H.C. Andersen centret

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Tysk] ; [Polsk]

Sibbern, Frederik Christian: Skrivelse til Digteren Ingemann i Anledning af Huldregaverne. Fra en Ven i Kjøbenhavn. København 1831. Heri p. 7 om H. C. Andersen, hvor Sibbern skriver:

... Det behøver jeg da ei heller at sige Dem, at, naar De nu og da, midt under Aandens Arbeiden med en Idee, eller midt under Phantasiens Arbeiden med dens Udførelse, føler Trang til et Soutient, at De da blot behøver at tage een af de store Mestere saavel i Poesie, som i Talen om Poesie, ned af Deres Boghylder, for at finde en Kritik over deres Arbeider af den Art, som nu engang vore Kritikere ikke forstaae sig paa at yde os, da de ellers vist skulle have udfundet f.Ex. Andersens eiendommelige Livsthema. Hvor meget ønskede jeg, at Nogen maatte forstaae sig paa at styrke denne Forfatters Sjæl, ved at glæde den ved en Berømmelse, som kunde bringe ham til en intensivere Følelse af sit inderste Væsen, medens den bragte ham til at føle de Mangler, man tillige bestandigen monne vise ham, som lette at afstreife, fordi man havde bragt ham til at see dem som retarderende for hans egentlige Existents."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Literair Notice. Gjengangerne i vor Literatur synes nu paa veie til at blive afløste af Kjeldermænd ... Men man har modtaget et Brev til Hr. Licentiaten [Hans Michelsen, pseud.f. Tetens Hald], der er altfor venskabeligt til, at man kunde nægte det Befordring med Kjøbenhavnsposten, og man vil ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at anbefale selve Poemet til Publikums Opmærksomhed. Brevet lyder som følger: Venskabelig Skrivelse til Forfatteren af 'Gjenganger-Poem'. Dersom der skulde udkomme et nyt Oplag af Dit Værk, maa jeg, som Ven, bede Dig, for Himlens Skyld, læse i Badens Grammatik §149, den 9de Regel, thi Du har reent glemt denne, og derved begaaet en slem grammatikalsk Feil, hvorfor Andersen vilde have faaet: "dada", og være bleven sat: "i Skammekrogen"; og da Du og den anden Gjenganger nu krabaske ham især for hans Grammatik (noget som det unge Menneske kan have godt af), seer det dog saa grumme slemt ud, at Du selv begaaer en Feil), til hvilken Du neppe kan finde en værre Mage hos ham. Han er istand til, at kunne spørge Dig med Dine egne Ord til ham: "I kan dog vel Latin?". Nu, bliv ikke vred for min venskabelige Skrivelse, jeg mener Dig det ligesaa godt, som Du mener Andersen det. En Ven. Kjøbenhavnsposten 5.3.1831.
Omtalt i: 3519

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

448. 1. Med Göthes Skrifter. (Veed Du det Land, hvor Guld-Orangen groer). (Ændret Form i Saml. Skr. XII, 205 - Nr. 13 af Deviser med Presenter etc.).
449. 2. Med et Guld-Uhr til en ung Dame. (Guld søger Guld, det vil dit Hjerte finde). (Saml. Skr. XII, 202 Nr. 1 af Deviser med Presenter etc.).
450. 3. Hjerte-Sorg. (Man har et Sagn om Nøkken). (Saml. Skr. XII, 381 - Nr. II af Ung Elskov).
451. 4. Med Thieles Folkesagn, foræret til en Digter. (Modtag fra Folketroens Ager). (Saml. Skr. XII, 204 - Nr. 8 af Deviser med Presenter etc.).
452. 5. Bøn. (Han, som i Stormen er vor faste Borg). (Saml. Skr. XII, 294 - Nr. 51 af 65 Smaavers).
Trykt i Ny Portefeuille, 4. Bind, Nr. 2, 13. 10. 1844, 25-26.

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-48, 1971/447)

Digteren H. C. Andersens samlede Værker ville om kort Tid udkomme hos Boghandler C. B. Lorck i Leipzig i en af Forfatteren selv besørget fuldstændig tydsk Oversættelse. Prof. Wolff har paataget sig at gjennemsee samme og afhjælpe de Feil, der muligviis kunne indsnige sig. Værket vil udkomme i 25 smaae Bind, hvoraf de tvende første ville indeholde et kun for denne Udgave bestemt Originalværk, og alle de Arbeider, der senere forlade Digterens Haand, ville efter kort Tids Forløb finde Plads i denne tydske Oversættelse. De to første Bind, som skulde udkomme i Slutningen af Novbr. og vilde indeholde: "Das Märchen meines Lebens; autobiographische Skizze", agtedes ledsagde af Andersens Portrait efter en Originaltegning af Prof. Grahl i Dresden.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2003/171)

der i den senere Tid ofter er bleven spillet paa Theatret i Casino, synes at finde almindeligt Bifald ... Fædrelandet, 20. Januar 1856.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698v)

Fortællinger af Fædrelandets Historie ved Frederik Barfod. Anden, gjennemarbejdede og forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1858.
Heri pp. 757-58 Biografisk artikel om H. C. Andersen: "Det er som Æventyrdigter, at Andersen staar uden Medbejler i vor egen Boglighed og skal vel heller ikke let finde nogen i de mange fremmede ... Som Æventyrdigter er han Børnenes Digter og udøver en mægtig Indflydelse paa dem; men han er de gamles med, hvis de ellers reddede en Gnist af Barnehjærtets Poesi fra Skibbruddet i Livets Prosa."
Tredie, gjennemarbejdede og meget forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1869. (Som 1858, men med tilføjelsen:) "1867 valgte hans taknemlige Fødeby ham til sin Æresborger."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Af denne Komponist har Schumann efterhaanden meget hædrende anmeldt: Sonate, Op. 8, Op. 18 og Op 28 [...] og Operaen Ravnen - naturligviis i dens oprindelige Form - hvilken sidste vi finde bedst egnet til Meddelelse her. Nordisk Tidsskrift for Musik og Theater 1, 1871, pp. 2-3.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. 2 Vers heraf har tidligere været trykt i En Hustru 1844, se Nr. 442.
[senere BFN-tilføjelse:] Det er muligt, at det her citerede Lejlighedstryk ikke er det originale Tryk, men et senere Tryk fra 1874 "gjentages den 16. Februar 1874"; det har imidlertid ikke været Udgiveren mulig at finde noget andet Eksemplar, hvorfor dette er medtaget her.

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-32, A-564, 1981/277 )

H.C. Andersens "Samlede Skrifter" er udgivet i to danske udgaver (men udkom før på tysk: Gesammelte Werke fra 1847, inklusive supplementer 50 bind!): Samlede Skrifter bd. 1-33, 1853 (påtrykt årstallet 1854) - 1879 og Samlede Skrifter. Anden Udgave bd. 1-12, 1876-1880. Birger Frank Nielsen henviser konsekvent til andenudgaven af Samlede Skrifter , når han henviser til trykte versioner af tekster, han omtaler i H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875 (1942). Henvisningerne er en hjælp til den læser, der vil finde og læse en tekst, og en del tekster, især lejlighedsdigte, er da heller ikke til at finde andre steder (eller var det ikke før udgivelsen af Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, Kbh. 2000). Det er standard at henvise til andenudgaven af Samlede Skrifter fremfor førsteudgaven, og det må skyldes forskellen i overskuelighed. Førsteudgaven er en lidt sær og rodet udgivelse, idet den indeholder førsteudgivelser af flere af de større værker, der hen ad vejen blev indlemmet i Samlede Skrifter i stedet for at trykkes som selvstændige publikationer: romanen At Være eller ikke være (1857, SS bd. 23) og rejsebøgerne I Spanien (1863, SS bd. 24) og Et Besøg i Portugal (1868, SS bd. 28). Det sidste bind i førsteudgaven, bd. 33: Digte. Tillæg (1879), supplerer bd. 15 og 16 (1854). Det udkom (nogenlunde) samtidig med andenudgavens eneste digtbind, bd. 12, der således samler digtene, der fylder tre bind i førsteudgaven.

Birger Frank Nielsen beskriver førsteudgaven nærmere i sin bibliografi, se http://www.andersen.sdu.dk/forskning/bib/bfn/vis.html?p=634&show=1 , og Gesammelte Werke beskrives yderligere her: http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/register/info.html?vid=801 . Andenudgaven beskrives nedenfor:

1. Bind.

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Første Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Mit Livs Eventyr s. 1 - 554

Indbundet i samme bind, men udkommet senere, nemlig maj 1877: Mit Livs Eventyr. / af H.C. Andersen. / Fortsættelse / (1855-1867). / Udgivet af / Jonas Collin. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877.

2. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Andet Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Improvisatoren s. 3 - 343

3. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tredie Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

O.T. s. 1 - 283

4. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjerde Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Kun en Spillemand s. 1 - 304

5. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

De to Baronesser s. 3 - 259

At være eller ikke være s. 263 - 508

6. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Sjette Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Billedbog uden Billeder (1.-33. aften) s. 1
Lykke-Peer s. 41

Biographiske Skizzer s. 123

1. En Periode af Ole Bulls Liv s. 125
2. Henriette Hanck s. 128
3. Jens Adolph Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann s. 130
4. Johan Peter Emilius Hartmann s. 141
5. Bernhard Severin Ingemann s. 147
6. Bertel Thorvaldsen s. 149

Fodreise fra Holmens Canal til østpynten af Amager s. 161
Reiseskizzer s. 271
Silkeborg s. 273
I Schweiz (Ragaz, Løven i Luzern) s. 283
Festen i Obergammerau s. 292
Charles Dickens s. 299
I Danmark, (Skagen, Vænø og Glænø) s. 328
Jura Bjergene s. 343
Nürnberg s. 347

7. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Syvende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

En Digters Bazar s. 3 - 385

8. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 s. 3
I Sverrig s. 123
I Spanien s. 255
Et Besøg i Portugal s. 483

9. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret s. 1
Fire Aarstider s. 37
Festen paa Kenilworth s. 69
Skilles og mødes s. 169
En rigtig Soldat s. 245
Den Usynlige paa Sprogø s. 271
Mulatten s. 303
Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris s. 391
En Comedie i det Grønne s. 399

10. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tiende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Maurerpigen s. 1
Vandring gjennem Operagalleriet s. 83
Fuglen i Pæretræet s. 99
Kongen drømmer s. 133
Lykkens Blomst s. 167
Den nye Barselstue s. 237
Liden Kirsten s. 271
Kunstens Dannevirke s. 297
Bryllupet ved Como-Søen s. 311
En Nat i Roskilde s. 367
Meer end Perler og Guld s. 393

11. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ellevte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Ole Lukøie s. 1
Hyldemoer s. 77
Nøkken s. 123
Indledning til Carnevalet s. 157
Paa Langebro s. 169
Han er ikke født s. 255
Da Spanierne varher s. 317
Ravnen s. 385
I Vetturinens Vogn s. 425
Kong Saul s. 435
Agnete og Havmanden s. 467
Ahasverus s. 549

12. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tolvte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[digte]

13. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Trettende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[eventyr/historier] - i bd. 13-15 i en rækkefølge, der ligger tæt på teksternes oprindelige udgivelseshistorie.

14. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjortende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

15. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femtende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

I "Mit Livs Eventyr" fortæller H.C. Andersen om Enken efter Præsten Bunkeflod. .... Denne Pastor Bunkeflods viser var en Gang kendt og mange af dem har lydt paa folkets Læber,nu er de glemte, og det ern en stor Sjeldenhed at finde et Eksemplar af dem. I en Samling findes følgende Vuggevise: "Sov, lille Barn, sov sødelig". Politiken, 6.9.1914.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den opsigtvækkende danske Film blev i Gaar vist for en indbudt Kreds. Det konstateredes, at Eksperimentet var lykkedes. ... Bag Filmen ligger halvandet Aars Arbejde,og den er set paa en halv Time. Men vi skulde tro, at Fotograf [Karl] Wieghorst maa finde Lønnen i, at Filmen naaede ud alle Vegne baade ude og hjemme, hvor man med Beklagelse hidtil har maattet konstatere, at den rigtige Film, lavet for Børn, den fandtes ikke endnu. Det er saa stor en Opgave, denne Film maa kunne løse. Nationaltidende, 15.11.1927.
[red. tilføjelse: 1916 lavede Knud Wieghorst en stumfilm: "Digterens Drøm". 1928: Karl Wieghorst: "Den lille Pige med Svovlstikkerne", også 1928: Knud Wieghorst: "Den standhaftige Tinsoldat".] Dagens Nyheder, 13. og 4.11.1927, 30.10.1928; Berlingske Tidende, 15.11.1927.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Politiken 24. marts 1935, forsiden og side 9. Semper ardens: "Paa Magasinets Forside vil vore Læsere finde et Forslag til Flytning af H. C. Andersen-Statuen fra Kongens Have til det Sted, hvor nu Storkespringvandet staar."

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I Anledning af Hans kongelige Højhed Kronprinsens Bryllup vil der finde en Gala-Forestillng Sted i Det kgl. Teater efter Kronprinseparrets Ankomst til København i Slutningen af Maj. Dagens Nyheder, 9. april 1935;
Liden Kirsten paany .. Berlingske Tidende, 7. april 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et af Dagbladene sender daglig en Medarbejder ud i Byen for at finde Svar til forskellige Spørgsmaal, som er indsendt af Læserne. Dagens Spørgsmaal var: Hvilken Bog var Deres første Ejendom? Svarene varierede fra Bibelen til Coopers Romaner, men af Chicagos største Forretningsmænd meddelte Referenten, at den første Bog, der blev givet ham i Eje, var Hans Christian Andersens Eventyr. Den danske Pioneer, 30.11.1939.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den 2. april er det 137 Aar siden, han fødtes. Paa Odense Teater vil en Festforestilling finde sted. Indledes med Prolog skrevet af I.C. Vinther. Historien om en Moder, tekst af Carl Gandrup og Musik af Hakon Børresen, derefter Hyldemor.
Børsen, 15.12.1941.

Samme prolog opført 2. april 1943 Fyens Stiftstidende 3. apr. 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tager man "mit Livs Eventyr" i Haanden, kan man gaa fra Sted til Sted og finde de nævnte Lokaliteter igen. - Omgivelserne er ændret, men Husene staar endnu. Billed-Bladet gaar med sine Læsere Tur i det af H.C. Andersens Odense, som lever endnu, lever til den geniale Eventyrdigters uforgængelige Minde. Mindehallen. Huset. Barndomshjemmet. Fattigskolen. Paaskestræde. O.T. Graabrødre Hospital. Doctors Boder. Sct. Knuds Kirke. Teatret. Billed-Bladet, 18. Januar 1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., H. C. Andersen., Undersøgelser og Kronikker 1925-1944. H. Hagerup, København. 254 pp.
Indhold: Nr. 484 , 510 , 511 , 546 , 547 , 578 , 606 , 608 , 647 , 697 , 744 , 746 , 748 , 751 , 848 , 881 , 896 , 904 (indledningen), 916 , 937 , 945 , 1028 , 1029 , 1056 , 1057 , 1058 , 1079 , 1102 , 1103 og 1165 ovf. - [..] en Ind- og Omarbejden (maatte) ofte finde Sted. Dette er gjort med saa lempelig en Haand som muligt [..] (p. 5). - Noter og henvisninger pp. 249-54 (med flere ufyldestgørende og fejlagtige oplysninger om artiklernes oprindelige offentliggørelse). - Anm.: Viggo Adamsen, kronik: Venstrebladet 24.4.1945; Fredrik Böök, Svenska Dagbladet 2.7.1945; Emil Frederiksen, Berlingske Aftenavis 29. maj; Jens Futtrup, Vejle Amts Folkeblad, 20. apr. 1945; Oscar Geismar, Kristeligt Dagblad 22. apr.; Louis E. Grandjean: "Da Slagelse var Plagelse for H.C. Andersen", Sorø, april 1945; Sven Gundel, Jyllands-Posten 23. jun.; H. St. Holbeck, Fyens Stiftstidende 8. apr.; Chr. Kirchhoff-Larsen, Børsen 15. og 16. jan. 1946; Svend Larsen, Fyns Tidende, 13.4.1945; Bookman [ : Kai Friis Møller], Ekstrabladet 2. apr.; N. Sch. [Nils Schiørring], Holstebro Dagblad, 21. apr.; Kolding Folkeblad, 5. maj; Nationaltidende 25. apr.; Sv. S-n [Sørensen], Randers Dagblad, 12. maj; Ringsted Folketidende, 5. maj; Silkeborg Avis, 30. apr.; Aalborg Amtstidende 30. jun.; J. V. [Jørgen Voeler], Aarhus Amtstidende 10. apr.; Olaf Carlsen, Aarhuus Stiftstidende 31.5.1945. - Cf. nr. 1199 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Erik Bertelsen måtte en tur til Sverige for at finde H.C. Andersen. Fyns Tidende, 8. nov. 1947.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H. C. Andersen: Eventyr og Historier. Flensteds Forlag. Udgivet i Samarbejde med H.C. Andersens Hus, Odense. 1945-49. 16 Bind. Illustreret af Gustav Hjortlund. Redaktion: Museumsdirektør, cand.mag. Svend Larsen, som også har skrevet den lille biografi: H.C. Andersen. Tegninger Vilhelm Pedersen. Titelvignet Klipning af H.C. Andersen. Fyens Stiftsbogtrykkeri, Fyens Stifts Reproduktionsanstalt.
Indholder samlede Eventyr, Billedbog uden Billeder og Lykkeper .
En præmiekonkurrence med bogpræmier for 10.000 kr. (det gælder om at finde et antal skjulte titler på en række af H.C. Andersens eventyr). Konkurrencen udskrives for at fejre, at der er solgt en million bind af eventyrene. Mange aviser, nov. 1949. - Anm.: Børsen, 20.10.1952; Social-Demokraten, 10.12.1953; O.J. Information, 20. december 1949; Bornholms Tidende, 23.1.1953;
Ib Paulsen: Tegneren Gustav Hjortlund og digteren H.C. Andersen, Fyens Stiftstidende, 20. nov. 1952.
Ib Paulsen, Hjemmet, 5.8.1958 og Fyens Stiftstidende, 23.11.1959.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Svenstrup: Citerer fra Andersens besøg i Valencia, 1862-63 Grenaa Folketidende, 16. marts 1949.

Foran en Boutikaabning, der indtog hele Husets Brede, hang et stort Klædningsstykke; det saae ud som en Stormklokke, men af Linned, spændt ud med Staaltraad eller Spanskrør. Det var det Klædningsstykke, man nu tildags kalder Crinolinen og hvori Fruentimmerne blive alle lige tykke, saavel de unge Piger, som de gamle Koner; det er, som om de have Paraply om Tyndlivet, Noget, der ikke har med Naturen eller Vor Herre at gjøre. Dette store Strutud hang der, og da det bredte sig saa forfærdeligt vidt foran den hele Boutik, saa havde man behængt det med alt det Nips af Klædningsstykker, man kunde finde i Boden: Børnestrømper, Halsklæder, Baand og Vifter. Crinolinen var Skilt for Boutiken, Stormklokken, der ringede til Huset, Klokken uden Knevl; Señora maa krybe i Klokken, hun er da selv Knevlen i Crinolinen. Jeg faldt ordenlig i Tanker ved det Syn, jeg tænkte fremad. Ja, om tusinde Aar, da gaae Fruentimmerne ikke med Crinoline, man nævner ikke det Navn; det staaer da kun i gamle Skrifter, og læses disse, og Menneskene da see i Billeder, hvorledes saadan en Crinoline saae ud og vor Tids Damer saae ud med den paa, saa raabe de ganske høit: "Du forbarmende Gud!" de lee, de more sig. "Det var dog en latterlig Dragt!" De læse om dens Oprindelse, det er da et Sagn; de læse om Keiserinden, ung og smuk, der i qvindelig Blyhed opfandt denne Klædning, som skjulte for Verden at hun var Moder; og Klædningen klædte; kløgtig var hun, hun var klog, hun var smuk, og det vilde de Alle være, og saa fik de Alle Crinoline, de Tykke og de Tynde, de Lange og de Korte; det saae rædsomt ud! hvor maa hun have leet, den smukke, den unge, den kløgtige Opfinderinde, hun, som havde en Tanke derved. Og saa gik de om i Aaringer, i hendes Land, i Nabolandet, i alle Lande; Knevelen ringede ud: "det er skjønt! det er behageligt, det er saa uendeligt køligt!" Det var anno crinoline, Cholerine, Plage og Pine! Her foran Valencias Boutik klokkede den Kjøbere; jeg tegnede den af, her er den i sin Størrelse, saa stor, at den skjuler al videre Beskrivelse af Valencia.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Poul Welblund stiller forslag om emnet for den H.C. Andersen-film, dansk film har pligt til at lave, så længe har diskuteret, men aldrig kunnet finde det helt egnede sujet for. Social-Demokraten, 28. januar 1951.
Tyskerne vil optage ny H.C. Andersen-film, fortæller Poul WWelblund. Eksteriør-optagelse i Køge og Faaborg, men ikke i Odense. Fyns Social-Demokrat, 11.6.1953

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Billedhuggeren Georg Loeber er kommet til Odense for at gøre forstudier. Efter planen skal afsløringen finde sted den 2. april 1955. Fyns Tidende 16.7.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I Aar har vi hentet Billederne til vor Julekonkurrence hos Tegneren Herluf Jensenius, der netop er ved at illustrere en Jubilæumsudgave af H.C. Andersens Eventyr og Historier. Spørgsmaalet er, om De kan finde ud af, hvilke Eventyr her er illustreret. Landet s Julekonkurrence. 24.12.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

På Nationalmuseet, blandt meget andet: To Glasrruder med inskription fra "Norske Løve" i Korsør. Thomasine Gyllembourg sad en dag i "Norske Løve" og ventede paa Postvognen. I sin Jammer over den lange Ventetid gav hun sig til at skrive paa en af Ruderne, og det blev til den berømte Sætning: "O Gud, O Gud i Køge". I 1835 omtalte hun Episoden i "Ekstremerne", som HCA læste. Da han en Dag i 1836 var i Køge, opsøgte han Norske Løve og kunne ikke finde Ruden; uden videre Vrøvl satte han sig derfor hen til Vinduet og skrev en ny Inskription, dog noget modificeret, idet det kun blev til "O Gud, i Kiøge". B.T. 13.10.1954. [de to Ruder er vist i hæftet: 11748 ]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et Forkert Navn i et Brev har hidtil medført, at Sporet efter Digterens Hjem endte blindt. Hvad man kan finde i en Tandlægestol. I aftes redegjorde Ove Lange for sine H.C. Andersen-undersøgelser ved en festaften i Københavns Tandlægeforening i anledning af dennes 50 aars jubilæum. [HCA blev angiveligt født i brandmajor Chr. Jørgen Fenkers hjem, Vestergade nr. 268 a. HCAs moder sagde, at hun tjente hos Selcher, det tolkes ny som en talefejl for Fencker.] Jyllands-Posten, 1956. Lollands Tidende, 27.9.1956. -
Odense-kommentar til tandlæge Ove Langes forsøg paa at finde H.C. Andersens fødested. Fyns Tidende, 29. sep. 1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

DUVE, ARNE, Symbolikken i H. C. Andersens eventyr. Psychopress, Oslo. 384 pp.
Anm.: Otlu Alsvik, Drammens Tidende 28. aug. 1968; Per Amdam, Den Høgre Skolen 1968, pp. 387-88; Hans Andersen, Jyllands-Posten 28.12.1970; Mogens Brøndsted, Anderseniana 3. rk. I:1 1970,pp. 133-36; Willy Dahl, Arbeiderbladet 7. dec.; Per Gudmundsen: "Atter en ny fader til HCA - men det er en lidt kedlig tendens altid at vile finde fornemme forældre til fattigfolk." Aktuelt, 16.6.1970; Gösta Harding, Psykisk Hälsa IX 1968, pp. 36-41; Aage Jørgensen, Flensborg Avis 6. jan. 1968, Jydske Tidende 20. feb. 1968; Jens Kruuse, Jyllands-Posten 28. okt. (imødegået af Duve, smst. 7. dec.); Ragnhild Lorentzen, Verdens Gang 21. okt.; Knut Nygaard, Bergens Tidende 9. mar. 1968; Jørgen Ravn, Nordisk psykiatrisk Tidsskrift XXII 1968, pp. 439-40; Chr. Svanholm, Morgenbladet 29. nov. - Cf. nr. 2236 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1970/333)

Hans Blücher-Altona: Kronikøren, der snart begynder en aftenskoleundervisning i Helsingør med emnet: "På en spændende rejse i litteraturens verden", skriver her lidt om, hvordan man kan finde vej til de bøger, der vil interessere en, og lidt om privatbibliotekets betydning. Amtsavisen 2.9.1969.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Beras: Regntunge skyer truede filmoptagelserne, da Victor Borge var i H.C. Andersen-kvarteret. Man måtte ty til paraplyerne - eller som Victor Borge sagde: Vi må ha' et par plyer. Fyens Stiftstidende 10.7.1976. - Foromtale: Filmen med Victor Borge i USAs TV. Optagelserne i Odense skal antagelig finde sted i første halvdel af juli. Fyens Stiftstidende 12.6.1976.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Sørensen, Svend Erik, H. C. Andersens familie hørte til i Odenses slum. Et forsøg på at finde frem til en historisk sandhed. Morgenposten 13.6.1982.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Leif Rytter: H.C. Andersen er med på årets julemærke, men det er svært at finde ham. H.C. Andersen med julegave under armen står og betragter den lille pige med svovlstikkerne. Tegnet af Povl Abrahamsen. Morgenavisen Jyllands-Posten, 3. nov. 1983.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Flemming Madsen tager pulsen på det odenseanske kulturliv og foreslår, at der oprettes et H.C. Andersen-stævne for at vise hovexder fra nær og fjern. Han langer ud efter ophængninger på Stiftsmuseet og uddeler ros til det grafiske værksted. På sin tur til Odense var Flemming Madsen ledsaget af maleren Tonie Plougmann, som tog sig af H.C. Andersen-museet. Hendes beretning, om "museet, der kan bruges til noget - moderne og brugsorienteret, international og tidløs, overvældende - Brug Andersen noget mere!", kan de finde side 22. Fyens Stiftstidende, side 2 og 22, 5. maj 1984.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Oxenvad, Niels, H. C. Andersen var nødt til at finde en rejsefælle. Morgenposten 29.7.1984. - Om William Bloch, hvis optegnelser fra rejsen i 1872 er aftrykt i Morgenposten og Fyens Stiftstidende 29.7.-5.8.1984.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Henrik Schovsbo: Fyens Stiftstidende 31.7.1990: Der findes mange måder at læse et digterværk på. Nogle går ud på at finde digteren, andre på at finde sig selv, og bruger her eksempler fra antikken.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Politiken s. 3-7, "Al stor kunst er national og den opstårofte på afstand af hjemmet. Det har, hvad angår dansk kunst, aldrig vist sig smukkere end i Rom, hvor man i hele området omkring Den Spanske Trappe og Via Sistina kan finde det ene værelse efter det andet, som guldalderens hovedpersoner i sin tid boede i. Kunstnerne havde forberedt sig grundigt hjemmefra, og her slår Hans Edvard Nørregård Nielsen følge med dem, under forberedelserne i Danmark og gennem deres romerske hverdag.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 389.

Mai Misfeldt: Det er ganske vist. At finde ordentligtillustrerede udgaver af H.C. Andersens eventyr er slet ikke så let. Berlingske Tidende, 27.1.2001.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Stig Dalager: Efter det pinagtige valg er det tid til kritisk dialog og til at finde ud af, hvad der egentlig er de danske værdier. Hvad med at starte med nationalsymbolet H.C. Andersen, der eleksede 'den store verden' lige så højt, som han afskyede dansk selvtilstrækkelighed. Politiken, 24.11.2001.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jasmina Nielsen: For den amerikanske professor Harold Bloom er bøgerne hans venner,og han vælger sine venner med omhu, hvilket - ifølge den kontroversielle litteraturkritiker - mindst 35 millioner andre læsere ikke rigtig kan finde ud af. Berlingske Tidende, 20.2.2003.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/66)

Peter Michael Hornung: Det har aldrig været nogen dans på roser at rejse et folkeligt monument over Danmarks store eventyrdigter. Bjørn Nørgaard - aktuel med et nyt gigantisk mindesmærke i Odense - er slet ikke den første, der har måttet finde sig i ét og andet. Politiken 17. december 2005.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Politken 26. marts 2010, Henrik Vesterberg: Det var et dansk nationalsymbol, der i går blev sendt af sted til verdensudstillingen i Kina med børnesang, flag og hele borgermusikken. Men hvad symboliserer Den lille Havfrue? Danmark? Det er meget svært at finde belæg for i H. C. Andersens udsvævende historie fra 1837. I sidste ende er figuren nok allermest berømt for at være - berømt.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fyens Stiftstidende 15. maj 2010: Anne-Marie Schmidt gennemgår vanskelighederne for turisterne at finde HCA-relevante steder i Odense.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jacob Bøggild. Disputats.

H.C. Andersen er navnlig kendt og elsket for en række eventyr, som er sande klassikere og ubestrideligt verdenslitteratur. Men hans forfatterskab er mere omfattende end som så. Alene hans eventyr og historier omfatter langt flere tekster end disse klassiske eventyr. Og eventyrene og historierne er desuden bemærkelsesværdigt forskelligartede, selv om man ofte, på trods af forskellene, genkender Andersen i kraft af hans tonefald.
Svævende stasis sætter fokus på H.C. Andersens eventyr og historier og søger, gennem en række analyser af nogle klassiske og nogle mindre kendte af dem, at finde ind til, hvad der forener dem i deres forskellighed. Bogens argument er, at det, som forener dem, er, at de er blevet til i et spændingsfelt mellem den litterære arabesks uforudsigeligt svævende karakter og allegoriens på forhånd fastlagte betydningsfelt. Deraf titlen: Svævende stasis.

Forlaget Spring, Århus 2012.

Mikkel Vuorela: Sidste weekend blev H.C. Andersen Litteraturpris uddelt, og nok engang blev Odense beskyldt for at slå plat på digteren. Vi tog en tur rundt for at finde ud af, hvorfor Odense fortsat klamrer sig til en mand, der selv skred fra byen, så snart han fik chancen. H.C. Andersen-bulimi. Nasserøv. Den kinesiske prins. Den moderne Andersen. Manden i den høje hat. Interview med Torben Grøngaard Jeppesen, Jens Galschiøt, Ole Sohn, Johs. Nørregaard Frandsen og Torben Iversen. Politiken forside samt side 4-5. den 7. oktober 2012.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Søren Rud: For sanrt 180 år siden tog digteren en overnatning i norditalienske Sestri levante. Med lidt god vilje kan man stadig finde spor af ham. Et gade skilt vidner om hans besøg: Via H.C. Andersen. Politiken, 18. august 2013.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Halfdan Kierulf (1815-68): Dagbog 1850. Utgitt ved Jorid Nordal Baumann og Margethe Støkken Bue. Oslo 2015. - Halfdan Kierulf kendte HCA fra besøg hos bl.a. Gade og Hartmanns. Var i 1850 i Leipzig for at studere musik.
Heri under 11. november 1850: – Andersens: «Das Märchen meines Lebens.» 2 Th. Leipzig, Lorck. Interessant fordi man her har den gode Andersen med hans elskværdige Barnlighed og barnagtige Forfængelighed. Desværre gaar den sidste den første en farlig Gang. Andersens Historie er virkelig et «Märchen» og hans ganske kolossale literaire Berømthed ogsaa. Hvem kjender her i Tydskland til Heiberg? Andersen er kanske endog at finde paa otaheitisk og chinesisk. Overalt læser man hans Bøger, de gode som de slette. I Tydskland farer han om og er overalt en kjærkommen Giæst, hos Konger og Prindser og Store og Smaa. Og naar han oplæser sine Märchen falder man ham næsten om Halsen af Henrykkelse. Og han græder og takker Gud, og der kommer «Solskin» i hans Leben. –

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Arkitekt har eventyrlige ambitioner. De 305 millioner kroner til opførelsen af et nyt H.C. Andersens Hus i Odense er nu på plads med store donationer fra fonde og Odense Kommune [fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden]. Det er japaneren Kengo Kuma, der tegner det nye hus. Engelske Event Communications står for at finde på indholdet til det nye H.C. Andersens hus. Alt omkring museet kommer ifølge folkene bag til at fortælle historier.
Erik Thomsen: Det er prikken over iet. For alene illustrationerne fra arkitektfirmaet giver en lyst til at gå på opdagelse i en ny og langt større Lotzes Have.
HCA skal på ophold hos Carl Nielsen. Når byggeriet af det nye H.C. Andersens Hus begynder, skal der være midlertidig Andersen-udstilling i det nuværende Carl Nielsen Museum.
Lars Havelund: HCA-projektet kan tvinge paraden væk. Glæde ved penge fra Møller, Realdania og fra Odense Kommune, men pas nu på eventyrslottet ... jeg har fuld tillid til, at der kan findes en god og varig placering af HCA-paraden og dens eventyrslot i området - også i fremtiden. Fyens Stiftstidende, 1. og 2. november 2016. -
På rejse i mennesket, eventyret og mindet. 130 mennesker var nysgerrige efter at vide mere om det kommende eventyrhus. Fyens Stiftstidende, 2.12.2016. Borgermøde om Det Nye H.C. Andersens Hus. Fyens Stiftstidende, 3. marts 2017.
[Reuters UK]
Alt skal væk. Ved månedens udgang lukker museet ved H.C. Andersens Hus. bygningerne her skal rives ned for at gøre plads til Eventyrhuset. Nedtælling for H.C. Andersen Museet. Ved månedens udgang lukker HCA-museet og Børnekulturhuset Fyrtøjet. Museet åbner 20. januar i en mindre udgave på ny adresse. Fyrtøjet skal til Japan og til Nyborgladen. Til foråret genopstår børnekulturhuset i nye rammer. Det nuværende interiør sendes til Odenses japanaske venskabsby. Fyens Stiftstidende, 23. oktober 2017.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Malene Birkelund: Et takkebrev fra H.C. Andersen var arkiveret under et andet navn hos Rigsarkiv Fyn, men blev genfundet af en af brugerne præcis tre uger før den store 150-års jubilæumsfest for hans udnævnelse som æresborger i Odense. Fyens Stiftstidende, 25.11.2017.
Han undgår ikke H.C. Andersen. Vagtmester Jes Nørregaard fra Rigsarkivet i Odense har to gange være med til at finde HCA-relaterede ting i gemmerne. Og så har han forsket sig frem til, at han selv er i familie med Digteren. Fyens Stiftstidende, 6.12.2017.

(Bibliografisk kilde: HCAH)