DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anonym anmeldelse af samlingen Digte fra 1830

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Molbech, Christian

Published

1830.

Reviewed works

Digte

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous, written by C. Molbech) by Hans Christian Andersen: Digte (Poems) 1830, in Maanedskrift for Litteratur, vol. 3, 1830, p. 162-172.

Det er ikke uden en vis behagelig Forventning - heller ikke vel uden et Slags simpel Nysgierrighed - at man seer en ny lyrisk Digter gire sin frste Indtrdelse i den literariske Circus. Enhver, som ikke er ganske fremmed i Poesien, veed, at Lyrikeren, i Fald han besidder det mindste Eiendommelige, det mindste af egen digterisk Personlighed, ndvendigen maa rbe denne; og skulde det endog vre den blot nysgierrige Lyst, hvormed man skynder sig at giennemlbe Bogen, for at erfare, hvorledes Digteren seer ud og er paakldt - hvad Art og Maneer han eier eller har antaget; og hvorledes den udvortes Form er, som han selv har erhvervet sig og er Herre over, eller blot har taget paa Borg hos Andre: saa hrer det dog til hiere sthetiske Nydelse, at komme til Erfaring om virkelig et nyt Digter-Individ kundgir os sin Tilvrelse, og i hvilken Skikkelse det aandelige Liv, som Musen driver ham til at aabenbare i Sang, vil udfolde sig. Alt for tidt skuffes man vel i sin Forventning, i det man, i Stedet for det egne Liv, kun finder Skyggen af et fremmedt; og i Stedet for et nyt Species, hvormed man haabede at berige sit sthetiske System, kun finder et andet Exemplar af en almindelig bekiendt Art, og det mangengang et saadant, som man snart og ligegyldig forlader, fordi man eier langt bedre. Dog kan man undertiden vre for hastig i at vrage, eller i at bestemme Vrdien af en lyrisk Poesiesamling. Den kan i det mindste have een Fordeel for et mislykket episk eller dramatisk Digt: at Begeistring og Digterevne i Livets poetiske ieblik kunne tilfalde endog den, som hverken Geniet eller det heldige og dannede Talent gav et afgiort Digterkald; og at mangengang et saadant begeistret ieblik kan skabe en reen og gte lyrisk Digtning.

Letheden af at benytte slige, ved en forhiet Grad af det aandelige Liv udmrkede ieblik, bidrager vel en stor Deel til den rige Overfldighed af hine Digte, som med hvert Aar og i ethvert Land strkt udvider vor Tidsalders poetiske Literatur - som det synes, i den nskeligste og frodigste Blomstring. Den tiltagende Rigdom er vel for en stor Deel indbildt. Ogsaa i Poesien gives der virkelig Mynt, og Reprsentativer eller Papir-Digte; og ved aarlig at forge Massen af de sidste, synes de virkelig ogsaa med hvert Aar at tabe mere i Vrdi - om ikke i sig selv, saa i Meningen. Men hvorfor skulde man ikke ogsaa i denne yppige Vxt paa Parnassets Enemrker kunne finde en eller anden god Side? Det er engang saa, at Konsterne ikke trives og blomstre alene ved Mestere; ligesom Skovene ikke alene bestaae af mgtige, sekelgamle Trer, eller allene ved dem forplantes. Er det en herlig, Sindet oplftende Nydelse, at vandre under de stolte Kroners hie Hvlvinger, og qvges i deres styrkende, velgirende Skygger: saa flger man jo derfor ogsaa gierne Stien, der frer os giennem den venlige, ungdommelige Kratlund. I Frastand see vi da de rvrdige Stammer reise sig i deres hitidsfulde Pragt; men imellem og omkring dem grnnes den frodige Underskov, der runder og udfylder det Heles Omtrk. Voxer denne endog for tt og yppigt - saa vide vi jo, at Skovens Kierne, de hie rodfaste Trer, derved ikke lider noget, og at den hele Skade deraf bliver, at af de unge Skud qvles de svage, eller, hvad der ei kan og br voxe, hugges bort - for ieblik et srgeligt Syn, at see hele Dynger af udhuggen ung Opvxt, hele Riis af ganske ungdommelig poetisk Maculatur!

Man finder det imidlertid ofte sagt, og, som det synes, stttet paa rigtige og forstandige Tal-Beregninger: at vor Tidsalder bliver, om ikke alt for digterisk, dog alt for digterrig; og Anm. vil ikke negte, at der en og anden Gang kommeren Skrk over ham, naar han i tydske Literaturblade stder paa hele Compagnier af unge Poeter, og seer at Nummer-Rkken naaer henimod eller vel endog over et hundrede. Men Skrkken varer dog kun et ieblik; og forjages det nste af den glade Vished, at Anm. ei engang skal lse, endnu mindre mnstre eller recensere den farlige Flok - thi vi kiende og vide jo tilstrkkeligt, hvor vred og forbittret en enkelt kriticeret Poet kan blive; og vi maatte beundre den tydske Literators Mod, der allene tr vove sig imod et heelt Compagnie, naar vi ikke vidste, at han virkelig var dkket ved et godt og bredt Skiold, som man vel kan udvirke, men ikke tilveiebringe for vore Tidsskrifter: Anonymiteten. - Den saa strkt tiltagende poetiske Activitet i vor Tid, kan ogsaa fra en vis Side betragtes som en Sidegreen af den i det Hele endnu bestandig stigende urolige Virksomhedsdrift, der synes at blive et Hovedprg for det 19de Aarhundrede. Bgers Mngde tiltager i ethvert Fag, som kan nvnes, saaledes ogsaa i det poetiske; og Productionen er i dette, ligesom i de vrige Fag, for en stor Deel gaaet over til at blive en virkelig Gienstand for Industrie; uden at dette hindrer, at Konsten ligefuldt har sin egen Sphre, og at Poesien virkelig dog ikke qvles eller undertrykkes, endskindt Massen af Poeter med hvert Aar tiltager. At Virkningen af denne Masse i vrigt er svag og ubetydelig i det enkelte, hindrer dog ei, at den i sin Heelhed kan og maa virke endeel mere, end man just altid og strax i Literaturen vil spore. Endeel poetiske Anskuelser, Billeder og Ideer holdes i et mere udbredt Omlb; og man veed jo, at der gives en Mngde Lsere, som de gode og de bedste Digtervrker ikke smage, og som derimod kunne glde sig hierteligt ved svage og ubetydelige Digte. Hvorfor skulde man nske disse bervet en Nydelse, som kan vre uskyldigere end mange andre, og som maaskee endog kan forberede og lede dem til en bedre og hiere?

Anm. forudsender disse Yttringer mere som ganske tilfldige og almindelige, end nrmest fremkaldte ved den Poesiesamling af en ung og nylig fremtraadt dansk Digter, hvorom det er tilfaldet ham at fremstte sin Mening i disse Blade. Han kan imidlertid ikke andet end strax forsikkre Lseren om, at i hvormeget eller hvorlidet af Bogens Indhold man vil finde Behag i: saa vil man i disse Poesier ikke savne det Prg af et eget Digterliv, som, endog hvor det kun viser sig i de frste Spirer, og hvor man endnu slet ikke kan see, om det vil tage en god og heldig, eller en falsk og mislykket Udvikling, altid har noget mere tiltrkkende, end den for Resten arbeidsomme Strben efter troligen at gientage andre, nok saa fortrinlige Digteres Virksomhed, og reproducere dens Frugter. Den strste Deel af de Stykker, som indeholdes i denne Samling, (S. 1-104) have Prg af en vis godmodig-pudseerlig Lune, hvis Ironie vel ikke er meget dyb eller vgtig af Indhold; men som derimod har den Fortieneste, at tilhre Forfatteren selv, eller at lade hans Digter-Individualitet ganske naturligt fremskinne (thi at Form og Udtryk nu og da rbe Indvirkningen af andre Digtere, f. Ex. Baggesen, paa Forfatteren, kommer her ei i Betragtning; da den ikke yttrer sig i nogen ufri Copiering). En ungdommelig Friskhed og naturlig Lethed giver disse Digte den Egenskab, som bedst kan betegnes ved sin Virkning: at de ville finde ikke faa Lsere; og, naar vi for et ieblik stte al Kritik af Veien - baade den liberale, som hverken vil undvre Tnkning, Grundstninger og Smag, og den servile, der kun kiender een saliggirende Poesie, hvis ubegrndsede Hylding den stter i Stedet forKonstsmag og Konstlre - saa lader det sig umuligen negte, at det er en meget god, ja nsten uundvrlig Egenskab ved Poesier, at man gider lse dem.

Det vil imidlertid neppe feile, at Adskillige, der tage det noget mere alvorligt med Poesiers Lsning, end at kun nogle ieblik ved samme skulle glide let og umrkeligt hen, ei ville oversee ved Hr. Andersens Digte, at man, selv i dem, som mest behage, undertiden fler Savnet af det dybere Aandige, uden hvis Basis dog ei engang den lette, spgende, endnu mindre den strke komiske, og den lunefulde ironiske Poesie, kan virke noget betydende. Anm. vil imidlertid for sin Deel ikke lgge for megen Vgt paa dette Savn, eller med en alt for afgirende Stemme tillgge det en Digter, hvis ungdommelige Natur har forkyndt sig med fordringsfri Reenhed og Aabnehed; og hvis tidlige Forsg allerede vidne om en Sands for den humoristiske Spg, og en Evne til at frembringe den, som Ingen vil kalde almindelig, der veed, hvor sielden overhovedet den er, og hvor langt sieldnere den allerede i den tidlige Ungdom yttrer sig. At denne Evne vel ikke i Forfatterens forhen udgivne humoristiske Arbeide i Prosa yttrer sig som en moden Kraft til at beherske Ironien og Satiren, hvilken derfor tidt kun forekommer os som Legeti, hvormed Forfatteren morer sig, uden at man i hans flygtige Spil og hastige Flugt faaer Tid til at smage det Skarpe og Krydrede - har ikke hindret Anm. fra at see, hvormange heldige Spirer, der vise sig i dette Ungdomsarbeide; hvor stor en Overfldighed paa vittig Anvendelse af komiske og phantastiske Materialier det besidder. Forf. har endog snarere dslet med sin Rigdom, og dynget for meget sammen af det pudseerlige lette Stof, hvorved den humoristiske Grundfarve, som han har givet sit Arbeide, undertiden bliver for tynd; og Billederne alt for flygtige og hurtigt omskiftende, til at gire den tilsigtede Vikrkning. Han har (som maaskee allerede forhen er sagt) fordybet sig formeget i Formen eller i at skizzere sine Phantasiebilleder, i Stedet for at fastholde og uddanne dem, hvis mere vgtige Stof fordrede dette. Neppe vil derimod nogen Lser af Hr. Andersens Fodreise, der selv besidder Evne til at modtage hvad der gives af et fuldt og aabent Hierte, kunne miskiende den Bestanddeel, som ingen humoristisk Digtning kan undvre, uden at savne sit halve Liv: en varm og naturlig Flelse.

Denne Egenskab gienfinde vi ogsaa hos den lyriske Digter, hvis frste Arbeider, dersom han besidder en Udviklingsevne, der svarer til det indvortes ungdommelige Liv, som endeel af disse forkynde, love noget mere end almindeligt. Let frembyder sig vel den Bemrkning, at vor poetiske Literaturs nuvrende Standpunkt, Smagens heldigere og mere almindelige Dyrkelse, vort Sprogs Uddannelse, frembringe langt andre Beytingelser for en ung Digter, end da Evald fremstod, eller da Baggesen begyndte at ve sit store Talent. Men hvad nytter det, nok saa omhyggeligt at plie og harve en Brakmark, dersom der ingen Sd kommer i Jorden? - Det er ligesaa let at begribe (hvis endog ikke daglig Erfaring lrte det) at der i Poesien vil noget mere til, end at studere, copiere og imitere sine Forgngere. At der af dette "Noget Mere" findes en ikke ubetydelig Deel hos Forfatteren af de her anmeldte Digte, troe vi, de selv bedst ville overbevise den Lser om, der ikke vil tage dem i Haanden, enten med partisk Fordom, eller med den underlige Fordring, at de skulde vise os en anden lyrisk Tone og Stemning, end den, som var Forfatteren egen i den Livsperiode, som de tilhre. Vi regne det netop til en Fortieneste ved Digtene, at de ikke rbe nogen Higen efter at opsvinge sig i en anden, fremmed, eller hiere Sphre, end den, hvori vi kunne overbevise os om, at Digteren virkelig med sit egentlige indre Liv har vret hiemme; og vi betragte denne Sphre, uden derfor at finde den allerede saa lysende, at vi kunde nske Digteren altid at blive i samme, som en, der ikke fattes gode Forbetydninger; i det den, under en stundom vel naiv Ungdommelighed, rber ikke faa rene poetiske Elementer. Dertil hrer ikke blot Varme og Inderlighed i Flelsen, og en heldig Gave til umiddelbart at opfatte og med Troskab at giengive ieblikkelige Phnomeners Indtryk paa Phantasie og Hierte; men ogsaa et virkeligt Anlg til den, imellem Ironie og Flelse svvende, af Phantasie og Vittighed lige meget nrede humoristiske Beskuelse af Livets dybere liggende Forhold. Som et af de heldigste Exempler af denne Art i Samlingen kan maaskee nvnes den allegoriske Spg: "stergade, poetisk betragtet". Muntert spger Forfatteren med sin egen Individualitet i "Rimedivelen"; og ikke mindre jovialsk er han i det heldigt opfundne og udfrte "Eventyr paa Havets Bund" Dykkerklokken. Som en Prve paa Digterens Evne til ogsaa at kunne gribe den dybere Idee og den alvorlige Tone, ville vi nvne de tre Digte: Phantasie og Vanvid, Ddsieblikket og Det dende Barn; af hvilke Anm. her vil afskrive det sidste:

Moder! jeg er trt, nu vil jeg sove;
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind.
Grd dog ei - det maa du frst mig love;
Thi din Taare brnder paa min Kind.
Her er koldt, og ude Stormen truer;
Men i Drmme, der er Alt saa smukt,
Og de sde Englebrn jeg skuer
Naar jeg har det trtte ie lukt.

Moder! seer du Englen ved min Side?
Hrer du den deilige Musik?
See, han har to Vinger, smukke, hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik.
Grnt og Guult og Rdt for iet svver;
Det er Blomster, Engelen udstrer.
Faaer jeg ogsaa Vinger, mens jeg lever?
Eller faaer jeg, Moder, naar jeg der?

Hvorfor trykker du saa mine Hnder?
Hvorfor lgger du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brnder;
Moder! jeg vil altid vre din!
Men saa maa du ikke lnger sukke;
Grder du, saa grder jeg med dig -
O jeg er saa trt - maa iet lukke -
Moder! - see! nu kysser Englen mig.

Ikke udfrt, men riigt paa dyb Sands og Flelse, er ogsaa "Ddsieblikket". Digteren har skuet dette store ieblik med Ideens Klarhed; men han har ikke udfoldet et Tankebillede, der har vret ham for mgtigt og for sublimt. Begyndelsen lover et ypperligt Digt:

Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands;
Jeg fler iet briste i denne Straaleglands.
Mit Hoved mat sig bier for Kraften i min Aand,
Og mildt om Hiertet lsner sig alle snevre Baand.

Udfrelsen er kun ganske fragmentarisk; men nsten hver Linie i de tre Stropher er smuk og tankeriig; og en del Flelse indgav Forfatteren disse:

I mine Brdres Hierter nu frst jeg lser ret;
Vel er vi alle svage, men Ingen ganske slet.

O! kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi giorde dem ei Vee.
I hver jeg mig gienkiender, i Store, som i Smaa;
O! skal vi da i Dden hinanden frst forstaa?

Et heldigt Talent yttrer Forfatteren ogsaa til et Slags halv komisk, halv idyllisk Skildring af rolige eller bevgelige Scener af den ydre Natur eller det daglige Liv, som man kan kalde en Art af Genre-Maleri i Poesien; og hvoraf han har meddeelt adskillige Studier eller Smaastykker, hvilke dog for det meste kun vise sig som Fragmenter (f.E. Vandrer-Liv, Aftenlandskab, Skolemesteren, S. 54, Aftenen S. 84 - et af de heldigste - og fl.). Ved at erkiende, hvorledes der i disse og flere Slags Digtninger i den lille Samling yttrer sig baade Prg af en eiendommelig Natur, og Talent til at bringe dens poetiske Stemninger og Billeder til Anskuelse i lette og livfulde Vers, maae vi tilfie, hvad sikkert Digteren selv har flt, bedre end Andre kunne sige ham det: at han ei kan blive staaende der, hvor vi finde ham i disse hans frste Ungdomsarbeider, i Fald han vil forsvare den Plads, hvor han synes at ville stte sig selv; og at vi br kunne vente os, at disse Poesiers tildeels lette og flygtige Spil med Livets Overflade, vil afvexle med en dybere Udvikling, en kraftigere Dannelse af det Aandsliv, hvoraf vi have troet at finde umiskiendelige Spirer i endeel af Hr. Andersens ungdommelige Digte.

Bogen sluttes (S. 105-136) med et "fyensk Folke-Eventyr" [anfrselstegn slut her indfrt]: Ddningen; som ikke fattes poetisk Stof - en faderls Yngling redder et Liig fra Mishandling; (Hensigten med denne er ikke forstaaeligt nok fortalt) den Dde belnner ham, ved siden at slaae sig til ham som Staldbroder paa hans Vandring ud i den vide Verden, og hielpe ham til at blive gift med en fortryllet Kongedatter - men hvis Behandling vi maae ansee for mislykket. Forfatteren har forfeilet den episke Tone, hvori saadanne Eventyr maae fortlles; i det han har villet smykke det med for meget broget Stads i hans egen phantastiske Maneer; og har udmalet det med en undertiden ganske indholdsls Vidtlftighed, og i en Tone, hvori der snart ligger alt for meget subjectivt og for megen sgt Pudseerlighed; snart en utidig Elegants i Udtrykket, som ikke passer til Folke-Eventyrets Sprog; eller en pludselig Overgang til det mest trivielle og lave Hverdagssprog. (f.Ex. "begge Pusselankerne gik paa hende som nogle Trommestikker". S. 119). I et Folkeeventyr venter Ingen sig at lse en Sommeraften saaledes beskrevet: "Myggene opfrte deres luftige Francaiser; og Frerne sadde som fugtige Spillemnd, og qvkkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester" o.s.v. og ligesaa lidt venter man sig at finde "Werther og Siegwart" eller Hogarths Kobbere anfrte; eller hvad der S. 131 siges om det "arme unge Menneske", der fr var "saa naturlig, saa elskelig; men talte nu ganske som en Claurensk Bog". - Det klinger underligt, naar Forf. med ironisk Pathos udraaber (S. 181) "O! dette Smiil, dette Smiil kunde have giort Lykke baade i en Roman, og paa Theatret!" og strax ovenpaa i en ganske anden Sprogart: "Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad". - Vil Forfatteren, som han lover, fortlle flere af de danske "tildeels lidet bekiendte Eventyr"; hvilke "det var hans strste Glde som Barn at hre fortlle": da var det nskeligt, at han ikke just, som han bebuder "saaledes vil behandle dem". Tiecks mesterligt fortalte Eventyr, og den ypperlige Fortlling i Oehlenschlgers klassiske "Vaulundurs Saga", ere nyere Mnstre, hvis rene Toner vi da heller maatte nske at gienfinde; og Forfatteren behver desuden mere Studium af ldre tydske og danske Folkebger og Eventyr. Den snart pathetisk-alvorlige, snart ironisk-spgende, snart barnagtige Tone frembringer i vor Forfatters Eventyr en uheldig Blanding, som en saadan Digtning slet ikke taaler. Aldrig har han som Barn hrt et Folke-Eventyr saaledes fortlles; thi der falder egentlig al Ironie i Formen bort; det Lystige, Spgende, Spottende maa ligge i Stoffet, i Situationerne og Charaktererne selv; og selv det mest Vidunderlige, Overnaturlige og Overdrevne maa finde den samme Tone, det samme Udtryk af subjectiv Overbeviisning, som det ganske Rimelige og Naturlige. Om endog et Eventyr kan fortlles ironisk eller komisk, saa maa det vre en heel giennemfrt, dybere liggende Tone; og Fortlleren maa ikke i een Periode skrive alvorligt, i den nste drive Skiemt med sin egen Alvor.

Til Slutning maa Anm. endnu bemrke, at Forf. kan behve mere Omhu for det Correcte i Poesien; og at han, uagtet han allerede behandler Sproget med Lethed og Frdighed, af og til lader stygge grammaticalske Feil og orthographiske Skideslsheder flyde ind, som i vor Tid slet ikke kunne passere. Han skriver f.Ex. overalt giorte for giorde (S. 88, 100 o.a. Ogsaa i Fodreisen S. 85) lyttet (S. 19) og spillet (S. 52) for: lytted', spilled'; brukket (S. 118) for: brkket; sadde sig (111) for: satte sig; Sjorte for: Skiorte (87) Strmpeskafte for: Strmpeskaft (S. 82); vidskede for: hvidskede (133) Dumpappe (22) Skabilon (124) exsistere (128) ienbryen (125) m. m. desl.