DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af Eventyr, fortalte for Brn 1835

Reviewed in

Dannora. For Critik og Anticritik.

Reviewer

unknown

Published

1836.

Reviewed works

Eventyr, fortalte for Brn. Frste Samling. Frste Hefte. 1835.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Hans Christian Andersen's first booklet of fairytales Eventyr, fortalte for Børn (8 May 1835) was among other reviewed in Johannes Nikolaj Høst's periodical Dannora. For Critik og Anticritik I, 1836, p. 74. This negative review of the first tales is the only one, Andersen recalls and mentions in Mit Livs Eventyr (1855) (The Fairy Tale of My Life. Read more about Andersen's autobiographies).

Om endog Anmelderen Intet har imod gode Eventyr for Voxne, kan han dog ikke Andet, end finde denne Digtart aldeles uhensigtsmssig, naar det gjlder Lsning for Brn. Ikke som om han oversaae, at netop Disse ofte ere meest aabne for ethvert Indtryk af det Vidunderlige; men skal da deres Lsning, om end blot i Fritimerne, vre blot til Lyst? Den, der vil give Brn Noget at lse, br dog vel i det mindste lnligen, have et hiere Formaal dermed, end blot at more dem. Men det ligger i Tingenes Natur, at man ad denne Vei aldrig vil kunne bibringe dem nyttige Kundskaber om Naturen og Mennesket, men i det hieste kun en eller anden Leveregel; og saa er det endda et Sprgsmaal, om ikke den Nytte, derved maatte vindes, kun altfor meget opveies ved den Skade man maaskee stifter ved at fylde Indbildningskraften med phantastiske Synsmaader.

Af Herr Andersens Eventyr ville sandsynligvis de tre frste: Fyrtiet, Lille Claus og store Claus og Prindsessen paa rten kunne more Brn; men det er saa langt fra, at Disse deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tr indestaae for denne Lsnings Uskadelighed. Idet mindste vil vist ingen paastaae, at Barnets Takt for Smmelighed skrpes, naar det lser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg, hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortller denne smukke Tildragelse, som – en underlig Drm; eller at dets Sands for rbarhed skrpes, naar det lser om en Bondekone, der i sin Mands Fravrelse, sidder alene tilbords med Degnen, (fodnote Der var dkket et stort Bord med Viin og Steg og saadan en deilig Fisk,) og hun skjnkede for ham og han stak paa Fisken (Hvad er det paa Dansk? for det var Nogen han holdt af; eller at dets Agtelse for Menneskers Liv skrpes, naar det lser Begivenheder, som at Store Claus slog sin Bedstemoder, og Lille Claus ham ihjel, fortalte som om det havde vret en Stud, der sloges for Panden: Eventyret om Prindsessen paa rten forekommer Anmelderen ikke blot udelikat, men endog uforsvarligt, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa hi en Dame altid maa vre forskrkkeligt mskindet.

Anmelderen erkjender ivrigt Lille Claus og store Claus for et meget vittigt, og Fyrtiet for et ikke uvittigt Produkt; i Prindsessen paa rten troer han derimod at savne Saltet.

Den lille Idas Blomster er maaskee mindre morsomt, end de andre Eventyr, men det er mere uskyldigt og har en smuk poetisk Grundtone. Kun Skade, at Dette heller ikke har nogen Moral, som man tilforn kaldte det eller at Denne ialtfald ligger saa skjult, at den kunde trnge til at skrives med store Bogstaver, som Dette skal vre Troia!.

Foredraget er ligesaa fatteligt, som i det Hele behageligt. At rigtig og kel, som det synes, hre til Forfatterens Yndlingsudtryk, at Kagekonernes Sukkergrise o.s.v. nvnes som Climax mod Kjbenhavn, og at Folk kjre i Kongenshave, har ikke forarget Anmelderen nr saa meget, som den Vittighed, at Hofdamen tog Vandstvler paa, har tiltalet ham.

Han slutter med det nske, at den talentrige Digter, der har et hiere Kald, ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Brn.