H.C. Andersen centret

Det er ikke nogen uheldig Tanke, som Andersen har havt i Forspillet, at bringe Theatrets Jubelfest i Forbindelse med Krigen. Thi det er Folkets Gjerninger og Bedrifter, dets Held og Uheld, der giver Folkets aandelige Liv, dets Literatur, Poesi og Kunst, sin Tone og Duft; desuden er vor "Grændsekrig" af en saadan Natur, at hvert Slag ogsaa kan ramme vort Nationaltheater, saa Poesien og Kunsten kunde vel - selv om de ellers vare ligegyldige ved det Omskiftelige og Øieblikkelige - komme lidt ud af den majestætiske Ro og kaste et forskende Blik paa "Krigen derovre".

Det kommer blot an paa, hvordan Tanken udføres, og her gjælder da det Meste af, hvad der i det Foregaaende er anført i Anledning af "De to Baronesser". Her er atter Liv og Friskhed i Conceptionen, skjønne Enkeltheder, vakkre Bemærkninger, smukt udtalte Følelser, om end ikke alle ganske nye. Saaledes siger den ene af de to Frivillige, der er paa Post, Digteren:

Flyv frem, danske Løver, fra Vaabenets Grund,
I favnes nidobbelt af Hjerter!

Og den anden Soldat, Billedhuggeren:

Vor Tid er alvorsfuld og skabende,
Den store Mester (peger mod Himlen) hugger ud af Blokken.

Siden siger Valkyrien om Holberg, med Hentydning paa Grankvisten, hun bringer fra Norge:

Hans Værker tydes paa ved Grantræ-Grenen,
Dens Blad er pilespids, men evig grønt.

Ved dette sidste Citat mærke formodentlig endog de Læsere, der ikke have seet Forspillet, at der maa være Noget i Veien med Compositionen: Valkyrien, Norge, Grantræ, Holberg, danske Frivillige - "wie reimt sich das zusammen"? Hvordan skal der blive en Enhed ud deraf? Der er heller ingen. De to frivillige Soldater huske paa, at det er Theatrets Hundredaarsfest, og give sig paa staaende Fod til at feire den ved at omtale vore store Digtere. Appellen kalder den ene bort, og den anden lægger sig til at sove. Det behager derpaa Valkyrierne at komme ned fra Luftgen, og da de som antike Krigsgudinder formodenlig ikke kjende den moderne Krigsdisciplin, tage de det ikke ilde op, at Soldaten sover paa sin Post, men hilse ham og forkynde: "I Skjaldenes Sang, i Nutid, i Fremtid Din Hæder skal klinge!" De to Valkyrier gaae bort, den tredie bliver tilbage, giver en Udsigt over de berømteste danske Digtere og deres Værker, ledsaget af en kort Charakteristik og Antydning af deres national-politiske Værd, og slutter med en gunstig Spaadom, hvorpaa hun forsvinder. Soldaten (Digteren) farer op, og medens Musiken spiller "Danmark deiligst Vang og Vænge", fremsiger han nogle Stropher, hvis Slutning er:

I Kraft vil staae det Dygtige og Skjønne
I Danmarks Rige
Og Kunsten bære Grene, friske, grønne,
Udødelige.

Her er atter denne Uro, skiftende Billeder i Lighed med "En Vandring gjennem Opera-Galleriet". Andersen har følt en Mængde Ting i Anledning af Festen og hurtig nedskrevet sine Følelser, istedetfor at samle alle Forestillinger og give dem et energisk Udtryk i et enkelt, omhyggelig udmalet Billede; han gaaer udenom sit Stof og omtaler det, istedetfor at trænge ind i det og udtale dets Væsen.

Ogsaa her bliver virkeligheden indført uden tilstrækkelig Grund (Dampskibene "Geiser" og "Skirner" blive nævnte i Anledning af Svendborg Sund), det er atter levende Billeder i Blomstermaleriet; det Barnlige træder op paa en barnagtig Maade, idet de to Frivillige bekrandse Holberg, det vil sige forlagsforeningens Udgave af Holbergs Comedier.

Trods den stærke Appel til Nationalitetsfølelsen, der gaaer gjennem Forspillet, viste Publikum (idetmindste den Aften, da vi saae det) den sjeldne Takt, ikke at klappe. Skulde Andersen appellere til et fremmed Publikum og erholde en gunstigere Dom, saa maa han erindre, at de fremmede Læsere maaskee ville være ham takskyldige, for den literairhistoriske Belæring, Forspillet mulig kan give dem - Noget, vi Danske ikke behøve og ikke vente (idetmindste ikke i den Form) i Anledning af vort Theaters Fest.

Hvilken Modsætning er Bournonvilles lille Ballet "Gamle Minder eller en Laterna magica"! Her see vi Componisten, der veed at raade over sit Stof, sine Midler og Kræfter. Som den gode Kudst, der kjører velafrettede Heste og kjender sin Haand og sin Stemmes Magt, sidder stolt paa Bukken og let og tilsyneladende ligegyldig holder Tøilerne, saaledes og ikke anderledes regerer Bournonville sine Tanker, og vi betroe os tillidsfuldt til hans Styrelse, medens Andersen med sit maaskee væligere og ungdommelig-livfuldere Spand har stor Møie, viser Anstrængelse og indgyder os Angst for, at det Hele vil løbe durk [etc. etc.] ...