DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af Eventyr, fortalte for Brn

Reviewed in

Dansk Litteratur-Tidende.

Reviewer

unknown

Published

6/1/1836.

Reviewed works

Eventyr, fortalte for Brn. Frste Samling. Frste Hefte. 1835., Eventyr, fortalte for Brn. Frste Samling. Andet Hefte. 1835.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

The two first fairytale booklets Eventyr, fortalte for Børn were reviewed together with Christian Molbech's Julegave for Børn (1835) in Dansk Litteratur-Tidende on 6 January 1836. The review was signed H.T. (cf. Erling Nielsen: »Eventyrenes modtagelseskritik« in vol. 6 of Hans Christian Andersens Eventyr, Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, Copenhagen 1990), p. 129.

At skrive for Brn er vist en vanskelig Sag. Naar man paa den ene Side meget let kan blive dem for hitravende, saa maa man paa den anden Side ogsaa vogte sig for, at stige altfor dybt ned, i det iemed at Barnet ret skal kunne forstaae og fatte det Fortalte. Ligger det aldeles indenfor Barnets Horizont, saa bryder dette sig ikke derom; thi det vil og maa see opad og lade sine Tanker gaae forud for Indsigten. Selvanskuelse hrer ikke Barnet til. Denne Middelvei maa nu ligesaavel iagttages med Hensyn til Formen som til Materien. Andersens Methode indeholder en Strben efter at slaae ind paa den mundtlige Fortllings livligere og mindre ordnede Foredrag. Molbechs Foredrag er derimod i hieste Grad roligt og simpelt, og vi kunne ikke andet end give dette sidste Fortrinet, ikke fordi A. i hiin Strben er uheldig, men fordi vi mene, at den kun hist ufuldkomment kan realiseres.

Det kunde synes, som om en godt og aandrig fortalt Historie kun behvede at skrives op Ord til andet, for paa Tryk at have samme Vrdi som den havde ved det mundlige Foredrag. At det imidlertid ikke vil vre Tilfldet, er velbekiendt, thi baade den Fortllendes og Tilhrerens Individualitet savnes; og det er ikke nogen tom Convenients, at man ikke maa fie sine Ord paa samme uordnede Maade paa Tryk, som det meget godt kan gaae an, at fie dem i det mundtlige Foredrag. Dertil kommer, at det er Brn, der her skulle vre Lsere; og ere de end netop vante til denne Form, i hvad de hre fortalt, saa ville de dog ikke vre istand til under Lsningen at give de trykte Ord det Liv, uden hvilket et saadant Foredrag aldeles maa forfeiles, idet det baade kan give Anledning til, at det Fortalte ikke forstaaes som det skulde forstaaes, og tillige, fordi Barnet under den langsomme Opfattelse, som Lsningen afgiver, faaer Tid til at tnke mere over det Enkelte, paa sine Steder kan forekomme det enfoldigt. Dette Sidste mene vi nu vel intetsteds at kunne blive Tilfldet med A.'s Fortllinger, men det er dog en muelig og meget naturlig Flge af den Methode, han har fulgt, og det er en Flge, der vilde vre hist skadelig, thi Brn maa som sagt ikke gives Anledning til i deres Forestillinger at stte sig paa den hie Hest, eller blive kritiske. Hvad der leveres dem br altid staae over dem, og det er ogsaa saadanne Ting, som de helst nske at hre.

Vil man nu her indvende os, at det ikke er nogen afgiort Sag, at A. ved sine Eventyr fornemmelig har tilsigtet en Lsebog for Brn men at han mueligen i dem ogsaa har villet afgive en Prve paa et Foredrag, der smukt udfrt, maatte kunne interessere den Voxne; da er det vel saa, at dette ikke finde rnogen bestemt Modsigelse i Titelen. Men om det nu endogsaa har ligget i hans Plan – og vi kunde ikke undlade i denne Anledning at bevidne, at vi med megen Fornielse, og uden at behve nogen Abstraction [ordet er her brugt i betydningen: strk koncentration af opmrksomheden] have lst begge Hefter –; saa burde det dog neppe vre hans Hovedhensigt, og har upaatvivlelig heller ikke vret det. Derom vidner, blandt Mere, Fortllingen i andet Hefte: Den uartige Dreng, hvori Andersen ubarmhiertigen og uden derved at vinde noget stort Udbytte for Brnene, har slaaet en Streg over de Flelser, hvormed den Voxne maa see Anakreons Fortlling beskaaren for al sin Poesie. Dog, dette er jo for en Deel af mindre Vigtighed, og denne Fortlling vilde maaskee heller ikke have forekommen os saa stdende, dersom den ikke fulgte umiddelbart efter en Fortlling som Tommelise, der, ligesom den forekommer os at vre den bedste af de leverede, i sig ogsaa er det yndigste Eventyr, man kan forlange.

Foruden denne tillade vi os at fremhve som de fortrinligste: Prindsessen paa rten og Reisekammeraten, ihvorvel begge af meget forskiellig Slags.

En Fortlling, som vi vel ikke egentlig have Noget imod, men som synes os ikke at tilfredsstille de Pretensioner, hvormed den mder, er Den lille Ida og hendes Blomster. Den synes at vre en Efterligning af Hoffmann, men hvad enten den nu isr er skreven for Voxne eller Brn, saa mene vi, at den Ingen af dem vil tilfredsstille.

[Resten af anmeldelsen, godt halvanden side, er om Molbechs Julegave for Brn (1835), som viser sig ikke blot sprogligt, men ogs moralsk at have et ikke ubetydeligt Fortrin.]