H.C. Andersen centret

Frederik Nygaard: [udklip af tidsskrift omkring 1940] gennemgår over 8 sider med mange illustrationer Oehlenschlägers, Ludvig Bödtchers, Carsten Hauchs, Kücklers og især H.C. Andersens ophold i Italien.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Tysk] ; [Polsk]

Snedkermester Johannes Madsens Avertissement: en velvoxen Dreng af honette Forældre, som har lyst til at lære Snedkerprofessionen. Adresseavisen, 17. September 1819.
Topsøes "Omkring Levnedsbogen", s. 39.
Andersen gik i Snedkerlære næste Morgen Kl. 6, men blev dimitteret samme Eftermiddag.

Proft: paa Grundlag af Subskriptionsindbydelsen foranmeldes "Alfsol": Hensigten med Bogen er at skaffe den unge Digter de nødvendige Pengemidler til at 'fuldende sine Studeringer'. Dagen, nr. 165, 12. Juli 1822. [Citeret fra Topsøes "omkring Levnedsbogen" s. 17].

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Conversations-Lexicon der Gegenwart in vier Bänden. Erster Band. A bis E. Leipzig. F. A. Brockhaus. 1838. S. 160-61. [NB: dette er gengivelse fra Topsøe-Jensens "Omkring Levnedsbogen" - side 291-92]

Møller, P. L., "Hans Christian Andersen". Dansk Pantheon. Et Portraitgalleri for Samtiden , 30. levering, 1845. Portræt og biografi, 5 upag. pp. -
Optrykt i: Illustreradt Söndagsmagasin , Götheborg 5.8.1849.
Optrykt i: H. Topsøe-Jensen, Omkring levnedsbogen. En Studie over H. C. Andersen som Selvbiograf 1820-1845 s. 293-301. se: 2677

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/296)

572. Niels W. Gade. (Igjennem Tanken gaaer en Caravane). (Saml. Skr. XII, 316).
573. J. P. E. Hartmann. (Hun sidder derinde og spiller Klaveer). (Saml. Skr. XII, 317).
574. Eduard Helsted. (Han jager afsted med Svalernes Flugt). (Saml. Skr. XII, 317).
575. E. Horneman. (Fra Havdybet klinger det Natten lang). (Saml. Skr. XII, 317).
576. H. S. Paulli. (Saa vims og urolig som Maagernes Hær). (Saml. Skr. XII, 317).
577. Anton Ree. (See Skøiteløberen jager omkring). (Saml. Skr. XII, 318).
Trykt som Overskrifter til Musikstykkerne i Julehilsen til Store og Smaae fra danske Componister, 3. Aargang. 1851. Kjøbenhavn. Forlagt af C. C. Lose & Delbanco. (Udkom December 1850).

STRINDBERG, AUGUST, H. C. Andersen. I hans: Samlade Skrifter , LIV (= Suppl. I): Efterslåtter. Albert Bonnier, Stockholm. Pp. 443-45.
Oprindelig offentliggjort i Politiken 2. apr. 1905 (signeret: August Strindberg, elev av H. C. Andersen).

August Strindberg H. C. Andersen. Till Andersen-jubileet 2 april 1905. I Sverige säga vi inte ens H. C., vi säga Andersen rätt och slätt, ty vi känna endast en Andersen, och det är Andersen. Det är vår och våra föräldrars, vår barndoms, vår mannaålders och vår ålderdoms. När jag som barn fick fatt i en julkalender, hoppade jag alltid över verserna, ty de föreföllo mig så konstlade och prosaiska. Då så Andersens sagor föllo mig i händerna, frågade jag en äldre sakkunnig, om inte detta var poesi. “Nej, det är prosa!” svarade den vise mannen. - “Är detta prosa?” Så minnes jag det lilla kvartformatet med frakturstilen, jag kommer ihåg träsnitten, pilträdet som hörde till “Elddonet”, “Bollen och snurran”, “Tennsoldaten”, “John Blund” (Ole Luikø je), “Snödrottningen” och alla de andra. Och när jag läste och hade läst, blev livet mig så surt. Detta förfärliga vardagsliv med dess småaktighet och orättfärdighet, detta trista enformiga liv i en barnkammare, där vi plantor stodo för tätt och trängdes, kivades om maten och gunsten, blev mig outhärdligt, ty jag hade i Andersens sagovärld fått visshet om tillvaron i en annan värld, en guldålder, i vilken det fanns rättvisa och barmhärtighet, i vilken föräldrarna verkligen smekte sina barn och inte b a r a drogo dem i håret, i vilken något för mig absolut okänt kastade ett rosenskimmer även över fattigdomen och förödmjukelsen, det skimmer som med ett nu oanvändbart ord kallas: kärleken. Också om Orfeus erinrade han, denna skald, som sjöng på prosa, så att ej blott djuren, växterna och stenarna lyssnade och rördes, utan så att leksakerna fingo liv, tomtar och troll blevo verkliga, skolböckerna, dessa fasans ting, blevo poetiska, ja han gav hela Danmarks geografi på fyra sidor! Det var en häxmästare! Så skildes våra vägar. Men vid tjugufem års ålder skulle jag en dag åt en förläggare översätta “Andsersens sista sagor”. Jag märkte nog att tiden gått fram över både honom och mig. Utilismen och nationalekonomien hade då sin tid, och det var inget ont i det, men Pegasus hade blivit spänd för plogen. Dessa sagor vore litet prosaiska, men en av dem var rolig; den hette “Den stora sjöormen”och handlade om telegrafkabeln i Atlanten och om fiskarnas grubblande över denna nya fisk, “som det inte var något slut på”. Det var bra påhittat, och det minns jag ännu. Då jag blev trettio år, skulle min vän Carl Larsson illustrera Andersen, och då förnyade jag bekantskapen, men då hade jag den glädjen att kunna sätta boken i händerna på m i n a barn. Och som de voro barn av sin tid, så frågade de mig, om “det var sant allt det där”. Jag minns inte vad jag svarade! Det var nämligen omkring 1880, då alla gamla sanningar vore satta under diskussion. Jag blev fyrtio år och upptäckte Andersens romaner, på tyska. Jag förundrade mig över den orättfärdighet, varmed man behandlat Andersens romaner. “Bara en spelman” är ju en stor saga, och en av de bästa, och att en roman är poetisk, kan inte längre anses som ett fel! Jag blev femtio år och kom till danska kusten. Cavling kommer ihåg det. Jag bodde i ett lusthus medrankor på väggen; jag strövade omkring i bokskogen och simmade i Öresund, och så lånade jag på lånbiblioteket Andersens Eventyr. Nu ska vi se, om de ha hållit sig! De hade hållit sig! - Elddonet gav ännu gnistor, pilträdet grönskade, tennsoldaten skyldrade gevär, fastän han varit i beröring med rännstenen, och detta år 1900, sedan utilismen och nationalekonomien rullat fram med sina ångvältar. Det var en stark karl! Om lördag fyller min yngsta dotter fyra år, och då skall hon få Andersens sagor, på danska, i vart fall för att hon må titta på bilderna. Kanske hon också kan läsa sagorna, fast jag inte vet det; hon är ju ett underbarn, och hennes mormor var danska, från Odense. Andersen håller sig, och Anbdersen följer mig! Politiken frågar slutligen vad jag har Andersen att tacka för. Jag svarar: Läs mina enkla S a g o r av 1903, och se själv var jag har gått i lära! Många lärare har jag haft: Schiller och Goethe, Victor Hugo och Dickens, Zola och Peladan, men jag vill lika fullt underteckna denna intervju med August Strindberg,
Elev av H. C. Andersen.
(Politiken 2 april 1905, omtryck i Samlade skrifter, femtiofjärde delen: Efterslåtter, 1920) = aaj267

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/121)

DUMREICHER; CARL: "Omkring H. C. Andersen. En skildring af Digteren og Mennesket. B.T. 3. aug.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

RUBOW, PAUL V., Omkring H. C. Andersen. Danske Studier , pp. 147-54.
Svar pa Vilh. Saxtorphs anm. af nr. 559 ovf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

LARSEN, KARL, H. C. Andersen og Dr. Georgi's Aarbog. Social-Demokraten 9. jul.
Omkring den i Deutsch-nordisches Jahrbuch [..] offentliggjorte HCA-tegning af Robert Matthäi (1857).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-919c)

Heri: Prof. Karl Larsen klager i Aviserne over, at han ikke var indbudt til H.C. Andersen-Festlighederne i Odense. - "Bevægelse omkring et Manuskript". Henrik Koppels Forlag, København.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl H. Melchior: Han var vanskelig, men ganske elskværdig. Alexis Leth: Vi Børn forstod ikke Digteren. Overkammerherreinde Oxholm: Han var bange for Hunde og Børn. Syngemester Granjean: Han var nærmest utilregnelig. Fru Bruun de Neergaard: Han var elskelig og Hjertensgod. Malerinden Marie Henriques: Der var en Stemning af Hygge omkring ham. Søndag 1930

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Marie Kornbeck: Eventyret er bestandig omkring os. Fyns Tidende, 18.3.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hvordan var H. C. Andersen. En Række forskelligt farvede Vidnesbyrd. Nationaltidende (søndag) 30. mar., pp.6-8.
Mærket Clerk. - Samtaler med Carl H. Melchior: "Han var vanskelig, men ganske elskværdig", Alexis Leth: "Vi Børn forstodikke Digteren", Fritze Oxholm: "Han var bange for Hunde og Børn", Axel Grandjean: "Han var nærmest utilregnelig", Else Bruun de Neergaard: "Han var elskelig og hjertensgod" og Marie Henriques: "Der var en Stemning af Hygge omkring ham".

(Bibliografisk kilde: HCAH 1986/250)

Fyns Tidende (særnr.) 9. jul.: Mindefesten i H. C. Andersens By. 24 pp.
Indhold bl. a.: [a:] Herman Madsen, Bogen, hvor Eventyrenes Verden laa i Kim (om Fodreise); [b:] Niels Gyde, Af H. C. Andersens Historiebog. Strejftog i Eventyrdigtningens mindre kendte Egne; [c:] S. T. [Svend Thorsen], Om Tegningerne til H. C. Andersens Eventyr; [d:] Marie Kornbeck, Eventyret (fortalt efter Mit Livs Eventyr); [e:] Svend Thorsen, Hos H. C. Andersens Fremstiller. Thorkild Roose om Eventyrdigteren og Skuespilleren (interview); [f:] S-a., H. C. Andersens Besøg i Rom; [g:] Acj., Hvor H. C. Andersen-Minderne samles; [h:] Hans Brix, Digterens Barndomshjem og Odense omkring 1815 (uddrag af kapitlet Hjemmet i nr. 280 ovf.); [i:] Sv. Th. [Svend Thorsen], For Hoffet og i Fængslerne. Interview med H. C. Andersen-Fortolkeren Jacob Texiere; [j:] J-., Digterboligen i Munkemøllestræde; [k:] Herman Madsen, Portrætter af H. C. Andersen; [l:] S. T. [Svend Thorsen], Om at samle paa H. C. Andersen-Bøger og -Manuskripter. Forlagsboghandler Ejnar Munksgaard om sine Efterforskninger; [m:] Knud Hjortø, H. C. Andersens Livssyn (uddrag af nr. 818 ndf.). - [HCA-festlighederne refereredes i Fyns Tidende 12., 13. og 15. jul.; 13. jul. bragte bladet desuden en artikel af J. R., H. C. Andersen. Hjemmenes Digter.]

Hyldestdigt: Aage E. Christensen "Et lille hus af bindingsværk" i Odense Avis, 12.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Behrens: ... Smagløs var den Maade, paa hvilken selvbestaltede Kritikere fra København indfandt sig i Odense under Festdagene og begyndte deres Indianerdans omkring Mindehallen og Fødehuset. Værdigere vilde det have været, om d'Herrrer havde ventet med deres Kritik, til Festdagene var overstaaede. Deres Optræden satte ondt Blod og vil ikke saasnart blive glemt i Odense. Sorø Amtstidende 19.7.1930. Breidahl, Politiken 29.6.1930.
Finn, "Mærkelig H.C. Andersen-Mindehal ...indvendig som et Krematorium." Politiken, juni, 1930.
Fyns Venstreblad: "Breidahl forsvarer sig" (har i Politikens Teaterrubrik angrebet Andersen-festerne.) 6.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

SWANE, JØRGEN (medd.), Tre Breve fra H. C. Andersen. Gads danske Magasin XXVI, pp. 176-80.
Til sognepræst Hans Jørgen Swane, Hjermind, omkring HCA's besøg hos denne i sommeren 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jeg stod i Vintapperlære i Aarene omkring 1865 i Ejendommen paa Hjørnet af den nuværende Skindergade og Klædeboderne. Fra Dyrkøb ved Frue Kirke var der en Gennemgang til Klædeboderne, og ad denne Vej kom Digteren gerne, naar han skulde besøge sin Læge, Dr. Penques, der boede i samme Ejendom som Vinhandelen, Klædeboderne 38. ... H.C. Andersen havde et levende, følsomt Ansigt. Berlingske Aftenavis, 26. oktober 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I Gaar var det H.C. Andersens Fødselsdag og Dagen fejredes bl.a. i Kongens Have, da 600 Børn fra Sølvgades Skole var samlede omkring Digterens Statue, hvor H.C. Andersen-Samfundets Formand, Redaktør Carl Behrens holdt tale og Skuespiller Albert Luther læste to af H.C. Andersens Eventyr. Nationaltidende, 3. april 1936.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., En af Kvinderne omkring H. C. Andersen. Nationaltidende 28. aug.
Om Maren Sophie Thorgesen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., To af Kvinderne omkring H. C. Andersen. [Madam Henkel og Madam Hermansen, F.C. Olsens mor] Nationaltidende 24. sep.
Nr. 1057 og 1058 optrykt under fællestitlen Tre af Kvinderne omkring H. C. Andersen i nr. 1190 ndf. (pp. 106-18). - Cf. nr. 1078 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

NEIIENDAM, ROBERT, Omkring 'Ole Lukøje'. Det kongelige Teater. Program (sep.), pp. 25, 27, 29, 31.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., Et Dagvognsbekendtskab. H. C. Andersen og Madam Hermansen. Grafisk Cirkel, København. 15 pp.
Revideret optryk af nr. 1058 ovf.; den oprindelige version findes optrykt som II. del (pp. 112-18) af Tre af Kvinderne omkring H. C. Andersen i nr. 1190 ndf. - Som bilag et særtryk af Johs. Brøndum-Nielsen, H. C. Andersen - og en Rektor [ : F. C. Olsen], Nationaltidende 21. okt. 1941, [heri: ].

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TOPSØE-JENSEN, H., Omkring Levnedsbogen. En Studie over H. C. Andersen som Selvbiografi 1820-1845. Gyldendal, København. 314 pp.
Udgivet af Selskab for nordisk Filologi. - Anm.: Hans Brix, Berlingske Aftenavis 19. mar.; Emil Frederiksen, Kristeligt Dagblad 14. mar. (optrykt 1944, cf. nr. 1152 ndf. [pp. 120-24]); Sven Gundel, Jyllands-Posten 31. maj; H.H. [Hans Henriksen] Svendborg Avis, 15. maj 1943, Viborg Stifts Folkeblad, 3. maj 1943 og Aarhus Amtstidende, 12. maj 1943; N.P.J.: "Omring H.C. Andersen" Østsjællands Folkeblad, 15. marts 1943; Kolding Folkeblad, 30. apr. 1943; Paul V. Rubow, Berlingske Tidende 30. mar. (optrykt 1944, cf. nr. 1157 [e] ndf.) (hertil Hans Brix, H. C. Andersen paa Frierfødder, smst. 31. mar.); Inger Ejnar Thomsen, Vestkysten, 21.4.1943. - Cf. nr. 1138 og 1144 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

J.P. Jensen: Omkring H. C. Andersen. Fyns Venstreblad, 7.3.1943 og Østsjællands Folketidende 1. mar. 1943
Anm. af nr. 1120 og 1122 ovf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

HOLBECK, H. ST., Omkring H. C. Andersen. Fyens Stiftstidende 31. mar.
Anm. af nr. 1120 og 1122 ovf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

OLRIK, H. G., Omkring H. C. Andersen. Nationaltidende 2. aug.
Anm. af bl. a. nr. 1184 (bd. I), 1186 og 1189 ovf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Kauffeldt: Skal det særprægede Kvarter omkring Digterens Fødested i Odense gennemskæres af en ny Færdselsaare, eller skal det føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse for at kunne bevares for Eftertiden? Illustrationer af G. Hjortlund til "Hans Jensensstræde set fra Ramsherred", "Rosenstræde med det gamle Jernstøberi" og "Et Hjørne af Lotzes Have". Politiken, juni 1948. Børsen 22.3.1948; Fyens Stiftstidende, 7.1., 21.3. og 20.7.1948; Fyns Social-Demokrat, 1.1., 22.2. og 22.3.1948; Fyns Tidende, 5.10.1948; Fyns Venstreblad, 5.10.1948; Heimdal, 9.1.1948; Information, 5.1.1948; Jyllandsposten, 22.3.1948; Kjerteminde Avis, 22.3.1948; Morsø Social-Demokrat, 23.3.1948; Social-Demokraten, 4.1.1948; Svendborg Avis, 5.10.1948; Thisted Social-Demokrat, 23.3.1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Einer Poulsen: H.C. Andersen som Ordensmarskal ved Folketoget i København Marts 1848. - Chr. Hostrup kom for sent. - De politiske Sammenkomster omkring Fru Tschernings Oksesteg.

[Mit Livs Eventyr: Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhedernes Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen Excesser men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var; som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens Comiteen optagen til at virke med for at holde god Orden og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog "lige frem!" og saa gik den hele Stimmel ligefrem! —

Middelfart Venstreblad, 23. apr. 1948; Venstrelbadet, 27.4.1949; Roskilde Tidende, 27. maj 1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Balletinstruktrice fru Dagmar Seldorf har udarbejdet manuskript til et Festspil, der omfatter Ballet, Opera og farvefilmatisk Indlæg. Fyns Social-Demokrat, og København 23. Juli 1948 Fyns Tidende, 24. Juli 1948; Fyens Stiftstidende, 26. Juli 1948. "H.C. Andersen-Festspil planlægges i Odense, arrangeret i dagene omkring Rebild-Festerne, Fyens Stiftstidende, 23.7.1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Herman Madsen: Huset, hvor den kloge kone boede, findes endnu. Det er Ejbygade 34, det gamle hus, som ligger omtrent midt imellem Ejby Kirke og viadukten. ... Et gammelt kobberstik, der findes paa Det kgl. Bibliotek, giver imiderltid dokumentation for, at huset nr. 34 virkelig var det sted, hvor den kloge kone boede. Det er udført af kobberstikkeren S.L. Lange og skriver sig fra omkring 1805. Fyns Tidende, 13. nov. 1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hans Brix: Om de fester, Odense vil holde til Sommer. Fyens Stiftstidende, 1.2.1950. Odense i Fest-Feber: H.C. Andersen-Fester i tre Dage ... man haaber i "europæisk Format". Berlingske Aften, 20.6.1950.
Første Gang - eller baade første og sidste Gang? Kunstnerisk en Sukces, men publikumsmæssigt en fiasko. - Situationen endnu ikke tilstrækkeligt afklaret til en Beslutning. Underskud på omkring 70.000 kr. Folkedansere roede ud paa Aaen med Fakler i Hænderne efter Opvisningen i Aftes. Fyens Stiftstidende, 26. juni 1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Vagn Jensen: Men eventyret blomstrede i den idylliske digterhave. Midt i regnvejret og blæsten i eventyrhaven samlede Karin Nellemose børnene omkring sig og fortalte historier, og i den disede Sct. Hansaften skabtes der en bedårende stemning ved åen. Socialdemokraten, 26. juni 1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den 80-aarige H.C. Andersen-Forsker, fhv. Toldforvalter Jensen-Egebjerg om sit Værk. Har lavet uddrag af omkring 40 H.C. Andersen-værker - og har lavet register til Uddragene - efter aftale med hans Brix og Topsøe-Jensen - og nu ligger det på Det kgl. Biblioteks Manuskriptsamling. Horsens Avis, Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad, 22. sep. 1951.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fantastisk interesse om musseet i Hans Jensensstræde, der er blevet landets største turistattraktion. Det daglige besøg i de sidste dage har svinget mellem 1000 og 1200, hvilket vil sige, at man efter al sandsynlighed naar op paa et samlet besøgstal for juli på omkring 30.000. I juni havde museet 18.000 besøgende eller 4000 flere end i samme maaned i fjor, og lægger man besøgstallene for juni og juli i aar sammen, kommer man op paa et antal, der er større end i rekordaaret før krigen, hvor der var 35.000 besøgende. Fyns Tidende 19.7.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

NEIIENDAM, ROBERT, Omkring H. C. Andersens Dramatik. Med ni Scenebilleder. Anderseniana 2. rk. II:4, pp. 327-41.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

SECHER, KNUD, Eventyrdigterens jubelaar. Aalborg Stiftstidende 6. feb.
Om baggrunden for og hensigten med HCA-festlighederne i Odense omkring 2. apr. Jyllands-Posten, 31.3.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

For at skaffe penge til H.C. Andersen-Monumentet i Central Park i New York. Omkring H.C. Andersens fødselsdag solgtes for 80.000 Kroner Mærker blandt danske Skolebørn. Ideen var at danske Skolebørn skulle gøre en Indsats for at faa rejst et Monument over H.C. Andersen i Kæmpebyens smukke Park. Der er nu en Del Mærker tilbage og Landsretssagfører Kaj Simonsen kom med Forslaget til Luft-Operation Grønland, som nu indledes paa Aarsdagen for Polar-Flyverutens Aabning. Med SAS-maskinen til Søndre Strømfjord flyver paa Tirsdag Manja Mourier, Victor Cornelius, Annelise Klinge, Viggo Spar sammen med Direktør Erik Kunstmann som er Turens leder. Berlingske Tidende, 13.11.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH, sparemærkerne: 2012/23)

Siden Krigen har de jugoslaviske Forlæggere maattet udsende 28 forskellige Udgaver af hans Eventyr, og selv om det samlede Oplag for de forløbne 10 Aar ligger paa omkring 200.000 Eksemplarer, har det til enhver Tid været næsten umuligt at opdrive en H.C. Andersen-Bog i Bogladerne. Frederiksborg Amtsavis, 2.3.1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

grd.: Næste søndag tændes 180.000 kulrøte lamper med levende lys langs Gudenåens og Silkeborgsøernes bredder, mens den historiske hjuldamper "Hjejlen" fulgt af hundreder illuminerede både sejler ud på en eventyrfærd under musik og raketild. Grupperet omkring en plastisk kæmpeskikkelse af digteren arrangeres i skoven langs Gudenåens bredder en række farvestrålende tableauer af hans mest kendte eventyr, som her illustreres på en helt ny måde. Social-Demokraten, 16. august 1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Karen E. Jensen: Der stod glans omkring Basnæs - baade gennem digteren Carl Bagger og H.C. Andersen. Næstved Tidende, 30. marts 1960. Refereret i Fyns Tidende, 11.4.1960.
H.C. Andersen dukker stadig op paa de sydsjællandske herregaarde under forfatterinden, cand.mag. Karen E. Jensens rundrejse i herregaardslivets kulturhistorie. Holsteinborg behandles. Næstved Tidende, 16. maj 1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

VINDING OLE, Den miskendte H. C. Andersen: Omkring hans romaner. Perspektiv VIII:7, pp. 21-26.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Henry Luckow Nielsens statue af H.C. Andersen blev afsløret ved H.C. Andersens Boulevard ved Københavns Rådhus i går. Politiken 24.6.1961. link - Foromtale: Jonas, Tidens Tegn, Kolding, 9. juli 1957; prøveopstilling Politiken 12.2.1958.
Ulla Bjerre: Ny H.C. Andersen-statue paa Raadhuspladsen, Næstved Tidende, 26.2.1961; Berlingske Tidende, 12.3. og 2.4.1961; bene: Officiel H.C. Andersen-højtidelighed med eventyrlige sange. Berlingske Aftenavis, 20. og 24. juni 1961; Information, 23.6.1961; Politiken, 16.6.1961; Aktuelt, 24.6.1961; Den ministerielle sangbog, Land og Folk, 20.6. og 22.6.1961; Sydsvenska Dagbladet, 28.6.1961; Dagens Nyheder, 24.6.1961; Immanuel Tjerne: Kunstner - tilskuer - anmelder. Tanker omkring den nye statue af eventyrdigteren H.C. Andersen. Politiken, 30. juni 1961.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

SADOLIN, EBBE, Brune øjne i Fåborg. Kulisserne omkring H. C. Andersens ulykkelige ungdomsforelskelse. Berlingske Tidende 13. jul.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et brev på fire sider vurderes i dag til omkring et par tusinde kroner. Omtale af antikvarboghandler E. Grønholt Pedersens udstilling i Fiolstræde - med to Melchior-breve. og . Kristeligt Dagblad 16. dec. 1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Herman Madsen: Historien bag eventyrdigterens ungdomsværk "Gjenfærdet ved Palnatokes grav". I det følgende fortælles lidt om baggrunden for denne bog i forbindelse med et besøg paa de steder omkring Odense, hvor den siden saa berømte digter hentede sin inspiration og baggrunden for sin romantiske fortælling. Præstehuset ligger endnu, som da digteren talte, hvor mange skridt der var fra dette til Palnatokes høj. Derfra gaar en markvej mod nord til Volsmosen (ulvemosen), der ligger i en dyb sænkning med maleriske og tilgroede partier ... Fyns Tidende, 14. juni 1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Else Marie Jensen, Horserød, har broderet dækkeserviet, som skulle have været sendt til præsident Kennedy i 1963, som imidlertid blev myrdet, derfor blev det aldrig sendt afsted. Nu har hun doneret det til Politikens juleindsamling. Gengivelse af broderiet med H.C. Andersen-motiver omkring museet i Odense, også som dækkeserviet. Politiken 22.12.1965.

(Bibliografisk kilde: HCAH)