DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Molbech, Christian

Published

1833.

Reviewed works

Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blk og Pen, Samlede Digte

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous, written by Chr. Molbech) of Hans Christian Andersen: Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen (The Twelve Months of the Year. Drawn by Ink and Pen) and Samlede Digte (Collected poems)
[In one review entitled: 'Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel' (On the latest Danish poetry. Second article). After the coverage of the two works by Hans Christian Andersen, Læsning for den fine Verden. Et poetisk Qvartalskrift, published by F.J. Hansen, Digte by F.J. Hansen, Digtninger by H.P. Holst, Digte, gamle og nye, by Christian Winther and Dandserinden, et Digt af Forfatteren til Skuespillet: "Kjærlighed ved Hoffet" are covered].
Maanedsskrift for Litteratur, vol. 10, 1833, p. 867-882.

Det er ikke let, i Betragtningen af den danske Poesies nyeste Frembringelser at gire Overgangen fra et saa charakteristisk Phnomen, som det, Giengangerbrevenes Muse lod oprinde paa vor poetiske Synskreds, til andre samtidige, yngre Digteres Arbeider. Det strre Lys fordunkler let de mindre; og hvor den eiendommelige Natur, Prget af Aandens Originalitet, af et Forraad paa egne og indenfra udviklede Aandsskikkelser og Livsbilleder fattes i Poesien: der bliver som oftest kun Gientagelse og evig Variation af bekiendte Melodier, af et eller andet Thema, som for ieblikket er i Mode, tilbage; eller man mder visse almindelige Hovedtrk, der mere tilhre Dagens poetiske Smag og Tone overhovedet, end den enkelte Poet i Srdeleshed. Som et saadant Trk hos endeel af vore yngre lyriske Digtere kunne vi nvne et vist riimlet og tankeflygtigt, mere billedrigt end aandrigt Lunespil, der glider sorglst hen over Livets eensformige Overflade, uden at berres af Tidsalderens strke aandelige Rystelser. Man finder i det mindste hidtil kun faa Tegn til, at disses bevgende og girende Krfter have virket dybt paa Mngden af det 19de Aarhundredes danske Digtere; (en Undtagelse, hvor Spor af en saadan Virkning have begyndt at yttre sig, komme vi dog lngere hen til at omtale). Men i det Hele ledes man ved vor nyeste Poesie snarest til den Forestilling: at Musernes Snner (som overhovedet det hele Folk) i Danmark befinde sig i en rolig Tilstand, i et vist jvnt Velgaaende, hvori den ene Dag, uden strke Bevgelser eller Omskiftninger, aflser den anden, og hvori man, uden betydende Savn, og uden Frygt for ubetimelig Afbrydelse, kan hengive sig til ieblikkets Lyst, og til en stigende Tilbielighed for Tidsfordriv og morende Adspredelse - hvorved dog i Almindelighed forudsttes, at denne ikke maa krve for megen Hierne, eller en alt for delicat Smag. Man har, under denne poetiske Horizont, en naturlig Aversion baade for det Hie og det Dybe; og da man, af gode Grunde, finder det alt for ubeqvent, at flyve med Tankens rn for at naae et Standpunkt, hvor kun de store Masser af Bierge, Skove og Ser faae Betydning, bliver man gierne paa den jvne Slette, hvor man kan nies med at flagre fra Blomst til Blomst, kurre elegisk ved den rislende Bk i Lunden, eller, naar det kommer hiest, stige med Lrken over den grnne Eng og synge lyrisk i det varme Solskin. Men, for at more sig selv og andre, maa der dog ogsaa Spg og Lier til; og da man ikke altid har nok af Forstandens og Vittighedens Element, ynder man mere den lystige og fiasende, end den gte komiske Lune. Man har for megen Levemaade til at vre dri eller sarkastisk, og for lidt Alvor og Dybde i Flelsen til at vre humoristisk. Til den brugelige Selskabs- og Conversationstone i Poesien, selv om den skal streife ind i det Ironiske og Satiriske, hielper man sig godt med den courante, tamme Vittighed, der i enhver velopdragen Cirkel finder Afstning - og, her at bruge for meget Salt og Kryderi, vilde desuden let kunne fordrve Smagen for de unge Skinne, som Digtere af en vis Classe og i en vis Alder saa gierne ville ansee for det gieldende Publicum. Da man nu dog ikke, i hvor flittig man endog er til, om Aftenen ved Theebordet at prsentere Fruer og Frkener de om Morgenen lavede poetiske Vandbakkelser eller Sukkerbrd, kan naae omkring dermed i en ret vid Cirkel, saa har man fundet et beqvemt Middel til at beverte et heelt Publicum med ganske friske Poesier, ved at lade dem offentlig reciteres af en sonor og vet Stemme, eller af en ung og smuk Skuespillerinde i de saa meget yndede Aftenunderholdninger paa Theatret.

Paa denne Maade er der i vor Poesie opstaaet flere Classer af Digte, paa hvilke man kunde grunde og anvende en ganske sthetisk Inddeling og Terminologie. Saaledes f. Ex. er den moderne Damepoesie et vidt udstrakt Classebegreb, hvis gieldende Charakteermrker dog ikke ere lette at angive, da de, ligesom al anden Damepynt, ere underkastede Modens Forgngelighed. En anden Classe, hvoraf Meget tillige hrer under den forrige, er Declamationspoesien, der undertiden har den Egenskab tilflles med det, som er skrevet med sympathetisk Blk, at det poetiske, man om Aftenen troede at hre, naar man nste Morgen vil lse det, er forsvundet. Vanskeligst at finde ud af, er hiin Slgt af Digte, som man, i Mangel af bedre Benvnelse, kunde kalde den moderne danske Lunepoesie. Den er betydeligt forskiellig fra den ldre; for det meste af et snaksomt, frugtbart, overhovedet godmodigt Naturel; og skindt den brer mange Prg af en Ungdom, som dog hverken er Poesiens, eller den baggesenske evige Ungdom, hvorfor denne Digter i sin Tid var saameget i Orde, vil den undertiden gire sig endeel ldre og klogere, end den virkelig er.

Men det var ikke med saa almindelige Trk, at her skulde berettes om de Poesiesamlinger, hvis Titler man ovenfor har lst. Anm. veed imidlertid neppe selv, hvorledes han vil kunne naae igjennem en saa stor Masse af lyriske Digte, som for en Deel forekomme ham, at ligge ganske udenfor hans Horizont. Dette maae han f. Ex. sige om Hr. Andersens "Aarets tolv Maaneder"; thi det er ham umuligt at fatte, hvad Resultat for Konst og Poesie der skulde komme ud af en saa formls og hensigtsls Sammenblanding af umodne poetiske Elementer. At her virkelig findes saadanne Elementer, vil vel ei kunne negtes; men at Hr. Andersen ikke forstaaer at finde det Trolddomsord, hvormed Mesteren tvinger de lsladte Naturaander (isr maar de ere ret onde og gienstridige, f. Ex. i hans "November"), hrer der heller ikke nogen dyb kritisk Sands til at mrke. Det kan ikke andet end gire os ondt for saa mange smukke Ord og friske Billeder, som der kunde komme noget langt andet ud af, dersom de vare under den rette Pen, og Pennen under den rette Aand - thi det er sandelig dog ikke nok, at Haanden kan fre den med en aldrig trttet Hurtighed (en Mening, der synes meer og meer at rodfste sig hos denne Digter). Det er heller ikke nok, at Hr. Andersens romantiske Muse i "de tolv Maaneder" paa eengang vil vre elegisk, erotisk, phantastisk, humoristisk, ethisk, - ja, man skulde neppe troe det, endog politisk; thi den bedste Villie er ikke nok i Konsten; og hvor en Poet vil beverte med saamange forskiellige Ingredientser, maa han vre en bedre Kok. Han maa ikke bestandig rre alle disse, ofte meget stridige Elementer sammen til en Riimgrd, som man dog snart bliver kied af, om den endog nok saa rigeligt drysses med Sukker; og han maae heller ikke troe, at det er nok, at have en poetisk Stemning og poetiske ieblik, for at blive Digter. Hr. Andersen sprger et Sted (i de tolv Maaneder, S. 75 - uden al Anledning; men dette er hos ham kun alt for almindeligt):

Hvorfor tr jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strkker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?

Paa disse Spoergsmaal - som, hvis de endog i sig selv kun ere uheldige Udtryk, dog hos Hr. A. ere ganske charakteristiske - maae vi svare ham: at Barnets Rige ikke er i Konstnerens; og at naar Digteren har sine Tanker i Brystet eller Hjertet, gaaer det ham ikke bedre, end naar han har sine Flelser i Hiernen. Naturen veed bedre, hvad den gjr. Barnet selv bliver snart kied af Barnemad; og den mindst krsne Smag kan ikke let finde sig i, stedse kun at bydes den samme usaltede Kost, om det endog skeer under mange forskiellige Skikkelser. Hr. Andersen, hvis Muses godmodige og harmfrie Selvtilfredshed ikke let mrker til, naar denne Flelses Yttring bliver Andre til Besvr, kan derfor heller ikke let blive kied af at rre de samme Strnge, hvis tidligste barnlige Toner man gierne hrte, fordi de undertiden virkelig klang i rene og dybe Accorder, og fordi ret ikke var blevet slvt ved en uophrlig Gientagelse af de selvsamme Melodier. Men, jo ldre Barndommen bliver, desto mindre interessant; og det synes allermindst at vre den Tidsalder, vi leve i, da det kan vre Tid for Mnd, at hre lnge paa Rangleklang og Barnesang. I det mindste skal der noget til, at holde det ud i tolv Maaneder.

Hermed er hverken meent eller sagt, at disse "Tegninger med Blk og Pen" skulde vre reent uden poetisk Aand og Indhold; men hvad her nsten overalt fattes, er det samme, som vi i almindelighed forgieves sge i de Digtsamlinger, hvormed Hr. Andersen Aar for Aar forsyner riimkire Lsere; nemlig den ordnende Fornuft, Forstandens Kraft til at modne og udfolde Tanken, der for det meste kun viser sig som en svag Kime, hvilken Forfatteren hverken giver Nring eller Tid til at blive fuldbaaren; og endelig Besindighedens og Smagens Evne til at lade Phantasien concentrere sin Virkning til faste, store, livfulde Billeder, i Stedet for at den hos Hr. A. jager ham og Lserne i aandels Flugt fra een, neppe undfanget Idee til en anden, fra een neppe anlagt Skizze til en ny, og lige svag og flygtig i dens Omrids. Det er vist, at kan man ikke negte denne Digter en Bielighed i Sindet, en Bevgelighed i den intellectuelle Kraft, som gire det muligt for ham, at drmme om enhver Gienstand, der kommer ham for ie, at han har aandeligt giennemskuet og tilegnet sig den; og derhos en stor Frdighed i at bringe i Vers og Riim Alt hvad han drmmer: saa er hans Kikhed og Dristighed i at bruge denne Frdighed ikke mindre. Vi kunne sige om ham med Ewalds Ord:

Af det, man havde, har og aldrig venter,
Gaaer intet hans Opmrksomhed forbi,
Og Himmel, Jord og alle Elementer
Har Intet, som undgaaer hans Poesie.

Til en Prve ville vi betragte Tegningen af Marts Maaned, som maaskee dog ikke er den mindst poetiske i Bogen; og hvis Gienstand er intet mindre, end

Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand;

hvilket Forfatteren fremstiller under 3 Afdelinger: Jorden, Menneskelivet og Poesien.

Ton hit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!

begynder den frste; og minder os derved lidt om den cykliske Digter hos Horaz. Stolt er vist nok Forfatterens Forst: at ville vise os Aanden som den evige Kraft, der sprnger alle Formernes Skranker og hersker uomskiftelig giennem al Forgngelighed; men det er nok hertil, at give os paa et Par Sider et halvt Dusin temmelig svagt udfrte Billeder, som undertiden endog ere falske, f. Ex. flgende:

Om Laplands Bierge snoer sig Sumpelandet;
Men frodigt groe de rde Br paa Vandet!

Eller skulde det vre nok, til at give disse Billeder Betydning, at Digteren ideligt gientager den varierede Talemaade om:

Strid imellem Form og Tanke:
De gamle Former bort som Avner fli -
Kun Formerne kan de, og Aanden seirer -
Thi Formen er for Aanden kun et Spil -
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde.

At isr den sidste Lignelse er uheldig, indses let. Klippen er ikke Kildens Form; men kun en udvortes Hindring; og at naar noget skal virkes, maa de mdende Hindringer overvindes, har umiddelbart ikke noget at gire med Forholdet imellem Aand og Form. Forf. taler her og i det flgende idelig om, at det er Formen, der skal overvindes; han fremstiller Aand og Form som to fiendtlige krigende Magter; og anvender dette i Digtets frste Afdeling paa Naturen. Men, hvad han da egentlig tnker sig ved Form, bliver af hans Udtryk ikke klart; og det lader til efter disse, som han slet ikke har nogen Forestilling om, at Formen baade i Natur og Konst er Tilvrelsens absolute Betingelse; og at Aand og Form ikke maae tnkes adskilte eller fiendtligt kmpende, men sammenslyngede og forenede, hvor et Vrk, en Livsyttring, et Product af Naturens eller Konstens Krfter skal fremtrde. - I den anden Afdeling, hvor Forf. i Galop giennemjager Menneskelivet eller Historien, er han ikke mindre i Vilderede med sine Begreber om Aand og Form. Hvorfra hans store Had til den sidste? Kan noget skee eller danne sig i Livet, uden at Skikkelser maae opstaae og forsvinde? - og hvorledes vil Hr. Andersen tnke sig Menneskelivet uden Former, som vel aflse hinanden, men til en Tid maae herske, eller bestaae med en vis Varighed, hvis ikke Menneskelivet skulde blive til et lignende Chaos, som Naturen vilde blive, dersom ikke al dannende Kraft i den virkede efter Formernes Love? - Men i Forfatterens rimede Phraseologie hedder det her: "at Svrdets Flammetunge maa sprnge Formens Klippemuur i den kmpende Natur"; (??) at "Aanden kun br skee Lov og Priis"; og

Derfor bort med Formens Lnker;
Kun Fornuften, stor og fri,
Danne Verdens Harmonie!

Mod den sidste Stning kan fornuftigviis ikke indvendes andet, end at Fornuften vist aldrig falder paa at ville danne nogen Harmonie i Verden uden Form; men desmere vil man forundres over hvad der flger umiddelbart oven paa denne Tirade. Vil Hr. A. fre Historie og Philosophie ind i sin Poesie: saa maa han dog ikke vre saa inconsequent, som han her viser sig. Han vil, at alle Formers Lnker skulle brydes, og han bestyrker dette ved en exalteret, men daarlig udfrt Lovtale over den formelle og aandelige Tvangs mgtigste og voldsomste Befordrer i den nyeste Tid: Napoleon; om hvem han siger os, at

Aanden sig mod Himlen svang,
Kikt han Formerne betvang;

men glemmer at tilfie, at det var for at smede andre, hvori han vilde lnke den hele europiske Verden til sin Keiserthrones Fodskammel. Vilde Hr. A. imidlertid som Digter besynge denne Heros, saa burde han i det mindste giort det bedre end her, og ikke ved Nonsens som flgende:

Dgnets Dvrge sammenfore
Ved Napoleon den Store.
- - -
Thi hans Navn gik over Klipper
Hvor den sidste Tange slipper;
Navnet selv paa Kraftens Aand
Sprngte Sprogets snvre Baand. (!!)

Lidt bedre er det lykkedes Hr. Andersen med den tredie Afdeling i hans Digt over Marts-Maaned: Poesien; skindt den dog kun varierer det tidt nok og bedre af andre Digtere behandlede Thema: at Poesiens Nring er hele Livet, og dens Hiem det hele Universum. Dette repeterer Hr. Andersen undertiden i ret vakkre Billeder;

En Guddomstanke er du, Poesie!
Udsprungen fra det store Faderhierte;
Din Sil er Kraft, din Tale Melodie,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.
Dit Kldebon er hver en Skov, der groer,
Den rde Lava, Bierget svbt i Skyer,
Det dybe Hav, hvor Liviaten (): Leviathan) boer,
Selv Verdensvrimlen i de store Byer. o.s.v.

I vrigt er her den samme ubestemte og uklare Tale om Poesiens Vsen, som man ofte forefinder, hvorved der ikke skielnes imellem det poetiske Stof, og dets Dannelse ved Digtekonsten. Efter Hr. Andersens Ord skulde man snart troe, at Poesien var noget, der laae frdigt og paa rede Haand i den objective Verden, hvor Enhver uden Umage kunde gribe det, og derpaa ligesaa let fremstille dette besynderlige formlse Vsen, hvortil denne Digter vil gire Poesien. Det Hele skal ogsaa gaae ud paa at vise: at Form i Poesien betyder Intet, og Aanden Alt. Men hvad bliver der af Digte, hvor baade Aand og Form mangler? - Det er Skade, at man ved alt for mange af Hr. Andersens Hastvrksdigte har Anledning til at gire dette Sprgsmaal. Ogsaa her mder os en formls Sammendyngen af Fragmenter, som undertiden hver for sig ere ikke uheldigt formede; men fattes lige saa vel Poesiens centrale Aand, der skal besile det Hele, som Heelhedens Form, der skal sammenslynge Delene til et organisk Konstproduct. Forfatteren siger et Sted:

Ls Formens Baand, den gte Poesie
I Prosa selv som Poesie vil straale;
Men Hverdagstanken i sin Form-Magie
Er et Metal, der ikke Ild kan taale.

Uden videre at tale om, hvor lidet heldigt denne sthetiske Lre her udtrykkes, ville vi meddele Forf. en Erindring, som han kun alt for ofte kan behve: at der gives Hverdagsbilleder ligesaa vel som Hverdagstanker; og at de frste ikke ere mere ildfaste, end de sidste. Ikke mindre ndvendigt kunde det vre at erindre ham om: at det virkelig nsten overgaaer al Taalmodighed, Aar ud og Aar ind at maatte taale det Sprogjaskerie, som en Digter, en meget lst Digter, i det mindste burde undsee sig ved at fre over i Manddomsalderen, imedens vore Lreindretninger straffe langt ringere Synder imod Modersmaalet paa det fleligste. Man kunde vre fristet til at troe, at Hr. Andersen, som eengang for ikke meget lnge siden har staaet Skoleret for denne og anden Digtersynd,[1] ved Straffens Haardhed mener at have opnaaet Privilegium paa at fremture i Synden. Anm. vil ei tale om, at man selv i Digterens nyeste Arbeider ikke sielden stder paa grammaticalske Feil; men det er ikke mindre slemt, om ei vrre, at de logiske og sthetiske ere endnu hyppigere. Vi have allerede seet Prver derpaa i det Digt, her har vret omtalt; og det er langt fra at vre de eneste enten i dette Digt, eller de vrige i Bogen. Lad det gaae hen med Konen, der "dier sit spde Barn" (S. 31) skindt efter nuvrende Talebrug pleier det at vre Brnene, som die; man maa ikke vre for streng eller krsen hos Hr. Andersen; men der skal ogsaa endeel til at fordie Vers, som disse:

Lad Mngden gldes ved det Stads, han seer,
Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,
Det morer her (?) at finde Poul og Peer
Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter (S. 33).

Det vilde blive et uendeligt, og aandsfortrende Arbeide, paa denne Maade at giennemgaae Mngden af Hr. Andersens lyriske Poesier; srdeles da det, som ovenfor er sagt om hans saakaldte Tegning af Marts-Maaned, neppe er det halve af hvad Kritiken kunde erindre ved dette ene Digt. Men det kan ikke vre dens Sag at gaae ind i det Enkelte hos en Digter, hvis Arbeider egentlig for det meste blot er Detailvare; eller som meest giver sig af med at sanke et Slags Mosaik af fragmentariske Phantasier og Flelser, hvis Sammenstning kan vre uden Ende. Man morede sig for endeel Aar siden med at betragte Farvespillet og de brogede Figurer i det saakaldte Caleidoscop. At lse en Poesiesamling af Hr. Andersen gir en temmelig analog Virkning paa Sindet, i det man uafladelig og allevegne mder lyse og brogede Farver og Farvebilleder, som i hurtig Omvexling aflse hinanden, men nsten aldrig finder Leilighed til at dvle ved en fast, rolig, med bestemte og fuldendte Former udfrt poetisk Skikkelse. - Man kan hverken negte denne Digter Hierte eller Indbildningskraft. Begge Egenskaber rber hans Poesie i meget af dens Detail, i mangen et smukt Livsbillede, med den ungdommelige Flelses varme Colorit. Men det er Skade, at man maa negte ham baade Aand og Smag; skindt han selv, som billigt er, stter den frste saa hit i Konsten og i Livet. I det mindste maa man sige: at den Aand han besidder, giver han aldrig Tid til at uddanne og modne nogen dybere Tanke; og med den Foragt for Formen, som han theoretisk lrer - og desvrre kun alt for troligt flger sin egen Lre - er det neppe at vente, at han endnu kan eller vil lgge alvorlig Vind paa de Studier, som give Digteraanden Smagens og Forstandens prvende og skielnende Krfter.

Hertil kommer, at han for tidligt har tiltroet sin Muses lyriske Talent for meget, og for lnge har ladet sig skuffe af det let erhvervede Bifald, som ungdommelige og umodne Poesier, der ikke ere uden Phantasie og Flelse, let kunne vinde i en ung Digters Omgangskreds, hvor man kun tnker paa den ieblikkelige Virkning, som Enkelthederne kunne gire, og overlader det til Digteren, at give sine Arbeider den Fuldendelse, som Digtets offentlige Existents fordrer. Naturen har ikke vret karrig mod denne Forfatter; men han har tidlig dslet med sit Pund, og ikke givet nogen Evne tid til at modnes. En let vkket, mild og godmodig Flelse har han anseet for Begeistringens Ild, og en formls Phantasie for Geniets plastiske Kraft. Uden at erhverve sig Stoffets Fylde og Tankens Dybde, og uden at strbe efter den Harmonie og Klarhed, hvorved Poesiens Indhold giennem den rene og dle Sprogform antager Skinhedens Konst-Skikkelse, har Hr. A. hengivet sig til den yderligste Flygtighed i sine poetiske Arbeider; og hvad disse mangle i Aandskraft og Gedigenhed, har han troet at kunne oprette ved en chaotisk Vrimmel af Billeder, som ved deres Mngde qvle hinanden. Det er beklageligt, at selv det Slags Digte, som maaskee lykkes ham bedst, hvortil f. Ex. hrer smaa poetiske Naturmalerier og Genre-Billeder, giver han sig sielden Tid til at afrunde og fuldende noget; og ikke mindre beklageligt, at hans nyeste Poesier snarere vidne om strre Hastvrk og Flygtighed, end om tiltagende Modenhed.

I den nye udgave af sine "Samlede Digte" har Hr. A. ikke allene optaget Alt hvad der af hans lyriske Muses tidligste Fostere har vret trykket i to mindre Poesiesamlinger, fra Aarene 1830 og 1831, og deriblandt meget ganske maadeligt Gods; men ogsaa omtrent et halvt hundrede Stykker, som enten hidtil ere utrykte, eller staae adspredte i Blade og Tidsskrifter. Den strste Deel af dem kunde vist uden Skade vre bleven staaende der; hvis der ikke gaves to Synsmaader for Udgivelsen af samlede Digte. Hr. Andersen har ikke fulgt den sthetiske; thi da var Bogen ikke bleven halv saa tyk. Nu gaaer det her, som saa tidt, at Kiberne af de bedre Digte maa tage de slette og indifferente med, som et Slags Paahng. Det vrste er imidlertid, at naar man niere undersger den nye Udgaves bestiernede Artikler (de ere paa denne Maade i Indholdslisten udmrkede fra de ldre Digte) finder man, at den strre Deel af disse netop ere en saadan Tilgift. (Man prve det f. Ex. med Stykkerne S. 10. 8 [=18??]. 48. 49. 95. 161. 171. 184. 303. 310. 333. 250. 259. 267. 271. 293. 201. 211. 212. 229. o.s.v.).

Vi ville, uden videre Sgen, tage det frste og det sidste af de her angivne Stykker for os; hiint, der er intet mindre end en Sammenligning imellem den skabte Jord og Skialden (som maa vre Forfatteren selv) begynder (ikke efter Copernicus) saaledes:

Herren bd, og Jorden stod;
Herlig, som ei Ord kan sige,
Hang den stolt, med Blgeblod
I det blaae Uendelige.
- - -
Men dybt i dens Indre brndte
Flammen, som Gud Herren tndte.
- - -
- - -
Aldrig bliver Flammen slukt,
Derfor svulmer (svulme) saa dens Floder!
Mrk den staaer med Blomst og Frugt.
Arme Jord! du Skialdens Moder,
Ak, din Sn er dig saa liig,
Derfor grder han med dig,
Hiertet der sin Sorg skal miste,
Ogsaa dit skal engang briste.

Det vilde vre Anm. kirt, om Digteren selv kan finde Rede i den sidste Strophe, som ikke er skreven for Lsere, der fordre Mening og Sammenhng, saavel i den metriske, som i den prosaiske Tale. Man skulde nsten troe, at den uhyre dristige Lignelse havde forvirret Forfatterens Tnkning; og hvad vil den sunde Fornuft sige til Nonsens som dette: at Jorden hnger stolt med Blgeblod i det blaae Uendelige? - Man har formodentlig meer end eengang hos Poeter fundet "det uendelige Blaae"; men har man nogensinde hrt mere om et blaat, end om et hvidt, rdt eller trefarvet Uendeligt? - At noget kan hnge og staae paa eengang, er physisk umuligt, og derfor ogsaa billedligt modsigende; og hvad Mening giver det os vel om Jorden, at

Mrk den staaer med Blomst og Frugt?

Enhver vil dog snarest tnke sig, at Blomster og Frugter hre til Jordklodens Lyspartier; og at Jorden staaer, er heller ikke andet end et overalt gjenkommende Yndlingsord hos vor Digter. Saaledes S. 45 "staae Sorgerne som Kloder". S. 150 "staaer Jorden som en lille ". - "Skibet staaer stolt med sine Master (Tolv Maan. S. 70). "Gierdet staaer med hvide Roser" (sammest. S. 69) og "Grften staaer smukt med Caprifol" (sammest. S. 80. "Haven staaer med modne Frugter" (Saml. Digte S. 255); og "Fdrelandet staaer med Sagn og Bautastene" (S. 167). At "Skyerne staae som en uhyre S" S. 8: kan til Nd endnu passere; men at "Sorgerne staae som Kloder paa en graa Himmel" S. 45, falder noget i det Graae eller Uklare.

Paa det Sidste af de ovenfor anfrte Sidetal finde vi et Stykke, som i Flge Forfs. egen Classification i Indholdslisten hrer til de humoristiske Digte. At det Humoristiske her maa tages i en mere physisk Bemrkelse end den, Ordet pleier at have i sthetiken, kan en lille Prve af Digtet selv, tilligemed mange flere Stykker i denne Afdeling, lre os:

Om Theebordet sidde de Damer smukt,
Ak, Munden er aldrig paa dem lukt.
Piat! Piat!
- - -
Nu tager man da Theatret fat,
Saa komme de frst i det rette Piat;
Piat! Piat!
Tilsidst skrider Natten endelig frem,
Men saa - ja saa skal der flges hiem,
Det hielper ikke, at krybe i Skiul,
Nu gaaer det frst som en Kp i et Huul [JdM: skal vel vre: Hiul].
Piat! Piat!
Piat! Piat!

Det er vist, at Hr. Andersens "Samlede Digte" indeholde meget Slet og meget Ubetydeligt; men dog begriber Anm. ikke, hvorledes en Digter, som har viist, at en og anden Muse undertiden virkelig besger ham, kan mene, at nogen af Parnassets Damer vil kunne taale at see det hvide Papir saaledes "klakket".* Han begriber ligesaa lidt, hvorfra Hr. A. har sin Forestilling om det Humoristiske; men allermindst, hvorfra Forfatteren af Stykket med Overskrift: "Piat, Piat!" faaer Mod til at vre Satiricus ved Damernes Theebord. Lad saa vre, at disse Cirkler ere af forskiellig Qualitet - saa vil Anm. til vore Damers re troe, at der dog ikke gives nogen, hvor man, efterat have lst dette Stykke af Hr. Andersen, jo var i Stand til at indsee: at Piatten er langt mere utilladelig i Vers, end ved et Theevandsbord; og at en Satiriker dog altid maa vre lidt vittigere end de, han vil tugte. - Forfatteren lader et Sted (S. 84) Amor sige til ham:

Du kan lade Alting trykke;
"Det er Digte" sige Folk.

Ja! det maa vel endeel endnu sige, da Hr. Andersen saa samvittighedsfuldt flger denne Anviisning. Anm. vil imidlertid dog give ham det Raad: herefter at studere mere, at klakke mindre, og skrive bedre; ellers vil upaatvivlelig den Tid komme, da, om ikke Amor, dog Forlggeren vil sige ham:

Du maa lade mindre trykke,
Om du kibes vil af Folk.

1) S. Giengangerbrevene. 1ste Udg. S. 88. 89 (TILBAGE)