DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anonym anmeldelse af Kjrlighed paa Nicolai-Taarn

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

David, C.N.

Published

1829.

Reviewed works

Kjrlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous, written by C.N. David) of Hans Christian Andersen: Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret. Heroisk Vaudeville i een Act., in Maanedskrift for Litteratur, vol. 1, 1829, p. 543-552.

Det frste Sprgsmaal, som vi pleie at gjre os efter en Bogs Gjennemlsning, er: hvad har Forfatteren villet med dette Skrift? Thi ungtelig br man ligesaa vel fordre af den, der vil levere et Kunstvrk, at han skal vre sig en bestemt Bestrbelse bevidst, som man overhovedet forlanger dette af enhver, der foretager sig nogetsomhelst andet end at gaae i Taaget. Paa den anden Side, naar vi ville bedmme en Bog, br det vre os klart, hvad Forfatteren har villet, frend vi kunne tale om, hvorledes han har skilt sig ved dette.

Efter Gjennemlsningen af denne saakaldte heroiske Vaudeville gjorde vi os derfor det ovennvnte Sprgsmaal, men vi tilstaae, at dets Besvarelse faldt os vanskelig, thi vi havde ondt med at opdage nogen Grund-Idee i dette bizarre Product, eller nogen bestemt Hensigt hos dets Forfatter. Da vi imidlertid ikke kunne troe, at han slet ikke har villet noget, eller med andre Ord, at han har skrevet i Taaget, saa maae vi snarere antage, at han har villet for meget, og at det da er gaaet ham i Analogie med den bekjendte Regel: at den som beviser for meget, intet beviser. Det synes os nemlig, thi klart kan man ikke see, hvor der hersker Forvirring og Mrke, som om Forfatteren har villet parodiere Skjbnetragoedien, Riddersrgespillet, og hvad vi troe at kunne betegne ved Udtrykket Rhetorik-Tragoedien, samt Vaudevillen, i det mindste forsaavidt denne i dens Slutning trder udenfor det dramatiske Gebeet, og henvender sig directe til Publicum. Men ere Skjbnetragoedien og Riddersrgespillet saa almindeligen gjngse paa vor Skueplads, eller spille de en saadan Rolle i vor dramatiske Litteratur, at de opfordre til Modstand, og gjre en Parodie nskelig eller ndvendig? Er den frste ikke endog nsten ganske ukjendt paa vor Scene, og er det sidste, som gik igjen hos os i enkelte maadelige Oversttelser, ikke allerede for flere Aar siden bragt til en Hvile, som sikkert ingen, der vil stride for den gode Smag, burde have Lyst til at forstyrre. Med Satirens eller Parodiens Vaaben at ville bekjmpe en Tendence, som ikke existerer, forekommer os at vre en Kamp ikke uliig den, som Don Quixotte fgtede mod Veirmllen, og den synes heller ikke at forjtte dens Helt andre Laurbr end dem, som Ridderen af den bedrvelige Skikkelse hstede. Men naar Forfatteren har villet parodiere Skjbnetragoedien, og vi maae antage dette, thi vi kunne ikke indsee, hvad den megen Snak om Skjbnen skal betyde, hvis han ikke hermed har villet alludere til den evige Raaben paa Fatum i nogle tydske Digteres Vrker, saa burde han dog i det mindste kjende det Vsentlige i dette Genre. Det er charakteristisk ved Skjbnetragoedien, at tilsyneladende Tilfldigheder og formeentlige Ubetydeligheder deri spille en vigtig Rolle, og at disse tjene den usynlige Magt, der skal styre Menneskenes Skjbne, til hemmelighedsfulde Vink. Men hertil alluderes slet ikke i Parodien, og dette synes ganske at vre undgaaet Forfatteren. Han siger vel, at Maren laver en "skjbnesvanger" Punsch, men dette Epitheton, som staaer i en Anmrkning til Lserens Underretning, er her aldeles betydningslst, og Tilskueren har idetmindste ingen Grund til at formode, at Forfatteren et ieblik flygtig har tnkt paa at ville bruge denne Drik som en deus ex machina. Forfatterens Ubekjendtskab til det, som vi maae antage, at han har villet parodiere, sees imidlertid tydeligst af Stykkets Slutning, thi han gjr Handlingens Udfald afhngigt af Publicums usikkre og tvivlsomme Dom, (det vil nemlig beroe paa den Modtagelse, som Publicum skjnker Stykket, om Ellen skal blive lykkelig med sin Sren eller ulykkelig ned Peer) istedetfor at dette i Skjbnetragoedien er knyttet til et ubieligt Fatums Styrelse, som udtaler sig i Begivenhedernes ndvendige Flge, om vi end ikke kunne ahne deres causale Forbindelse. Intet Under derfor, at denne heroiske Vaudeville ikke parodierer det, hvad vi dog maae troe, at den efter Forfatterens Hensigt skulde parodiere. Men maaskee har han i Stykkets Slutning frivilligt givet Slip paa den frste Hensigt for at jage efter en anden, nemlig at parodiere Vaudevillernes sdvanlige Slutning? Naar det allerede ikke er let, med et Smk at slaae to Fluer, som sidde ved Siden af hinanden, kan man da vel undre sig over, at man slaaer feil, naar man med et Smk vil ramme en Tobiste, som roder i Jorden, og en Sommerfugl, som flagrer i Luften? Og er desuden den til Vaudevillen efter Handlingens fuldkomne Tilendebringelse knyttede Epilog noget denne Digtart saa Eiendommeligt, eller noget i og for sig selv saa Fordmmeligt og Konsten uvrdigt, at det fortjener at parodieres? Vi troe ingen af Delene, og ere i alt Fald overbeviste om, at de, som snakke saa meget om det Uvrdige i disse "Betlercadencen" ikke vide eller erindre, at hverken Plautus eller Shakespear, der dog vel ikke digtede Vaudeviller, have anseet det under deres Vrdighed i Stykkets Slutning at anbefale dette til Publicums Overbrenhed. Der kan i det Hele ligesaa lidt vre noget Urigtigt eller Fordmmeligt heri, som deri at en Sagfrer ender sin Procedure med en rhetorisk Apostrophe til Dommerne. Lade disse sig derved bestikke til at dmme imod sund Sands og Retfrdighed, da er Brden deres og ikke hans.

Men Forfatterens Hensigt med Stykkets Slutning vre hvilkensomhelst af de omtalte, vist er det, at denne selv er uden comisk Virkning ligesom uden parodisk Kraft; og omendskjnt vi ikke ville ngte, at Choret i Slutningen hist og her er ret vittigt, og at denne forsaavidt er original, som intet andet til Opfrelse bestemt, intet i det mindste os bekjendt, Stykke lgger saaledes Knudens Oplsning i Publicums Hnder, saa kunne vi dog ikke andet end ansee netop Slutningen for hist mislykket, da den forfeiler enhver tnkelig fornuftig Hensigt, som Forfatteren kan have havt.

Vi have ovenfor nvnet Rhetorik-Tragoedie, og have dermed villet betegne Tragoedier i en vis Stiil, hvori det Poetiske er druknet i en kold Rhetorik, og hvor et pompst med Billeder og Lignelser overlsset Sprog er gjort til Hovedsagen, mens Handling og Charaktertegning er skjnket mindre, for ikke at sige ingen Opmrksomhed. Dette Genre, hvoraf vi ikke have faa Prver, snart under en Forfatters Navn snart under Anonymitetens Firma, kan vel have fortjent at blive Gjenstand for Parodien, thi det har trods sin Gehaltlshed noget den halv Dannede saa let Bestikkende, at det ikke kan feile, at det finder Indgang hos Mange, og bidrager til at fordrve Smagen og Sandsen for det gte Poetiske. Parodien er maaskee her bedre paa sin Plads end den alvorlige Critik, og hiin er det vel fr lykkedes at vise det Svulstiges Unatur, medens dennes Bestrbelse til det samme Maal ikke har kunnet virke paa Mngden. Kunne vi derfor ikke misbillige denne Forfatterens Hensigt, hvor vi kunne skimte den, saa maae vi dog i hieste Grad misbillige, at han ogsaa her gjr et mere eller rettere sagt en andet. Thi istedetfor alene at copiere denne Maneer og at parodiere dens tomme Ordbram, sger han ogsaa at opnaae en parodisk Effect ved utvetydigen at alludere til bekjendte Steder i vor bedste Tragikers Srgespil, hvis Sprog dog vel kan siges at vre fri for Svulst og Affectation; ja han lgger endog i Munden paa sine lav-comiske Personer Replikker, der ere udrevne af hine. Saaledes ved Haaret at trkke det gte Tragiske over paa det comiske Gebeet er en Kaadhed, og den Latter, som en Forfatter derved kan opvkke, gjr hverken hans Forstand eller Smag re. Hans Seier kan desuden hos den tnkende Lser eller Tilskuer kun vare saalnge, indtil Reflexionen vaagner. Vi vide ret vel, at man kan parodiere Alt, og man har parodieret Meget, Hamlets Monolog ligesaavel som Kotzebues Hussiter; men et Misgreb og en Smaglshed undskylder ikke en anden, og ti undsede Smaglsheder og Misgreb kunne ikke forskaffe det Smaglse eller Forfeilede Borgerret i Kunstens Rige. Dog troe vi heller ikke, at nogen anden Forfatter har drevet sin Kaadhed saa vidt, at ville parodiere det erkjendte Gode for det samme Publicum og paa det samme Theater, hvor hiint er blevet modtaget med udeelt Bifald. Selv en agtvrdig Individualitets tro Copieren kan vkke Latter og more til Tid og Sted, men det viser kun liden Tnksomhed, at prve derpaa i Nrvrelse af den Paagjeldendes Nrbeslgtede. og det maa opvkke Harme, na[a]r vi see, at det skeer for at saare disse. Digtervrker, der ere en sand Nationalskat, ere ethvert fdrelandsk Hjerte saa nrbeslgtede, at et letfrdigt og kaadt Spg med dem maa opvkke almindelig Indignation.

Men foruden alle disse Misgreb, der samtlige udspringe af Forfatterens Hensigt, eller maaskee rettere sagt Mangel paa Hensigt og ham klart bevidst Bestrbelse, lider dette Stykke af en vsentlig Feil, som ligger i Stoffets Behandlingsmaade. Forfatteren har nemlig tilintetgjort sine Personers egen Natur i deres parodiske Bestrbelse. Han synes at have glemt, at der for at rve Liv udfordres Liv, og at ingen, som ikke lever selv, kan slaae nogen Levende ihjel. Han kan sikkert ikke undre sig over, at vi ved at betragte hans Personer komme til at tnke paa Personerne i Wessels Kjrlighed uden Strmper, thi de have en ikke blot tilfldig ydre Lighed. Men hvor indvortes ulige ere de ikke trods den aabenbar tilsigtede Lighed. Johan von Ehrenpreis er en i et tragisk Gevandt indsyet Skrdder, ligesom Heltene i de Stykker, som Wessel parodierer, vare datids Franskmnd drapperede med romerske Togaer. Wessel bragde den lave Skrddernatur, vi tillade os dette Udtryk, og haabe ei at blive misforstaaede, ind i en hiere Sphre; han satte Skrdderen, som han stod og gik, paa Cothurnen, og dette var af en stor parodisk Virkning. Men i Sren Pind er Skrddernaturen slaaet ihjel. Mens Ordet Skrdder der paa Johans Lber, da han uforvarende kommer til at sige: "Thi Klokken er kun for Skomagere og Skrd-" snakker Sren uafladeligen om Skrdderen, medens dog mtfindlighed og Sky for denne Benvnelse har vret et charakteristisk Trk hos denne Stands Medlemmer, selv lnge f'rend de kunde blive Lieutenanter i Borgerskabet, og Forfatteren angiver dog, at hans Stykke spilles "omtrent 1829". At lade en Skrdder svrgfe ved sin Sax er ikke parodisk Overdrivelse, men ligefrem Unatur, ligesom om man vilde lade en Helt svrge ved sin Corporalstok og ikke ved sin Qvrnbider eller Dyrendal. Wessel lader Johan sige:

Men Kjrligheden har med ttte Attersting Saa syet mit Hjerte ind -

og det kan lade sig sige af en Skrdder, thi Skrddernaturen gaaer her over Skrdderoptugtelsen, men det strider sikkert lige meget imod Natur og Optugtelse, at lade Skrdderne komme sammen til Lystighed i deres Kroe med Saxe ved Siden, eller lade Sren gjenhilse sin lnge savnede Brud med Udraabet:

O sde ieblik! Du sde Ln for mangt et Heltestik.

Man sammenligne hermed Johans Gjenhilsen til Grete:

Hvor seer jeg glad igjen de mange Yndigheder, Som den maa vre blind, der ei kan see hos Eder.

Den frste er ligesaa unaturlig, som den sidste er comisk, og dog i Johans Charakteer.

Man sammenligne Peer, denne Vaudevillens Mads, med Gretes ulykkelige Elsker i Kjrlighed uden Strmper. Denne er yderst correct, i langt hiere Grad end selv Johan er det; og hvor parodisk en Indkldning hans Tanker end have, saa trde de dog intetsteds uden for den Tanke-Kreds, der er i den Characteers Natur, som Wessel har villet skildre. Men naar Peer, som fler sig en "Auka-Thor i Norden" kalder sin egen Historie "et claurensk Stykke", saa parodierer han kun sig selv, og tilintetgjr sin Individualitet. Det samme er Tilfldet med Sren, naar han siger til Ellen: "Du faaer vist ondt af Talens Blomster-Duft". Han parodierer sig selv saa meget, at han ikke faer Tid til at parodiere nogen anden. Og saaledes gaaer det med nsten alle Personer i denne Vaudeville; de ere bervede al Individualitet, fordi Forfatteren under sit Stofs Behandling har glemt sine Personers Natur, idet hans Parodies Kreds stedse har udvidet sig, og derfor har han villet lgge i dem alt hvad ieblikkets Lune, en blot Tilfldighed eller en Idee-Association indgav ham.

Dog kunne vi neppe undre os over, i Stykket at finde denne Mangel paa Individualitet, thi af den blotte Fortegnelse over Personerne see vi Forfatterens Forvirring i denne Henseende. Saaledes angiver han, at Ole og Peer Hansen ere Vgtere og Naboriddere, at Vgterdatteren Ellen er Borgfrken. Intet Under derfor, at de ere ingen af Delene, fordi det ikke har vret Forfatteren klart, om de som Riddere skulle parodiere Vgtere eller som Vgtere skulle parodiere Riddere. De ere ingen af Delene, fordi de skulle vre begge Dele. Naar Ellen i sin frste Repliks frste Linie siger: "Her sidder jeg forladt paa Ridderborgen" og i den samme Repliks sidste Linie udbryder: "Og Enden blier, jeg skal paa Taarnet de", saa varierer hun egentligen kun denne Forvirring; og heri driver Forfatteren sin Conseqventhed saavidt, at man ikke engang kan see, hvad han har tnkt sig ved sine Bipersoner, thi han lader Choret af Naboer, der forskrkkes over Vgternes Piber, synge Pag. 35:

Ha, saa hr paa vor Tale! De enten er gale, Eller spille vi alle i en Opera.

Dette Sted kan ogsaa tjene til Exempel paa, at Forfatteren, hvis Versification i det Hele er let og flydende, ogsaa kan skrive Vers, der baade formaliter og materialiter ere slette. Enkelte Sange ere derimod mere end godt versificerede, de ere vittige og lunefulde, og vi ville som Exempler herpaa foruden Slutningschoret anfre Romancen Pag. 10 og Sangen Pag. 32; men andre ere rigtignok aldeles gehaltlse og uden comisk Kraft, som f. Ex. Sangen Pag. 5, 14, 22, 38. Melodiernes Valg er nsten heelt igjennem heldigt og af parodisk Virkning.

Skulle vi slutteligen med faa Ord sige, hvorledes vi troe, at et saa bizart Product er fremgaaet af Forfatterens Pen, da kunne vi ikke tilbageholde vor Formening om, at han har taget Wessels: "jo galere, jo bedre!" i bogstavelig Betydning, og at han har glemt, at Galskab frst da kan interessere os, naar vi opdage at ""skjndt det Galskab er, har det dog Methode".

Vi skulle ikke have vrdiget dette Arbeide saa megen Opmrksomhed eller have afhandlet det med saa megen alvorlig Strenghed, hvis vi ikke trods alle dets Feil og trods alle Phantasiens Udskeielser, som vi opdage i det, dog bemrkede Glimt af Lune og Vittighed og Spor af Talent. Vi have ladet, og ville i Fremtiden sikkert lade mangt et Product gaae os upaatalt forbi, hvis Forfatter, vi erkjende, at have forsyndet sig ligesaa meget imod Kunstens Regler og mod reen Smag som den nrvrende. Det er sand Interesse for et sig forvildende Talent, der har opfordret os til at bedmme hans Arbeide, og til at bedmme det med Strenghed, thi Critiken er sikkert i et saadant Tilflde paa sin rette Plads. Critiken kan man sige, er, betragtet fra et vist Synspunct, et Fyrtaarn. Dette br isr vre tndt, naar et Skib med ikke ringe Ladning omtumles blandt blinde Skjr paa Havet. Hvad vilde der ellers blive af Skibet, isr naar den uerfarne Styrmand, af Glde over Seiladsens tilsyneladende lykkelige Begyndelse, har drukket sig en Ruus under de end mere uerfarne Matrosers Hurraraab?