DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af "Ole Lukie", Eventyr-Comedie i 3 Acter

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1850.

Reviewed works

Ole Lukie

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Ole Lukøie, Eventyr-Comedie i 3 Acter, by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 3, 1850, p. 249-258.

Man har paa Fransk en Comedie, der hedder Victorine ou la nuit porte conseil; Stykket have vi ikke seet, men Indholdet have vi seet gjengivet i en Ballet, der hedder la jolie fille den Gand. en ung, smuk Pige har Valget imellem et fornuftigt gteskab, som hendes Familie anbefaler, og en usikker, fristende Kjrlighed. Hun giver efter for Fristelsen, lader sig bortfre, gjennemlever et eventyrligt, lidenskabeligt Liv, bliver forladt, knytter nye Forbindelser, der stedse fjerne hende mere fra hende selv og styrte hende ud i nye Forvildelser, indtil hun endelig finder sig forstdt af Alverden, forfulgt af Skjndsel og Ulykke, overgiven til den haablseste Fortvivlelse, da - vaagner hun. Det var kun en Drm, som hun havde, da hun var gaaet tilsengs med kjmpende, fristet Sind, Aftenen fr Afgjrelsen skulde finde Sted.

Ved at omtale dette er det ikke vor Hensigt at beskylde Andersen for at have "laant" Ideen til "Ole Lukie", hvori hele Begivenheden ogsaa er en Drm; Tanken frembyder sig altfor naturlig for den poetiske Afbenyttelse, til at ikke en Digter af sig selv skulde kunne finde den; han kunde ogsaa, og med fuld Berettigelse, have taget den til dramatisk Bearbejdelse fra de Fortllinger, hvori den forekommer, f. Ex. i Jean Pauls "Nytaarsnat" - hvor et ungt Menneske drmmer, at han er bleven gammel og har forspildt sit Liv - og Hovedsagen ved en saadan poetisk Idee bliver derfor altid Maaden, hvorpaa den bruges. Det er af Hensyn hertil, at vi nvne la jolie fille de Gand. Man vil have lagt Mrke til, at den unge Piges Drm, der foregaaer synlig for Tilskuerne, er hendes Samvittigheds Forestillinger, alle de Betnkeligheder, hun selv har gjort sig, i Forening med den Erfaring om andre Pigers Skjbne, som er naaet til hende. Det er en Drm, der er opdigtet med Sindrighed og tillige i Overeensstemmelse med det Naturlige; det er den unge Piges skjulteste Tanker, der blive til Virkelighed, og deri bestaaer Stykkets poetisk-tiltrkkende Magt, idetmindste som Ballet.

I "Ole Lukie" er det en ung og fattig, men forniet Skorsteensfeier, der drmmer. Han burde maaskee ikke vre ganske forniet, men lide under et eller andet lille Tryk, som han troede at kunne afhjlpe med Penge. Det er sandt, han har seet den rige greves Vrelser, og da han kom hjem til sin tilfredse og kjrlige Slgtninger, var Nabo Blake der og anpriste Rigdom: "Penge gjr Alt", "for Penge man Alting kan faae"; men denne Anpriisning fandt Sted i abstract Almindelighed, uden at fristende Billeder traadte til, og saa lidet Indtryk har det gjort paa Christian, saa lidet fler han personlig Fattigdommen, at han senere, da han kan faae tre nsker opfyldte, frst ikke falder paa at vlge Andet end "kogte Aal og Chokolade". Dog, lad ham drmme, Ole Lukie staaer over ham med udslaaet Paraply.

Vgteren piber, der er Ildebrand, men det er kun Skorsteensild, og Christian, som er kommen ud paa Gaden, mder et Spgelse. Det er en Dagdriver, der har tabt "Livets Perle" ved at drive paa stergade og ikke kan finde Perlen og faae Ro, fr - dette er noget dunkelt udtrykt, men Meningen er nok - : fr han har truffet et nisomt og tarveligt Menneske, der er glad ved sin Stilling i Livet og gjr den Gjerning, som hrer til. Spgelset finder efter nogen Samtale Behag i Christian og tilbyder ham at faae tre nsker opfyldte. Det Frste, som Christian vlger, er allerede nvnt; det Andet er: saamange Specier, som han kan bre. Spgelset seer, at han er ufornuftig, og beder om, at Opfyldelsen af det tredie nske maa vre afhngig af hans (Spgelsets) Godtbefindende, hvilket christian med Fornielse tillader. Nu slaaer Christian stort paa og indbyder alle de Folk, for hvilke han har feiet Skorsteen, til Bal. Der er Grever og Baroner, et Par spanske Dandserinder, en bermt Sangerinde, en kjbnehavnsk pjattende Salondame med sin Datter, med mere Pjat. En Greve (eller Baron) laaner Penge af Christian; men denne opdager midt under Ballet, at han ikke har flere Penge, og da han er drmmeagtig forelsket i den spanske Dandserinde og maa have Rigdom for at kunne behage hende og "gjre hende lykkelig" gaaer han ud paa Gaden for at trffe Spgelset og faae "Penge nok". Men iflge Aftalen vgrer Spgelset sig ved, nu at opfylde det tredie nske. Da kommer Nabo Blake og tilbyder ham Penge nok; Christian erindrer, at man altid har hvisket Allehaande om den rige og kolde Nabo, og er bange for at tage imod hans Hjlp; men Fristelsen faaer Magt over ham. De flges ad til Blakes Marchandiserboutik, hvor Meublerne dandse, og her gjentager Fristeren sit Lfte om at give ham Penge nok, imod at han da aldrig maa vre glad og synge, og da Christian tvivler om, at han kan lade dette vre, siger Blake, at dermed har det ingen Nd, naar han blot maa lgge Haanden paa hans Hjerte: Dette bliver derved en Slags "mekanik", og i samme ieblik, som Christians ungdommelige Liv forsvinder, aabnes Skuepladsen, og man seer Christians gode Aander hylle Srgeflor om hans Ungdoms-Rosenbusk og bringe det til Graven. - Nu er Christian rig, han har faaet en Guldkjede, hvorfra hvert Minut falder en Ducat eller en Specie, men han kan ikke vre glad; Hjertet er jo kun et Uhrvrk; han og hans muntre og fornemme Selskab udklder sig som Amagere, ja, som Chinesere, men han er tung og nedtrykt; han er ogsaa ukjrlig imod Bedstemoder og Marie og vil sende dem fra sig, og medens han nu staaer fortrdelig, tungsindig og misforniet, skyder endda "Konen for Sot og Syge" og hendes Dueslag frem af Jorden; hun aver og opdrager sine kjre Smaa, alle de deilige Sygdomme, der skulle voxe op og drage ind i den rige Christians Huus. Christian byder hende Penge for at drage bort, men hun svarer ham med en Haanlatter, Dueslaget skyder hiere op, og en af de yndige Smaa, Apoplexien, slipper ud og flyver ind i Huset. Derinde der Bedstemoderen, og nu trder Dden ud til Christian og minder ham om, at de engang skulle mdes for Alvor. Angrende og fortvivlet vil Christian af med Rigdommen og igjen vre Skorsteensfeier; han bortkaster Guldkjeden; men den kommer igjen, han kan ikke blive af med den. Da husker han paa Spgelset og sit tredie nske, anraaber sin gode Skjbne, og see, da er Spgelset der, og hans tredie nske er: at blive af med Rigdommen. Nppe er det sagt, saa skyder en Rosenbusk op af Jorden, og paa den hnger Dagdriverens saa lnge eftersgte "Livets Perle", og medens Spgelset symbolsk plukker alle de Roser, som den Fattige i Virkeligheden kan plukke: Kjrlighed, Sundhed, Munterhed, Lsning i gode Bger o.s.v., vaagner christian, Ole Lukie slaaer sin Paraply ned, Bedstemoder og Marie ere hos ham og lyknske ham paa hans Geburtsdagsmorgen.

Passer nu dette Indhold til Drmmeformen? - Man tr nok temmelig sikkert paastaae: Nei, saaledes vilde en Skorsteensfeier, et ungt Menneske af de "simple Folkeklasser", ikke drmme, og saaledes gjenfinder Folket, der seer til, heller ikke sine drmmende Phantasier om Rigdom og Fattigdom med sammes Lykke og Ulykke, Fred og Ufred, Sorg og Glde. Det indrmmer ikke, at man ndvendigviis maa blive srgmodig ved at faae Penge; det forstaaer ikke, at Christian bortgiver eller mister sit Hjertes Ungdom og Munterhed, thi Saadant skeer jo kun, naar man har gjort det Onde; dets utaalmodige Sind er nrved at sprnge Blakes Uhrvrk og lade Christians Hjerte slaae hit af Glde; det vilde ogsaa arrangere Alting anderledes, til Selskab og Lystighed vlge ganske andre Folk end Grever og Baroner, udkldte som Chinesere eller desl., og de underlige, kjedelige Damer fra en Verden, som det ikke kjender, Christian skulde blot komme ud, et Skridt udenfor Lamperne, med alle sine Penge, han skulde nok blive glad, thi der er strke og varme Hjerter; det anerkjender heller ikke, at "Konen for Sot og Syge" har Ret til at forflge Christian, fordi han er bleven rig, thi Fattigdommen har ikke Privilegium paa Sundhed; det forstaaer endelig ikke, hvorfor Christian, der holder saa meget af Bedstemoder og Marie, bliver ond og karrig imod dem, da han dog forresten slet ikke er karrig; i "Pottemager Walter", med hvilket Stykke "Ole Lukie" i denne Henseende har megen Lighed, bliver Walter ond imod Hustru og Brn og imod Alle, men det er, fordi han har hengivet sit Sind til det kolde Guld, fordi Gjerrighedens Aand har betaget ham, og dette er symbolsk udtrykt i den gribende Scene, hvor han lover Had til Alt, fra "Skovens grnne Liv" og "alle muntre rde Blomster" til "Himlen og det Himmelblaa" og det, som er ovenover. Men hvorledes kan den skikkelige, uskyldige Christian i Drmme komme til det samme Resultat, hvorledes kan han komme til at gjre en Erfaring, der ikke ligger i hans Bevidsthed, naar han er vaagen?

Denne Feil straffer sig selv som enhver Synd mod det poetisk Sande og Naturlige; Stykket vkker ikke livlig Deeltagelse, Folket fler instinctmssig, hvad vi her vilde udtrykke saaledes: at "Ole Lukie" synes os at stille Rigdom og Fattigdom i temmelig abstract, kjd- og blodls Almindelighed overfor hinanden og med nogen Vilkaarlighed i Anordningen, med Sol og Vind ulige fordeelt, tilveiebringe en Seir for den moralske Stning, der udtales i Begyndelses- og Slutningssangene, at Sundhed og godt Humeur er bedre end Rigdom. Visselig skal Poesien vre moralsk; men, vi gjentage det: Moralen er ikke Poesi. Man pleier ikke at fordrve Folks Moralitet ved at udtale umoralske Stninger fra Theatret; de Synder, som fra Scenen ere begaaede i denne Retning, have bestaaet i, at man har fordrvet Folks Phantasi; Poesiens Moralitet bestaaer selvflgelig i at berige Tilskuerens Phantasi med sande og skjnne Billeder af Livet. Naar Poesien blot er sund og livsfrisk, tvangfri og naturlig, saa ligger Moralen i den, uden at man har lagt Mrke til, hvordan den er kommen ind.

Feilen kunde vret skjult, hvis der havde vret meget Lune, megen folkelig Humor og Lystighed i Stykket - hvilke muntre folkelige Scener kunde forresten ikke vret tilveiebragte ved at lade Skorsteensfeieren drmme selv og blot holde et poetisk vaagent ie med hans Drm -; men det synes nsten, som om den Tankeanstrngelse, den respectable Omhu for at tilveiebringe noget Sindrigt, som Digteren [rettet fra "Digterne"] har anvendt, har tynget hans glade Lune. Andersen har villet vre philosophisk, Noget, der hverken baader Poesien eller Digteren. Dog, det gaaer hermed som med Moralen: i det sande Digtervrk ligger Philosophien, den kloge Tanke, uden at den voldelig er strbt indlagt deri; den ligger ogsaa i mange af Andersens Eventyr, skjndt Eventyrets Genius visselig af alle Bger mindst studerer Fichte eller Hegel. Med Andersen turde det imidlertid vre Tilfldet, at der foregaaer en Udvikling, at han befinder sig paa Gjennemgangen til et nyt og modnere Stadium, og Kampen maa da blive synlig i de Vrker, han imidlertid frembringer; hans gode Digternatur vil nok selv fle, om den kan magte det Nye, den sger at optage i sig, eller om den skal gaae sin egen Vei.

Men vi troe i alt Fald, at han paa Theatret maa opgive Meget af det, han nu bringer derover fra Eventyret. Gjennem det Referat, vi her have givet af "Ole Lukie", vil man formeentlig - saa ufuldstndigt det end naturligviis er - have forestillet sig meget Smukt og Phantasirigt; men Phantasibilleder, der indeslutte en symbolsk Tanke, tage sig ikke ud paa Scenen, de ere bestemte til at sees med lukkede ine, og det bliver tilsidst en Tilintetgjrelse af alt det Eventyrlige, naar man skal see det udfrt haandgribeligt. For Ex. "Livets Perle", som Dagdriveren endelig finder: den hnger paa Rosenbusken, der skyder op. Vi faae en Perle at see, en virkelig (falsk eller gte) Perle. Men, selv om vi see nok saa nie paa den, opdage vi dog ikke det, vi egenlig tnkte os ved "Livets Perle". Saaledes ogsaa Guldkjeden, der bortkastes, men stadig kommer igjen; her forsvinder det skjnne Symbol, og Skuespilleren seer ud som en Bosco, der gjr sine Kunststykker. Eller Meublernes Dands i Marchandiserens Boutik, Ildtangen, der efterligner Balletdands: Sligt kan man lse om og forestille sig med Fornielse, men man finder det lidet poetisk, naar Maskinmesteren bringer det paa Scenen. I et Brne-Eventyr fortlles om en Mand, der havde en Hund ved navn Brydstaalogjern; om vi nu paa Scenen saae en Mekanik-Hund, der brd Staal og Jern, saa var det dog ikke Hunden; thi Eventyret tnker paa Mandens strke Villie. Eventyret driver Gjk med den, der vil gribe det og kramme det. Herom have vi imidlertid udtalt os vidtlftig i Anmeldelsen af "Meer end Perler og Guld", og den maa gjlde for alle de Exempler, vi undlade at anfre.

Ved vor Bedmmelse af dette Stykke ville Nogle maaskee endnu sige: Men det var jo kun i Casino! Vi ville ikke strides herom i dette Tilflde; thi man vil dog vel nppe sige: Men det er jo kun Andersen.