H.C. Andersen centret

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Satirisk stykke om HCA:
da jeg for Tiden gjennemreiser Tydskland som æsthetisk Probenreuter, anbefaler jeg mig med at oplæse Prøver af Eventyr o.s.v. ved Tydsklands forskjellige Hoffer. - Billigt Honorar og reel Behandling skulle stedse være Formaalet for mie varmeste Bestræbelser.
Ergebenst H.C. Andersen, p.t. wohnhaft beim Hofe in Oldenburg. Corsaren, 9.januar 1846.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

igaar Aftes ... vilde man aldeles ikke kunne forstaae, hvor saa høitdannede Mænd som Collin og Adler, end sige da Heiberg, hvis han, som vi dog ikke antage, har været spurgt, et eneste Øieblik kunne have været i Tvivl, om dette Stykke burde opføres eller kunde gjøre Lykke. Man maa der ikke tale om Manglen af Handling eller Intrigue, det er dets mindste Feil. Replikkerene ere saa utaalelig platte og flaue, at Publicum da helelr ikke kunde døie det til Ende, men baade efte 1ste Acts Slutning og hele 2den Act igjennem tilkjendegav sin Misfornøielse i stedse høiere og høiere Toner, som efter Teppets Fald endte med en Furioso af Piber, hvortil der blot manglede den Text: Directionen leve! Fædrelandet, 20. Marts 1846.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698h)

Karikaturer og satirisk stykke om H.C. Andersens besøg i England 1847. "I en Beretning fra London hedder det: Saisonen frembød ikke det ringeste, som fortjente nogen Opmærksomhed. Andersen kom altsaa som sendt fra Himlen og blev modtaget med aabne Arme af de efter Løver tørstende Sjæle. Corsaren, No. 364. 10.9.1847.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-664a, 2000/306, 1981/309)

Anmeldelse af De to Baronesser , af M.A. Goldschmidt i Nord og Syd , bd. 5, Første Qvartal, 1849, s. 72-92. Indeholder et stykke om Nye Eventyr (1844-1848), der er meget positiv i sin vurdering.

Med 28 førstetryk af H.C. Andersen-værker.

1852

• s. 38-41 Der er Forskjel, bfn 588
• s. 55 Sang til Landsoldaten, bfn 586
• s. 111-12 Verdens deiligste Rose, bfn 589

1853

• s. 43-46 Fem fra en Ærtebælg, bfn 614
• s. 120-26 Hun duede ikke, bfn 615

1854

• s. 57-59 To Jomfruer, bfn 636
• s. 80-91 Jens Adolf Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann, bfn 637
• s. 97-106 Silkeborg, bfn 638

1855

• s. 62-64 Ved det yderste Hav, bfn 728
• s. 114-16 Pengegrisen, bfn 729

1856

• s. 32-36 Ærens Tornevej, bfn 753
• s. 134-39 Jødepigen, bfn 754

1857

• kalender f. Juli, Vers af Sangen til Dukkerne: Dandse, Dandse Dukke min, bfn 1009
• s. 76-80 Et Stykke Perlesnor, bfn 761
• s. 110-13 Klokkedybet, bfn 762

1858

• 60-68 Flaskehalsen, bfn 767

1859

• s. 121-36 De Vises Steen. Et Eventyr, bfn 781

1860

• s. 46-58 Skagen, bfn 800

1861

• s. 95-97 Sommerfuglen, bfn 814 .

1862

• s. 46-51 Den gamle Kirkeklokke (Skrevet til "Schillers Album"), bfn 833
• s. 103-04 Jonas Collin. Familiesang paa hans Fødsesdag den sjette Januar. I Stuen hænger et Familie-Billed, bfn 743 .
• s. 105 Alt skifter om paa Tidens Bud, 834

1863

• s. 96-101 Sommergjækken, bfn 859

1864

• s. 17 Til Dronningen. Du staaer som Moder og som Ægteviv, bfn 874 .
• s. 97-98 Theepotten, bfn 875

1865

• s. 145-47 Folkesangens Fugl. En Stemning, bfn 886

1868

• s. 64-69 Nissen og Madammen, bfn 965

1869

• s. 90-91 Laserne. Et Eventyr, bfn 981 .

1873

• s. 41-46 Loppen og Professoren, et Eventyr af H.C. Andersen, 1028 .

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Med en Almanak. (Opad Bakken, ned af Bakken).
(Optaget i Hvad Tidselen oplevede 1869. - Saml. Skr. XV, 194)
661. Med et Stykke Sæbe. (Om Du Alverdens Sæbe faaer). (Saml. Skr. XII, 431).
662. Med en Vedbendranke i Potte. (Vi bringe Dig en lille Vedbendranke). (Saml. Skr. XII, 421).
663. Med en Terra-cotta-Figur af Bissen. (En Dandserinde fra Bissens Haand). (Saml. Skr. XII, 431).
664. Med en Krukke Pomade. (Med denne Salve fra Skjønheds Urt). (Saml. Skr. XII, 432).
665. Med Oehlenschlægers Portræt. (Han sang - og Nordens Slægter mødtes). (Saml. Skr. XII, 432).
Trykt i Illustreret Almanak for 1855. Redigeret af Claudius Rosenhoff, 80-81. (Udkom November 1854).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/18)

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.

Den ringe Lykke, som "Lykkens Blomst" gjorde paa det kgl. Theater for 13 Aar siden, da Skuespillerne ydede det al den Støtte, som kan gives et dramatisk værk, burde have afskrækket Hr. Prof. Andersen fra at lade det komem til Opførelse paa et Theater, hvor det er Stykket, som maa understøtte Skuespillerne, i det mindste naar det er saadanne høitravende Ting. Men det er ogsaa et Misgreb af Directeuren, at antage et saadant Stykke, og spilde sine Skuespilleres Kræfter paa et Arbeide, som dels ligger udenfor deres Omrrade, dels ikke er megen Anstrængelse værdt. - Hr. Edv. Hansen kunde slet ingenting udrette med sine 3 Roller, selv Hr. Hagen og Mad. Smith vare ikke paa deres Plads, og spillede derfor mindre heldigt, Hr. A. Smith gav derimod Valdemar alvorlig og kraftig; men Glandspunktet i denne, desværre ikke fornøielige, Fremstilling, var Jft. A. Price, der spillede liden Kirstin saa smukt og varmt, at man havde sin Fornøielse deraf. Sceneforandringen maa gaae, ommuligt, mindre slet end første Gang, ved de faa Opførelser, som dette Stykke sandsynligvis kun vil opleve, førend det ogsaa her lægges hen. Fædrelandet, 17.12.1858.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-699h)

Smudstitelblad Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen. Tredie Samling. -Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Paa Titelbladets Bagside: Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle.-Tilegnelse til Componisten J. P. E. Hartmann. - Indholdsfortegnelse - Tekst 79 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. Udkom 24. 3. 1859).
Anm. Berlingske Tidende 15. 3. 1859, Nr. 62 - 2. 4. 1859, Nr. 78.-Dagbladet 7. 6. 1859, Nr. 128. - Dansk Maanedskrift 1859. 2. Bind, 479-80 af C. Rosenberg. - Flyveposten , 3. 1859, Nr. 72. Fædrelandet, 11.2.1859.

Indhold.

783. Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (Saml. Skr. XIV, 222). p. 1
784. Pigen, som traadte paa Brødet (Saml. Skr. XIV, 234). p. 19
785. Taarnvægteren Ole (Saml. Skr. XIV, 242). p. 33
786. Anne Lisbeth (Saml. Skr. XIV, 249). p. 45
787. Børnesnak (Saml. Skr. XIV, 260). p. 63
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 69

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/34, 1958/103, Anm.: A-189a )

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Fem og Tyvende Bind Titelblad (ovenfor beskrevet).

Nye Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1868.

Titelblad. (Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo Pris 48 Sk. (Udkom 27. 10. 1868).

Indhold.

Suppe paa en Pølsepind (se Nr. 768). p. 1
Flaskehalsen (se Nr. 766). p. 15
Pebersvendens Nathue (se Nr. 769). p. 26
Noget (se Nr. 770). p. 39
Det gamle Egetræes sidste Drøm (se Nr. 771). p. 46
A b c-Bogen (se Nr. 772). p. 53
Dynd-Kongens Datter (se Nr. 775). p. 59
Hurtigløberne (se Nr. 776). p. 100
Klokkedybet (se Nr. 761). p. 103
Metalsvinet (se Nr. 844). p. 107
Venskabspagten (se Nr. 845). p. 119
En Rose fra Homers Grav (se Nr. 846). p. 129
Den onde Fyrste (se Nr. 386). p. 131
Ærens Tornevei (se Nr. 748). p. 133
Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (se Nr. 783). p. 138
Pigen, som traadte paa Brødet (se Nr. 784). p. 150
Taarnvægteren Ole (se Nr. 785). p. 159
Anne Lisbeth (se Nr. 786). p. 166
Børnesnak (se Nr. 787). p. 177
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 180

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84, XVII-31)

Stykket anmeldt i: Fædrelandet, 18.10.1869, og Folkets Nisse, 23.10.1869. H.C. Andersen hører til de Forfattere der altid, naar hans Stykker opføres i "Casino", skaffer godt Huus. Det samme har været tilfældet med det gjenoptagne Stykke "Paa Langebro".

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-700g)

Smudstitelblad: H. C. Andersens nye Eventyr og Historier Første Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

H. C. Andersens / Eventyr og Historier. / Med Illustrationer / efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. / Tredie Bind. / Med 113 Illustrationer. / Nye Eventyr og Historier. / I. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Thieles Bogtrykkeri. / 1870.

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Tredie Bind. Nye Eventyr og Historier. I. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 344 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rd. (Udkom 10. 12. 1870).
Anm.: Berlingske Tidende 17. 12. 1870, Nr. 307. - Dags-Telegrafen 18. 12. 1870, Tillæg til Nr. 343. - Folkets Avis 21. 12. 1870, Nr. 299. - Fædrelandet 23. 12. 1870, Nr. 299. - Illustreret Tidende , Nr. 586, 18. 12. 1870.

Indhold.

Suppe paa en Pølsepind (se Nr. 768). p. 1
Pebersvendens Nathue (se Nr. 769). p. 23
Noget (se Nr. 770). p. 45
Det gamle Egetræes sidste Drøm (se Nr. 771). p. 59
Abc-Bogen (se Nr. 772). p. 67
Dynd-Kongens Datter (se Nr. 775). p. 75
Hurtigløberne (se Nr. 776). p. 138
Klokkedybet (se Nr. 761). p. 144
Den onde Fyrste (se Nr. 386). p. 150
Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (se Nr. 783). p. 155
Pigen, som traadte paa Brødet (se Nr. 784). p. 172
Taarnvægteren Ole (se Nr. 785). p. 189
Anne Lisbeth (se Nr. 786). p. 201
Børnesnak (se Nr. 787). p. 221
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 225
Pen og Blækhuus (se Nr. 795). p. 234
Barnet i Graven (se Nr. 793). p. 239
Gaardhanen og Veirhanen (se Nr. 796). p. 250
Deilig! (se Nr. 797). p. 255
En Historie fra Klitterne (se Nr. 798). p. 266
Marionetspilleren (se Nr. 973). p. 319
To Brødre (se Nr. 799). p. 327
Den gamle Kirkeklokke (se Nr. 833). p. 330
Tolv med Posten (se Nr. 818) p. 337
Nye Eventyr og Historier, illustreret af Lorenz Frølich, udkom ialt i 3 Bind. (2. Bind udkom 1871, se Nr. 1013 og 3. Bind udkom 1874, se Nr. 1039). Denne 3 Binds Udgave er tænkt som en Fortsættelse af Eventyr og Historier, 1.-2. Bind. 1862-63 med Illustrationer af V. Pedersen, (se Nr. 843 og 847), hvorfor Bindene er forsynede med dobbelte Titelblade, af hvilke det andet er Titelblad til Eventyr og Historier, 3.-5. Bind. Denne 5 Binds Udgave danner en komplet Samling af alle H. C. Andersens Eventyr og Historier.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/141a, 1971/142, 1971/143, 1971/17, Anm.: A-700i, III-10, A-708q)