DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af "At vre eller ikke vre"

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Mer Aron

Published

1857.

Reviewed works

At vre eller ikke vre

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of At være eller ikke være (To be or not to be) by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 3, 1857, p. 97-108.

Det behver nppe nogen Forklaring, hvorfor Red. af dette Skrift, saalnge Slutningen af "Hjemls" ikke er frdigtrykt og udgivet, afholder sig fra at kritisere Andres Fortllinger, men isr saadanne, som have en lignende, om end fjernt lignende Opgave. Saa meget snarere troede vi i Anledning af Andersens Roman at kunne unddrage os, hvad vi ellers i Reglen maae erkjende for vor Forpligtelse, som der i "Fdrelandet" under Mrket Z u-z kom en velskreven Anmeldelse. Naar blot Sandheden bliver sagt, er det jo ligegyldigt, af hvem den siges, og bemeldte Artikel syntes os derfor at gjre en Udtalelse fra vor Side overfldig. Men senere er i et andet Blad fremkommet en Artikel, der efter vor Formening kan forvirre Anskuelserne om en Romans Betydning, om den Maalestok, der br anlgges o.desl., og i den Anledning maa det vre os tilladt at gjre et Par Bemrkninger.

Vi opstille det Sprgsmaal: Hvad er en Roman? Hvad Nytte skal den gjre? Hvad Ret har den?

Der er hos de Fleste en dyb Trang til at gjre Bekjendtskab med Livet, en Nysgjerrighed og Videbegjrlighed med Hensyn til Menneskenaturen og Menneskeforholdene, og tillige ere de forhindrede fra, i strre Omrids selv at erhverve sig denne Slags Kundskab. Digteren kommer denne Trang imde, yder Lserne dette Bidrag til Dannelse, Verdenskundskab og Selverkjendelse. Hvorfor maa man vre Digter for at gjre dette? Hvorfor kan ikke enhversomhelst biographisk Notits gjre en lignende Nytte eller gjre den i samme Grad? Fordi Romanen skal vise Menneskelivets rde Traad, der i Virkelighedens Begivenheder saa tidt er skjult; fordi Begivenheder, Virkninger altsaa maae opfindes og ordnes i det iemed at vise Aarsagen; fordi Forfatteren til den Ende blotter Menneskesjlen, fremstiller medfdt Hang, Fristelser, Lidenskaber, Kamp imellem det, han troer Godt, og det, han troer Ondt, og endelig Resultatet i Lykke eller Ulykke. Gjr han dette med Kundskab til Sagen, med Sandhed, Energi og Friskhed, saa er Bogen interessant, griber, gjr Virkning, efterlader ved sin Livfuldhed et ganske andet, dybt Prg, end hvis dens ledende Tanke var udtalt i Lrestninger eller Formaninger.

Navnlig maa en Roman paa saadan Maade gjre sig berettiget, naar den vil godtgjre Sjlens Uddelighed. Menneskene have alt Biblen, hvor Uddeligheden er forkyndt og forsikkret med de tydeligste Ord og bevist med den overordenligste Opoffrelse af Livet. Havde Christus vret et slet og ret Menneske, vilde Evangeliet vret en Roman. Idet han fremtrder som Guddom, er det ndvendigt, at man skal troe paa denne Guddommelighed, og da denne Tro nu engang er vanskelig, dels at komme til, dels at holde fast og gjre til Udgangspunkt for alle Ens Handlinger, saa maa en Roman, der behandler dette Stof, vise Troens og Vantroens Flger i Tilvrelsen og gjre det paa saa rigtig, simpel Maade, med saa megen psychologisk Kundskab og Erfaring, at Menneskene fle sig grebne deraf, komme i en Stemning, der er Troeslngsel eller Troesglde.

Her falder flgelig det Ethiske og sthetiske sammen. Jo dybere man selv er greben, jo livligere og kraftigere man fremstiller Livets Fremtoninger, jo klarere man belyser dem, desto strre er den ethiske Virkning; jo mindre man tiltaler Phantasien, jo mere uklare og slappe man gjr Charakterer og Handlinger, desto mindre Virkning tilveiebringer man og viser, at man ikke er kaldet til Opgaven, ikke har elsket den nok, offret tilstrkkelig Tid og Krfter derpaa.

Den Person, Andersen har skabt til at reprsentere Bogens ledende Tanke, altsaa dens "Helt", Niels Bryde, "havde ingen Anfgtelser", som der siges etsteds, aabenbar for at vkke en Slags Beundring for ham. Hvorfor? Hvorledes er dette motiveret? Af hvilken Naturbund kom han da? Er der i det simple danske eller kjbenhavnske Folkefrd, hvorfra han stammede, en sregen Renhed, hvorledes er den kommen, og hvordan har den vedligeholdt sig gjennem Forsmthed og Uvidenhed? Det burde vret udviklet, og en Skildring heraf vilde have vret mere passende til Bogen end de mangfoldige, urolige, mange Steder pjattende Beskrivelser ligefra Rundetaarn til Silkeborg og Hamborg; men alligevel vilde et Menneske "uden Anfgtelser" ikke due til Hovedperson i en saadan Roman. Det vedligeholdes da heller ikke; adskillige Gange har Niels dog Anfgtelser overfor det sandselige Liv; men deres Styrke og Dybde paavises ikke, endskjndt en saadan Roman maa frem med Sligt og kan gjre det temmelig hensynslst, fordi det kun fremkommer som enkelte Modstninger, der gaae tilgrunde i den rene Hovedstrm. Det angives ganske kort Pg. 165, at hvad der hjalp Niels mod Fristelser, var hans Skjnhedssands. Men det klares ikke: hvilken Skjnhedssands. Den antike Tid havde en Skjnhedssands, som frte til Nydelse og Naturtilbedelse. Den livlige, begavede Ungdom har i Almindelighed Noget af denne Art Skjnhedssands, som istedenfor at fjerne "Anfgtelser" hidfrer dem og forskjnner dem, saa at Mange endog ganske overgive sig til dem. Hvorfor kunde, ja maatte ikke Niels Bryde, da han kom ind i Kunstens og Intelligensaens Verden, falde paa, at Livets Opgave var at nyde med Smag og Skjnhed? Hvorfor maatte han ikke gaae denne Vei og frst prve den saakaldt sthetiske Livsanskuelse efter en Stund at have kjmpet mellem denne Lngsel og Anelsen om en anden, hiere Skjnhed? Og hvad holder ham tilbage, da han ved at studere Strau, Naturhistorie o. desl. ganske opgiver Troen paa Gud og Uddelighed? Hvorfor bliver han i Grunden et lige skikkeligt Menneske, enten han troer eller ikke troer? - Fordi han er af Tr, intet virkeligt Menneske, intet Paradigma, hvorefter vi andre declineres eller conjungeres. Man har kaldt Niels Bryde "en Pjalt"; men det synes os urigtigt; thi han er hverken svag eller feig; han er heller ikke stor og betydelig, men kold, tret, en Dukke ligesom han, Paludan-Mller lod gaae op i "Luftskipperen og Atheisten".

Der er et Sted i Bogen, hvor Niels Bryde ikke er tret [rettet fra: 'ret'], og det er der, hvor han som Barn drber Katten, for hvis Skyld han er bleven mistnkt for Tyveri. Dette betegnes med Rette som et voldsomt Udbrud af hans Retfrdighedsflelse. Men hvorfor kommer denne Retfrdighedsflelse saa ikke til Anvendelse ved Lsningen af Bogens Opgave? Vi troe - og faae et andet Sted Leilighed til at vise det - at Retfrdigheden, denne Sands, som vi Alle bre i os, idetmindste mod Andre, kan naar den vendes mod os selv, paa strkeste Maade trde i Idealets, Guddommens, Uddelighedens Tjeneste, ligesom man ved at betragte den hele Verden belyst af Retfrdighedens Idee, maa komme til ikke ubetydelige Resultater. I Begyndelsen af sin Bog har Andersen taget dette Motiv, men ikke formaaet at bruge det. Vi komme strax tilbage hertil og fremfre blot en Bemrkning, der hrer hid. Et Sprgsmaal, der nemlig med Magt trnger sig frem, naar man behandler Uddelighed, Gud, Forsyn o. desl., angaaer Tilfldet. Hvad er tilfldigt i Livet? Andersen har streifet Sprgsmaalet, idet han f. Ex. lader Hr. Svane vinde de 25.000 Daler i Lotteriet. Men han har ikke taget mere Hensyn dertil end til en Forbigaaende, der i Vrimlen kan berre hans Kjolerme. Da Hr. Svane har faaet Pengene, erklrer Andersen, at "nu kunne vi slippe ham". Paa en Mngde Lsere lbe Tnderne i Vand ved at lse om en saadan stor Gevinst; men fra hvilket Standpunkt maa den Digter, som er gjennemtrngt af Uddelighedsflelsen og vil meddele den til sine Lsere, behandle en saadan Lkkerbidsken?

Det er en Selvflge, at der heller ikke kan vre Tale om Heltens eller nogen anden Persons Skjbne. I det virkelige Liv, som jo altid maa foresvve Romanforfatteren, ligge Skjbnens Traade tildels saa dybt og vidt spredte, at man ofte er fristet til at kalde den uudforskelig eller "tilfldig"; men for en meget stor, maaskee for den strste Del, er Skjbnen dog en Flge af Enhvers Gjerning indenfor givne Forhold. Men da Andersen ikke har tilstrkkeligt Blik for Tilvrelsens Retfrdighed og heller ikke har tilveiebragt en Mening angaaende det Tilfldige, saa har han ikke et ieblik tnkt paa at paavise en Skjbne, og det er i fuldstndig Harmoni hermed, at Helten ikke handler. Niels Bryde trder paa intet Punkt i et saadant Forhold til Verden, at Noget maa times ham som Flge deraf, paa Grund af Skyld eller Fortjeneste. Han fres ikke til, gjennem Erfaring at erkjende noget Fornuftigt, Ledende, Ndvendigt, der er mgtigere end han, og som dog er af en saadan Natur, at naar han forsones med det, hengiver sig til det, bliver han fri.

Istedenfor at lade saadanne Magter komme til Anvendelse og frembringe "Choc" - som Andersen ynder at sige - er det i Reglen pinlig-forstandige, tildels umodne eller ubetydelige Disputer og Reflexioner, der fuldfre "Udviklingen". Menneskene tale og tale om Uddeligheden, ikke ud af en Trang, der meddeler sig, af Erfaring i Smerte eller Glde, af dyb Kundskab om det Evige i det Timelige, men urolig, literairt, dogmatisk, bestandig streifende Yderkanten, uden Magt til at trnge ind i Centrum og med en trttende, forceret, anstrengt Iver for Troens Theori, ikke for dens Praxis, dens Udtrden i Livet. Store Begivenheder fres frem, navnlig den slesvigholstenske Krig og Choleraen; H.P. Holsts Correspondanceartikel om Hovedkvarteret efter Slesvig-Slaget er benyttet ligesaa vel som J.C. Magnus's Angreb paa Almindeligt Hospitals Indretning og den officielle Beretning om Kampen ved vre-Stolk; Dd, Skudsaar, Typhus optrder tilligemed Vanvidet; Andersen veed, at det Ord, han sger, er etsteds derinde; men han har ikke Villie, Ro, Magt til at gaae tilbunds, han flagrer om det, nipper til det og haster videre. Andersen siger selv, at en hel Del af disse Skildringer ikke hre hjemme i Bogen; men efter denne Afbrydelse fortstter han alligevel flink med at opdynge dem. Jo, vist hre de til, de ere ganske vist brugelige. Men naturligvis skulde de store og smertefulde Begivenheder vret skildrede paa en saadan Maade, at Himlen, Evigheden syntes at rkke sig nr til Jorden, eller at Jordens Forhold fltes gjennemtrngte af Evighedens Magter; der skulde - medens Helten stod skjvt til disse Begivenheders sande Indhold, men lempelig bragtes nrmere - gaae en stille, hitidsfuld Bven gjennem Lsernes Sjl, kommende fra Digterens; men han selv har den ikke og sger kun ved at vkke Minderne ubestemt at anslaae en for sig gunstig Stemning i Publicum. Selve Vanvidet, han skildrer, er ikke Vanvid, ikke seet og flt. Bagved Andersen stod det skrkkelige Sprgsmaal: Hvor er den Vanvittiges Sjl? Er den forstyrrede Maskine uddelig? Ere vi Andre det da? Hvad er Sjlen? Han mrkede ikke engang, at det bankede ham paa Skulderen; det var ham nok at have indfrt en Scene mere og have berrt og lst et Hovedsprgsmaal med samme Niagtighed og Dybde som den, hvormed han kalder Times's Trykning en Lotusblomst, der udbreder sig.

Et stort Moment i Liv og Dd er Kjrligheden. De fleste af vore Evner ere kun af mathematisk Art: de tjene til at maale og faae Forstand paa det Synlige, Sandselige, Haandgribelige. Kjrligheden er det "Choc", som bringer nye, hidtil ubrugte Sjleevner i Bevgelse, aabner de ine, der see det Usynlige, gjre Uddeligheden indlysende. Vistnok skal den vre strk og del for at frembringe slige Undere - Hverdagsundere; thi Alle opleve det engang, de Fleste kun momentvis. I denne Roman "i tre Dele" fylder Kjrligheden knap een Side (see Pg. 275 og 278). Niels har med Venlighed og Forstandighed holdt Omgang med en jdisk Familie, og isr tiltaler ham en af dens Dttre ved Navn Esther, der er Christen. Hvordan hun er blevet det, og hvordan det har kunnet gaae af uden Collisioner med hendes jdisk-fromme Fader, erfare vi ikke; at skildre et jdisk Sinds Overgang til Christendommen og Betydningen deraf laa Andersen for dybt, han havde ikke Ro til at gaae tilbunds deri. Esther er lutter Aand, noget sygelig, meget belst og giver Anledning til en tr Fremstilling af Goethes "Faust" 2den Del - den skulde jo ogsaa med - og Pg. 275 opdager Niels, at han elsker hende, og Pg. 278 der hun af Cholera, uden at Kjrligheden er viist os med nogensomhelst Kraft eller Inderlighed.

Nogle Linier af Bogen ere her meget betegnende; thi her er Centralpunktet, her skulde Digteren fremtrde i al sin Kraft, her skulde man fle, at han sjlelig havde oplevet, dvs. sat sig ind i, hvad han skildrer. Niels, der jo er Lge, er bleven hentet til Esther:

"Tak, fordi De kom!" sagde hun; det klang hult, langt borte. "Sig mig det kun, det er forbi snart! - Videnskaben siger, at det er - - "
"Dden!" sagde stille, uvilkaarlig Niels Bryde, overvldet og betaget af det Uventede. Alt dreiede sig rundt for ham.
"Og Troen siger", hviskede hun, "det er Livet!" -

Vil en Dende tale saa abstract? Skulde hun ikke snarere sige Ord, der lode fle, hvorledes Troen er Livet?
Strax efter, ved selve Ddssengen, holder Niels Bryde flgende Monolog:

"Hvad have de Viiseste i alle Tider udfundet om Tilstanden efter Dden? kun Phantasier, Gisninger, en af Mennesker opdigtet Mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske Seirs-Hymne anviser de Gode Ophold i et Skyggerige, fr de komme til de Saliges er; i Platons "Phdon" tales om Befrielsen fra de underjordiske Steder, og at komme til renere Vaaninger over Jorden. Hvad lre vi heraf? kun det, at Hedningen selv har fornummet Trang og Strben efter at betegne dette for os Ubestemmelige. Den Dde sover!" gjentog han, "det synger endnu vor Tids Digtere! Hvor usandt! Nei, selv Stvet, der hviler i Graven, sover ikke, det gaaer over i Tingenes Kredslb, og Sjlen - den rettroende Christen, som de kalde ham, siger: den er gaaet over i Himlens stille Salighed - Nei! dertil er den ikke hos Nogen udviklet nok; den svver frem mod en strre Fuldkommenhed, eller er slukket! - "ikke vre" - Nei, nei, det er en Umulighed for den Gud, der er retfrdighed og Kjrlighed!" - Hans Tanke svulmede til at sprnges!

At E-Strengen saa springer paa Claveret, og at han deri troer at hre Bud fra Esther, er noget Sentimentalt og Latterligt, som vi ikke skulle dvle ved, isr da Andersen selv kalder det Overtro og ikke lader det faae ringeste Indflydelse. Niels er og bliver i Grunden lige tret; men Pg. 284 faae vi at vide, at "gjennem uendelig Smerte og Lngsel kom Barnesindet", og han bad til Gud om Tro, og Pg. 294 har han faaet den. Hvad den da egenlig er, hvad Indhold den har, om den sidder som en Prik i Sjlen, eller om den er hele Organismens Livsessens, om den vil vise sig i Handling o.s.v. - derom erfares Intet, og den egenlige fortlling kunde derfor begynde, hvor Bogen slutter. - Andersen har godt vidst, at han ved at lade Esther de og Niels blive tilbage slog paa en Streng hos Alle, der have mistet en kjr Person, og at de vilde blive rrte ved at mindes; men Digteren skal ikke paa saadan Maade lade sig hjlpe af Publicum; han skal give det, der bevger sig hos Publicum, et strkere og klarere, idealt Udtryk. Noget Lignende gjlder med Hensyn til den hyppige Brug af saadanne Udtryk som, at man fornam Hjerteslaget, Hjerteroden, Hjertestrengen - uden at der er nogen dybere Skildring af Slaget, Roden, Strengen.

Om de smukke Enkeltheder, man har fundet i Bogen, maae vi sige - det gaae ud over os selv eller ei - at vi ikke kunne finde andre Enkeltheder smukke end dem, der tjene Helheden og Enheden. Den Skikkelse, som Horats beder Poeterne vogte sig for, var foroven Kvinde, forneden Fisk. Det verste Stykke var smukt, og Fiskehalen vilde maaskee ligeledes vret en stor Prydelse, men for en Fisk; Helheden var derfor styg og forkastelig. Hver Enkelthed skal vre udarbeidet i den Hensigt at tjene Hovedtanken, og idet den organiserende Tanke saaledes er tilstede overalt, betingende og betvingende Skildringen, fremkommer Stil. Andersen har aldeles ikke gjort sig Umage for at betvinge sig selv, samle sig under en Opgave, mindst under en, som sluttede sig til Evangeliet. Enkeltheder som den om Taterkonen kunne vi Danske kun vre ham lidet erkjendtlige for, saalnge vi ikke utaknemlig glemme Blicher, der ganske anderledes sundt og rolig har skildret hin sregne Menneskenatur. Det er i denne Henseende ret mrkeligt, at Andersen undgaaer for sit engelske og tydske Publicum at nvne Digtere, han skylder saa meget eller kommer saa nr som Paludan-Mller og Blicher, hvorimod han med Omhu nvner og roser Digterinden, Frken Nielsen. At han ogsaa nvner Eventyr-Poesien med overordenlig Ros og anseer den for noget af det Ypperste, Menneskeheden har produceret, og uden at nvne Digteren, han sigter til, finde vi efter Omstndighederne ganske i sin Orden. Ogsaa vi stte Eventyr-Poesien meget hit og have ikke vret sparsomme med Anerkjendelse af H.C. Andersen i denne Retning, hvortil behves en sregen genial Begavelse, der i korte, dybe, humoristiske Glimt seer Sandheden og overlader til Lseren at philosophere over de vidtlysende Blink.

Man har sagt, at H.C. Andersen har vret Gjenstand for "uretfrdig Ringeagt" i Hjemmet, og dels derfor, dels af Hensyn til, at han nu har den Lykke at digte "for tre Nationer", kunne vi gjerne bre over med overfldige Skildringer, der for os ikke ere nye. Hvad det Frste angaaer, saa er det rigtignok sandt, at Andersen har vret Gjenstand for Kritik og maaskee undertiden for uretfrdig Kritik; men paa den anden Side der han dogh ogsaa i hiere Grad end de Fleste bleven baaren af Samfundet, hjulpen og kjrtegnet paa mange Maader. Og hvad det Andet angaaer, indrmme vi meget gjerne, at der kan vre Grund til gemytlig Overbrenhed, dels hos Folk i Almindelighed, dels hos et Blad, han sender Correspondance fra England; men skulde den ovennvnte Lykke ikke netop fremkalde store Fordringer til Digteren selv, og kan de danske Literatur af et saadant Hensyn opgive sine Krav? Skal den virkelig tage tiltakke med mager Kost for Snnens Skyld? Og skulde monstro de andre Nationer vre glade ved, i en Bog om Uddeligheden at finde Brudstykker af historiske, geographiske, literairhistoriske Beskrivelser, der i og for sig ere saare Lidet og overfor Uddeligheden Intet? Skulde det Bedste for Andersen ikke vre, at han skrev rigtig, sand Poesi for een Nation, i den Forvisning - som han jo er saa lykkelig at have af Erfaring - at saa er den ogsaa Poesi for andre Nationer?