The Hans Christian Andersen Center

Fra bibliografierne

Skagen.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brndsted. Forum Kbenhavn 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besge denne "Danmarks Afkrog", Sandrkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Strde, hre Maager og Vildgjs opfylde Luften med Skrig henover de bevgelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da flg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas rken, fra Pompejis Askehjder og fra de med Fugle omsvvede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besg vrd.
Fra Kjbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aalborg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overfrt paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjr ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland lfter sig her den jydske Hiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Hiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mgtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spttet med Grnt af Enebr- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Hider lfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa gte dansk, at man tnker her maa Fru Jerichaus Danmark trde frem med Guldringen om Haaret, med draget Svrd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og gldende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa grsgrnne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bgeskov, rislende Bkke; store Trer hlde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine rde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsinger, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-erne med den tynde Jord-Dug over. Vort ie flger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrkke for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bnder, der kjender Havstokken, spn der for sin lave Trvogn, vi stte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brndingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Trre, Vognhjulene til Hire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Vld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stnker op under Hestens Hov. Vi nrme os de frste lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine blde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Hie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et rkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden trrer og lfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mgtige Hie, og Stormene vestenfra flytte dem mod st; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig stersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for svinder for iet den beboede Egn, Klitterne blive hiere; ude i Vandet lfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Sfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjs, der, idet vi nrme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mngde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, lngere ud seer Du Rgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her snke de sig, og Du har et lngere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandrken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bvrende rdbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan vre, ind under os ruller dog Dnningen og ude dreie sig Malstrmme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mgtigt Farti, hvis Skrog rager op over Vandet, vre Holdested, at Hestene kunne tre deres Foder og vinde friske Krfter til at fre os til Maalet. Vi ine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strkker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretrv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortlles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besgte een af sine Bnder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde g, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bsterne; denne var den frste der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nords; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmndene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, sterby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsen liggende Hien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den lngste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de hie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Smrke. Mellem Kirken og sterby fandtes en hundred Favne bred S, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjr og Krat, men de delagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke nd; Agerland og Gaarde skjultes og de mgtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et rkenland; Byens Huse maatte sge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Strde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjs oplfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, blde Sand og nsten umrkelig bevge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mrke, tjrede Trbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par rde Tage, her lfter sig et Plankevrk. Sandet er nrved at f aae det under sig; Luftstrmmene bringe en strk Lugt af trrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder nsten skjuler os den sterre Gaard. Brn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne lfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indplet og omsluttet med Tougvrk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, stttende sig paa sit Anker, man har tiret en Griis ved hende. Strandingstmmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Farti, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe blde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden lfter den. Solen brnder varmt mellem Sandhiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Trer, Eeg og Bg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grnser dkker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi trde ind mellem Blomster og Frugttrer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man fler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grnsvr under skyggende Levtrer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe blde Sand, hvor den stadige Vandring gjr Skagboen kroget i Lnderne og tilvnner ham en egen Maade at lfte Benene paa. Vi naae Prstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Brn see vi og nr herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nords og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nrmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankevrk og Have, Trer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grnne, men er ivrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrngt af Fiskestank. Et Par af de nrmeste Gaarde har ogsaa Plankevrks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og nsten sprre Indgangene, de hre til at gjre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Fre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan fre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de heste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjnken og Havgusen for Opdkningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi frst forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Grsning og holde foran det nye Taarn, der angives at vre 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Vrelser og Comfort er opfrt her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe frer gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Vger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brnder tre Pgle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprrte Haves dybe Rullen forsvinder. Hie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Drt! meest store Rdspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Sstjerner og Torsk. En Gell af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjbere fra Gteborg og Kjbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod st, ikke strre end at kun eet Menneske kunde staae der og prve, at Blgerne fra Nordsen slog hen over den ene Fod, og Blgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mdes; Nordseen havde strkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strkker sig, som to lange Flehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrngende Skrig af tallse Sfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvlg, Dnningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fdderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysvrme af skrigende Fugle.
Mollusker, Sstjerner, dde Fisk ligge for vore Fdder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Krfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vlter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Blger vlte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "sterby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Grsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en strre Gaard, fr var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dkkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Mller. Hvor den favndybe "Hofse" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde vret, lange Rr skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne S to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; inene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rr. Til denne engang favndybe S knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Prsten for at have en taabelig, ugudelig Spg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Prsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb S og kun Stolen, paa hvilken Prsten havde lagt sin Bibel, fld op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrllede Lyngtrv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellnderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedkkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdkke hen over Skagens mgtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besvrlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vgge og Vinduer; men endnu sgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlgge denne brestfldige Bygning. Men Skagboerne vilde ndig miste deres Guds-Huus; dog en Sndag kom Sognefolkene og Prsten, en mgtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedren, Prsten lste da en kort Bn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Smrke, Gudstjeneste holdes i et Tr-Kapel midt i sterbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle nskede at hvile hos deres kjre Forudgangne og med stor Besvrlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlgges.
Med en egen Flelse, som ved Askehiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brkket af; det hvide Sandmeel, gldende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvlvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slgter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Rkke Portrtter af Skagens Raadmnd og Borgermestre med deres Bomrke. Maaskee en fjernkommende Slgt trder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandblger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjrn med dens gule Br, voxe i Sandet, vilde Roser stte her Blomst og Hyben; man kommer til at tnke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrngeligt Krat. Det mgtige Kirketaarn lfter endnu vist to tredie Dele af sin Hide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjrnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandrken. Klit paa Klit rundtom os, og frst efter lang besvrlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grn Markstrkning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Hien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Dre; her staaer snittet iTr eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Sstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortlle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden lfte sig hiere; Maretrvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Sfugle; man mder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han sger sin Vei ude i Havstokken, hvor Blgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Sen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han sge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Vld og Bkke grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vlde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskrmende Klitnisser boe derinde, og fortller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjre Landgang, mylrede fra Sandet en Mngde bevbnede Smaa, de holdt Udkig til Mrket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Flge vi Vestkystens Klitter og Leerskrnter herfra ned mod Hjrring, da begrndses Horizonten af de Hider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Hideryg vesterpaa ned imod "Lkken", hvor hit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsens Havstok, kommer man, om vi saa tr sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrnter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Grsgang, hvor den buskhie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slgter kom og gik, men Hders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjllands bermte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mnd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og sterby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hnder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Klgt kommer Redningen, nst Gud.
Flg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Blgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjkke Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortlle os; Mod og mandig Villie mgter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Klgten den. Forlad Din Stue i den mrke Nat! det er en Storm, saa strk, at Du ikke hrer det rullende Hav, Vindens strke Kast mder Dig, idet Du trder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mgtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Sens salte Fraade flyver Dig i inene og frst lidt efter lidt vnnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrngende end Sfuglenes skjrende Skrig lyder til Dig Nd-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tndes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Blger vlte sig mod det, og over det; Menneskene derude lbe i Ddsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougvrket, den nste Blge, som lfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjlker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som brer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et strkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Strde, men hvor under Straatag i det tjrede Huus findes strke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjr kolde Hnder, men "kolde Hnder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Rkke, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Strder ud til aaben god Landevei, der frer til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit frste Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og vre Nutidens Herre.
Udgivet 1980
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]