DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af Meer end Perler og Guld

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1849.

Reviewed works

Meer end Perler og Guld

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Meer end Perler og Guld, Eventyr-Comedie i 4 Acter, by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 1, 1849, p. 401-411.

Hvo er ikke af Titlen og Andersens Navn bleven lokket til Casinos Theater som til et Feeslot af Alabast og gyldne Siler, med Perlers dmpede, hemmelighedsfulde Glands, gjennemstrmmet af den sterlandske Phantasies gldende Inderlighed, befolket med den nordiske Digters eventyrligst-skjnneste Vidundere - o, noget ubeskrivelig deiligt, endnu deiligere end Perler og Guld! Og hvor, der af en eller anden Grund var forhindret fra at komme til Helligdommen, har ikke lngselsfuldt sgt at tnke sig al Herligheden, som aabnede sig for de Indtrdende? Men hvo har seet Meest: den, som sad inde, eller den, som med sin Lngsel blev udenfor? - Herom kunde H.C. Andersen skrive et Eventyr, vi maae nies med en kort kritisk Undersgelse; maaskee deraf vil fremgaae Svar paa Sprgsmaalet.

Forud maae vi bemrke, at det har sine store Vanskeligheder at bringe Phantasiens lunefulde og dristige Billeder paa den dramatiske Scene. Naar man i Ensomhed lser Tusinde og een Nats eller lignende Eventyr med deres urokkelige Alvor og inderlige Tro paa det Overnaturlige, saa gribes Phantasien af Troen og Tilliden, den udfolder sine Vinger og bliver selv den mgtige Genius, som i Eventyret besger Mennesket. Da styrter den Kobbermuur, som Virkeligheden har lagt om Tilvrelsen, da falde alle Skranker imellem de Ddeliges Liv og Uendeligheden; da gaaer man ud i nye Verdener, paa Jordens Overflade, i dens Indre, paa Havet, i Luften; man mder nye, forunderlige Vsener, som man selv har frembragt, Skjnhedens eller Rdselens Skabninger; hvad hidtil var ddt, bliver levende og taler, og Dden selv forsvinder af Verden: Phantasien har en kostelig Salve, hvormed den lger alle Saar, har den slaaet Hovedet af en Mand og fortryder det, saa stter den det paa igjen, og Manden taler ikke videre om den Ubetydelighed. Al denne Leg er saa tiltrkkende, saa dulmende og saa skjn, at den faaer en besynderlig Magt over Bevidstheden; naar man har lukket Bogen, seer man sig halv fremmed om i sin egen Stue og skotter hemmelig til Vggen, som om en Fee kunde trde frem og skaffe nogle nsker virkelig opfyldte; man gnider inene og samler sig for igjen at tilhre den saakaldte virkelige Verden. - Men hvo er tilfredsstillet ved at faae Phantasiens Uendelighed klemt inde mellem et Theaters Coulisser? Saa dristige Billeder, som Phantasien kan skabe, formaae disse dog ikke at frembringe, og selv om de kunde det - hvo vilde have en Haandvrker, der kunde gjre Indbildningskraftens Forestillinger virkelige? Til at nyde, maaskee! Men ikke til poetisk Brug; thi da ophrte Lngselen og nskerne - Livets og Poesiens Salt - da standsede Phantasiens Virksomhed, medens dens Skabninger kun vare blevne til en ny prosaisk Virkelighed. Dette maa vre Grunden til, at man under Opfrelsen af saadanne Stykker bliver afvexlende tiltrukken og frastdt; et ieblik udbreder Phantasien Vingerne og vil flyve ud, men strax efter seer den, at dens Gjerning er gjort af Maskinmesteren, og dog ikke ganske saaledes, som den selv vilde. Maskinmesteren, den trylleriske Phantasies executive Magt, hrer vistnok til Scenen, men med et vist Maadehold i Anvendelsen; Coulisserne ere det Samme for den dramatiske Poesi som Pynten for en skjn Kvinde: umrkelig, med stille harmonisk Samviden, maa Pynten tjene til at hve Skjnheden.

Hertil komme sregne Omstndigheder ved den i Overskriften nvnte Eventyr-Comedie. Indholdet er, som bekjendt, at en Troldmand er bleven ramt af Lynilden og optagen hos Aandernes Konge, uden at han har faaet Tid til at underrette sin Sn om alle de Rigdomme, han har skjult. Paa hans Bn sender Aandernes Konge Snnen (Elimar) en god Aand, der viser ham de umaadelige Skatte, store Vaser fyldte med delstene, Perler, Guldmynter o.s.v. og desuden sex kostelige Statuer. Imellem disse er Plads til en syvende, og paa den tomme Piedestal ligger et Document, der underretter Elimar om, at denne manglende Statue er den kosteligste af alle, og opfordrer ham til at sge den. Men hvor er den? Det veed alene Aandernes Konge, og til ham faaer man kun Adgang ved Hjlp af en Talisman. Den gode Aand, Nissen, tilbyder Elimar at hjlpe ham til at erhverve Talismanen; de drage afsted, Foretagendet lykkes, og da Elimar staaer for Aandernes Konge, lover denne ham Statuen imod at erholde en ung, deilig Pige, der aldrig har sagt nogen Usandhed. Men hvor er hun at finde? Og hvorledes skal man kjende hende? Elimar faaer Kjendetegn angivne, og Nissen hjlper ham til Sandhedens Land, hvor hun opdages; man er i Sandhedens indbildske Land netop ifrd med at forjage hende, da Elimar ankommer. Men nu forelsker Elimar sig i hende, byder Aandekongen alle de andre Skatte imod blot at turde beholde hende. Og hun elsker ham, hun lader sig overlevere til Aanden for at redde Elimar, der skal de, hvis han ikke adlyder Befalingen - da viser det sig, at det Hele er en Prve, Elimar og Anna faae hinanden, fordi de elske hinanden, hvilket er mere eller bedre end Perler og Guld.

I Tusinde og een Nat, hvorfra Stoffet frst er taget, er Helten en Kongesn, der drmmer, at i Bagdad skal han finde sin Lykke, de umaadelige Skatte. Han troer paa Drmmen, og fordi han har Tro paa Aandeverdenen og med hele sin Tilvrelse hengiver sig til den, existerer den for ham med al dens Magt; han drager afsted, og i Bagdad viser Drmmesynet sig igjen og siger ham (med det udtrykkelige Tilfiende, at det er til Belnning for hans Tillidsfuldhed), hvorledes han hjemme skal finde sin Faders Rigdomme. Saa forekomme de sex Statuer og Vinket om den syvende og herligste, Kongesnnen kjmper for den, udstter sig for Fare og Dd, men bringer endelig Aandekongen den forlangte Jomfru, og det gaaer til saaledes, som Eventyr-Comedien gjengiver det.

Den Wienske Forfatter Raymund har udeladt Troen. Hos ham er Elimar (Eduard) kun en ung Person, der efter Faderens Dd klager over, at han ikke kan finde hans Rigdomme. Dog, da Aandebudskabet er kommet til ham og hans Sind er bevget af Lngsel og Attraa efter at vinde det Hieste, kjmper han mandig, skjndt Kampen maa tage sig underlig ud paa Scenen: Han bestiger nemlig et Bjerg, og trods alle Fristelser vender han sig ikke om, men naaer Toppen, hvor Talismanen staaer.

H.C. Andersen har udeladt baade Troen og Kampen. Istedetfor at lade Elimar bestige Bjerget og modstaae Fristelserne eller desl., sender han ham til "Abekattenes Land", og der bemgtiger han sig ved Hjlp af en beskyttende Trolddomsmagt Fuglen Phnix og unddrager sig Abernes Vrede ved at synke i Jorden med sit Bytte. Her er Trylleriets directe Beskyttelse paa urette Sted; thi kun Mod og Kjkhed br gjre Helten vrdig til Lnnen. Elimars eneste Fortjeneste er, at han forelsker sig i en smuk Pige, med hvem han reiser, og til Ln derfor erholder han baade Pigen og de store Rigdomme - Herregud, hvis alle Reiseeventyr bleve betalte saa godt! Endda er det Anna, der elsker meest; hun tilbyder sig som Offer for at redde Elimars Liv, hvorimod han frer hende til Aanden, skjndt det (maaskee) gjr ham ondt. Dette harmonerer med sterlandske Begreber, men i Tusinde og een Nat er Elimar til Erstatning en Helt, medens han her i Stykket egenlig ikke er Nogenting, et blot Motiv for Coulisseforandringerne, og tilmed paa Scenen deklamerer falsk og har allerstrst Glde af at vise sig for Publikum i sterlandsk Dragt og rde Stvler.

Hvis Nogen skulde sige, at det er temmelig ligegyldigt, hvilken Person Elimar er, naar man blot seer Begivenhederne og Trylleriet foregaae, saa svare vi med Rette Nei; thi i det originale Eventyr ligger der en dyb Allegori om Menneskets Sjl og Skjbne: det er Troen, den strke Villie og Kjrligheden, der gjr alleVidunderne. Og vel er det ikke Digterens Opgave at udtnke en philosophisk Stning og pynte den med poetisk-phantastiske Klder; men hvis hans Phantasi skaber et Billede, saa skal heri vre kjendelige Spor af, at det har sin Oprindelse fra et Fornuftvsen, man skal meer eller mindre bestemt kunne skimte en sindrig Mennesketanke, dvs. kun ved at forene sig med Fornuften frembringer Phantasien Poesi.

Hiin lidet heldige Forandring er den betydeligste, som H.C. Andersen har tilladt sig i Raymunds "Der Diamant des Geisterknigs". Han har deelt Stykket i fire Acter istedenfor i Raymunds to, sat Nissen istedenfor Raymunds "Hoffnung" og "kleiner Zauberer", Dampvogn istedenfor Postvogn, nvnt Vesterbro som Zephises's Hjem, gjort nogle Forkortelser, om- eller tildigtet et Par Sange, forandret nogle Navne, ombyttet et Par smaa Indfald af Raymund med et Par andre, samt indlagt en lille Eventyr-Fortlling; men hele Indholdet, Tankegangen og Tonen er beholdt uforandret, ja de fleste Repliker ere ordret oversatte. "Meer end Perler og Guld" er derfor egenlig ingen "fri Bearbejdelse efter Raymund og Tusinde og een Nat", men en god, fri Oversttelse af Raymunds Stykke, ja i enkelthederne en forbedret Oversttelse; dog, da Hr. Andersen selv har nvnt sin Kilde, er det ikke vrdt at strides om Ord. Derimod er det meget morsomt, at den kjbenhavnske Kritik, forsaavidt den har fundet nogle Mangler ved Stykket, har forklaret dem af, at H.C. Andersen ikke har studeret de grske Tragikere.

Raymunds vigtigste Tilstning til Eventyret fra Tusinde og een Nat er, at han har gjort Aandernes Konge til en Art comisk Figur. Den hie Luftmonark ligger i Slobrok paa vaade Skyer, snuser Tobak, trkker sit Uhr op, spiser Krokodille-Gelee o.s.v. og gjr stadig Nar af sin Tilvrelse som Aandekonge, og naar det Overnaturlige saaledes er moralsk tilintetgjort reiser det sig igjen og gjr de mgtigste Undergjerninger. Ideen hertil er ikke ny for os Danske; thi vi have bl. A. en Digter, der med Ynde har spillet paa denne Streng, nemlig Baggesen i "Poesiens Oprindelse", og vi ville tillade os at opfriske vore Lseres Erindring derom ved at citere nogle Vers:

Kort Tid derefter sad en Morgenstund
Gud Odin paa sit Lidskjalf, fra hvis Sal
Han seer hvert Hav og Flod og Fjeld og Dal
Saa reent som ingen Ting, med Piben i sin Mund.
Og saae paa Jorden hist og her omkring
Fra Pol til Pol saa mange Ting,
At, Lser, Du var reent urimelig,
Ifald Du vilde fordre her af mig,
At sige Dig Alt, hvad hans Syn faldt paa;
Men jeg vil sige Dig, hvad Odin ikke saae.

Han sad i en udslagen Time der,
Han sad i to, han sad i tre.
Gned Glasset reent i femten Kikkerter,
Saae langs og tvers, paa kryds og qver;
Men saae dog ikke, hvad han vilde see,
Sin kjre Kvaser nemlig. Lars maa vkke
De andre, som endnu i Dynerne sig strkke;
Men ingen af dem kan faae ie paa
Herr Kvaser - Freia selv, som ofte saae
Med ubevbnet ie meer
End alle Guderne med deres Kikkerter,
Seer denne Gang ei meer end de.
Herved blev Odin heed om rene
o.s.v.

Det er kun den Ynde og det Lune, hvormed Sligt bliver udfrt, der kan forsone med Frivoliteten; thi det er frivolt at forngte Poesiens Guddomme, hvis man ikke med stor Anstand og Magt stter den comiske Majestt paa Thronen istedenfor den forjagne alvorlige Majestt. Raymund var derfor af sin egen Idee henviist til at gjre Stykket fuldkommen comisk, aristophanisk-hensynslst, hvad han maaskee ikke mgtede, eller hvad Censuren forbd ham, dog finder man en Tendens hertil i enkelte Scener, navnlig Pg. 76, hvor Aandernes Konge forlanger Bger fra Leiebibliotheket, bl.a. "Agnes Bernauerin", og tilfier: "Det Stykke har jeg nu lst fjorten Gange; men endnu veed jeg ikke, hvorfor de egenlig kaste hende i Vandet".

De poetiske Mangler i Stykket have ogsaa medfrt en Feil i ethisk eller moralsk Henseende. Det udhver rigtignok den "Moral", at et kjrligt Hjerte er mere end Perler og Guld; men de to Elskende faae dog tillige umaadelige Skatte af Perler og Guld, og uden n ogen vsenlig Fortjeneste. Der er allerede i Forveien saa Mange, som ville nyde uden at arbeide, det er vor Tids Sygdom; de see paa dette Stykke, fra de malede Coulisser, der forestille Vaser med Guld og Perler o. desl., trnger en vellystig-lokkende Duft til deres Phantasi, ikke til den poetiske Phantasi, men til den begjrlige, deres reelle nskers Budskab. Stykket coquetterer med denne Rigdom, skyder den ikke tilside bag ophiede Forestillinger, og mangen Tilskuer af en saadan Folkecomedie gaaer maaskee hjem i sin simple Stue og finder den fattigere end fr, er mere utilfreds med Livet, end da han gik til Theatret. - Vi troe, at H.C. Andersen, naar han digter selvstndig, vil byde Folket en sundere Nring for dets Phantasi, og haabe navnlig dette af den originale Folkecomedie, han efter Sigende snart lader opfre i Casino.