H.C. Andersen centret

Andersen, H.C.: "Merak tokolersok", oversættelse til grønlandsk af "Det døende Barn" ved missionær Knud Kjer, i Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1829. Se http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/detdoendebarn/kjer.html .

Aar 1830, Fredag, 29de Oktober. No 160. Christian Iversens til Forsendelse med Brevposten i de kongelige danske Stater kongelig alene autoriserede Fyens Stifs Avis, og Avertissementstidende, forlagt, trykt og udgivet ved Kirstine Marie sal. Iversens. [På bagsiden: Redigeret af J. Hanck].
På side 4: Hr. H. C. Andersens romantiske Opera: "Ravnen", der er antaget til Opførelse paa det kgl. Theater, er givet Hr. Sekretair Hartmann at komponere. Denne unge Komponist, som allerede ved flere gehaltrige Arbeider har lagt sin Dygtighed for Dagen, vil udentivl med Ære skille sig fra denne sin første komposition for Theatret.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/757)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Trykt i Skriftet Festen for Thorvaldsen i Hotel d'Angleterre den 7.10.1838. Kbhvn. Paa C. A. Reitzels Forlag, trykt hos B. Luno, 30-36 (udkom Oktober). (Saml. Skr. XII, 302).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/477)

Die Schneekönigin. (Aus dem Dänischen des H.C. Andersen). [Oversat af Gähler].

Off. i: Preussischer Volksfreund. Dritter Jahrgang. No 140. Dienstag, den 9. Oktober 1838. S. 563-64.
(Est. 6.102)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

[...] Zuerst also Hans Chiristan Andersen. Sein Roman "O.T." in zwei Bänden, der in deutsche Uebersetzung von Christiani bei Kummer in Leipzig erschien, ist eine an sich sehr dürftige Erfindung. Die Verhältnisse, in denen er sich beweget, sind fast zu kleinlich, und die Verwickelungen. so spannend sie sich anlassen, ensprechen fast nie den Erwartungen des Lesers; dagegen schildert der Roman vortrefflich das idylleleben in den Stadten Jütlands, das hauptstädtlich prätentiöse, in Kopenhagen. Alles ist mit großer Ruhe und Sorgsamkeit bis aufs Kleinste ausgemalt und die Localitaten wacker gezeichnet. Die stillen weiblichen Charaktere sind dem Dichter vorzüglich gelungen; in diesem Puncte möchte er von dem zweiten Romane: "Nur ein Geiger," der sonst in Allem besser ist, nicht übertroffen werden. [...] Zeitung für die elegante Welt, 22. oktober 1838.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Trykt i Salonen. Et belletrisk Maanedsskrift, redig. af Gottlieb Siesby. 1840, 1. Bind, 1. Hæfte, 22-28. (Udkom Oktober). (Saml. Skr. IX, 391). - Anm. i: Corsaren, 28. October 1840.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/384)

Trykt i Salonen, 1840, 1. Bind, 1. Hæfte, 29-31. (Udkom Oktober). (Saml. Skr. XIV, 220).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Die Liebenden. Ein Mährchen von H.C. Andersen.

Off. i: Preussischer Volksfreund. Ein gemeinnütziges und unterhaltendes Volksblatt für gebildete Leser. (Red.: C. G. v. Puttkammer). 10. Jahrgang. 1845. No 137. 3. Oktober. S. 547-48. Forts.: No 138. 5. Oktober. S. 551-52.
(Est. 6.102)

Was ich liebe. Von H.C. Andersen. Einunddreißigster Abend. [B.o.B.]

Off. i: Preussischer Volksfreund. Ein gemeinnütziges und unterhaltendes Volksblatt für gebildete Leser. (Red.: C. G. v. Puttkammer). 10. Jahrgang. No 136. 1. Oktober 1845. S. 543-44.
(Est. 6.102)

par Hans Christian Andersen traduits par Caralp. Illustrations à deux teintes par Derancour. Paris Belin-Leprieru et Morizot, Editeurs. [Eventyrene er oversat fra tysk]. - Anm.: Magazin für die Literatur des Auslandes , Berlin 17. Oktober 1848. [...] Gleichwol bringt die Bibliothèque Universelle (aug. 1848) eine sehr anerkennende Beurtheilung des Buches, in welcher Andersen ein spiritualistischer Dichter genannt wird, der ein tiefes Beständnis der Wahlverwandschaften in der belebten wie in der leblosen Natur besitzt, und der Alles, was die Seele zu erheben und sie an ihren göttlichen Ursprung, so wie an ihre unsterbliche Bestimmung, zu erinnern wermag, mit Meisterschaft in seine Dichtungen verwebt.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Eventyret "Lysene" tryktes første gang på engelsk under titlen "The Candles" i Horace Scudder (ed.): Riverside Magazine, juli 1870, oversat af Anne Raasløff. Udkom på dansk oktober 1870.

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Eventyret "Det Utroligste" tryktes første gang på engelsk under titlen "The Most Extraordinary Thing" i Horace Scudder (ed.): Riverside Magazine, september 1870. Udkom på dansk oktober 1870.

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Trykt i Nyt dansk Maanedsskrift, 1. Bind. 1871, 49-52. (Udkom Oktober 1870). (Saml. Skr. XV, 218).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/189)

Trykt i Den nye Almanak for 1871, udgivet af Mads Hansen og Anton Nielsen. Med 2 Illustrationer. (Udkom Oktober 1870). (Saml. Skr. XV, 215).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/450, 2000/294)

Trykt første gang i Riverside Magazine oktober 1870.

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Brev fra H. C. Andersen til J. P. Mynster , trykt i Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid. Udgivne af C. L. N. Mynster 1875, 199. (Udkom Oktober).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/81)

H.C. Andersens Billedstøtte af A.V. Saabye. Portrætstatue af H.C. Andersen af L. Hasselriis. Ude og Hjemme, Nr. 141, 28. Oktober 1877.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BØGH, NICOLAJ, H. C. Andersens Værtinder. Heri s. 334 Mindedigt af Karen Sophie Larsen om Niels Sophus Larsen: "I Havet ligger Fader død! /

[bfn1268]
Sorg knugede mit Hjerte,
Da smilte Englen fra mit Skjød,
Min Trøst i al min Smerte.
Men Englen bort til Glæde gik;
De har ej Hjem herneden.
Hans Jordliv var et Øjeblik!
Hans Himmel Evigheden!"

" Illustreret Familie-Journal IX, Nr. 42 og 43, 18. og 25. oktober, pp. 331, 334, 340-42, samt korrektion i nr. 46, 1885, s. 363.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/338, A-709k, A-12)

Med festdigt "Sankt Knuds Klokker". Der sad en lille, fattig Dreng ved Odense Aa, af R.D. Fugl. Ugebladet, 8. oktober 1896.

(Bibliografisk kilde: HCAH digtet: 1970/148)

von Mathilde v. Leinburg. Über Land und Meer. Deutsche Illustrierte Zeitung. 1905 Nr. 26, p. 616-17. Oktober 1904-05.

(Bibliografisk kilde: HCAH II-T-1)

C.E. Hansen: I anledning af Hundredaaret for "den svenske Nattergal"s Fødsel: om spejlet, brevet af 19.2.1846, HCAs digt i Jenny Linds Album. Fyens Stiftstidende, 3. Oktober 1920.

(Bibliografisk kilde: HCAH III-41)

Alfred B. Nilson, Vecko-Journalen 20. oktober 1920. Gennemgang af Jenny Lind og Fredrika Bremers bidrag til HCAs store album.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

[GRASHOFF, E.], Führer durch die Andersen-Ausstellung in der Preussischen Staatsbibliothek. Berlin 25. Oktober bis 22. November 1925. 15 pp.
Omslagstitel: Andersen-Ausstellung. Berlin 1925. - Fra dansk side deltog Karl Larsen meget virksomt i forberedelsen af denne udstilling, cf. samtalen med ham i Fyens Stiftstidende 9. jun. (hvortil en indsigelse af Chr. M. K. Petersen, smst. 11. jun.). - Omtalerne af udstillingen i tysk presse er fortegnet i Zentralblatt für Bibliothekswesen XLIII 1926, p. 151; spec. henvises til H. M. Heidrich, Die Andersen-Ausstellung der Staatsbibliothek, Deutsche Zeitung (tillæg) 31. okt., og til Paul Merker, Die Berliner H. C. Andersen-Ausstellung, Leipziger Neueste Nachrichten 5. nov. - Berliner Illustrirte Zeitung, Nr. 41, pp. 1309-10, 11.10.1925.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

LARSEN, KARL, H. C. Andersen. Deutsch-nordisches Jahrbuch für Kulturaustausch und Volkskunde , pp. 68-83.
[..] Auszug aus einem [..] im Rahmen der H. C. Andersen-Ausstellung in Berlin am 24. Oktober 1925 gehaltenen Vortrag. - Cf. Gr-ff. [E. Grashoff], Die H. C. Andersen-Ausstellung in Berlin, smst. , pp. 66-67.

(Bibliografisk kilde: HCAH: særtryk af foredraget IX-63b)

NECKEL, GUSTAV, H. C. Andersen und Deutschland. Vortrag zur Andersenfeier in der Aula der Universität Berlin im Oktober 1924. Zeitschrift für Deutschkunde XLI, pp. 126-33.
Optrykt 1944 (nr. 1156 ndf.).

(Bibliografisk kilde: HCAH IX-63)

Knud Bokkenheuser, "Oktober bliver man Student, at sige, naar man staar sin Prøve, kan Græsk og Romersk ekscellent samt Archimedes' Kunst udøve" ... synger H.C. Andersen i en Hilsen til Thorvaldsen. Nationaltidende s kronik 8. oktober 1928.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tidens Kvinder 10. Oktober 1928. Femme pp 5 og 36: HCAs relation til Jenny Lind. Klip gengivet.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Optryk af Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende [Fyens Stiftstidende angiver fejlagtigt de første trykkedatoer til at være 18.- 23. august 1829, men Chr. M.K. Petersen noterer, at de korrekte datoer er:], fredag den 25. september og fredag den 2. oktober. Fyen Stiftstidende, 18., 20. og 22.8.1929.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Albert Hansen: Ved Carl Nielsens Begravelse [9.10.] udtalte Litteraturanmelderen O. Geismar: "Carl Nielsen blev Kunstner paa sit sunde Sind, medens hans Landsmand H.C. Andersen blev det paa sit syge Sind". [stærk opposition mod at beskrive H.C. Andersen som syg]. Nationaltidende, 14. oktober 1931.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Chr. M. K. Petersen: Eventyrdigteren H.C. Andersen. Flensborg Avis, 31. oktober 1934.
artikel med nøjagtig samme indhold: Eventyrdigteren H.C. Andersens Barndomshjem. Rejse- og Turisttidende, 5.4.1936.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TOPSØE-JENSEN, H. G., Mit Livs Eventyr. Forelæst i H. C. Andersen-Samfundet, Odense, 6. April 1934. I: Svend Norrild, Gunnar Knudsen, Paul Diderichsen og Paul V. Rubow (red.), Festskrift til Vilhelm Andersen fra Kolleger og Disciple. Udgivet i Anledning af hans Halvfjerdsaars Fødselsdag den 16. Oktober 1934. Gyldendal, København. Pp. 155-81.
Optrykt i nr. 2155 ndf. (pp. 173-210). - Anm.: Se u. nr. 1157 [d] ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-204)

Besøget i det nu forløbne Sommerhalvaar udgjorde over 29.000 betalende Gæster, hvilket er 10.000 flere end sidste Aar. Ekstra Bladet 8. og 9. oktober 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

VINDING, OLE, Var H. C. Andersens Fader Franskmand? Ekstrabladet 21. og 22. okt.
Sensationspræget præsentation af teorien om Jean Nicolas Gomard som HCA's far. - Refereret i Fyns Venstreblad 22. okt. (mærket F-k) ; Aarhus Amtstidende, 22.10.1935 og i Venstrebladet for det sydlige Jylland, 23.10.1935; Vejle Socialdemokrat , Herning Folkeblad, Herning Socialdemokrat, Kolding Venstreblad, Langelands Folkeblad, Lolland Falsters Venstreblad, , Nakskov Tidende, Nordsjællands Venstreblad, Roskilde Dagblad, Silkeborg Avis, Stubbekøbing Avis, , Svendborg Avis, Thisted Amtstidende, Vestkysten, Viborg Stifts Folkeblad, og Østsjællands Folkeblad, 21., 22. og 23. oktober. - Herluf Jensenius tegner i Berlingske Tidende, "Ugens Revue: "Ærbødigst Digter" 26.10.1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jeg stod i Vintapperlære i Aarene omkring 1865 i Ejendommen paa Hjørnet af den nuværende Skindergade og Klædeboderne. Fra Dyrkøb ved Frue Kirke var der en Gennemgang til Klædeboderne, og ad denne Vej kom Digteren gerne, naar han skulde besøge sin Læge, Dr. Penques, der boede i samme Ejendom som Vinhandelen, Klædeboderne 38. ... H.C. Andersen havde et levende, følsomt Ansigt. Berlingske Aftenavis, 26. oktober 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jensenius Tegner. ... Om H.C. Andersen troede man, man vidste alt, ... Berlingske Aftenavis, 26. oktober 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et godt Humeur. Tegninger og Efterskrift af HERLUF JENSENIUS. Rasmus Naver, København. 45 pp.
Efterskriften (Samliv med Andersen, pp. 41-45) optrykt 1948 (nr. 1269 [b] ndf.). - Anm.: En Tegner fylder 50, Politiken, 5. oktober 1938.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-883)

Blandt alle Eventyrdigtere straaler navnet H.C. Andersen ... Vi har sikret os Eneret for Langeland-Strynø til en Række af hans mesterlige Eventyr fortalt i Billeder. Offentliggørelsen af denne smukke og interessante Tegneserie begynder i disse Dage. Vi haaber, at denne Langelands Avis s nye Underholdningsrubrik for Hjemmene i disse vil blive modtaget modtaget med Tilfredshed. Saa vidt muligt vil Billederne findes i hvert Nummer af Bladet.
Sneedronningen, februar 1939 (Marie Hjuler)
Tommelise, juli 1939 (Marie Hjuler)
Svinedrengen, sept. 1939
Klods Hans, oktober 1939
De vilde Svaner, nov. 1939 (Marie Hjuler)
De røde Sko, feb. 1940 (Marie Hjuler)
Nattergalen, feb.-marts 1940
Den lille Havfrue, apr. 1940 (Marie Hjuler)
Den grimme Ælling, maj 1940 (Poul Jørgensen)
Den standhaftige Tinsoldat, aug. 1940 (Marie Hjuler)
Den lille Pige med Svovlstikkerne, okt. 1940 (Marie Hjuler)
Fyrtøiet, nov. 1940-jan. 1941
Langelands Avis, 1939-41.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Da H. C. Andersen skrev Hyldestvers til Bournonville. Af Kgl. Balletmester Kaj Smith. Fyns Tidende 4. oktober [1939]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Berlingske Aften 19. og 21. oktober 1940. Om Københavns Bymuseums vifter. I: Afdøde Frk. Louise Melchior, der paa lysbrune Trævifter samlede inden- og udenlandske Berømtheders Autografer ... og II: Fra H. C. Andersen til Niels Bohr.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.C. Andersen: I Sverrig. Udgivet ved Kjeld Elfelt. Illustreret af Poul Christensen. Jespersen & Pio, København 1941. 202 s. - Anm.: Berlingske Tidende, 17. Oktober 1941; Hilding Östlund, Skånska Dagbladet, 23.11.1941

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/358)

Kinesisk näktergal drillar bra även här. I den Calle Flygare dramatiserede H.C. Andersen-sagan ... Willy Peters regi, Svenska Dagbladet, 12. og 14. december 1942. Oprindelig opført i oktober 1937, (gengivelse af plakat) Svenska Dagbladet, 3.10.1937.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"Den første Aften" var skrevet til at indlede førsteudgaven af Billedbog uden Billeder , der udkom 20. december 1839. Teksten blev udeladt, fordi dens motiv, "Keiserens Død", var blevet ubehageligt aktuelt efter Kong Frederik VI's død d. 3. december samme år og kunne tænkes at være stødende. Teksten ligner meget scenen med Døden og kejseren i "Nattergalen" (1843), men i "Den første Aften" dør kejseren.
I et brev til Henriette Hanck, dateret oktober 1839, kaldte HCA denne og den senere 10. Aften for "de genialeste". Man kender teksten fra et brev til Henriette Hanck 10. december (se H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846 (1941[-46], Anderseniana 1945), s. 405) og fra et manuskript til Billedbog uden Billeder , der blev fundet i Paris i 1920. Manuskriptet ejes af H.C. Andersens Hus (Odense Bys Museer) og er gengivet på tryk i Morten Borups noter til Dansk Sprog- og Litteraturselskabs udgivelse af Romaner og Rejseskildringer bd. 4, Gyldendal 1943, s. 281f.

MØLLER-JENSEN, JENS, H. C. Andersen. Hans Betydning i Dag og vor Nationalsang. [København Oktober 1943.] 8 pp. - "ET Slag for en ny Nationalsang", B.T., 16. nov. 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1982/43)

Et dansk Filminitiativ der har kostet mere end nogen tidligere dansk Film. Drejebogsforfatteren, Magister Peter Toubro fortæller om det store Eksperiment. Tegner Bjørn Frank Jensen, Allan Johnsen, Børge Hamberg, Berlingske Aftenavis, 6. Oktober 1944; Viborg Stiftstidende, Lørdag den 18. maj 1945; Henry Hellssen: Fyrtøjet slog Gnister. Berlingske Aften Avis, 16.5.1946; Ebbe Neergaard, Information, 18. maj 1946; N.Sch.: Nationaltidende, 17. maj 1946. link

(Bibliografisk kilde: HCAH)

J. Kj. Carlsen: Om H.C. Andersens Dagbog 6. Oktober 1871. Vejle Amts Folkeblad,

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ib Paulsen: Ny Fase i H.C. Andersen-Forskningen. Rektor Holbeck om den Livsanskuelse, der bar Digterens Værk. Rektor H.St. Holbeck vil i et Foredrag i H.C. Andersen-Samfundet den 2. Oktober gøre Rede for sine Resultater af en helt ny Side af sin H.C. Andersen-Forskning: Eventyrdigterens Forhold til Religionen. Fyens Stiftstidende, 29. sep. 1946.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Johannes Larsens Ilustration viser et Stykke af Odense Aa med en grimme Ælling omgivet af fire smaa gule Ællinger i Forgrunden. Aftenbladet, 30.3.1948; Berlingske Aften Avis, 24.3.1948; Berlingske Tidende, 27.3.1948; Fredericia Avis, 28.3.1948; Fyens Stiftstidende, 25.3.1948; Fyns Tidende, 25.3.1948; "H.C. Andersen Plakat i Fjernsyn i los Angeles" Fyns Venstreblad, 17.8.1948 Holbæk Amtstidende, 27.3.1948; Jydske Tidende, 28.3.1948; Kjerteminde Avis, 27.3.1948; Kolding Avis, 28.3.1948; Møns Folkeblad, 27.3.1948; Nationaltidende, 27.8.1948; Politiken, 27.3.1948; Social-Demokraten, 30.3.1948; Sønderjyden, 30.3.1948; Ærø Avis, 27.3.1948 og Aarhus Amtstidende, 25.3.1948.
Verdensplakat af Johannes Larsen. Motiv fra Odense Aa skal kalde Turister til Danmark. Mange avisudklip, oktober 1947.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Herluf Jensenius fylder 60 Aar den 5. Oktober og debuterer samtidig som Skribent. han fortæller her lidt om sin Bog og hvorfor han endnu ikke har skrevet sine Memoirer. Ekstrabladet, 21.9.1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

SVANHOLM, CHR., H. C. Andersens Norgesreise 1871. Anderseniana 2. rk. I:3, pp. 189-228.
Pp. 201-27: H. C. Andersens Dagbog. Fra 3. August til 26. Oktober [ : August] 1871; pp. 217-23: referat af HCA-festen 18. aug., fra Morgenbladet 20. aug. 1871.
s. 224 Svanholm offentliggør for første gang H.C. Andersens tekst: Et Blad, skrevet i Norge.
Se også nr. 1273 , 1274 og 1274a ovf. - Anm.: Nationaltidende 16.1.1950; jp.: "Hvorledes H.C. Andersen besejrede Troldungerne fra Dovre og fik dem til at ta' Benene ned af Bordet", Bornholms Avis og Amtstidende, 8.2.1950 og Svendborg Amtstidende, 3.2.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)