H.C. Andersen centret

Hvo er ikke af Titlen og Andersens Navn bleven lokket til Casinos Theater som til et Feeslot af Alabast og gyldne Søiler, med Perlers dæmpede, hemmelighedsfulde Glands, gjennemstrømmet af den østerlandske Phantasies glødende Inderlighed, befolket med den nordiske Digters eventyrligst-skjønneste Vidundere - o, noget ubeskrivelig deiligt, endnu deiligere end Perler og Guld! Og hvor, der af en eller anden Grund var forhindret fra at komme til Helligdommen, har ikke længselsfuldt søgt at tænke sig al Herligheden, som aabnede sig for de Indtrædende? Men hvo har seet Meest: den, som sad inde, eller den, som med sin Længsel blev udenfor? - Herom kunde H.C. Andersen skrive et Eventyr, vi maae nøies med en kort kritisk Undersøgelse; maaskee deraf vil fremgaae Svar paa Spørgsmaalet.

Forud maae vi bemærke, at det har sine store Vanskeligheder at bringe Phantasiens lunefulde og dristige Billeder paa den dramatiske Scene. Naar man i Ensomhed læser Tusinde og een Nats eller lignende Eventyr med deres urokkelige Alvor og inderlige Tro paa det Overnaturlige, saa gribes Phantasien af Troen og Tilliden, den udfolder sine Vinger og bliver selv den mægtige Genius, som i Eventyret besøger Mennesket. Da styrter den Kobbermuur, som Virkeligheden har lagt om Tilværelsen, da falde alle Skranker imellem de Dødeliges Liv og Uendeligheden; da gaaer man ud i nye Verdener, paa Jordens Overflade, i dens Indre, paa Havet, i Luften; man møder nye, forunderlige Væsener, som man selv har frembragt, Skjønhedens eller Rædselens Skabninger; hvad hidtil var dødt, bliver levende og taler, og Døden selv forsvinder af Verden: Phantasien har en kostelig Salve, hvormed den læger alle Saar, har den slaaet Hovedet af en Mand og fortryder det, saa sætter den det paa igjen, og Manden taler ikke videre om den Ubetydelighed. Al denne Leg er saa tiltrækkende, saa dulmende og saa skjøn, at den faaer en besynderlig Magt over Bevidstheden; naar man har lukket Bogen, seer man sig halv fremmed om i sin egen Stue og skotter hemmelig til Væggen, som om en Fee kunde træde frem og skaffe nogle Ønsker virkelig opfyldte; man gnider Øinene og samler sig for igjen at tilhøre den saakaldte virkelige Verden. - Men hvo er tilfredsstillet ved at faae Phantasiens Uendelighed klemt inde mellem et Theaters Coulisser? Saa dristige Billeder, som Phantasien kan skabe, formaae disse dog ikke at frembringe, og selv om de kunde det - hvo vilde have en Haandværker, der kunde gjøre Indbildningskraftens Forestillinger virkelige? Til at nyde, maaskee! Men ikke til poetisk Brug; thi da ophørte Længselen og Ønskerne - Livets og Poesiens Salt - da standsede Phantasiens Virksomhed, medens dens Skabninger kun vare blevne til en ny prosaisk Virkelighed. Dette maa være Grunden til, at man under Opførelsen af saadanne Stykker bliver afvexlende tiltrukken og frastødt; et Øieblik udbreder Phantasien Vingerne og vil flyve ud, men strax efter seer den, at dens Gjerning er gjort af Maskinmesteren, og dog ikke ganske saaledes, som den selv vilde. Maskinmesteren, den trylleriske Phantasies executive Magt, hører vistnok til Scenen, men med et vist Maadehold i Anvendelsen; Coulisserne ere det Samme for den dramatiske Poesi som Pynten for en skjøn Kvinde: umærkelig, med stille harmonisk Samviden, maa Pynten tjene til at hæve Skjønheden.

Hertil komme særegne Omstændigheder ved den i Overskriften nævnte Eventyr-Comedie. Indholdet er, som bekjendt, at en Troldmand er bleven ramt af Lynilden og optagen hos Aandernes Konge, uden at han har faaet Tid til at underrette sin Søn om alle de Rigdomme, han har skjult. Paa hans Bøn sender Aandernes Konge Sønnen (Elimar) en god Aand, der viser ham de umaadelige Skatte, store Vaser fyldte med Ædelstene, Perler, Guldmynter o.s.v. og desuden sex kostelige Statuer. Imellem disse er Plads til en syvende, og paa den tomme Piedestal ligger et Document, der underretter Elimar om, at denne manglende Statue er den kosteligste af alle, og opfordrer ham til at søge den. Men hvor er den? Det veed alene Aandernes Konge, og til ham faaer man kun Adgang ved Hjælp af en Talisman. Den gode Aand, Nissen, tilbyder Elimar at hjælpe ham til at erhverve Talismanen; de drage afsted, Foretagendet lykkes, og da Elimar staaer for Aandernes Konge, lover denne ham Statuen imod at erholde en ung, deilig Pige, der aldrig har sagt nogen Usandhed. Men hvor er hun at finde? Og hvorledes skal man kjende hende? Elimar faaer Kjendetegn angivne, og Nissen hjælper ham til Sandhedens Land, hvor hun opdages; man er i Sandhedens indbildske Land netop ifærd med at forjage hende, da Elimar ankommer. Men nu forelsker Elimar sig i hende, byder Aandekongen alle de andre Skatte imod blot at turde beholde hende. Og hun elsker ham, hun lader sig overlevere til Aanden for at redde Elimar, der skal døe, hvis han ikke adlyder Befalingen - da viser det sig, at det Hele er en Prøve, Elimar og Anna faae hinanden, fordi de elske hinanden, hvilket er mere eller bedre end Perler og Guld.

I Tusinde og een Nat, hvorfra Stoffet først er taget, er Helten en Kongesøn, der drømmer, at i Bagdad skal han finde sin Lykke, de umaadelige Skatte. Han troer paa Drømmen, og fordi han har Tro paa Aandeverdenen og med hele sin Tilværelse hengiver sig til den, existerer den for ham med al dens Magt; han drager afsted, og i Bagdad viser Drømmesynet sig igjen og siger ham (med det udtrykkelige Tilføiende, at det er til Belønning for hans Tillidsfuldhed), hvorledes han hjemme skal finde sin Faders Rigdomme. Saa forekomme de sex Statuer og Vinket om den syvende og herligste, Kongesønnen kjæmper for den, udsætter sig for Fare og Død, men bringer endelig Aandekongen den forlangte Jomfru, og det gaaer til saaledes, som Eventyr-Comedien gjengiver det.

Den Wienske Forfatter Raymund har udeladt Troen. Hos ham er Elimar (Eduard) kun en ung Person, der efter Faderens Død klager over, at han ikke kan finde hans Rigdomme. Dog, da Aandebudskabet er kommet til ham og hans Sind er bevæget af Længsel og Attraa efter at vinde det Høieste, kjæmper han mandig, skjøndt Kampen maa tage sig underlig ud paa Scenen: Han bestiger nemlig et Bjerg, og trods alle Fristelser vender han sig ikke om, men naaer Toppen, hvor Talismanen staaer.

H.C. Andersen har udeladt baade Troen og Kampen. Istedetfor at lade Elimar bestige Bjerget og modstaae Fristelserne eller desl., sender han ham til "Abekattenes Land", og der bemægtiger han sig ved Hjælp af en beskyttende Trolddomsmagt Fuglen Phønix og unddrager sig Abernes Vrede ved at synke i Jorden med sit Bytte. Her er Trylleriets directe Beskyttelse paa urette Sted; thi kun Mod og Kjækhed bør gjøre Helten værdig til Lønnen. Elimars eneste Fortjeneste er, at han forelsker sig i en smuk Pige, med hvem han reiser, og til Løn derfor erholder han baade Pigen og de store Rigdomme - Herregud, hvis alle Reiseeventyr bleve betalte saa godt! Endda er det Anna, der elsker meest; hun tilbyder sig som Offer for at redde Elimars Liv, hvorimod han fører hende til Aanden, skjøndt det (maaskee) gjør ham ondt. Dette harmonerer med østerlandske Begreber, men i Tusinde og een Nat er Elimar til Erstatning en Helt, medens han her i Stykket egenlig ikke er Nogenting, et blot Motiv for Coulisseforandringerne, og tilmed paa Scenen deklamerer falsk og har allerstørst Glæde af at vise sig for Publikum i østerlandsk Dragt og røde Støvler.

Hvis Nogen skulde sige, at det er temmelig ligegyldigt, hvilken Person Elimar er, naar man blot seer Begivenhederne og Trylleriet foregaae, saa svare vi med Rette Nei; thi i det originale Eventyr ligger der en dyb Allegori om Menneskets Sjæl og Skjæbne: det er Troen, den stærke Villie og Kjærligheden, der gjør alleVidunderne. Og vel er det ikke Digterens Opgave at udtænke en philosophisk Sætning og pynte den med poetisk-phantastiske Klæder; men hvis hans Phantasi skaber et Billede, saa skal heri være kjendelige Spor af, at det har sin Oprindelse fra et Fornuftvæsen, man skal meer eller mindre bestemt kunne skimte en sindrig Mennesketanke, dvs. kun ved at forene sig med Fornuften frembringer Phantasien Poesi.

Hiin lidet heldige Forandring er den betydeligste, som H.C. Andersen har tilladt sig i Raymunds "Der Diamant des Geisterkönigs". Han har deelt Stykket i fire Acter istedenfor i Raymunds to, sat Nissen istedenfor Raymunds "Hoffnung" og "kleiner Zauberer", Dampvogn istedenfor Postvogn, nævnt Vesterbro som Zephises's Hjem, gjort nogle Forkortelser, om- eller tildigtet et Par Sange, forandret nogle Navne, ombyttet et Par smaa Indfald af Raymund med et Par andre, samt indlagt en lille Eventyr-Fortælling; men hele Indholdet, Tankegangen og Tonen er beholdt uforandret, ja de fleste Repliker ere ordret oversatte. "Meer end Perler og Guld" er derfor egenlig ingen "fri Bearbejdelse efter Raymund og Tusinde og een Nat", men en god, fri Oversættelse af Raymunds Stykke, ja i enkelthederne en forbedret Oversættelse; dog, da Hr. Andersen selv har nævnt sin Kilde, er det ikke værdt at strides om Ord. Derimod er det meget morsomt, at den kjøbenhavnske Kritik, forsaavidt den har fundet nogle Mangler ved Stykket, har forklaret dem af, at H.C. Andersen ikke har studeret de græske Tragikere.

Raymunds vigtigste Tilsætning til Eventyret fra Tusinde og een Nat er, at han har gjort Aandernes Konge til en Art comisk Figur. Den høie Luftmonark ligger i Slobrok paa vaade Skyer, snuser Tobak, trækker sit Uhr op, spiser Krokodille-Gelee o.s.v. og gjør stadig Nar af sin Tilværelse som Aandekonge, og naar det Overnaturlige saaledes er moralsk tilintetgjort reiser det sig igjen og gjør de mægtigste Undergjerninger. Ideen hertil er ikke ny for os Danske; thi vi have bl. A. en Digter, der med Ynde har spillet paa denne Streng, nemlig Baggesen i "Poesiens Oprindelse", og vi ville tillade os at opfriske vore Læseres Erindring derom ved at citere nogle Vers:

Kort Tid derefter sad en Morgenstund
Gud Odin paa sit Lidskjalf, fra hvis Sal
Han seer hvert Hav og Flod og Fjeld og Dal
Saa reent som ingen Ting, med Piben i sin Mund.
Og saae paa Jorden hist og her omkring
Fra Pol til Pol saa mange Ting,
At, Læser, Du var reent urimelig,
Ifald Du vilde fordre her af mig,
At sige Dig Alt, hvad hans Syn faldt paa;
Men jeg vil sige Dig, hvad Odin ikke saae.

Han sad i en udslagen Time der,
Han sad i to, han sad i tre.
Gned Glasset reent i femten Kikkerter,
Saae langs og tvers, paa kryds og qver;
Men saae dog ikke, hvad han vilde see,
Sin kjære Kvaser nemlig. Lars maa vække
De andre, som endnu i Dynerne sig strække;
Men ingen af dem kan faae Øie paa
Herr Kvaser - Freia selv, som ofte saae
Med ubevæbnet Øie meer
End alle Guderne med deres Kikkerter,
Seer denne Gang ei meer end de.
Herved blev Odin heed om Ørene
o.s.v.

Det er kun den Ynde og det Lune, hvormed Sligt bliver udført, der kan forsone med Frivoliteten; thi det er frivolt at fornægte Poesiens Guddomme, hvis man ikke med stor Anstand og Magt sætter den comiske Majestæt paa Thronen istedenfor den forjagne alvorlige Majestæt. Raymund var derfor af sin egen Idee henviist til at gjøre Stykket fuldkommen comisk, aristophanisk-hensynsløst, hvad han maaskee ikke mægtede, eller hvad Censuren forbød ham, dog finder man en Tendens hertil i enkelte Scener, navnlig Pg. 76, hvor Aandernes Konge forlanger Bøger fra Leiebibliotheket, bl.a. "Agnes Bernauerin", og tilføier: "Det Stykke har jeg nu læst fjorten Gange; men endnu veed jeg ikke, hvorfor de egenlig kaste hende i Vandet".

De poetiske Mangler i Stykket have ogsaa medført en Feil i ethisk eller moralsk Henseende. Det udhæver rigtignok den "Moral", at et kjærligt Hjerte er mere end Perler og Guld; men de to Elskende faae dog tillige umaadelige Skatte af Perler og Guld, og uden n ogen væsenlig Fortjeneste. Der er allerede i Forveien saa Mange, som ville nyde uden at arbeide, det er vor Tids Sygdom; de see paa dette Stykke, fra de malede Coulisser, der forestille Vaser med Guld og Perler o. desl., trænger en vellystig-lokkende Duft til deres Phantasi, ikke til den poetiske Phantasi, men til den begjærlige, deres reelle Ønskers Budskab. Stykket coquetterer med denne Rigdom, skyder den ikke tilside bag ophøiede Forestillinger, og mangen Tilskuer af en saadan Folkecomedie gaaer maaskee hjem i sin simple Stue og finder den fattigere end før, er mere utilfreds med Livet, end da han gik til Theatret. - Vi troe, at H.C. Andersen, naar han digter selvstændig, vil byde Folket en sundere Næring for dets Phantasi, og haabe navnlig dette af den originale Folkecomedie, han efter Sigende snart lader opføre i Casino.