DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

H.C. Andersens Samlede Skrifter. Anmeldte af Dr. Gr. Thomsen

Reviewed in

Dansk Maanedsskrift.

Reviewer

Thomsen, Grmur

Published

1855.

Reviewed works

Samlede Skrifter af H. C. Andersen. - Frste Bind

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Man er ved Bedmmelsen af en Forfatters samlede Skrifter heelt anderledes stillet, end ved Bedmmelsen af et enkelt af samme Forfatters Arbejder. I sidste Tilflde har man kun med det enkelte Skrift, som et organisk Hele i og for sig, at gjre, og dette staaer da eller falder med sine Dyder eller Lyder, uden andensteds fra at kunne hente sit Correctiv. I frste Tilflde derimod, hvor en gjennem enkortere eller lngere Aarrkke samlet Forfattervirksomhed i sin Sammenhng foreligger, bliver det enkelte Skrift kun et Led i Kjden. Det betinges og suppleres paa mange Maader af de vrige; dets Mangler udfyldes, dets Dunkelheder oplyses, dets Fortrin hves, og dets Fejl stundom rettes, stundom atter forstrkes ved de foregaaende saavel som efterflgende Skrifter. Et klart Overblik over den hele Forfatterejendommelighed vindes; Lys og Skygge blive rigtigere og fuldstndigere fordelte over det Hele, og Forfatterens sande Charakteer trder fyldigere frem, end i noget enkelt, selv af hans bedste Arbejder.

Om intet Slags Forfattere gjlder dette i samme Grad, som om Digtere.I disses Skrifter gjre Virkningerne af Livsudviklingen sig strkere gjldende, og trde skarpere frem; det individuelle Liv, Menneskehjertet og dettes Berringer med Naturen, Historien, og det Samfund, hvori de leve og virke, er deres Tnkningskilde, og selv de saakaldte "objektive", i Srdeleshed de episke Digtere i strngere Forstand, ere, som saadanne, ogsaa paavirkede af deres Livserfaringer og Livsanskuelse. Selv Homer skildrer i Phakernes Skjald den blinde Digter, ligesom Odysseen i det Hele brer tydelige Prg af at skylde en Sanger, som selv havde "hjemsgt mange Stder, og lrt mange Folkeslags Sind at kjende", sin Tilvrelse; ja, Homers Samtidige fandt utvivlsomt mange Berringspunkter mellem hans Liv og hans Rhapsodier, som vi, formedelst den store Afstand, ikke mere kjende. Tager man nyere Epikere, som Dante, Tasso, o.s.v., saa trder Digterindividualiteten endnu skarpere frem, skjndt dette vel altid skeer paa en mere middelbar Maade, end hos vore Dages Digtere, som baade ere, og fornuftigvis, uden alt Hensyn til den formelle Inddeling i episk, dramatisk, og lyrisk Poesi, ogsaa maa vre mere subjektive, end de Gamle. Christendommen er jo Personlighedens Forlsning, og Subjektet er kommet til en Ret, som det vel undertiden misbruger. Imidlertid er det nu engang saa; deri maa vi finde os, vi som, hver isr, helst beskjftige os med os selv; uretfrdige blive vi frst da, naar vi forbyde vor poetiske Nste at gjre det paa hans Vis, som vi selv prosaisk gjre, og naar vi t. Ex. om en Digters Arbejder sige: "O, ja, det er ret kjnt, men det er ham selv, og evig ham". - Er det virkelig "evig" ham, saa br vi, ret forstaaet, tvertimod vre tilfredse, thi det Evige i ham er, paa en anden Maade, ogsaa det Evige i os, og dette Evige er netop ligesaa meget Objektivt, som Subjektivt.

Naar man derfor har henregnet H.C. Andersen til de fortrinsvis subjektive Digtere, og atter og atter fornemmelig lagt ham denne formentlige "Subjektivitet" til Last, saa haaber jeg i det Flgende at skulle kunne godtgjre, at det ikke forholder sig saa. Herhjemme i hans Fdeland, hvor Propheter, som andre Steder, have deres Vanskeligheder, har mangen En, som maaskeedog ikke kjendte Andersen saa nje, naar Alt kom til Alt, troet at kjende ham saa godt paa Hverdagslivets stergade, at han ikke nskede eller behvede at gjensee ham idealiseret i hans Skrifter. Selv gjr Andersen denne Anke anskuelig i Eventyrcomedien "Lykkens Blomst", hvor han lader Johansen sige til Ewald:

- "I skriver ned, hvad I har selv oplevet,
Er det at skabe, finde paa -?"

I Udlandet derimod er Ingen falden paa at bebrejde Andersen dette, og hvorfor? fordi der har man, som man br, holdt sig til den i hans Vrker idealiserede Digter, og ikke til Andersen, som han staaer og gaaer. Og i Virkeligheden forholder det sig saa, at saaledes som Andersen's digteriske Personlighed foreligger i de "Samlede Skrifter", er denne Subjektivitet ikke strkere fremtrdende, end hos mange af de saakaldte "objektive" Digtere, t.Ex. Gthe. I Andersen's samlede Skrifter faae vi ingenlunde Indtrykket af en med sig selv nsten udelukkende beskjftiget Forfatter, som t.Ex. Heine; men tvertimod et klart og anskueligt Billede af en med Barnligt Lune, rig og original Phantasi, samt en desvrre alt for sjlden Flelsens Renhed rigt udstyret Natur, der fuldt saa meget lever sig ind i det givne Stof, som han optager dette i sig. Hans Styrke i Naturskildringen er almindelig anerkjendt, selv af hans Modstandere, og hvor han gaaer og staaer, enten han rejser tilfods fra Holmens Canal til Amager, eller han paa Jernbanen, pr. Schnellpost, og Vetturin iler fra Norden til Orienten, eller han pr. Maaneseiler hit over den menneskelige Virksomhed, som i "Billedbog uden Billeder", eller han magelig frdes "i Sverrig", eller han endelig sidder stille i Brnestuen, - overalt levendegjr han det, som for Hverdagsmennesket er ddt og betydningslst. For ham er Forsynet bogstavelig allestedsnrvrende. Et Tagkammer med en skrbelig Stol paa halvtredie Been, en Tllepraas stukken i en tom Flaske, gjr han, om ikke hyggelige, saa dog levende, og man griber Stolen, og man vender Flasken, for at see, om der ikke skjuler sig en Alf, eller en Nisse i dem, Alt eftersom han befaler. Hans poetiske Anskuelse er i den Grad frisk og umiddelbar, hans Billeder i den Grad baade naturlige og slaaende, at Barnet troer ham, og den Voxne med, naar han ikke var saa "fornuftig". Hvor vi Andre kun see Forstandens kolde Prosa, eller Materiens guds- og aandsforladte Tryk, der fler han den hjere Fornufts Pulsslag, der finder han Elementaraandernes Poesi, og Aandens Herredmme over Materien. Den brusende Fabrik med Dampmaskiner, Hjul, Ventiler, Klapper o.s.v., hvor "Blodls" spinder gloende armtykke "Jernstnger, der igjen knkkes som Lakstnger, hvor tykke Metalplader klippes saa stille, saa bldt som Postpapir, hvor den store Jernhammer med tunge Slag gjentager sit: Banko, Banko", bliver i hans Haand til et Aandevrksted, befolket med usynlige Alfer og Gnomer, der vel at mrke lyde den store Aand, - Menneskeaanden. Hans gldende og rige Phantasi vilde overvlde os, hvis han ikke forfriskede os med Ironiens Stvregn, og denne vilde for meget afkjle os, hvis der ikke under den slog et Hjerte varmt for alt delst og Skjnt. Og dette dle og Skjnne sger han ikke, som desvrre saa mange nyere Digtere, udelukkende eller fortrinsvis i Livets og Samfundets hjere Lag, han finder det ligesaa let og ligesaa skjnt i Livets lavere Sphrer, i Skomagerens Kjlder ("de to Baronesser"), ligesaavel som paa Baronens Slot, hos Commandoren paa Halligerne ligesaavel som hos "Kammerjunkeren". For at blive ved den samme Roman, hvor retfrdig er ikke ogsaa hans Ironi, uden Persons Anseelse, uden Standsforskjel; den tykke Cathrinesen, denne "bleskive, med to Been under" bliver ligesaa lidt skaanet, som Grevinde Clara, der protegerer Konsten og svrmer selv for det Ydre af Thorvaldsen's Museum, "og det uagtet hun ikke er malet paa Muren". Allerede Heiberg har indrmmet Andersen mere Humor, end nogen anden dansk Digter siden Vessels Tid, og vil man have et Par Exempler herpaa blandt utallige, saa er der "et af de Vers som Cathrinesen havde skrevet til Trines Bryllup, der ogsaa stod som Mindedigt paa hans egen Grav", eller "den unge Moder som sad og grd ved sit dde Barn; der stod en lille Dreng ved Siden af hende; han saae med sprgende ine paa Moderen, aabnede de smaa Hnder, i hvis Huulhed han skjulte en lille Sommerfugl, han havde fanget; - og Sommerfuglen fli hen over det lille Lig". - Shakspeare vilde ikke have gjort det bedre. Hvem skildrer en kjbenhavnsk Regndag, som Andersen, "naar Rendestensbrdter standse Vandlbet, og hver frisk Skylle truer med at drukne et Par smaa Brn og svagelige Gamle i Kjlderne, naar svmmende Halm og Kaalstokke drive som Forkyndelse af Vaaren, naar de slidte Fliser staae med deres smaa Vandbeholdninger fyldte, naar Folk genere hinanden med vaade Paraplyer og man saa roser ""det deilig milde Veir"" - Hvem skildrer mere trffende Brns literaire Smag: "de Smaa holde ikke af langt Kjrlighedsvrvl, de ville: ulykkeligt, men gesvindt". Hvilken Student maa ikke glde sig ved Skildringen i "O.T." af en Aften i Studenterforeningen - den gamle Studenterforening ved Holmens Canal? Hvor livagtigt og nrvrende! Thi deri afspejler Phantasien Evigheden, at Rum og Tid blive forsvindende Momenter deri, at det Fjerne bliver Nrt, det Forsvundne Nyt. - Vil man have et Exempel paa det Rrende, saa erindre man den gamle Etatsraad Heimeran's Yttring: "den ldste Sn har jeg i Ostindien, den anden i Archangel, de to Yngste - vor Herre delte med mig, - dem tog Han til sig; de To har jeg da nrmest!" Og vil man have en nordisk Idyl, man lse "i Sverrig" Skildringen af Midsommerfesten i Leksand, hvor Digteren gjr sig uddelig ved at levere "nye Faconer" til Peberkager. Man lse i samme Vrk Afsnittene: "Bedstemoder", som har gjemt en tr og flad Rose i sin Psalmebog; og "den stumme Bog", hvor et Herbarium indeholder den afdde Upsala-Students Levnetsbeskrivelse. Kan man vel tnke sig en mere poetisk Livssymbolik? - Dette digteriske je for Aandens Liv og Virken i Materien, i Prosaen, i Hverdagslivet, i det Mindste og det Ringeste, og denne skabende Phantasi, som blser Liv ind i det Dde og "Blodlse", er H.C. Andersen's store Gave. Man kan vre Digter og dog ikke besidde meer end en ringe Skjrv af den Rigdom, som er ham i denne Retning forundt. Deri bestaaer hans Primitivitet og hans Universalitet; derfor er han alle Alders [Aldres] og alle Nationers Digter, som blot kunne lse ham. Heri viser han sig ogsaa, for at bruge Kunstordene, ligesaa objektiv, som subjektiv. Thi om han end opfatter og gjengiver det udenfor ham vrende paa sin Maade, saa skeer det dog saaledes, at enhver Lser fra Barnet til Oldingen kunde opfatte det paa samme Vis, og denne digteriske Colonisation af det Livlse, af "Stoppenaale", "Tinsoldater", "Galoscher" o.s.v. skeer i det Almindeliges, i Menneskeaandens, og ikke i Andersen's Navn. Den objektive Digtning bestaaer jo netop deri, at Digterens Anskuelse er hans og dog Alverdens; kun at han opdager de poetiske Verdensdele, som Hvem, der vil, siden bebygger.

Derfor kan H.C. Andersen efter Poetikens strnge Regler heller ikke henregnes til de fortrinsvis lyriske Digtere. At han har skrevet to Bind lyriske Digte, og deriblandt mange ypperlige, gjr Intet til Sagen. Den vedholdende, varige lyriske Stemning er ikke hans Styrke. I Reglen frer hans Ejendommelighed ham bort fra den oprindelige Stemning, hvori Digtet begyndtes, til Naturbetragtninger og andre Betragtninger, paa ironiske og humoristiske Veje. Man er nu eengang bleven enig om af det lyriske Digt at fordre Stemningens og Tankens Enhed og Afrundethed; paa andet Dansk, Tanken maa vre holdt; ligesom en Melodi, et musikalsk Thema, finder den lyriske Tanke sin egentlige Skjnhedsfylde i sin rette Begrndsning. Andre Themaer, andre musikalske Tanker, hvor skjnne de end kunne vre, maa holdes borte, thi de virke forstyrrende for Enheden. Dette gjr Andersen vel undertiden, som i "det dende Barn", "Sneedronningen", "Soldaten", "Hjemvee", i "Pantalones Vise" (af "Ravnen"), i "Ddsieblikket", "En Digters sidste Sang", "Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat" (af "Bruden fra Lammermoor"), "I Hytten hos min Moder", "Jeg er en Skandinav", "Bgetret", o.fl., men almindeligere er det at see ham improvisere lyrisk. Han lber fra den ene Tanke til den anden, fra det ene Thema til det andet, slynger Billeder om Billeder, og, om disse end ere nok saa poetiske, saa fremkommer deraf - nok et smukt Digt, men ikke et lyrisk Digt i hjere Forstand. Den oprindelige Stemning varer for kort, og skydes til Siden af en anden, som atter frer til en tredie. Til andre Tider holder han Tanken for en Stund, men pludselig gjr hans Pegasus Sidespring, t.Ex. i "Spillemanden", hvor sidste Vers ret er en subjektiv Capriol, af det rrende Slags. I "Rosenknoppen" er noget Lignende Tilfldet. De tre frste Vers udtmme Tanken paa en smuk Maade, men i det fjerde slaaer Digteren en lystig, men overfldig, Krlle paa den. Man vil svare: dette er, hvis det er en Fejl, kun en Formfejl. Men i det lyriske Digt er Formen meget vigtigere end mangen troer, ja den er saa meget vigtigere, netop i den mindre poetiske Organisme, som det lyriske Digt, end i den strre, t.Ex. en Roman, som en Synd imod den paa det frste Sted forstyrrer Sammenhngen og Harmonien kjendeligere, end paadet sidste, hvor Handlingens Interesse, til Trods for alle Episoder og Diversioner, vedligeholder sig gjennem to og tre Dele. Det lyriske Digt er for fintbygget til at taale Episoder. Hovedtanken forkues og skjules under dem; Indtrykket afbleges; og sprg Barnet! det lrer et saadant overlsset Digt vanskelig udenad, og husker det kun kort. I Lejlighedsdigtet er H.C. Andersen heller ikke altid heldig, ligesaa lidt som Oehlenschlger; Heiberg og isr C. Ploug staae over begge. Derimod er han ret hjemme i den komiske Lyrik, t.Ex. det uforlignelige Digt: "Grethes Glde over Sommeren", der ender med flgende ubetalelige fire Linier:

"- O, hvor jeg glder mig til denne Sommer,
Det er dog deiligt! Hvor jeg elsker den!
Isr naar saadan Efteraaret kommer,
For saa begynde Ballerne igjen!"

Men muligvis har jeg anlagt en urigtig Maalestok, som det jo i det Hele baade i og for sig er misligt, og navnlig, hvad Andersen i Srdeleshed angaaer, vanskeligt at tvinge hans Digterejendommelighed ind i Categorierne. Noget kan det ogsaa komme deraf, at han, som man i det Flgende vil see, staaer saa meget strre for mig i andre og vsentlige Retninger, end som Lyriker. Hans egen Natur har forvrigt i hans senere Udvikling mere og mere frt ham fra den egentlige lyriske Poesi, til en hjere Digtning i ubunden Stil, som i mine jne fordunkler hans Digte, der, som man selv kan overbevise sig om, i de senere Aar ere komne sjldnere og sjldnere fra hans Haand. Dette gjlder vel i strre eller mindre Grad om de fleste strre og mere produktive Digtere, som gjrne fra den mere umiddelbare Lyrik hve sig til de hjere og omfangsrigere Digtarter, men det gjlder ikke om de lyriske Digtere, i strngere Forstand, t.Ex. Burns, Chr. Winther o.m.fl. som hele deres Liv igjennem kun have modtaget Musens Kaldelse i denne Form og Retning. Det br holdes fast, at Andersen's lyriske Digte, ved at betragtes i de "Samlede Skrifters" klarere Belysning, trde mere i Baggrunden, end de utvivlsomt vilde gjre, naar de bleve bedmte for sig. Udsttelsen er derfor relativ, og skal ikke gjlde for noget Mere end et Bevis paa, at H.C. Andersen ikke, som fortrinsvis lyrisk Digter, med Rette kan henregnes til de, i snvrere Forstand, subjektive Digtere.

Imidlertid ere der i alle Menneskers, og maaskee i en endnu hjere Grad i alle Digteres, Liv Perioder, hvor de vende sig indad i deres eget Bryst, hvor de opsummere de gjorte Erfaringer, ordnede modtagne Indtryk og opgjre deres Udviklings aarsregnskab - ligesom for at komme til Klarhed over deres aandelige Status, og see hvilken Driftscapital de have opsamlet til ny Virksomhed udad i Tanken og i Livet. H.C. Andersen har havt flere saadanne Perioder, og i de Skrifter, som tilhre disse Afsnit af hans Digterliv, trder den subjektive Charakter strkere frem. Lseren maa i denne Henseende henvises til hans "Livs-Historie"; det vre nok her at erindre om, at af Romanerne hre "Improvisatoren", "Kun en Spillemand", af Rejseindtrykkene "Fodreisen", "Harzreisen", og "En Digters Bazar", samt en Rkke af hans fortllende Digte til denne mere subjektive Cyclus. Ikke at tale om, at den subjektive Digtning i og for sig, og fornemmelig i vore Dage, er aldeles berettiget, saa ere de nvnte Arbejder i sig selv hjst vrdifulde Arbejder, og den Personlighed, vi der lre at kjende, ere vi vel tjente med at lre at kjende. Jeg hrer sige, at man hist og her mrker for meget til en vis Slags Forfngelighed, mskindethed og sygelig Klage over Misundelse. Ja det er sandt: Andersen skjuler ikke, hvad saa mange Andre ere kloge nok til at skjule; men forresten - hvem af os troer nogensinde, at det gaaer ham i denne Verden efter egen store Fortjeneste, og hvor mange af os ere saa capitelfaste, at de, naar de troe de lide Uret, bre den med Lammets Taalmod eller Stoikerens ophjede Ligegyldighed? Det ligger allermindst i Andersen's Natur, at have en haard Hud, som man siger, og troer man, hvis han havde denne saa meget anbefalede haarde Hud, at hans Flenerver for det Gode og det Skjnne da vare saa fine? Den hele Anke er ugrundet; er en oprindelig, ejendommelig Digternatur frst givet os, saa maa vi tage den, som den er, med dens Lys- og Skyggesider. Vi kunne nu engang ikke faae den anderledes. Og fik vi den anderledes, saa fik vi ikke den, saa fik vi en anden. Og hvilken er nu denne Personlighed, som vi i hine Arbejder blive bekjendte med? Det er en Personlighed, som staaer i fuldkommen Harmoni med sin Digtning. Det er en phantasirig, fintflende, letbevgelig, klartseende, med et skarpt Instinkt og en strk Tro begavet Personlighed. Disse ere Hovedtrkkene. At nu denne samme Personlighed i Troen paa sin Bestemmelse, eller rettere paa Forsynets Bestemmelser for dens Vedkommende, en enkelt Gang kan synde imod en justeret "Beskedenheds" Fordringer, at den i Flelsens Finhed kan overvurdere de Hindringer og Std, som mde den, at dens Instinkt undertiden kan tage sig for store Friheder med Forstanden, det er meget muligt, men det kan ikke vre anderledes. Og hvem kan ngte, at hans Klager og Bitterhed altid trde yderst humant frem, og som oftest uden Navns Nvnelse. Hvorledes have ikke andre bermte Digtere, f.Ex. Byron, hudflttet og korsfstet deres Modstandere. Og paa den anden Side, hvor smukt viser ikke Andersen's Taknemmelighedsforhold sig til de Mange, som have ledet ham paa hans Bane f.Ex. Collin og H.C. rsted. I den Retning har H.C. Andersen desuden i Tidens Lb forandret og udviklet sig Meget; det er kun en sjlden Gang, han i sine senere Arbejder paa en indirecte Maade beklager sig over sine Landsmnd, som f.Ex. den Linie han i "Lykkens Blomst" lgger Ewald i Munden:

"og spotte det forstaaer den Danske godt!"

og om han end i en vis Forstand altid vil vedblive at vre en subjektiv Digter, saa er det lykkedes ham at kaste en heel Deel af de Subjektivitetens Tilfldigheder overbord, som han i sine tidligste Arbejder herhjemme maatte hre ilde for.

Svagest viser han sig i det strengt Dramatiske, og hvorfor? Fordi Dramaet ikke ligger for ham. Det falder mig ikke ind at ngte, at han ofte har smukke dramatiske Momenter, som t.Ex., hver i sin Slags, i "Kongen drmmer", og "Den nye Barselstue".; men hans digteriske Kald er neppe det Dramatiske, og hvorfor? Fordi Charakteertegningen ikke er det. Denne afhnger af tre Momenter, som sjldent ere forenede hos en og samme Forfatter: af det skarpe je for det Oprindelige, det Tilgrundliggende, det Blivende, man kunde sige Modermrket i en Charakteer; af dens sande og naturlige Udvikling i Livets Prvelser og Sammenstd; og endelig af det man kunde kalde det Mimiske i Charakteren, der viser sig i bevgede jeblikke i Berring med andre Charakterer, af Stemningernes Afvexlinger og Overgange, af det Pludselige, som glimter frem i Dialogen og Repliken, Noget, hvori kvindelige Forfattere, som t.Ex. George Sand, have en stor Styrke. H.C. Andersen opfatter som Faa det Frste, det Typiske i Charakteren, dens ejendommelige Physiognomi; der kommer det strke Digterinstinkt ham ret tilpas, og derfor ere mange af hans Roman-Figurer saa plastiske, og saa ypperlig tegnede; men i Charakterens Udvikling, dens Fremvxt op af Livets mangehaande Jordbund, i mangehaande Vejrlig, som, isr hos Shakspeare, er saa sand og saa omhyggelig, og som, strngt taget, er uundvrlig i det christelige Drama, der ikke, som det antike Drama, eller det italienske Maskespil, kan blive staaende ved det Typiske, det engang for alle Frdige, - deri er Andersen's Svaghed. Hans Charakterer ere, om man saa vil, nok consequente, naar Talen er om det Consequente i det Stationre, i det Blivende; men denne Consequents bliver og kan ofte blive inconsequent, naar den anvendes paa det Vordende, det sig Bevgende, Skabende. Dette har Andersen selv vist undertiden flt, og det forekommer mig tvivlsomt, om han saa meget er bleven dramatisk Digter af en indre Drift, som fordi det nu eengang er Skik og Brug blandt Digtere - en Skik, hvorpaa ivrigt mangen stor Digter har strandet - at forsge sig i det Dramatiske. Idetmindste har han i de "Samlede Skrifter" med en roesvrdig Selvforngtelse udeladt en Deel af sine tidligste dramatiske Arbejder, som "Ravnen", "Bruden fra Lammermoor", og "Festen paa Kenilworth", med Undtagelse af de smukke Sange, som i 15de Bind ere optagne blandt Digtene.

Det maa udtrykkelig fastholdes, at Talen her ene er om det egentlige Charakteerdrama, thi i Eventyrcomedien er han igjen, i Kraft af sin ejendommelige Natur, paa sin rette Plads. Der kan han gjre Brug af sit rige Udvalg af staaende Typer; der kan han give Phantasien Tjlerne, og jage afsted over Jord og under Jord. Til Skoleridt er hans Pegasus mindre skikket. Der kan han, som i "Meer end Perler og Guld", digterisk gtevie det Eventyrlige med vore Dages mest fremadskredne Industri, fra Skyerne gjre Luftrejser til Jorden i en Luftballon, eller med Jernbanen gaae til en eller anden terra fabulosa, som "Sandhedens Land", eller "Abekattenes Rige". Der kan han, som i "Lykkens Blomst", ved sin gode Ven, Nissen, udaf Phantasiens Perler fremtrylle, det vre sig et svundet Digterliv, med dets Savn og Krnkelser, eller Riddertidens Frnders Had. Der kan han frit, uden Hensyn til Tidens, Stedets og Handlingens Enhed, lade den ene Tilstand aflse den anden, og ved at drage Fortiden ind i Nutiden, afklde hin Afstandens magiske Glands, knuse Illusionen med Illusionen, og belre en godt gift Skovfoged om, at det er bedre, at vre det 19de Aarhundredes huslig lyksalige Skovfoged, end Riddertidens Valdemar, eller det 18de Aarhundredes Ewald. Der kan han endelig om de historisk givne, flygtig skizzerede Typer, eller saadanne, som han selv af Hverdagslivet fremdrager, frit slynge Phantasiens Arabesker, og uden nogen af Dramaets indre Bygning paalagt Tvang, paa lignende Maade, som Shakespeare i "Stormen" og en "Midsommernatsdrm", holde Spillet gaaende mellem Drm og Virkelighed, mellem Feeverdenen og Hverdagslivet, idet Charaktererne her ikke, som i det egentlige Drama, behve at holdes i den dramatiske Udviklings Tugt og Ave. Thi i Eventyrcomedien kommer det fornemmelig an paa det Sindrige, Trffende og Dybe i Vexelspillet mellem det Hverdagslige og det Eventyrlige, men Handlingens Enhed fordrer ikke strngt holdte og consequent gjennemfrte Situationer og Charakterer. - Blandt Eventyrcomedierne staaer "Ole Lukje" forsaavidt ene, som den er mere allegorisk end de vrige. Deri frer Digteren nemlig en Skorstensfejerdreng, der i sin friske Livsglde med komisk Plastik fremstiller sig som en Art spansk Ridder - paa Grund af Kappen, og den snvre sorte Dragt, - gjennem pludselig og uden egen Anstrngelse erhvervede Rigdomme, dselhed, Orgier, Gigt, Podagra og Livslede, der alle personlig mde, tilbage til hin glade Fattigdom og Njsomhed, idet han paa den sindrigste Maade prsenterer alle disse Masker, med Ihndehaveren af Drmmenes Familieparaply, "Ole Lukje", i Spidsen. Andersen har i det Hele en stor Styrke i at costumere sine Personificationer, thi hvad kan t.Ex. vre pudsigere, end Lygtemanden i "Hyldemoer", der mder som "Handlende med chemiske Svovlstikker, der ikke lugte", eller Muldvarpen, som finder det for betegnende at trde op som "Rodemester", og foretrkker at melde sig som velhavende "Kjeldermand". - Uagtet Digteren selv ikke kalder "Agnete og Havmanden" en Eventyrcomedie, men et "dramatisk Digt", saa hrer den dog til denne Klasse, forsaavidt Accenten lgges, ikke paa Comedie, men paa Eventyr, thi "Agnete og Havmanden" er en Eventyrtragedie, grundet paa det bekjendte Sagn. Den hrer ivrigt til Digterens tidligere Udvikling, og er at betragte som et Forbud paa Arbejder af lignende Art, hvori H.C. Andersen senere har culmineret. Der er i Folkevisen en Anelse om de Synder, som Bibelen kalder de utilgivelige: "Synderne mod Aanden"; en saadan Synd har Agnete begaaet, ved at lade sig forlokke af Havmanden, et Vsen, som, om Andersen end i Grunden gjr ham god og skikkelig, dog hrer til en anden aandelig Verden, end Agnete, - til Antichristens Rige. - "Hun glemte sin Jesum og sprang i hans (Havmandens) Favn". Derfor "vende Billederne sig" i Kirken, da Agnete trder ind. I Sagnet ligger ingen Mulighed til Forsoning, thi Agnete har begaaet en Ddssynd, og om det end er tnkeligt, at denne kan udsones ved at hun, efter at have forladt Havets Bund, for at gaae i Kirke, ikke mere vender tilbage til Havmanden, saa maa dog en ny Synd begaaes, en Synd imod Naturen, imod Moderpligten. Dette Dilemma lser Andersen paa en antik Maade, ved at lade hende kaste sig i Havet, men uden at falde deri; - hun synker dd om paa Strandbredden. Hun lser det altsaa ikke selv, i Kraft af Villiens Valgfrihed; Tilfldet redder hende fra Havets salighedslse Uddelighed. Jeg vil ikke afgjre, om denne Lsning er den poetisk rigtige; men den tilfredsstiller ikke; den efterlader Tomhed.
Overgangen fra Eventyrdramerne til Eventyrene er nu herved given. I Tiden falde disse frst; thi, naar "Agnete og Havmanden" undtages, havde Andersen, om jeg ikke husker fejl, allerede udgivet flere Bind Eventyr, frend han begyndte paa Eventyrcomedierne. Man kan om denne Digtart, som er ny og helt forskjellig, saavel fra de Gamles, som fra Lafontaine's "Fabler", sige, at den til Andersen's vrige Arbejder forholder sig, som Bouquetten til Vinen, og den almindelige Mening har, som jeg troer, med Rette, udtalt, at hans Digterejendommelighed i Eventyrene har fundet sit fyldigste og sandeste Udtryk, ligesom Chr. Winther's i "Trsnittene". Det er med Phantasiens Yndlinge, som man ovenfor har seet, tit en vanskelig Sag at bringe dem og deres Vrker ind under Systemet. Hvortil skulde Andersen's Eventyr t.Ex. henfres, til den episke eller den lyriske, til den objektive eller subjektive Digtart? - Ingen af disse Categorier passer, thi Eventyrenes Form er vel episk, men deres Aand og Indhold er det ikke og heller ikke lyrisk. Paa den anden Side er det Objektive og Subjektive saaledes blandet i Eventyrene, at heller ikke nogen af de to Benvnelser svarer til deres sande Vsen. Med strre Rette kunde man kalde "Eventyrene" og "Historierne" den specifict humoristiske Digtart, forsaavidt som Digteren i dem fortrinsvis seer Jordelivet "fraoven", som Andersen i Eventyret "Hjertesorg" kalder det, og i samme Eventyr saa trffende oplyser. Thi den lille pjaltede Unge, som ikke ejede en Seleknap, dette uundvrlige Tegn og Adgangskort til Moppens Grav, og som derfor blev den eneste Unge paa Pladsen, der ikke havde seet denne Mrkvrdighed, hun srgede ligesaa inderlig, som en Voxen ofte kan srge over et glippet Haab, eller en Tilsidesttelse. I Eventyrene blive de Frste de Sidste og de Sidste de Frste, idet "Alt kommer paa den rette Plads". Kun den rene Klang fra Hjertebunden, fra Menneskenaturens Allerhelligste, optages i det usynlige Rige, hvor Alfer og Skytsengle herske med Sandhedens Tryllegreen. I Eventyrene gaaer den Glands og Politur, som mange Romanforfattere, uden noget hiere ethisk Hensyn, blot som saadant, besynge og forherlige, let og hurtig af Slotte og Saloner, hvor Lgnen og Hovmoden driver sit tvungne Spil. Hvad nytter det at Alt straaler af Silke og Guld, at Sophaerne, som Andersen etsteds siger, "nsten kunde gaae paa deres egne Been", naar Hjertet forlngst har faaet Been at gaae paa, og den aandelige Livskjrne hos Ejeren er udtrret og henvisnet. Eventyret vender op og ned paa den ydre og indre Virkelighed, idet denne bestandig sttes istedetfor hin, og udver paa denne Jord en hinsidig Retfrdighed, som uden Skaansel nivellerer Hjt og Lavt, Fornemt og Simpelt, Mgtigt og Svagt, idet disse Begreber altid opfattes efter deres oprindelige, ikke efter deres conventionelle Betydning. Gaasepigen og Hosekrmmeren blive i Eventyret undertiden Aristokrater, Adelsmanden undertiden - ikke til Demokrat, men til en aandelig og hjertelig Plebejer. Lad mig i Forbigaaende anfre, at det er et dybt ironisk Trk af Andersen i "Alt paa sin rette Plads", at medens Forgyldningen gaaer af Herremanden, saa standser Hosekrmmeren ved at blive "Justitsraad", men driver det ikke til Greve, og Rgteren flyver op - ikke i Storstuen, der kunde han ikke komme, nej op i Tjenerkammeret, mellem det fine Tjenerskab, "der gik i Silkestrmper". Nej Hosekrmmeren og hans Hustru "vilde ikke lade sig adle, de gamle skikkelige Folk", og Rgteren skulde kun vre et livagtigt Memento for Silkestrmperne. Fiat justitia er Eventyrets Moral. Derfor nivellerer detg heller ikke hensynslst. De Aristokrater, som tillige ere Hjertets og Aandens Aristokrater, de forblive i uanfgtet Besiddelse af deres velerhvervede Prrogativer. Paa denne Maade holder Eventyret en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjrne. Der gaaer en dobbelt Strm deri. En ironisk Overstrm, som leger og spger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Hjt og Lavt; og saa den dybe Alvors Understrm, som retfrdigt og sandt bringer Alt "paa sin rette Plads". Dette er den sande, den christelige Humor. I nogle af Eventyrene, t.Ex. den "grimme lling" og "Svinedrengen", viser Humoren sig paa en anden Maade, idet den ikke udver Retfrdigheden paa Fortjenestens selverhvervede, men paa det medfdte, det prdestinerede Vrd, og stter Gjenstanden paa dens rette Plads, ikke i Kraft af dens Ansvar, men af dens Uansvarlighed. Denne Rkke af Eventyr nrmer sig mere til Folkeeventyret; den minder om de forhexede Prindser, og om den end reent sthetisk betragtet kan tiltale Lseren lige saa meget, eller maaskee mere - og dette har ungtelig vret Tilfldet med de citerede Eventyr - saa staaer den ethisk lavere end hine, og det Ethiske maa ved Bedmmelsen af det Humoristiske ikke lades af Sigte. Thi i den christelige Humor er Ansvaret afgjrende. St Prindsen vedbliver at vre forhexet, fordi det udenfor hans Omraade liggende Trylleord ikke kommer tilstede, st Svanehammen udebliver, medens Svanens Rst og Natur ere der, Svinedrengen er dog i Grunden Prinds, og den grimme lling Svane. De mangle Anerkjendelsen udenfra, og derved udebliver Forsoningen, men Humorens ethiske Fordring er tilfredsstillet, thi Humoren gaaer tilbunds, og lgger kun Vgt paa, hvad der er "i Grunden". Det maa derfor fastholdes overfor dem, som have villet frakjende Andersen Originalitet, som Eventyrdigter, og have citeret Folkeeventyret, eller Tieck, som hans Forbillede, at dette kun gjlder om ganske enkeltstaaende Eventyr, som netop de samme Folk stte hjest, hvorimod hans store og uskatteerlige Fortjeneste bestaaer deri, at han har skabt Ansvarlighedens, det selverhvervede Vrds Eventyr. Heraf har Digteren ogsaa selv, skjndt, som det sig hr og br, ubevidst, til Tider havt en Flelse, idet han undertiden har kaldt denne sidste Art af Eventyr: "Historier"; og Benvnelsen er trffende, thi medens Eventyret passende medoptager det Uansvarlige, der i og for sig netop er eventyrligt, saa er Historien, som Indbegreb af menneskelig Tnken og Virken, Ansvarets rette Vrneting. Dog "Historie", eller "Eventyr", dybere forstaaet kommer det ud paa Eet, thi til Lykke for Menneskene tages Ansvaret hissetr ei saa strngt; og det Uansvarlige er jo i Arvesynden og Forlsningen Menneskeslgtens Undskyldning og Redningsplanke. Vi maa derfor saa meget mindre strides om Navne, som allerede Voltaire kaldte Verdenshistorien une fable convenue.
Der staaer endnu tilbage i Korthed at berre eet af H.C. Andersen's Skrifter, som, skjndt det ikke hrer til hans seneste Arbejder, dog staaer ene i den hele Rkke, og saavel ved sin egen indre Tanke, som i Betragtning af andre udenfor det liggende Kriterier, peger hen til en fremtidig Udvikling hos Digteren, et nyt, et ukjendt Land, "Poesiens Californien", som han et andet Sted kalder det - et Land, hvis Tilvrelse han selv endnu snarere aner, end han alt har opdaget det. Han har flere Gange slaaet paa denne Streng som i Afsnittet: "Tro og Videnskab" i "I Sverrig"; og han gjentager det andre Steder, at det er i Videnskaben, at Poesien fremtidig skal bryde sig en ny Bane. "En Skjald vil komme", siger han, "der med Barnesind, som en ny Aladdin, trder ind i Videnskabens Hule, med "Barnesind" sige vi, thi ellers ville Naturkrfternes strke Aander gribe ham og gjre ham til deres Tjener, medens han med Poesiens Lampe, der altid er og bliver det menneskelige Hjerte, staaer som Hersker, og bringer underfulde Frugter fra de dunkle Gange, og mgter at bygge Poesiens nye Slot, skabt i een Nat af tjenende Aander". - Et Tillb hertil har Digteren selv allerede gjort i hint enestaaende Arbejde, hvormed man vil have gjttet, at jeg sigter til "Ahasverus". Ahasverus, Menneskeaanden, den gjennem Historien vandrende Menneskeaand, som bestandig sger og finder nye Sider paa Sandhedens Polygon, med det uendelige Antal Sider, men som endnu ikke har fundet denne Polygons, denne Cirkels Quadratur: Sandheden selv, - den absolute Sandhed; - som bestandig higer, og dog i denne Higen higer efter det Modsatte af al Higen: Ro og Hvile - Ahasverus er et storartet mne, hvorpaa enkelte Digtere have forsgt sig, flere have tnkt at forsge sig, men ere blevne overvldede af dets Storhed og Omfang. Til de sidste hre Gthe, til de frste Englnderen Shelley, og af danske Digtere, foruden Andersen, Paludan-Mller. Anden Deel af "Faust" er os det bedste Bevis paa, at Gthe havde begge Hnder fulde, og man undres ikke over, at den, som vilde fuldfre Faust, ikke fik Stunder til at begynde paa Ahasverus. Thi naar man betnker at Ahasverus, naar Navnet skal have nogen Betydning, Legenden altsaa i sit Omrids respecteres, overhovedet ikke kan blive fuldfrt, hverken af een eller flere Digtere, om saa den ene begyndte hvor den anden slap, eftersom Ahasverus bestandig gaaer videre, og selv den yppigste Phantasi, forbundet med det skarpeste Seerblik ikke formaaer, end ej poetisk, at gjennemtrnge Fremtidens Slr "i Tid og Evighed"; - naar man desforuden ihukommer, at et saadant Vrks indre Tanke hverken er mMere eller Mindre end den christne Histories Poesi, saa maa selv et nogenlunde vel organiseret Hoved svimle ved at skue ned i det Dyb. Imidlertid - der er Stoffet til det metaphysiske, eller som Nogle kalde det, det apokalyptiske Drama. Det er Forsget vrd, og gjlder det nogetsteds, saa gjlder det her: in magnis voluisse sat est. - Jeg holder mig overbevist om, at Andersen selv, uagtet Digtets mange Skjnheder, ikke betragter sin "Ahasverus", som noget Andet eller Mere, end et Tillb, en Begyndelse, et Brudstykke, eller om man vil en Kjde af frit staaende Brudstykker, Scener, Acter, eller hvad man vil kalde det, og det flger af sig selv, at hvad han i den af ham selv antydede nye Retning fremtidig maatte skjnke os, vil blive en Fortsttelse af, Supplementer til den paabegyndte "Ahasverus, eller ialfald, selv om han ikke saaledes betegner det, vil kunne betragtes saaledes; - hvilket ivrigt ogsaa fremgaaer af "Ahasverus's" Slutning:

En bedre Skjald vil i en bedre Sang
Fortlle os om Vandringen, - som flger -

Thi Videnskaben, den christelige Videnskab, de menneskelige Opdagelser og Erfaringer I kunstens og Kunstfrdighedens Rige, Historiens Lrdomme og Vendepunkter - Alt, Alt gaaer i Ahasverus's Randsel. At selv dette transcendente Stof br behandles med digterisk "Barnesind", deri stemmer jeg ganske med Andersen; en rimet og rytmisk Paraphrase af Humboldts "Kosmos", Hegels Historiens Philosophu, rsteds "Aanden i Naturen" o.s.v. vilde kun maadelig lse Opgaven; og, da Andersen med digterisk Barnesind heldigvis er begavet som faa, saa berettiger den Omstndighed, saavel som den allerede foreliggende "Ahasverus", til at vente Meget af ham ogsaa i den Retning; men at dette nye Poesiens Slot, uden at man behver at tage Ordene bogstavelig, skulde blive "skabt i een Nat af tjenende Aander" - at det overhovedet skulde kunne bygges udelukkende selv ved en andersensk Phantasies magiske Umiddelbarhed, - derimod strider Begrebet "Videnskab"; thi denne kan Ingen, end ikke poetisk, magte, uden lang Grandskning og mange vaagne Ntter. Intuitionen strkker der ej til. H.C. Andersens "Ahasverus" ender som bekjendt, med Americas Opdagelse, og i det Digteren lader Verdensaanden udbryde: "Vejen er fundet!" og tolke den sig paa denne Vej aabenbarende Guds Villie:

- Eet Folk, een Tanke, Forening, Forstaaen

lyder Svaret fra den hidtil tvivlende Ahasverus's Mund, men som nu troer at have kastet et Blik ind i det forjttede Land:

- Alt bliver mig saa klart - et kort Minut!

og Englenes Chor dertil lyder:

- I Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,
At hver i sin egen og Verdens Historie
Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

Her begynder altsaa, som man seer, egentligen Opgaven, og "Ahasverus", saaledes som han i Andersen's Bearbejdelse allerede foreligger, nemlig:

- fra Jerusalem faldt i Flammegrav
Til Columbus saae Land i Vesterhav.

er, iflge Veronika's Aands Udsagn, kun

- et Spand af Evigheds Dgn rullet hen,

og man er forberedt paa, at

- et nyt og et nyt - ruller op igjen.

Heraf vil man see, at jeg tyder Digterens egen Opfattelse og hans fremtidige Plan ret. Kun maa der, efter Andersen's Opfattelse, blive en qvalitativ Forskjel, mellem det flgende og det allerede givne Afsnit af "Ahasverus", - en Forskjel, som jeg maa bekjende, jeg ikke havde tnkt mig, og endnu ikke fatter, idet nemlig den fra Jerusalems Fald til Amerikas Opdagelse evig vandrende, higende, tvivlende Ahasverus, iflge Andersen, nu er kommen til Klarhed, og derfor i det Flgende maa trde op paa en helt anden, og med Legendens Ahasverus, saavel som den af ham reprsenterede Menneskeaand, saavidt jeg skjnner, ikke let forenelig Maade. Thi om Andersen end hylder deres Anskuelse, som i Amerika, i den "nye Verden", see Historiens forjttede Land, saa vil det Amerika tiltnkte Hegemoni i Verden dog heller ikke blive noget Andet og Mere, end "et Spand af Evigheds Dgn"; og, naar jeg sprger saaledes, maa Ahasverus meget mere sprge - "og saa?" Derfor er Legenden fuldkommen correct, naar den lader ham vandre til Dommedag, til Verdens Ende.

Det vilde imidlertid vre aldeles utilstdeligt for en Anmelder, og stridende mod hans underordnede Rolle, om han vilde foregribe den seende og Skabende Digter. Jeg tilraaber derfor H.C. Andersen: frisk Mod! i hans store og ophjede Hverv, idet jeg med Glde erkjender, at hans "Samlede Skrifter", saalangt de hidtil naae, berettige til lige saa store Forventninger i Fremtiden, som de, hans bedste Venner tidligere have nret, og som han allerede i rigt Maal har tilfredsstillet. Ogsaa dette er gldeligt, at de "Samlede Skrifter", skjndt de i og for sig ere et afrundet Hele, dog ikke ere et afsluttet Hele, og at de allerede i og ved "Ahasverus" indeholde Forjttelsen om en ny Aabenbaring af H.C. Andersen's rige Digternatur.

Jeg maa til Slutning endnu tilfje, at om jeg end er mig bevidst, at have villet vre retfrdig imod H.C. Andersen, saa kan jeg baade have overseet Meget, som burde tages med i Betragtningen, og paa sine Steder have udtalt skjve Domme. Heller ikke venter jeg fuldkomment at tilfredsstille enten Digteren selv, eller hans Musas Beundrere, hvis de lse disse Blade, men saameget veed jeg, at om jeg end kan have faaet en lille Stump af Spejlet i "Sneedronningen" i jnene, saa har jeg ikke faaet den i Hjertet, og endelig beder jeg Digteren, hvor min Opfattelse af ham strider mod hans egen, i sin Erindring at tilbagekalde et Udsagn af Schefer, der staaer som Motto over et af Capitlerne i "O.T."

- - Andre leben wir,
Noch Andre denken wir zu seyn; wir scheinen
Noch Andre - Andre macht die Zeit aus uns.