H.C. Andersen centret

Trykt i Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, redig. af Pastor H. Bastholm, 9. Aargang, Nr. 9, 1. 2. 1823, 145.

Hvem jorder man? see hvilken talrig Skare
Af ædle Dannemænd med Graad i Øjet.
De stirre alle mørkt til Jorden ned
Som om De vrede var, fordi den røvet
Dem noget af det kjæreste, De havde.
O, ædle Gutfeld, Du er ikke mere.
Hvad maa jeg høre? Smerte tynger Hjertet.
Velgjører - ja det var du mig, Du Fromme.
Velgjører, ak for tidligt gik du bort.
Du næred Gnisten i mit unge Hjerte,
Som Herren tændte, da jeg Livet fik.
Du trøstet mig i Modgangs mørke Timer
Du standsed Taaren paa min bleve Kind!
ja, meget, Meget skylder jeg dig, Gode,
Du gav mig Mod til at at betræde kjækt
den tunge Vej til Kunstens høje Tempel
I Smertens første, mørke, trange Stund
Er det mig, som jeg stod nu ene her
Forladt af alle i den store Verden.
Dog Nej! Ved dig jeg fik Velgjørere,
Som vil mig stedse faderligen lede,
Indtil jeg naar mit Hjertes høje Maal.
- Vel slumrer Fader under Jordelagnet
Og Moder snart vil og til hvile gaae.
I vilden Brænding Livets mørke Bølger
Mig gjynger i sin kolde Kjæmpearm.
Men Øjet har jeg hævet mod Gudshimmel
Til ham jeg vil betroe min Fremtids Held.
Ej ene jeg er den, som fælder Taarer,
ved Tabet af dig, ædle gode Mand.
nej, mange. Mange. Som din Trøstenstale
Og blide Omgang kjærligt mindes maae,
Og hede Taarer for dig lade flyde.
Fred med dit Støv, din Aand er i Gudshimmel,
Didfra du smiler til os alle ned.

.... A.