DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af "Nye Eventyr og Historier" 1858

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1858.

Reviewed works

Nye Eventyr og Historier. Frste Rkke. Frste Samling. 1858.

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Nye Eventyr og Historier 1858, by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd 1858, vol. 1, p. 231-234.

Det Mrkvrdigste ved Andersens Eventyrdigterevne viser sig isr tydelig overfor Efterlignerne. man skulde troe, at naar der i en saadan begrndset Digtart blev produceret Meget og af Mange, saa blev Markedet flaut, som det hedder i Handelsproget, og den frste Opfinder maatte see sig om efter en ny Genre. Men noget ganske Modsat skeer: Medens man lste hine, mindedes man stadig om ham; men naar man lser ham, har man glemt dem. Der kunde vist digtes et Eventyr om Folk, som droge ud for at lbe omkap med Vestenvinden, og de vare ogsaa stadig i den, men den var tillige bestandig forud for dem, saa at de aldrig vidste, hvor den vilde vre i nste ieblik. Hver Aften sloge de Leir, og med sig selv og velsindede Folk bleve de enige om, at Vestenvinden havde lagt sig; men var En saa samvittighedsfuld at staae op om Natten og give Agt, saa mrkede han, at den blgede sagte om og forbi ham, legede med Trernes Blade, viftede om Blomsterne og om de sovende og syngende Fugle; saa skulde de Andre op i Hast for ogsaa at vifte og lege med Blade og Fugle; men saa var det imidlertid blevet Morgendmring, og saa var Hin alt borte i nye Egne mod sten.

Det Mrkelige er endvidere, at vi Andre, Lserne, komme i et lignende Forhold til ham. Hvergang vi faae nye Eventyr fra ham, synes det os, at nu kjende vi da Tonen og Maneren saa godt, at vi ved at anvende lidt Tid og Umage kunde slutte os til Indholdet; men naar vi saa lse, er det dog nyt, og Tonen og Maneren bliver ogsaa ligesom ny, fordi den passer til Indholdet og er skabt af dette. Andersen gjentager sjelden eller aldrig sig selv og udvikler sig heller ikke. Der maa altsaa vre en dyb Brnd, vel fyldt af Naturen; den giver sit friske Vld fra Phantasiens Kilder i lngere Tid, end hos de fleste andre Digtere er Tilfldet.

Vi sagde, at Andersen ikke udvikler sig, og det er vel ikke ganske niagtigt; thi i selve Eventyrdigtningen kan mrkes en Forandring, som ikke er en Tilbagegang. Saaledes findes i nrvrende sidste Samling vel ikke alt det friske, barnlige Lune, det kraftige Phantasiens Sving og den legende, ungdommelige Skaberkraft som i hans mest bermte Eventyr; men der er en dybere Flelse af Tilvrelsen, en gribende, poetisk skjn Vemod, navnlig i "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue". Flaskehalsen, som den gamle Jomfru bruger til Drikkeglas for sin Fugl, har, uden at hun veed deraf, siddet paa den Flaske, som hendes Elsker i sin Glde kastede bort paa deres Forlovelsesdag, for at den aldrig skulde tjene nogen Anden - og paa den samme Flaske, hvori han senere, uden at kjende den igjen, lagde Sedlen, der skulde melde hjem, at han var ved at forgaae i Havsnd. Digteren har for fin en Sands til at lade Flaskehalsen yttre nogen Deltagelse - det er kun, hvor Menneskesorgen er lille, at det Umlende kan tale med uden at blive sentimentalt eller ubehageligt -; over den lille, simple Fortlling er udbredt en dyb Fornemmelse af Forgjngeligheden, af al Tilvrelsens hemmelige Sympathi overfor denne, og af Noget, der lever stille og er uforgjngeligt. Det Samme gjlder saa temmelig om "Pebersvendens Nathue"; men det turde vre, at Eventyret i denne Retning ikke kan gaae videre, uden at Vemoden vil synes at blive til Srgmodighed.

I disse poetiske Skildringer af Forgjngelighedens verden med underliggende Budskab om Uforgjngeligheden viser Digteren sig som poetisk-from, "naturfrom", hvorimod han i "Det gamle Egetres sidste Drm" paany betegner sin Retning hen imod det kirkelig Fromme. Dette Sidste kan vre saare godt og gavnligt, men nppe i Lngden for Eventyrpoesien. Thi det specifikt Religise vil vre Eneherre; det forvandler enten Poesien til Allegori eller svinger sig op som Psalmesang, som Halleluja eller Miserere.

Endnu Et beskjftiger Andersen Meget, og det er Kritiken. I "Suppe paa en Plsepind" giver han den Sidehug, og i "Noget" seer man Recensenten blive udlukket fra Himmerig. Der er Noget deri; men naar en Poet kommer derop, mon da alle hans Vrker blive indladte uden Kritik? Vi ville ikke haabe det; det vilde afskrkke mangen rlig Sjl. Endelig har Andersen skrevet nogle nye A-B-C-Vers, som vistnok for Strstedelen kunne trde istedenfor de gamle. Han har sat dem i en eventyrlig Ramme, idet den gamle A-B-C-Bog bliver en kritisk Hane, der lser og bedmmer sin Concurrent. Det er et morsomt og vittigt Indfald, og vi maae kun bemrke, at Hanen vilde blevet desto mere komisk, jo fortrffeligere Versene havde vret.

Titlen "Eventyr og Historier" er meget heldig, efterdi man tidt skal have Vanskelighed ved at sige, hvor Eventyret holder op og den sdvanlige Fortlling begynder. Naar Vsener og Gjenstande udenfor Menneskeverdenen optrde med selvstndigt og bevidst Liv, med symbolsk Betydning og dog tillige med barnlig Vilkaarlighed kalder man Digtningen Eventyr. Men det Livlse kan ogsaa bruges til at fortlle en menneskelig Begivenhed eller blot vre Anledningen til, at den bliver fortalt, og saa have vi Noget, der omtrent er en sdvanlig Novelle; men formedelst det Skjr, som kastes derover fra den nre Eventyrverden, kalder Digteren den "en Historie". "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" ere Historier; af Eventyrene slutter "Noget" sig til den gamle, folkelige Eventyrdigtning, der sger at bringe trstende Orden i Livet ved at fortstte det til Himlens Porte. Men "Noget" er en Tilslutning eller Efterligning, hvorved det Gamle bliver paa original Maade gjendigtet og ligesom har faaet en finere og bldere Sands.