbestyrelse er gengivet i facsimile: ].
Separattryk: Ernst v.d. Reckes Cantate ved Odense Kommunes Fest i Fyens Forsamlingshus paa hundredeaarsdagen for Digteren H.C. Andersens Fødsel 2. april 1905. Musikken af P.E. Lange-Müller.

(Bibliografisk kilde: HCAH IX-27, 1999/133, 1971/495)

R., C. [REIMER, CHRISTINE], Lidt om H. C. Andersen i sin Fødeby. Hjemmet VIII, pp. 134-35.
Cf. smst. pp. 142-43: Christine Reimer, H. C. Andersens By under Festbegejstring.
Fra Odense den 2. April 1805, H.C. Andersens Fødselsdag. Fra Arkiv og Museum, april 1905. (om koncerten i St. Knuds Kirke 2. april)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Biografiske Artikler (af S.N. og H.J.) i Anledning af 100-aarsdagen. Verdens dejligste Rose. Andersens Eventyr. Med facsimilegengivelse af manuskripter i Revisor Bayers Autografsamling ["En Stemning" og brudstykke af "Min Fødeby"] Kristeligt Dagblad 1. April 1905.

(Bibliografisk kilde: HCAH III-22)

H. C. Andersen og hans Ungdomselskede. Hjemmet VIII, p. 133.
Smst. et digt, H. C. Andersens Grav, af Georg Nygaard.
Smst: Johannes Jørgensen: H.C. Andersen. C.R.: Lidt om H.C. Andersen i sin Fødeby.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Aftenposten (tillæg) 2. apr.: Hans Christian Andersen. 1805 - 2. April - 1905.
Indhold bl. a.: Christine Reimer, H. C. Andersens Fødeby; Leonard, H. C. Andersen paa Rejse.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-598)

Min skønneste Fest. Dagens Nyheder 16. og 18. sep.
I hovedsagen citater fra og referat af HCA's egen skildring af æresborgerfesten i Odense - i anledning af forslag om, at byen burde træde frem som H. C. Andersens Fødeby. - Mærket Mr. Ink.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.St. Holbeck .. om H.C. Andersen Samfundet, Odenses, arbejdsopgaver ... Er den Tanke da saa latterlig at give dem, der i Udlandet og herhjemme interesserer sig for H.C.Andersen go hans Værk, en Mulighed for en Gang at mødes i hans Fødeby, ikke til Pokuleren, endnu mindre til Markedsgøgl med H.C. Andersen-Vafler og H.C. Andersen-Karruseller, men til en Art Mindefest [med] kompetente Forskere, med Oplæsning ved vore største Kunstnere af de mest berømte Eventyr, ved mønsterværdige Opførelser af hans bedste Komedier og ved Udstilling af Originaltegningerne til Eventyrene. Selvfølgelig er der mange andre Opgaver for HCA-Samfundet, saasom Udvidelser af Museet, Anlæg af Een HCA-Park osv, men med den ringe Tilslutning, nævnte Samfund hidtil har faaet, vil det ikke kunne yde disse Planer økonomisk Støtte .... Berlingske Tidende 3.11.1926.
Julius Moldenhawer: "H.C. Andersen-Samfundet" Den danske Pioneer, Omaha, Nebraska, 11.nov. 1926.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.St. Holbeck: man har i den store Eventyrdigters Fødeby besluttet at fejre hans Minde ved en Festuge i 1930. Nationaltidende, kronik 29.10.1928.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., Odense og H. C. Andersen. Politiken 5. jun.
Svar af H. St. Holbeck, H. C. Andersen og hans Fødeby, smst. 11. jun.; gensvar af HGO 13. jun.; afsluttende bemærkning af HSH 15. jun. En H.C. Andersen-Strid i Digterens Fødeby. Borgmester Petersen har nedsat en Komité, som H.C. Andersen-Samfundets Formand ikke blev Medlem af. Interviews med Sagens Parter. Dagens Nyheder, 14.2.1929.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

HOLBECK, H. ST., Digteren H. C. Andersen og hans Fødeby. Politiken (tillæg) 2. apr., pp. 3-4.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"Historien om Den grimme Ælling ... H.C. Andersens Dag blev det dejligste Eventyr". Heri: "Den 8aarige Hans Christians Digt til Faderen. "Dagen i Digterens Fødeby". "Børnene om H.C. Andersens Eventyr." Ekstrabladet 2. april 1930 pp. 1, 4, 6-7 og 10.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"H. C. Andersen og hans Fødeby". - Bobjerg, Anders: "H. C. Andersen". - "Digterens Penneskaft og sidste Pen". - "Eventyrene paa Alverdens Sprog". - "Odense Paa H.C. Andersens Tid. Hvad Billeder og gamle Papirer i Museet kan fortælle om Digteren og Byen i hans Barndoms Aar." AcJ. - "Fra Eventyrdigterens ydmyge Dage". - "Eventyrdigterens første Kærlighed". - "Historien om en Moder". - "I 19 Aar Dør om Dør med H.C. Andersen". - "Da Andersen savnede sin Buste". - "Forskeren [Hans Brix] om Digteren. -Christine Reimer: "Fra H. C. Andersens Fødselsdag", "Fra H. C. Andersens Fødeby" og "Fra H. C. Andersens Fødselsaar". - "Hvor H. C. Andersen døde". - "H. C. Andersen og vor Tid". "H. C. Andersen i Sten og Bronce". - Herman Madsen: "H. C. Andersens store Billedbog". - "Digterens Rejsepas fra 1819". - "H. C. Andersen og det Melchiorske Hjem." - S.T.: I 19 Aar Dør om Drø med H.C. Andersen. Smaa intime Erindringer indenfor Familien Anholms Kreds". Fyns Tidende 2. april 1930 Pp 1-16.
"Den første Højtidelighed i Mindehallen" "Festen i Odense Højskoleforening". Fyens Stiftstidende, 3.4.1930. - Artikler om Mindehallen, Fyns Tidende, 12. og 19.1.1930,

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tillæg til Politken 2.4.1930. p. 3-4: H.St. Holbeck: Digteren H.C. Andersen og hans Fødeby. (se: 728 ) P. 5: M.P. [Martin Pedersen] "I H.C. Andersens Hus. Hvad er det, der optager de Besøgendes Tanker". "Barndomsvennerne paa Mariehøj. Den Høegske Samling". (se: 761 ) "Odense genenm 125 Aar". Martin Pedersen: "De udenlandske Turister og H.C. Andersen". Poul Welblund: "Munke Møllestræde" (digt).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"Eventyret udenfor". Flere Mennesker paa Raadhuspladsen end nogen Sinde tidligere (over 50.000). "Raadhusfestens internationale Side. Transmissionen i Gaar fra Raadhuset". "Festerne i Digternes Fødeby." "Texière-AftEnen i Casinos lille Sal". "Festerne i Aarhus". "Radiofoniens Fest for H.C. Andersen - Professor Vilhelm Andersen fortalte 'Eventyret om H.C. Andersens Eventyr'." Dagens Nyheder. Nationaltidende. 3. april 1930, p. 6.
"H.C. Andersen-Festen i Gaar blev et prægtigt Eventyr." Social-Demokraten, 3.4.1930.
"70-80,000 Mennesker hyldede H. C. Andersen paa Raadhuspladsen. Gaarsdagens mange Fester samlede sig til en enestaaende Hyldest til Digterens Minde." "Odenses Fester i Gaar. Højtidelighed i Mindehallens Gaard. En Stikling af H.C. Andersens Efeu Plantes". Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. 3. april 1930. Forside, pp. 9, 10, 13-14.
"Hovedstadens Fest for H.C. Andersen" Fyns Social-Demokrat, 3. april 1930.
"Den store Andersen-Dag". Morgenbladet, 3.4.1930. "Eventyr-Dagens straalende Børne-Tableauer". "60,000 Mennesker paa Raadhuspladsen hyldede Eventyrdigteren"; Aage Berntsen: "Epilog ved Mindeforestillingen", fremsagt af Holger Gabrielsen. Politiken 2. og 3. april 1930. Børsen, 3.4.1930.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Leder i Turisten, Officielt Organ for den danske Turistbevægelse, Nr. 6, Juni 1930. "H.C. Andersen. Mindefesten i Odense 11., 12. og 13. Juli." (s. 1) "H.C. Andersens Fødeby" (s. 2-6.) "Hvorledes Odense fejrer sin navnkundige Søn." (s. 6-9) "Fra H.C. Andersens Fødeby kommer den danske H.C. Andersens Minde-Dug". J.G. Jacobsen, Odense. A "H.C. Andersen Table Cloth"

(Bibliografisk kilde: HCAH)

NORDAHL-PETERSEN, [A.], H. C. Andersen og hans Fødeby. Fyens Stiftstidende 2. jul.
Foredrag holdt i radioen 1. jul. Tysk: Wo die Märchen herkamen. H.C. Andersen und seine Geburtsstadt. Dänemark, herausgegeben von den dänischen Staatsbahnen, april 1930.
De udenlandske Turister og H.C. Andersen. Interview med den fynske Turistbevægelses leder, redaktør Nordahl-Petersen. Politiken, 2.4.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ernst Fr. Hansen. Kristeligt Dagblad, 27. januar 1934. ... "Den aldrende Digter var taknemmlig mod Gud og Mennesker og mod sin Fødeby, der kom ham i Møde, inden det blev for sent. Selv paa Dødslejet gik hans Tanker til Barndomshjemmets By".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Vagabonden: Den store H.C. Andersen-Fortolker, Jacob Texière, der har et særligt stort Publikum her i den verdensberømte Digters Fødeby, fylder paa Fredag 60 Aar. Fyns Stiftstidende, 30. Januar 1939. "Jeg har aldrig anstrengt mig for at ligne H.C. Andersen", Berlingske Aften, 28.1.1939; "Texiere efterlyser den rette Ærbødighed for H.C. Digteren forudsaa i sine Eventyr Flyvemaskinerne og Diktaturet", Ekstrabladet, 28.1.1939. Oplæsning af Snedronningen, Politiken, 2.11.1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Redigeret af Axel Nygaard. Illustreret af Johannes Larsen. Heri 34, 223, 233, 234, 302: digte af H.C. Andersen: "Rolighed", "Studie efter Naturen, Solen skinner i Naboens Gaard", "Odense. Du kjære gamle Fødeby", "Mit Barndoms-Hjem, Nær Odense-Munkemølle" og "Silkeborg, Hvor Klostret stod ved Søens Siv". København 1941. J. H. Schultz Forlag.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Naar H.C. Andersen var tilfreds med vor By, maa mindre Aander ogsaa kunne være det! Odenses Borgmester Werner svarer paa Forfatteren Viggo F. Møllers skarpe Angreb paa sin Fødeby. B.T. 15. jul. 1944. Viggo F. Møller: Opgør med Odense. II. 28. september 1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

En original Mand siger sin Mening. Maleren Einar Albrechtsen, der for Tiden er paa Besøg i Fødebyen Svendborg, fremviser Modellen til Kolossalmonumentet for H.C. Andersen - før han slog den i Stykker. Inspireret af en konkurrence i 1936 om et Kolossalmonument for H.C. Andersen, [ se: 17239 ] lavede Albrechtsen et Udkast til et lign. i Digterens Fødeby. Det blev forkastet - og han knuste det. Svendborg Avis, 28. jul. 1945. - Besøg hos den snart 70-aarige Kunstner Einar Albrechtsen, der i en Baggaard til en gammel Købmandsgaard har opstillet sit Livsværk et Monument for H.C. Andersen. Korsør Avis, 11. juli 1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Leder: Har vi med alle til rådighed staaende midler det nødvendige halve aar i forvejen gjort verden opmærksom paa, at der er festspil i Hans Andersens fødeby? Politikens, 1. juni 1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det sovjetiske tidsskrift Ny Tid, der udsendes på en række sprog, herunder også svensk, bringer følgende artikel af professor Nikitin, der besøgte Danmark i forbindelse med den dansk-sovjetiske venskabsuge. ... Vi var også i Odense, eventyrforfatteren H.C. Andersens fødeby. Land og Folk, 24. marts 1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Gerd Casse, f. Drewsen oplyser, at Assistens Kirkegaards Begravelsesprotokol udviser, at det gravsted med Plads til tre, hvori H.C. Andersen hviler, er købt 22. Novbr. 1872 af Etatsraad Edvard Collin. Da H.C. Andersen levede, udtalte han som sit bestemte Ønske at komme til at hvile i samme Grav som hans to bedste Venner i Livet: Edvard og Henriette Collin. Senere bestemte Datteren Louise Drewsen, og Ionas Collin, at flytte Collnernes Gravsted (ikke Kisterne) ud paa Familiegravstedet paa Frederiksberg. Berlingske Tidende, 30.11.1954. - Komité arbejder paa at faa Digterens Grav flyttet, men betydende Kredse i hans Fødeby er mod Tanken. Nationaltidende, 12.11.1954.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Forord af Paul V. Rubow. Illustreret af Johannes Larsen, Gyldendal, 50 s. - Anm.:
The Ugly Duckling, Illustrated by Johannes Larsen, Translated by R.P. Keigwin. Gyldendal Copenhagen / The Macmillan Company, New York. 1955 56 pages.
Den fula Ankungen. Öfversatt af Fredrik Böök. Bonniers, Stockholm, 1955, 52 S.
Das hässliche Entlein, übersetzt von Alice Hügelshofer. Sauerländer, Frankfurt, 56 S.
Den grimme Ælling gengivet i billeder af Johannes Larsen. Var det ikke en værdig opgave for Odense by at søge at samle denne billedserie til ophængning i digterens fødeby? Fyns Tidende, 1.4.1955; Politiken, 24. og 25.3.1955; Bornholms Tidende, 25.3.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/83, 1958/61)

Hele verdens opmærksomhed er i dag rettet mod digterens fødeby. HCA-legat til Karen Blixen. H.C. Andersen mindes i dag over hele verden. Glædens dag for Odense og dens borgere. Michael Redgrave hertil - lykkelig for invitationen. Endelig noget, som samler os, paa tværs af grænserne. Radioens drengekor i Sct. Knuds Kirke. Leder: Odenses søn. Den første hyldest til H.C. Andersen. Fik ikke kun legatet, men ogsaa rejse til Amerika. H.C. Andersen-filmen indtalt paa seks sprog. Larsen Stevns fresker i enestaaende smuk bog. 2. aprili H.C. Andersens by. Hun saa H.C. Andersen for ca. 85 aar siden. Borgmesterens tale. Forbindelsen mellem Andersen og raadhuset. Odenses store festdag. Fyens Stiftstidende, 2.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

som Fyens Stiftstidende lovede at bringe videre til byens borgere: En hjertelig hilsen og de bedste ønsker for indbyggerne i Odense, den berømte danske eventyrdigter H.C. Andersens fødeby. [med gengivelse af den russiske håndskrift]. Fyens Stiftstidende, 11.9.1962.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det er i dag 100 år siden H.C. Andersen blev æresborger i sin fødeby Odense. Gengivelse af forsiden på Fyens Stiftstidende 7de December 1867. Fyens Stiftstidende, 6. december 1967.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

The Hans Christian Andersen Events. Odense - Denmark 1975. 1975 er 100-året for Danmarks verdensberømte eventyrdigter H.C. Andersens død. året markeres ved en lang række arrangementer i eventyrdigterens fødeby Odense. Odense Turistforening. 1975. [17 s.]

(Bibliografisk kilde: HCAH 1975/44)

Rolf Dorset: "I disse dage er det 125 år siden, digteren H. C. Andersen blev æresborger i sin fødeby Odense." - 'Det er som en Drøm det Hele' - to helsides artikler, samt leder: "En spådom" i Morgenposten 6.12.1992.
Program for Festugen 1.-6.dec. 1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ebbe Larsen: "H.C. Andersen er en gave til Odense, men har vi i byen forstået at forvalte den gave? Kronikøren sammenligner med Shakespeares fødeby Stratford, som er genstand for langt større opmærksomhed, fordi Stratford har langt mere at byede på. Odense mangler en bred vifte af oplevelser, der kan give besøgende en større forståelse for digterens verden". Fyens Stiftstidende 13. aug. 2000.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 617.

Fødselsdagsavis: Op mod 50.000 fynboer skød 200 årsdagen i gang i aftes, da franske ildkunstnere oplyste nattehimlen over H.C. Andersens fødeby. Massoum Moradi: Stjerne for altid. Samme side: Carin Kollster: "Jagten på ællingerne. I 1930-31 leverede Johs. Larsen 34 oliemalerier over H.C. Andersens 'Den grimme Ælling' til en odenseansk restauratør. Siden forsvandt billederne, men 22 af dem er dukket op. Hvor er resten?". Fyens Stiftstidende s kronik 2. apr. 2005.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Niels Højland, "H.C. Andersens fødeby, Odense, er hjemsted for afslutningen på H.C. Andersen-året. I byen er der både ros og ris til det foreløbige udbytte af den store investering. Som leder af H.C. Andersen Paraden har Torben Iversen været tæt på begivenhederne året igennem." Jyllands-Posten 30. nov. 2005.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Traduit du danois et présentés par Michel Forget. Classiques du nord. Percée. Paris. Les belles Lettres. 2013. 166 s.

L'enfant mourant = Det døende barn
L'instant de la mor = Dødsøjeblikket
Nuit de Nouvel An = Nytårsnat
La rue Østergade considérée d'un point de vue poétique = Østergade
Phantasus (L'Imagination et la Folie) = Phantasus
Paysage du soir = Aftenlandskab
Temps gris = Gråt vejr
La reine des neiges = Snedronningen
L'âme = Sjælen
L'étudiant = Studenten
Le voleur = Tyveknægten
Qu'est-ce donc que notre vie ...? = Hvad er vort liv
Critique littéraire = Recension
Étude d'après nature = Studie efter naturen
Violettes = Martsviolerne
Le soldat = Soldaten
Vie de nomades = Vandrerliv
Le violoneux = Spillemanden
Mélodies du cœur = Hjertets Melodier: I J'ai vu, naguère, deux yeux bruns = To brune øjne jeg nylig så
II Mes pensées sont une montagne imposante = Min tanke er et mægtigt fjeld
III Tu m'as donné des fleurs = Du gav mig blomster
IV Tu es devenue la pensée de mes pensées = Min tankes tanke ene du er vorden
V Elles se sont fanées les fleurs que tu m'as données =Henvisnet er de blomster
VI Tu ne comprends pas le cours éternel des vagues = Du fatter ej bølgernes evige gang
VII Je t'aime - toi dont je ne pwux pas dire le nom = Jeg elsker dig - dig, som jeg ej tør sige
VIII Il est une légende - une conte = Man har et sagn - et eventyr
En premier plan et un brin de verdure = En forgrund og en smule grønt
Stances à la musique = Stanzer for musik
Tableaux imaginaires = Fantasibillede
Une halte sur la lande = Hvile på heden
Une scéne en hiver = Et Vinterparti
Le lourd, l'amer chagrin de l'homme = Mandens dybe bitre sorg
Le voyageur et l'habitant de la lande = Den rejsende og hedeboeren
Octobre = Oktober
La tempête = Stormen
La rose = Rosen
Le pouvoir du poète = Digterens magt
Le fils du désert = Ørkenenes søn
Dans la clarté de l'été = I skærsommer
Le berger = Hyrden græsser sine får
Et toi, puissante mort ... = Du stærke død
Le dernier chant d'un poète = En digters sidste sang
Loin, bien loin ... = Langt fra
Poésie = Poesien
La rose sur le cercueil = Rosen på kisten
Le vieil arbre = Det gamle træ
Psaume = Salme
Îles humides du nord ... = Op til de våde øer
Monsieur Petersen le jeune = Den unge Herr Petersen
Mon arbre = Mit træ. Imellem havens buske
Accords = Stemninger
Henriette Wulff =
Malaga I = Ved husets mur stod en hæk af geranier
Malaga II = Ingen kender mig, ingen kender jeg
Grenade = Granada. Den, som jeg gav af mit hjerteblod
Ma pensée, où s'envolera-t-elle ...? = Hvor flyver min tanke i morgen den dag?
Lorsqu'elle chantait = Da hun sang.
La fermière et ses œufs = Konen med æggene.
Souvent, parmi l'herbe maigre ... = Imellem fattigt græs og urt
Danemark, ma patrie = Danmark, mit fædreland
Jutland = Jylland mellem tvende have
Voyager, c'est vivre = Det er liv at rejse
La nouvelle année = Det nye år kommer susende
Excursion au Vesuve = Vandring på Vesuv
Odense = Du kære, gamle fødeby
Chaque Automne ... = Hvert efterår siger løvet, der faldt
Fionie et Suisse = Fyn og Schweiz
Pareille angoisse, jamais je n'ai connue ... = Jeg har en angst som aldrig før
Pour l'album de Mme Grove, née Fenger = Fru Grove, født Fenger
État d'âme = En Stemning
Tout passe comme le vent = Alt farer hen som vinden
Paris = Susende, vekslende, trættende, broget
La maison de mon enfance = Mit barndoms hjem.
Heures sombres = tunge timer
La nuit la plus courte = Den korteste nat
Le miracle = Miraklet. Fra pyramiden i ørkenens sand
Au printemps à Køge = I foråret i Køge. En lille lærke kvidrende kom
Dans les rayons du couchant ... = I aftensolens stråler
Si d'aventure .. = Hvis højt i juletræets top
Sans cesse la vie quotidenne = Friskt skyder hverdagslivet sine ranker
Le chant de la sirène = Havfruesang. Hvor bøgen hælder isn friske gren.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"I aftes modtog jeg den ærede Kommunalbestyrelses skrivelse og iler med at bringe min dybtfølte tak. Min fødeby forunder mig ved Dem, mine Herrer, en erkjendelse, en hæder, saa stor som jeg aldrig turde drømme den." Sådan skrev H.C. Andersen i 1867 til Odenses politikere, da eventyrdigeteren havde fået at vide, at de ville gøre ham til æresborger.
Æresborger med tandpine og nerverne på højkant. Det var en bevæget H.C. Andersen, der for 150 år siden blev æresborger i sin fødeby. Han døjede med tandpine, forkølelse og nok også en stor portion nervøsitet op til den store fest.
Derfor fejrer vi H.C. Andersen med fællesskab. H.C. Andersen skrev om fællesskaber - om ensomhed både uden for og inden for fællesskabet. I disse dage fejres han i Odense under netop temaet fællesskaber. Det er der behov for at diskutere i en tid med "dem og os" mener forskere på H.C. Andersen Centret. Fyens Stiftstidende, 6.12.2017.