DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Dramatisk Litteratur

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Wilster, Christian

Published

1832.

Reviewed works

Bruden fra Lammermoor, Ravnen eller Broderprven

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (published anonymously, written by Chr. Wilster) of Hans Christian Andersen: Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter, Copenhagen 1832 and Ravnen eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr), Copenhagen 1832.
[In a review of several works entitled 'Dramatisk Litteratur' (Dramatic literature), in which at first Thomas Overskou's vaudeville 'Kunstnerliv' and Wilhelm Holst's dramatic idyl with songs, 'Maigildet' is covered and after Andersen Paludan-Müller's 'Kjærlighed ved Hoffet'. Maanedsskrift for Litteratur, vol. 9, 1832].

Skjndt vor Poesie i de senere Aar har tabt i Friskhed, Kraft og Fylde, ja vel ogsaa i Nationalitet, saa er det dog ungtelig en Vinding, at der er gjort adskillige ret heldige Skridt til at indtage Comoediens Mark, der saa lnge havde ligget nsten ganske brak, til Fredning og Opdyrkelse. Efterspore vi Grunden til denne vor Poesies nye Retning, der ndvendigen hos Mange har maattet kjle Enthusiasmen for den alvorligere og kjernefastere Poesie, da bliver samme sikkert ei alene at sge i en udvortes Anledning, men snarere i en Forandring af Tidsalderens Character, Smag og Interesser. Det er noksom bekjendt, at en oprindelig fransk Digtart gav en mrkelig Impuls i saa Henseende; den blev omplantet af en talentfuld Digter, som med Smag og Vittighed forstod at lempe den efter den nye Jordbund, og nogle helduge Skildringer af nationale Characterer og Sder bevirkede, at man snart glemte den fremmede Herkomst. Vaudevillen gjorde derfor ualmindelig Lykke, hvortil naturligviis ei alene dens eget poetiske Vrd, men ogsaa dens musikalske Element maatte bidrage meget, isr da den fremtraadte paa en Tid, da en over den strste Deel af det dannede Europa udbredt Forkjrlighed for Musiken, der hos Mange nsten gik over til en Manie, ogsaa var bleven herskende hos os. Det var en Selvflge, at denne nye Digtart maatte tilfredsstille de Musiklystne, da den frembd et Udvalg af musikalske Lkkerbidskener; men da den, som sagt, ikke fremtraadte som en mekanisk upoetisk Omplantning, maatte den tillige behage dem, som af ethvert poetisk Arbeide fordre Poesie, selv om deres Aand og Hjerte her fandt en langt ringere Nydelse, end i den Poesie, til hvilken de allerede fra yngre Aar havde sluttet sig med Liv og Sjel.

At Adskillige vandrede med plumpe Skridt paa den nye Bane, og dog vandt Bifald hos det strre Publikum, er heel begribeligt, men vedkommer os ikke her, saa lidet som Besvarelsen af et Sprgsmaal, som vi ikke kunne undlade her at opkaste i Forbigaaende; nemlig, om ikke maaskee denne Digtart har bidraget en Deel til at give Publikum en overveiende Tilbielighed for den mere overfladiske og morende, end grundige og begeistrende Poesie, og en strre Lyst til let end til nrende poetisk Fde, hvorved adskillige Digtere ere komne i Vane med at vise Modesmagen en for Poesien skadelig Fielighed, som vel er beklagelig, men ingenlunde paafaldende, da der i de senere Aar ikke er fremtraadt nogen mgtig poetisk Genius, som kunde aabne en aldeles ny Vei, og give Tidsalderens Smag en anden Vending. Her ville vi blot bemrke, at Vaudevillens poetiske Bestanddeel sikkert har vret en virksom Anledning til, at man har begyndt at behandle Familie-Comoedien, og Begyndelsen maa udentvivl kaldes heldig, skjndt der endnu er meget tilbage at nske, isr hvad Grundighed, Originalitet og Selvstndighed angaaer. Men den omtalte forandrede Retning i vor nyeste Poesie kan dog ikke udelukkende tilskrives hiin udvortes tildeels tilfldige Paavirkning, i det mindste maa man hos Nationen i Almindelighed forudstte en Modtagelighed for, ja en Trang til en saadan Forandring, der er dybere, end den blotte Lyst til Nyhed, Afvexling og Mode, og denne Modtagelighed maa grunde sig paa Folkets Tnkemaade og Anskuelser. At en Tidsalder i Smag og Tilbielighed endog nsten antipodisk afviger fra den foregaaende, er ikke at betragte som en Flge af den menneskelige Ustadighed, men ligger vistnok i en Naturndvendighed, hvorved den aandelige Stagnation forekommes. En saadan Omskiftelighed finde vi ikke blot hos characterlse Vendekaaber, men ogsaa stundom hos genialske poetiske Mennesker, hvis Aand, naar den en Tidlang har vret begeistret for en vis Idee eller en vis Poesiegreen, og har udtalt sin Begeistring, paany forelsker sig med ungdommelig Varme i poetiske Idealer, der ere ganske forskjellige fra Gjenstanden for den tidligere Kjrlighed.

Betragte vi nu Folkeaanden som en saadan bestandig ungdommelig Aand, og saalnge den ikke er falden i Dvale, er den i det mindste receptiv poetisk, da er det ikke en Flge af Ustadighed, men snarere af denne sig regenererende Ungdommelighed, at, naar en Tidsalder har skjenket en vis Retning af Poesien sin nsten udelukkende Kjrlighed, da knytter den flgende Tidsalders Hjerte sig fast til en ganske ny Gjenstand; saaledes er skifteviis Melpomene og Thalia den fortrinligen tilbedede Gudinde, uden at dog derfor den mindre hyldede nogensinde ganske savner Dyrkere; saaledes staaer snart den dybere og alvorligere, snart den flygtigere og spgende Poesie hiest i Folkets Gunst. Vel har denne Omskiftning noget Smerteligt ved sig, og har ikke uden Grund foranlediget mange bittre Klager over Folkets Ustadighed og Utaknemmelighed, isr naar den nye Afgud hrer til en ringere Gudeslgt end den gamle, men er den, som vi troe, en ndvendig Betingelse for det aandelige Livs Sundhed og Opfriskning, da bortfalder i det mindste for den rolige Beskuer en stor Deel af Klagen, og betnker man dernst, at den lydelige Jubel jo ikke altid er det sikkreste Beviis paa varm Henrykkelse og Taknemmelighed, da sand Beundring og Hiagtelse ofte er stille i sine Yttringer, saa vil hiin Beskyldning for Uskjnsomhed neppe befindes at vre saa grundet, som den ved frste iekast synes at vre. Ogsaa den gamle Digters melancholske Udbrud: exstinctus amabitur indeholder en skjn og oplftende Trst for enhver udmrket Genius, som klager over Samtidens Usytadighed, men kun den Udmrkede kan med Tryghed forlade sig paa denne Trst.

Som en ndvendig Flge af den omtalte Omskiftelighed betragte vi ogsaa den nyeste Retning i vor Poesie; vi sprge her ikke, om den maaskee er mindre sund og styrkende for Nationens aandelige Krfter, thi hvor bestemt man end for Tiden maa antage dette, saa kan den jo muligen vre Overgangen til noget Fortrinligt; derimod maae vi gjre opmrksom paa et andet Synspunkt, hvorfra denne Forandring i Tidsalderens poetiske Smag vist ogsaa br betragtes, og hvorved den bliver mindre paafaldende. Det ligger udentvivl i Sagens Natur, og bekrftes tillige af Historiens Vidnesbyrd, at naar der ovenpaa en politisk strkt bevget Tidsalder, i hvilken Menneskets Aand fastest knytter sig til Livets Alvorsfrd, til det Hiere og Dybere, flger en Periode, i hvilkenden nrmest slutter sig til det fredelige og selskabelige Liv, daa maa ogsaa Sandsen for Poesien baade hos Folket og de yngre Digtere undergaae en lignende Forandring; da aflses den mere lidenskabelige og gldende Poesie af en roligere og koldere, som tilfredsstiller Tidsalderens Trang til let og behagelig Tidsfordriv, ved at skjenke en underholdende, godmodig og stille Morskab, hvorved Sindet fler et roligt uforstyrret Velbehag, uden at de dybere Flelser komme i Bevgelse. En lignende Vending tog Poesien f. Ex. i Grkenland efter Philips Tid, og i England efter de Stuartske Uroligheders Ophr. Hovedformaalet for denne Poesie er Moroe og Forlystelse; derfor udtaler den sig gjerne i Romanen eller Comoedien, da disse Digtarter lettest trde i Berrelse med det huuslige og selskabelige Liv, som under slige Omstndigheder er Centret for de fleste Menneskers Interesse. Det er ogsaa naturligt, at Poesien, for at opnaae dette iemed, gjerne stter sig i Forbindelse med de Kunster, paa hvis kraftige Medhjelp den kan gjre sikker Regning, thi ligesom den Poesie, der nrmest gaaer ud paa at begeistre for en Idee, som oftest skyer Alt, hvad der kunde drage Opmrksomheden bort fra Ideen: saaledes er den Poesie, hvis Hensigt er at adsprede og more, tilbielig til at samle en Mngde Forlystelsesstof, selv om den skal hente samme udenfor Poesiens Enemrker, navnligen hos Musiken og Skuespillerkunsten. Jo lettere nu den dramatiske Poesie, om hvilken vi her nrmest tale, ved slig Forbindelse udstter sig for at tabe sin Selvstndighed og blive en Slave af andre Kunster, desto farligere kan denne nye Retning vorde, desto lettere forledes Digterne til at levere lseligen udkastede Arbeider istedetfor Kunstvrker, da Visheden om fremmed Bistand er forfrerisk; og jo mindre strengt Publikum pleier at vre mod et Drama, som ledsages af smuk Musik eller fortrinlig scenisk Fremstilling, desto mere er det at befrygte, isr af de yngre Digtere, at de vnne sig til Overfladiskhed; at de troe at fyldestgjre Poesien, ved at levere tkkelige Vehikler for hine Kunsters Udvelse; og at de betragte deres Kunst som et Slags selskabeligt Talent, hvis Formaal er i den store Folke-Selskabssal, Theatret, at tilfredsstille sthetisk Sandselighed.

I det Hele er enhver egennyttig og deelt Interesse farlig for den genialske Kunstkjrlighed, som let taber sin Reenhed og Inderlighed, naar den af Bihensyn forstyrres i sin Beskuelse. Det er derfor vistnok Critikens Pligt, at advare vore Digtere mod disse Farer, og at opmuntre dem til, ikke at tabe Poesiens hie Betydning af Sigte, men bestandig at have denne for ie, selv om de stte deres Kunst i Forbindelse med andre Kunster. I modsat Tilflde ville de gradviis undergrave deres eget Talent; thi ved altfor nemt og trivielt Arbeide svkkes Aandens Krfter, og lettelig nedvrdiges da Talentet til en blot Routine, ligesom Kjrligheden tillige afkjles til lunken Interesse. Er end maaskee den omtalte Forbindelse af flere Kunster ndvendig med Hensyn til Tidsalderens Smag, og nskelig med Hensyn til dens Tarv: saa flger dog deraf ingenlunde, at den ene Kunst skal opoffre sin Selvstndighed for den anden. For nu at hente Exemplet fra den Digtart, hvori en saadan Forbindelse er inderligst, saa er det jo dog kun en Fordom, som rigtignok har gammel Hvd, at Poesien er en temmelig ligegyldig Ting i en Opera, da det jo dog er en Selvflge, at det blandede Kunstvrk maa vinde i Fuldkommenhed, og skjenke forhiet Nydelse, naar Bestanddelene hver for sig besidde eiendommeligt Vrd, men i vore fleste Operaer er Poesien den lamme og grimme Vulkan, som hinker afsted ved Siden af den skjnne Fru Venus; og hvorfor skulde man ikke nske Gudinden en tkkeligere Gemal? Hun vilde vist ikke tabe derved. Det synes at vre paa Tiden, at ogsaa Operapoesiens Vornedskab ophves, og man maa derfor dadle enhver Digter, der saa at sige slger Poesien som Slavinde til Musiken; ligesom man maa beklage ham, naar han derved bortdsler sine Krfter og nedvrdiger sin Kunst; fremmede Operaer maae vi for Musikens Skyld tage som de ere, men have vi selv det Held at eie talentfulde Componister, da br vore Digtere kun sende velskabte poetiske Brn i deres Syngeskole, og om endog Operatexten efter denne Digtarts Natur kun kan vre lselig skitseret, saa gives der jo ingen antagelig Undskyldning for en lignende lselig Behandling af den lyriske Bestanddeel.

Vi gaae nu over til at undersge, hvorvidt disse Fordringer ere tilfredsstillede i fire af de nyere Theater-Digtninger, og til Slutningen ville vi henvende Lserens Opmrksomhed paa et Drama, som ikke blot anbefaler sig ved en for Tiden ikke hyppig Selvstndighed, men tillige vkker Interesse ved sit Vrd og gldelige Forhaabninger som et Arbeide af en nylig fremtraadt Digter.

[Herefter flger s 1) Kritik af Kunstnerliv. Vaudeville af Th. Overskou,
2) Kritik af Maigildet. Dramatisk Idyl af W. Holst og
3) Kritik af:]


Bruden fra Lammermoor. Originalt Syngestykke af H.C. Andersen.

Vi have her et poetisk Exempel paa hvad Juristerne kalde Paabygning (indificatio) og in specie Bygning med fremmede Materialier paa egen Grund. Hvorfra Digteren henter sit Stof, fra Krnike, Sagn, Novel eller Roman, er aldeles ligegyldigt, naar kun Stoffet er uforarbeidet i og for sig, eller dog er at betragte som saadant med Hensyn til den nye Behandling, han veed at give det; men i modsat Tilflde maa Eiendomsretten til den nye Bygning frakjendes ham, da den kun tilsyneladende er ny. Det er vistnok en hist mislig Sag, at omdanne en Roman til et Drama, hvilket ogsaa Hr. A. i Fortalen yttrer, men selv Litteraturens talrige Fortllinger om de Sfarendes ynkelige Skjebne, der beseilede dette Farvand har ikke afskrkket vor Forfatter, og ansporet af det betnkelige Ordsprog: dristig vovet halvt er vundet, har han begivet sig paa en Fart, som maatte fre ham ud i en Malstrm. Faa Romaner ere, nsten indtil Smaalighed, saa udarbeidede, som Walter Scotts, faa ere derfor mindre skikkede til at afgive Stof til nye Digtervrker, i det Mindste for Tiden. Det er mrkeligt at see, hvilken Umage Hr. A. gjr sig, for at hjemle dette Stykkes Originalitet. Ikke blot paa Titelbladet anfrer han det aldeles overfldige Prdicat: originalt, men Fortalen er et Slags Defensionsindlg for hans Eiendomsret, mod hvilket Anm. maa fremlgge et Contraindlg, hvori han kortelig vil belyse, hvorledes Hr. A. har opfrt den nye Bygning, og hvad han af egne Midler har bidraget til dens Opfrelse og Udpyntning.

Omtrent Halvparten af hele Stykket er ordret udskrevet af Pastor Boyes Oversttelse af Walter Scotts Roman, tildeels i Forkortninger og med nogle Ordomstninger for Jambernes Skyld, der ere skjdeslst behandlede, og ikke engang frie for at vre blandede med Alexandriner. Foruden de aldeles ordrette Scener gives der adskillige, som bestaae af udplukkede Stumper af Romanen, blandede med egne Tilstninger. Den anden Halvpart bestaaer deels af Fyldekalk og Overgangsphraser, der enten middelbart flyde af Romanen, eller flge af de Forandringer, Forfatteren har maattet gjre for den dramatiske Forms Skyld, deels af Sangnummere, hvori man lettere vil finde Trivialiteter og Reminiscentser, end Poesie og nye Tanker. Denne besynderlige Sammenstning af Stumper, der ere af hist forskjellig Bonitet, tager sig latterligt ud; snart er det Esaus Klder og Jakobs Rst, snart omvendt, og det blandede Sprog gjr hele Stykket til en stor skurrende Duet, hvori man afvexlende hrer en mandig Tenor og en skrattende Fistel. - Nye Situationer findes der ikke, men derimod et Par forandrede, der deels vise, at Hr. A. ikke har forstaaet Romanen, deels ere saa plumpt behandlede, som om han havde villet give os en Parodie. Vi ville ikke tale om Lucie Ashtons usandsynlig svage Indvendinger mod at gte Bucklaw, eller om hendes Ddsmaade, som i Syngestykket er ligesaa hyperromantisk og unaturlig, som den i Romanen er naturlig og forberedet med stor poetisk Kunst, thi disse Feil hidrre tildeels fra det Hovedmisgreb at omgjre Romanen til et Drama; derimod har Forfatteren tilladt sig en Forandring, som aldeles delgger Heltindens Charakter. Denne Pige, et af de undseligste og beskedneste qvindelige Vsner som W.S har skildret (fine, delicate and fragile), er her parodieret bleven saa dristig, at man nsten kan kalde hende uanstndig. Ved sit Ophold paa Ulfsfjeld lister hun sig nemlig "sildigt ud paa Natten" ganske alene ind til Herren af Ravenswood, som det hedder, for at bede ham, ikke at drbe hendes Fader, der opholder sig under hans Tag, en Frygt, der dog var saa meget mindre grundet, som R maatte vre det strste Uhyre, naar han brydende Gjsteretten vilde myrde den Mand, hvis Liv han for saa faa Timer siden havde reddet, isr i Datterens Nrvrelse; hun maa da enten vre vanvittig, hvilket ikke er Hr. A.s Mening, eller hun maa have gjort dette Nattebesg, for at frie til ham; og med Fie udbryder hun da ved sin Bortgang: "Mit Hjerte spaaer mig, Alt vil herligt ende" thi det tredobbelte Held 1) at finde sin unge Vrt oven Senge paa den Tid af Natten, 2) at modtage Forsikkringer om, at hendes Fader har Intet at befrygte, og 3) at blive forlovet, maatte jo vre et godt Varsel. Og dog gaaer en slig anstdelig Scene for god Mynt hos en stor Deel af Publikum, ikke blot fordi Musik let kan dve Eftertanke, men fordi denne Scene af en ung Digter, der engang vakte gode Forhaabninger, er indsmuglet under Walter Scotts Auctoritet, "thi under dette falske Flag de strste Skjelmer fare". - Naar gamle Caleb (S. 48) indstndig beder sin Herre, ikke at ride til Ravenswood Slot, fordi det hedder i en gammel Vise, at

Naar sidste Laird til Ravenswood
Faaer sig en Dd til Brud,
Den Havfrue fanger ham paa Stand
I Strandens Flyvesand.

da er der ikke mindste Mening i hans Anmodning, og dog findes samme Scene ordret i Romanen; men Hr. A. har enten glemt, eller ikke forstaaet en lille Omstndighed, som her er Hovedagen: Der staaer nemlig i frste Linie af den Varselssang som forskrkker Caleb:

Naar sidste Laird til Ravenswood rider ud,[1]

hvilket vil sige, naar han som Gjst besger sit gamle Familieslot, men i sin Omdannelse af Visen har Hr. A. udeladt det Vigtigste. - Et Par Skjdeslsheder maae vi endnu omtale, da de ere ret characteristiske: Craigengelt siger (S. 33) i en Scene, hvoraf Halvparten her er ligesaa overfldig, som den i Romanen er ndvendig, at Ravenswood vil falde for det frste Skud. skjndt Talen er om Svrd og Fgtning. Bucklaw kalder (S. 34) Lord Turntip sin Moster (S. 16 staaer Mosterens rigtige Navn, nemlig Lady Girnington). En af de gamle Kjrlinger (S. 70) yttrer flgende ligesaa beskedne som latterlige nske: Gud beskjre os en grn Juli (en lystig Juul). At samme Feil staaer i Boyes Oversttelse, er naturligviis ingen Undskyldning, thi selv af en Copist forlanger man dog, at han ikke tankels skal afskrive Conceptens Feil. Foruden nogle Bommerter mod dansk Stiil indeholder dette Stykke ogsaa Feil mod engelsk Retskrivning f. Ex. Dich, Scholto.

Vi have her blot udhvet de meest iinefaldende Egenskaber ved dette Syngestykke, og vi overlade til Lseren selv at flde Dommen efter disse Prmisser om dets Vrd og dets Adkomst til at kaldes originalt; vi ville blot tilfie, at Hr. A. selv yttrer, at han har omskabt den walterscottske Roman til et originalt Syngestykke. Dog - maaskee vil En og Anden, trods Udtrykket originalt, mene, at det alene har vret Forfatterens Hensigt, at levere et Vehikel for en musikalsk Composition. Denne Anskuelse vilde Anm. gjerne dele, naar ikke Fortalen med tydelige Ord viste, at Forfatterens Fordringer have vret af en langt hiere Art. Fordi hlenschlger meget rigtigen har sagt, at Fremstillingen og Udviklingen ere saa forskjellige i dramatisk og episk Poesie, at Digteren med Rette kan kalde Vrket sit, og ogsaa den frste Idee dertil er taget andetsteds fra, og, fordi hlenschlger har skabt os sin Aladdin efter en bekjendt Fortlling, ligesom Rverborgen efter en Roman og Ludlams Hule og Rbezahl efter Folkesagn, derfor troer vor Forfatter at kunne kalde sit Arbeide originalt. Var det da blot den frste Idee, som Hr. A. hentede fra Walter Scott? Nei! nsten hver Scene er laant, nsten hver Samtale er udskreven eller omskreven. Og nu hiin anmassende Parallelisme mellem et sammenplukket Syngestykke og en af hlenschlgers herligste Digtninger, den er, mildt sagt, forbausende dristig, isr i en Forfatters Mund, som forsynder sig mod en anden bermt Digter ved at forhutle hans Arbeide, og som rber saa liden Sands for Poesien, at han troer, at et Digt lader sig sammensye af Stumper, ligesom et Gulvtppe, og at Dialogen i en Roman bliver dramatisk, naar man blot stter de Talendes Navne ovenover Replikerne. Den brugte Fremgangsmaade kan vre saare nem til at vinde Bifald hos det strre Publikum, hvis Sag det jo ikke kan vre, at skille mellem Eiendom og laant Gods, og til at faae sit Navn udbasunet i Aviser som Forfatter til et Stykke, der er modtaget med Jubel, men ved Haandvrksarbeider vindes aldrig Digterroes.

[Herefter flger som 4) en kritik af:]

Ravnen. Trylleopera efter Gozzi.

Opmuntret af den bekjendte Digter og Musiker Hoffmanns Yttringer har Hr. A. omdannet Gozzis Ravn til en Opera. Skjndt dette Stykke altsaa kun er en Efterligning eller Omarbeidelse, og heller ikke udgiver sig for mere, vil dog visselig Enhver, som undersger Sagen, finde denne Opera vrdigere til at kaldes original, end det ovenfor drftede Syngespil. Her er ikke en smuk Roman bleven forklemt og fortrykket ligesom en Chineserindes Fod, her er et dramatisk Eventyr omgjort ved Forkortninger og Forandringer til en beslgtet Digtart; her har Forfatteren ikke med plumpe Hnder lemlstet et Digtervrk og knap levnet det animalsk Liv, her har han respecteret Forgjngerens Arbeide, og strbt efter bedste Evne at faae sin Lire til at klinge i samme Tone. Her seer man ikke Forfatteren som en excerperende Copist uddrage og afskrive strre og mindre Stumper, stundom ganske tankelst, og derpaa mechanisk stte dem sammen; derimod seer man, at han har lst Gozzis Drama nogle Gange igjennem, derpaa lukket Bogen, og saa med god Hukommelse skrevet sin Opera paa frie Haand; derfor har den faaet, eller snarere beholdt organisk aandeligt Liv, skjndt det ikke kan ngtes, at dens poetiske Sundhed har faaet et svrt Knk, og derfor kan den heeltigjennem forstaaes af Lseren, uden at han, som i Bruden fra L., behver at gaae til Kilden, for at indhente Oplysning om Et og Andet.

Scenearrangementet er i Operaen, med Undtagelse af Expositionen, det samme som hos Gozzi, men adskillige Scener ere naturligviis udeladte, og oftere ere flere sammensmeltede til een; ligeledes er Adskilligt fortalt, som hos Gozzi fremstilles dramatisk. Sligt var ndvendigt, og da det i det Hele er skeet med Smag og Skjnsomhed, kunne vi Intet indvende derimod, og i det musikalske Partie maae vi finde Erstatning for Savnet af adskillige smukke opoffrede Scener og herlige Charactertrk, et Offer, der rigtignok er saa betydeligt, at de Lsere, der ellers ikke kjende Gozzi, just ikke ville faae synderlig gunstige Tanker om denne Digter ved at lse Hr. A.s Arbeide. Vi ville kun anmrke, at Armillas Kjrlighed til Millo er i Operaen nsten himmelfalden, hvilket ikke er Tilfldet hos Gozzi, der fortrffelig har vidst at hve Usandsynligheden. At Forfatteren lader Havfruer istedetfor de sikkert ubrugbare Duer forkynde Jennaros Dom, er vistnok den heldigste af de Forandringer, han har tilladt sig, men at samme Havfruer lade sig tilsyne i Salen paa Slottet (S. 38), forekommer Anm. at vre et hyperromantisk Operakneb, som ganske er blottet for al poetisk Sandsynlighed. Ved at indfre et heelt Chor af Vampyrer istedetfor en Drage, har Forfatteren undgaaet een Latterlighed, og udsat sig for en maaskee strre, thi enkelt Mands Kamp med en Drage er en gammel Heltedaad, men Kampen med en hel Flok Utysker er latterlig, for ikke at tale om, at een Vampyr havde vret tilstrkkelig. I det Hele har Forfatteren ruttet altfor Strkt med overnaturlige Vsner, og aldeles uden Ndvendighed sat Alverdens Hexer og Aander i Bevgelse, saasom Gnomer, Kildealfer, Sylpher, Salamander, Havfruer og Vampyrer, hvilke sidste ere komne imode ved et ugte Byronsk Fragment; baade Gozzis og Shakspeares Exempel burde have lrt ham, at Digteren br vre sparsom med Brugen af slige Vsner, og Besindigheden er vist ligesaa ndvendig i Skildringen af den fortryllede, som af den virkelige Verden. Naar man strax i Stykkets Begyndelse seer alle Elementaander i Bevgelse, saa fristes man til at troe, at der er begaaet en Forbrydelse, som maatte oprre hele Naturen, hvilket paa ingen Maade er Tilfldet. Hvorledes Bajaderer komme til at dandse ved Brylluppet, er umuligt at begribe, da Handlingen ikke foregaaer i Indien.

Idet vi slutte disse Bemrkninger, gribe vi Leiligheden til at fremstte et nske, som sikkert er Manges, nemlig, at Professor Meisling vilde fortstte Oversttelsen af Gozzi, og dersom Hr. A. skulde have isinde at levere flere Operatexter, hvilket forresten neppe vil vre nervestyrkende for hans Musa, saalnge han indskrnker sig til Omarbeidelser, saa bede vi ham for hans eget Digternavns Skyld alvorligen at betnke, om det ikke skulde vre bedst, at lade Walter Scott i Roe, og heller levere os Arbeider af samme Art som nrvrende, til Undskyldning for nogle af hvis Mangler vi med en lille Forandring i Gozzis Ord ville sige: det er vanskeligt at indlade sig med Ravne.

[Herefter flger 5), en strkt positiv kritik af Fr. Paludan-Mllers skuespil Kjrlighed ved Hoffet ].


1) Boyes Oversttelse. (TILBAGE)