DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af "De to Baronesser" (samt Nye Eventyr)

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1849.

Reviewed works

De to Baronesser, Nye Eventyr. Frste Bind. Frste Samling. 1844.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of De to Baronesser (The two Baronesses, first published (28 September 1848) in English!), by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 5, 1849, p. 72-92. The review also contains a short coverage of Nye Eventyr (New Tales) (1844-1848), that is very positive.

[hop til afsnittet om Nye Eventyr]

Vi ville gjerne vre retfrdige mod H.C. Andersen; men frst maae vi gjre en Afregning med ham betrffende Retfrdigheden. En Undersgelse af et poetisk Vrk, Paavisning af dets skjnne Sider, en paa Grunde stttet Daddel over dets Feil br aabenbart vre Forfatter og Publikum lige velkommen. Andersen synes (som maaskee ikke faa Andre) ikke ganske at vre af denne Mening; saasnart Kritiken bliver meer end en complimenterende Annonce, anseer han den for et Onde, for en af de slemme Ting, der ved Syndefaldet ere komne ind i Verden, for en Skjrsild, en Spidsrodslben, Digteren maa gjennemgaae, hvergang han har et Vrk frdigt, for et Offer, der maa bringes Misundelsen eller det personlige Uvenskab. Saa ofte der er Leilighed, og selv naar Leiligheden ikke er ganske passende, udtaler han en saadan Flelse; man mrker, at Billedet af Kritikeren staaer og forstyrrer ham under Arbeidet, ligesom Djvlen gjorde ved Luther, og naar han engang om mange Aar er dd, skal det ikke undre os, om man viser reisende Engelskmnd det Sted, hvor Andersen slog Kritikens Dmon Blkhuset i Hovedet.

Denne sensible Stemning trder ogsaa frem i "De to Baronesser", navnlig 3die B. Pg. 115, hvor Componisten (Kammerjunkeren) taler til den unge Dame, der vil vre Forfatterinde: "De veed, at jeg altid har fremhvet det Gode i vort Fdreland, men her er ieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for ieblikket, et Srkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mngden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de dleste og Bedste kunne krnke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere" o.s.v. Dersom vi havde vret tilstede ved Samtalen, vilde vi have sagt: Hr. Kammerjunkeren kan have Ret fra sit Standpunkt, han taler maaskee af Erfaring; men man kan ogsaa see Sagen anderledes. I Literaturen og Kritiken er:

"Godmodighed" den Dyd, man meest br blues ved.

Naar De trder op som Forfatter, Frken Elisabeth, maa De kun vre forberedt paa een Ting: De ophrer at vre Kvinde, nemlig for Publikum og Literaturen. Al den Artighed, man viser det smukke Kin, det Galanteri, hvorfor De er Gjenstand i Selskabet, forsvinder, naar Talen er om Deres Vrk, det vil sige, blandt fornuftige Folk. Disse sprge blot, om Vrket er godt og skint, og det Gode og Skjnne er Intetkjn. Hvis man finder Noget at dadle, saa beroer det paa Dem, om De har meest Interesse for Deres Person og Selvfornielse eller for Poesien og Sandheden. Men selv naar De leverer noget Herligt og Beundringsvrdigt, naar De feirer en stor Triumph, saa er det nu engang Verdens Lb, at den ikke altid bliver ublandet, at Nogle forbittre Dem den med hiint "Element af Spot", som Kammerjunkeren omtaler. Saa maa De tnke paa de romerske Feltherrer, om hvis Triumphvogn Soldaterne havde Lov til at synge Spotteviser. Aldrig fandtes i Rom den Feltherre, der for Viserne glemte Seiren og Triumphen og sprang ned af Vognen for at klage over Spotterne.

Dette Sidste, synes det, vilde Andersen gjre; hvis et heelt Folk jublede om ham og en Eneste pegede Fingre, vilde hans Glde vre spildt. Hvorledes skal det da blive, naar Triumphen ikke kan tilkjendes ham, naar der ved Siden af Fortjenester ere Feil, naar selv den Velvilligste har Betnkeligheder? Vi forudskikke dette Sprgsmaal og disse Bemrkninger for at stille Andersen og os selv paa det rette Standpunkt og mulig bevirke, at han tager Sagen som Digter og desaarsag anhrer, hvad Sandt det mulig kan lykkes os at sige.

Dersom vi skulde udhve Andersens Fortjenester, saa vilde vi begynde med hans Lykke. Lykken er ikke noget saa Tilfldigt som de, der savne den, gjerne ville bringe Folk til at troe; en Mand, der saae Diana stige ned og kysse Endymion, sagde maaskee: Havde jeg lagt mig til at sove der, saa var det blevet mig! Nei, man maa i sit Sind eller sin Tilvrelse have en Electricitet, der tiltrkker Lykken; de, der sige, at de komme sovende til den, tager enten feil af dem selv eller af Lykken. Andersens Lykke vandrede i de rolige Tider til Tydskland og skaffede ham et Publikum lige ned til det adriatiske Hav. Men da Revolutionerne kom i Luften, sporede den det med Lykkens geniale Instinct, gik over Havet til England og beredte ham en rolig og comfortabel Plads ved gamle Englands Camin, saa at man allerede deraf kunde have beregnet, at Chartisternes Opstand ikke vilde lykkes. Vil man vedblive at paastaae, at dette dog ikke er nogen Fortjeneste fra Andersens Side, saa sprge vi, om da Andersen ligesom Skrdersvenden i "En Spurv i Tranedands" er forsynet med Dronning Gunilds Armbaand, saa at Alle, der lse hans Vrker, blive undergivne Trylleriet og finde Skjnheder, hvor ingen er?

I selve hans Vrker maa vi derfor sge Sporene af hiin Electricitet, og vi finde den i det Naturlige, Friske og Umiddelbare, i den lette, spillende Phantasi, der ikke kvler sig selv og os med dmoniske Skrmmebilleder og Spgelser, men glad og barnlig leger med Tilvrelsen. Det er en eiendommelig Evne, hvormed Andersen gaaer igiennem Verden: han synes at bre en Aladdins Ring og behver blot at rre ved en Muur, ved en Gulerod, en Strikkepind, saa springer der en Aand ud. Han finder Poesien der, hvor Andre netop vogte sig for at sge den, i Gjenstande, som man anseer for uskjnne, i Kjelderen, hvor Grantret ligger mellem Rotter og Muus, i Skarnbtten, hvor Tjenestepigen har kastet et Par gamle Flipper o.s.v. Man seer ofte paa Gaden en Dreng ligge og rode i Rendestenen, efter et Markstykke, som en Herre har tabt, efter en Guldring, som en Dame har ladet falde ud af Vinduet; Andersen kan gribe i Rendestenen, hvor Ingen har tabt Noget, og drager til de Omstaaendes Forundring et gyldent Smykke frem og uden at gire Fingrene smudsige. Han er et Barn, der uden at blive ldre har lrt endeel af voxne Menneskers Lrdom (men ikke Meget), seet endeel og blevet tiltrukket af Verdens brogede Billeder, og som Barnet taler med sin Dukke og lader den svare, opfrer han et Marionettheater, hvor Alt, hvad han har seet og lst, Levende og Livlst taler med, Sol, Maane og alle fem Verdensdele, Konger, Nddeknkkere, Prindsesser og Springgaase, og en vidunderlig Forstandighed gaaer igiennem den barnlige Snak, og undertiden overraskes man af en fiin Vittighed, en satirisk Snrt, som man ikke havde tiltroet det uskyldige Barn.

Vi dvle ved denne Retning, fordi det er heri, at han har frembragt det Skjnneste, nemlig: Eventyret eller Fablen. Fablen skiller sig maaskee blot fra Eventyret ved den rolige Form, hvori den fastholder et enkelt Phantasibillede og udmaler det som Allegori paa Menneskelivet. Blandt disse Fabler udhve vi "den grimme lling", der maaskee af underordnede, i alt Fald upoetiske Hensyn ikke nyder den store Paaskjnnelse, der formeentlig tilkommer den. Blandt Eventyrene: "Sneedronningen" og "Skyggen", i hvilket sidste Barnet paa den omtalte Maade er meget satirisk.

Selve de Evner, der have frembragt alle hine poetiske Vrker, ere imidlertid til Hinder for Frembringelser i andre Retninger, der fordre en roligere og adstadigere Gang, uden forsaavidt det lykkes Digteren at stille sig over sig selv og beherske Krfter, af hvilke han er vant til at lade sig beherske. Man har ofte nok gjort Hr. Andersen opmrksom herpaa, skjndt hidtil forgjves, og Aarsagen maa vel tildeels sges i hin Misstemning mellem ham og Kritiken. Vi ngte ikke Andersen en vis Anerkjendelse i Fortllingen og Romanen, ja endog i Dramaet. I sidstnvnte Digtart overskrider han vel sjelden Middelmaadigheden, uden naar hans Stemninger kunne slutte sig engt til Musiken, eller naar Phantasi, Lune og Lyrik kunne komme til at Maneuvrere af Hjertenslyst; men ofte ile de da saa vldig frem, at den dramatiske Composition sprnges. Lgger man imidlertid Mrke til de heldigste Steder f. Ex. i "Den usynlige paa Sprog", "Lykkens Blomst", "Maurerpigen", saa aner man, at Andersen kunde levere noget usdvanlig Godt, deels i Farcen, deels i Eventyr-Comedien, hvis han var istand til at skaffe det originale Indhold en passende Form. Man "finder" vistnok ikke Formen ved at sge efter den, Tanken maa selv skabe den, dog er det aabenbart, at Villie, Studium og Anstrngelse her kan gjre Meget; man behver ikke at lade sine Flelser og Tanker, alt som de undfanges, gaae ud i Verden, den omhyggelige, selvbevidste Digter holder dem tilbage, fostrer dem med sit Hjerteblod, til de blive saa voxne og strke, at paa deres Vei Alt bier sig for dem, den stridige Form, hvori de skulle hylle sig, og den ganske Verden, der hilser dem. Det er vel af Hensyn hertil, at en tydsk kritiker, der for et Aars Tid siden ganske kort anmeldte Andersens Vrker (i "Grenzboten") kaldte ham, "ikke en stor Digter, men en sand Digter", hvormed ikke saa meget antydes, at hans Repertoire ikke er stort, som at han savner hiin Begeistringens Ro til at bringe sine Evner i Harmoni. Men dette beroet som sagt ikke ene paa den umiddelbare poetiske Begavelse, Charakteren og den alvorlige Villie kan gjre Meget, og det er saaledes endnu ikke for silde for Andersen. Vi have den Overbeviisning, at denne Digter endnu ikke har naaet sit Hidepunkt; thi han er mrkvrdig ung, og sine skinneste og modneste Vrker vil han, det haabe og vente vi, fremtidig skrive.

Romanen, der ved sin fortllende Form er mere beslgtet med Eventyret, lokker ogsaa Digteren umrkelig over i Yndlingsmaneren, og da den tilsyneladende fremstiller noget Virkeligt og Sandt (men dog ikkun det poetisk Sande, det Sandsynlige), frister den ogsaa en anden af hans Tilbieligheder, nemlig Tendensen efter, som en Bi at hente Virkeligheden hjem og stryge den af sig uden at have optaget den organisk i sin Bevidsthed. Derved have hans Romaner tillige faaet Noget ved sig, der minde om Levnets- og Reisebeskrivelse, og om end saadanne Enkeltheder hver for sig kunne vre skjnne, skader det dog Compositionen; thi endog det skjnneste Kvindehoved paa en Herculesfigur vil vanzire Statuen. Man kunde formeentlig paavise disse Eiendommeligheder og Afvigelser i hans foregaaende Romaner, i "Improvisatoren"" o.s.v, men isr fremtrde de med deres separatistiske Tendenser i det sidste Vrk, "De to Baronesser", som han har udgivet under Navn af Roman.

Anlgget er simpelt, men forraader dog strax nogen Tvivlraadighed og Overfyldning af Stof. En Baad seiler under Kysten af Langeland, og et Selskab, deriblandt en fornem Dame og hendes Datter, sidder paa Stranden og samtaler om dens vilde Fart. Hele dette Selskab forsvinder af Fortllingen, Damerne blive glemte, eller Digteren har senere ikke kunnet skaffe dem Plads. Hiin Baad seiler dem altsaa agterud og kommer til Fyen med sine Passagerer, to fornemme Studenter, en simplere Student og en Baron; de sge Ly mod Uveiret i Ruinerne af et gammelt Slot, og i et af dettes forfaldne Vrelser fdes paa samme Tid af en stakkels omvandrende Musikanterkone et Pigebarn, som det lystige Selskab opdager og paatager sig at staae Fadder til. Dette Barn kommer i Huset hos den gamle Baronesse, og Fortllingen om disse Personers Skjbne og deres gjensidige Forhold udgjr Romanen. Der er ingen forviklet Intrigue, ingen nerverystende Spnding deri, Fortllingen skrider frem som et Characteermaleri; men Digteren er uheldigviis gaaet et Skridt videre i Simpelheden og har ikke indlagt nogen Tanke, der i Vrket fuldender sit Kredslb, saa at det ikke ender, uagtet det ophrer. Det faaer derved et Udseende, som om Titlen vilde sige: Hine to Baronesser, dem, I nok kjende.

Man fristes til at troe, at den ene af "Baronesserne", Musikantens Datter, Elisabeth, ei blot er en virkelig Person, men at man til Slutningen vil erfare, at hun er en bermt Forfatterinde. En Rkke af de Forhold, hvori vi see hende, gaae ud paa at vise, hvorledes hendes Talent udvikler sig eller, som Andersen siger, Aandens Frkorn nedlgges i hendes Jordbund; hun begynder ogsaa at digte, men i Slutningen af Bogen holder hun efter Kammerjunkerens Raad op, gifter sig kort efter med Baronen, og det Hele er forbi. Etsteds er der en interessant Episode: Elisabeth er i Huset hos nogle gamle Folk, derSvngngerske. Man venter naturligviis, at dette staaer i organisk Forbindelse med hele Fortllingen, at der senere i Elisabeths Characteer skal vise sig Spor heraf, Snildhed, Forstillelse; men hun bliver et sandt Mnster paa Uskyld og Oprigtighed og, som sagt, godt gift. I det virkelige Liv er Saadant muligt. Flgerne af en uheldig Opdragelse kunne forsvinde, isr naar Barnet kommer i et godt Institut; men Romanen udhver ikke slige Scener for at lade dem forsvinde saa sporlst som Selskabet paa Langeland. Hvortil tjene overhovedet alle "Spirerne", som vi see nedlgges i hendes Aand og Characteer, naar vi ikke skulle see Frugterne, ikke hende selv ved Hjlp af de erhvervede Egenskaber tilkjmpe sig den Lykke, der tilkommer hende? Det er at forudstte den Anskuelse hos Lsere og Lserinder, at den blotte Modtagen af Indtryk er en Fortjeneste og gteskabet med en Baron i og for sig Ln og Lyksalighed - en Anskuelse, som Bogen forresten gaaer ud paa at bekjmpe. I mange andre Romaner er gteskabet ogsaa Slutningen; men saa er Kjrligheden ogsaa Hovedtanken, hvorimod Elisabeth efter at have havt en Barndomsinclination for Elimar og en lille Tilbielighed for Kammerjunkeren gter Hermann. Det er just ikke noget Fornuftgiftermaal, men synderlig strk fremtrder Kjrligheden ikke. Digteren har ikke lagt Mrke til, at han egenlig har anlagt Elisabeth ukvindelig; thi hun skal ved Characteer og Dygtighed erhverve sig en Position i Livet, hvilket ikke er Kvindens Opgave, og Vrkets Feil i denne Henseende ligger i, at hun ikke bliver consequent i sin Ukvindelighed, at hendes Tilvrelse ikke fres videre som Forfatterinde eller desl. Det vilde have vret en meget lnnende, men tillige meget besvrlig Opgave, hvis ellers Elisabeth ikke skulde vre bleven en kvindelig Udgave af "Improvisatoren" eller af "Mit Livs Eventyr".

Det gaaer paa noget lignende Maade med den gamle Baronesse, man opfatter hende uvilkaarlig som et vellykket, daguerrotypisk-niagtigt Studium efter Naturen. Og det er visselig en stor Fortjeneste for en Digter, at hans Personer ere naturlige, dog maa det opnaaes paa en sregen Maade. Hans Sind og Tanke skal vre sund og hans poetiske Skabninger have Livets Sandhed; men han tager ikke et levende Vsen og hugger Plads til det i Maleriet. Meget af, hvad der fortlles om den gamle Baronesse - der som ganske lille Barn saae sin Fader ride paa Trhesten og sin Moder mishandlet af Herremanden, og aldrig forvandt Indtrykket heraf og blev en Srling - vilde have stort Vrd som charakteristiske Anecdoter om en bekjendt Person, f. Ex. at hun testamenterer den spde Stamherre en Trskee, skaaren af Trhesten; men er dety poetisk sandt og skjnt, og opnaaer Digteren, hvad han vil? Har det vret hans Hensigt at skrive en Slags socialistisk Roman, ivre imod barbariske Samfundsforhold ved at fremstille deres srgelige Flger i denne Baronesses Historie og Sindstilstand? Nei, thi "Trhesten" er forsvunden, og Lseren, der ikke fuldkommen kunde begribe Digterens Indignationvilde lade ham gaae ene i Kampen og see paa ham som paa en Don Qvixote. Hans Hensigt har snarere vret at vise, hvorledes Hjertet og Fortjenesten gjr sig gjldende overfor Adelskab og Standsfordomme, saa at de hie Baroner maae gjre de borgerlige Piger til Baronesser. Men dette hvorledes savnes. Vi see ikke den indre Ndvendighed, det Skjbnens Maskineri, der har gjort Huusmandsdatteren til Baronesse. Herom erfare vi aldeles Intet: det er skeet, vi maae tage det som noget Virkeligt, og vi tage derfor ogsaa den gamle Baronesses Bizarreri som noget Virkeligt og ndes til at vende den for Romanen gjldende Stning om og sige: Se non ben trovato vero (dvs. Er det ikke godt opfundet, saa er det dog vistnok sandt).

Denne Virkelighed - eller hvad der efter Omstndighederne kun vilde have Vrd som Virkelighed - hver overalt sit Hoved uden at bie sig for Vrkets sthetiske fordringer. Caroline Heimeran, Etatsraadsdatteren, der taler saa plat som den simpleste Tjenestepige og er godmodig, kjrlig, huuslig trods den bedste Tjenestepige, er visselig en hist original og vel skildret Personlighed, hvis hun virkelig har levet; thi sandt maa, hvis det skal have Vrd, det Hele vre, f. E. hendes Ddsscene: "Jeg der ogsaa", siger hun med sagte Stemme, "men vr ikke bedrvet! Jeg har fr troet, at det var saa forskrkkeligt, men nu synes jeg det slet ikke; selv at Du bliver tilbage, brer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, - saa skal jeg nok gjre Kommers med Dig, nu kan jeg ikke! god Nat!" Og saa der hun. - I Romanen gjr hun ingen anden Tjeneste end paa den anfrte Maade til Lserens store Overraskelse de fra sin Forlovede, Prsten Moritz, som derved bliver srgmodig. Hans Srgmodighed kunde vre opnaaet uden en saa sr Forlovet, og den sre, men forresten sunde og strke Person burde have levet lngere og gjort mere Nytte i sthetisk Henseende. En smitsom Feber har Magt i det virkelige Liv, men ikke i Romanen uden med sthetikens Tilladelse.

Vrket vrimler af slige Genrebilleder, der behandlede for sig og enestaaende vilde vret fortrffelige, saaledes det hollandske Stillebensstykke, den gamle Degn Cathrinesen med Kone; den humoristiske Skizze Musikanten, der "grupperer" alle Begivenheder saaledes, at Sandheden ikke kan gjenkjende dem; den eventyrlig-komiske Historie om Skaden Klaus, der lever sammen med Katten Piltitz og kan sige: "Klaus gik paa Loftet med Piltitz", indtil Piltitz engang i ondt Lune virkelig gaaer paa Loftet med Klaus og der ham; endelig Beskrivelsen af Halligerne, de smaa, sandede, taagede er i Vesterhavet, et Landskabsmaleri, som vi troe at kunne kalde mesterligt. Vi anerkjender det med Glde; men disse skjnne Billeder hnge saa at sige uden paa Romanen. Det er ved alle disse Scener, at Elisabeth modtager "de aandelige Vkkelsesmidler" og Spirerne", det bliver udtrykkelig anfrt, og da vi, som oftere bemrket, ikke see Frugterne, blive Spirerne og hvad dertil hrer idetmindste ufrugtbare for Vrket som Heelhed.

Nogle af Episoderne ere dog af forskjellige Grunde ikke ganske heldige. Det er f. Ex. en bekjendt og andetsteds omhyggeligt skildret Begivenhed, som gjentages om Elimar og Elisabeth, der ude paa Stranden blive overraskede af Floden; den italienske Bandit, der bortfrer den nygifte Dame og giver hende tilbage igjen, har Christian Winther behandlet i "Osteriet"; endvidere Fortllingen om Oese, der findes langt smukkere i frisiske Folkesagn. Ved andre Leiligheder tager Andersen med sin daguerrotypiske Iagttagelsesevne for Meget med, en heel Deel Pjat, f.Ex. Mad. Levsens abekatteagtige Moderkjrlighed, Dagvognen m.m. Strstedelen af det fine Selskab pjatter, og den simplere Portion har ogsaa nogen Tilbielighed dertil. Pjat kan undertiden gjre god Virkning som Modstning, men tr ikke bruges saa tidt, at Digteren bliver mistnkt for selv at have en Rem af Huden.

Mellem alle disse brogede Billeder titter Eventyret frem som en Nisse. Andersen vil, ligesom det hedder i Folkefortllingen, flytte bort fra den Uro, Nissen foraarsager, og ind i Romanens Ro; men underveis stikker Nissen Hovedet op af Kjernebtten og siger: Vi flytte. - Kragerne gratulere "kra! kra!" (1ste B. Pag.86). Hofjunkerens Frieri, der gaar overstyr paa Hofballet, fordi han taber sin Seleknap, er holdt i en Tone, der lader formode, at det egentlig var Knappen, som skulde fortlle Feiekonen Historien; Knappen og Feiekonen ere allerede paa Vei til bagefter at anstille deres Betragtninger, men Andersen har i ieblikket travlt og gaaer videre. Paa Flyttedagen faaer han utvivlsomt Lyst til en gammel Hat, der ligger paa Gaden; han er overbeviist om, at den kan fortlle interessante Memoirer, men han skal flge Elisabeth, der er ubekjendt med Kjbenhavns Gader, og nies formodentlig med, i Forbigaaende at trffe Aftale med Hatten om et senere Mde.

Endelig fremtrder ogsaa den virkeligste Virkelighed. Frederik den Sjette ligger paa lit de parade, og det beskrives paa den sdvanlige barnlig-udmalende Maade; Thorvaldsen paraderer ogsaa. Det staaer ikke i videre Forbindelse med Vrket; ved Kjrselen ud til Amalienborg bliver den gamle Baronesse forkjlet, men kommer sig igjen. Den eneste Grund til at tage det med, maa vre, at det var noget Oplevet. Det Samme gjelder om "Reichardts Melodier til Gthes Digte" og om de "schubertske Lieder", som Elisabeth synger; disse bestemt betegnede Sange i Forening med Kammerjunkeren, der er bermt i Paris som Componist, rykke hende endnu nrmere fra Romanens poetiske Tilvrelse til Trskelen af det virkelige Liv, altsaa [fra] Romanen over til Biographien. Det nste Skridt er, at en bekjendt Mand under sit eget navn skulde optrde i Fortllingen, undervise Heltinden eller endog frie til hende, saa var Forvirringen fuldstndig. At Elisabeth for sin Aandsudviklings Skyld lser Walter Scott, og at "Midlothians Hjerte" udver en afgjrende Virkning paa hendes Tilvrelse, hrer ogsaa herhid; men tildeels er det vel gjort for de engelske Lseres Skyld.

Det er overhovedet et Uheld, at Bogen er skreven med den bestemte Tanke for ie, at den frst skulde overgivestil det engelske Publikum; thi Andersen har i sin Godmodighed troet at burde komme dette imde med adskillige ethnographiske Notitser og med bredere Skildringer af danske Forhold, end danske eller blot sthetiske Lsere behve, ligesom han ogsaa siger Engelskmnd, Skotter, Irlndere endeel Forbindtligheder. Og ved denne Leilighed maae vi gjre Andersen strke Bebreidelser, hvis det er af Frygt for at saare sine engelske Lsere, at han har undladt at nvne 1807, da han omtaler Danmarks Udviklingshistorie og nvner 1801 og 1808. (3die B. P. 77.)

En saadan Mngde af Formaal lader sig ikke opnaae, og alle de Elementer, der fremtrde med Fordringer, lade sig ikke tilfredsstille uden en stor Uro, og under hele Lsningen har man en Flelse, som om den ene af Digterens Tanker jager den anden og han selv haster afsted for ikke at glemme nogen. Vi tilstaae at denne Flelse var den fremherskende hos os, og at vi frst nu efter flere Ugers Mellemrum have vret istand til at lade de enkelte Skjnheder vederfares Ret og paany gjennemlse dem uden Hensyn til Vrkets Heelhed.

Vi troe derfor at kunne sige, at Vrket i hi Grad mangler Stiil, i den Forstand, hvori man f. Ex. siger, at et Taarn er bygget i en vis Stiil: Bygningen hver sig, gjennemtrngt af een Tanke, som en Enhed, mod Skyerne. Det Samme gjlder om Romanens Stiil, i en anden Forstand, om Maaden, hvorpaa Begivenhederne ere fortalte og Samtalerne holdte. Som Exempel herpaa anfre vi 2den Bog Pag. 35: Kirkegaardene paa den lille ere Sandpletter, hvor "ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Vxter", og Gravstenene vare halv overtrukne med en fugtig Grnhed. I Anledning af Elisabeths foran berrte Frelse fra Vesterhavets Flod er den gamle Pige Keike glad og vil feire Begivenheden om Sndagen: "Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornie os! sagde Keike og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og den gamle Kirkegaard". Det er rrende, og der behves ikke et Ord mere for at vise, hvor tarvelige Festdagsglderne ere paa Halligerne; men Andersen kan ikke holde Maade og tilfier med smertefuld Ironi: "Det var meget fornieligt!" Og som om det endnu ikke var nok, og Lseren ikke blot skulde have den smukke Tanke ind med Skeer, men med Brkjern, hedder det strax efter, Pag. 37: "I Prstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret forniet sig, de havde vret paa begge Kirkegaardene".

Man kunde udskrive en stor Deel af Bogen for at vise, hvorledes denne besynderlige Digter ikke kan lade en Charakteer eller Situation fremstille sig selv og have Tillid til Lsernes Flelse, men uafladelig prsenterer Alt og derved ofte skader mere, end han gavner. Vi tage iflng: (3die B. Pag. 4) Manden, der citerer Shakespeare og kun siger: no, no. Det Comiske deri tilintetgjr Andersen ved at tilfie: "for han kunde citere". Og han har dog selv prvet, hvorledes han i Dramaet maa lade en Person tale alvorlig eller comisk uden selv at kunne gaae ved Siden af og sige: "for han er nu alvorlig" (eller comisk).

Dersom man nu vil sammenfatte, hvad der er sagt om "De to Baronesser", saa vil man bemrke, at det ikke er Mangel paa Liv og Bevgelighed, ikke Trhed og Kjedsommelighed, man kan forekaste Digteren. Andersens Feil er ikke Fattigdom, men Mangel paa Skjnsomhed til at benytte sin Rigdom. Dersom vi turde give ham et Raad, skulde det vre det samme som det, vi vilde give en rig Mand, der fyldte sine Sale med Meubler, for at Gjsterne kunde befinde sig vel hos ham og tillige see hans Formuenhed: Vr sparsommelig, flyt Halvdelen af Meublerne ind i andre Vrelser og opstil Resten med mere Smag. Og Smag kan man erhverve sig ved at see, ved at lse, ved at tnke. Vi vilde finde det upassende at give en Forfatter, der er ldre end vi i Literaturen og en bermt Mand, gode Raad; men vor Interesse for Andersen og for selve hans Bermmelse faaer undskylde os. Han har, hvad saa mange Andre mangle, Geniets overordentlige Ungdom; for ham er det, som allerede sagt, ikke for silde, skjndt maaskee paa hie Tid; thi om end saadanne Naturer undgaae at ldes, saa riskere de dog i Tidens Lb at de og bringe endeel af det betroede Pund ubrugt tilbage.