DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af Tre Digtninger (1838)

Reviewed in

Tidsskrift for Litteratur og Kritik.

Reviewer

Elberling, Carl W.

Published

1839.

Reviewed works

Tre Digtninger

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Tre Digtninger (1838) was reviewed in F.C. Petersen's new periodical Tidsskrift for Litteratur og Kritik, second vol. 1839. The review was rather patronizing and made Carl Bagger oppose in Fyens Stiftstidende 22 July 1839. The review was published anonymously, but was written by the classical scholar and principal in the Danish town Slagelse C. W. Elberling, cf. Erling Nielsen: »Eventyrenes modtagelseskritik« in vol. 6 of Hans Christian Andersens Eventyr, Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, Copenhagen 1990, p. 147.

"Malere og Digtere have altid havt Lov til at vove, hvad det skal vre!" siger en gammel Digter, og mange yngre Digtere synes at have gjort dette til deres Valgsprog, maaskee uden at kjende dets Ophavsmand; thi ellers vilde de maaskee have erfaret, at han ogsaa taler Noget om Feberdrmme og mener, at der er Maade med denne Digterens Frihed, at Eenhed, sund Sands, Menneskeforstand og andre Ubetydeligheder skulle findes i et Digt. Men, som sagt, der gives Poeter, som ikke tage sig disse Fordringer saa nr; snarere udbryde de med samme Digter: "Skam faae den, der kommer sidst" eller med en anden:

"Saa lad os bare skrive fort, Kumpaner!
Det er nok ei saa svrt som Mngden troer!"

Har man engang et Slags Navn som Digter, finder man nok en Forlgger, der betaler Honorar, og et Publikum, der kjber Bgerne, selv om det ikke gider lse dem. Altsaa til Arbeide!

Vi have ikke uden Grund sat disse Bemrkninger i Spidsen for de faa Ord, vi ville sige om Hr. Andersens Digtninger. De ere, som Titelen siger, tre, og den frste af dem kaldes Lykkens Kalosker. Et Eventyr. Naar har den ustadige Gudinde Fortuna faaet Kalosker? srger Lserne, der ikke allerede have lst dette Eventyr. For at tilfredsstille deres Nysgjerrighed ville vi fortlle dem, hvad vi lre af Hr. Andersen.

Der var engang et stort Selskab i et Huus paa stergade ikke langt fra Kongens Nytorv; blandt andre Gjester var ogsaa en Justitsraad Knap, der svrmede for Middelalderen og "ansaae Kong Hans’s Tid for den dleste og lykkeligste." I Forvrelset havde imidlertid to Feer indfundet sig, af hvilke "den yngste ikke var Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring"; den ldre var Sorgen, "der gaaer altid selv i egen hie Person sine rinder, saa veed hun, at de blive vel udfrte." Disse fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde vret, og blandt Andet siger da Lykkens Udsendte: "jeg maa da fortllle, at det er min Geburtsdag idag, og til re for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, ieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil vre, ethvert nske med Hensyn til Tid, Sted eller Vren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!" Sorgen mener, at den, der faaer Kaloskerne, vil blive meget ulykkelig og velsigne det ieblik, han igjen bliver fri for dem.

Endelig er da Selskabet forbi, Justitsraaden tage af en Feiltagelse Lykkens Kalosker paa, og da han trder ud paa stergade, er han ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans’s Tid. Men her oplever han forskiellige Fataliteter, kommer ind i et lhuus, snakker med nogle Folk fra Kong Hans’s Tid, drikker med dem, vil krybe ud af Dren men bliver greben ved Benene. Da Kaloskerne gaae af ham er Trylleriet forbi, og Justitsraaden kjrer Hjem i en Droske. Kaloskerne ligge paa Gaden, hvor Vgteren finder dem og tager dem paa for at varme sine Fdder. Han nsker nu, at han var en Lieutenant, der boer ligeoverfor; men da han er bleven det og har gjort den Erfaring, at det ikke er godt at vre en fattig Lieutenant uden Udsigter til at gifte sig, snker han igjen at blive Vgter og bliver det. Nu falder han paa, at det kunde vre morsomt at see Maanen, og i en stor Fart er hans Sjl der, men seer Ingenting, som er vrd at tale om. Imidlertid ligger hans Krop paa en Trappe; man anseer ham for dd og bringer ham paa Hospitaltet; da man der trkker Kaloskerne af ham, kommer der igjen Liv i Kroppen. Kaloskerne blive staaende paa Hospitalet, hvor en ung Volonteur tager dem paa om Aftenen for at gaae en lille Tour; ved Kaloskernes Hjlp faaer han frst Hovedet igjennem Jrnstngerne ved Porten og faaer det derpaa ud igjen. Nste Aften gaaer han med samme Kalosker til en deklamatorisk Forestilling; her faaer han Lyst til at see ind i Folks Hjerter: "ja, gid jeg kunde trde indenfor, som en net lille Tanke gaae igjennem Hjerterne!" "See, det var Stikord for Kaloskerne," han spadserer igjennem Hjerterne sig til liden Glde, (old tricks! det Samme have vi engang lst hos en Tydsker). Derpaa faaer han Lyst til at ligge paa den verste Hylde i et russisk Dampbad, gaaer derfra hjem og lgger "et stor spansk Flueplaster i Nakken og ned af Ryggen, for at Galskaben kunde trkke ud. Nste Morgen havde han da en blodig Ryg, det var det han vandt ved Lykkens Kalosker."

Vgteren afhenter nu Kaloskerne fra Hospitalet og bringer dem paa Politikammeret, hvor en Copiist faaer dem paa og gaaer med dem en Spadseretour til Frederiksberg. Der faaer han Lyst til at blive Poet og bliver det ogaa, hvorvel det ikke kjendes paa Andet, end at han giver sig til at snakke om Blomsternes Duft og finder i sin Lomme nogle af Theaterdirectionen forkastede dramatiske Arbeider. Nu falder han paa, at det kunde vre deiligt, at blive en Lrke; som en saadan fanges han, sttes i et Buur, hrer paa en Samtale imellem en Papegie og en Kanarifugl, flyver bort og kommer igjennem et Vindue ind i sit eget Vrelse, hvor han stter sig paa et Bord. Han gjentager nu nogle Ord, han har lrt af Papegien: "Lad os nu vre Mennesker!" han bliver igjen Copiist, men sidder paa Bordet. Nste Morgen laaner en ung Theolog Kaloskerne af ham, for at gaae ned i Haven. Han faaer Lyst til at reise, er pludseligt midt inde i Schweiz og snart efter dybt inde i Italien. Men da han paa begge Steder har Ubehageligheder, nsker han "det Bedste, men hvor og hvad er det! jeg veed i Grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!" Da Ordet var udtalt, var han i Hjemmet og laae i den sorte Ligkiste. Til hans Lykke ere de to frst omtalte Feer saa gode igjen at indfinde sig; Sorgen mener, at han endnu ikke moden til at de, trkker Kaloskerne af ham og tager dem med sig; og – Snip, Snap, Snude, nu er Eventyret ude!

Lserne ville maaskee forlange, at vi skulle sige dem, hvad der er Ideen i dette Eventyr; vi vilde gjerne, men ndsages til at tilstaae, at vi ikke kunne finde nogen Idee. Man kunde maaske antage, at Hr. Andersen kun har villet udvikle, at Folk gjr mange taabelige nsker, eller at det ikke var godt, om alle nsker bleve opfyldte, eller saadant Noget; men disse Sandheder ere saaa forslidte, at det kun synes at rbe liden Originalitet at ville behandle dem igjen, naar det ikke gjres bedre. Da vil altsaa ikke kunne sige, hvilken Idee Hr. Andersen har havt med dette Eventyr, eller om han overhovedet har havt nogen Idee dermed, ville vi dog bemrke een Ting. Man har fr bebreidet Hr. Andersen hans Uvidenhed, og det er derfor vrd at bemrke, at han gjr Fremgang i Kundskaber. I Romanen "Kun en Spillemand" gav han adskillige Bidrag til Storkens Naturhistoire, der vel ikke vare fuldt saa interessante, som Holbergs Bidrag til ndernes Naturhistorie, men i al Fald viste, at han flger med Tiderne og lgger sig efter Naturvidenskaberne. Af nrvrende Eventyr ser man det Samme: han kiender Forholdet mellem forskjellige Gjenstandes Hurtighed (S. 19) har seet et stort Kort over Maanen (S. 20) og har af en Botaniker lrt noget om Lysets Indvirkning paa Planterne (s. 38) o.s.v. At han ogsaa har lst en Beskrivelse af Kjbenhavn i Kong Hans’s Tid, seer man af Justitsraad Knaps Hndelser (s. 6 ff); om forresten hans Skildring er rigtig, har det ikke interesseret os at undersge.

Den anden Digtning hedder: "En rigtig Soldat. Dramatisk Situation paa rimede Vers med Sange og Chor i een Act." Stykkets Personer ere tvende: Tanten og Broderdatteren; Handlingen foregaaer i en gammel forfalden Fstning, hvor Tantens Mand i 16 Aar har vret Commandant og Bestningen udgjr fire Mand. Der er nu Krig, Commandanten er for et Par Dage siden kaldet til Residentsen og har overdraget Commandoen til en ung Ftter, der synes at vre Landkadet og har underviist sin Cousine i Krigsvidenskaben. De to Damer aabne Stykket: Tanten forlanger, at Ftteren skal indfinde sig: Broderdatteren gaaer for at hente ham, vender tilbage i hans Uniform og bekjender, at han af Kjedsomhed har forladt Fstningen med hele Garnisonen. Tanten, som har sendt sin gamle Tjener til Byen for at hente en Roman, er slet ikke tilfreds med,a t de to Fruentimmer ere ganske alene, og strax indfinder en Streifpatrouille af 9 fjendtlige Jgere sig for at indtage Fstningen. Tanten vil overgive sig; men Soldateraanden er faret i Broderdatteren: hun tvinger Tanten til at slaae paa en Tromme, blser selv i Trompet, uddeler med forskjellige Stemmer Befalinger, som om hele Fstningen var besat med Mandskab, affyrer er Par Gevrer og imponerer saaledes de fiendtlige Jgere, at de tage Flugten. Stykket, som minder om de "Syv militaire Piger," er en Ubetydelighed, men lader sig ret godt lse og vilde maaskee ogsaa, godt spillet, more for en Gangs Skyld.

Den tredie Digtning er en versificeret Fortlling: "Det har Zombien gjort. Den spanske Maler Don Murillo har en ung Negerslave paa 14 Aar, som ved at see sin Herre male og hre ham undervise sine Elever selv bliver Kunstner og om Natten maler paa Elevernes Stykker. Disse kunne ikke begribe, hvorledes det gaaer til, og Negeren indbilder dem, at det er Zombien eller Nissen, der har malet. Murillo befaler Drengen at vaage om Natten i Malerstuen, og lover ham Prygl, dersom han ikke passer paa. Drengen sover ind paa sin Vagt, men vaagner i Morgendmringen og begynder at male; han bliver overrumplet underArbeidet af Murillo og hans Elever, maa gaae til Bekjendelse og faaer tilligemed sin Fader Friheden. – Vi ansee denne lille Fortlling for det Bedste i denne Bog.