H.C. Andersen centret

Assens Amts Avis, 4. April 1905 fortæller om en lille Bog i Oktavformat, helt igennem skrevet med H.C. Andersens Haand. Han forærede selv Bogen i 1830'erne til daværende Politifuldmægtig Rist, og den ejes af dennes Søn, Oberst Rist. I den lille Bog finder man bl.a. nogle af Andersens første Digte, deriblandt et, som han kalder "Mit Liw" (!), og som er digtet 1822.

Taare trille naar jeg mindes / Barndom dig med al din Fryd. /Da var jeg saa rolig, Herrens Engle trolig, /Skjærmede om mig - - -
Naar Aftensolen hist i Vesten sank,/ Og Maanens Skive skinned klaer og blank, / Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng / Og bragte ham til lune, bløde, Seng; / Og medens udenfor lød' Naattergale-Chor, / Hun lærte mig at bede Fader-vor. / Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed', I Lue brøn den Gnist, som havde dulmet; / Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel / Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel! / Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede, / Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede / Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød / Og græd veemodig ved skøn Valborgs Død. / Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte, / Jeg Verden kun af Digterværker kjendte / Og var derfor saa lykkelig og fro, / Og ilede fra Barndoms søde Boe / Allene ud i Verden vide. /
Naadig Herren var og god, / Mig hans Engle fulgte, / De i Drømme gav mig Mod,/ Haabet ei sig dulgte. / Naar jeg i den dunkle Nat / Syntes mig saa rent forladt, / Knæled jeg paa Sengen, / Modig da jeg Harpen tog, / Strængene med Haanden slog, / Sang min Smerte, sang min Lyst, / Og det lindrede mit Bryst. /
Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,/ Og lyttede til Barnets svage Sang; / De saae hvor Sjælen gennem Støvets Zoner / Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang. / Thi tog de Barnet fra sin raae Natur / Og satte ham bag Templets lune Muur, / Hvor Aanden kunde classisk dannes ud, / Og eengang kraftfuld stige mod sin God, /
Jeg græd af Glæde, / Mit Hjærte bævet (!) ; / Er Gud tilstæde?! / Hans Engle svæved' / Jo mildt om mig. / Sig Veien høiner / men Maalet øiner / Dog Sjælens blik. -
Heelt uvant var' de første Skridt at gaae, / Og nu jeg først min hele Svaghed saae: / Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg / Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg: / Mon ogsaa du har Kræfter værdig er, / Alt hvad der for dig Svage gjøres her?
Men snart en Klogskabs Stemme, / Den mørke Taage brød / o aldrig kan jeg glemme, / Hvad for mit indre lød. Nu har man planten prøvet, / Men den kun Ukrud er, / Thi har man den berøvet / Sit Haab, sit Stjerneskjær /
Fortvivlet drog jeg dag i Verden ud, / Og glemte Naadens store,milde Gud; / Da lød din Stemme faderlige Ven / Og atter mig til Livet kaldte hen; / Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro, / At Evner end hos Ynglingen skal boe, / Men det er dog en sød en salig Trøst, / At høre venskabs vennehulde Røst, / jeg synker veed jeg - men med roligt Bryst, / Jeg gjorte hvad jeg kunde, er min Trøst. / Jeg var stupid, forvirret uden Sands, / Og derfor drømte om en Digterkrands.

(Bibliografisk kilde: HCAH)