DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af

Reviewed in

Dansk Maanedsskrift.

Reviewer

Rosenberg, C.

Published

1858.

Reviewed works

Nye Eventyr og Historier. Frste Rkke. Frste Samling. 1858.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Nye Eventyr og Historier 1858, by C.R. [kancellist, dr. C. Rosenberg] in Dansk Maanedsskrift published by M.G.G. Steenstrup, vol. 7, 1858, p. 437-438.

Eventyret og den eventyragtige Fortlling ere ret egentlig en romantisk Digtart. I Modstning til al hedensk Poesie, der, om den end beskjftiger sig aldrig saa levende med et Hiinsidigt, dog hviler paa Bevidstheden om en ndvendig indenfor Endelighedens Grndser fuldstndig udfoldet sdelig og Naturens Orden, udenfor hvilken den menneskelige Aand ikke kan komme, bres Romantiken af Anelsen om, at en uendelig Kjrlighed er Tilvrelsens Ophav og Maal, d.v.s. af den christelige Troes Grundtanke. Under Paavirkning af denne Aand er folkeeventyret blevet til hos de europiske Nationer; dets Eiendommelighed er derfor, at det, idet det levendegjr Dyre- og Planteverdenen, ja selv den uorganiske Natur, lader Kjrligheden vre den raadende Magt i denne drmte Tilvrelse, hvori Menneskelivet speiler sig, deels idet Evnen til at elske og vinde Gjenkjrlighed skaffer den bundne Natur Aandens Frihed, deels forsaavidt en veemodig Higen bort fra denne ufuldkomne Verden mod en fuldkommen Lyksalighedstilstand gjennemtrnger den, deels endelig forsaavidt Menneskenes Daarskaber og Svagheder, saavelsom deres jordiske Lidelser sees i et mildt humoristisk Skjr, fordi der er en algyldig Forlsning beredt fra al jordisk Ufuldkommenhed. Alt, hvad der charakteriserer Folkeeventyret som romantisk Poesie, gjenfindes hos H.C. Andersen, og heri ligger ganske vist hans store Betydning og Grunden til den Popularitet, hans ventyr og Smaafortllinger have vundet; thi, om man end i aldrig saa hi Grad har vendt sig bort fra det Romantiske, om man end aldrig saa meget har lrt i Poesien at sge en Forklaring af den naturlige verdensorden, som den er, nemlig en Skyldens og Bodens, en Tilblivelsens og Tilintetgjrelsens Verden, et Spil af mgtige, men forgngelige Krfter, om man end aldrig saa strkt har tilegnet sig Christendommen som en praktisk Livsmagt, bestemt til at lede Mennesket seirrigt gjennem Fristelsernes Labyrinth, idet den giver Villien Styrke og Hjertet Resignation: man kan dog ikke lse disse Digtninger, hvori paa en Maade det virkelige Liv sees i de opfyldte Forjttelsers Lys, uden at fle sig greben og lftet i Veiret, som om man for et ieblik fik Lov til at aande lettere, fik Hvile fra Arbeidet, en Forudfornemmelse af den Lyksalighed, vi haabe hiinsides.

Noget Saadant har vist Enhver flt ved Andersens tidligere Eventyr. De nye ere aldeles digtede i samme Aand, og eet af disse er maaskee en af de meest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til; vi sigte til "det gamle Egetres sidste Drm". At lade selve Planteverdenen, reprsenteret, ikke af dens spdere ligesom mere luftige Skabninger, men af det vldige, ret strkt til Jorden bundne tr, gjemme paa Lngselen efter en bedre, en evig Tilvrelse, at lade denne Lngsel vre parret med en Kjrlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udfres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhrer Romantiken. Skulde vi tilkjende nogen af de sex smaa Fortllinger Fortrinet for de andre, maatte det derfor blive den nys nvnte. Men ogsaa i de andre trde de ovenfor betegnede Eiendommeligheder ved det gte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortllingen "Noget" baade i Anlg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lrdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der stter Menneskenes Frd og Idrt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden og udtaler sin Dom over det Gode og Slette gjennem St. Peters Mund. I "Suppe paa en Plsepind" og "A. B. C. Bogen" leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybsind med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortllinger: "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod, idet Digteren minder os om det Usikkre ved alle Forhaabninger om Lykke her paa Jorden og lader Resignationen vise sig som den Balsom [!], der ene gjr det muligt at udholde Livet, uden at svigte Ungdommens Idealitet.

Sammenligner man dette lille Hefte med H.C. Andersens tidligere Frembringelser af samme Art, faaer man den gldelige Forvisning, at han staaer i sin fulde Kraft, ikke blot, forsaavidt her den samme varme Menneskekjrlighed trder os imde, som er Sjlen i alle hans tidligere Digtninger, men ogsaa med Hensyn til den skabende Phantasies Fylde og Klarhed. Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end "Suppe paa en Plsepind", og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Trk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme liggende Stemning, behver f. Ex. blot at lgge Mrke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fldet det gamle Egetr. Skjndt Forfatteren ogsaa i dette Hefte oftere har yttret sit mindre venlige Sindelag mod Kritiken, kunne vi derfor - tvertimod hans Formodning i "Suppe paa en Plsepind" - ikke Andet end takke ham baade for denne og for de andre Stykker, som Bogen indeholder, hvormed han har bragt sine Landsmnd et nyt Budskab fra den Egn af Poesiens Verden, hvortil han alene har Nglen.