DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anonym anmeldelse af: Improvisatoren og O.T.

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Olsen, F.C.

Published

1837.

Reviewed works

Improvisatoren, O. T.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (published anonymously, written by F.C. Olsen) of Hans Christian Andersen: Improvisatoren and O.T., in Maanedsskrift for Litteratur, vol. 18, 1837, p. 61-87.

Det var for et Par Decennier siden almindeligt at ivre imod Romanlsning, fordi det Liv, der fremstiltes i de fleste og meest lste Romaner, fornemmelig det indre Liv hos de handlende Personer og Udviklingen af visse Flelser, der pleiede at udgjre Hovedmotivet, ikke ganske svarede til Virkeligheden, og saaledes fyldte isr det ungdommelige og ubefstede Sind med vrange Forestillinger, og, istedetfor at forberede en klar og kraftig Existents i den givne Virkelighed, ledte til at ahne og lnges efter Forhold og Tilstande, der dog ikke siden kunde realiseres.Vistnok gaves der Romaner, hvorom dette ingenlunde lod sig sige; men, naar man skal dmme efter Strstedelen af dem, der underholdt Lseverdenen, var denne Frygt ikke ugrundet, og selv gode, ja endog udmrkede Digtervrker af denne Art. som f. Ex. Werthers Leiden, kunde med al deres indre Sandhed vre istand til at overvlde og forvirre det umodne Sind, der kun eensidigt formaaede at tilegne sig deres Indhold. Saaledes kom Romanlsningen i ondt Rygte, og Adjectivet romanagtig tjente til at betegne allehaande forskruede, overspndte Flelser og Forestillinger, som ikke fandt deres Gjenstand eller Anvendelse i den omgivende Verden. Nu derimod er Meget her blevet anderledes, og siden Walter Scott, Cooper og Flere, der have skrevet i samme Aand, ved en ny og riig Romanlitteratur have trngt den ldre tilbage, vil Ingen lnger ubetinget fordmme Romaners Lsning, og man seer dem endog ikke ugjerne i Ungdommens Hnder som gode Midler til Dannelse og Belring. Aarsagen til denne Forandring er ikke vanskelig at forklare. I den foregaaende Periode gik de poetiske Hensigter nrmest ud paa at fremstille Individuet, dets Charakteer, Stemninger, Lidenskaber, Reflexioner, Skjebne; af dets Omverden blev i Almindelighed kun saameget optaget i Billedet, som var uundvrligt for at understtte disse Hensigter. Hos de talentfuldeste Forfattere fremtraadte nu ogsaa dette Sidste med Klarhed og Fylde, hvilket ikke kunde vre anderledes, fordi de ste af Naturen og Sandheden, og lededes af Begrebet om Overeensstemmelse. Men hos de mindre Talenter og Efterlignerne, der kun bestaae ved at overdrive det, som Andre fr dem have gjort fuldkomment, maatte det snarest vise sig, hvad der var Hovedretningen, idet de uvilkaarligt ilede fremad i denne. Det blev da Individuernes Liv, hvorpaa de fornemmelig anvendte deres Kunst og Kunstgreb, og efterdi Charakteertegningen altid er det vanskeligere, skabte de Carricaturer eller kastede sig med desto strre Iver over Lidenskaberne og Flelserne, isr den almeeninteressanteste, Kjrlighedens. Da alt skulde vre piqvant, maatte Unatur til, hvor Naturen ikke syntes piqvant nok, derhos allehaande Forviklinger og underlige Eventyr, hvorved Bizarrerier opdyngedes over hverandre, og en Maneer dannede sig, som paa den brede Vei frte bort fra Kunsten og Sandheden. Som nu Opmrksomheden imidlertid tabte sig for den virkelige Omverden, og man dog skulde have et Locale og Omgivelser for sine Personer, dannede der sig af Ndvendighed en Romanverden, der var ligesom et stort Theaterdepot, hvorfra man tog Slotte, Fjelde, Skove, Klostere, Munke, Rvere, Spgelser, Djvle o.s.v., kort alt, hvad der paa nogen Maade kunde vre piqvant og veie op imod det saa hit opskruede personlige Liv. Var nu Formen og Maneren der eengang, saa lod der sig let skrive Bger i hundredviis, og saaledes fremkom en Flod af mere eller mindre slette Romaner, som overskyllede de enkelte klassiske Vrker, og, liig "en dygtig Regn, der veed at finde Vei overalt", trngte igjennem lige til Rdderne af det borgerlige Selskabs Tr, som indsugede den usunde Nring.

Da fremstod Walter Scott, som gav denne Green af Litteraturen et nyt og frisk Liv, idet han nedlagde Frugterne af sit nie og grundige Bekjendtskab med sit Lands Historie og med dets og Folkets Eiendommeligheder i en Rkke af Romaner, hvor Individuerne ikke fremstiltes uden i og med en stor og mangfoldig Omverden, som frembd et sandt og levende Billede af nrvrende eller forbigangne Tilstande. Man forbausedes ved at see, hvilke poetiske Skatte man med et fast og klart Blik paa sine Omgivelser kan opdage, hvilken levende Verden der lader sig mane frem af Krniker, Rustkamre og Ruiner. Frst troede man maaskee, at det kun var Skotland eller England, der var saa interessant, siden saae man sig om i sit eget Land, og saaledes opstode der ogsaa andensteds vrdige Efterflgere af Walter Scott. Hvad man lrte af ham, havde man vistnok allerede fr kunnet lre af ldre Mestere; man behver kun at nvne Gthe; men det var lettere at lre af Walter Scott end af Gthe, fordi han var lettere at efterligne, fordi han i visse Henseender overdrev det Nye, som han bragte, og derved gav det mere Eftertrykkelighed, og fordi han skrev saameget i samme Art, at der dannede sig en Maneer og de techniske Haandgreb bleve kjendeligere. Som nu Skildringen af den Verden, der omgav de optrdende Personer, blev udfrt med al individuel Niagtighed under Iagttagelse af Localiteter og Tidsforhold, saa at meget, der ellers hrer Historien, Folkebeskrivelsen og Chorographien til, maatte tjene som Material for Romanen, som derved fik et usdvanligt Prg af factisk Sandhed, saaledes kunde Skildringen af Menneskene og Tildragelserne, der fremstiltes i dette livstroe Billede, heller ikke blive udeelagtig i den Soliditet og Grundighed, hvormed det vrige var behandlet; ligesom der ogsaa nu var mindre Fristelse til at sge Effect i Vrangbilleder af Menneskenaturen, da der var saameget Andet, som kunde understtte Interessen. Saaledes syntes Romanen at have fstet Rdder i en frisk Jordbund, hvor den sikkert og skjnt kunde udvikle sig i sine forskjellige Nuanceringer, og kom derved atter i den Credit, som tilkommer alle sande Digtervrker, at vre en Skole for Livet, at indeholde Veiledning for Erfaringen, mangfoldig Berigelse for Forestillingerne og Stof til Flelsens Dannelse.

Finde vi nu Aarsag til at glde os herover, saa kunne vi paa den anden Side ikke dlge os, at det her, som ellers, maa blive Tilfldet, at det Gode, som enkelte hiere begavede Mennesker bringe til os, forvanskes og udarter i en Mngde Efterligninger, som det fremkalder. Naar man betnker, hvormegen og hvor vidt udstrakt Indflydelse Walter Scotts Skrifter have udvet og endnu udve, vil det ikke undre nogen, at allerede nu en saadan Udartning i forskiellige Henseender lader sig paavise og godtgjre ved Exempler af flere Litteraturer. Vi have her en viid Mark for os, og enhver nogenlunde agtsom Romanlser vil kunne erindre sig, hvorledes f. Ex. snart Handlingens grndselse Detaillering, snart det Udspilede i Situationerne, snart det Smaalige i Beskrivelserne har vret paafaldende hos Forfattere af denne Art[1]; men det er os her nok at bemrke, at det, der ovenfor er angivet som literairhistorisk mrkeligt ved Walter Scotts Fremtrden, er noget, hvori Degenerationenret kunde have Leilighed til at udfolde sig, saa at man allerede deraf kunde vente sig Romaner, hvori allevegnefra sammendyngede Facta af Naturen, Folkelivet og Historien vare blevne udrystede uden Smag og Kunstforstand, historiske Romaner, misommeligt sammenflikkede af allehaande chronicographiske og antiqvariske Excerpter, Romaner, hvori Menneskene nsten kun tjene til Staffage for Landskaber, o.s.v.

Vi have allerede hos os en temmelig Begyndelse til en Rkke af historiske Romaner, hvori den walterscottske Technik, forsaavidt den stykkeviis og i de mindre fine Trk kommer tilsyne, er anvendt med en Efterlignerngstelighed, der for den opmrksomme Iagttager undertiden bliver nsten latterlig. Naturligviis har Forfatteren ogsaa omhyggeligen sat sig i Besiddelse af alt det overleverede Detail fra de Tider, han skildrer; og saaledes bliver en stor Mngde af samlede Materialier lagt til Rette, under, over, ved Siden af hverandre; intet tr udelades, det maa finde Plads her eller der; men den Aand, der skulde give alt dette i dets Sammenhng Betydning, mangler kun altfor meget, og Samlerflid kan ikke erstatte, hvad der savnes af skabende Dygtighed.

Have nu end de to Romaner, vi her ville betragte, et fra hine ganske forskjelligt Prg, saa lader det sig dog ikke ngte, at de hre til den Region i Romanlitteraturen, som de foregaaende Betragtninger have ledet os hen til, forsaavidtsom Forf. i Anlget af Handlingen, Fremstillingen af de optrdende Personers Charakterer og Udviklingen af deres indbyrdes Forhold og indre Tilstande indskrnker sig til det Ndtrftigste, imedens han med kjendelig Forkjrlighed hengiver sig til Skildringen af den Natur og det strre Menneskeliv, hvormed han omgiver dem, og ofte blot behandler den egentlige Fortlling som Motiv til at anbringe disse Skildringer. Dog gjlder dette vistnok mindre om den sidstanfrte end om den frste og ldre Roman: Improvisatoren. I dette Vrk hersker der et saadant Misforhold imellem de to anfrte Hoveddele, at Rec. for et ieblik var uvis om, hvorledes han skulde betragte det, og hvilke Fordringer han skulde gjre dertil. Man kan formode, at Forfatteren egentlig har havt isinde at meddele os, hvad han paa sin Reise i Italien har kunnet tilegne sig af dette Lands Mrkvrdigheder, og at han har fundet det meest passende for sig at gjre dette i Form af en Roman. Men denne Form medfrer nu ogsaa sine Betingelser; og da han har valgt at lade en italiensk Improvisator fortlle sit Levnetslb fra den tidligste Barndom indtil hans Indtrdelse i en moden Alder og afgjorte Livsforhold, saa har han ydermere bundet sig til de Betingelser, som Biographien medfrer. Tr denne ikke bestaae i en aandls Sammenkjdelse af allehaande ydre og tilfldige Facta, skal en Charakteer og dens Udvikling fremstilles, saa lader den kunstneriske Idee, der i et Vrk som det Foreliggende skulde fremtrde som Eenhedsprincip, sig ikke anderledes opfatte, end at det her blev Opgaven, at vise, hvorledes et Digtertalent udviklede sig midt i den rigeste Fylde af alt, hvad Naturen, Folkelivet og Kunsten frembyder til Aandens Nring; hvorledes den vordende Digters Sind efterhaanden udvidede sig til at forstaa og omfatte saa mange og store Gjenstande, og hvorledes hans Flelse klaredes, saa at den blev en productiv Begeistring, der, understttet af et kraftigt og uddannet Talent, blev istand til, paa ieblikkets Bud, at lgge sig for Dagen i passende og behagelige Former. Denne skjnne og frugtbare Tanke, som ogsaa umiskjendeligen har staaet Digteren for ie, havde han kun formaaet at udfre den, maatte da bestemme Maal og Maade med Hensyn til de Billeder af det italienske Liv, som skulde optages, og paa mange Maader betinge det, der udentvivl frst laa i Forfatterens Tilbielighed; ligesom den overalt vilde krve en nie Forbindelse imellem Yderverdenens Phnomener og det indre personlige Liv, der fremstiltes. Men hvorlidet har Forf. vidst at maale den Opgave, han satte sig! hvorlidet, at fatte dens Conseqventser! Uden at tage Hensyn til de frste Love for al Composition, uden Ahnelse om det Maadehold, den Selvindskrnkning, der maa til for at frembringe et kunstnersk [!] Hele, fortller han alt, hvad han har seet i Italien, og udtmmer sine Reisedagbgers Forraad uden Valg, saa at alle disse Beskrivelser tiltage sig det strste Deel af Fremstillingen, medens han paa den anden Side kun i ringe Grad har formaaet at lse den psychologiske Deel af sin Opgave, hvorved Hovedpersonen ofte kommer til at staae som blot Fortller eller Tilskuer, og Betydningen af hans subjective Deeltagelse kun meget lidet bliver svarende til det vidtlftige Apparat, hvormed han omgives.

Det er sandsynligt, at Fru Stal-Holsteins Roman "Corinna" har vret Forfatteren et vildledende Forbillede. Denne aandrige Dame har villet forbinde to Ting: Skildring af Italien og af enkelte Personers Charakterer og Skjebne, med hverandre; og da hendes Hensigt ikke mindre er at belre end at underholde og rre, gaaer hun saa aabenlyst tilvrks, at hun f. Ex., hvor Rom omhandles, giver de enkelte Bger systematiske Overskrifter, som: "Gravene, Kirkerne og Paladserne", "Statuerne og Malerierne" o.s.v. Men han havde af hendes Exempel kunnet lre, hvad der for ham var at undgaae; thi da i Corinna Romanen som saadan dog bliver Hovedgjenstanden for Interessen, og altid meer og meer tager denne i Beslag, saa kommer derved den ciceroneagtige Omfren imellem Roms Mrkvrdigheder, og overhovedet det Systematiske og Udfrlige i denne Deel af Bogen ud af det rette Forhold til det Hele. Hvad der for Kritikens ie kan finde en Undskyldningsgrund i det Instructive i Bogens Tendents, vil hos Forfatteren, der blot har et poetisk Formaal, ikke kunne forsvares. Ivrigt er der ingen Anledning til at anstille videre Sammenligning imellem Corinna og Improvisatoren.

Fr vi nrmere komme til at betragte det Enkelte i sidstnvnte Vrk have vi nogle Ord at sige om Hr. Andersens Charakteer som Digter i Almindelighed, hvortil vi siden oftere ville have Leilighed til at henholde os. Hr. Andersen er af de Forfattere, paa hvilke Kritiken vanskeligen, som det synes, vil kunne udve nogen betydelig og afgjrende Indflydelse, fordi de selv ved deres Produceren ikke pleie at udve megen Kritik. Han viser sig i sine Vrker som den, der har en meget opvakt og levende Phantasie, en letbevgelig Flelse og en godmodig Grundstemning; men der rber sig tillige hos ham en vis Mangel paa Kraft, frst og fremmest paa Forstandskraft, paa Reflexionens Skarphed og Klarhed, men ogsaa overhovedet paa det Mandige og Dygtige i den hele Charakteer, som maa til for at gjre Digteren skikket baade til energiske Conceptioner og til en fast og conseqvent Udfrelse. Idet disse forskjellige Egenskaber strbe at stte sig i Ligevgt indbyrdes, opstaaer hos Hr. Andersen en Forkjrlighed for det Sentimentale, det Blide og Barnlige. Et barnligt, ubevidst Sind er for ham den sande Digtervirksomheds Udgangspunkt, umiddelbar Gjengivelse af det Opfattede dens Form. Hans Produceren er ganske subjectiv. Han glder sig, for at bruge et Udtryk i hans Art, som et Barn ved Guds Verden; og, som Beskuelsen var en Glde, saaledes skal og Gjengivelsen deraf vre en Glde; alt skal komme af sig selv; han betragter Stoffet som sin Eiendom, hvorover han kan raade efter enhver vilkaarlig Indskydelse. Som nu Frembringelsens Besvr ikke tr finde Sted i dette lyse Billede af en Digters Virksomhed, saaledes tr ogsaa de forberedende Studier igjennem Bgernes dde Bogstaver ikke paabyrdes den, for hvem Naturen ligger som en opslagen Bog; og saaledes er det ikke uoverensstemmende med den her betegnede Digtercharakteer, at vi saa ofte i Hr. Andersens Vrker finde Spor af en temmelig Mangel paa almindelig, Aandsevnerne understttende, Dannelse, der medfrer Feil baade i strre og mindre Henseender.

I de mangfoldige Skildringer af italienske Gjenstande, som forekomme i Improvisatoren, rber sig den omtalte Beskuerlyst ungtelig paa en tiltrkkende Maade. Vi see Forfatteren indtaget, stundom beruset, af sine Gjenstande; og han fremstiller dem som den, der seer med et Digterie, ikke igjennem Phraser og Declamation, men i trffende og sande Billeder, hvortil han gjerne bruger faa, men betegnende, ofte malende, Udtryk, ligesom og mangt et anfrt Trk bringer os til at skjnne paa den Opmrksomhed, hvormed han har betragtet Tingene, saavidt de tiltate den poetiske Sands. De Scener og Situationer, hvorved hine Skildringer motiveres, komme ofte vel overeens med disse, hvorved der undertiden opstaae smaa Heelheder, som i enhver Henseende udfylde Sindet. Ved alt dette beholde mange af disse Skildringer et eiendommeligt Vrd, uagtet der nuomstunder er skrevet saameget om Italiens Herligheder, at en stor Deel af dem kan regnes blandt de mest forslidte Ting. Men ofte staae disse Skildringer i den lseste Forbindelse med det hele Anlg af Romanen. Vi have her en Selvbiographie, et betydende Menneskes Udviklingshistorie, fortalt af ham selv. Dette medfrer den Fordring, at kun saadanne Ting fortlles, som have havt bestemt og varig Indflydelse paa den fortllendes Sind eller Skjebne; og denne Fordring skjrpes saameget mere, som Fortlleren fra Digterens Side just er given som en saadan, for hvem en ilde valgt og mangelfuld Fremstilling maatte blive det modsatte af charakteristisk. Men, som vi ovenfor have sagt, det er Forfatteren om at gjre at faae Alt med, hvad han har i Forraad. Hvormange Skov- og Bjerg- ja Sky- og Luftstykker stilles os ikke for ie uden anden Forbindelse med det Hele, end at Romanens Hovedperson har staaet og seet derpaa! Reiser denne, da forekomme hele Udtog af Reisejournaler, hvori de underligste Smaating stundom ere antegnede; f. Ex. paa en Reise til Neapel seer Improvisatoren etsteds nogle Gjeder staae i en Hule, og hos dem en lille Dreng, der vogter dem. Da han nogen Tid efter kommer samme Vei tilbage fra Neapel, bemrker han, at Gjederne staae der, men at Drengen var borte. Saadanne Trk af Barnlighed ere vel barnagtige. - Mange og hyppig paa hverandre flgende Beskrivelser af Egne og Prospecter ere i og for sig selv mislige. I Reisebeskrivelser, hvor Sligt er mere paa sit Sted, kan man ofte fle sig trttet, naar Phantasien skal holde Skridt med Fortllingen; men i en Roman, hvor Opmrksomheden er spndt paa Handlingens Udvikling, blive saadanne Beskrivelser let kjedsommelige, ja piinlige. Men for denne Forfatterens utmmede Lyst til at beskrive maae alle andre Hensyn vige. At meget fortlles, som i en Selvbiographie bliver urimeligt, at Helten maa gjre en Reise til Verona og Mailand uden anden kjendelig Grund, end at disse Byer ogsaa skulle med i Beskrivelsen, er endnu ikke nok. Selv Stemningens og Flelsens Sandhed opoffres undertiden for denne Tilbielighed. Naar Improvisatoren, efterat have fortalt, hvorledes han paa en brat og rystende Maade i sin Barndom mistede sin Moder, der elskede ham saa hit og ene var ham Alt i Verden, umiddelbart derpaa gaaer over til at fortlle alle Hverdagsomstndigheder ved hendes Begravelse, maa man kun have dunkle Forestillinger om Betydningen af et saadant Tab baade for Barnet og for Manden, der gjenkalder sig det, naar man ikke her fler det Usande i Fremstillingen. Ligeledes, da han eengang, efterat have skudt sin Ven og tabt sin elskede, slbes bort af Rvere, bunden paa en Hest, lader Digteren ham endda beskrive Maaneskinnet og Taagerne, som hvilte over Marken! For saadan ydre Iagttagelse maatte hans Sind i denne Forfatning ndvendig vre tillukt.

Hvad der endmere giver disse Skildringer Tilfldighedens Prg, er at Digteren kun lidet har indladt sig paa Fremstillingen af sin Helts gradvise Udvikling og hans poetiske Talents som overhovedet hans Aands Fremvxt under Bestemmelse af de ydre Indvirkninger. Man seer Italiens Herligheder passere forbi hans Blik, men den dannende Indflydelse af dem bliver han sig ikke bevidst. Det er ingen Sjlehistorie. Derimod see vi rigtignok, navnlig hvor han begynder at improvisere, Virkninger af at han med Alderen er gaaet fremad; og af disse kunne vi slutte os til, hvad Forfatteren tnker sig som hrende til Digtertalentets Uddannelse: at see, fle, erindre og gjengive; hvorved vistnok to vigtige Poster mangle: at tnke og at lre. Improvisationerne hente altid deres Indhold fra en eller anden tilforn oplevet Scene; idet Digteren stter sig i en Tilstand, som han personlig har gjennemgaaet, bliver han begeistret og rrende; men naar han tillige kun gjengiver, hvad han saaledes har modtaget, og som han har modtaget det, finde vi her et Princip for den umiddelbareste Art af Poesie meget eensidigen udtrykt, og der bliver ikke Tale om den hiere Assimilation, om den totalere Vxt af Aanden, hvorved denne bliver istand til at skabe med Frihed af sit Eget og forvandle selv det igjennem Bogstav og Overlevering Modtagne til en Tilvrelse med Liv og Fylde. Denne Betragtningsmaade af den poetiske Frembringen svarer ganske til de Trk af Forfatterens Digterpersonlighed, som vi fr have angivet; og vi finde heri, saavelsom i det Barnlig-sentimentale og, om man vil, det Umandige hos Improvisatoren, god Grund til at antage denne for et temmelig subjectivt Billede, eller, med bestemtere Ord, for at vre noget nr en Reprsentant af Forfatteren selv.

Samme Umiddelbarhed i den aandelige Grundretning gjenfinde vi nu overalt hos Improvisatoren. Alt refererer sig hos ham til hans Flelse, hans personlige Tilstande og Stemninger. Eftertanken, som hver Forestillingerne ud af den personlige Kreds, Forstandens Operationer, som give den aandelige Natur Indhold og Fasthed, komme kun svagt tilsyne; og saaledes rber der sig hos Romanens Hovedperson midt i den Rigdom, der omgiver ham, en vis aandelig Armod, som ikke tilstrkkelig kan dkkes ved den Bevgelse i hans sjlelige Liv, som Kjrlighed og didhrende Drifter fremkalde.

Er det nu saa, som vi formode, at Digteren i sin Bogs Hovedperson har fremstilt en Reprsentant af sig selv, saa har han vistnok den Nytte af det fromtalte Princip: kun at skildre selvoplevede Tilstande, at han ved at lade en Person, der ubevidst udviklede sig, fortlle sit Levnet, derved for en Deel har unddraget sig den Forpligtelse at levere en grundig Sjlehistorie; men paa at undgaa den dermed flgende Mangel paa Sammenhng i Stoffet, som vi have paavist, see vi, at han ikke har vret belavet. Derimod kan det ikke ngtes, at den fremstilte Charakteer forsaavidt bliver sand og conseqvent nok; og denne Conseqvents gjenfinde vi ligeledes i den Ulyst til Dannelse ved Studium og Tankeanstrengelse, som Improvisatoren yttrer. Optaget som et hjelpelst Barn hos delttnkende Mennesker af hi Stand og Formue, som nske at gjre ham deelagtig i hiere Dannelse ad den sdvanlige Vei igjennem Studeringer, og som, da de vrdige ham en Plads i deres Selskab, selv paatage sig den Umage at vnne ham til de Former, der lette og forskjnne Samlivet imellem Dannede, fler han sig med Tiden mere og mere trykket ved disse velmeente Foranstaltninger, hvis Bestemmelse han ikke kan forstaae. Han troer, at de Aar ere tabte, som han maa anvende til Studeringer; maaskee for en Deel med Rette; thi vi mrke kun temmelig indirecte til noget hos ham, der kunde kaldes Frugt af disse; men han bliver tillige i sit Hjerte utaknemlig imod sine Velgjrere, hvis Overvgt i Forstand og Levekunst mere og mere rgrer ham, ligesom han begynder at fle sig selv, og af hvem han krver Anerkjendelse af sine Fortrin, medens han ikke er istand til at fatte deres; og viser det sig her, som oftere, at Utaknemlighed vil komme af sig selv, naar ulige Naturer trde i Velgjerningsforhold indbyrdes.

Forsaavidt staaer det sig endnu vel med Charakteertegningen. Men hvad der nu er tilbage at bemrke, viser, at det har manglet Forf. paa det Grundlag, han saavel i egen Dannelse og Forstudier som i objectiv Klarhed over sin Gjenstand skulde besidde, for at det Hele kunde lykkes ham. Forelbigen antyde vi, i Forbindelse med hvad der nrmest er afhandlet, at Improvisatorens Ulyst til methodisk Dannelse med Rette br vise sine Flger i den Maade, hvorpaa han, som oftere skeer, reflecterer over Kunstvrker; og det er ganske naturligt, at han her ikke kommer ud over det frste raae Indtryk, og, istedetfor at trnge ind i deres Skjnheder, phantaserer over dem. Men idet Forf. virkelig i Almindelighed fremstiller Tingen saaledes, vide vi ikke, om det kan regnes ham til Fortjeneste. Thi undertiden taler Improvisatoren igjen saa klogt om "dristige Fortkortninger", om at "hver Figur er Stof for en Kunstafhandling" (1 D. S. 179, 180), at vi nsten maae formode, at Forfatteren af egen Mangel paa klar Forestilling om Kunstbetragtning og dennes forskjellige Arter, har lagt sin Person det Bedste i Munden, som han selv vidste at sige, og saaledes er langt fra at have behersket sit Stof i denne Henseende. Endvidere, naar man tager i Betragtning, at den Tid, Improv. anvendte til Studering, ikke var kort - nemlig 6 Aar efter allerede at have gjennemgaaet en lrd Skole - , at han havde Talent, resflelse, og saaledes ndvendigen maa have gjort Fremskridt, saa bliver det uforklarligt, at han, som dog i en moden Alder fortller sit Levnet, ikke rber den ringeste Erkjendelse af hine Studiers Frugter. Hans Had til Underviisning kan have vret stort nok, da han var under Tvangen; men skulde saamange Aars Anstrengelser da slet intet Udbytte have bragt, som han i en senere Alder kunde vre tilfreds ved at besidde? Kunde f. Ex. ikke Historien have aabnet ham Skatte, der selv i hans poetiske Virksomhed maatte vre ham kjrkomne? Skulde han i Klassikerne slet intet Beslgtet have fundet? Eller skulde han overhovedet ikke efter saamegen velse have flt visse sjlelige Krfter hos sig at vre tiltagne? Men for alt dette lader Forfatteren ham vre blind, og mrker ikke, at han derved kommer til at tillgge ham en overordentlig intellectuel Slvhed, der maa blive uforenelig med Forudstningen om ham som en opvakt Natur. Skulle vi nu tiltroe Improv. denne Slvhed og bringe den i Forbindelse med hans spagfrdigt-svage, ja paa sine Steder nsten feige[2] Vsen, saa blive vi ikke vel stemte til at unde ham den Apotheose, som Forfatteren i Bogens Slutning lader blive ham til Deel.

Men en Hovedfeil, der gaaer igjennem det hele Charakteerbillede, er, at dette i en hi og mrkelig Grad mangler det, der skulde betegne Improvisatorens Nationalitet som Italiener og Romer; hvorimod der trffes hyppige Anstd imod det Nationale. Ikke at tale om, at de Trk, vi sidst have anfrt, kun lidet passe sig for den levende, choleriske Sydlnder, sees Nordboen ofte at stikke frem i den Maade, hvorpaa han betragter Italien. Herhid hre Yttringer som 1 D. S. 10: "den deilige blaae Luft, Italien eier"; S. 64: "det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier", og meget Andet af samme Art. At han er Catholik, mrkes ikke synderligt, skjndt han efter sin Opdragelse, sin senere Dannelse, sit Temperament og Sindelag endog burde vre en from Catholik. Det bliver, for at anfre et Exempel, ganske usandsynligt, at han i en urolig Sjlstilstand, der maatte drive ham til at sge Trst hos det Hellige, reiser lige igjennem Loretto, "uden selv at gjste det hellige Huus" (2 D. S. 184). Men fremfor Alt viser det Uitalienske sig hos ham i den Omstndelighed, hvormed han fortller allehaande Ting, der for Italieneren og i Srdeleshed Romeren ere ganske hverdags, og kun fastholdes i Optegnelser af den Fremmede, der saaledes sger at tage et Skyggebillede af det Oplevede med sig over Alperne. Hvad der kommer i Veien for Kunstens Fordringer, er atter Forfatterens Lyst til at beskrive, stundom maaskee blot til at afskrive det, han eengang har optegnet. Gaaer Improvisatoren engang ud og mder nogle Bnder paa Veien, strax skal det med, skjndt han intet videre faaer med disse Bnder at gjre. At Hestene de af Hknipper, som de have hngende paa sig, synes isr at have interesseret Forfatteren; thi det fortlles ikke mindre end tre Gange, 1 D. S. 12, 173, 207. Naturligviis gjennemgaaes den hele Rkke af de store aarlige Festligheder i Rom, og, skjndt vi ofte have lst derom, underholdende nok, naar det kun ikke var en Romer, der fortalte saa detailleret.

Vi have her omtalt det for Kritiken Mrkeligste i Bogen, og det har noksom viist sig, at Forfatteren ikke tilbrligen har ladet sig lede af faste og alvorlige Kunsthensyn. Vi ville derfor fatte os kort om det vrige. Bicharaktererne ere i Almindelighed bestemte ved faa og vel vedligeholdte Trk, men mangle det Individuelle og isr det Nationale. Interessantest er Annunziata ved sin Skjebne. Skildringen af hendes Forandring ved Kummer og Sygdom i Modstning til hendes frste glimrende Optrden er sand og rrende, og det hele Thema vel opfattet og udfrt. For Begivenhed og Handling kunde der, da saa meget Andet var at fortlle, kun vre en indskrnket Plads. Man kan allerede af det Foregaaende slutte sig til, at det, der skal bringe Eenhed i en biographisk Roman, hvilken efter sin Natur maa fremstille allehaande isoleerte Begivenheder og Scener fra forskjellige Tider i Livet, nemlig disses flleds Relation til den fremstilte Charakteer som ndvendige Udviklingsmomenter, her for en stor Deel maa savnes, siden der er gjort saa lidet for at vise en saadan Udviklingsproces. Saaledes blive flere Tildragelser uden indre Forbindelse indbyrdes,[3] uagtet de hver for sig kunne lses med Interesse. Det maa ansees for en Fortjeneste, at Forf. intetsteds har lagt an paa at spnde Lsernes Forventning i srdeles hi Grad, da det Trykkende ved de beskrivende Episoder derved vilde formeres. Men en flelig Mangel er det, at flere af de vigtigste Begivenheders, navnlig Heltens trende Forelskelseshistoriers Flge og Vexel tabe saa meget af deres Betydning, fordi man ikke seer, hvad han bliver til ved dem. Tvertimod bliver Alt imod Slutningen kun mere forvirret, saa man ikke ret veed, hvad man skal tnke sig ved hans Tilstand. I den sidste Fjerdedeel af Romanen trttes man ved det Stagnerende i Sindsstemningen: en sygelig Trang til Kjrlighed, deelt imellem nrmere og fjernere Indtryk, uden at noget kommer til kraftig Bestaaen, dunkle Flelser, hvoraf den ene staaer den anden i Veien, og med alt dette opholdende Excurser, imedens Handlingen venter paa sin Afslutning!

Det Phantastiske og Overnaturlige eller Hemmelighedsfulde er et Par Gange anvendt, den ene i den kloge Fulvias Person, der minder strkt om lignende hos Walter Scott; den anden Gang ved Eventyret i den blaae Grotte, en Flge af Digterens Begeistring over dette underfulde Sted. Som blot enkeltviis paatrykt Zirat paa den klare Virkelighed vil saadant dog altid, ihvad man end gjr for at faae det til at hfte ved denne, blive afstikkende, naar man forsmmer at meddele Omgivelserne en med disse Zirater overeensstemmende Colorit. Stedet til at anbringe denne finde vi meest passende at have vret Hovedpersonens Gemyt, hvori en svrmersk Retning henimod det Overnaturlige, saaledes, som den kan tnkes hos en troende Catholik med et barnligt og poetisk Sind, da maatte forberede og udjevne disse Indtrdelser af det Phantastiske.

Det vilde vre ubilligt at forbigaae, at der igjennem den hele Bog gaaer en overmaade reen og sdelig Aand, og at deri overalt fremtrder et godmodig opvakt Gemyt, hvis Bevgelser ofte meddele sig til os igjennem skjnne Phantasiecombinationer. Mangen Tanke er indkldt i et trffende og rrende Billede, og i denne Lyrik finder Digterens Reflexion sin rette Form. Derved faae Improvisationerne, der, som billigt, ere skizzerede i Prosa, Indhold og Virkning som Poesie.

Ligesom vi ved Lsningen af Forfatterens foregaaende Skrifter oftere have bemrket, at han ikke er heldigst i Satiren, fornemmelig af Mangel paa en bestemt og original Forestilling om det, han vil bekjmpe, saaledes findes ogsaa her et Exempel paa det Samme. I Pedanten Habbas Dahdah, ved hvem det Afskrkkende i den lrde Dannelse personificeres, er der endnu en anden Ting, der skal gjres latterlig, nemlig den strenge Holden over Formens Elegants i Poesien. Forsaavidt Digteren vil dette, er der, uagtet det poetisk Urimelige i enkelte Udtryk, dog en Hensigt at mrke i disse Ord, som lgges Pedanten i Munden, 1 D. S. 100: ""Flelse og Flelse! det er slet ikke den, der gjr Digteren! Al denne Fgten med Phantasien, saa er man her, saa er man der! Heller ikke Tanken er det, nei Besindigheden, den gyldne Besindighed! Digteren maa ikke lade sig henrive af sit Stof! kold, iiskold skal han vre, snderlemme sit Hjertes Barn og see, hvorledes det staaer til i de enkelte Dele"; o.s.v. Men naar Forf. lader den Samme strax foran sige: "Er det Poesie? ud og ind lber det uden Form og Skikkelse; frst troede jeg, det skulde vre en Vase, siden et fransk Viinglas eller en medisk Sabel, men hvorledes jeg vendte og dreiede det, kom den samme betydningslse Registerform" o.s.v.; saa confunderer han saaledes det Ene med det Andet, at der neppe bliver nogen kjendelig Hensigt tilbage.

Ligger der i Improvisatorens Opposition imod methodisk Dannelse, som vi ere tilbielige til at troe, en Yttring af Forfatterens egne Meninger i denne Henseende, sa have vi i det Foregaaende havt Beviis nok paa Sandheden af den saa ofte og kraftigt udtalte Stning, at det ved blotte Naturgaver og disses tilfldige Udvikling formedelst alslags adspredt Erfaring og Lecture, vanskeligen vil lykkes at frembringe noget virkeligt Kunstvrk, idetmindste af strre Omfang. Sorgls trder Forf. ind paa Kunstens vanskelige Bane; han stoler paa sin Indskydelse, sin Muse, og indseer ikke, at hun, skjndt velvillig imod ham, dog ikke kan redde den fra at snuble, som ikke selv er opmrksom paa sine Skridt; og at, om nogen vil handle som Redskab for noget Hiere, han dog, selv af Kjrlighed til dette Hiere, troligen maatte strbe at gjre sig til et godt og beqvemt Redskab. Denne Mangel af Instruction og af Opmrksomhed paa sin egen Produceren kommer os nu hos Forf., foruden det, der er omtalt, ogsaa paa andre Maader imde. Han skriver sit Modersmaal let og med Frihed, men han er usikker i dets Grammatik og Retskrivning. "De ere gaaet", "det virker (for vrker) i hans Arme", "vinke af En", "vidstnok" og deslige Feil stde iet jevnligen tilligemed Skjdeslse Constructioner og Germanismer, f. Ex. Rygsiden (die Rckseite), Kobold, o.fl. De fremmede Ord komme endnu vrre derfra; det lader nsten til at vre et blot Tilflde, om de skrives rigtigt; og da Forf. i denne Bog ret synes at stte Priis paa at bruge italienske Benvnelser[4], saa gives der desto oftere Anledning til Feil som filisissima notte, luogi patroni o. desl. - Har et Udtryk paa en eller anden Vei fundet Velbehag hos Forf., saa bruger han det, saa ofte Leilighed gives, ubekymret om, at jo mere det gjr sig bemrket, desto mere maa det ved hyppig Gjentagelse blive smaglst. Til saadanne Yndlingsudtryk hre "Bjergformationer, den gule Tiber, Ildblik, onde ine, aande Kys paa Ens Lber, hoppe" o.fl. Enkelte Feil i Angivelsen af italienske Facta fra nyere og ldre Tider er Rec. under Lsningen truffen paa; men da han ikke har fundet sig foranlediget til at gaae ind i nogen niere Undersgelse i denne Retning, maa det beroe ved denne Bemrkning. Hvad er det for to Danske, som omtales paa Romanens nstsidste Blad? Deres Kommen og Forsvinden iflge Hensyn, som Forf. maa kjende bedre end vi, er et Billede paa meget Andet i Bogen.

Ivrigt vil denne Roman ikke forfeile at gjre et behageligt Indtryk paa Lsere, der ikke medbringe Kunstfordringer; og forsaavidt kunne vi anbefale den som en i det Hele taget underholdende og paa mange Steder aandsnrende Lecture.

Den senere Roman med Titel: O.T. staaer, isr hvad Compositionen angaaer, men ogsaa tildeels i Henseende til Charakteertegningen, betydeligt over "Improvisatoren". Men inden man deraf slutter, at Forfatteren i lige Grad er gaaet fremad i Dygtighed til at anvende Kunstens Regler, maa man tage i Betragtning, at Stoffets Beskaffenhed her ikke lidet er kommen ham til Hjelp. Da saavel Localiteterne, som de Personer, der bevge sig i disse, ere danske, var han selv mere beslgtet med de Gjenstande, han skildrede; og den Rigdom af Mrkeligheder, som Landet frembd, var ikke saa paatrngende, at den kunde bortlede Digterens Opmrksomhed fra andre vsentlige Hensyn. Vi kunne derfor her begynde med at omtale Romanens Begivenhed og Personer. Digteren har villet skildre de Lidelser, hvorfor et rekjrt Menneske er udsat, naar det med alle indre og ydre Fordringer paa at optages i det bedre, ja det bedste, Selskab, og virkelig optaget i dette, er sig Omstndighederne ved sin Herkomst bevidst, som det maa undsee sig ved for Verdens ine, og nu idelig plages af Frygt for at disse skulle blive bekjendte. Til at fremstille dette har Forf. valgt ret marqveerte Forhold. Hans Helt er fdt i et Tugthuus; han er i den frste Ungdomsalder, hvori resflelsen er meest ngstelig; han er optaget som kjr Ven i en adelig Familie, hvor han forelsker sig i en af Dttrene. Heller ikke mangler det paa en skadefro og egennyttig Person af den laveste Art, som kjender hans Hemmelighed og altid er ved Haanden for at tirre ham eller gjre sig Fordeel af hans Frygt; og saaledes er der nok til at incitere Opmrksomheden og fremkalde spndende Situationer. Omsider kommer den plagede unge Mand i den Stilling, for at redde sin udvortes Anseelse, at maatte begaae et Slags Forrderi mod sine Venner, men ndes derved til at rbe sin Hemmelighed for en forstandig og del Dame i den omtalte Familie; og denne Meddelelse tjener til at frembringe en Overeensstemmelse i deres gjensidige Hengivenhedsflelser, som leder til en lykkelig Forbindelse imellem dem. For den vrige Verden begraves den byrdefulde Hemmelighed ved de Personers Dd, som kunde foraarsage dens Opdagelse. Af den anfrte Grundidee for Romanen har Digteren benyttet saa mange Conseqventser, som tjente til at gjre Begivenheden interessant; og det maa erkjendes som et priisvrdigt Maadehold, at han ikke har anvendt flere, som han let havde kunnet finde. Mangen Romanskriver vilde have afpresset dette Emne en Rkke af de piinligste Situationer, for saa meget lngere at forskaffe Lserne Nydelsen af en temmelig bedrvelig Fornielse.

Derimod lades der meget tilbage at nske, naar man betragter den Maade, hvorpaa under de anfrte Omstndigheder Hovedpersonens Charakteer fremtrder. Denne er nsten ganske uden indvortes Liv og Bevgelse. Forfatteren synes at have fastsat sig dens Indhold under Form af et Antal af visse Egenskaber, som Forstandighed, Dannelse, Sdelighed, hi Selvflelse, tungsindig Tilbageholdenhed og strk Villieskraft; og disse bruger han som Normer og Motiver under Fremstillingen; hvorved vi dog ville bemrke, at den sidstnvnte Egenskab, som i Begyndelsen fremhves saa strkt, at den nsten bliver til Stivsindethed, senere bliver uden al Anvendelse som Motiv. Men ved alt dette og de dermed forbundne Affecter befordres kun Forbindelsen af de ydre Begivenheder; man mrker ikke til nogen indre organisk Strben eller Udvikling i Personens Sind og Charakteer. Denne er fra frst til sidst afsluttet i sig selv og fastgroet, og det i Livets bevgeligste Alder. Om det saa kun var et mislykket Forsg paa at hve sig over sin Frygt ved moralske Midler og hiere Synsmaader, eller en trodsig ved modsigende Tilbieligheder eluderet Beslutning, at frasige sig det adelige Selskab, i hvis Nrvrelse han med Bevidstheden om, hvad han havde at fortie, maatte fle sig som en Skyldner, saa vilde dette dog have frembragt nogen indre Bevgelse i dette caput mortuum; men noget Saadant kommer kun for en meget ringe Deel til Yttring; ligesom ogsaa den hele Begivenhed ikke frer til noget aandeligt Resultat for den Paagjldende. Naar man seer tilbage til det, som tilforn er sagt om Improvisatorens Charakteer, vil man finde, at en lignende Feil ogsaa der ligger til Grund. Han begynder som et Barn, og ender i flere Henseender ikke stort anderledes.

Til den her dadlede Feil kommer endnu, at Forfatteren i intellectuel Henseende ikke noksom har staaet over den Charakteer, han vilde tegne. For at vise ham som dannet og forstandig lader Digteren ham jevnlig raisonnere om allehaande Gjenstande; men herom maae vi eengang for alle gjre den Bemrkning, ligesom om de vrige Raisonnements, der i denne Bog ikke sjeldent lgges forskjellige Personer i Munden, at de ere saa lidet beregnede for de Talendes Standpunct og Eiendommelighed, at de synes nsten tilhobe kun at udgaae fra eet og samme Sind, det er fra Forfatteren selv, der tager Ordet for sine Personer og siger det Bedste, han selv veed. Disse Aggregater af alskens Viden uden Valg tage sig da snart ud som trivielle, snart som det, Tydskerne kalde "altklug", stundom som "berklug", sjeldnest som hensigtsmssige. Hvad skal man sige, naar man hrer en ganske ung Student tale med en Selvtillid, som Otto taler 1 D. S. 21 om Religionen, eller S. 55 om Rahbek, for ikke at anfre flere Exempler? og dog er Wilhelms Foredrag over Nationens sthetiske Udviklingsperioder, 2 D. S. 127, endnu urimeligere, fordi det aldeles ikke paa nogen Maade lader sig tnke sammen med denne meget ungdommelige og sangvinske Persons Retning og Standpunktet i hans Udvikling. Man bliver efterhaanden saa tilbielig til at tage disse Raisonnements for Digterens egne, at man stundom uvilkaarligen kommer til at holde ham for uoprigtig, naar han engang imellem finder det forndent, i Kraft af Fremstillingens Objectivitet at fralgge sig Deel i de fremsatte Meeninger. Til Exempel kan den ugunstige Dom over den kjbenhavnske Verden og hvad derpaa flger, 1 D. S. 175-176, tjene.

Bipersonerne, der, som saadanne, blot kunne vre fremstillede efter nogle Hovedegenskaber, give i Almindelighed et klart og sandt Billede; og Digteren synes i det Hele taget at have bedre Held med saadanne Skizzer end med det grundigere, mere udtmmende og omfattende Charakteermaleri. Kun turde der i Billedet af den saa theriske Eva, naar man tager Totaliteten af hendes foregaaende Liv i Betragtning, befindes at vre noget Usandt; om Sophia faaer man ikke nogen ganske klar og sammenhngende Forestilling; og Sidsels umaadelige Styghed kan idetmindste vkke en Tvivl hos Lseren, om Otto ogsaa virkelig kunde lade sig indbilde, at hun var hans Sster.

Opfundne Begivenheder lide ikke sjelden af usandsynlige Forbindelser eller Forudstninger. Ofte beroer just det Piquanteste paa saadanne Usandsynligheder, men ofte ligger Grunden blot i Uagtsomhed hos Digteren. Til den sidste Art hre et Par Enkeltheder i nrvrende Roman, som have vret os paafaldende. Allerede det, at Otto ikke ved given Leilighed med mere Iver erkyndiger sig om sin Sster, som han vidste var i Live (s. 2 D. S. 79), er neppe ganske i sin Orden. Men hvorfor denne Sster ikke kjender sin Faders og Bedstefaders Navne, da det dog var rimeligt, at Moderen fr sin Dd af Omsorg for sine Smaae maatte have betroet disse vigtige Oplysninger til Konen, i hvis Hnder hun efterlod Brnene, burde med saa meget mere Omhu vre motiveret, som Kundskaben om sin Herkomst let maatte have frt Eva til den Opdagelse, at Otto var hendes Broder. Ogsaa synes Digteren i Begyndelsen at have havt noget isinde med den lille Jonas, som han siden har opgivet; maaskee at gjre ham til Ottos Broder; thi hans frste Optrdelse er betydende nok, men siden forbigaaes han nsten ganske. Ved Slutningen af Bogen husker Digteren dog igjen paa sin forstdte Skabning - og lader ham drukne.

Idet vi flge med de handlende Personer igjennem de Situationer, hvori Fortllingen udvikler sig, fres vi tillige igjennem flere Egne af vort Fdreneland og af det Menneskeliv, der foregaaer paa dets Jordbund. Det er mrkeligt, hvor stor en Rigdom af poetisk frugtbare Forestillinger Forf. har erhvervet sig ved sin hurtige, altid paa samme Formaal rettede Opfattelsesevne, og med hvilken Lethed ikke blot de sammenhrende i hans Fremstilling forme sig til troe og klare Billeder, men ogsaa iblandt allehaande enkelte og lsrevne Erindringer de frembyde sig, som, hvor det krves, kunne anvendes som understttende Enkeltheder. Den Lethed, hvormed han bevger sig i dette sit Forraad, gjr ham det mindre vanskeligt at opfinde end at vlge. Men en hi Grad af anskueligt Liv veed han at stte en Handling ind i den poetiske Virkelighed. Griber han de Scener, han fremstiller, af Folkelivet, eller beskriver han Natursituationer, synes han isr at vre paa sin Plads; hans iensynlige Forkjrlighed for dette Genre og det Held, han deri har, beviser det. Her forener opmrksom Iagttagelse og Tact for det Poetiske i Gjenstandene sig med en klar og besjlet Fremstilling, og saaledes fremstaae ofte fortrinlige Billeder, hvoraf vi til Exempel nvne Jyllands Vestkyst med dens Fiskere, Slaaegildet i den fyenske Herregaard og Kjbstedfamilien i Lemvig. Ogsaa fortjener Fortllingen om Ottos ulykkelige Moder at nvnes som et mindre Hele, hvori Digterens Hensigt paa en meget tilfredsstillende Maade er udtrykt. Derimod kunne vi ikke i Alt give Skildringen af den Bergerske Familie i Kjbenhavn vort Bifald. Deels mrker man altformeget Indflydelsen af visse Forbilleder f. Ex. Hverdagshistorien, deels synes Digteren i nogle Stykker mere at have seet Tingene med en satirisk Lyst end at have fundet den rette Gjenstand for Satire, hvorfor ogsaa Fortllingen her stundom antager Tonen af en vis ukjrlig Fornemhed.

Sprges der om, hvorvidt alle Situationer i denne Roman staae i ndvendig eller nr Forbindelse med Handlingen eller Charaktererne, saa maa det tilstaaes, at den, hvad dette angaaer, har et stort Fortrin for Improvisatoren, uden at vi dog derhos kunne erkjende dette som en Flge af, at Forfatteren skulde have hvet sig til et hiere Trin af Erkjendelse eller uddannet Tact. Den fortllende Kunst benytter med Rette en stor Frihed i Bestemmelsen af Grndserne for det Stof, der optages til Behandling; men just derfor behves der en desto grundigere Indsigt eller en desto finere Flelse for i det Enkelte at afgjre, hvad der kan optages som Medhenhrende eller Bidragende. Forfatteren overlader sig her endnu jevnligen til den forhen omtalte Vilkaarlighed i at medtage Scener og Situationer, der ikke staae i nogensomhelst anden Forbindelse med det vrige, end at Hovedpersonen har vret nrvrende ved dem. Skildringen af den lemvigskeFamilie og Scenen med Natmndsfolkene paa den jyske Hede ere Exempler herpaa, og endnu mere de her ligesom i Improvisatoren undertiden forekommende Reisebeskrivelser, hvori Lst og Fast medtages.

For ikke at misforstaaes maae vi bemrke, at de nrmest foregaaende Ord ikke blive at henfre til Vilhelms Breve fra Reisen, og endnu mindre - om nogen kunde falde paa det - til Ottos Samtale med Rosalie, paa hvilke Steder Digteren hensigtsmssigt har anvendt Erindringer fra sin Udenlandsreise. Men disse Erindringer gjre sig rigtignok paa en anden Maade mindre fordeelagtigt gjeldende, nemlig i hans Lyst til at sammen stille danske Gjenstande med lignende fremmede, uden at hine derved blive gjorte tydeligere; f. Ex. naar der 1 D S. 39 lses, at "Linkens Bad" ved Dresden har noget beslgtet med Charlottenlund, eller at "de Bndervogne, der holde udenfor Skoven, Caffemller kaldede, svare til Neapolitanernes Corrocolo, Parisernes Coucou"; S. 56, at Roeskilde er Danmarks St. Denis, S. 103, at Vissenbjerg er Danmarks Itri o.s.v.

Ivrigt trffer man ogsaa her den forhen dadlede Incorrecthed i Stilen, Sprogfeil, og den samme Hngen i visse Yndlingsudtryk, livsglad, livskjed, livsfrodig, hvilke Composita Forf., for at anvende en anden ogsaa af ham misbrugt Talemaade, synes at have "svrmet for", dengang han skrev bogen. Beskrives en liden Inds, saa kan man vre vis paa, at den er tilgroet med Aakandeblade.

Til Slutning ville vi tage den bekjendte Stning i Betragtning, at, som Digterne ere, saaledes vise de sig i deres Vrker, hvilket vi her forstaae saaledes, at der til at frembringe et skjnt og harmonisk afsluttet Hele hrer en Aand, imellem hvis Evner af Naturen og ved Dannelse en lykkelig Harmonie finder Sted, og at enhver Ufuldkommenhed heri ogsaa uudeblivelig vil afprge sig i dens Vrker. Hos de strste Genier, som have efterladt sig et Minde i Poesien og Kunsten, finde vi altid en klar og kraftig Forstandighed, der, om den end ikke frte dem vidt i Begrebernes Sphre, dog satte dem istand til at reflectere indenfor Omfanget af de Forestillinger, hvortil deres Kald frte dem. Men heri viser Naturen sit Lune, at ligesom den skaber Forstandsmennesker uden synderlig Phantasie og Flelse, saaledes udstyrer den ofte altfor eensidigt sine Skabninger med de to sidstnvnte Gaver. Hine ere heri heldigere end disse, der, naar de ville aagre med deres Pund, let ere udsatte for at blive middelmaadige. Men de iblandt dem, der besidde disse Anlg i en hi og fortrinlig Grad, have derimod den Fordeel, at de, idet Naturen gjenskaber sig selv i deres strke Phantasie, ofte med deres middelmaadige Forstandsevner komme til en nsten Instinctmssig Fornemmelse af det Sande, der ligger til Grund for de individuelle Skikkelser, og som ellers kun pleier at aabenbare sig for den abstraherende Eftertanke; hvoraf f.Ex. hine geniale Tankelyn opstaae, der tidt vise sig hos Digtere, som ellers ikke ere synderlig reflecterende. Og da Phantasien er Forstandens ubevidste Love underkastet, kan den, naar den blot er tilstrkkelig strk og beriget med Erfaring, af sig selv medfre omfattende Combinationer, som mere tilhre saa at sige Naturens end Digterens Forstand. Men, som saadanne Digtere skylde Phantasien Alt, saa bestaae de ogsaa blot ved dens Styrke og Omfang; og det, der i alle Tilflde ene kan udrettes ved den reflecterende Forstands hjelp, bliver udenfor deres Virksomhed som udenfor deres Ahnelse; hvoraf blandt andet den langvarige og neppe ved nogen Overeenskomst tilendebringelige Krig opstaaer imellem dem og de Recensenter, som krve klar Forstandighed i et Kunstvrk.

Vi have her angivet et Standpunkt, hvorfra man vil kunne gjre sig et Begreb om Forfatterens poetiske Evne. Hvad han besidder, besidder han frst og fremmest ved sin Phantasie. Men denne, skjndt let opfattende, levende og tro, er mere rettet paa den ydre end den indre Iagttagelse, og den synes, idetmindste efter hvad den hidtil har prsteret, ikke at have Kraft til at sammenholde et Billede af strre Omfang og Mangfoldighed. Derfor opfatter han Gjenstandene partiviis tro og livligt, og gjengiver dem paa samme Maade; og den individuelle Flelse, som derved vkkes, lgger sig for Dagen i en naiv og godmodig Lyrik, som giver det, Phantasien fremstiller, Aand og Varme, ligesom den ofte af denne forskaffer sig en skjn og vrdig Indkldning. Heri finde vi det, som har givet mange af Digterens mindre Producter et blivende Vrd, og som ogsaa i de her bedmte Vrker har frembragt mange skjnne Enkeltheder. Derfor kan Digteren ogsaa med Held fremstille menneskelige Charakterer, saavidt han kan gjre dette ved at holde sig til de Trk, der som ydre Phnomener kunne falde i inene; men det indre Totalliv, der skal udfolde sig i den udfrligere og grundigere Charekteerskildring, synes han mindre skikket til at opfatte; ligesom vi i det Foregaaende have seet, at hans Genius ikke har vret virksom nok for ham i at danne strre Compositioner med Conseqvents og Overeensstemmelse i de enkelte Dele.

Dersom det er at vente, at disse Bemrkninger ville optages paa en saadan Maade af den, de nrmest maae angaae, at de kunne blive ham frugtbringende, vil Recensenten raade Hr. Andersen til, frst at strbe ved alvorlig Opmrksomhed paa gode Mnstre at fortstte Uddannelsen af sin Smag, dernst, naar han producerer, at holde sig til saadanne Opgaver, som han med sin Phantasie fuldkomment kan omfatte og beherske, det vil sige, Opgaver af ikke alt for stort Omfang og af den Art, hvori Erfaring viser, at han er heldigst; da troe vi, at alvorlig Strben paa den ene Side og Forsigtighed paa den anden vil stte ham istand til at glde os ved fuldkomnere Arbeider, ligesom han allerede har gldet os ved meget Godt i dem, som her have vret betragtede.


1) Det er ikke vor Hensigt her at omtale enhver Afvei, hvorpaa forskiellige Romanforfattere i nyere Tider befindes at vre. Vi maatte da henvende en egen Betragtning paa den nyeste franske Romanlitteratur, men vilde derved tillige fjerne os fra det Maal, hvortil disse Bemrkninger skulde fre. (TILBAGE)

2) Forf. har idetmindste ikke givet ham Leilighed til at rense sig fra denne Beskyldning paa et Sted, hvor det kunde behves. 2. D. S. 124, hvor han synes uundgaaeligen at maatte, og virkeligen lader til at ville, gjre en haanlig Afbigt for at slippe for en Duel, lader Forfatteren i samme ieblik et Tilflde indtrffe, hvorved Modparten drukner. (TILBAGE)

3) Med Hensyn til den ydre Forbindelse bemrkes, at den Maade, hvorpaa en ny Epoche i Handlingen forberedes ved at Annunziatas Breve forfeile deres Bestemmelse, idet de ansees for at komme fra en Anden, er temmelig usandsynlig. (TILBAGE)

4) Dette sandselige Velbehag ved Sproget lader undertiden temmelig tomt, f. Ex. naar Forf. bruger Ordet presciutto istedetfor Skinke, og i en Note giver det danske Ord. (TILBAGE)