H.C. Andersen centret

Titelblad. - Tekst: 178 Sider, Indholdsfortegnelse S. [179]. 8vo. - Pris 1 Rbd. 40 Sk.

Indhold.

Prolog p. 1
(se Nr. 3).
Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, original Fortælling p. 5
(se Nr. 4).
Alfsol, original Tragedie i fem Acter p. 49
(se Nr. 5).
Om Bogen se nærmere under Nr. 2.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/78)

Trykt i Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger (Adresseavisen) 14. 8. 1827, Nr. 189.

Ved Mad. A. K. Spendrups Grav.

"Hustrue! Moder! Du har os forladt!"
Saa klage Dine i den mørke Nat.
Armod græder ved Dit kolde Leer,
"Moder! ak! vor Moder er ei meer!?"

Venskab planter Blomster paa Din Grav;
Om os alle trøstende du svæver;
Aanden ei forgaaer i Tidens Hav,
Støvet døer kun, evig Aanden lever.

Livet svinder, som en Drøm saa brat,
- Stjerneskud i Evighedens Nat?
Men vi gaae til Livets Morgenrøde
Christ og alle Gode der at møde.

C.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hjort, Peder: "Gjenmæle mod en uretfærdig Nedsættelse af alle nulevende danske Digtere". Kjøbenhavns-Posten, pp. 309-14. 14. Mai 1829. Heri om "Fodreisen".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Side 3: Hr. H. C. Andersen har i Sommer en stor original komisk Roman under Arbeide. Begivenhederne i samme ville forgaae i den saakaldte Grevens Feide, og Helten i Romanen bliver den lille Dværg, der var hos Christian den Anden [s Dverg] paa Sønderborg. (Han samler til dette sit Værk i denne Tid Materialer i Fyen, og har bl. An. Løfte om Bidrag fra vor lærde Oldgrandsker, Prof. Vedel Simonsen.) Aar 1829, Tirsdag, 21de Juli. No 108. Christian Iversens til Forsendelse med Brevposten i de kongelige danske Stater kongelig alene autoriserede Fyens Stifs Avis, og Avertissementstidende, forlagt, trykt og udgivet ved Kirstine Marie sal. Iversens. Redigeret af J. Hanck.
Side 422: Hr. Studiosus H. C. Andersen (som i nogle Uger har opholdt sig i sin Fødebye Odense) har en stor original komisk Roman under Arbeide. Begivenhederne i samme ville forgaae i den saakaldte Grevens Feide, og Helten i Romanen bliver den lille Dværg, der var hos Christian den Anden paa Sønderborg.
Første Hefte af det nye poetiske Qvartalsskrift: "Læsning for den fine Verden" indeholder Digte af H.C. Andersen .... Det Heles poetiske Tendents har endog foranlediget nogle af Subskribenterne, til at subskribere paa Vers. 58 Aargang Fyens Stifts No 106 kongelig alene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende. Torsdagen 23 Juli 1829. Forsendes med Brevposten overalt i de Danske Stater. Redigeres, trykkes og forlægges af Udgiveren Søren Hempel i Odense.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/755, 2000/776)

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Gjætengang: "Et splinternyt Digt [Fjerde Christians Sværd], anatomisk behandlet". Kjøbenhavns-Posten 6. jan. 1830. Om Nielsens Aftenunderholdning. (Artiklen slutter med: "Her er det bogstavelige Indhold af Digtet, som sikkert er misforstaaet af de fleste Læsere, der vel ikke have drømt om, at denne Aandereise er en fiin Parodie paa Andersens Fodreise.")

(Bibliografisk kilde: HCAH A-729g)

106. I. Elskeren og Fuglen. (Høit paa Grenen Fuglen gynger). (Optaget i Aarets tolv Maaneder 1832. - Saml. Skr. IX, 40: Fire Aarstider).
107. II. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang). (Saml. Skr. XII, 67 - Hjertets Melodier Nr. VI).
108. III. (Om mine Digte, man sige vil). (Saml. Skr. XII, 143: Min Undskyldning).
Trykt i Læsefrugter, 50. Bind, 464-466. Decemberhæftet.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-730d)

Sibbern, Frederik Christian: Skrivelse til Digteren Ingemann i Anledning af Huldregaverne. Fra en Ven i Kjøbenhavn. København 1831. Heri p. 7 om H. C. Andersen, hvor Sibbern skriver:

... Det behøver jeg da ei heller at sige Dem, at, naar De nu og da, midt under Aandens Arbeiden med en Idee, eller midt under Phantasiens Arbeiden med dens Udførelse, føler Trang til et Soutient, at De da blot behøver at tage een af de store Mestere saavel i Poesie, som i Talen om Poesie, ned af Deres Boghylder, for at finde en Kritik over deres Arbeider af den Art, som nu engang vore Kritikere ikke forstaae sig paa at yde os, da de ellers vist skulle have udfundet f.Ex. Andersens eiendommelige Livsthema. Hvor meget ønskede jeg, at Nogen maatte forstaae sig paa at styrke denne Forfatters Sjæl, ved at glæde den ved en Berømmelse, som kunde bringe ham til en intensivere Følelse af sit inderste Væsen, medens den bragte ham til at føle de Mangler, man tillige bestandigen monne vise ham, som lette at afstreife, fordi man havde bragt ham til at see dem som retarderende for hans egentlige Existents."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Phantasier og Skizzer. (Paa Bagsiden: Trykt hos E. H. Robert.) - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelse til Etatsraad H. C. Ørsted. Paa Bagsiden som Motto: 1) Til Læserne, Digt af Göthe, 2) Til Recensenterne af Gjenganger-Breve. - Tekst: 134 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [135-136]. - Rettelser S. [137]. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 10. 1. 1831).
Anm. Kjøbenhavns-Posten 4. 6. 1831, Nr. 130 - 6. 6. 1831, Nr. 131 - 7. 6. 1831, Nr. 132 af L. - Maanedsskrift for Litteratur, 1831, 6. Bind, 126 ff. af C. Molbech.

Indhold.

110. Hvad jeg elsker. (Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!) p. 1
(Saml. Skr. XII, 299).
Havblik p. 3
(se Nr. 101).
Avis aux lectrices p. 5
(se Nr. 80)
111. Den fremmede Fugl. (Seer du Huset med de røde Bjelker)p. 7
(Saml. Skr. XII, 45).
112. Bruden i Rørvig Kirke (Et Sagn). (Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst) p. 14
(Saml. Skr. XII, 126).
Taaren p. 20
(se Nr. 97).
Havfruen ved Samsøe p. 21
(se Nr. 92).
113. Luftaanden. (Mellem det Dybe og Høie, blev en Luftaand født) p. 26
114. Den skjønne Grammatica, eller: Badens latinske Grammatik (Capriccio) p. 28
115. Jylland. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove) p. 40
(Saml. Skr. XII, 158 - Nr. I af Billeder fra Jylland).
116. Hjertetyven. (Bekjendt er Amor jo, det slemme Skarn!) p. 44
(Saml. Skr. XII, 19).
117. Spillemanden. (I Landsbyen gaaer det saa lystigt til) p. 48
(Saml. Skr. XII, 96).
Aftendæmring p. 50
(se Nr. 95).
Bøgetræet p. 51
(se Nr. 96).
Børnene og den graae Moerlille p. 53
(se Nr. 83).
118. Phantasiebillede. (Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde) p. 56
119. Den nye Sprøite. (En Sprøite har vi faaet nu) p. 58
(Saml. Skr. XII, 221).
120. Hytten. (Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer) p. 60
(Saml. Skr. XII, 251).
Skildvagten p. 61
(se Nr. 88).
121. Hjemvee. (Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer) p. 66
(Saml. Skr. XII, 218).
Den jydske Hede i Regnveir p. 68
(se Nr. 94).
122. Hvile paa Heden. (Sørgende, stor ligger foran os) p. 70
(Saml. Skr. XII, 161 - Nr. III af Billeder fra Jylland).
123. Drengen og Moderen paa Heden. (O siig mig dog, kjær' Moder) p. 73
(Saml. Skr. XII, 164 - Nr. V af Billeder fra Jylland).
124. Længsel med Potterne. (Hist hvor man kun seer Lyngen groe) p. 75
(Saml. Skr. XII, 163 - Nr. IV af Billeder fra Jylland).
125. Phantasie ved Vesterhavet. (Er disse høie, sorte Masser Fjelde?) p. 77
(Saml. Skr. XII, 166 - Nr. VII af Billeder fra Jylland).
Malerie af Jyllands Vestkyst p. 79
(se Nr. 90).
Digterskibet p. 82
(se Nr. 89).
Manden fra Paradiis. (En komisk Fortælling)p. 86
(se Nr. 81).
126. Stormen. (Som i en Søvn ligger Luften og Havet)p. 93
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 197: I Hytten hos min Moder).
Kometen 1834 p. 98
(se Nr. 78).
Lille Lise ved Brønden p. 103
(se Nr. 86).
127. Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden. (Alverden mig belærer, man mener det saa godt) p. 105
128. Reise-Capriccio. (Farvel du stolte Hav) p. 107
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 168 - Nr. VIII af Billeder fra Jylland).
129. Fyen. (Ved Tanken om min Føde-Ø)p. 108
(Saml. Skr. XII, 141 - Fyen Nr. II).
130. Kjærlighed. (See Solen blusser saa elskovsrød) p. 109
(Sml. Skr. XII, 44).
Digteren og Amor p. 111
(se Nr. 104).
Hjertets Melodier 1-8 p. 113
131. 1. (To brune Øine jeg nylig saae) p. 113
(Saml. Skr. XII, 66)
132. 2. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld)p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
133. 3. (Du gav mig Blomster) p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
134. 4. (En Digter Verden er saa navnløs stor!) p. 115
135. 5. (Henvisned er de Blomster Du mig gav)p. 115
(Saml. Skr. XII. 67).
136. 6. Ørkenens Søn. (Den vilde Hengst jeg tumler) p. 116
(Saml. Skr. XII, 65).
137. 7. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) p. 117
(Saml. Skr. XII, 67).
8. (Man har et Sagn) p. 117
(se Nr. 105).
138. Det Første og det Sidste. (Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm) p. 118
139. Pauli 1 Cor. 15, 42-44. (Naar Jordelarven brister) p. 121
(Saml. Skr. XII, 245).
Studier efter Naturen I-III p. 124
I. (Solen skinner i Naboens Gaard) p. 124
(se Nr. 82).
II. (Vort Landskab her er næsten fladt) p. 125
(se Nr. 98).
140. III. (Den gothisk gamle Kirke er sjunken for vort Blik) p. 127
(Genoptrykt: Saml. Digte 1833: Graabrødrelille. Brudstykke Saml. Skr. XII, 140 - Fyen Nr. 1).
141. Livet en Drøm. (Du kjender Grunden til min dybe Smerte) p. 129
(Saml. Skr. XII, 68)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/101)

Digtkredsen "Studier efter Naturen" I-III er en del af digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1831, s. 124-127, BFN 109 ):

I. (Solen skinner i Naboens Gaard) s. 124, BFN 82 .
II. (Vort Landskab her er næsten fladt) s. 125, BFN 98 .
III. (Den gothisk gamle Kirke er sjunken for vort Blik) s. 127, BFN 140 . Genoptrykt i Samlede Digte (1833) under titlen "Graabrødrelille". Indeholder et to-strofet digt med begyndelseslinien "Ja, Fyen er ret et herligt Land", der i Samlede Skrifter XII (1878) s. 140-141 blev bragt selvstændigt under overskriften "Fyen" sammen med digtet "Fyen. (Ved Tanken om min Føde-Ø)" fra Phantasier og Skizzer .

Smudstitelblad: Vignetter. - (Paa Bagsiden: Trykt i det Christensenske Officin ved J. D. Qvist). - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 45 Sider. - 12 mo. - Pris 32 Sk. (Udkom 24. 12. 1831). (Saml. Skr. XII, 168).
Anm. Dagen 24. 12. 1831, Nr. 306. - Kjøbenhavns-Posten 24. 12. 1831, Nr. 302, 1014 - jfr. Fastelavnsspil, eller Erindring om 123 danske og norske Forfattere, af M. Winther, udkom Februar 1832.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727m, Matthias Winther: 2000/295)

M. Winther: Fastelavnsspil eller Erindring om danske og norske Forfattere. Som et Supplement til H. C. Andersens Vignetter. Kbh. 1832. Uindbunden. 44 s.
S.2.: H.C. Andersen.
At pjatte lidt imellemstunder, Kjære!
Er slemt, naar man kan ikke lade være!

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/295)

Kjøbenhavns-Posten.

Udgivet af A.P. Liunge. Sjette Aargang. No. 49. Tirsdag d. 28 Februar 1832. Heri s. 167-68 om Heibergs, Hauchs og HCAs forfatterskab. Signatur: I-*-.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Anmeldelse (anonym, skrevet af Chr. Molbech) af H.C. Andersen: Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen og Samlede Digte
[I en samleanmeldelse under den fælles overskrift: 'Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel'. Efter de to værker af H.C. Andersen omtales Læsning for den fine Verden. Et poetisk Qvartalskrift, udgivet af F.J. Hansen, Digte af F.J. Hansen, Digtninger af H.P. Holst, Digte, gamle og nye, af Christian Winther og Dandserinden, et Digt af Forfatteren til Skuespillet: "Kjærlighed ved Hoffet"].
Maanedsskrift for Litteratur , bd. 10, 1833, s. 867-882.

Christian Wilsters afhandling i: Prometheus. Maanedsskrift for Poesie, Æsthetik og Kritik. Udgivet af Øehlenschläger. Kiøbenhavn 1833. Heri pp. 127-67 om nyere digtning, spec. pp. 162-63: "... Gid Andersen aldrig havde læst Heine ... derfor er selv den bedre Deel af Andersens Poesie ofte feberagtig .... Desuden er Andersens hukommelse stærkere end hans Opfindelsesevne ...".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Trykt i Kjøbenhavnsposten 14. 11. 1833, Nr. 224, 896, som en Forhaandsmeddelelse om Bogens Udgivelse. (Saml. Skr. I, 128).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728f)

Trykt i Kjøbenhavnsposten 12. 12. 1833, Nr. 244, 976: Gengivelse af: "I Iversens Avis No. 197 læses følgende interessante Efterretninger om vor unge talentrige Landsmand, Hr. H. C. Andersens Reise i Italien ..." Samme notits i Randers Amtsavis og Avertissements-Tidende, .

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smaadigte af Carl Bagger . Kjøbenhavn 1834. "Til Læseren" 1. vers, om H. C. Andersen og Hertz. Optaget i: Digte af Carl Bagger . I Udvalg ved Vilhelm Møller. Kjøbenhavn 1868. Heri note efter indholdsfortegnelsen, at digtet p. 140-44: "Til Læseren (Prolog til Smaadigte 1834)" hentyder til Hertz's og H. C. Andersens Udenlandsreise.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Trykt i Kjøbenhavnsposten 27. 11. 1834, Nr. 239, 956, som en Forhaandsmeddelelse om Bogens Udsendelse.

Øst, N.C.: "Andersen (Hans Christian)". Lexiconartikel i Materialier til et dansk biographisk-literarisk Lexicon indeholdende: Fortsættelse af, Tillæg til, Rettelser i de indtil 1835 udkomne Lexica om Danske, Norske og Islændere; ved Niels Christian Øst, Overkrigscommissair.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Just Mathias Thiele: Håndskrevet beretning om datteren Ida Thieles første leveår. privatkopi 32 s.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1978/208)

Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis. Tirsdagen 16. Juni 1835, p. 383: om HCas ophold i Odense og om hans forfatterskab.
Gengivet i Berlingske Tidende, 18.6.1835: Digteren Hr. H.C. Andersen, der efter sin Hjemkomst fra Italien har beriget vor skjønne Litteratur med et herligt Værk: "Improvisatoren", som visseligen mest af alle hans Arbejder bekræfter hans sande Digterkald, gjæster i denne Tid sin gamle Fødeby. En nyligen fuldendt dramatisk Digtning fra hans Haand, den nationale Idyl "Liden Kirsten", er antaget tilOpførelse paa det Kongl. Theater, hvor ogsaa hans nyeste Opera "Kenilworth", med musik af vor berømte Professor Weyse, skal kunne ventes opført til Festligholdelse af Hds. Majestæt Dronningens høje Fødselsdag.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. Trykt hos S. Hempel i Odense. Mel. Hvor Bølgen larmer høit om Ø. (Saml. Skr. XII, 38: Skovbal).

Smudstitelblad: Eventyr - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Tekst: 76 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [77] . - 8vo. - Pris 24 Sk. (Udkom 16. 12. 1835).

Indhold.

277. Tommelise
(Saml. Skr. XIII, 31). p. 5
278. Den uartige Dreng
(Saml. Skr. XIII, 42). p. 29
279. Reisekammeraten (se Nr. 72)
(Saml. Skr. XIII, 45). p. 84
(Om Eventyr fortalt for Børn se under Nr. 266 ).
- Anm.: Kjøbenhavnsposten, red. og udgiven af A.P. Liunge, Torsdag d. 31. Decbr. 1835.: - Desuden har Hr. H.C. Andersen, der ifjor udgav et Hefte: "Eventyr, fortalte for Børn", iaar forøget denne lille Samling med et nyt Hefte. Blandt de 3de Eventyr, dette indeholder, har - hvis vi tør fæste Lid til den Kritik, vi have hørt af det her meest competente Publicum - "Tommelise", især erhvervet sig Læsere.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728g)

Paa Bagsiden af Titelblad: Personlisten. - Tekst: 48 Sider. - 12 mo. - Pris 16 Sk - (Udkom 12. 1. 1836). (Saml. Skr. IX, 69).Anm. Dagen 7. 1. 1836, Nr. 6 - 26. 1. 1836, Nr. 22 - 27. 1. 1836, Nr. 23 samt Søndagen, Nr. 6, 7. 2. 1836: Angaaende Hr. Rumohrs Yttringer i Iris Nr. 5 af Th. Overskou. Iris, Nr. 4, 24. 1. 1836. - Nr. 5, 31. 1. 1836 og Nr. 6, 7. 2. 1836. - Kjøbenhavns flyvende Post, Interimsblad, Nr. 74, 13. 2. 1836. Om Anmeldelsen af Kenilworth i Nr. 4 af Bladet Iris. - Musikalsk Tidende, Nr. 3, 31. 1. 1836, 41-44. - Nr. 4, 7. 2. 1836, 49-61 og Nr. 5, 14. 2. 1836, 78-80.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-712a, s. 16 og 20, 2000/190)

Kjøbenhavnsposten. Redigeret og udgiven af A. P. Liunge. Tirsdag d. 2. Februar 1836. s. 149-52. Om Bfn 285.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728h)

hidsætte vi fra benævnte Blad følgende Svar paa Hr. H.C. Andersens Erklæring (vide Kbhposten Nr. 69). "Havde jeg kjendt Hr. Andersens Digt: 'Tanker ved en ituslagen Jydepoote' og dets Historie, førend jeg hørte det fremsagt paa Theatret som Melodrama, kunde det visselig ikke være faldet mig ind at tillægge Forf. den Intention, at have villet parodiere Øehlenschlägers Digt: 'Guldhornene', om ogsaa disse mod Slutningen forekommende Linier: 'Et Sekel gaaer - ' ved en fjern, Digteren ubevidst, maaskee af en dunkel Reminiscents opstaaet Allusion til Guldhornenes Historie, kunde have vakt Tanken hos mig om det Øehlenschlägerske Digt. Men nu hører jeg Hr. Andersens Digt - der allerede er skrevet 1827 og er en Parodi paa de i siin Tid udkomne 'Gravblomster', hvis mange Svulstigheder gjøre denne Parodi ligesaa uskyldig, som hensigtsmæssig - for første Gang paa Hr. Sahlertz's Aftenunderholdning, og som Melodrama. .... Kjøbenhavnsposten, 18. Marts 1836.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728i)

Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis. Søndagen 31. Juli 1836, p. 535: om HCas ophold i Odense og om hans forfatterskab.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Digtsamling. C. A. Reitzel. Kjøbenhavn. 1837. Heri p. 49-52, "Noter" - Note 2:

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Eventyr. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Tekst: 60 Sider. - Indholdsfortegnelse. S. [61]. - 8vo. - Pris 24 Sk. (Udkom 7. 4. 1837).

Indhold.

304. Den lille Havfrue (Saml. Skr. XIII, 65). p. 5
305. Keiserens nye Klæder (Saml. Skr. XIII, 89). p. 52

(Om Eventyr fortalte for Børn se under Nr. 266 ).

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Titelblad. - Tekst: 102 Sider. - 8vo. - Pris 60 Sk. (Udkom 19. 5. 1838). - Anm.: Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 2. Bind 1839, 73.

Indhold.

321. Lykkens Kalosker
(Saml. Skr. XIII, 93). p. 1
322. En rigtig Soldat
(Saml. Skr. IX, 245). p. 53
323. Det har Zombien gjort. (Har Du hørt om Tryllelandet)
(Saml. Skr. XII, 259). p. 89

(Bibliografisk kilde: HCAH 1957/17, A-743-a)

Smudstitelblad: Eventyr for Børn. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 58 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [59]. 8vo. - Pris 24 Sk. - (Udkom 2. 10. 1838).
Anm.: Berlingske Tidende 1. 11. 1838, Nr. 261.

Indhold.

326. Gaaseurten (Saml. Skr. XIIIs 124). p. 5
327. Den standhaftige Tinsoldat (Saml. Skr. XIII, 128). p. 14
328. De vilde Svaner (Saml. Skr. XIII, 132). p. 23

(Om Eventyr fortalte for Børn se under Nr. 266 ).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/58)

Samlet og udgivet af J. C. Richter. 2det Bind. Kjøbenhavn. Trykt hos Fabritius de Tengnagel. 1839.
S. 9: Svinene (en Ode) [bfn19]
s. 24 Skildvagten [bfn 88]
s. 70 Manden fra Paradiis [bfn 81]
s. 95 Hjerte-Tyven bfn 116]
s. 196 Parapluien [ej bfn]
s. 220 Flyttedagen i April [bfn60]

Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. Mel.: Danmark, deilig Vang og Vænge. (Saml. Skr. XII, 111 - Nr. 1 af Kong Frederik den Sjette).

[Tilføjelse: "Festen den 28de Mai 1839 paa den kongelige Skydebane. De valgte Præsidenter: Professor Dr. Clausen (for Professor Dr. Schouw.) Grosserer H.P. Hansen. Bankdirecteur, Etatsraad Hvidt. / Udbragte Skaaler.
I. Hs. Majestæt Kongen: Sang. Mel. Danmark, deilig Vang og Vænge. "I den festlige Stemning, der her forsamler os, er Glæde over den vigtigste Foranstaltning til et friere Folkelivs Udvikling, som Fædrelandets Aarbøger have at fremvise, sammensmeltet med Erkjendtligheden mod Den, dette Fremskridt skyldes. Og vi vide det, at det er ikke blot Danmarks Regjering, men navnlig Danmarks Konge, vi have at takke for denne Foranstaltning, som for saamange andre tidligere, sigtende til Borgerfrihed og Borgerlykke. Denne Tak, bragt af fædrelandsksindede Mænd, er en værdig Hylding, der ydes en Konge af hans Folk; thi den vidner om, baade at Folket søger hos sin Konge Tillid til Folket, Agtelse for Folkets Stemme, for Overbeviisningens frimodige Sprog, og at det finder hos sin Konge, hvad det søger. Denne Hylding bringe vi her ved et Længe leve Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge!."
Prof. Dr. Clausen.
Forudgående arbejde om sangen, se og .]

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Smudstitelblad: Eventyr for Børn.-Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelsesvers til Johanne Louise Heiberg. (Man hørte sige: der er ingen Feer). (Saml. Skr. XV, 299). - Tekst: 53 Sider.-Indholdsfortegnelse S. [54]. - 8vo. - Pris 24 Sk. (Udkom 19. 10. 1839).

Indhold.

353. Paradisets Have (Saml. Skr. XIII, 149). p. 1.
354. Den flyvende Kuffert (Saml. Skr. XIII, 164). p. 31.
355. Storkene (Saml. Skr. XIII, 170). p. 43.

(Om Eventyr fortalte for Børn se under Nr. 266 ).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-680-a)

Lejlighedstryk: 8-sidigt, paa Forsiden Sørgerand om Teksten. Samme Dato trykt i Berlingske Tidende og Dagen. (Saml. Skr. XII, 112).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/315, 2013/38)

"Publicum vilde altsaa havt god Grund til at forlade denne Aftenunderholdning ligesaa misfornøiet som mange af de tidligere, hvis ikke Vaudeville-Monologen: "Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris" af H.C. Andersen omsider havde bragt lidt Munterhed i Sindet. Hr. Phisters Livlighed og Lune og den lykkelige Anvendelse af adskillige Musiknummere (...) forsonede Publicum, der af Naturen er godmodigt og nøisomt, og lod det, om ikke tilfredsstillet, saa dog ret vel tilfreds tage Afsked med Hr. Phister."

(Bibliografisk kilde: HCAH A-697e)

Portefeuillen 1840, 12. Hefte: Første Oplag af "Mulatten" er udsolgt, og et nyt Oplag vil udkomme om faa Dage. Stykket er i forrige Uge givet i Odense (med nye Decorationer).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indledningen (tidligere trykt i 1. Oplag 1839, se Nr. 360) p. 77
394. Een og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 27). p. 79
To og tyvende Aften (se Nr. 370). p. 82
395. Tre og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 29). p. 84
Fire og tyvende Aften (se Nr. 366). p. 85
Fem og tyvende Aften (se Nr. 371). p. 88
396. Sex og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 33). p. 90
Syv og tyvende Aften (se Nr. 372). p. 91
397. Otte og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 35). p. 94
398. Ni og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 35). p. 96
399. Tredivte Aften (Saml. Skr. VI, 36). p. 98

Trykt i Hertha, Svensk-Dansk Nyårsgåfva för 1841. 2. Årgången, 73-98. (Udkom December 1840).
[24. aften om Thorvaldsen, se brev: ]

(Bibliografisk kilde: HCAH 1952/29, 1971/711, 1952/29)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Sider uden Angivelse af Bogtrykker eller Trykkested. Paa Forsiden Sørgerand om Teksten, over Digtet et Kors. (Saml. Skr. XII, 350: Ved Botanikeren Jens Wilken Hornemanns Grav. (Afsjunget af Studenter)).

Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis. Torsdagen 15. Juli 1841, p. 518: om HCAs Ophold i Odense og Udbytte af Ophold i Constantinopel og i Grækenland.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Corsaren, no 38 fredag den 23. Juli 1841. Ansvarshavende redacteur,udgiver og forlægger: R. p. Morthensen, cand.philos. På næstsidste side: Under overskriften "En Samtale" - - Stakkels H. C. Andersen, som har lidt så frygteligt i Grækenland og Tyrkiet (see O. Th's. A.)! - Og hvad har han da lidt? - "Ingen Ubehageligheder," men en forfærdelig "Uvished om de insurgerede Provindser", som varede hele fire Dage, indtil den femte, da han fik at vide, at Alt var roligt - hvorpaa han reiste: "Vi ville haabe, at Digteren fra denne Reise hjembringer et rigt Udbytte for hans Aand og Phantasie, og at Frugten deraf vil vise sig i nye Arbeider, der ville blive ham selv til Ære og hans og hans Muses talrige Venner og Velyndere til sand Glæde." (O. Th.'s A.)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-1)

Figaro . Omtale af, at "Tidsskrift of Litteratur og Kritik", 7-8 hefte har en artikel om H.C. Andersen med titlen "Maurerpigen".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tredie Hefte. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Bianco Luno. I 1842.

Smudstitelblad: Eventyr for Børn. - Titelblad:(ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 49 Sider. - 8vo. - Pris 24 Sk. (Udkom 20. 12. 1841).
Anm.: Kjøbenhavnsposten 23. 12. 1841, Nr. 352 - Corsaren, Nr. 61, 31. 12. 1841.

Indhold.

409. Ole Lukøie (Saml. Skr. XIII, 197). p. 1
Rosen-Alfen (se Nr. 345). p. 25
410. Svinedrengen (Saml. Skr. XIII, 214). p. 36
411. Boghveden (Saml. Skr. XIII, 219). p. 46

(Om Eventyr fortalte for Børn se Nr. 266 ).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/87)

Figaros Supplementsblade Om en optræden paa Det Kongelige Theater den 2. Jan. 1842, hvor Phister oplæste "Ole Lukøie" og fik baade Publicums Applaus og Hyssen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)