DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Teateranmeldelse af Kunstens Dannevirke, Forspil ved Theatrets Hundredaarsfest

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1849.

Reviewed works

Kunstens Dannevirke

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Kunstens Dannevirke, Forspil ved Theatrets Hundredaarsfest, by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 5, 1849, p. 117-120.
(followed by a review of August Bournonville's ballet "Gamle Minder eller en Laterna magica").

Det er ikke nogen uheldig Tanke, som Andersen har havt i Forspillet, at bringe Theatrets Jubelfest i Forbindelse med Krigen. Thi det er Folkets Gjerninger og Bedrifter, dets Held og Uheld, der giver Folkets aandelige Liv, dets Literatur, Poesi og Kunst, sin Tone og Duft; desuden er vor "Grndsekrig" af en saadan Natur, at hvert Slag ogsaa kan ramme vort Nationaltheater, saa Poesien og Kunsten kunde vel - selv om de ellers vare ligegyldige ved det Omskiftelige og ieblikkelige - komme lidt ud af den majesttiske Ro og kaste et forskende Blik paa "Krigen derovre".

Det kommer blot an paa, hvordan Tanken udfres, og her gjlder da det Meste af, hvad der i det Foregaaende er anfrt i Anledning af "De to Baronesser". Her er atter Liv og Friskhed i Conceptionen, skjnne Enkeltheder, vakkre Bemrkninger, smukt udtalte Flelser, om end ikke alle ganske nye. Saaledes siger den ene af de to Frivillige, der er paa Post, Digteren:

Flyv frem, danske Lver, fra Vaabenets Grund,
I favnes nidobbelt af Hjerter!

Og den anden Soldat, Billedhuggeren:

Vor Tid er alvorsfuld og skabende,
Den store Mester (peger mod Himlen) hugger ud af Blokken.

Siden siger Valkyrien om Holberg, med Hentydning paa Grankvisten, hun bringer fra Norge:

Hans Vrker tydes paa ved Grantr-Grenen,
Dens Blad er pilespids, men evig grnt.

Ved dette sidste Citat mrke formodentlig endog de Lsere, der ikke have seet Forspillet, at der maa vre Noget i Veien med Compositionen: Valkyrien, Norge, Grantr, Holberg, danske Frivillige - "wie reimt sich das zusammen"? Hvordan skal der blive en Enhed ud deraf? Der er heller ingen. De to frivillige Soldater huske paa, at det er Theatrets Hundredaarsfest, og give sig paa staaende Fod til at feire den ved at omtale vore store Digtere. Appellen kalder den ene bort, og den anden lgger sig til at sove. Det behager derpaa Valkyrierne at komme ned fra Luftgen, og da de som antike Krigsgudinder formodenlig ikke kjende den moderne Krigsdisciplin, tage de det ikke ilde op, at Soldaten sover paa sin Post, men hilse ham og forkynde: "I Skjaldenes Sang, i Nutid, i Fremtid Din Hder skal klinge!" De to Valkyrier gaae bort, den tredie bliver tilbage, giver en Udsigt over de bermteste danske Digtere og deres Vrker, ledsaget af en kort Charakteristik og Antydning af deres national-politiske Vrd, og slutter med en gunstig Spaadom, hvorpaa hun forsvinder. Soldaten (Digteren) farer op, og medens Musiken spiller "Danmark deiligst Vang og Vnge", fremsiger han nogle Stropher, hvis Slutning er:

I Kraft vil staae det Dygtige og Skjnne
I Danmarks Rige
Og Kunsten bre Grene, friske, grnne,
Uddelige.

Her er atter denne Uro, skiftende Billeder i Lighed med "En Vandring gjennem Opera-Galleriet". Andersen har flt en Mngde Ting i Anledning af Festen og hurtig nedskrevet sine Flelser, istedetfor at samle alle Forestillinger og give dem et energisk Udtryk i et enkelt, omhyggelig udmalet Billede; han gaaer udenom sit Stof og omtaler det, istedetfor at trnge ind i det og udtale dets Vsen.

Ogsaa her bliver virkeligheden indfrt uden tilstrkkelig Grund (Dampskibene "Geiser" og "Skirner" blive nvnte i Anledning af Svendborg Sund), det er atter levende Billeder i Blomstermaleriet; det Barnlige trder op paa en barnagtig Maade, idet de to Frivillige bekrandse Holberg, det vil sige forlagsforeningens Udgave af Holbergs Comedier.

Trods den strke Appel til Nationalitetsflelsen, der gaaer gjennem Forspillet, viste Publikum (idetmindste den Aften, da vi saae det) den sjeldne Takt, ikke at klappe. Skulde Andersen appellere til et fremmed Publikum og erholde en gunstigere Dom, saa maa han erindre, at de fremmede Lsere maaskee ville vre ham takskyldige, for den literairhistoriske Belring, Forspillet mulig kan give dem - Noget, vi Danske ikke behve og ikke vente (idetmindste ikke i den Form) i Anledning af vort Theaters Fest.

Hvilken Modstning er Bournonvilles lille Ballet "Gamle Minder eller en Laterna magica"! Her see vi Componisten, der veed at raade over sit Stof, sine Midler og Krfter. Som den gode Kudst, der kjrer velafrettede Heste og kjender sin Haand og sin Stemmes Magt, sidder stolt paa Bukken og let og tilsyneladende ligegyldig holder Tilerne, saaledes og ikke anderledes regerer Bournonville sine Tanker, og vi betroe os tillidsfuldt til hans Styrelse, medens Andersen med sit maaskee vligere og ungdommelig-livfuldere Spand har stor Mie, viser Anstrngelse og indgyder os Angst for, at det Hele vil lbe durk [etc. etc.] ...