H.C. Andersen centret

38. 1. Moderen med Barnet. (Hist hvor Veien slaaer en Bugt). (Saml. Skr. XII, 49).
39. 2. Graat Veir. (Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By). (Saml. Skr. XII, 308).
40. 3. Det syge Hjerte. (Kjære Piger! vil I vide).
41. 4. Trøst. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare). (Saml. Skr. XII, 290 - Nr. 36 af 65 Smaavers).
42. 5. Oldtids huuslige Liv. (Ak hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen). (Saml. Skr. XII, 132).

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 21. 8. 1829, Nr. 133, 543-544.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727b)

Skjærmbræts-Billeder blev trykt i Kjøbenhavns-Posten 21. august 1829, nr. 133, 543-544.

Denne lille digtkreds, der udkom før Andersens første egentlige digtsamling, Digte (1830), bestod af digtene "Moderen med Barnet. (Hist hvor Veien slaaer en Bugt)", "Graat Veir. (Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By)", "Det syge Hjerte. (Kjære Piger! vil I vide)", "Trøst. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare)" og "Oldtids huuslige Liv. (Ak hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen)". Se BFN 38.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727b)

hidsætte vi fra benævnte Blad følgende Svar paa Hr. H.C. Andersens Erklæring (vide Kbhposten Nr. 69). "Havde jeg kjendt Hr. Andersens Digt: 'Tanker ved en ituslagen Jydepoote' og dets Historie, førend jeg hørte det fremsagt paa Theatret som Melodrama, kunde det visselig ikke være faldet mig ind at tillægge Forf. den Intention, at have villet parodiere Øehlenschlägers Digt: 'Guldhornene', om ogsaa disse mod Slutningen forekommende Linier: 'Et Sekel gaaer - ' ved en fjern, Digteren ubevidst, maaskee af en dunkel Reminiscents opstaaet Allusion til Guldhornenes Historie, kunde have vakt Tanken hos mig om det Øehlenschlägerske Digt. Men nu hører jeg Hr. Andersens Digt - der allerede er skrevet 1827 og er en Parodi paa de i siin Tid udkomne 'Gravblomster', hvis mange Svulstigheder gjøre denne Parodi ligesaa uskyldig, som hensigtsmæssig - for første Gang paa Hr. Sahlertz's Aftenunderholdning, og som Melodrama. .... Kjøbenhavnsposten, 18. Marts 1836.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728i)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. Mel.: Danmark, deilig Vang og Vænge. (Saml. Skr. XII, 111 - Nr. 1 af Kong Frederik den Sjette).

[Tilføjelse: "Festen den 28de Mai 1839 paa den kongelige Skydebane. De valgte Præsidenter: Professor Dr. Clausen (for Professor Dr. Schouw.) Grosserer H.P. Hansen. Bankdirecteur, Etatsraad Hvidt. / Udbragte Skaaler.
I. Hs. Majestæt Kongen: Sang. Mel. Danmark, deilig Vang og Vænge. "I den festlige Stemning, der her forsamler os, er Glæde over den vigtigste Foranstaltning til et friere Folkelivs Udvikling, som Fædrelandets Aarbøger have at fremvise, sammensmeltet med Erkjendtligheden mod Den, dette Fremskridt skyldes. Og vi vide det, at det er ikke blot Danmarks Regjering, men navnlig Danmarks Konge, vi have at takke for denne Foranstaltning, som for saamange andre tidligere, sigtende til Borgerfrihed og Borgerlykke. Denne Tak, bragt af fædrelandsksindede Mænd, er en værdig Hylding, der ydes en Konge af hans Folk; thi den vidner om, baade at Folket søger hos sin Konge Tillid til Folket, Agtelse for Folkets Stemme, for Overbeviisningens frimodige Sprog, og at det finder hos sin Konge, hvad det søger. Denne Hylding bringe vi her ved et Længe leve Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge!."
Prof. Dr. Clausen.
Forudgående arbejde om sangen, se og .]

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Corsaren, no 38 fredag den 23. Juli 1841. Ansvarshavende redacteur,udgiver og forlægger: R. p. Morthensen, cand.philos. På næstsidste side: Under overskriften "En Samtale" - - Stakkels H. C. Andersen, som har lidt så frygteligt i Grækenland og Tyrkiet (see O. Th's. A.)! - Og hvad har han da lidt? - "Ingen Ubehageligheder," men en forfærdelig "Uvished om de insurgerede Provindser", som varede hele fire Dage, indtil den femte, da han fik at vide, at Alt var roligt - hvorpaa han reiste: "Vi ville haabe, at Digteren fra denne Reise hjembringer et rigt Udbytte for hans Aand og Phantasie, og at Frugten deraf vil vise sig i nye Arbeider, der ville blive ham selv til Ære og hans og hans Muses talrige Venner og Velyndere til sand Glæde." (O. Th.'s A.)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-1)

ANDERSEN, H.C. I Sverige. Öfversättning från Danskan af Förf. till Sjöjungfruns Sagor. [Wilhelm Bäckmann]. Stockholm: Alb. Bonniers förlag 1851. (6)+163 sider.
Den svenske version af I Sverrig ( BFN 591 ). Med nyskrevet dansk forord til den svenske udgave af H.C. Andersen:

Med den svenske Udgave
Jeg holder ikke af at danske Böger oversättes paa svensk, ikke heller at svenske föres over i vort Sprog, vi Naboer kunne og skulle läse hinanden i Originalen; men det viser sig at dette endnu ikke gaaer, at Oversättelser ere nödvendige for Mange. Jeg haaber dog at Oversättelsen af denne min Bog er kommen i Händer, som vil omfatte den med Omhu og Kjärlighed.
Det er en Sommer-Bouquet af Phantasier og Billeder fra det kjære svenske Land, jeg her bringer; mit Hjerte gjemmer endnu flere; Billeder af ædle Venner, Billeder fra det lykkelige Huusliv, hvor jeg fölte mig som hjemme, Hæders- og Glædes-Erindringer, men de höre til mit »Livs Eventyr« og skulle der engang blive fortalte.
Gid nu at de Billeder, Stemninger og Tanker, jeg her har bragt fra Reisen i Nabolandet, maa blive modtagne med det Hjertelag, hvormed de ere givne, og at de, hjemme og ude, maa end mere vække Opmærksomheden for Sverrigs maleriske Skjönhed og Eiendommelighed, for alt det gode der.
Hjertelig Tak og Kjærlig Hilsen til alle Venner i Sverrig!
Kjöbenhavn i Mai 1851
H.C. Andersen
***

[håndskrift, mikrofilmscan 48, 25]
Med den svenske Udgave
Da endnu Oversættelser fra Svensk til Dansk og ligeledes fra Dansk til Svensk ere nødvendige for Mange, saa er jeg glad ved at vide denne min Bog i en driftig Boghandlers Hænder og ny Oversættelse givet til den unge Forfatter af "Sjøjungfruens Sagor" den vil af ham blive omfattet med Omhu og Kjærlighed. –
Det er en Sommer-Bouquet af Phantasier og Billeder fra det kjære svenske Land, jeg her bringer; mit Hjerte gemmer endnu flere; Billeder /af ædle Venner; Billeder fra det lykkelige Huusliv, hvor jeg følte mig som hjemme; Hæders- og Glædes-Erindringer, de høre til mit "Livs Eventyr" og skulle der engang blive fortalte.
– Gid nu at de Billeder, Stemninger og Tanker, jeg har bragt fra Reisen i det kjære Naboland, maa blive modtagne med det Hjertelag hvormed de ere givne og at de, hjemme og ude, maa end mere vække Opmærksomheden for Sverrigs maleriske Skjønhed og Eiendommelighed, for alt det Gode der.
Hjertelig Tak og kjærlig Hilsen til alle Venner i Sverrig.
H.C. Andersen.
Kjøbenhavn i Mai 1851.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/37)

Vi hidsætte et Brudstykke af den: "Billedbog uden Billeder", den bedst oversatte Del af Andersens Arbejder, er tillige den, der røber det største Geni; og dette ægte poetiske lille Værk fortjener en særlig Omtale. Andersen har i det udviklet hele sin rige Phantasi. Billederne ere afvexlende; her har man en varm orientalsk farve; hist en Finhed og Blødhed som hos en engelsk Aquarel; saa igjen er han naiv, sørgmodig eller dramatisk; saa atter lunefuld og humoristisk. Man kommer til at tænke paa Heine og undertiden ogsaa - man tillade os Sammenligningen - paa Schumann, der har adskilligt tilfælles med Andersen. De ere Begge paa en gang Digtere og Musikere og have fremfor Alt Begge en Rigdom af Billeder til deres Raadighed; Begge besidde en overordenlig Lethed, en Frihed, der overskrider alle Regler, og en Freidighed, der fortryller. Begge ere i høj Grad fortrolige med Naturen; fra Stjernen og til den lille Blomst kjende og forstaae de Alt og kunne fortælle de yndigste Ting om Rosens og Sommerfuglens Kjærlighed. De elske og kjende Børnene som Faa; de tale deres Sprog og vide Besked med alle deres smaa Affairer, i hvilke der undertiden ligger en større Betydning, end man skulde troe. Figaro 26.7.1868

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BØGH, NICOLAJ, H. C. Andersens sidste Dage. Illustreret Tidende XVI 1874-75, pp. 452-53, 456, 464-65. 15.8.1875: pp. 440-42: "Ved H.C. Andersens Død". "H.C.Andersen. Fra Hyttens Ringhed,men med Haabets blik". Tegning af H.C. Andersen paa sit Dødsleie paa Rolighed. Grosserer M.G. Melchiors Landsted 'Rolighed'. H.C. Andersen døde den 4de August 1875. H.C. Andersen i sin Dagligstue paa Rolighed".

s. 453, sidste spalte: Sygdommens hele Charakteer, som nu af Lægerne erklæredes for at være Kræft i Leveren, hvilket Andersen dog aldrig selv fik at vide [Leverkræft].

(Bibliografisk kilde: HCAH II-5, X-A-25)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Tillæg. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879.

Titelblad, paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo. - Pris Kr. 1.00.

Indhold.

1080. Vandrerens Sang. (Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme)(Saml. Skr. XII, 365). p. 1
Mene, mene tekel upharsin (se Nr. 1072). p. 1
Asylsang (se Nr. 1073). p. 4
1081. Brev til Fru Saabye. (Min naadige Frue! De maa vide) (Saml. Skr. XII, 368). p. 4
Vers-Vignet (se Nr. 898). p. 5
1082. Til Hende. (Du spurgte: Hvad er Deres bedste Sang?) (Saml. Skr. XII, 370). p. 6
1083. Den Gang vi endnu havde Vaar. (Den Gang vi endnu havde Vaar) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1084. Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed. (Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1085. Brudstykke af en Rundsang. (Kurvene gjør just vor Lykke) (Saml. Skr. XII. 372). p. 8
1086. Herrens Bøn. (Læs Aften og Morgen dit Fadervor!) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1087. Den stille Uge. (Den stille Uges Sørgetid) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1088. Vise. (Min Ven, lad Alt Dig more) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1089. Romanze. (Hvor Bøgen helder sin friske Green) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1090. Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde. (Paa Bane nu, paa Bane!)(Saml. Skr. XII. 375). p. 11
1091. Til Sophie Gade, født Hartmann, at synge for sine Smaa. (Min egen stærke Dreng, min fine Pige) (Saml. Skr. XII, 376). p. 12
Jeg gik igjennem den duftende Skov (se Nr. 1076). p. 12
Romanze (se Nr. 1077). p. 13
Studenten fra Lund (se Nr. 376). p. 14
Liden Kirsten og Prinds Buris (se Nr. 990). p. 15
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 16
Ung Elskov.
I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (se Nr. 953). p. 17
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 17
Jylland (se Nr. 805). p. 18
Ved Aarsskifter.
I. (Et nyfødt Aar paaVerdensstrømmen glider) (se Nr. 801). p. 19
II. (Igjen et Aar udfolder sine Vinger) (se Nr. 836). p. 19
1092. III. (1864.) (Efter Krigen.) (Det nye Aar kommer susende). (Saml. Skr. XII, 383). p. 19
Forvisning (se Nr. 878). p. 20
1093. Ved Soldatens Hjemkomst i 1864. (Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
1094. En Stemning. (Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
Danske Poeter i Bouguet (se Nr. 915). p. 22
Norge (se Nr. 1020). p. 24
Korsør (se Nr. 984). p. 25
Til Maleren Carl Bloch (se Nr. 1063). p. 26
Stormfloden (se Nr. 1030). p. 27
En Stemning (se Nr. 1032). p. 27
Oldingen (se Nr. 1038). p. 28
Billedstormerne (se Nr. 1042). p. 29
Et Barns Skriftemaal (se Nr. 1046). p. 31
Odense (se Nr. 1044). p. 32
Kjøbenhavn (se Nr. 1043). p. 33
Miraklet (se Nr. 1047). p. 34
Lille Svends Udtalelse om Veirliget (se Nr. 1045). p. 35
Den korteste Nat (se Nr. 1049). p. 36
Tunge Timer (se Nr. 1053). p. 36
Mit Barndoms Hjem (se Nr. 1050). p. 37
Fyen og Schweitz (se Nr. 1064). p. 38
Smaavers.
1095. 1. Paa Genfersøen. (Hvor Alperne høit deres Snekrone bær') (Saml. Skr. XII, 402). p. 38
2. Paa Slottet Chillon (se Nr. 275). p. 39
3. Paa Veien fra Genua langs Middelhavet (se Nr. 283). p. 39
1096. 4. I Rom. (Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte) (Saml. Skr. XII, 403). p. 39
1097. 5. Fra Qvirinalhaven. (I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1098. 6. Min Musa. (Min Musa nys) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1099. 7. Indskrift paa Rammen. (Dit danske Sommer hjem ved Skov og Strand) (Saml. Skr. XII,404). p. 40
1100. 8. Indskrift paa en Kirkeklokke. (Igjennem Flammer blev jeg til) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
9. Efter H. Heine. (I mit Bryst er Klokkeklang) (se Nr. 932). p. 41
1101. 10. (Verden er falsk, Verden er fæl) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
11. Impromtu over Thorvaldsens Atelier i Nysø Have 1840 (se Nr. 382). p. 42
12.(Jeg er ei længer i Ungdomstid) (se Nr. 1078). p. 42
1102. 13. (Dødsenglen flyver i slimet Ham) (Saml. Skr. XII, 406). p. 42
1103. 14. (Et evigt Liv tør jeg ikke kræve) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1104. 15. Paris. (Susende, vexlende, trættende, broget) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1105. 16. (Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1106. 17. (I dette Jordlivs Forgjængelighed) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1107. 18. (I Rummets store Uendelige) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
19. Efter Gjenoptagelsen af Holbergs De Usynlige (se Nr. 759). p. 44
20. TiI H. S.
1108. 1. (Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
1109. 2. (Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1110. 21. (Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1111. 22. (Jeg troer at der før en Verden var) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1112. 23. Granattræet. (I Vaaren er hver Blomst en Flamme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1113. 24. (Hvis Du forstod mit Hjertes Suk) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1114. 25. (Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1115. 26. (Hvor det er selsomt at see Ungdom døe) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1116. 27. (Hvor skulde jeg kunne glemme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1117. 28. (Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1118. 29. (Der er saa øde paa Heden) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1119. 30. I Rom 1841. (Fra Hjem og Venner komme ingen Breve) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1120. 31. (Erindringen gjemmer saa mangt et Syn) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1121. 32. (Hvis høit i Juletræets Top) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1122. 33. (I Orienten Nattergalen) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1123. 34. Ved Juletid i Nizza. (Nu er det den deilige Juletid) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
35. I Dødsstunden (se Nr. 934). p. 49
36. Med en Afbildning (se Nr. 834). p. 49
37. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 49
38. (Paa Livs-Seiladsen er Gud det Fyr) (se Nr. 933). p. 49
1124. 39. Improvisation. (Naar Maanen lyser over Krat og Buske) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1125. 40. Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior. (En Børneflok paa Fødselsdagen bad) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1126. 41. Norsk Stil. (Tag mig Tusinde!) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
42. Til Den, det rammer! (se Nr. 1019). p. 51
43. (Gaaer Du paa Glatiis og falder, min Ven!) (se Nr. 1015). p. 51
44. Drengen og Hundehvalpen (se Nr. 1028). p. 51
45. Med det Onde og med det Gode (se Nr. 1029). p. 51
1127. 46. (En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1128. 47. Paris. (Paris, hvor er Du dog lystig og glad) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
48. (I Vel og Vee) (se Nr. 960). p. 52
1129. 49. Ved Borgen Ravenswood i Skotland. (Hvor Klippen springer i Søen ud) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1130. 50. Basnæs. (Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1131. 51. Til den lille Marie. (Du er vel ikke et Aar endnu) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1132. 52. Fra min Reise i Foraaret 1872. (Vi kom fra Keiserstaden) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1133. 53. (Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
54. I Foraaret i Kjøge (se Nr. 1060). p. 54 Deviser med Presenter.
1134. Med et Halsbaand. (Lille og nysselig!) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
1135. Med en Kurv. (En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1136. Med en Brystnaal i Form af en Flue. (Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1137. Med en Fløite fra en Dame. (Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1138. Med en Dukke. (Hos Dig forvandles Alt til Engel) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1139. Med en Penge-Griis. (Her er en yndig Junker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1140. Med en Trompet. (Paa Jorden og alle Planeter) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1141. Med mit photographerede Portrait i Ramme. med Visitkaart ei at staae tilskamme) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1142. Med J. L. Heibergs Urania. Her har Dubergs Urania, hun er saa pyntet, hun) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1143. Med en Jagtkniv. (Det dundrer under Hestens Hov) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1144. Med et Hefte af mine Eventyr. (Den lille Dreng paa det gule Bind) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
Med en Vedbende-Ranke i Potte (se Nr. 662). p. 57
1145. Med et blomstrende Rosentræ. (Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1146. Med Gellerts Fabler. (Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1147. Med et Kobberstykke. (Som Englene det Jordiske bortbære) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1148. Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr. (Du har en Kunstnersjæl) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1149. Med et Bundt Cigarer. (Da en Syndflods Vande) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1150. Med Byrons Værker. (Til Melodi gik Livs-Disharmonien). (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1151. Med Freiligraths Digte. (Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1152. Med en Dukke. (Dukken her er ingen Dukke) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1153. Med en Pibe. (I Ægtestandens søde Fryd) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1154. Med en Blomsterpige af Chocolade. (Med Blomster staaer hun fra Fod til Top) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1155. Med nogle smukke Fidibus. (Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1156. Med Thorvaldsens Statue. (Slaa Du med Aand og Tale) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1157. Med en Flaske duftende Vand. (Da en Gang Blomsterne Dig saae) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1158. Med en Spaaqvinde. (Alverden jeg gavner) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1159. Med en Gliedermann. (Jeg var en Gang paa den grønne Green) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1160. Med en Lysestage. (Naar efter Aar og Dage) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1161. Med en Papirtrykker med Blomster. (Ved denne Du i Verden huske maa) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1162. Med et Cigarfoderal. (Paa Jagten smager en Cigar) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1163. Med en Reisehue. (Den glade Juul Dig lover ret) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1164. Med et Kobberstykke. (Da Roser mangle ved Julens Leg) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1165. Med to Vaser. (Uden Devise og uden Fraser) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1166. Med en Krave. (Den tør Du eje) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1167. Med et Landskab fra Italien. (Italien, blomstrende Mandelstav!) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1168. Med et Kravebaand. (Fordi man gaaer med Kravebaand). (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1169. Med en Blomstervase. (Gaven her er nydelig) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1170. Med en Hund i Sæbe. (Den hverken bjæffer eller brummer) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1171. Med en Tobakspung (Uden Snakken, uden Takken) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1172. Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru. (Det røde Guld betyder Elskovs Tro) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1173. Med et Huuskors. (Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1174. Med en Lysestage. (Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1175. Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde. (Tag Koppen med Roeskilde-Byen) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1176. Med Visitkaart. (Et Mindeblad - det Sted, Du har beæret) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1177. Med et Guttapercha-Ansigt. (En Cavaleer kom nys hertil) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1178. Med en Kurv med Æg. (I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1179. Med et Billede. (Et Kobberstykke skal Du faae) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1180. Med en Krave. (Du faaer til Julegave?) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1181. Med Papir. (Her er Papir til mange Breve) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1182. Med et Par Handsker. (Hille den sorte Jøde!) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1183. Med Eau de Cologne. (Naar Du med dette Dig befugter) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1184. Med en broderet Skjærm. (I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1185. Med mine Samlede Skrifter. (Du voxte op i mit Hjertes Hjem) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1186. Med et Billede af Rosenborg Have. (Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1187. Med en Hund. (Her er en Hund, og den er stor) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1188. Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser. (I Kampens Stund han blæste kjækt) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
1189. Med Sammes Sicilianske Skizzer og Noveller. (Sicilien er Skjønheds Hjem) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
Med et Stykke Sæbe (Se Nr. 661). p. 67
Med en Terracotta-Figur af Bissen (se Nr. 663). p. 67
Med en Krukke Pomade (se Nr. 664). p. 68
Med Oehlenschlægers Portrait (se Nr. 665). p. 68
Med en Deel Sparebøsser (se Nr. 1075). p. 68
1190. Med mine Eventyr. (Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige) (Saml. Skr. XII, 432). p. 68
1191. Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand. (Hvor Skjønhed lægges) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1192. Med mine Digte gamle og nye. (Mit hele Blomster-Mosaik) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1193. Med forskellige Presenter. (Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1194. Med mine Eventyr. (Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde.
1195. 1. (Gamle Gunhild fra Barselstuen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1196. 2. (Tro paa Ingen, ei Dig selv) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1197. 3. (Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1198. 4. (Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1199. 5. (Gaa til Theatret! - ved Himlens Stjerner) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1200. 6. (Natten lang Dands og Sang) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1201. 7. (Nu er Du paa Maskerade) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1202. 8. (Du er Poet) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1203. 9. (Der voxer for Dig, - ja vær Du glad!) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1204. 10. Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1205. 11. (Mig Gamle spørger Du Unge) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1206. 12. (Mandag være Dig Mærke-Dag) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1207. 13. (Naar Vaaren rider Sommer i By) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1208. 14. (Jeg føler dit lille Hjerte dikke -!) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1209. 15. (Naar Skoven bliver grøn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1210. 16. (Du finder din Lykke i Kjøbenhavn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1211. 17. (Du skal ikke troe al Snik og Snak) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1212. 18. (Dig Laurbær og Myrthe er skaaret) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1213. 19. (En seer man født for Prosa og En for Poesi) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1214. 20. (Hvad ei et Solkys folder ud) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
Stambogsblade.
1215. I. (Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
1216. II. (Fra Vesterhavets Lande) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
III. Fire Blade skrevne i St. Goar ved Rhinen p. 74
1217. 1. (Naar Hyacinthens fine Klokker klinge) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1218. 2. (Du som en Huusalf stille sysler inde) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1219. 3. (Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1220. 4. (Bogen kom først, og jeg kom sidst) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1221. IV. A. Henselt. (Fra Strængene flyver en Fuglehær) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1222. V. Dandserinden Augusta Nielsen. (Den slanke Lilie, den hvide) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1223. VI. Musikdirecteur W. Rübner. (Din Vugge gænge blev sat i Gang) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1224. VII. Sangeren P. Schram. (Lunets lystige Skalmeie) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1225 VIII. Componisten Hägg. (Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1226. IX. Fru O'Neill. (Lad Dig i Smerten selve Smerten sige) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1227. X. C. Castenskjold. (Der synges i By, paa Mark og i Skov). (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1228. XI. Til Jonas Collin. (Vi er som to Strømme af modsat Løb) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1229. XII. Fru Grove, født Fenger. (Bag Sorø Sø ved Skoven) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1230. XIII. I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Rom. (Flyv ungdomssund til den evige Stad) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1231. XIV. Agnes Dunlop og Michael Rosing. (En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1232. XV. G. C. Delbanco. (Erindrer Du, ja, det er noget siden). (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1233. XVI. C. Neergaard. (Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
Til Forskjellige. 1234. 1. Til Christian den Ottende. (Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1235. 2. Til H. C. Ørsted. (Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1236. 3. Til A. Oehlenschlæger. (En Sommerluftning, frisk som den fra Havet) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
1237. 4. Til Capitainlieutenant Chr. Wulff. (Du fører Danmarks Løve) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
5. Til A Bournonville. 1238. I. Efter første Opførelsen af Balletten Fjernt fra Danmark. (Du giver os en Digtning uden Ord) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
II. Efter Balletten Et Folkesagn (se Nr. 1074). p. 81
1239. 6. Til Fru Julie Sødring. (Du kommer som Digtningens gode Aand) (Saml. Skr. XII, 445). p. 81
7. Johanne Louise Heibergs Statue af H. V. Bissen (se Nr. 832). p. 81
8. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 82
9. Christian Winther (se Nr. 747). p. 82
1240. 10. Til Bjørnstjerne-Bjørnson. (Norlandets Digter! Dig Saga indvied) (Saml. Skr. XII, 446). p. 82
Prologer. 1241. I. Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag. (Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest) (Saml. Skr. XII, 447). p. 83
1242. II. Ved en Forestilling i veldædigt Øiemed. (I Riddertiden, som De Alle vide) (Saml. Skr. XII, 448). p. 84
Epiloger. I. (Jeg veed om Farverne, de ere skjønne) (se Nr. 312). p. 85
1243. II. Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price. (Naar man saa godt som hver en Aften maa) (Saml. Skr. XII, 450). p. 86
III. (En Epilog - dens Kreds gaaer vidt) (se Nr. 923). p. 88
1244. IV. (Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog) (Saml. Skr. XII, 453). p. 89
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino 1852 (se Nr. 605). p. 90
Et Par Ord ved Scenens Gjenaabning den 1. Decbr. 1857 (se Nr. 765). p. 91
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino den 20. Marts 1860 (se Nr. 806 og 807). p. 93
Kongehuset.
I. Til Frederik den Sjette. (Vor Tid er Aandens Dage) (Se Nr. 311). p. 95
II. Sange ved det søsterlige Velgjørenheds Selskabs Forsamling i Anledning af Marie Sophie Frederikkes Fødselsdag (se Nr. 332 og 333). p. 96
III. Til Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 422). p. 98
IV. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det Kongelige Theater den 8de October 1856 (se Nr. 758). p. 99
V. Sang i Anledning af Kong Frederik den Syvendes Nærværelse i det Kongelige Theater den 24de Marts 1858. (se Nr. 773). p. 100
VI. Sang ved Kong Frederik den Syvendes Ankomst i det Kongelige Theater Onsdagen den 19de October 1859 (se Nr. 791). p. 101
VII. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det kongelige Akademi for de skjønne Kunster (se Nr. 808). p. 102
VIII. Med Kong Christian den Niendes Portrait (se Nr. 873). p. 102
IX. Med Dronning Louises Portrait (se Nr. 874). p. 103
X. Med Prindsesse Dagmars Portrait (se Nr. 883). p. 103
1245. XI. I Prindsesse Dagmars Stambog. (Her Pen og Blæk en Tegning gav) (Saml. Skr. XII, 467). p. 103
XII. Farvel! (se Nr. 908). p. 104
XIII. Deres Kongelige Høiheder Kronprinds Frederik og Prindsesse Lovisa, Formælingsdagen den 28de Juli 1869 (se Nr. 986) p. 104
1246. XIV. Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa. Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling. (Ved hvert et Sting blev en Rune lagt) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
Leilighedsdigte. 1247. I. Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør [Denne Oplysning er forkert. Sangen blev sunget ved Indsættelsen i Slagelse, 1823. BFNs fodnote]. (Frøet Liv Alherren giver) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
II. Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 106
III. En splinterny Dandse-Vise (se Nr. 1055). p. 109
IV. Sang for de Danske i Paris (se Nr. 247). p. 111
V. Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 112
VI. En lille Flugt til Rom den 8de Marts 1835 (se Nr. 263). p. 113
VII. Sang ved Romergildet den 8de Marts 1836 (se Nr. 286). p. 115
VIII. Psalmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke efter dens Istandsættelse (se Nr. 288 og 289). p. 117
IX. Cantate, afsungen Nytaarsdag i Garnisonskirken (se Nr. 1054). p. 118
X. Videnskabernes Skaal (se Nr. 314). p. 119
XI. Jagtherrens Skaal (se Nr. 1056). p. 121
XII. Levvel til Jenny Lind (se Nr. 427). p. 122
XIII. Cantate ved Sognepræst C. F. Brorsons 50aarige Embedsjubilæum (se Nr. 433). p. 123
1248. XIV. Julesang i det Collinske Huus. (Saa sidde vi igjen om Julebordet) (Saml. Skr. XII, 488). p. 124
1249. XV. Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852. (Og nu en Sang for Oldemoer) (Saml. Skr. XII, 489). p. 125
1250. XVI. Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann. (De faae ingen Vise, De faae ingen Sang) (Saml. Skr. XII, 490). p. 126
XVII. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Studenter fra et og samme Aar (se Nr. 615). p. 127
XVIII. Ved Efterslægtselskabets Stiftelsesfest (se Nr. 624). p. 128
XIX. Balletpersonalets Hilsen til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 626). p. 130
XX. Til Fru Johanne Louise Heiberg (se Nr. 625). p. 131
XXI. Sange ved det kongelige Opfostringshuus's hundredeaarige Fest (se Nr. 629). p. 132
XXII. Sang ved Fru Malle Drewsens Fødselsfest paa Silkeborg (se Nr. 630). p. 134
XXIII. Ved Krandsens Heisning paa Grandjeans nye Gaard (se Nr. 640). p. 136
XXIV. Ved Indvielsen af den Bingske Porcellainsfabrik (se Nr. 647). p. 137
XXV. Til Jonas Collin. Familiesange paa hans Fødselsdage p. 138 1. (Naar Sneen har bredt Julebord)
(se Nr. 1057). p. 138 2. Lad Januari Atterkomst)
(se Nr. 643). p. 139 3. (I Stuen hænger et Familiebilled) (se Nr. 732). p. 141 XXVI. De danske Qvinder (se Nr. 781). p. 142 XXVII. Sang ved Fest-Ballet i Casino (se Nr. 803). p. 143 XXVIII. Sang ved Politidirecteur C. J. C. Bræstrups Jubilæum (se Nr. 813). p. 144 XXIX. En Foraarsfest i Rom (se Nr. 825). p. 146 XXX. Paa Balletskolen (se Nr. 837). p. 147 XXXI. Det Skjønne (se Nr. 809). p. 148
XXXII. Haandværkerens Vise (se Nr. 644). p. 149
1251. XXXIII. En Moders Skaal. (Om ogsaa ude Stormens Slag).(Saml. Skr. XII, 514). p. 150
1252. XXXIV. Den 2den Februar 1864. Ved Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup. (Tillad, at jeg tager Ordet) (Saml. Skr. XII, 515). p. 151
XXXV. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Borgerrepræsentant N. F. Bonnesen og Raadmand B. Petersen. (se Nr. 925). p. 152
XXXVI. Sang ved Afsløringen af Mindestøtten paa Holsteinborg (se Nr. 1003). p. 153
XXXVII. Børnenes Skaal (se Nr. 1009). p. 154
XXXVIII. Til J. P. E. Hartmannden 22de Mai 1874 (se Nr. 1035). p. 155
Bryllupssange.
I. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 392). p. 156
1253. II. Den 22de April 1847. (Det er en hellig Dag blandt Livets Dage) (Saml. Skr. XII, 521). p. 157
III. Pauline Beutner og Valdemar Drewsen
(se Nr. 651). p. 158
1254. IV. Johanne Drewsen og C. von Krieger. (Mai 1855). (Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde) (Saml. Skr. XII, 523). p. 159
V. Mathilde Stæger og Niels W. Gade. (I Kirken) (se Nr. 764). p. 160
VI. Augusta Jøhnke og Carl Reitzel (se Nr. 789). p. 161
1255. VII. Louise Ipsen og C. St. A. Bille. Den 8de Juni 1859. (I Kirken). (Vort Liv har mangen Høitidsdag)(Saml. Skr. XII, 526). p. 162
VIII. A. de Neergaard og O. C. Kahrs
(se Nr. 840). p. 163
IX. Clara Hartmann og August Winding
(se Nr. 880). p. 164
X. Bolette Puggaard og Emil Hartmann
(se Nr. 884). p. 165
XI. Johanne Melchior og I. B. Melchior
(se Nr. 926). p. 166
XII. Lucia Scavenius og Carl Castenskjold
(se Nr. 931). p. 167
Sølvbryllupssange.
I. B. M. Bindesbøll og J. E. Wegener
(se Nr. 294). p. 169
II. Postmester, Grev Holck og Hustru, født Møller
(se Nr. 404). p. 170
III. Josepha Siboni og Ferdinand Tutein
(se Nr. 554). p. 171
IV. Ingeborg Collin og Adolph Drewsen
(se Nr. 593). p. 172
V. Augusta Petzholdt og Gottlieb Collin
(se Nr. 778). p. 175
VI. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 896). p. 176
VII. Dorothea Henriques og Moritz Melchior
(se Nr. 1010). p. 177
VIII. Hofjuveleer Michelsen og Hustru, født Hansen
(se Nr. 1016). p. 178
Guldbryllupssang. C.W. Wiehe og A.L. Wiehe, født Rosing
(se Nr. 854). p. 180
Mindedigte over Afdøde. I. Ved Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke
(se Nr. 877). p. 181
II. Farvel til Kong Frederik den Syvende
(se Nr. 872). p. 182
1256. III. Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen.† den 23. April 1852. (Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd) (Saml. Skr. XII, 546). p. 182
IV. Sophie Gade, født Hartmann
(se Nr. 744). p. 183
V. Christian Wulff
(se Nr. 757). p. 184
VI. Adam Holst
(se Nr. 788). p. 184
VII. Jonas Collin
(se Nr. 827). p. 185
VIII. Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død
(se Nr. 885). p. 186
IX. Henrik Hertz
(se Nr. 996). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH XVII-36)

Assens Amts Avis, 4. April 1905 fortæller om en lille Bog i Oktavformat, helt igennem skrevet med H.C. Andersens Haand. Han forærede selv Bogen i 1830'erne til daværende Politifuldmægtig Rist, og den ejes af dennes Søn, Oberst Rist. I den lille Bog finder man bl.a. nogle af Andersens første Digte, deriblandt et, som han kalder "Mit Liw" (!), og som er digtet 1822.

Taare trille naar jeg mindes / Barndom dig med al din Fryd. /Da var jeg saa rolig, Herrens Engle trolig, /Skjærmede om mig - - -
Naar Aftensolen hist i Vesten sank,/ Og Maanens Skive skinned klaer og blank, / Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng / Og bragte ham til lune, bløde, Seng; / Og medens udenfor lød' Naattergale-Chor, / Hun lærte mig at bede Fader-vor. / Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed', I Lue brøn den Gnist, som havde dulmet; / Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel / Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel! / Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede, / Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede / Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød / Og græd veemodig ved skøn Valborgs Død. / Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte, / Jeg Verden kun af Digterværker kjendte / Og var derfor saa lykkelig og fro, / Og ilede fra Barndoms søde Boe / Allene ud i Verden vide. /
Naadig Herren var og god, / Mig hans Engle fulgte, / De i Drømme gav mig Mod,/ Haabet ei sig dulgte. / Naar jeg i den dunkle Nat / Syntes mig saa rent forladt, / Knæled jeg paa Sengen, / Modig da jeg Harpen tog, / Strængene med Haanden slog, / Sang min Smerte, sang min Lyst, / Og det lindrede mit Bryst. /
Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,/ Og lyttede til Barnets svage Sang; / De saae hvor Sjælen gennem Støvets Zoner / Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang. / Thi tog de Barnet fra sin raae Natur / Og satte ham bag Templets lune Muur, / Hvor Aanden kunde classisk dannes ud, / Og eengang kraftfuld stige mod sin God, /
Jeg græd af Glæde, / Mit Hjærte bævet (!) ; / Er Gud tilstæde?! / Hans Engle svæved' / Jo mildt om mig. / Sig Veien høiner / men Maalet øiner / Dog Sjælens blik. -
Heelt uvant var' de første Skridt at gaae, / Og nu jeg først min hele Svaghed saae: / Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg / Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg: / Mon ogsaa du har Kræfter værdig er, / Alt hvad der for dig Svage gjøres her?
Men snart en Klogskabs Stemme, / Den mørke Taage brød / o aldrig kan jeg glemme, / Hvad for mit indre lød. Nu har man planten prøvet, / Men den kun Ukrud er, / Thi har man den berøvet / Sit Haab, sit Stjerneskjær /
Fortvivlet drog jeg dag i Verden ud, / Og glemte Naadens store,milde Gud; / Da lød din Stemme faderlige Ven / Og atter mig til Livet kaldte hen; / Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro, / At Evner end hos Ynglingen skal boe, / Men det er dog en sød en salig Trøst, / At høre venskabs vennehulde Røst, / jeg synker veed jeg - men med roligt Bryst, / Jeg gjorte hvad jeg kunde, er min Trøst. / Jeg var stupid, forvirret uden Sands, / Og derfor drømte om en Digterkrands.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

'Hospitalstidende' der er udkommen idag, har i et fransk Tidsskrift fundet en virkelig Godbid, som vi ikke skal forholde vore Læsere. Artiklen har til Overskrift: 'H.C. Andersen som Stær-Operatør', og den lyder saaledes: [I Petites Chronique de la science" ... Sygehistorien forkortet. ... Denne Kur, som Andersen var Mester for, burde - det vil man sikkert give os Ret i - være trukket frem fra Glemsel. Men hvad ligger der bag Fejltagelsen? Hvem er det H.C.Andersen forveksles med? Vi har spurgt Stabslæge Gordon Norrie, som i Dobbeltegenskab af baade Øjenspecialist og Medicinalhistoriker skulde have særlige Forudsætninger for at vide Besked, men Stabslægen kunde i hvert Fald ikke paa staaende Fod huske nogen Andersen, som vor berømte H.C. kan være forvekslet med. Professor K.K.K. Lundsgaard havde, da han fandt Historien, spurgt stabslæge Norrie om det samme som vi gjorde, men altsaa ikk emed mere positivt Resultat. Naar Historien imidlertid nu fra os vandrer over i norske Blade, kan norske Medicinalhistorikere maaske klare det lille Problem. Berlingske Tidende 22.1.1926.

(Bibliografisk kilde: HCAH II-50)

H.G. Olrik: I Sorø Amtstidende, for 20. Nov. har Dr.phil. Poul Helms i Sorø ordentlig læst H.C. Andersen Teksten i Anledning af, at Holger Gabrielsen har været saa god bl.a. at læse den gamle Digter Eventyr ... HCA faar at vide, at hans lille Digtning er 'lidet betydende og kunstnerisk lavt staaende'. H.G. Olrik slutter artiklen: Hvor vilde han forleden Dag i sit Elyseum have smilet ved at læse Sorø Amtstidende; hvor har det godtet ham, at han aldrig nogensinde har undervurderet den menneskelige Uforstand. Gav han sig endnu af med at skrive shortstories, vilde han ikke mangle Stof - har han mærket! Sorø Amtstidende, 27. Nov. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Balslev Jørgensen: Redaktøren for London-redaktionen tager til orde for en bedre turist-propaganda fra danske provinsbyer: Odense - Fyns centrum har vel nok Danmarks største, men alt for ukendte turistattratktion, H.C. Andersens Hus og museum, og er en by, som enhver udlænding vil ærgre sig over at have kørt igennem uden at standse, hvis han bagefter faar at vide, at det er H.C. Andersens by. Aarhus Stiftstidende, 6.1.1949; Aalborg Stiftstidende, 8.1.1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

K. W. J. Thureholm: Nogle Eksempler hentet fra ham selv: Vilde ikke spille Lotteri, da Thorvaldsen nær var druknet - Da Storken ikke vilde bygge paa Christinelund - En høflig Tjener - Udødelighed i Sneen - De skal ogsaa vide, det er Jul - Tænkte paa Barndomstiden. Sydsjællands Venstreblad, 24. december 1949.

Tegneren Hans Bendix giver et portræt af vor store afdøde Digter, Johannes V. Jensen, som d. 20. januar ville være fyldt 78 aar. "Een af de sidste gange, jeg var hos ham, læste han H.C. Andersens 'Mit Livs Eventyr'. Den læser jeg, mens de fem bind eventyr jeg har, er til bogbinderen. Bæstet vil have 100 kr. for at restaurere bindene en smule. Og han faar dem. Jeg kan snitte i træ, modellere, tømre, saagar mure, men binde bøger ind kan jeg ikke. Og jeg kan simpelthen ikke leve leve uden Andersen. Hans livs eventyr er et monument over hans selvoptagethed. Han piber ustandseligt, føler sig forfulgt hjemme, gruer for at rejse hjem, naar han er i udlandet. Han havde forresten grund til det. Heiberg-kliken og de andre tillod ikke, at en samtidig havde sukces i udlandet. Og det havde han. [...] Han var vidunderlig nysgerrig, at rejse var for ham som regn paa en soltrørret mark, kilder han øste af. og saa ville han jo ogsaa nok tage bestik af sin berømmelse. Han render ind i bogladerne og spørger efter sine bøger, bliver længe derinde, fjumrer og ter sig i haab om, at det skal gaa op for boghandlerekspedienten, hvem han er. Lykkes det ikke maa han bide i det sure æble og selv fortælle det. Ud skal det. Han er simpelthen en nar. Men man kan ikke lade være at interessere sig for ham. Hvorfor? Fordi han er i besiddelse af et ubegribeligt geni. Man vil saa gerne vide hvordan hans fantasi opstaar i ham. Meget huggede han, men meget sprang lige ud af hans orangutang gestalt, er helt hans eget." Politiken 18.1.1951.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

Sten Hegeler: Der er mange nye, udmærkede billedbøger i dag, jovist - men den hygge og veloplagthed, der staar som en sky om os, naar vi læser vor egen barndoms yndlingsbøger - den skal nok vide at brede sig til de smaa, der har en evne til at lytte og sanse som ingen voksen. Tænk blot paa "Den grimme ælling", hvad den betyder for smaa børn, som deri ser en trøst for en uheldig dag i skolen eller et sammenstød med sine forældre. Nu, 10.2.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Sognet haabede, at H.C. Andersen var født i samme sogn som "Rokkedrejeren", Peder Lottesen og sergenten, der som 100-aarig giftede sig med sin 22-aarige husholderske. Ubberud mangler beviser! Gamle folk her i sognet har ment at vide at H.C. Andesen skulle være født i Ubberud. H.C. Andersnsmoster boede i Ejlstrup ... men vore kirkebøger siger ingenting. [Samtale med førstelærer Skytte]. Fyns Social-Demokrat, 22. nov. 1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I en artikel i Fyns tidende fortælller H.P. Schmidt, Hårby om, hvordan H.C. Andersen underholdt sine venner. H.C. Andersen fik opgivet en række rimord - f.eks. stjerne - rimede med fjerne, hug - suk osv. og så skulle han forme et improviseret digt over ordene.

En Fejekost:

Som grønne Grene under nattens Stjerne
Vi sentimentalt saae op mod det Fjerne
En Mand med en Økse gav os et Hug
Vi forfaldt - jeg forsikkrer - det var med et Suk
Vi sagde til Manden: Føl dog, hvor vi lugter
Vi bærer ogsaa med Tiden Frugter
Men næppe han svared "Kis" til sin Kat
end sige til os, hans eneste Skat
han band os til en kost for det gav Penge
ahn sagde, at vi ville vare saa længe
Som Mindet lever om Skjold og Helt
Som alle Smaastjerner paa Himmelens Telt
Saa gik han - den MNand han kaldte sig - Peter
Og det var en Mmand uden Fejl eller Beter
Men har vi Slud, uden Ly eller Læ
Nu nejet og fejet for Folk og for Fæ
I Stue, paa Gade - og I maa vide,
Aldrig vi fik at drikke og bide
aldrig vi fik tak eller sang
kostens gang, det er verdens gang.

Glorup, juli 1850.

Sorø Tidende, 14.1.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.

Andersen og Den vide Verden . Et kommenteret udvalg ved Erik H. Madsen. Hovedland, Århus 1986. 192 pp. - Indledning pp. 5-18; noter pp. 184-90. - Anm.: Claus Jensen, Gymnasieskolen , 70, 1987, pp. 344, 346 og 348; Aage Jørgensen, Flensborg Avis 4.1.1988; Ejgil Søholm, Information 22.10.1986.

(Bibliografisk kilde: HCAH: anm.)

Hans Andersen: Det er kuriøst at vide, at Lenin som barn læste den danske digter, men Anderseniana kunne godt bruge kræfter på at registrere et halvt århundredes indhold. Jyllands-Posten 11.1.1990.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Præsentationsfolder for: H.C. Andersen. Nyhavn.
Forsiden: Der er så meget Stort og Godt Som Verden knap faaer vide! H.C. Andersen.
s.3: Flemming Johansen, dir. Ny Carlsberg Glyptotek.
s. 4-5: Elias Bredsdorff: "Jeg tror, jeg besidder Digteraand".
s. 6-7: Kjeld Heltoft: H.C. Andersen lever.
s. 8-9: Jens Bing, museumsinspektør: "Derfra min verden gaaer".
s. 10-11: Christian Bjørn, arkitekt: Europas skulpturhave.
s. 12-13: Ghita Nørby: H.C. Andersen og Det kongelige Teater. Niels Oxenvad: Fra Odense til Kongens By. Jan Laybourn, turistchef: Det er ganske vist. Niels Jørgen Kaiser, adm. dir. Tivoli: Velkommen til H.C. Andersen. Nyhavn.
Niels Birger Wamberg, lektor: Andersen og hele hans hus.
Idegruppen: Jørgen Rossen, Suste Bonnén, Flemming Johansen, Kjeld Heltoft, Niels Birger Wamberg, Annegrete Lassen. Oestermann, Richard, 'Hvor skibene ligge og vinden pibe i sejlene'. Danmarksposten , 1991, nr. 10, pp. 6-7. - Om HCA-huset i Nyhavn 69. - "Et smukt skelet gør ingen kejser. B.T. . - "Digterens hus har turisttække", B.T., 23.juli 1992.
"Eventyret om H.C.A.-hus får måske en brat slutning." Jyllands-Posten, 27. feb. 1992. Rolf Dorset: København satser på H.C. Andersen. Udnævnelsen af Johan de Mylius, til direktør pr. 1. januar for H.C. Andersen Nyhavn, kan indebære øget konkurrence mellem Odense og hovedstaden og digteren. Fyens Stiftstidende, januar 1991. - Per Dabelsteen: "H.C. Andersen-hus må lukke." Politiken, 24.9.1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/367)

BUM , 14:1-2, 1996, pp. 3-5 og 26-83; tema: H. C. Andersen. - Omfatter bl.a.: Finn Barlby, Den uendelige Andersen. Om muren og den (h)vide verden og modstanden, pp. 3-5; id., Den euforiske tekst. Om markedet, mennesket og melodien, altså: poesien, pp. 27-31; Aage Jørgensen, Helte hos H. C. Andersen, pp. 32-38; Hugo Hørlych Karlsen, Spejlinger og pejlinger, pp. 39-42 (anm. af Finn Barlby [red.], Det flydende spejl. Analyser af H. C. Andersens 'Den lille Havfrue'); Finn Barlby, Den befriende forførelse. Om H. C. Andersen og 'Tante Tandpine' fra 1872, pp. 43-50; id., Den uendelige historie. Analyser af H. C. Andersens 'Skyggen' fra 1847. En introduktion, p. 51; Hans Henrik Møller, Sproget, skriften og verden. Om H. C. Andersens 'Skyggen', pp. 52-56; Anna Poulsen, Tommelise. Barn eller voksen?, pp. 57-60; Aage Jørgensen, H. C. Andersen i rum og tid, pp. 62-64 (anm. af Johan de Mylius, 'Hr. Digter Andersen'. Liv, digtning, meninger); Jacob Bøggild, Pontoppidans 'genskrivninger' af H. C. Andersen, pp. 65-72; Ib Johansen, Fortællingen som vækstrum. H. C. Andersens 'Gartneren og Herskabet' (1872) og Albert Dams 'Gartner. Tidløst skilderi' (1961), pp. 75-83.

Nielsen, Flemming Chr., 'En Reise ud i Verden'. "Da den 14-årige H.C. Andersen i 1819 krydser Storebælt på vej til København og nederlaget eller berømmelsen, er Bæltet et verdenshav. 'Det var som sejlede jeg nu ud i den vide verden', skriver eventyrdigteren. Jyllands-Posten 20.3.1997.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1997/384)

Barlby, Finn (red.), Det (h)vide spejl. Analyser af H. C. Andersens "Sneedronningen" . Dråben, København 2000. 222 pp. - Indhold: Hans Henrik Møller, "Hvordan staver man til evighed", pp. 7-20; Hugo Hørlych Karlsen, "Spejlene og de indre veje", pp. 21-34; Erik M. Christensen, "Een på brillen", pp. 35-53 (hertil rettelsesblad); Finn Hauberg Mortensen, "Stjerne, rose og spejl", pp. 55-70; Johan de Mylius, "Forvandlingens billeder", pp. 71-88; Ib Johansen, "En vinterrejse. Quest-struktur og sort og hvid magi i H. C. Andersens 'Sneedronningen' (1845)", pp. 89-136; Jacob Bøggild, "Fortællingens arabeske allegori: 'Sneedronningen'", pp. 137-64; Finn Barlby, "Det (h)vide spejl. Syv vandringer i fiktionens vide verden", pp. 165-78: H. C. Andersen, "Snee-Dronningen", pp. 179-80 (digt, 1830); id., "Sneedronningen. Et Eventyr i syv Historier", pp. 181-214; Aage Jørgensen, "H. C. Andersens 'Sneedronningen' – en litteraturliste", pp. 215-20. – Cf. Anna Poulsen, "Den evige dialog", i: Finn Barlby (red.), Plys 15. Årbog for børne- og ungdomslitteratur . Dråben, København 2001. Pp. 135-48.

- EMC's bidrag optrykt i nr. 567 ndf., se: 11069 - Anm.: Bent Andersen, BUM , 18:1-2, 2000, pp. 49-52.

BUM/Børne- og ungdoms-litteratur magasinet , XVIII:1-2, 2000. – Heri: Finn Barlby, "Det (h)vide spejl. Syv vandringer i fiktionens vide verden", pp. 43-48; Bent Andersen, "'Her er jeg da'", pp. 49-52 (anm. af "Det (h)vide spejl. Analyser af H. C. Andersens 'Sneedronningen'", 2000); FB, "Den eneste nattergal. Analyser af H. C. Andersens 'Nattergalen' fra 1844. En introduktion", p. 53; Hans Henrik Møller, "Det singulære. Analyse af H. C. Andersens 'Nattergalen' (fra 1844)", pp. 54-58; FB, "Skyggen - und kein Ende. Om H. C. Andersens 'Skyggen' fra 1847", p. 59; Mads Bay Barlby, "'...et af de største Mesterværker i vor hele Litteratur'. Analyse af H. C. Andersens 'Skyggen' (fra 1847)", pp. 60-69.)

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 824.

Christensen, Erik M., "Een på brillen". I hans: Zurückbleiben. Tryk 1943-2001 . Humboldt-Universität zu Berlin, Berlin 2001 [udk. 2003]. Pp. 389-402. (Berliner Beiträge zur Skandinavistik, 6.) – Oprindelig i: Finn Barlby (red.), Det (h)vide spejl , 2000 (cf. 11047 .).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Nielsen, Ken, "En mærkelig fugl – eller ikke at vide, om man er ravn eller krage". Synsvinkler , nr. 28 (Queer særnummer), 2003, pp. 24-44. – Om "Hr. Rasmussen". - Cf. Dag Heedes indledning, spec. pp. 13-15.

Kassebeer, Søren, "Andersen og den vide verden". Berlingske Tidende 11.3.2004. - Interview med HCA-prismodtageren Robert Lepage, der forbereder teaterforestilling baseret på "Dryaden". – Også interview ved Monna Dithmer i Politiken 2.4.2004 ("Kassens mester"), Per Theil, Fyens Stiftstidende 4.4.2004; Mette Thiem, Jyllands-Posten 11.3.2004.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Mads Louis Orry, Folkebladet 15.12.2010: Forfatter Bent Østergaard fra Brøndby har sammen med Kenneth V. Jørgensen vendt endnu en sten i H.C. Andersens liv i artikel om den kendte forfatters halvsøster, som han ikke ville vide af.

Bettina Heltberg: Uden filter. Er det godt at få at vide, at man skal dø? Ingen fortalte H.C. Andersen noget. Politiken 30.8.2015.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Arkitekt har eventyrlige ambitioner. De 305 millioner kroner til opførelsen af et nyt H.C. Andersens Hus i Odense er nu på plads med store donationer fra fonde og Odense Kommune [fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden]. Det er japaneren Kengo Kuma, der tegner det nye hus. Engelske Event Communications står for at finde på indholdet til det nye H.C. Andersens hus. Alt omkring museet kommer ifølge folkene bag til at fortælle historier.
Erik Thomsen: Det er prikken over iet. For alene illustrationerne fra arkitektfirmaet giver en lyst til at gå på opdagelse i en ny og langt større Lotzes Have.
HCA skal på ophold hos Carl Nielsen. Når byggeriet af det nye H.C. Andersens Hus begynder, skal der være midlertidig Andersen-udstilling i det nuværende Carl Nielsen Museum.
Lars Havelund: HCA-projektet kan tvinge paraden væk. Glæde ved penge fra Møller, Realdania og fra Odense Kommune, men pas nu på eventyrslottet ... jeg har fuld tillid til, at der kan findes en god og varig placering af HCA-paraden og dens eventyrslot i området - også i fremtiden. Fyens Stiftstidende, 1. og 2. november 2016. -
På rejse i mennesket, eventyret og mindet. 130 mennesker var nysgerrige efter at vide mere om det kommende eventyrhus. Fyens Stiftstidende, 2.12.2016. Borgermøde om Det Nye H.C. Andersens Hus. Fyens Stiftstidende, 3. marts 2017.
[Reuters UK]
Alt skal væk. Ved månedens udgang lukker museet ved H.C. Andersens Hus. bygningerne her skal rives ned for at gøre plads til Eventyrhuset. Nedtælling for H.C. Andersen Museet. Ved månedens udgang lukker HCA-museet og Børnekulturhuset Fyrtøjet. Museet åbner 20. januar i en mindre udgave på ny adresse. Fyrtøjet skal til Japan og til Nyborgladen. Til foråret genopstår børnekulturhuset i nye rammer. Det nuværende interiør sendes til Odenses japanaske venskabsby. Fyens Stiftstidende, 23. oktober 2017.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"I aftes modtog jeg den ærede Kommunalbestyrelses skrivelse og iler med at bringe min dybtfølte tak. Min fødeby forunder mig ved Dem, mine Herrer, en erkjendelse, en hæder, saa stor som jeg aldrig turde drømme den." Sådan skrev H.C. Andersen i 1867 til Odenses politikere, da eventyrdigeteren havde fået at vide, at de ville gøre ham til æresborger.
Æresborger med tandpine og nerverne på højkant. Det var en bevæget H.C. Andersen, der for 150 år siden blev æresborger i sin fødeby. Han døjede med tandpine, forkølelse og nok også en stor portion nervøsitet op til den store fest.
Derfor fejrer vi H.C. Andersen med fællesskab. H.C. Andersen skrev om fællesskaber - om ensomhed både uden for og inden for fællesskabet. I disse dage fejres han i Odense under netop temaet fællesskaber. Det er der behov for at diskutere i en tid med "dem og os" mener forskere på H.C. Andersen Centret. Fyens Stiftstidende, 6.12.2017.