DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Nogle Bemrkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie

Reviewed in

Dansk Ugeskrift.

Reviewer

Hauch, Carsten

Published

30/1/1846.

Reviewed works

Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blk og Pen, Det dende barn (Moder, jeg er trt, nu vil jeg sove), Recension (Vel rdmer land og hav ret smukt i aftensolens flamme), Den grimme lling, Sneedronningen, Ole Lukie, Svinedrengen, De rde Skoe, Den lille Havfrue, Improvisatoren, O. T., Kun en Spillemand, En Digters Bazar, Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blk og Pen, Samlede Digte

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Professor Carsten Hauch: "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren Hans Christian Andersens Poesie " (Some Remarks on the Poetry of Hans Christian Andersen), Dansk Ugeskrift vol. 197, 30 January 1846. Andersen's friend, the writer B.S. Ingemann, had urged Hauch to write this paper on Hans Christian Andersen's writings as a retraction of a caricature of Hans Christian Andersen in Hauch's novel Slottet ved Rhinen (The Castle by the Rhine) (1845). Read more about the background of this review.

[Disse tekster omtales i teksten. Klik p en titel for at springe til stedet i teksten.]

Lille Viggo | Ddsieblikket | Det dende Barn | Recension | Graat Veir | Hvile paa Heden | Bjergsituation i Harzen | Moderen med Barnet” | Malerie fra Jyllands Vestkyst | Sneedronningen | Ole Lukie | Svinedrengen | De rde Skoe | Den lille Havfrue | Den grimme lling | Improvisatoren | O.T. | Kun en Spillemand | Samlede Digte | rets tolv Maaneder | En Digters Bazar

Den Forfatter vi her skulle sysselstte os med, maa sikkert, uagtet en stor Deel af hans Frembringelser ere Foretllinger, og uagtet enkelte deraf endog fremtrde i dramatisk Kldebon, henregnes til de Digtere, der, i Flge deres inderste Natur, fortiene Navn af subjective, til dem nemlig, der lettere og oftere giengive poetiske Stemninger end plastiske Skikkelser. Hos dette Slags Digtere pleie Phantasie og Flelse ikke blot at vre i den Bevgelse, som Gienstandens Fremstilling fordrer, men Strngene paa deres Lyra ville endnu svinge strkere, Phantasien vil sprudle med flere Billeder, og Flelsen vil vise sig mere bevgelig end den plastiske Fremstilling fordrer, eller endog, strengt taget, tillader. Saaledes ville de ikke saameget vise os Gienstanden selv, som den af Gienstanden bevgede Digtersil, der i bestandig Fluctuation leger med Billederne, ligesom Blgerne lege med den Verden, de opfange i deres bvende Skid.

En slig Tilstand pleie vel alle Digtere i deres Ungdom, i den saakaldte Giringsperiode, at giennemgaae; men hos dem, der ere kaldede til den strengere objective Fremstilling, ville dog disse Blger i Silens Inderste snart krystallisere sig i faste Skikkelser. Der gives imidlertid ogsaa poetiske Naturer, hos hvilke den omtalte Fluctuation vanskelig nogensinde lader sig standse, og hvis Musa bestandig vedbliver at vugge sig paa Flelsens Strm og at lege med Phantasiens Billeder, saa at det undertiden kan synes, som om den fastere, mandigere Holdning manglede dem, og som om de aldrig vidste at beherske deres Stof, men snarere blev behersket af dette. Slige Naturer ville vel ogsaa deres hele Liv igiennem vre udsatte for mangfoldige Illusioner, i det mindste ville de vanskelig naae den kunstneriske Selvstndighed, der er ndvendig for at forme Stoffet paa en af ethvert fremmed Indtryk uafhngig Maade; ikke desmindre kan man ogsaa anvende paa dem, hvad Goethe lader Tasso sige: ”In dieser Woge spiegelte so schn die Sonne sich, es ruhten die Gestirne in dieser Brust, die zrtlich sich bewegte”. Ja naar Flelsen blot er sand og inderlig, og Phantasien rig, (hvilket vistnok er Tilfldet hos den Digter, vi her skulle omtale), da kan der i deres Productioner findes en saa mgtig Lyrik, en saa stor Rigdom af digteriske Momenter, at den maatte ansees som aldeles lukket for en heel Side af Poesien, der ikke kunde see de aldrig visnende Krandse, hvormed Muserne tidt ogsaa have smykket deres Tindinger.

Da det Personlige imidlertid hos disse Digtere har en saa stor Indflydelse, saa er det en Selvflge, at man, for ret at begribe deres Fremstillinger, maa tage megen Hensyn til dem selv og til deres eget Liv; thi de forskjellige Situationer, hvori de have befundet sig, de Hndelser, der have mdt dem, vorde jo netop Brere for deres poetiske Productioner; og da det saaledes er deres eget Inderste, der tildeels danner deres Stof, saa kan man, hvis man vil forstaae dem, heller aldrig ganske tabe deres Personlighed af Sigte. Med andre Ord man maa ikke blot kiende deres indvortes Digten og Tragten, men ogsaa de ydre Omstndigheder, der have foranlediget den, deres Begivenheder, deres Forhold til Andre, deres iebliklige Sindsstemning, de forskjellige Standpunkter, hvorpaa de have befundet sig, og overhovedet deres hele Udvikling, ja selv deres Vildfarelser; thi frst under disse Betingelser aabnes vore ine ret for den poetiske Verden, hvori de bevge sig; den ydre Personlighed faaer saaledes hos dem en strre Interesse, end den har hos den objective Kunstner. Hos dem er derfor ogsaa den biographiske Fremstilling isr paa sit Sted; de kunne nemlig ikke saaledes som den plastiske Digter skiule sig bag de poetiske Skikkelser, de have opstillet, det vilde derfor vre en stor Uret imod dem, hvis man vilde formene dem i deres Poesie at stille deres eget Indre til Skue, hvortil en dunkel Drift i deres Sil bestandig driver dem. I den biographiske Fremstilling af deres egen Natur besidde de ogsaa i Almindelighed en stor Virtuositet, eftersom deres eget Jeg, der saatidt er Gjenstand for deres Digtning, paa mangfoldige Maader maa opfordre dem til Efterforskning og Opmrksomhed; og naar de da paa denne Vei virkelig levere os Digtninger, som have Krav paa dette Navn, saa fortjener dette vel, da de saaledes have viist, at et virkeligt Digterkald driver dem, snarere Ros end Dadel.

Forudsat nemlig, at de virkelig befinde sig i en poetisk Stemning, saa er det jo ikke Forfngeligheden, der bringer dem til at stille deres Personlighed i saa nr Forbindelse med deres Productioner, men det er kun Flelsen af, at de, ved at fierne dem selv fra deres Poesie tillige have fiernet det Lys, der skal give Digtningen Glands og Farve. Ja da det isr er poetiske Stemninger, de forstaae at giengive, saa kunne vi heller ikke undres over, at de vise os og stte Priis paa det Instrument, der saaledes stemmes, og hvorfra Tonerne udgaae.

”Men”, vil man sige, ”denne Afhngighed, hvori Poesien sttes til en enkelt Individualitet, kan dog vanskelig billiges; eftersom det jo for det meste kun er en egoistisk Virtuositet, der her driver sit Spil med de poetiske Billeder, giennem hvilke Digteren hvert ieblik stikker sit eget Hoved frem, og istedenfor, som han burde, at glemme sig selv i den Verden, han fremstiller, saa bruger han kun denne til Folie for sit eget Portrait. Men dette er jo dog kun en Leeg, hvori Muserne nedvrdiges til Tienerinder, og hvori Aanden maa trlle for Egenkjrligheden, hvilket vist ikke kan vre noget vrdigt iemed for den sande Kunst.

Upaatvivlelig har man her henpeget paa en af de farligste Klipper, hvorpaa dette Slags Digtere kan strande. Men Misbrugen tilintetgir naturligviis ikke Brugen, og fordi man i denne Retning undertiden har drevet en forfngelig Leeg med Musernes Gaver, saa er det ingen ndvendig Flge, at enhver Sammensmeltning af Poesien og den digtende Personlighed ubetinget br forkastes. Det gjelder nemlig her, om det virkelig er den dlere, den betydningsfuldere Side af Digterens Sil, der saaledes gir sig gjldende, om det ikke er den ddelige, men den uddelige Natur, ikke det aldeles Tilfldige, men det almindelig Gyldige, det, der ikke blot gjelder for den Enkelte, men for Flere, forudsat at de befinde sig i samme Stilling, hvori Digeren var; med andre Ord om denne, i det han giengiver sig selv, tillige giengiver det almindelige Menneskelige; thi dette er det jo netop hans Kald og Pligt at fremstille, og naar han virkelig gir dette, da kan det egentlig fra Poesiens Standpunkt vre ligegyldigt, enten han fremstiller sig selv eller en Anden som Brer deraf, saameget mere, da selv den objectiveste Digter dog maa erkjende, at heller ikke han ret vilde forstaae det udvortes Liv, hvis han ikke tillige forstod at skue indad i sin egen Sil.

Og saaledes kan vel ogsaa det Tilfldigste hos en slig subjectiv Digter komme frem, naar han blot selv virkelig i sit Allerinderste betragter det som Tilfldigt, og naar man midt i hans tilsyneladende Interesse derfor, i det mindste i et ironisk Smiil skimter den befriede Aands Uafhngighed. Dette giver Anledning til den saakaldte Humor, hvori Digteren leger med sin egen eller Andres Indskrnkning, og hvori han vel kaster et Blik ud over Jordens Storhed og Ringhed, men kun i det han i en hiere Spre med dristig Flugt hensvver derover.

Den Methode, som det subjective Talent anvender, kan nu hvad enten Fremstillingen er af alvorlig eller humoristisk Art, vre dobbelt: Enten kan nemlig Digteren ligefrem og aabenbar gjre sin Personlighed til det heles Middelpunkt, dette skeer da almindelig paa den biographiske Vei eller giennem Reisebeskrivelser (saaledes som Baggesen har gjort det i sin Labyrinth, eller Sterne i sin sentimental journey), eller ogsaa kan han gaae mere skiult og indirecte til Vrks, i det han opstiller en Verden, som ved frste iekast synes objectiv og fremmed for hans Vsen, men hvori dog hans egen Skjebne, hans egen Kamp i Livet, og hans inderste Natur ligesom forkldt og maskeret trder os for ie. Denne sidste Methode har den Digter, vi her omtale, i flere af sine betydeligste Arbeider anvendt, uden at vi dog ville paastaae, at han ikke til andre Tider har valgt en mere ligefrem Fremstillingsmaade; dette er f.Ex. Tilfldet i hans Biographie, i ”en Digters Bazar”, o.s.v.

Hovedgjenstanden i Andersens bedste og mest giennemarbeidede Skrifter, i dem hvori den rigeste Phantasie, den dybeste Flelse, den meste bevgede Digtersil kommer frem, er et Talent, eller i det mindste en dlere Natur, der vil kmpe sig frem af snevre og trykkende Kaar. Dette er saaledes Tilfldet i hans tre Romaner, og i denne Retning har han jo ogsaa virkelig et betydningsfuldt Liv at fremstille, en indre Verden, som Ingen bedre kiender end den, der selv har drukket af den bittre Kalk; Lidelse og Savn, smertelige og dybe Flelser, som ere nr beslgtede med dem, han selv har giennemgaaet, og hvori Erindringen, der efter den gamle betydningsfulde Mythe er musernes Moder, Haand i Haand med disse trder ham i Mde. Hvad han her kan fortlle Verden, fortjener da sikkert med Opmrksomhed at hres; thi uagtet det paa den ene Side kun er den Enkeltes inderste personligste Liv, saa er det dog tillige Talentets og Geniets almindelige Lod, [idetmindste naar det befinder sig i ringe Kaar], der her fres os for ie. Forsaavidt han nemlig i sin ”Improvisator”, i ”O. T.” og i ”Kun en Spillemand” ikke blot fremstiller sig selv i sin afsondrede Particularitet, men tillige den betydningsfulde Kamp, som Mange have giennemgaaet, og som ogsaa han kiender, fordi hans Liv har udviklet sig derigiennem, saa giengiver han jo slet ikke Noget, der tilhrer Illusionens Verden, men kun det, der vidner om Sandheden, og der, som ethvert sligt Vidnesbyrd, har en almindelig og varig Gyldighed. Ja han forfegter saaledes ikke blot Talentets og Geniets, men, som sagt, tillige den krnkede og uretfrdigt behandlede Menneskeheds Sag; og da han selv saa smertelig har flt denne svare Kamp, hvori Laokoonsslangerne knuge de opadstrbende Hnder, da han selv har vret ndt til at drikke af det malurtfyldte Bger, som den ligegyldige og overmodige Verden saa tidt rkker den, der befinder sig i en undertrykt Stilling: saa er han ogsaa i Stand til at give sin Fremstilling i denne Henseende en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevkkende Pathos, der vanskelig paa det flende Menneskehierte forfeiler sin Virkning.

Hvo kan f.Ex . i hans ”Spillemand” lse den Fremstilling, hvor den ulykkelige Dreng bliver til Spot for sine grusomme Kammerater, og hvori han flygter som et forfulgt, vildt Dyr, eller hiint Optrin, hvori den ”fornemme Hund”, som Digteren udtrykker sig, med Foragt vender sig bort fra den Fde, hvormed den fattige Dreng maa tage til Takke, uden tillige at erkjende, at dette ikke er en Leeg, hvori Forfngeligheden sger sin Triumph, men at det tvertimod er den i sit inderste Dyb krnkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte! Det Samme gjelder ogsaa om Grundtanken i O.T., hvori Hovedpersonen den hele Bog igjennem forflges af den ngstelige Bevidsthed, at han brer et hemmeligt Mrke, der, hvis det nogensinde blev bekjendt, vilde udstte ham for en vel ufortjent, men dog snderknusende Skindsel, ligeledes om hiin Scene i samme Bog, hvori Heltens ulykkelige Moder maa undergaae den vel uforskyldte, men dog ligefuldt vanrende Straf at ”bre Fiddelen” som det hedder. For Resten mene vi ikke, idet vi fremhve dette, at det blot er i enkelte Glimt, en saadan dybere Opfattelse hos vor Forfatter bryder frem, men vi ville kun med faa prgnante Exempler oplyse, hvad der egentlig udgir Kirnen i hans Poesie, hvori alle Phantasiens Blomster kun tjene til at bekrandse det Krater, i hvilket Menneskehedens dybe Smerte, selv om den ikke kommer til et saadant Udbrud, at dens Ild vkker Verdens Opmrksomhed, dog bestandig girer i det Skjulte.

”Men dette er dog kun een eneste Tanke”, vil man sige, ”og hvor stor en Phantasie, hvor strk en Flelse Digteren end for Resten lgger for Dagen, saa er dog den Natur fattig, der for en stor Deel indskrnker sig til Fremstillingen af een Tanke”. – Svaret ligger her nr for Haanden; thi det er ingen almindelig og lavere Tanke, men en Tanke af hiere Orden, hvorom her er Talen, en Tanke af uendeligt Indhold, og hvoraf tusinde andre kunne udvikle sig. Men slige Tanker, hvoraf et hiere Liv og en uendelig Mangfoldighed kunne udvikle sig, er det jo netop vi give Navn af Ideer; thi de indeholde (som f.Ex. Ideen om Friheden) i Flge deres Natur Spiren til en heel Verden og ere saaledes i Stand til at udfylde et heelt Menneskeliv og at skjenke det en uudtmmelig Rigdom.

Ja i det Digteren saaledes har opfattet den fremadstrbende Naturs Kamp i sit eget Indre, saa er tillige hans Sympathie bleven vakt, og hans Sils ie bleven aabnet for den Kamp og Smerte, der ogsaa kan finde sted i andre Retninger. Paa denne Vei er han da undertiden bleven i Stand til at fremstille Skildringer, der have et mindre subjectivt Prg; som Exempel herpaa kunne vi anfre af hans ”Spillemand” det ulykkelige og forkastede Vsen, der forgjeves strber at kmpe sig ud af sin Skjndsel og sin Elendighed, og der endelig tilsidst styrter sig i Dden, da dette Forsg mislykkes. Saavel her som paa flere Steder vorder det indlysende, at den, der har giennemgaaet en alvorlig Strid i sit eget Indre, ogsaa derved i det mindste tildeels har faaet en Maaalestok for den Sjlekamp der i andre Henseender synes at vre ham ganske fremmed.

Det flger af sig selv, at en Digternatur af det Slags, vi her omtale, maa have en stor Tilbielighed til at udtale sig igjennem den lyriske Poesie; thi denne er jo netop det meest umiddelbare Udtryk for den oprindelige Subjectivitet, og heri kan Alt, hvad Digteren har seet og oplevet, Alt, hvad han frygter, aner og haaber, paa den korteste, meest ligefremme Vei blive optaget. Ja man kunde alt a priori construere en slig Digters Fremgangsmaade saaledes, at han nrmest og frst maatte vre henviist til den egentlige Lyrik, dernst til det Episke, isr forsaavidt han selv har oplevet det og forsaavidt han har Tilladelse til at gjennemflette det med lyriske Udbrud, med sin egen Lngel, sit Haab, sin Frygt og sin Smerte. Fjernest staaer han vel fra det egentlige Drama, hvori den objective Verden strengest gir sin Ret gjeldende, eller hvis han dog ogsaa strber at nrme sig hertil, saa vil han dog vanskelig kunne indskrnke det lyriske Element indenfor de ndvendige Grndser, og han vil derfor sdvanlig, istedenfor det rene Drama, give en eller anden Mellemart f.Ex. den lyriske Comedie, o.s.v.

Kaste vi nu et Blik paa Andersens lyriske Digte, hvoraf den strste Deel er udgivet i den Samling, der udkom 1833, saa ville vi i flere af disse see, ikke blot at hans Subjectivitet spiller en overmgtig Rolle, thi dette ligger jo for en stor Deel i Lyrikkens Natur, men endog at han ofte gjengiver, hvad han umiddelbar enten paa sine Reiser, eller paa andre Maader har oplevet; ja Mange af de bedste hre ligefrem til den beskrivende Klasse. I sine Genremalerier afspeiler han saaledes ligesom i en Laterna magica de Billeder, der have rullet ham selv forbi; flere af disse f.Ex. ”Jyllands Vestkyst, graat Veir, Hvile paa Heden, Bjergsituationen i Harzen, Moderen med Barnet” o.a. fl. ere srdeles heldige, og Hovedsituationerne deri ere, som det lader, af ham selv oplevede: flere smukke Beskrivelser findes ligeledes i den Digtsamling, der frer Navn af ”Aarets tolv Maaneder”.

Et af de skjnneste Trk i Andersens Personlighed er upaatvivlelig hans Naivetet, den barnlige Flelse, der flger ham endnu ind i Manddomsalderen, og der uden Tvivl aldrig vil forlade ham. Derfor sympathiserer han vel og saa inderlig med den barnlige Alder, ja han er selv endnu bestandig et Slags Digterbarn, i det mindste udver Barndomsalderen, dette indenfor sine trange Grndser med saamange Spirer fyldte Liv, endnu et meget strkt Indtryk paa ham. For at give et Exempel herpaa, der ogsaa er taget af hans samlede Digte, ville vi blot henpege paa ”den lille Viggo”; hvori atter hans egen Subjectivitet, Flelsen af den Forgngelighed, der muligviis truer hans bedste Strben, paa en simpel og virkelig rrende Maade er sammensmeltet med hans Glde over den barnlige Natur; dette Digt er sikkert et af hans allerheldigste i denne Retning.

Som en Modstning hertil kunne vi anfre ”Ddsieblikket,” hvori den milde subjective Maade, hvorpaa han betragter Menneskelivet, frembringer et skint, veemodigt og dog tillige trstende Indtryk. De Ord, hvormed Digtet slutter:

O kunde vi herneden saa klart i Andre see
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee;
I hver jeg mig gjenkjender, i Store som i Smaae,
O, skal vi da i Dden hverandre frst forstaae!

vilde neppe nogen Digter undsee sig ved at have skrevet, ligesom enhver mildere Menneskenatur vel ogsaa deri vil gjenkjende sit eget Indre.

Endnu et hiere poetisk Moment havde han, da han digtede sit bermte ”dende Barn”, i hvilket Digterens naive Natur i Forening med hans inderlige Sands for den Poesie, der ligger skiult bag Uskyldighedens Kamp og Smerte, i fortryllende Toner kommer for Dagen. Det er atter Anelsen af den barnlige Aands Herlighed, af dens Seerblik og Seier midt i den tilsyneladende Undergang, Flelsen af, at selv den dybeste jordiske Smerte dog ikke er Andet end det hiere Livs Begyndelse, skuet paa Vrangsiden, som han her saa skint har udtalt. I alt dette bliver det aabenbart, at det netop er hans egen inderste og bedste Natur, hans dlere Subjectivitet, der har paatrykt disse Digte deres skjnneste Stempel.

Det Digt, der brer Navn af ”Recensionen” er ogsaa Frugten af et virkeligt genialsk ieblik; den falske Maade, hvorpaa Kritiken ofte anvendes af dem, der aldrig burde tale med om Poesien, fordi de aldeles mangle den poetiske Receptivitiet, er her med faa, men sikkre og faste Penselstrg fremhvet. Det hele ligefra Begyndelsen af:

Vel rdme Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Man ak, Maneren mrker man bestandig er den samme,
Original er Solen ei, hvad saa den er for Resten,
Bestandig staaer den op i st og synker ned i Vesten o.s.v.

ligetil Slutningen

Hit Skummer Blgen, men for strkt, den maa sig moderere,
Det Hele rber vel Genie, men heller ikke mere.

er den fortrffeligste Recension over de indbildte Recensenter, som Nogen vil forlange. Ogsaa her er det vel det Subjective, den Uretfrdighed, som han selv har vret udsat for, der har fremkaldt det hele Digt.

Denne let bevgelige Subjectivitet kan nu vistnok ogsaa forlede til den Feil, at Digteren altfor strkt bier sig og giver efter for ieblikkets Fordringer, og for denne Feil kunne vi langtfra heller ikke sige Andersen fri. Mange af hans lyriske Digte, isr de fra hans mellemste Periode, bre netop et strkt Prg af Modesmagen, hvilket isr yttrer sig i en falsk Humor, hvori han, uden Tvivl for at undgaae Bebreidelsen for Sentimentalitet, ligesom vender sig bort fra og undseer sig ved enhver hiere og alvorligere Tanke samt leger med Ubetydelighedens Verden, ligesom en Kattekilling, efter en bekiendt Forfatters Ord, leger med Papirstrimler; hvorimod den gte og sande Humor bestandig staaer i et hemmeligt Forhold til den hiere Poesie, selv der, hvor den udvortes synes at tage Parti derimod.

Alt hvad der fngsler Tidens Opmrksomhed, deraf gribes ogsaa han, og han giengiver da almindelig sin Flelse i et lyrisk Digt; saaledes sporer man af og til Interesse for Polen, for Napoleon o.s.v. Alt dette kommer frem som Lynglimt og forsvinder ligesaa hurtig, og han viser sig ogsaa her som det letbevgelige Barn, der levende opfatter ethvert Indtryk, men tillige let glemmer det ene for det andet; ja, da det ikke er vor Hensigt at lgge Dlgsmaal paa hans Feil, saa ville vi heller ikke negte, at hans Barnlighed endog i enkelte Momenter gaaer over i det Barnagtige, ligesom ogsaa at der blandt hans lyriske Digte findes adskillige som man kun kan tilgive for det Bedres Skyld.

Saa subjectiv er dog Andersen heller ikke i denne Retning, at han ei undertiden ogsaa skule have forsgt sig i den meer objective Lyrik, saaledes har han endog med stort Held i en Romance behandlet et Sagn om Holder Danske. ”De Danske og deres Konge”; hvori Stoffet er hentet af Historien, er sikkert ligeledes et meget heldigt Digt.

Naturligviis er det heller ikke vor Mening, at Andersen, fordi det Subjective hos ham har Overvgten, ikke af og tilmed Held skulde kunne behandle et historisk mne; ikke desmindre ligger dog vel Sagnet og det egentlig Eventyr ham nrmere, isr synes Brneeventyret, at vre det, der meest stemmer med hans Lyst og hans Talent; dette flger jo ogsaa ligefrem af hans allerinderste Digternatur, og det er derfor heller ei at undre over, at han i dette Slags Poesie har lagt en stor Virtuositet for Dagen.

Ogsaa blandt hans Eventyr kan man udpege dem som de heldigste, hvor hans egen subjective Flelse kommer frem. Dette er f. Ex. Tilfldet i et af hans senere Eventyr ”Sneedronningen”, hvori blandt Andet den Opfindelse om Speilet sikkert har en stor Vrdi. Dette Speil, der er forfrdiget af den onde Aand, har nemlig den Egenskab, at alle Ansigter, der sees deri, selv de skinneste og dleste, paa en hslig Maade fordreies og forvandles til Karricaturer af dem selv. Uagtet dette Speil tilsidst, da Dmonerne altfor frkt drive deres Spil dermed, knuses af en hiere Magt: saa spredes dog Splinterne deraf over den hele Jord og trnge sig ind i inene, ja endog i Hierterne paa mangfoldige Mennesker, der i Flge heraf ligesom tvinges til at betragte Alt med Iiskulde og i et fordreiet Lys. Dette er da atter et Billede paa den falske Kritik, der synes saa trffende, at det neppe kunde opfindes bedre. Nsten ligesaa heldigt er Billedet af det chinesiske Spil, der ogsaa omtales i hiint Eventyr, og hvori det iiskolde Begreb ved Combinationer af visse Figurer troer at kunne oplse Verdens Gaade. Disse Billeder, der vel ere udsprungne af den Stemning, hvori en ubillig Kritik og den kolde Forstandsleeg havde fat i ham selv, hre sikkert til de betydeligste, han har opstillet.

Paa alle de Steder, (og de ere ikke faa), hvor der i hans Eventyr er Tale om Reiselivet, kommer ogsaa hans Subjectiviet, hans egen Higen og Tragten frem. Her er da Svalen i Almindelighed Reprsentant for den poetiske Flugt, medens Hnen reprsenterer Philisteriet. Dette gir den nu ofte med saa stor komisk Kraft, at man gierne lytter til den Viisdom, den har at forkynde, saaledes f.Ex. i ”Ole Lukie”, hvori den forsikkrer os om, at den havde reist tolv Miil i en Btte, men at der ikke var nogen stor Fornielse derved o.s.v.

Undertiden kommer ogsaa Digterens Antipathie mod den falske Kunstdommerviisdom frem i et satirisk Kldebon, dette er saaledes Tilfldet i den srdeles gode Fortlling om Keiserens Datter, der beskytter Kunsten, og der vrager Nattergalen og den virkelige Rose, fordi de ere naturlige, men stter alle Hensyn til Side for at erhverve sig den kunstige Gryde, ved hvis Hielp hun og hendes Hofdamer kunde faae Alt at vide, hvad Folk spiste i Byen.

I de rde Skoe er den Fare, hvormed Forfngeligheden truer Mennesket, i det den bringer ham til at glemme den hiere Verden for en ringe udvortes Glands, udmalet med strke Trk. Enden derpaa, Forlsningen gjennem en dyb Smerte og Selvfornegtelse, indeholder en betydningsfuld Lre; isr er den Ulykkeliges Ddsieblik, hvori Kirken, som hun ikke selv kan besge, ligesom drages hiem til hende, saa at hun i Forlsningens Time igjen optages indenfor den Omkreds, hvorfra hendes Forfngelighed tidligere havde udelukket hende, i hi Grad skjnt og poetisk.

I den lille Havfrue fremstilles atter den smertelige Kamp, hvorigjennem en dybere Natur strber at lsrive sig og tilsidst forlses fra en lavere Omgivning; kun at denne Kamp her foregaaer i et qvindeligt Bryst.

Et Eventyr, der efter vore Tanker maa henregnes til de allerfortrffeligste, er ”den grimme lling”!. Her er det atter Digteraanden, der i Begyndelsen er en Hemmelighed ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv, hvis Skjebne trder os i Mde. Dette skeer denne Gang under Billedet af en Svaneunge, der er bleven udklkket i en llingerede, og der, netop fordi den er af en hiere Natur, forhaanes og forflges af den hele Hnse- og Andegaard med Kalkunen i Spidsen. Hvert Billede, hver Replik er her af stor Vrdi, Kalkunens Adfrd og ndernes Snaddren afgive en fortrffelig Parodie paa den Viisdom, der ved slige Leiligheder pleier at komme for Dagen, og paa den almindelige Dom, der tidt mder det opstrbende Genie. Opholdet hos Konen, der var den Klogeste i Verden, og der kun eiede en Kat og en Hne, og hvoraf Resultatet var, at Svanen, der hverken kunde lgge Hnseg som Hnen, eller krumme Ryg som Katten, betragtedes som et aldeles unyttigt Dyr, er virkelig klassisk. Den stakkels Svanes Lidelser, dens Forvirring og de ringe Tanker, den har om sig selv, ere skjnt tnkte og poetisk fremsatte. Alt er i denne Fortlling hugget af eet Stykke og hentet af mnets inderste Natur, uden at dog den symboliske Betydning i noget ieblik formrkes, eller tabes af Sigte. Endelig er den Bemrkning, hvormed Eventyret slutter, at det ikke skader at vre udklkket i et llingerede; naar man kun har ligget i et Svaneg, saa slaaende, at den vel fortiente at blive til et Ordsprog.

For Resten maa vi endnu engang erklre, at det aldeles ikke er vor Mening, at Andersen aldrig skulde have digtet Noget, hvori det Subjective ikke spiller Hovedrollen; vi paastaae kun, at det Subjective som oftest er fremherskende i hans bedste Digte, og at det netop er dette Element, der giver dem deres indvortes Sandhed og deres Betydning.

Men dog kunne vi ikke negte os selv, hvilket vi allerede ovenfor have henpeget paa, at denne Digterens overveiende Personlighed tillige truer ham med en virkelig og stor Fare. Thi ligesaa vist som det er, at en slig Subjectivitet befinder sig i sin fulde Ret, naar den i sig selv afspeiler Ideens Udvikling og den hiere Menneskenaturs Kamp, ligesaa uberettiget er den, naar den glemmer sit hiere Kald og kun vil gire sin egen Personlighed gieldende i dens Skrbelighed og Indskrnkning. Dette er en Klippe, paa hvilken allerede Mange ere strandede, og allermeest maa den vogte sig derfor, der saa strkt er henviist til sin egen Subjectivitet som Andersen. Det gielder da, som vi ovenfor bemrkede, at bringe sit lavere Selv til Offer, at hengive den ddelige Deel i sin Subjectivitet til Forgngeligheden, i det man beholder den uddelige Deel renset tilbage. Dette er den store Kamp, som denne Forfatter har at bestaae, og hvori han skal udvikle ikke blot sin poetiske, men ogsaa sin menneskelige Natur, der hos enhver Digter, og allermeest hos ham, paa det nieste ere forbundne med hinanden.

Denne korte Fremstilling kan vel vre tilstrkkelig for at vise, hvor betydeligt det Talent er, hvoraf denne Digter er i Besiddelse. At jeg netop har fundet mig foranlediget til at nedskrive disse Bemrkninger og til at udtale min Overbeviisning om Andersens Digtervirksomhed, det har ikke blot en indvortes, men ogsaa en udvortes Grund; ja jeg betragter endog denne Kritik som en Fyldestgjrelse, som jeg virkelig skylder ham, eftersom saa Mange have meent, at et Charakteerbillede, hvori jeg i Almindelighed har sgt at blotte Forfngelighedens farlige Magt over Talentet, skulde indeholde – hvad der dog aldeles ikke var min Hensigt – en personlig Satire og vre et Angreb, der vsentlig var rettet imod ham.