DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anonym anmeldelse af Phantasier og Skizzer

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

(anonym / anonymous)

Published

1831.

Reviewed works

Phantasier og Skizzer

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous) of: Hans Christian Andersen: Phantasier og Skizzer (Phantasies and Sketches), 1831, in Maanedskrift for Litteratur, vol. 6, 1831, p. 126-132.

At Hr. Andersen er en Digter med Talent, at han er aaben for mange alvorlige og komiske Indtryk af Livet og Naturen og med Lethed kan udtale de Flelser, der bevge ham, er en Roes, som oftere er bleven ham tildeelt og som Anmelderen ikke vil gjre ham stridig. Naar efterflgende Anmeldelse udpeger et Par af hans Feil, er det ingenlunde for at afskrkke ham fra en Kunst, hvortil han ved flere Smaastykker har viist gode Anlg, men for at advare ham mod nogle Misgreb, hvorved han nedvrdiger Poesien, medens han troer at dyrke den med Kjrlighed. Det er ingen Kritik af Andersens Phantasier og Skizzer, som her leveres, men blot een eller to korte Bemrkninger, hvilke denne Bog har foranlediget og som heller ikke savne Anvendelse paa hans vrige poetiske Frembringelser.

Man har nylig i nrvrende Tidsskrift omtalt det som charakteristiskt for den lyriske Poesie, at Digterens Individualitet kan udtrykke sig i den med Frihed. Dette er vistnok sandt. Men den individuelle Stemning, der skal interessere os ved at afprges i et lyrisk Digt, maa vise sig som en sand Nuancering af Noget, vi erkiende i den flleds Menneskenatur: ellers vil den vre for uforstaaelig til at vkke Deeltagelse; og den Frihed, hvormed Tanker og Flelser skulle synes at opstaae og flge hinanden i lyrisk Begeistring, maa beroe paa en naturlig Ideeassociation; thi en aldeles vilkaarlig og regells Sammenstning af det Heterogene vil aldrig kunne reproduceres hos Andre uden Modstand af Forstanden, der i det Mindste vil ahne en Sammenhng mellem de sig aflsende Forestillinger, og af Phantasien, der vel kan ledes og lokkes fra den ene Gjenstand til den anden, men ikke vil tvinges til trttende Spring mellem forskjellige Billeder, hvis Afvexling beroer paa Digterens Caprice og ikke paa deres eget Indhold. Det er netop disse to Egenskaber, Anm. isr savner i Hr. A's Poesie.

Hvad for det Frste den Individualitet angaaer, han brer til Skue, da ligner den undertiden mindre en sregen Aabenbaring af den menneskelige Natur, end en uorganisk Sammenstning af stridige Anlg og Tendentser, og interesserer os i ringere Grad, fordi den af Mangel paa Eenhed og Selvstndighed bliver forvirret og ubegribelig. Enkelte Digte i Stedet for at vre Udtryk af en vis [rettet fra: hvis] Flelse eller Sjelestemning, see ud som Brudstykker, skrevne i forskjelligt Humeur, eller som lse, alene ved Riim og Overskrifter forbundne Indfald. Det Stykke, vi til Exempel ville betragte, er det allerfrste i nrvrende Samling, med Titel: Hvad jeg elsker; thi allerede her forekommer Digteren os at ville omfatte meer i sin Personlighed, end der paa en naturlig Maade kan tilhre den, og at have leveret et Digt, som af Mangel paa en vedligeholdt Grundtone ikke er i Stand til at vkke Medflelse. I mange Linier erklrer han uden Spor af Melancholie, at han med en barnlig Glde elsker alt det Skjnne og Gode i Naturen og hos sine Medmennesker; ja saa barnlig er denne Kjrlighed, at den lige meget er grundet i Indtryk paa Sandserne og i Indtryk paa Fornuft og Hjerte, og er lige oprigtig mod physiske og moralske Phnomener.[1] Og dog yttrer han til Slutningen, at han har vret ulykkelig i Elskov, nsker sig derfor bort fra alle disse Livets kjre Gjenstande,

og elsker Graven med sin dybe Fred
og Tanken om den store Evighed.

Men overrasker han os saaledes ved en uformodet Ende, da tilintetgjr han endnu mere vor Deeltagelse ved en lille upasselig Parenthes. "Det var jo ret en Lyst" udbryder han nemlig, idet han meddeler os, at hans Elskede var en Andens Brud, og forstyrrer hele Stykkets uskyldige Blidhed ved en uforberedet Yttring af ironisk Bitterhed, eller - om man vil - Stykkets vemodige Udgang ved en upasselig Spas. Et Digt kan ikke synes at vre udstrmmet af en sand og naturlig Stemning, naar Digteren i eet Aandedrt viser barnlig Tilfredshed med Livets Goder, utilfredsstillet Lngsel efter Evighedens Fred og letfrdig Spot over sine Ulykker. Det Hele forekommer os da ikke alvorligt meent, men ligner en Leg med poetiske Flelser. Den tydske Poet Heine har optaget Frkheden som en piquant Bestanddel i den lyriske Digtekunst, og hans livfulde Poesie har maaskee vakt strre Opmrksomhed ved denne originale Maneer, end ved sine virkelige og ungtelige Fortrin; Det er nok han, der gaaer igjen i den uheldige Paranthes [sic!] og oftere i Hr. A's Digte, og lader ham raillere med det, der i Virkelighed kun railleres enten af Raahed eller Fortvivlelse; men vi haabe, at disse ikke just ere faldne i Hr. A's Lod, da hans Spg paa andre Steder er uskyldig nok.

Vor anden Udsttelse var den, at Digterens Phantasie undertiden springer om mellem Forestillinger, der ikke have tilstrkkelig Forbindelse, men virke forstyrrende paa hinanden. Denne Feil er saa gjennemgribende, at den ikke blot skader hans lyriske Digte, men maaskee allermeest iinefaldende fordrver et komisk Forsg, som snarest skulde kunne taale den, nemlig hans Capriccio: "den skinne Grammatica, skizzeret som en rrende claurensk Novelle". Det er Umagen vrd, i dette Exempel at see, hvor virkningslst et Phantasiespil bliver ved ubegrndset Vilkaarlighed. Forfatteren har ikke villet udtrykke nogen Idee eller Tanke, og hans Indbildningskraft er blot sat i vag Bevgelse af grammatiske Ord, hvis Begreber han har haft for lidt Forstand paa til at kunne fastholde og personificere dem i anskuelige Karikaturer. I dette Virvar faaer en Forestilling slet ikke Tid til at komme til Live for en anden, der dykker op af Forfatterens Tankechaos for at fortrnge den, og de vexlende Billeder staae saa mat og forvirret for ham selv, at han strax glemmer den Betydning, han et ieblik i Forveien synes at tillgge dem. I denne Capriccio er "den skjnne Grammatica" snart Badens Grammatik selv (S. 35), snart hele Bogens Heltinde (S. 29), snart den Casus Dativ (S. 29), snart det Ord grammatica eller grammatice (S. 30), snart en Pige der skal lre Badens Grammatik (S. 31) o.s.v. Dette Vsen, der om muligt er mindre anskueligt endnu, og altsaa mindre i Stand til at tage sig ud i nogen alvorlig eller komisk Romansituation, end de virkelige grammatikalske Begreber, figurerer i en Vrimmel af ligesaa betydningslse Navne, er forliebt i Lieutenant Amo, men skal gte Professor Lego, hvorfor det drager ud i Verden og omsider der i Vartou. Skulde derimod slig Spg give Phantasien en morsom Sysselsttelse, maatte i al Fald de grammatiske Begreber trde op som haandgribelige Personer, der dog ved een eller anden Egenskab mindede om deres sande Vsen, og Indbildningskraften saaledes ndes til at gjenkjende Forstandens luftige Abstractioner under de meest contrasterende Forhold, nemlig i kjdelige Romansituationer. Men det flger af sig selv, at paa den Maade ikke alene hver Person maatte have noget Eiendommeligt, men at heller aldrig f.Ex. Casus, Modi o.s.v. kunde blive af samme Kjd og Blod som Partes orationis; i en efter et grammatisk System construeret Sandseverden vilde de i det Hieste blive til Taledelenes borgerlige Stilling og Forhold, Ordfininger som Ablativi consequenti, Perioder og deslige blive til visse af deres selskabelige Forbindelser etc. Ved denne eller en lignende Behandling - men hvortil hrte, at Digteren havde ligesaa tydelig Indsigt i Grammatiken, som han har en munter Phantasie - vilde i det Mindste Lsernes Indbildningskraft kunnet bevge sig efter sine ndvendige Love mellem hans Skabninger eller Vanskabninger, medens nu det Hele svver os forbi som forvirret Larm eller ukjendelige Skyggebilleder, og ikke engang naaer den smaalige Bihensigt at latterliggjre en Skribler som Clauren. Vil Forf. forsvare sin Capriccio, maa det skee ved aabenbart at hylde den moderne og praktiske sthetik, der stter [rettet fra: sttes] Vaas som et Genre af den komiske Poesie, og antager, at Lserne i Lngden kunne more sig over at ingen Forestillinger meddeles dem, medens de ideligt vente at faae nogle. Da vi ndig ville tillgge ham saa bagvendte Meninger, finde vi det rimeligere, at udlede det omhandlede Stykkes Mangel baade paa Betydning og Form af en ubunden Phantasies Misbrug, men vi skulle ikke undre os, om Ukyndige ville antage "Capriccio" for Kunstudtryk paa det Slags komisk Poesie, vi nylig omtalte. Vi maae meget lgge Hr. A. paa Hjerte at betnke Forskjellen mellem det Ulogiske og det Phantastiske, mellem det Usammenhngende og det Komiske, mellem Caprice og Genialitet. Vi raade ham at stte Priis paa de sidste Egenskaber og vre overbeviist om, at de saare vel kunne ytre sig uden de frste. Den, der troer at maatte stte sig op mod sund Sands for at phantasere kraftigt, brer sig ad som en Mand, der vilde kuldkaste en ordnet Statsforfatning for at gifte sig, eller trde ud af det borgerlige Samfund for at spise godt; thi han berver sig netop de gunstigste Betingelser for at naae sin Hensigt.

Da Anm. kun vilde nvne et Par vsenlige og hyppigt forekommende Feil i den Andersenske Poesie, forbigaaer han Meget, som i en udfrlig Kritik maaskee med Nytte kunde afhandles, f. Ex. hvorvidt Digteren overalt har vret heldig med at vlge en Form, der passede for hans Stof (Slg. det sjellandske Sagn S. 14 o. flg.). Endnu hellere overlades det til Andre at udpege de mange unyttige Fylde- og Flik-Ord, hvormed Hr. A. giver sine Vers den behrige Lngde, og de paafaldende Feil mod en rigtig Bogstavering, hvorfor han saa ofte har hrt ilde uden derved at blive opmrksommere. - Vare Samlingens fleste Digte saa gode, som adskillige sanddrue og livfulde jydske Naturskildringer, hvilke Anm. virkeligt anseer for Mnstre af malende Poesie, vilde det ogsaa vret overfldigt at bebreide Forfatteren hvad her er bebreidet ham: det var da aabenbart, at hans Poesie havde taget en srdeles roesvrdig Retning; men ligesaa levende som han kan skildre hvad han har seet og oplevet, ligesaa confuse ere ofte hans blotte Phantasier, ligesaa uklare mange af hans Begreber.


1) Blandt Andet elsker Digteren sin Ven ligesaa hit, som en smuk Farve: "Jeg elsker Vennen hit som Himlens Blaa" (TILBAGE)